Udgivet den

Bryllup i Kalsøsko?

Kære læsere!

Jeg sidder og skriver på en vise om en kanotur på Haderslev Dam, men den når ikke at blive færdig før deadline i denne uge. I stedet må I stille jer tilfreds med en sang jeg skrev til en god venindes 50-års fødselsdag for tyve år siden. Nu er hun fyldt 70 og holder gilde i den anledning på næste lørdag, så jeg må oppe mig og skrive noget der holder mål med de sange jeg skrev da hun passerede de forrige to skarpe hjørner. 60-årssangen kunne I læse i “Vil I høre mine hemmeligheder?” i august sidste år.

Min veninde hedder faktisk Marie i virkelighedens verden. Det lader sig ikke skjule, for jeg valgte at skrive hendes 50-årssang på melodien til “Åh, Marie, a vil hjem til dig”, et stort hit med Four Jacks i 1960 – I kan høre den på dette link.

Mel.: Åh, Marie, a vil hjem til dig

Som 29-årig stod Marie brud,
i brudekjolen så hun ung og dejlig ud.
Og gommen var så fyrig, havde ingen ro
til trods for hendes fæle hang til kalsøsko.
Tænk, Marie runder de 50,
stadig samme tæskelækre læs.
Måske et par skrammer i lakken,
men hun holder stadig ud.

Nu er der siden gået 21 år,
der er lidt mer’ end sølvstænk i det gyldne hår.
Men hvis Marie bærer præg af tidens tand,
forstår man at det skyldes hendes børn og mand.
Tænk, Marie runder de 50,
stadig samme tæskelækre læs.
Måske et par skrammer i lakken,
men hun holder stadig ud.

Om føje år, så er det 60 Marie bli’r,
men alder er kun tal man skriver på papir.
Hun er så fuld af krudt og pep, så hvem mon ve’,
hun gafler sig endnu et par eksam’ner te’.
Tænk, Marie runder de 50,
stadig samme tæskelækre læs.
Måske et par skrammer i lakken,
men hun holder stadig ud.

Til den tid synger alle her en anden sang
om hentehår og efterløn og lediggang.
Marie derimod som yngste årsvikar
må ta’ de timer som de andre ikke ta’r.
Når Marie fylder de 70
er vi andre på det sidste vers
– så mens vi stadig det orker
må vi drikke hendes skål!

En djærv sang om en kvinde der ikke lader sig slå ud af et forkert tal på dåbsattesten! Hentydningen til de mange eksamener skyldtes fødselarens manglende succes med at få ansættelse på et gymnasium i fattigfirserne med et hovedfag i historie og et bifag i lingvistik. Efter endnu et bifag i dansk tog hun så lærerseminariet som meget moden dame – og de sidste tyve år har hun undervist i dansk for udlændinge på en sprogskole. Hatten af for den karriere!

Hendes “fæle hang til kalsøsko”: Kalsøsko er der vist ingen under 50 der husker i dag. Skoene var meget populære i anden halvdel af 70’erne. De havde “minushæl”, der skulle befordre en mere naturlig gang, men først og fremmest blev de en del af det feministiske image, og de gjorde ikke meget for at tillokke herrernes interesse. Så de sko havde deres tid og så heller ikke mere.

Hendes 50-årsdag blev en minderig fest – mest for mit vedkommende fordi vi startede dagen med kanotur på Uggerby å, hvor det lykkedes mig at kæntre kanoen ikke mindre end tre gange med vandgang for mig og min medroer til følge. Dagen var startet temmelig heftigt med Gammel Dansk på morgenkvisten. Vi holdt ud hele dagen, men gassen var ved at gå af min ballon ud på aftenen.

Vi høres ved i næste uge. Og ugen efter håber jeg at kunne fremvise en rigtig god 70-årssang som har glædet min veninde og gjort sit for stemningen ved hendes fest.

