Afsløring: kæphøj konfirmand taler ud

Vælter skeletterne ud af skabet når den 14-årige konfirmand Harald røber alt om sin families mest private hemmeligheder? Mon dog! For i virkeligheden drejer det sig om en sang jeg skrev da mine gode venner fik deres afkom nr. 2 konfirmeret, og han skulle i hvert fald ikke have en sang der var ringere end den jeg havde skrevet da Edith, deres førstefødte, blev konfirmeret – en glimrende sang som stod at læse i min blog for to uger siden (indlægget hedder “Den gode konfirmationssang”).

Her handlede det om “den svære toer”. Heldigvis fandt jeg på noget der var langt væk fra det traditionelle. Jeg skrev sangen i jeg-form som talt ud af konfirmandens mund. Og Harald har altid været en charmetrold, så melodivalget var meget nærliggende: “Man kan vel ikke gøre for at man har charme”:

Det var i formiddags at jeg blev konfirmeret
– nu gafler vi os mætte i den gode mad!
Jeg bli’r af alle vore gæster vildt feteret,
og det er ingen løgn at jeg er kisteglad.
I dag er håret på mig særlig velfriseret,
mit tøj er nyt og smart og meget elegant.
For man må være moderigtigt ekviperet
når man er dagens populære konfirmand.

Jeg lytter høfligt til de pæne hyldesttaler.
Man kan vist li’ mig, og i al beskedenhed,
så har de evigt ret, tro ikke kun jeg praler,
for jeg er meget bedre end de fleste ved.
At gi’ eksempler på det volder ingen kvaler:
som fodboldspiller har jeg haft kanonsucces.
Diverse spejdertricks er andre specialer,
desuden ved jeg også alt om edb.

Man si’r der gemmer sig en ræv bag ved mit øre
Det stille vand har som bekendt den dybe grund.
Jeg laver pluds’lig fede jokes som vækker røre,
og sjove brokker ryger tit ud af min mund.
Ved denne lejlighed kan jeg vist godt afsløre
at jeg tit griner li’så stille for mig selv.

For jeg har tit få’t min familie op at køre
– de kan jo ikke gøre for det, kan de vel?

Her er et lille indblik i famil’jens vaner:
i vores hus er mor jo chefen slet og ret.
Og ve den stakkel som vil krydse hendes planer,
jeg si’r på forhånd at han får det ikke let.
Mor køber glad og gerne ind i lange baner,
og når hun laver rigtig avanceret mad,
ser far fornøjet ud, måske fordi han aner
at han i nat får gjort lidt mer end maven glad.

For mine søstre er jeg alletiders broder!
Om dem ku’ jeg dog sagtens si’ no’et mindre kønt.
Men hvis jeg remser op af alle der’s unoder,
så får jeg vel igen af dem med samme mønt.
Kun sjældent ønsker jeg dem væk til andre kloder
– nu sender Edith mig et amazonesmil!
Jeg syn’s i grunden hun er sød, og jeg formoder
at man ka’ si’ om Dagmar no’et i samme stil.

Vi slutter inden sangen kører helt af sporet.
Nu må jeg hel’re vise lidt selvdisciplin,
selv om de fleste gerne synger med i koret,
når bare ikke det’ dem selv der bli’r til grin.
En rastløs stemning breder sig nu rundt om bordet.
På maden har vi vistnok også snart gjort kål.
Med jeres penge er min lomme blevet foret,
så råb nu også et hurra for mig, og skål!

Som jeg har skrevet før, smitter der altid noget af fra originalen når man skriver en sang på en kendt melodi. Her blev det så den kæphøje selvglæde som Ove Sprogøe gav udtryk for da han sang om egen uimodståelighed i Erik Ballings filmudgave af “Sommer i Tyrol” – se klippet herDet blev ekstra sjovt i denne sammenhæng netop fordi Harald aldrig kunne finde på at gøre sig til på den måde – selv om alt der står i sangen skam var i god overensstemmelse med virkeligheden. 

Det gjaldt også portrættet af familiens samliv. Gik jeg for tæt på i de sidste to linjer af fjerde vers: “..ser far fornøjet ud, måske fordi han aner at han i nat får gjort lidt mer end maven glad.”? Det var der vist ikke nogen der syntes. Den stolte fader rystede godt nok en knytnæve i luften mens selskabet fik grinet færdigt, men konfirmanden kikkede glad forbløffet over på mig. Det var det hele værd.

Det er en fin og helstøbt sang. Sproget løber hele vejen igennem fuldstændig naturligt, og jeg tør vædde med at ingen har skænket det en tanke hvor kompliceret et rimmønster der er i sangen: hvert vers har et firdobbelt rim og to dobbeltrim. Det er ikke til at se at det på nogen måde har gjort knuder, og det er lige sådan det skal være.

