Måned: juni 2019

Som bebudet i sidste uge tager Sørens Sangfabrik på sommerferie – i hvert fald i en måneds tid. Fruen og jeg har mange planer om rejseaktivitet, og vores drenge med deres påhæng fisker også efter en biltur sponsoreret af den gamle op gennem Norge med diverse stop undervejs.

Forventningens glæde er den største, skrev Søren Kierkegaard til sin forlovede, Regine Olsen, da han aflyste et længe imødeset, ømt stævnemøde. De ord fik jeg også at høre i tidernes morgen fra min daværende kæreste da jeg på grund af tvingende omstændigheder ikke dukkede op til noget tilsvarende i Århus fra mit sommereksil i Norge. Hun hoppede forståeligt nok hurtigt af krogen igen. 

Læserne af Sørens Sangfabrik skal nødigt gøre ligeså. Derfor har jeg gemt en af mine mere spændende tekster til denne afskedens stund, så ventetiden kan blive til sødt kildrende pinsel. Hvornår får vi mere af det samme?

Sangen skrev jeg til min gode ven og kollega Pers 50-års fødselsdagsfest. Den skulle ikke have for lidt, så der gik mange overvejelser forud. Sangen skulle selvfølgelig være kærligt drillende, men ikke for meget. For selv om Per (som desværre døde alt for tidligt for et par år siden) selv var lynende rap i replikken, var han også engageret og i sine følelsers vold. Han brændte for sin arbejdsplads, VUC Syd – det gjorde vi jo alle sammen dengang – og han gik i brechen med lidenskab når noget på skolen ikke gik den vej han syntes tingene skulle gå. Ordgejl havde han kun foragt til overs for, men med årene fik han kanterne slebet af, og han var altid konstruktiv og hjælpsom.

Det lykkedes vist meget godt at få det hele med i sangen. Melodivalget slap jeg også godt fra. Per var et forårsbarn, så hvad kunne være mere passende end Skjoldborgs “Med min hakke, min skovl og min spade” (aka Husmandssangen)? Så blev det også muligt at bruge ordspillet på “at kalde en spade en spade” – unge læsere der ikke er ordentlig hjemme i Højskolesangbogen kan læse Skjoldborgs originaltekst nederst for bedre forståelse af sammenhængen.

Sang til Per i anledning af de 50…

(Mel.: Med min hakke, min skovl og min spade)

50 år det tog Per at komme så vidt
men nu har han nået det stade
hvor flest har for meget og får det for tit
– det skyldes vel alderens livsappetit
hvis man kalder en spade en spade.

For tyve år siden var han åleslank,
hans mave var en af de flade.
Han var frisk og fyrig og oplagt til pjank
– nu prydes han kun af en isse så blank
hvis man kalder en spade en spade.

Han er rund af krop, og han er rund af sind
og det er skam mer’ end facade.
Tålmodigt han lytter hvor andre går i spin
– til trods for han før ku’ gå over gevind
hvis man kalder en spade en spade.

Af unødigt bureaukrati får han fnat,
og det er en god ting at hade.
Så pakker han ikke sin mening ind i vat
han skærer igennem alt vrøvl og alt pjat
og han kalder en spade en spade.

Nu sidder vi her ved det dækkede bord
og ta’r af de bugnende fade.
Vi skåler for Per, vor begejstring er stor,
og her skal kun lyde rent rosende ord
skønt man kalder en spade en spade.

Temmelig perfekt, hvis jeg må sige det selv. Men der var også to andre glimrende lejlighedssange til Pers fødselsdag, sådan går det let når der er mange degne sammen. Undtagelsesvis tager jeg den ene af dem med i sin helhed, selv om min blog ellers kun handler om de sange jeg selv har skrevet.

Den blev skrevet af Kai, vores chef, og Vice-Lise, hans second-in-command. De var travle folk som ikke havde givet sig stunder til at skrive sang før de i bilen på vej hjem fra forstandermøde i Nyborg besluttede at gøre et forsøg. De var godt klar over at her var der gode muligheder for at tabe ansigt over for andre der havde været mere flittige på den front, så de flikkede nogle vers sammen på “Jeg er havren”. Den ene kørte, den anden skrev, begge kom med det ene fjollede rim efter det andet – det gik strygende:

Kære Per, tillykke med i dag
uden for der hejset er et flag.
Vi er samlet her i lystigt lag.
fordi at det er din fødselsdag,

Du har rundet årene 50.
Du kan være glad og veltilfreds.
Du har indset sport er ikke sundt,
så nu er dit image mere rundt.

Du er Lektor, det gir værdighed
mangen pædagogisk færdighed
har du dyrket, du er ganske bred.
Du har dybde og alsidighed.