Udgivet den

Mens vi venter på valget…

Så er konfirmationerne til side i denne omgang, og jeg ved godt at læserne så håber at der kommer en ny revysang med mere generel appel her i Sørens Sangfabrik. Desværre! Det bliver ikke i denne uge. For det første har jeg nydt ikke at skulle digte den sidste uges tid, for det trækker faktisk tænder ud at skulle skrive så meget så hurtigt. Desuden har jeg haft gang i så mange andre ting, især da med de to kor jeg synger i, og som begge har koncert i denne uge.

Men så er der også den ting at emnerne til aktuelle revytekster skifter som vinden blæser for tiden. Just som man troede at det mest rabiate på højrefløjen ville være Nye Borgerlige med blondinen, stikker Stram Kurs hovedet op af dyndet. Løkke frier til Mette, får en kurv – og alt vil formentlig være glemt efter valget. Måske også Løkke. Valgløfterne svirrer i vinden – og vil være blæst væk til efteråret. Tiden er for længst løbet fra min vise om Tulle og Pernille, som jeg skrev for godt en måned siden, og heldigvis kan tiden kun vise hvor slem en sviner om Paludan jeg har behov for at skrive.

Så i stedet får I denne gang en sang skrevet på bestilling til to fjerne bekendtes dobbelte 65-års fødselsdag, som blev fejret under ydmyge men festlige former i et fiskehus i Klitmøller. Bestilleren er en meget sangglad dame, og jeg fik også meget bestemte direktiver om sangens indhold. I bund og grund skulle den selvfølgelig handle om værtsparrets fortræffeligheder, men mere præcist skulle den også også nævne værtsparrets glæde over pensionistlivets fordele, og deres nære forhold til Klitmøller, strand og vand. En anden ting de er meget fælles om, er deres kulinariske evner og store gæstfrihed (som forhåbentlig også ville blive demonstreret ved festen). Hvis børnebørn, hund og ferierejser også kunne klemmes ind, ville det være en god ting. Ikke nok med det – bestilleren repræsenterede et kollektiv af nære venner til værtsparret, og de har fejret nytår sammen i umindelige tider. Også det et must at få med!

Så det var bare at kile på, og jeg slap for at skrive på “I en kælder”. Bestilleren gik med på at jeg skrev på “Dansens magt”, en gammel skillingsvise som Trille gav en renæssance i ’70erne. Klik på dette link for at høre hvordan den lyder.

(Mel.: Dansens Magt)

Når Lene og Peter vil holde fødselsdag
så kan man godt forvente at det vil bli’ et brag.
Forventningsfulde sidder vi bænket rundt om bord’t,
og at vi os har glædet er bare ikke ord’t.

Sædvanligvis for at få festen godt i sving
har Peter skænket op, og nu er den pingeling!
Om lidt der også vanker lidt andet lækkeri
som de har kokkereret med vanlig energi.

Når Lene og Peter i køk’net sammen går
får de det til at swinge. Menuen for i år
vil sikkert snart bevise der’s fælles harmoni:
To alen af et stykke med gode kerner i.

Klitmøller er bedre kendt som et koldt Hawaii.
Her føler man sig hjemme hvis konen hun er thai.
Og for to pensionister der fylder næsten rundt,
da er Klitmøller lykken hvert eneste sekund.

Før fanden får sko på, langs stranden løber Max,
og Lene finder rav, for til den slags er hun vaks,
mens Peter mærker efter om det’ havvejr i dag.
For han skal ud at fiske hvis alting går i mag.

Til trods for pensionen har de skam energi
til rejser rundt i verden, nu de har fået fri.
Et andet stort kapitel for dem er børnebørn.
De kommer hjertens gerne og ta’r så deres tørn.

Vi er nogle stykker der har den tradition
at fejre nytår sammen, her svigter aldrig no’en.
Og efter vi har festet, så er der morgenguf
som Peter har fremtryllet. Han gør det i en ruf.

Gid Lene og Peter nu længe leve må!
De er de bedste venner man nogen gang kan få!
Så rejs jer op af stolen og løft de fyldte glas.
En skål og lidt hurraråb vil komme godt tilpas.

