Måned: oktober 2019

Det føles lidt mærkeligt at spændingen nu er udløst. Haderslev Revyen spillede fire gange fra torsdag til søndag, og så var det bal forbi. Alle bange anelser blev gjort til skamme, for revyen blev en bragende succes. Næsten 1300 købte billetter til forestillingerne, så hvis man lige ganger op med 150 kr., får man indtryk af at revyen også har skæppet godt i Forsøgsscenens kasse. JyskeVestkystens anmelder gav revyen fem stjerner og skrev en meget venlig omtale (kan læses i bunden af dette opslag), men det synes jeg også var helt berettiget ros, og jeg er stolt af at have leveret min del af råstoffet til den store succes – jeg har skrevet tekst til seks af de i alt 22 numre.

I sidste uge lovede jeg læserne at de kunne få teksten til revyens store udstyrsstykke “Trump og Mette”. Alex Bødiker havde rådet mig til at skrive noget mere oppe i tempo end de tre sange jeg havde skrevet på gamle revymelodier (Ih hvor er det kommunalt, Manden på risten, Alf Prøysens Så seile vi på Mjøsa), gerne noget tyggegummipop fra 50erne, og så måtte det gerne være en duet, for det giver også lidt mere liv i kludene. Kapelmesteren ville gerne have “Oh Carol”, men hvad skulle det så handle om? Men det gav sig selv da Trump først meldte sin ankomst på statsbesøg i Danmark, så røbede sin egentlige hensigt med den store ære for vores lille land: nemlig at købe Grønland. Hvorpå Mette Frederiksen tog alle stikkene hjem ved at fortælle sin ærlige mening om den ting. Kvindelig helt, mandling skurk med lurvet rygte – fantastisk oplæg! Jeg fandt på at den bærende melodi skulle være “Pretty Woman” (hør den her), for den er vammel på samme måde som Trump. Men læs og syng selv – Trump lægger ud, og Mette svarer med skift til “Oh Carol” (hør den her):

Trump nøgen i oversize voksenble, alenlangt rødt slips og karakteristisk paryk, Mette i spadseredragt og knold i nakken. Trump kommer slæbende med Mette ind på scenen, mens musikken laver forspil.

Mel: Pretty Woman

Åh Mette, lille snuskegris
Jeg har sådden fået lyst til is
Åh Mette – jeg vil købe Grønland af dig
Du må ikke sige nej (Pussy!)                          Mette river sig løs, korslagte                                                                                                           arme: Nej!
Nasty woman, tænk du sa’e nej
Nu har du jo rigtig kvajet dig
Nasty woman, fra det lille småslatne land
Jeg skal vise dig hvad jeg kan
Og nu vil jeg blive væk
Tænk at du ku’ vær’ så fræk
For til mig da si’r man aldrig nej
Jeg’ så vidunderlig
Kvinder vil så gerne gi’
deres trusser og det der’ indeni
Jeg’ den bedste
hver eskimo
vil bare elske
min blepopo                Trump falder på enden, spræller med benene.

Lyd: ritsch fra grammofonnål, Mette hiver ham på højkant, forspil fra musikken

Mel: Oh Carol

Åh Trump!
Kan vi råde bod?
Du blev så såret
da du blev sagt imod.
Jeg sagde
At det var absurd
Li’som du tro’de
Det nok gik som smurt.

Tænk så synd det er for vores dronning.
Hendes majestæt
Ville jo gerne
Ha’ lagt dig over knæ’t
Så du ku’ ha’ lært no’et levemåde
Om hvad der’ til salg
Du kan godt glemme
Alt om dit genvalg.

Trump er kommet på højkant, men kaster sig bejlende på sine buttede knæ – talesynger nyt Oh Carol-vers:

Åh Mette – du er wonderful
En rigtig godte – du’ det pure guld
Så glem nu de slemme ækle ting jeg sa’
Men husk – jeg kan ta’ hvad jeg vil ha’!