Du kan lede folk på rette vej.
Hver en SU-kursist kender dig
Med problemer hjælper du enhver
piger under 30 dog især.

Her du sidder i dit bedste tøj,
mens vi uden om dig laver støj.
Glade lyde fylde salen skal,
når vi midtvejs tømmer vor pokal.

SKÅL!

Hvert år skal du skifte bilmodel,
så man tror du tjener på det selv.
Men om dagen kører Mariann,
så om aftnen kun du køre kan.

Du kan vær’ en lille hidsig-Per,
så de sarte sjæle krøller tæer.
Men du blir som regel god igen,
når en times tid er gået hen.

Du har været i Kina og Skotland.
Du er skolens vidtberejste mand.
Lysbilleder viser du dog ej,
det gør nu da ingenting for mig.

Du er kattefar med hud og hår.
Kattens psyke du så godt forstår.
Den er fri og går sin egen vej,
sådan er det osse jo med dig.

Nu vi slutter denne lille sang,
ellers bliver den bare alt for lang.
Vi vil råbe alle højt hurra.
Søde Per, tillykke med idag.

HURRA!!!!!

Det blev en rigtig charmerende sang, ikke? Her er alle de unoder jeg vil advare en sangskriver imod: Alt for lang, alt skal med, løs sammenhæng, omvendte ordstillinger – og så på dræbermelodien “Jeg er havren”. Men det er jo hele ideen. Fødderne sidder også som de skal (bortset fra et tydeligt villet sted: “Lysbilleder viser du dog ej,”). Og så er der adskillige perler: “Med problemer hjælper du enhver / piger under 30 dog især” og “Du kan vær’ en lille hidsig-Per, / så de sarte sjæle krøller tæer.” Der blev gået til stålet!

Jeg roste Kai for sangen og sagde at jeg ville ønske at jeg også havde taget det nede-på-jorden stillag. “Men din sang er smuk,” sagde Kai. Det var store ord, men jeg synes egentlig også han havde ret.

Og nu starter så den lange sommertørke i Sangfabrikken. Fortvivl ikke – jeg vender frygtelig tilbage med nye sange.

Her er Johan Skjoldborgs “Husmandssangen” (1915):

Det bliver ikke lettere at skrive fødselsdagssange til folk der er blevet ældre – det går først over når de er blevet gamle. I sidste uge skrev jeg en 70-års fødselsdagssang til en god veninde, og hende har jeg skrevet både en 50- og en 60-årssang til før.  Dette måtte blive den svære 3’er.

Jeg kunne have valgt at springe selve alderen over som tema. Jeg kunne have skrevet om venindens mange kvaliteter – og der er mange. Men så fandt jeg altså i stedet på at skrive om den høje alder som et bevis på hvor godt det er gået. Og det endda uden katastrofer der er gået ud over de nærmeste.

Ud fra den tankegang er vi selvfølgelig en hel flok Fætter Højben’er når vi nærmer os 70, men når man tænker efter, så er det egentlig et fantastisk held der har bragt os så vidt. At det så ikke kan fortsætte på den måde er alle vist klar over, men hvorfor ikke bare en rum tid endnu? Man har altid lov at håbe, og i mange tilfælde rammes man ikke af nemesis foreløbig.

Det kedelige perspektiv er jeg måske lige akkurat inde omkring og vende i sidste vers, men ellers er sangen en fejring af hvor godt livet har flasket sig for fødselaren og hendes omgivelser.

Til Maries pris

(Mel.: Pigen og søndenvinden – hør en version her)

Nu er Marie fyldt 70.
Så er livet ikke gå’t helt på tværs,
for når man først er nå’t så vidt
ud’n større fadæser, så tænker man tit:
Det ku’ ha’ gået værre, du!
Der ku’ nemt vær’ sket noget drastisk.
Jeg’ glad for jeg er her endnu.
Mit liv er jo gået fantastisk.

Marie har haft kæmpeheld,
har skudt papegøjen som William Tell.
For hun blev født i Hinnerup,
og man må nok sige at det var et kup
med opvækst i et landbohjem
som en af de tre små prinsesser.
Syg’plej’rsker blev de to af dem,
Men hun havde andre int’resser.

Og det var jo et svineheld
hun ikke blev gift med en som hed Keld.
I stedet blev det Søndergaard,
og det var ret heldigt, som alle forstår:
De fik en pragtfuld børneflok!
Tænk hvis de var ble’et nogen andre!
Tænk hvis der’s far had’ vær’t et pjok!
Hendes smag i mænd kan ingen klandre.

Maries kæmpestore held
på rundturen i sit livs karrusel
bli’r vist kun overtrumfet af
det held hendes venner kan siges at ha’:
Marie er vort ideal,
Marie er helt uden lige.
Og det er ikke bare pral!
Tænk vi kender såd’n en sød pige!