Jo, alt kom med – presset ind i “kun” otte vers. Hvordan gik det så? Bestilleren var lidt svævende om den ting. Melodien havde voldt besvær, men en gæst der var ferm på guitar havde hjulpet og båret. En rigtig god ven af mig var også med til festen. Han sagde at gæsterne havde været rimelig stive allerede efter velkomstdrinken, og bedre blev det ikke siden. Så mon ikke “Ølhunden glammer” havde været et bedre melodivalg. “Fiskerpigens sang” havde også været i forslag, og i “bagklogskabens uliderligt klare lys” (citat fra Haderslevs borgmester Hans Peter Geil) skulle jeg nok have skrevet på den – med fare for at det hele kom ud og sejle før sekstende vers var slut.

Hvad der venter i næste uge? Det ved jeg ikke i skrivende stund. Måske noget gammelt guld fra gemmerne – måske noget nyskrevet. I må lade jer overraske!

Udgivet den

Lang som et ondt år?

For et par år siden havde jeg skrevet en sang til nogle venners kombinerede fødselsdagsfest. Den var jeg måske også kommet lidt let til. De var ivrige sejlere, så jeg havde skrevet på “Fra Engeland til Skotland”, og det blev til syv vers af typen

Den første gang de mødtes, var det ved Blåvandshuk
Og kærligheden blomstrede til Vesterhavets kluk
Åh helledusseda
Vi kommer langvejsfra
For Skipper og hans kone
Holder gilde her i dag.

Det er nok rigeligt at skulle synge det omkvæd syv gange med så lidt suppe på pølsepinden i selve verset. Og straffen faldt prompte til festen: Efter fjerde vers var der en bøvet stodder der råbte: “Skål” – signalet til afbrydelse af en ørkenvandring af en kedelig festsang.

Den slags hader jeg bare når det er mig der har skrevet teksten. Jeg håber altid at folk morer sig hele vejen hjem, og jeg er ret bevidst om at længden på en tekst er en afgørende faktor. Når jeg får bestilling på f.eks. en konfirmationssang, gør jeg opmærksom på at ikke alt kan komme med, når bestilleren har vendt sin hjernekiste for at huske enhver pusseløjerlighed og sød detalje. Men forleden gjorde jeg en undtagelse.

Martha – det er hendes rigtige navn – skulle konfirmeres, og jeg havde hendes mor i telefonen i godt en time, hvor vi snakkede om hendes søde pige. Jeg lærte Martha ganske godt at kende på den time. Hun er både helt almindelig og noget ganske særligt – som andre unge teenagere. Hidsig, sød, sjov og kærlig – optaget af sin krop, doven og hyperaktiv, skeptisk og glad for sin mor, pot og pande med sine søskende. Men aldrig kedelig. Hendes mor er dansklærer, så hun var på forhånd udmærket klar over hvordan en sang skal skæres. Jeg er normalt ikke glad for at skrive på melodier med parrim og fire linjer (som f.eks. hademelodien “Jeg er havren”). Men her var kravet at melodien skulle være en som Martha selv kunne synge med på, og det indskrænker jo repertoiret en del når det drejer sig om en trettenårig pige der godt nok har gået til kor, men kun ganske kortvarigt, og har forsøgt sig med klarinet og fagot, men også meget kortvarigt til alles lettelse.

Så vi endte på “Rapanden Rasmus”, og jeg skrev et monstrum af en sang på hele 14 vers:

Her sidder hele famil’jen igen
og holder party, for sagen er den
at søde Martha er nykonfirmer’t.
Bare syng til nu, vær ikke genert!

I denne sang er hun hovedperson.
Det kan vist slet ikke komm’ bag på no’en.
Hvor skal vi starte på hendes portræt?
Det gi’r sig selv, det har faldet os let:

Martha si’r selv at hun ELSKER sin seng.
På badevær’lset er hun ganske læng’
når hun skal pynte sin teenagerkrop,
og resultatet bli’r altid i top.