Den opmærksomme læser bemærker at sangen nævner tre søskende. Hvad med den sidste, Dagmar? Har hun ikke også fået en konfirmationssang? Joda! I den vendte jeg tilbage til samme format som jeg havde brugt i sangen til Edith, men jeg valgte at sangen skulle synges på en anden melodi: Nyboders Pris.

Vi om Dagmar synge vil en vise,
for det hø’r sig til på såd’n en dag!
Hun er sød, ja, lige til at spise,
som et æble med filippasmag.

Og det er en fryd at se på hende
i en dragt så udsøgt elegant.
Man har sikkert aldrig nogensinde
set så nydelig en konfirmand.

Dagmar fødtes jo som ganske lille
(det kan måske lyde lidt banalt).
Sikke hun er vokset – ih du milde!
Og det ændrer billedet totalt.
Snart hun tænder brand i drengehjerter
– der bli’r nok at se til for papa.
Se det for jer: flere snese er der,
men de fleste bli’r jo nok brændt af.

Husets hund var måske nok lidt pjanket,
nu er den stort set en dydsdragon.
At man sådan op i den fik hanket,
skyldes Dagmars myndige person.
Hun fik lært den hundens takt og tone.
At det gik – med lidt besværlighed –
skyldes kun én ting, det står til tro’ne:

Zeus er Dagmars store kærlighed.

Dagmar har en prægtig bror og søster.
Hvis man ser dem som et prøvetryk,
er det klart hvorfor i vest og øster
man har aldrig før set såd’n et styk
dejlig Dagmar – hvad der end må hænde,
kan man roligt være optimist.
Som rosinen i en pølseende

kommer alt det bedste jo til sidst.

Det er tredje gang at vi er sammen
til en søndergårdsk konfirmation.
Her er leben, her er fryd og gammen
– det er næsten ble’et en tradition.
Festens midtpunkt, Dagmar, har det hele!
De er stolte, hendes mor og far,
og den glæde kan vi sagtens dele.
Råb for Dagmar nu et højt hurra!

Det er sjældent det sker, men gæsterne forlangte at synge min sang en gang til – efter jeg havde fortalt dem at den også kunne synge på “Amanda fra Kerteminde”. Men “Nyboders Pris” er også et rigtig godt melodivalg med masser af tjimdada. Hvis jeg selv må sige det, så synes jeg også at det er en sang der lever op til det vigtigste krav: at konfirmanden bliver glad. Den med prøvetrykkene før der endelig var fuld tilfredshed med Dagmar – det var en god kompliment når man tager i betragtning af hvor godt hendes to store søskende også var faldet ud. For udenforstående kan man undre sig over at et helt vers var tilegnet familiens hund, men den fyldte meget i Dagmars og hele familiens liv.

Hvis der er nogen af mine konfirmationssange som måske kan bruges som skabelon af andre, så er der måske lidt at hente her. I lægger mærke til at der igen-igen står noget om konfirmandens kønne udseende i første vers. Det er en rigtig god ide at nævne! Når jeg skriver om en pige, nævner jeg også altid hendes fremtidige tiltrækningskraft over for drengene – også behageligt for en pige at tænke på. For drenge i konfirmationsalderen er det derimod et farligt emne at komme ind på.  Forældre og søskende skal også nævnes. Derimod er der ikke noget med at gøre sig morsom på pigens bekostning – det ville være en dødssynd.

Så skulle der være nogen blandt læserne af min blog der har en konfirmationsfærdig datter eller søn her til foråret – så ved man hvad der er at vente hvis man bestiller mig til at skrive sangen. I bliver ikke skuffede!

Gentagelse er et vigtigt princip inden for reklame. Dette er anden gang jeg lægger et par af mine bedste konfirmationssange frem. Jeg fortsætter temaet om fjorten dage, og da bliver det mine egne sønner det kommer til at handle om. Ja, hvad kan man skrive om sine egne børn? Der gælder i hvert fald ikke samme frisprog som hvis man blot er en god ven af familien. I må vente fjorten dage før I ser hvordan jeg klarede den udfordring.

Næste uge vender jeg i stedet tilbage til temaet “modne menneskers runde fødselsdag”.  Jo ældre fødselaren bliver, jo mere må man gå på listesko omkring aldringens uundgåelige konsekvenser. Men det behøver ikke at blive kedeligt af den grund.

Stay tuned!

Afskedskvaler

I denne uge skal min blog handle om et par afskedskvad til kolleger der lige som mig er gået pensionens vej – på VUC, som efterhånden også skranter mere og mere. Ganske vist er min blog lidt en prale- og reklameside der skal lokke trængende sjæle til at bestille en sang hos mig, men mine tidligere kolleger kan også læse ugens indlæg som en hilsen til dem i den svære situation de sidder i på en skole som næsten er gået ned for fuld tælling. Derfor er der heller ikke lavet om på navnene i de følgende sangtekster.

