Kære læsere – skuffen var alligevel ikke helt tom. Det bliver langt fra en skuffelse for jer at læse og synge ugens sang, som jeg skrev i anledning af noget så sjældent som et diamantbryllup.
Bestilleren havde i forvejen fået et par flotte sange til sine nevøers bryllupper, men nu gjaldt det altså forældrenes 60-års bryllupsdag, og det måtte kalde på en ekstraordinær indsats. Hun og jeg blev enige om at det mest festlige ville være at sangen ikke blev en fællessang, men en fælles optræden af bestilleren og hendes to søstre klædt ud som bakkesangerinder. De sang glimrende alle tre, og fysikken svarede også godt til rollen. På den måde kunne sangen også blive deres egen personlige hyldest til de jubilerende forældre. Melodien skulle selvfølgelig være “Vi drømmer os tilbage til den gamle pavillon” (yngre læsere kan høre originalen her).
Nanna og Kristens diamantbryllup
(Mel.: Vi drømmer os tilbage til den gamle pavillon)
Her står vi, tre ganske modne kvinder –
en tåre rinder
på vore kinder.
For vi husker rigtig langt tilbage
til gamle dage
da vi var børn.
Tre små søde pus,
tre skovprinsessefrø.
Vi blev større pø om pø.
Vi drømmer os tilbage til dengang da vi var små,
til de søde barneår
da far og mor var unge, og vi prøved’ at forstå
hvem vi var, og hvad og hvor.
Først lærte vi at ta’ det som det falder
og sætte pris på verden som den er.
Og vi fik lært at rubbe vores naller
– vi ku’ nærmest ikk’ la’ vær’.
Æblet falder ikke langt fra stammen,
vi alle sammen
passer i rammen.
Vi har arvet vores små talenter
med rentes renter
fra far og mor.
Inga kan som far
og Connie det med tal.
Irma regner når hun skal.
Men li’som mor så elsker hun når venner kigger ind,
hun kan li’ selskab’lighed.
Det kan vi andre også, og det rager os en pind
om de bli’r fem dage med.
Og børn kan bringe os i ren ekstase!
Som skrukhøns dikker vi hvert lille nor.
Desværre har kun Inga nå’t den fase
hvor man bli’r til bedstemor.
Nu har far og mor vær’t gift i 60 år
et ordn’ligt læs år,
og uden stress, for
det der før var deres vante gænge
i vang og vænge
er længst forbi.
Pensionister må
godt holde sig i ro –
livet uden risiko.
De pusler rundt i haven, de forkæler vores børn,
de kan li’ at holde fri,
og det er velfortjent for de har taget deres tørn
med de ting som de ku’ li’.
Og vi tre pi’r er kommet godt i vej nu.
Det skyldes vor bagage hjemmefra.
Så kære gæster, vis den rette ildhu!
De skal ha’ et højt hurra!
De gamle kneb vist mere end en enkelt tåre da “pigerne” leverede den hyldest. Der var sandelig noget for øjet, men teksten er nu heller ikke helt ueffen.
Så denne uges opslag i Sangfabrikken blev ingen skuffelse, vel? I næste uge regner jeg med at vende tilbage til nutiden med en spydig kommentar til klimalov, vildsvinehegn, fiflerier i forsvaret, håndboldpiger… Mulighederne er mange.