Til det med kroppen er Martha ekspert.
Der’ ikke noget prinsesse på ært!
Luftakrobat er hun på trampolin –
til gymnastik er hun også ret fin.

På trampolin går det lidt op og ned
som alt i livet, men Martha bli’r ved
som en dynamo af ren energi
når det blot gælder de ting hun kan li’.

Men dus med dyrene – vist ikke helt!
Og interessen for dem er lidt delt.
Marsvin ”Madonna” blev snart lagt for had.
Vi fik det afsat, og Martha blev glad.

Der har vær’t andre små nuttede dyr,
og med kaniner har hun haft sit hyr.
Hun gik til ridning i ganske kort tid,
til en veninde fik et hestebid.

Martha har humor når hun har behov,
men hendes mors vitser gør hende flov:
”Ja, mor, vi grinede…” – træt ironi!
Der er vist noget hun bedre kan li’.

Det ku’ jo godt være at lave mad.
Hun kan selv godt li’ at gør’ maven glad.
Mange kalorier skal der jo te’.
Hun ta’r tre gange af enhver buffet.

Martha kan godt synes verden er vrang.
Såd’n ku’ den vist også virke dengang
hun havde glemt hver en fin fingerring
i Givskud mens hun sprang trampolinspring.

Da vi kom hjem, så hun ring’ne var væk,
Hvor ku’ de være? Stor var hendes skræk.
Heldigvis havde en zoobetjent
fundet dem. Sorgen blev til glæde vendt.

Det har tit vist sig når Martha er trist,
så har det meste sig ordnet til sidst.
Og selv om hun ikke synes det selv
så har hun faktisk haft masser af held.

Agnes og Naja og Lasse er dem
hun har det sjovest med i vores hjem,
når de da er der – for når de er gå’t,
synes vi alle at der mangler no’et.

Martha kan godt vær’ lidt fast og bestemt
Men også sød og sjov, ikke forglemt.
Vi elsker hende, så løft jeres glas.
Skål og hurra’er vil komme tilpas!

Så hvad gik der af mig, spørger læseren. Sagen er den at Marthas mor ville lægge afbrydelser ind i sangen hvor hun causerede ud fra det just sungne med brug af illustrerende billeder og videoklip. Og Martha, som har masser af humor og selvironi, fik mulighed for at tage til genmæle. Martha ville more sig, forsikrede moderen mig om. Det havde været min væsentligste bekymring: Hvordan ville Martha reagere på et så nærgående portræt? Så fred med det, tænkte jeg – og skrev løs.

Da jeg først kom i gang, var det lidt af en skrivefest. “Rapanden Rasmus” er utrolig let at skrive på – nogenlunde lange linjer med plads til lidt af hvert, og parrim – det enkleste rimmønster at håndtere. Jeg havde lidt bøvl med rytmen i sjette vers, ellers ikke. Så kære amatørrimsmed: Prøv selv!

Stort set alt kom med i sangen. I mit oprindelige udkast var der kun 12 vers, bl.a.

Men af veninder der har hun en skok.
De går i byen i kaglende flok.
Der er så meget som kan lokke der.
Det er jo dejligt hun er populær.

Det skulle have været lige efter verset om hendes søskende. Men for tiden er det ikke så hot med veninderne, fortalte moderen mig – og så røg verset ud. Og verset om “dus med dyrene” skulle have endt med at Martha selv var blevet smidt af krikken og havde fået et hestebid, men desværre blev jeg korrigeret: det var kun en veninde det var sket for, men nok til at give Martha afsmag for ridekunsten.

Til gengæld digtede jeg de tre vers om de forsvundne og genfundne ringe til. Jeg synes selv de trækker op.

Hvad synes læserne? Det gad jeg godt at høre. Selv er jeg glad for sangen. Den kom sidst i en længere række konfirmationssange i denne sæson, og jeg var ved at være noget træt af at skrive om børns fortræffeligheder. Men denne sang var det en fornøjelse for mig at skrive.

 

Udgivet den

Skamredet pegasus?