Det er ellers min privatlivspolitik ikke at røbe rigtige navne. Mine sange er skrevet til privat brug, og de navne der nævnes er som regel ændret af hensyn til de rigtige mennesker sangene handler om. Enkelte gange er navnet rigtigt nok, men så er det fordi det alligevel ville være let at finde ud af hvem vedkommende er. Indtil videre har jeg ingen klager fået, og hvis nogen alligevel føler sig gået for nær, beder jeg ydmygt om undskyldning. På Facebook har jeg dog fået en klage der gik den modsatte vej: en af konfirmanderne i sidste uges sange havde ikke syntes godt om at blive kaldt “Jonna”, som jeg ellers synes er et nydeligt navn. Hun ville gerne fremstå ved eget navn i så udmærket en sang. Undskyld, Edith!

Men tilbage til emnet afskedskvaler. Den første sang er fra de allersidste dage inden skolen holdt afslutning og dimission i år. Anledningen er Eskils og Jørgens pensioneringsreception. Focus ligger på kollegernes afskedskvaler, mens Eskils og Jørgens sorg, hvis den i det hele taget antydes, i hvert fald ligger på et lille sted. Melodien er “Gluntarne”, samme melodi som blev brugt til en sangtekst i sidste uges indlæg, men I kan også høre en flot svensk fortolkning af den originale sang her. Jeg sang teksten som duet sammen med min noget yngre kollega Arne, som ikke har tænkt sig selv at gå på pension før der er gået et par år – hvis der ellers på det tidspunkt stadig er et VUC at gå på pension fra.

Tænk. Nu la’r Eskil sig pensionere
Hvad skal der bli’ af ham, det arme skind
Han får det rart med at feriere
Men tårer rinder nu på vores kind
Han ta’r til Fyn så nu må vi miste
vores guru i trivialkultur.
Så det er klart at vi er ret triste
– hvad gør vi uden vores frontfigur?

Det var som om der gik hul på bylden
efter at Eskil søgte om pension.
Jørgen vil også en tur på hylden
og det kan knibe at bevare ro’n.
For hvem skal nu tolke verdens tilstand?
Hvem forklarer Giddens og ham Bourdieu?
Bli’r hele skolen snart bragt til stilstand
når alle lærerne er gå’t i frø?

Jørgen skal pusle om sine heste,
Eskil skal nærstudere sin Tin Tin.
Jo, de kan sagtens stå her og feste

for deres otium bli’r rent win-win.
Her står kolleger med øjne blanke
og for dem er det jo en anden sag.
De må forlige sig med den tanke
at Jørn og Eskil holder op i dag.

Ja, det er en ret privat tekst, men læserne kan sikkert godt fornemme at det drejer sig om et par kloge hoveder der især er blevet påskønnet for deres forstand på spændende ting, ikke for deres omstillingsparathed eller næsegruse beundring for skolens undervisningstekniske dogmer. At de er væk har gjort det kedeligere i kantinen, men kollegerne glædes over at Jørgen og Eskil er sluppet ud med blød landing. “For dem er det jo en anden sag.” Eneste sted i sangen med direkte hentydning til skolens krise. Selv om det er trist at skilles, fejres alligevel en glædelig begivenhed.

Anderledes forholder det sig med et andet afskedskvad da min gode ven Per gik på pension for syv år siden. Han blev ansat på skolen over et år før jeg blev det, og sammen med et par andre stykker der også havde været med hele vejen siden skolens spæde start var vi i den grad groet sammen. For mig var Per næsten familie. Per var en dygtig og meget vidende lærer, men han havde også fænomenale evner som administrator, og det blev så hans skæbne  at blive trukket ind i mellemlederkredsen omkring den direktør der om nogen bærer skylden for at det går så skidt med skolen i dag. Til sidst blev det så for meget for Per at skulle være yesman uden selv at have noget at skulle have sagt, og da det også begyndte at knibe med fysikken, valgte han at trække stikket ud. Det skulle fejres med maner, og til hans afskedsreception stillede vi tre-fire mand høj op og afsang følgende kvad, der gik på “Skibet skal sejle i nat”, hvilket nok må siges at være en passende melodi til lejligheden. Vi sang flerstemmigt, der var ingen smalle steder!

Vi si’r farvel nu til Per.
Det’ faktisk nu at det sker.
Per vil i dok.
Nu har han fået nok.
Han takker af – det sker uden brok.
Nu jamrer den modløse flok:
Farvel kære Per
og pas på dig selv
Vi vedgår at vi står i helt bundløs gæld
til al din talgymnastik
og skemateknik
men nu er du jo pensionist.
Hvordan mon det går
for os uden dig?
Bli’r alt mon til kaos?
Kan vi finde vej?
Det bli’r besværligt, men vi
må finde os i
at nu er du jo pensionist.
Et utal af år på din tørn.
Tilbage står Arne og Sør’n
de sidste på skansen fra gamle SV
der husker hvordan det gik te’
da du var en slank og fyrig adjunkt
med bølgende manke,
og blikket var ungt
med masser af energi –
den tid er forbi,
for nu er du jo pensionist.