Så kom vi frem til sangens mål:
Hurra’er og leve og så en skål.
Marie har fortjent honnør
for hvad hun er nu og for hvad hun var før.
Vi håber det må gå dig vel –
mindst tyve år til sku’ nok passe.
For godt nok må det kræve held,
men af held har du en farlig masse.

Selvfølgelig har min veninde ikke bare haft medvind i livet. Det lå i pennen efter at jeg havde skrevet andet vers, men så lod jeg være. Her er der kun fest og farver til slægt og venner, mand og børn. Det havde ingen noget imod.

I næste uge kommer mit sidste blogindlæg inden jeg holder en lille  sommerpause. Sangen jeg viser frem var en noget mere tung og alvorlig sag, men havde også sine kvaliteter.

Vi ses!

Langt om længe bliver spændingen udløst – og mens resten af nationen går til stemmeurnerne, lægger jeg en splinterny revysang ind på “Sørens Sangfabrik”. Den er fuldstændig upolitisk – sådan da. I stedet er den kynisk spekulation i hvad den nye haderslevrevys publikum kan tænkes gerne at ville høre op til pausen som lokker en ekstra fadøl ned: lidt lokalpatriotisme.

Melodi og ide har jeg lånt fra Alf Prøysens norske klassiker “Så seile vi på Mjøsa“, som igen er skrevet på melodi og ide fra svenske Ulf Peter Olrogs “Resan til Chyterae“. Klik på de to links for at høre originalerne. Det er ikke akkurat en fællessang, men her har I teksten – og så må I glæde jer til at høre hvordan den sikkert bliver flot leveret i den nye haderslevrevy til oktober:

Blandt alle verdens stæder
er Ha’sle’ en juvel!
En by med mange glæder –
i hvert fald en hel del.
Her’ kunst og kultur
og yndige fru’r.
For os er der nu kun en ting der dur:

(Refræn:)
At sejle rundt i kano ud’ på Has’le Dam.
Fra Vandrerhjemmets brygge
er det bare lykke
at glide ud på vandet der ligger som et spejl
hvor joller vugger blidt med håb om luft i deres slappe sejl.
Og kano’n glider langs det høje siv et kvarters tid
To ænder skræpper op, men ellers sker her ikk’ en skid.
Og på den anden side, bag ved Mågeø’n,
ses murstenskolossen
kæmpelegoklodsen
Ha’sle’s gamle sygehus, som nu er en ruin,
og hvis man sku’ bli’ syg så må man køre halvvejs til Berlin.

Men her på Dammen er alt
en sommerskøn idyl.
En herlig lugt af ølmalt
og plukkemoden hyld.
Der’ fred på vor jord –
på himlen er spor
fra Skrydstrups nye jagerfly. Vi tror…

(Refræn:)
…at folk der bor i Skrydstrup hurtigt vænner sig
til jetmotorers fræsen.
Hvorfor være kræsen?
Det hygger med lidt motorstøj, så vær nu ikke sart!
Og når vi sejler rundt i kano syn’s vi her er vældig rart.
Vi gi’r den gas med årerne og når frem til Bergs plads.
En kaffetår på bænken og måske et lille glas.
Så ud igen på vandet, solen bager ned.
Vi driver li’ så stille.
Ved Sofies Kilde
er luften tyk af myggedans, så vi ror hurtigt væk.
En fisker står ved bredden – ham vil vi ønske knæk og bræk.

(Slutrefræn:)
Nu ser vi i det fjerne at Ha’sles silhouet
spreder sine arme
med sin egen charme
som en Tornerose der lokker os i favn.
Og aftensolen synker. Måske skal vi snart søge havn.
For jollerne på Dammen er jo alle sejlet hjem
Og pluds’lig bli’r her søgang mens en dambåd stævner frem
med et læs pensionister der har vær’t på tur.
De skal hjem til byen – de har bestilt menuen
stegt flæsk med persillesovs – det mætter absolut!
Vi lægger til ved bryggen – og nu er denne vise slut.

Prøysens og Olrogs viser er ren nostalgisk idyl, men jeg ville gerne have lidt kant i teksten, så turistforeningen ikke planker den direkte. Det må gerne skurre med det nedlagte sygehus, som enhver haderslever savner i dag. Og omvendt må der også gerne være lidt lokalegoistisk ligegladhed med støjtrængsler i Skrydstrup – og “fred på vor jord” nævnt i sammenhæng med nye jagerfly?

Det er ikke en vise som får lang levetid – det er heller ikke meningen. Men jeg er lidt stolt af den alligevel. Forhåbentlig kommer der endnu mere af samme skuffe til vores revy i oktober – don’t miss it!