Aldrig så snart var valgkampen skudt i gang før der var fuldstændig rav i den. I fjernsynet ses partilederne stå op i pedalerne med stive blikke fremad som om de netop har passeret opløbssvinget på Alpe d’Huez – og så er der faktisk stadig fire uger igen før det er alvor. Der har aldrig været så mange labile vælgere som nu (det skulle da lige have været Glistrup-valget i ’73), så det er med at være om sig.

Tekstforfatterne til den nye haderslevrevy fryder sig. Der bliver nok at skrive om – og sikkert også kassere igen, overhalet af udviklingen – inden revyen får premiere til oktober. De mange nye læsere i sangfabrikken forventer nok at der er saftig politisk satire i denne uges opslag. Desværre! Her bliver der stadig produceret konfirmationssange på højtryk. Jeg har to mere på bedding til afsyngelse i bededagsferien og dermed slet ikke tid i denne uge til at skrive en nidvise om Rasmus Paludan. Det må komme i næste uge.

I stedet kan læserne så kaste et kritisk blik på de to konfirmationssange jeg skrev i forrige uge. Bliver det til for meget af det samme om de søde pus? Er det lykkedes at give sangene et drej der gør dem interessante for andre end de bedsteforældre der har bestilt dem?

Den første drejer sig om enebarnet “Emil”, der ofte overnatter hos sin farmor, og hende har han et tæt forhold til. Farmoren fortalte at han er en venlig sjæl, udadvendt og social. Han er lyshåret og lang, og bliver beundret af sine yngre fætre når de ses 2-3 gange om året. Det er computeren der er hovedinteressen, men han er begyndt at gå til golf. I skolen ligger han midt i stimen, er ikke nogen nørd – men fremtidsdrømmen er at blive hjernekirurg. Nåda! Og så spiser han glad og gerne farmors magnumis med hvidt chokoladeovertræk – hun ta’r de sorte.  Indtil han var 12-13 fik han læst godnathistorie af farmor, og det var altid H. C. Andersen. 

Og hvordan får man så lige en god sang ud af det? Det lykkedes nu meget godt – melodien er “Hist hvor vejen slår en bugt”:

:Her i vores nabolag
blafrer det med hejste flag:
For vi fejrer jo Emil!
På hans ansigt ses et smil.
Høsten på hans gavebord
er nu vokset megastor.
Han er flot og velfriseret,
og nu er han konfirmeret.

:Han er farmors et og alt,
kommer hver gang der bli’r kaldt.:
Fryser’n fuld af magnumis
har hun, og på bedste vis
får Emil fyldt tanken op
og humøret helt i top.
Magnumis han bedst kan lide
overtrukket med det hvide.

:Eventyr af HCA
kan Emil snart udena’:
Det er ikke særlig læng’
siden når han sku’ i seng
de gav aftenro og trøst
læst højt af en farmorrøst.
Hvis hun ikke ville læse
HCA var det’n fadæse!

:Hvad mon bor i såd’n en klør?
Bli’r han langtursbuschauffør?:
Eller medicinsk geni
udi hjernekirurgi?
I hver hjerne lagt på rad
svinger han skalpellen glad!
Hvis han tør, så må han gerne
rode rundt i vores hjerne.

:At Emil bli’r høj og flot
og at alting tegner godt:
er vi ganske sikre på.
Og hans fætre som er små
ser i ham et stort idol.
Se, han stråler som en sol!
Al den ros som han kan tåle
har han få’t – hurra og skåle!

Ja, der er kliché i start- og slutvers, men på en ny måde. Og så kommer den kærlige fortrolighed mellem ham og farmor godt frem i andet og tredje vers. Der gemmer sig følelser under den hvide chokolade, og hvem vil ikke gerne have læst godnathistorie af en sød farmor? Men selv havde jeg det sjovest med at skrive om “Emils” fremtidsdrøm.