Hvad skal du nu finde på?
Gå ikke bare i stå!
Der er jo krudt
i den gamle kanut,
masser af kræfter og masser af fut.
For dig er det slet ikke slut.
Skal du klippe hæk
og udrydde mos
i plænen mens hele dit jordiske gods
forøger sin friværdi?
Du finder dig i
at nu er du jo pensionist?
Nej, gu’ gør du ej,
din rastløse flid
skal nok finde afløb
nu du har få’t tid
til mange spændende ting
der ligger på spring
og venter på en pensionist.
Og her ved dit afskedskalas
må vi sige: Skål, gamle jas!
Du har gjort det godt, men der’ mere endnu,
hvor meget bestemmer kun du.
Vi håber og tror den fremtid du får
med masser af indhold
i masser af år
vil bli’ til lykken for dig
og gå som en leg –
for nu er du jo pensionist.
– men uden dig bli’r her nu trist!

Det kom ikke til at gå som vi spåede for Pers fremtid. Det gik tilbage med helbredet, og han døde ved juletid forrige år. Det blev trist uden Per.

Der er ikke mere at sige i denne uge. I næste uge lægger jeg endnu et par konfirmationssange ud. Det bliver et par stykker jeg har skrevet for egen regning, så I kan godt være forberedt på at de er lidt ud over det sædvanlige.

Den gode konfirmationssang

Det har handlet knap så meget om mine sange som om VUC Syd i min blog de sidste to uger. Hvad hjertet er fuldt af, løber pennen over med, og det er lidt skrap kost for mine gamle kolleger hvad der foregår. Der er allerede fyret over 20 hf-lærere, og efter at den siddende bestyrelse nu er blevet sat på porten af staten, er der sikkert endnu værre ting i vente.

Ja, nostalgien flyder stadig over hos mig. I forrige uge skrev jeg om Dogmerevyen, den første og eneste fælles personalerevy på VUC. Skabt i et lykkeligt samarbejde, men klimaet blev hurtigt et andet på skolen. Jeg er kommet i tanke om at jeg også havde en sang mere med i Dogmerevyen end de to jeg viste læserne for to uger siden, og det var ikke den ringeste. Den blev sunget på en melodi der er almindeligt kendt som Gluntarne, og unge læsere kan høre en udgave her. Originalen er en duet, men vi var fire der sang, to på hver stemme:

Tænk at vi alle ku’ stimle sammen,
hver en’ste ansat her på VUC.
Nu skal vi ha’ det i fryd og gammen
– når morgendagen kommer, må vi se
om hvad vi lærte er no’et der dutter,
om det ikke bare var øregas.
Når en ekspert i trompeten trutter,
er et gran salt jo ofte på sin plads.

Men pyt med det, for nu er her gilde,
og vi skal styrke vores sammenhold.
Sikke det lykkes, vi er helt vilde
– faktisk er vi i vore drifters vold.
Vi der er gamle kan ha’ besvær med
at få stablet os på lakridserne.
Men såd’n en aften har ingen svært ved
at bli’ lidt varm i muffedisserne.

Nu er vi kommet til konklusionen:
Der er sgu’ korpsånd her på VUC.
Det er for svært, det med kammertonen,
når man beruses af så meg’n succes.
Nu er det lige før at vi brister,
lige før at kedelen går i kog.
Nu bli’r der sprækker i fars medister,
når det skal siges i et bramfrit sprog.

Der var det lig’ ved at bli’ for meget,
stemningen kæntrer i vort rosekor.
Men når det hele bli’r målt og vejet,
gør lidt begejstring heller ikke spor.
Derfor så vil vi nu prøv’ å’ finde
frem til det der er sangens hovedmål:
Løft nu jert glas, hver en mand og kvinde,
for det er tid at drikke skolens skål!

Da jeg skrev teksten, var det med de kommende to pædagogiske dages ørkenvandring i tankerne, men da vi stod der og sang, var det altså lige før vi mente det hele i ramme alvor!

Dette var lige en hilsen til mine hårdt prøvede tidligere kolleger. Alle andre kan nok også påskønne den gode tekst med dens eksperttrompettrut, kogende kedler og eksploderende medisterpølser. Men nu skal vi over til ugens hovedemne: Den gode konfirmationssang.

