Udgivet den

Mens vi venter på revyen

Chefen for Haderslev Revyen ville ikke have spoilers om indholdet så tæt på premieren, så derfor har jeg fjernet de sangtekster man vil kunne opleve på scenen i nær fremtid. Haderslev Revyen har premiere 24. oktober og spiller fire gange fra torsdag til søndag på Harmonien, så det er med at få skaffet billetter. Og billetter – dem kan I købe på dette link.

Det er ingen hemmelighed at jeg havde tænkt at servere et af de hotteste numre til revyen i denne udgave af Sangfabrikken, men så får I bare noget andet godt i stedet for. Jeg har kigget i gemmerne efter lidt ekstra gammelt guld, og sørme om ikke denne udmærkede sang dukkede op.

Det er en 40-års fødselsdagssang til en bekendt i vores nabolag. Det er et genrekrav at en 40-års fødselsdagssang gerne må indeholde noget dril, men det var lidt af en udfordring i dette tilfælde, for hvem kunne have noget at udsætte på “Preben”, som er en fremragende far, glimrende håndværker, hjælpsomheden selv – sparsommelig, men generøs med sin tid. Der var måske lige det faktum at “Preben” og konen delte hjem med “Prebens” svigermor, og indtil deres andet og sidste barn blev en dreng, var “Preben” i kraftigt kønsmæssigt undertal, hvilket man godt kunne forledes til at tro var noget af et pres ind imellem. En anden ting var at hjemmet kunne prale af at have egnens største brændestabel, som “Preben” flittigt holdt ved lige og udvidede, og så var det en fristende tanke at se en sammenhæng mellem de to ting.

Melodien er “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, og hvis nogen ikke skulle kende den, kan I se den fremført af Peter Malberg og Poul Reichardt i dette klip fra “Det gamle Guld”, den allerførste Morten Korch-film.

Nu fylder Preben fyrre,
den gæve guttermand.
Kun ganske lidt han mærker
til tidens gnavetand.
Han har nu nået ald’rens fylde,
er kommet på den rette hylde.
Før var han ung og rask og livlig –
nu sænker roen sig grangiv’lig.
JUHUU!

I Prebens Sturm-und-Drang-tid
var han en smule vild.
Hver weekend gik med øller
og jagt på lækre sild.
Men da han først fik mødt sin Helle,
så var det helt slut med at bælle.
Han nøjes med de frække damer
han ser i postkassens reklamer.
JUHUU!

På deres postadresse
er også damer nok.
Men de har endnu ikke
gjort Preben til et pjok.
Han har det som en æggeblomme
og sku’ en krise forekomme
går Preben ikke rundt og mugger –
han får det ud som brændehugger.
JUHUU!

Og når han hugger brænde
får sjælen atter ro.
Derfor er brændestablen
lang nok til vintre to.
Han passer godt på hus og have,
ved altid hvad han nu skal lave.
Med penge ikke rundt han drysser –
Han fodrer femten sparebøsser!
JUHUU!

Ja, Preben er utrolig,
tænk som han holder ud,
fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose,
ved øjet hænger ingen pose.
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler!
JUHUU!

Hint til gør-det-selv-poeter: Jeg har tidligere givet en opskrift eller to fra mig på hvordan I selv kan skrive jeres egen udmærkede festsang uden at tilkalde min assistance i den forbindelse. Mon ikke I også med held kan genbruge første og sidste vers af denne sang? Det er altid en start, selv om I unægtelig bliver nødt til selv at finde på noget i det der ligger der imellem. Det kan I godt! Bare prøv!

Og det var hvad det blev til i denne uge. Der er kun fire uger til revyen, men ventetiden kan godt føles lang – som dagene i december op til jul. Jeg skal nok finde noget andet guf til jer i næste uge. Bare vent!

Udgivet den

Fed på den helt gode måde

Kan man slippe godt fra skrive om fødselarens lidt for buttede mave i en 70-årssang? Normalt er det en sag som jeg vil fraråde, men ikke desto mindre var det hvad jeg gjorde da en af mine gode kammerater for nylig fejrede passeringen af det skarpe hjørne med en stor fest.

“Jens” har været ivrig sportsmand hele sit liv, spillet badminton på eliteplan, været på det militære landshold i orienteringsløb og feltsport. Kroppen er så småt begyndt at vise at festen godt kan få en ende engang, men han pukler trodsigt videre trods slidgigt. Badminton er det rene ingenting nu, men desto mere tid er der så til orienteringsløb. Hans konkurrencegen er kæmpestort – han vil bare gerne vinde. Også selv om det gør lidt ondt. Han snakker gerne og længe om sine løb med mig, og det er helt i orden, for jeg har også været løber og elsker sport, selv om det mere og mere bliver i teorien.

Bortset fra det er “Jens” en hyggelig, almindelig mand der hæger om sin familie og godt kan lide god mad og en øl i ny og næ. Hvilket nok også forklarer hvorfor han ikke kan komme af med det sidste par kilo og den lille mavse der sidder og driller og giver hans profil en mindre sportslig udstråling. Det blev unægtelig omtalt i min fødselsdagssang til ham, dog uden at kalde ham for “fed” på andet end den helt gode måde. Sådan da. Melodien er “Marken er mejet”.