Ja, der var tryk på en overgang i sangfabrikken. Stort set samtidig skrev jeg en konfirmationssang til et par tvillinger der skulle konfirmeres i Hviding. Det var deres morfar der bestilte sangen, og han kunne fortælle at de var søde og kærlige børn. Begge var glade for sport og klarede sig godt i skolen. På hjemmefronten var pigen huslig og bagte gerne til familiens fornøjelse, mens drengen mest var til computerspil på nettet og i øvrigt lidt af et rodehoved. De to tvillinger hjalp gerne deres morfar med at passe haven, især da fordi de så kunne køre havetraktor mens de slog græs. Morfaren var ikke meget for at fortælle mere end det, men han nævnte at konfirmanderne selv havde bestemt menuen til konfirmationsmiddagen, og den stod altså på stegt flæsk og persillesovs med tarteletter til forret. Som man kan se i den færdige sang, fik jeg halvandet vers ud af det. Melodien blev “I en kælder sort som kul”, for ellers fik jeg problemer med at få navnene til at passe med versefødderne:

Emily og Oliver
er ble’et konfirmeret.
Gæster er fra fjern og nær
nylig arriveret.
Vi skal ha’ en ordn’lig fest,
og den starter allerbedst
med lidt godt at spise.
Først syng denne vise.

Stegt flæsk og persillesovs
og lidt tarteletter
er menuen, det bli’r smovs!
Gode danske retter!
Hvad der vanker til dessert?
Mon man gætter helt forkert
på no’ed frossen fløde
smagt til med det søde?

Lad os tegne et portræt
af de søde poder:
Oliver med spil på net
på computer’n roder.
Emily har bagesans.
Kringle og vaniljekrans
bager hun i dynger.
Hendes pris vi synger!

Men når det så gælder sport
er de meget lige.
Det må gerne være hårdt!
Både dreng og pige
elsker jo at gi’ den gas.
Heller ej de melder pas
når det gælder skolen.
Det er klart som solen.

De er morfars favorit,
han er aldrig gnaven.
De ham hjælper tem’lig tit
med at passe haven.
Der’ en ting de gerne vil
– så det må de skiftes til:
Hvad de eftertragter
er at køre traktor!

Meget andet ku’ man si’
om de søde unger.
Men kort sagt: dem kan vi li’!
Råb nu så det runger
højt hurra i vilden sky,
for i hele Hviding by
findes ikke lige
til den dreng og pige!

At der er gjort forskel på de to konfirmanders kvaliteter i andet vers er ikke min opfindelse, men lå i oplægget. Men ellers vil jeg nok sige: la’ vær’ med at skrive noget lystigt om konfirmanders fejl og særheder. Det er hårdt nok for et ungt menneske for første gang at skulle være hovedperson ved en “voksen” fest.

Jeg vil ikke sige at det er min allerbedste sang nogensinde. Der mangler noget indhold, noget følelse – som den første sang har meget af. Bestilleren var godt tilfreds med sangen, og det er jo det vigtigste. Jeg trøster mig med at jeg har fået masser af stof at skrive om i de to konfirmationssange jeg skal skrive til brug i næste uge – og glæder mig over at sæsonen vist dermed er forbi i denne omgang.

Udgivet den

Hvor og hvem du helst vil ligge på, må du selv om…

Der er godt nok travlt i sangfabrikken. Eller har været, for inden for den sidste uge har jeg skrevet to konfirmationssange og en dobbelt 65-års fødselsdagssang. Og nu ligger der igen to bestillinger på konfirmationssange, hvor den store begivenhed sker 17. maj – dagen hvor ingen bliver konfirmeret i Norge. Så jeg har lige et lille pusterum nu, og derfor er der også tid i dag til at tilfredsstille læsernes hunger efter rim fra Sørens Sangfabrik.

Det havde været oplagt at vise de tre sange frem som jeg har produceret på så kort tid helt fra bunden af – ikke noget genbrug her. Men siden festerne hvor sangene skal synges ikke har fundet sted endnu, er det bedst at jeg venter med dem til senere. Der er mange der læser min blog, måske også gæster og hovedpersoner til omtalte fester. I stedet kommer det til at handle om en lille ting jeg skrev som invitation til den første store fest som min kone Lotte og jeg holdt sammen.