Der bliver skrevet lejlighedssange til bryllupper, fødselsdage, jubilæer – men ikke til begravelser. Men de fleste lejlighedssange bliver skrevet til konfirmationer, og det er ved den anledning at flest har forsøgt sig som lejlighedsdigtere – og det er også ved den anledning at der er blevet skrevet – og sunget – flest rædselsfulde sange. Sange der er skrevet af fra andre afskrifter, sange med rædsomt haltende fødder og tvivlsomme rim – som f.eks.

Kirsten nu er du jo konfirmert
derfor i din hvide kjole ser.
Alle gode ønsker følger dig,
ud på livets lange landevej.

Du badminton går så ofte til,
fodbold også gerne helst du vil.
Det er dog bedre at ridning nå.
Søren skal passe vældig på.

Og i skolen klarer du dig fint,
blir i matematik lidt til grin.
Bare du vil verden smile til,
tror vi at det går som du det vil.

Jeg er ikke sikker på at det drejer sig om en autentisk sang. Jeg har fundet den i en bog et sted. Det er formodentlig en parodi. Men vi har alle set noget der ligner. Derfor er konfirmationstiden højsæson for dem der skriver lejlighedssange for penge. Det skæpper i kassen mens der drives rovdrift på deres Pegasus.

Den største fejl ved sangeksemplet er i tredje vers, anden linje: “blir i matematik lidt til grin”. Det er en dødssynd at nævne noget konfirmanden synes er pinligt at få stukket i næsen på en dag hvor man skal være ekstra artig, sidde længe til bords og måske også lytte til tåkrummende taler. I andre festsange må man gerne gøre hovedpersonen lidt til grin, men konfirmander er fredede i klasse A. Ikke desto mindre bliver der skrevet mange sange der opremser fortidens skarnsstreger og fiaskoer. Af samme grund bliver sangene også tit for lange og kedelige, når alt skal med.

En af de første konfirmationssange jeg skrev på bestilling lider lidt af samme syge, men døm selv. Jeg fik grundige dessiner af konfirmandens far – jeg interviewer i øvrigt altid bestilleren grundigt inden jeg skriver sangen så jeg kan få en klar fornemmelse af hvad det er for en slags sang der ønskes. Der var meget der skulle med:

Til Bea på hendes konfirmationsdag
(mel: Tørresnoren – eller: Jorden drejer om sin akse med en masse men’sker på)

Prøv at se på vores Bea! Hun er yndig, hun er sød,
og som far og mor til hende bli’r man lidt om hjertet blød.
Det var da for ganske nylig hun af storken blev lever’t,
og nu sidder hun minsandten der og er nykonfirmer’t.

Men når vi nu ser tilbage, er der gået en del år
fra hun fik den første tand og tog sin første mælketår.
Vores store pige har fortjent en rigtig rosesang.
Allerførst gi’r vi af hende dette her signalement:

Bea har sit eget tempo, det må ta’ den tid det ta’r,
men alli’vel når hun målet – hun er klar når hun er klar.
Sådan var det for eksempel dengang hun blev til cyklist.
Efter ugers trælse hersen lærte hun det selv til sidst.

Udejakke, gummistøvler, det er hendes yndlingsdress.
Friluftsliv og FDF får vores Bea i sit es.
Hun kan også været piget, feminin og let på tå.
men hun gør det helt diskret – endnu da, må man jo forstå.

Bea er et venligt væsen, god ved mennesker og dyr.
Om det så er Jesper, har han med sin søster intet hyr.
Endeløse diskussioner føres i samdrægtighed.
Emnet, det er ikke vigtigt. De bli’r lystigt ved og ved.

Alle kender Beas charme, hendes lune og humør,
hendes kreative evner, hendes menneskegehør.
Og med sproget kan hun også mere end sit fadervor:
hun kan sige ”Wøps!” og ”blopse”, ord kun Bea helt forstår.

Kære Bea, søde Bea, du kan klare lidt af hvert.
Fra os begge har du arvet mere end en lille snert.
Måske nok en tvivlsom fordel, men alli’vel tør vi spå
at du vil få held med livet – vi tror nok at det skal gå.

Kære gæster, nu er tiden inde til at sige skål.
Det har faktisk hele tiden være sangens hovedmål.
Rejs jer op og tag jer sammen, råb så højt som I formår
et hurra for vores Bea, hun er konfirmand i år!

Jo, det var en lidt halvlang sang, men der kan også siges meget godt om den. Den giver et portræt, ikke et generalieblad. Jeg tvivler på at “Bea” syntes det var så sjovt at blive mindet om sine tidlige cykelproblemer, men med skulle det. Jeg tror derimod at hun blev glad for alle roserne som alligevel et eller andet sted havde forbindelse med virkelighedens verden, og alle tilstedeværende har været fuldstændig enige i de følelser der blev udtrykt. Jeg er sikker på at den gik rent ind hos “Bea” i fjerde vers: “Hun kan også været piget, feminin og let på tå. / men hun gør det helt diskret – endnu da, må man jo forstå.” Der er temmelig mange fjortenårige piger der har det som hemmeligt selvbillede.