Mette ta’r ham i øret og slæber af med ham, synger videre

Hvad skal vi nu gør’, for såd’n en baby
Er langt fra stueren
Nej, hvor her stinker
Vi må ud og skifte bleen
Det er godt at han er am’rikaner
Pi’r, gi’ mig en hånd
Han returneres expres med Airforce One.    Korpiger hjælper med at slæbeTrump ud – Musik spiller outro

Helt som skitseret kom det nu ikke til at gå for sig på scenen – det blev meget bedre. Ganske vist synes jeg stadig at mit forslag til Trump-kostyme er det bedste, og jeg synes også “Trump” kunne opføre sig lidt mere vovet over for “Mette” end det lille generte tjat i numsen det blev til – men i en dilettant har en førsteelsker altid pligt til ikke at gå længere over stregen end at der ikke bliver noget forklaringsproblem på hjemmefronten. Til gengæld blev det et overdådigt udstyrsstykke. Trump i fornemt præsidentskrud kom ned ad en landingstrappe flankeret af flotte piger, og på det springende punkt i sangen fik han bukserne trukket ned så man kunne se den godt brugte voksenble. 

Allerbedst var det at kapelmester Cindy Martin havde fundet den perfekte outromusik til det der efterhånden var blevet et musikalsk medley: Hit the road, Jack! som blev ændret til Hit the road, Trump! Pigerne sang entusiastisk, og Marc Hurkmans, som spillede Trump, viste forbløffende evner som soulsanger mens han sang: Oh woman, oh woman, don’t treat me so mean
You’re the meanest old woman that I’ve ever have seen
I guess if you say so
I’ll have to pack my things and go

Det var bare så flot! Min tekst er såmænd også meget god, men det er nok dette slutkor at publikum vil huske bagefter.

Trofaste læsere vil vide at jeg for længst har vist mine andre sange til revyen frem i tidligere opslag i Sangfabrikken. På opfordring fra instruktøren pillede jeg dem af indtil efter revyen, men nu er de lagt ind igen. Jeg har en kraftig formodning om at en del nye læsere vil være interesserede i at se sangene uden at skulle blade en masse gamle opslag igennem, så i de kommende uger bliver der mulighed for at se dem igen i nye opslag.

Vi ses i næste uge.

---

Teksten fra JyskeVestkystens anmeldelse:

 

 

 

 

I aften har Haderslev Revyen premiere, og det bliver spændende hvordan mine seks numre kommer til at stå distancen. Mine trofaste læsere har set de fire af dem på forhånd, og de to sidste får I så mulighed for at læse og synge inden længe. 

Men i denne uge står den igen på lidt gammelt guld fra gemmerne. En god veninde i Norge fejrede sin 50-års fødselsdag med et stort kalas på et hyggeligt hotel i Drøbak. Den fik ikke for lidt med fremragende mad, åndfulde taler, spændende gæster, og så var der bal bagefter. Det blev sent, og hovedet var tungt dagen efter, men den pris betalte man gerne for så glimrende en eftermiddag, aften og den halve nat.

Det meste af selskabet var norsk, og på de kanter plejer man ellers ikke at synge festsange, men her kunne det nok gå an, for fødselaren sang i et lokalt kor, og mange af medlemmerne var til stede. Min kammerat “Rudolf” (kendt fra flere tidligere afsnit) var der med sin egen sang på “I Can’t Give You Anything But Love”, og så havde han og jeg også skrevet en sang i fællesskab – herom senere.

Jeg valgte at satse på det skandinaviske fællesgods. Min sang gik på “Lilla Vackra Anna”, en svensk vise som mit idol Alf Prøysen havde gjort populær i 1950erne i Norge – hør hans udgave her. Hvor “Rudolfs” sang var raffineret og flot, var min sang ganske enkel.

(Mel.: Lilla vackra Anna)

Kære, søde Irma, hør vor sang!
Nu må vi ha’ afløb for vor trang
til din dyd at prise
i en hyldestvise,
for du er en kraft af første rang!

Du er umanerlig kompetent
til dit job, det er almind’lig kendt.
Du kan din håndtering,
der er fast levering,
også selvom sagen er betændt.

Du har ligevægt og godt humør
samt gevaldigt menneskegehør.
Hvis man har lidt krise,
kan du sprede lise.
Snart så har man det så godt som før.

Synge kan du som en nattergal.
At det lyder smukt er ikke pral.
Nordbykoret klinger
som på englevinger
når du rigtig gi’ r den en pedal.

Du er gift med Erik Pedersen.
Hver har jo sit kors at bære, men
hold det ud, med tiden,
før, og ellers siden,
får du sat lidt skik på ham igen.