Lotte boede i en enorm lejlighed på hjørnet af Smedegade og Nørregade. Den var på 270 kvadratmeter, en hel etage i ejendommen. Hun delte den og huslejen på godt 2000 kr. med en veninde, og jeg var en efterhånden meget hyppig gæst efter vi var blevet kærester året før. Den gamle herskabslejlighed var labyrintisk med kamre, bagkamre og mellemgang, og så var der en stor herskabsstue med en afdeling bag dobbeltdøre, formentlig tænkt som rygesalon for herrerne. Den originale keramikkakkelovn stod der stadig, men heldigvis var der fjernvarme. Lotte og jeg har fødselsdag to dage efter hinanden, så hvad kunne være mere nærliggende end at samle hele bekendtskabskredsen til en megafest hvor vi fejrede os selv? Støj kunne ikke genere nogen. Neden under os var der kjoleforretning, ovenpå boede fru Jensen, ejendommens ejer på over halvfems og temmelig døv.

Vi lagde os i selen. Der blev lånt cafeborde og stole i Slotsgade 25 (hvor vi var hyppige gæster), der blev planlagt en menu som ikke bragte os til tiggerstaven – og så skulle der sendes indbydelser ud. På papir og med posten, for året var 1987, og ingen havde hørt om email dengang. Jeg var så småt i gang med at skrive festsange, og jeg kom så på at skrive indbydelsen som en lidt karikeret hjemmestrikket sang der gik på min hademelodi “Jeg er havren”:

Jeg er Lotte
Jeg har fødselsdag.
Rundt i byen blafrer 1000 flag.
Stuen her jeg pyntet har med flid.
Prøv at komme her hvis du har tid.

Jeg er Søren
Jeg er også med
skønt jeg endnu bor et andet sted.
Fredag er den dag da du skal komm’
Mest hvis du er en jeg synes om.

Klokken nitten slår vi gækken løs,
hver en fyr og hver en sulten tøs.
Mad på bordet lover vi der står.
Først der vanker nok en lille tår.

Slukker tåren ikke helt din tørst
for af tørster har du nok den størst’.
Tag da selv en plasticpose med.
Øl og vin så tørsten kan få fred.

Hvis til sidst at du skal ha’ et hvil.
Bare læg dig si’r vi med et smil
Hvor på gulvet du kan finde plads.
Medbring sovepose og madras.

29 – 35 år
Tænk engang som tiden bare går.
Nu besked vi håber at I gi’r
og det ender med at ja I si’r.

Det var der alligevel lidt stil over, synes jeg. Tegningen skyldes Lottes gode ven og kollega Sten. Det er Lotte der ligner bedst – jeg så aldrig så tjekket ud selv på en god dag.

Teksten var også god. Nødrimene er sjove: “Prøv at komme her hvis du har tid”, “Mest hvis du er en jeg synes om” – “poetiske” ordstillinger: “Nu besked vi håber at I gi’r / og det ender med at ja I si’r”. Der er ingen haltende fødder – den slags kan jeg ikke få mig til at skrive.

Jeg syntes det havde været sjovt med en anden version af verset om overnatningsmulighed: “Hvis til sidst at du skal ha’ et hvil / Bare læg dig, si’r vi med et smil / hvor og hvem du helst vil ligge på / må du selv om, bare den …. ” Men det syntes Lotte var for skrap kost, og det havde hun selvfølgelig ret i. Så det blev som det blev.

Gæsterne ville synge sangen til festen. Det havde vi ikke regnet med, men det var smigrende. Bortset fra det gik festen som en drøm, og jeg tror alle der var med stadig husker den fantastiske aften så mange år efter.

Mange læsere lægger vejen forbi Sørens Sangfabrik for at se om der er nye frække revysange. Måske kommer der en i næste uge, måske ikke. Det er ikke til at vide – så kig hellere efter for en sikkerheds skyld. Men det var alt i Sørens Sangfabrik i denne uge.