Det var så mit bud på en traditionel, men vellykket konfirmationssang. Husk på den til foråret når konfirmanderne springer ud, og bestil så en sang af mig der er lige så pæn:)

Når jeg skriver konfirmationssang for egen regning, kan det godt komme til at gå anderledes for sig. Den første gang jeg skulle skrive en konfirmationssang var i 1997, og det var til mine gode venners store pige. Den skulle i hvert fald ikke have for lidt, og jeg gjorde mig virkelig umage. Sangen går på “Min Amanda var fra Kerteminde”:

Jonna Smedegaard blev konfirmeret
her i formiddags lidt efter ti.
Hendes hår er voksent onduleret,
hendes dress en skrædderfantasi.
Og hun fører sig med elegance,
se, hun er så yndefuld og smuk!
: Lad os bare bruge denne chance
til at prise hendes nye look. :

I august i ’83 Sofie
ligned’ mest af alt en luftballon.
Da hun så fik født en lille pige,
fik hun noget mer’ normal facon.
Tænk, at siden dette under skete
er der gået næsten fjorten år.
: Men vi kan jo også sagtens se det:
Jonna er skam ikke født i går! :

I en sky af røg den stolte fader
smiler bag en falmet pandelok.
Der er en ting som han bare hader:
Det er ikk’ at ha’ cerutter nok.
Han i dag det klarer uden nerver,
for den sag er ganske soleklar:
: Der er rigelig med røgreserver
når hans datter er en god cigar! :

Klanens andre børn ser til med måben
mens af Jonna gøres ekstra stads.
De har ikke siden barnedåben
været genstand for så stort kalas.
Men i dag er Jonna den det gælder,
gid, at hun må nå sit fremtidsmål!
: Ned i ganen nu vi rødvin hælder 
mens vi rejser os og råber skål! :

Sange tager farve efter den oprindelige sang hvis melodi de skal synges på. Her kan man godt fornemme afsmitning fra “Min Amanda” med dens sproglige underfundighed og lidt gammeldags tone. Unge læsere kan studere teksten her, og man kan høre sangen her. Jeg er ellers ikke meget til “poetiske” ordstillinger som “Han i dag det klarer uden nerver”, men det fungerer godt som oplæg til den lidt tvivlsomme punchline: “Der er rigelig med røgreserver / når hans datter er en god cigar”. Den skal man vist ikke tænke for længe over. Konfirmanden syntes det var sjovt, og jeg kunne se på hende at hun var lykkelig over beskrivelsen i første vers. Der skulle også grines under sangen, og det var de voksne det gik ud over – et andet plus for konfirmanden. Der bliver ikke meget plads til de traditionelle ønsker og formaninger til konfirmanden – “gid, at hun må nå sit fremtidsmål!” – før sangen igen er nede på jorden og vender tilbage til det væsentlige: “Ned i ganen nu vi rødvin hælder”. Det med fremtidsmålet går det helt fint med: nu er “Jonna” narkoselæge på et sygehus på Sjælland med mand og to børn.

“Jonnas” forældre har avlet yderligere to pragtfulde børn, og dem har jeg også skrevet rigtig gode konfirmationssange til, men de to sange må man vente med at læse til om fjorten dage. Jeg har tænkt at komme med konfirmationssangsdryp hen ad vejen i min blog så læserne bedre kan huske hvem det er der er fagmanden når de skal have bestilt konfirmationssang til foråret. 

I næste uge kommer der tekster skrevet for egen regning: et par pensioneringssange. Det er ikke nødvendigvis så trist igen – stay tuned! Også i næste uge kan man læse nogle af mine allerbedste tekster.

 

Man må klare sig med hvad man har

I dag koger JyskeVestkysten igen over med VUC Syd-hetz – denne gang en ikke-nyhed om at politiet ikke kan sige noget om hvordan det går med efterforskningen på baggrund af en politianmeldelse mod skolens tidligere chefer. Som Prügelknabe er skolen selvfølgelig også uhyre velegnet. Før skandalen brød ud, førte skolen sig frem i prangende stil med ikke blot et, men hele to paladser på havnefronten, og når man stikker næsen frem er der også god chance for at blive kanøflet. Især da når offentlige penge bruges på unge mennesker der ikke hører blandt de mest ressourcestærke. Til min forbløffelse blev jeg for et par år siden overfuset af en lærer på Haderslev Katedralskole på grund af hendes forargelse over VUCs ødsle skolebyggeri, der kostede penge som hun syntes havde været meget bedre anvendt på de priviligerede unge mennesker hun underviste. Ja, misundelse er en grim ting.