Nævnes skal det også her til slut:
Jeres Anders er en prægtig gut!
Han har danske gener,
som han smukt forener
med no’ helnorsk tæl og kraft og krudt.

Irma, tænk, du fylder femti år.
Det er sandt, skønt knap man det forstår.
Hurra vil vi råbe,
og man må jo håbe
at vi ses igen her om ti år!

Sangen gik det rigtig godt med – lige til vi kom til femte vers! Så gik der et sus gennem lokalet. Vi var kommet frem til verset om ægtemanden og det kors fødselaren måtte slæbe rundt på i den anledning. Jeg havde også været lidt i tvivl da jeg skrev verset. Rimet var simpelthen for fristende til at jeg kunne lade det være, så det blev som det blev, og jeg satsede på at selskabet kendte ægteparret godt nok til at vide at de to turtelduer på skrømt havde noget gammeldags kønsrollenoget kørende, hvor Erik passede de huslige pligter under protest og Irma førte det store ord på hjemmefronten. En joke som sangen blot refererede til. Men der havde jeg altså gjort regning uden den manglende norske tradition for dril og ironi i festsange.

Nåda. Men gjort gerning stod ikke til at ændre. Sammen med “Rudolf” fik jeg dog revanche da vi fremførte en sang vi havde skrevet i fællesskab som duet. Sangen var blevet til aftenen før da jeg havde hentet “Rudolf” i Århus til vores fælles færd til Norge. Vi digtede den i fællesskab på en halv time, og den er et godt eksempel på at to hoveder ofte tænker hurtigere og bedre end et. Vi var enige om at de linjer vi så hurtigt havde flikket sammen indeholdt nogle af de sjoveste brokker vi begge havde skrevet. Melodien er “Herre min gud, vad den månen lyser”, og vi leverede den med andenstemme og det hele:

Det er på tide at gratulere
Irma på denne store højtidsdag.
Derfor så rejser vi os med mere,
for dig at prise er vor hjertesag.
Vi to er gamle så vi har svært ved
at få stablet os på lakridserne,
men i din umiddelbare nærhed
bli’r man let varm i muffedisserne.

Du er vort lys og vor ledestjerne,
du er jo alle dyders hovedsum.
Alt hvad du si’r,  ja, det gør vi gerne
for når man ser på dig så bliver man stum.
Vi rydder op og vi står på pinde
selvom man sku tro at det gjorde ondt.
Det gør vi gerne for såd’n en kvinde,
særlig når det er en der fylder rundt.

Nu er vi kommet til konklusionen:
Irma, du er et tæskelækkert læs.
Det er for svært det med kammertonen
ægget af såd’n en skønhed på halvtreds.
Nu er det lige før at vi brister,
lige før at kedelen går i kog.
Nu bli’r der sprækker i fars medister
når det skal siges i et bramfrit sprog.

Der var det lig’ ved at bli’ for meget.
Irma, hvad er det nu du får os til?
Men når det hele bli’r målt og vejet
er det at hylde dig jo det vi vil.
Derfor så vil vi nu prøv å’ finde
frem til det der er sangens hovedmål:
løft nu jert glas, hver en mand og kvinde,
for det er tid at drikke Irmas skål.

Har nogen problemer med melodien, så hør en udgave her. “Rudolf” og jeg sang den på samme måde – bare bedre! Der var ikke et øje tørt, og fødselaren takkede os overstrømmende.

På den måde fik jeg rettet op på mit poetiske faux pas. Fremmed fugl kan også synge smukt, indså nordmændene, hvilket damerne kvitterede med at holde “Rudolf” og mig på dansegulvet til den lyse morgen.

Og Irmas danske familie har siden brugt mig som forfatter til deres festsange. Men dem har læserne allerede haft fornøjelse af i tidligere opslag, så ikke mere om den sag i denne omgang.

I næste uge er jeg tilbage med en revysang om Mette, Trump og Grønland. Den er et stort udstyrsstykke i Haderslev Revyen, og læserne har stadig chancen for at få billet til de sidste forestillinger. Revyen spiller indtil på søndag.

Det er altid dejligt med trofaste kunder som er vildt tilfredse med fabrikkens produkter og bare bliver ved med at bestille mere og mere. Familien “Bohr” har i hvert fald efterhånden bestilt den halve snes sange, og måske kommer der snart ordre på en bryllupssang. Vi venter i spænding her på fabrikken.