Da jeg startede som lærer på VUC for mange år siden, hang pengene ikke på træerne. Vi havde til huse i det nedlagte gamle rådhus i Lavgade, og pladsen var trang og pengene små. Til gengæld var der masser af entusiastiske lærere og kursister. Ansættelsen i Haderslev var mit første lærerjob, og jeg havde ikke regnet med at det skulle være andet end et afsæt til et job på et storbygymnasium, men jeg faldt pladask for det inspirerende og inkluderende miljø. Min gode ven og kollega Knud blev ansat året før mig, og han havde startet som en hvirvelvind med at sætte aktiviteter i gang der kunne skabe et kulturelt rum på skolen der havde alle de ting som fine gymnasier kunne prale af. Han startede et skoleblad (som hed “Aulaen” fordi der ikke var nogen rigtig aula), et amatørorkester – og sidst på skoleåret satte han en dilettantkomedie op til skoleafslutningen hvor de medvirkende var stort set alle skolens hf-kursister. Han havde selv skrevet manuskriptet, og det må have været et kæmpearbejde han lagde i det.

Året efter var jeg assistent og lærling, og vi satte sammen en kabaret op hvor engagerede kursister tog sig tid mellem deres eksamener til at holde prøver sammen med os, og det havde vi en fest med. Hovednummeret var en sketch med et par indlagte sangnumre om et ungt menneske der var blevet puffet omkring mellem arbejdsformidling og socialkontor før hun så lyset: hun blev kursist på VUC. En af teksterne gik vist sådan her (på melodien til Kong Kristian stod…):

Socialforvaltningen er god
i Dannevang
Jeg hedder frøken Marcussen og jeg har fod
på alt hvad der går dig imod.
En taber er du stadig men
kom kun igen.
Vor bistandslov er mægtig flot
: og hvo som vil kan få det godt :

Citeret efter hukommelsen, og der var vist et vers mere, men antyder godt tonen: lidt venstresnoet systemkritisk. Knuds og mit samarbejde fortsatte i mange år fremad med tre arrangementer om året hvor vi stod for løjerne: Velkomst, jul og afslutning. Ikke hver gang, men som regel. Og heller ikke altid med lige stor succes. Vores projekter kunne have en tendens til at blive for vildtvoksende. Knud var god til at få ideer, men kunne også være svær at få fra dem igen – han var lidt Don Quixote og jeg var lidt Sancho Panza der loyalt men skeptisk red bagefter ham ind i nederlagene. De entusiastiske kursister blev også færre og færre. Vi måtte sande at der var god mening i at bruge grammatikkens bøjningsformer: vi uddanner intelligensreserven – vi har uddannet intelligensreserven – vi uddannede intelligensreserven.

Vi lånte Harmoniens gamle sal og scene til at begynde med, men flyttede afslutningsfesten hjem til Lavgade efter et par år, især fordi vores kursister skulle betale Harmoniens priser for mad og drikkevarer. Juleafslutning startede i Hertug Hans Kirken med lidt musik og sang, og så var der løjer på skolen bagefter. Til afslutningsfesten lånte vi Møllens teatersal. Ingen af delene kostede skolen noget – vi klarede os med hvad vi havde.

Midt i 90erne fik VUC endelig en helt ny bygning der passede til en lille skoles behov, men teatermæssigt var det lige knap så godt. Der var ikke nogen sal der kunne mørklægges, så alt foregik i dagslys, men sådan var det jo også i Shakespeares oprindelige teater i London. Så vi gjorde en dyd af nødvendigheden og lavede vores sketches som totalteater – publikum sad på Torvet, det åbne område midt i bygningen, og så kunne der være optræden fra flere sider og oppe på de omgivende svalegange. Vi var meget mediebevidste. Skolen fik indkøbt et videokamera og et primitivt redigeringsapparat, og vi lavede videoindslag der kunne bruges som del af underholdningen, først på almindelige tv-skærme, så på storskærm da vi fik en videokanon. Kvaliteten var langtfra altid lige god.  Publikum tog det med godt humør.

Den ærede læser har sikkert længe siddet og undret sig over hvilken forbindelse den pensionerede lektors erindringer har med hovedemnet for hans blog: Sørens sange. Det kommer nu:

Et år sidst i 90’erne var temaet for afslutningsfestens revy det mirakuløse – tidens fascination af åndernes verden. Profeter for mange forskellige af tidens strømninger holdt brandtaler fra svalegangene, og på et tidspunkt kom en flok engle flagrende ind ad brandudgangen i den store vinduesendevæg. Det så rigtig flot ud. Et andet højdepunkt som skulle være en rigtig showstopper var en kærlighedssang jeg havde skrevet på melodien til “Dream A Little Dream of Me”, en sang Mama Cass fra Mamas and Papas udødeliggjorde i 1960’erne. Den er kendt af alle på min alder, men yngre læsere vil få sig ordentlig en på opleveren ved at lytte til den på dette link. Her kan I læse min danske tekst:

Mirakler sker på VUC

Jeg kom for sent i skole –
i røgkantinen mødte jeg Ole.
Jeg vidste pluds’lig han var den der sku’ te’.
Mirakler sker på VUC.

Men det er mig en gåde
hvorfor han fik det på den helt samme måde.
Måske alli’vel at det hjælper at be’?

Mirakler sker på VUC.

På torvet kom han mig i møde
og gav mig et kys.
Det kys ku’ ha’ vækket de døde.
Rent stjernedrys.

Nu følges vi i skole.
Han er min lille Ole Bole.
Han tryller mine knæ til gele.
Mirakler sker på VUC.

I vinters var jeg i balance.
Nu ku’ det vær’ nok
med at gi’ de fyre en chance –
de er jo pjok.

Men Ole gør mig svimmel.
Jeg flyver i den syvende himmel
som engel på erotisk turne.
Mirakler sker på VUC.

Det er en tekst jeg er stolt af at have skrevet. Den forener det prosaiske med det spirituelle, den alt for almindelige VUC-kursist (der både ryger og kommer for sent) møder kærligheden som det store under med kosmiske dimensioner, og hun rykkes væk og flyver bort som en engel. Lige da Knud så teksten syntes han vist den var banal. Men nu havde jeg faktisk skrevet den med henblik på en af mine kursister der sang virkelig fremragende, så hun kunne synge den så godt at det på ingen måde ville være pinligt. Vi hørte hende gøre det utrolig flot til prøverne. Uheldigvis var pigen også skrøbelig og alkoholiseret, så det var egentlig forventeligt at hun ikke dukkede op på selve den store dag. Vi fik hende opsporet på et lokalt værtshus, men da var det allerede for sent. Nummeret måtte udgå til vores skuffelse. Der dukkede en meget velsyngende kursist op året efter, og hun sang “Mirakler sker på VUC” som slutnummer til afslutningsfestens underholdning i flere år. Det var jo en trøst.

Alt får en ende, og de selvproducerede shows med kursister i rollerne holdt op det år hvor jeg ikke kunne finde kursister der var villige til at ofre tid mellem deres eksamener til den slags pjat og ballade. Jeg var på det tidspunkt lige begyndt at synge i Haderslev Lærerkor, og mine nye venner gav mig en hjælp i min kattepine: de stillede gladelig op til vores afslutning og gav fem numre til bedste uden anden belønning end en øl eller to. Så hvis der blandt læserne af min blog skulle gemme sig nogen fra Lærerkoret, vil jeg gerne sige endnu en dybfølt tak for hjælpen – det var stort!

Her kunne denne uges indlæg godt slutte, men jeg synes nok det er lidt fedtet at I kun får lov til at læse en enkelt original sang, så her kommer en til. Det er en vise om studieteknik som jeg skrev til et velkomstarrangement på skolen. Per, Kim og Knud (som også holdt får) var studievejledere, og de skulle stå for undervisning i studieteknik. Visen opsummerer udmærket hvad det gik ud på. Hvis I forsøgte jer med selv at synge “Mirakler sker på VUC”, vil I nok finde det lettere at synge denne tekst, som går på “Kasper, Jesper og Jonathan”:

Studieteknikvise

Vi lister os af sted på tå
når vi skal lære fra os
og viser jer den bedste må-
de på at undgå kaos
i det papir I dagligt får
på skolen samt hvordan I når
at læse de bøger som vi har delt ud,
det si’r Per og Kim og Hyrdeknud.

Det første I må gøre – stol
på os – er meget vigtigt:
Køb jer en dejlig arbejdsstol
så I kan sidde rigtigt.
Hiv stikket ud – giv ingen lov
til at få lokket jer på sjov,
men spis blot så mange gajoler I kan,
det si’r Knud og Per og Kimsemand.

Skriv altid noter og se til
at margenen bli’r lige.
Streg under hvad I huske vil,
hver dreng og lille pige.
Hvis stregen den bli’r rigtigt sat,
så bli’r I klogere på mat-
ematik og hvad ellers I syn’s der er svært,
for med studieteknik er det hurtigt lært!

Det var alt i denne omgang. Husk I er velkomne til at kommentere mine indlæg. Klik på navnet på indlægget (f.eks. “Man må klare sig med hvad man har”) ude til højre når I lige har åbnet siden. Så åbner en side sig med kun det ene indlæg på, og i bunden er der en boks hvor I kan skrive kommentar.

I næste uge tror jeg at jeg viser jer et par konfirmationssange jeg har skrevet. Ganske vist skriver jeg min blog mest for min egen skyld, men der er også en bagtanke med den: jeg skriver gerne sange på bestilling, og konfirmationssange er stadig et must. På gensyn i næste uge!