En anden trofast bestiller bor i Norge, men er dansk, og hun og manden har fået et par bryllupssange leveret, og endda en sang til hendes forældres diamantbryllup. Den viser jeg frem i næste uge, men i denne uge gælder det en sang skrevet til hendes nevøs bryllup. Ja, egentlig bestilte hun sangen på vegne af sine forældre, gommens bedsteforældre, for de var kommet lidt op i årene og fik gerne børnene til at klare ærterne for sig, men de ville mægtig gerne have en bryllupssang til deres lille kæledægges bryllup med en flot læge. Det tog jeg som en udfordring.

Gommen Peter var repræsentant for et firma der solgte sikkerhedsløsninger. I sangen gjorde jeg ham til låsesmed med mere end almindelig fingerfærdighed, og bruden Sofie fik lov til at lirke med stetoskopet. I al uskyldighed. Bedsteforældrenes varme følelser for de unge mennesker kom også godt til udtryk. Melodien er “Dengang jeg drog af sted”.

Så fik vi Peter gift,
så fik vi Peter gift.
Det gi’r et ekstra pift,
ja, det gi’r et ekstra pift.
Og det med en så flot,
jo, han har gjort det godt!
Sofie har jo alt hvad der skal til af stort og småt.
Hun vinder alle hjerter, hun er fantastisk sød,
og hver en mand hun ser på, bli’r lidt om hjertet blød.
Men hendes nummer et
er Peter, slet og ret!
Hurra, hurra, hurra!

En dygtig låsesmed,
en dygtig låsesmed
er en som bare ved
hvordan at man får på gled
hver enkelt låsepal,
og det er ikke pral
at Peter får det hele til at glide som det skal.
Sofies hjertelås fik han listigt dirket op.
Nu elsker de hinanden med både sjæl og krop.
Og hun er alt for ham,
med klap og kys og kram!
Hurra, hurra, hurra!

Sofie har forstand,
Sofie har forstand
på feber i en mand,
ja, på feber i en mand.
Hvis den er rigtig slem,
må stetoskopet frem,
og så får fyren ellers knappet skjorten lidt på klem.
Og Peters diagnose blev stillet i en fart –
den kur hun ordinered’ gik ud på noget rart.
Gik feberen så ned?
Nej, den blev bare ved!
Hurra, hurra, hurra!

Når Peter farter rundt,
når Peter farter rundt,
så tæller hvert sekund,
ja, så tæller hvert sekund.
Han har en stram akkord,
og der går også sport
i det med at få kunden til at tro at hvidt er sort.
Han standser sjældent længe på virksomhedsbesøg.
En sælgers tid er penge, det er høg over høg.
Hvis han får solgt for lidt,
så er det godt nok skidt –
Uha, uha, uha!

Men kommer han forbi,
men kommer han forbi,
så holder Peter fri,
ja, så holder Peter fri.
For Bedstemor og –far
har altid kaffen klar.
Så er det tid til kage og lidt hyggepassiar.
For Peter er vor guldklump, han er vor øjesten.
Vor eneste bekymring var om der fandtes en
som målte sig med ham
– så sku’ hun vær’ namnam!
Hurra, Hurra, hurra!

Sofie dukked’ op,
Sofie dukked’ op!
Og hun er helt i top,
ja, hun er jo helt i top.
Den ting er bare klar:
hun er en god cigar –
hun er den bedste bedstesvigerdatter nogen har.
Og når hun svinger Kristen på dansegulvet rundt,
bli’r han rent ud så salig at det gør næsten ondt,
mens Nanna kigger på
og vipper med sin tå –
hurra, hurra, hurra!

De ser så søde ud,
de ser så søde ud,
den flotte gom og brud,
ja, den flotte gom og brud.
Vi håber at de får
det godt i mange år.
Vi håber også på vi når at se det, når der går
en lille purk og leger – måske en børneflok,
for går det som det plejer, er en jo sjældent nok.
Så ta’ nu jeres tørn,
lav mange oldebørn!
Hurra, hurra, hurra!

Tag fat om jeres glas,
tag fat om jeres glas.
Stå op fra jeres plads,
ja, stå op fra jeres plads
og råb så højt i kor,
hver brummer og tenor,
et gjaldende hurra, så det kan høres at I tror
at Peter og Sofie har fundet melodi’n
– sopranen lagt på bassen gi’r sammen harmoni’n.
De er som yin og yang,
hinandens supplement!
Hurra, hurra, hurra!

Her mangler ikke noget! Måske er det lige før det er “smør på flesk”, som de siger i Norge. Men de to gamle mennesker skulle i hvert fald ikke skuffes! Det var også en sangglad familie, så jeg havde fortrøstning til at det nok skulle gå.

Efter brylluppet ringede jeg til Norge for at høre hvordan det var gået. Det var gået rigtig fint, sagde bestilleren, og hendes forældre havde været glade og rørte. Men en enkelt ting i sangen havde alligevel været for meget for dem: “Lav mange oldebørn”. Det var blevet rettet til det mere tækkelige “Få mange oldebørn”. Der havde ikke været andre sange, så det var godt den var der. “Det er få som kan lide at hoppe efter Wirkola,” bemærkede bestillerens danske, men efterhånden meget fornorskede mand. Det var lidt af en ros, syntes jeg.

Og hvornår kan man så få lov til at se de sidste sange fabrikken har leveret til Haderslevrevyen, spørger de utålmodige læsere. Revyen har premiere 24. oktober, så I må vente to uger til! Men i næste uge bliver I ikke snydt – da får I en hyldestsang til et diamantbrudepar, og den får ikke for lidt.

Husk at købe billetter til revyen – klik på billedet og I kommer frem til billetsalget:

 

Og nu er der så kun tre uger tilbage inden Haderslev Revyen starter. Jeg håber alle mine trofaste læsere har sikret sig billetter i tide! Det kan nås endnu – klik på billedet og I kommer til billetsalget.

Inden da kan I fornøje jer med ugens sang. Jeg var en tur på fjernlageret for at finde den og undrer mig over hvorfor jeg ikke har stillet den frem i Sangfabrikkens udstillingsvindue før nu. Jeg synes selv den er lidt af en perle – og selvros kan man jo altid få. Jeg skrev den omkring 1990 som hyldestsang til Birte Harritsø, som havde 25-årsjubilæum som pædagog på Ryeshaves Fritidshjem. Der er ingen grund til at kamuflere navn og omstændigheder, for jubilaren var en sand institution i institutionen, elsket af alle og blottet for selvhøjtidelighed. Min kone Lotte og hun var og er gode veninder, så det var klart at jeg måtte rykke ud med en sang. Melodien er Menuetten fra Elverhøj, og skulle nogen være i tvivl om hvordan den går, kan I høre den på dette link.

Oh Harritsø, du gamle tøs,
nu har du jubilæum.
Du puklet har på livet løs
og havner på museum
hvis fortsat du blot gør som nu –
Det er en fryd for alle
at se de kvaliteter du
har når den får en skalle.

I 25 år du har
på Ry’shave regeret.
Du er det faste inventar
og ud’n var vi leveret.
Hver flæbefred’rik holder kæft
når du har pisken svunget,
for du har pædagogisk tæft –
derfor du bli’r besunget!

Og så er der dit maleri,
det er din store dille.
Du dyrker det med raseri,
er blandt de unge vilde.
Og du er meget til kultur.
Du gør det uden snobben,
for det er helt mod din natur,
skønt du tilhører toppen.

Vi holder af dig, Harritsø!
Ja, du er vor heltinde.
Gid aldrig du må gå i frø,
din gæve gamle kvinde!
Så lad os råbe højt i kor
så børnehaven runger
hurra for vor reservemor
for hele byens unger.

At jeg berømmede Birte for hendes lige lovlig håndfaste pædagogik kan nok undre, men alle syntes det var sjovt i situationen, for et mere kærligt og empatisk menneske end Birte skal man lede længe efter. Men ellers kunne det passe godt med hendes maleriske vildskab i næste vers. I det hele taget rammer sangen fint en pseudopompøs tone som melodien lægger op til.

Jeg har gemt min håndskrevne kladde, og det er sjovt for mig at se den i dag. Der er ikke mange rettelser, sangen er skrevet lige ud af hovedet. Ja, de unge har jo lettere ved det end os gamle – så let går det sjældent for mig nu om dage. I kan selv kigge efter (og se hvordan jeg har bokset rundt med “snottet unge”, “tud’marie” og “lorteble”).

Det var alt i denne uge, men det var heller ikke så lidt, synes jeg.