Nu har Jens Nielsen vist nået den alder
hvor han burde sidde i en stol og slappe af.
Men han er mest til tumult og rabalder,
så vi gi’r den gas nu på hans runde fødselsdag.
: Jens er ble’et 70.
Løjer og kommers
bli’r her sikkert meget af, men først et hyldestvers! :

Hvis man behøver hjælp og assistance
så er Jens jo manden der kan rette op på det.
Han kan li’ mad, og når han får en chance,
drikker han en dåseøl, og så måske en te’.
: Hans gemytlighed
er som alle ved
svær at holde nede, ja, for Jens er bare fed. :

Fed, altså, såd’n på den helt gode måde!
Selv om også mavsen er en lille smule rund.
Han dyrker sport, og det er os en gåde
hvorfor han dog ikke taber det par sidste pund.
: For han knokler på!
Hans kondi er rå!
Badminton og o-løb dyrker han så let på tå. :

Og så er Jens jo en glimrende caller
når der danses squaredance, for det falder ham så let.
Hver gang en dansekommando han skråler
må hver en’ste danser ellers bare makke ret.
: Jenses fyndighed
og hans myndighed
skal forhindre at de svære trin går helt i ged. :

Jens passer godt på sin kære familie.
Han og Anni hygger sig med deres børnebørn.
Haven bli’r passet så rose og lilje
får hvad de skal ha’. Desuden ta’r de deres tørn
: når der’s sønner to
skal ha’ bygget bo.
Så ta’r Jens affære så terrassen kan bli’ go’. :

Kort sagt, så er Jens jo en af vor’s egne!
Han er en af den slags mænd som bare holder mål.
Derfor så vil vi på selskabets vegne
bede alle rejse sig, så drikker vi en skål.
: Løft de fyldte glas!
Nu er det tilpas
med et gjaldende hurra fra hver sopran og bas! :

Den slags slipper man ikke godt fra i en fødselsdagssang til hvem som helst. Men med “Jens” var det i orden, han var glad for sangen. I øvrigt blev det en glimrende fest – med en times squaredance indlagt som ryste-sammen-indslag. Ikke nødvendigvis Lottes og min kop te, men vi må indrømme at vi også morede os med det.

Vi ses i næste uge!

Udgivet den

Hellere dinosaurer end Jesus

Der kom en bestilling på en konfirmationssang til Sankt Hans. Drengens mor, en tidligere kollega af mig, var bestilleren. Det utraditionelle tidspunkt skyldtes at det drejede sig om en non-firmation – festen for unge poder der efter moden overvejelse netop ikke ønsker at bekræfte deres kristne tro, men alligevel gerne vil fejres, og måske især også have konfirmationsgaver som deres kammerater.

“Peter” har altid været besat af dinosaurer og har en usædvanlig stor viden om emnet, og det var hans naturvidenskabelige livssyn der fik ham til at afvise religiøse sværmerier og dermed også ethvert mummespil om tro og sakramenter.

Men han er heller ikke helt almindelig på andre punkter, fortalte moderen. “Peter” har ADHD. Der er nok af besynderlige ting han har gjort på den bekostning, f.eks. døde haletudser i lommen og sammenplantning fra forhaven bragt ind som værtindegave, men det skulle sangen selvfølgelig ikke handle om.  I stedet kunne jeg fremstille ham som en Emil fra Lønneberg, der er kreativ og barneklog, men ikke altid i første omgang forstås af de voksne. I øvrigt passede sammenligningen også på en prik på den måde at “Peter” godt kunne lide at sidde og fordybe sig for sig selv – og snitte.

Men selvfølgelig var han på mange måder lige som andre teenagedrenge: meget computerspil, men også sunde interesser, f.eks. lange traveture med hunden Baloo og fisketure med sin far.  Efter sommerferien skulle han starte på en efterskole der passede lige til ham, og det glædede han sig til.

Sangen skulle have fokus på de mennesker der er omkring “Peter”,  og hvad de betyder for ham: hans mor, søskende og papfar, hans rigtige far, hans morforældre.

Det er klart at der var nok her som skulle behandles med delikatesse i sangen. Men heldigvis var der til gengæld nok at skrive om takket være det gode oplæg jeg havde fået fra hans mor. Og hun havde også et godt forslag til hvilken melodi sangen skulle gå på: “Katinka, Katinka, luk vinduet op!”

Sådan kom sangen til at se ud:

Nu er Peter pluds’lig en rigtig lang knægt
som kunne vær’ ble’et konfirmeret.
Og bænket i Roy’l Oak ses hele hans slægt.
Han er elegant ekviperet
i flotte gevandter af udsøgt tekstil,
og han er så glad, se hans strålende smil!
Det skyldes nok tanken om hvilken indtægt
det gi’r når man bli’r nonfirmeret.

Nu gi’r vi af Peter et lille portræt
som er fuldt af rosende gloser.
For det at gi’ roser, det falder os let.
Her fås båd’ i sække og poser!
Og Peter ku’ godt minde lidt om Emil
fra Lønneberg med sin personlige stil!
På alternativ måde får han tit ret,
til trods for de voksnes protester.

I dino’er er Peter lidt en ekspert,
vist også langt mer’ end de fleste.
Han også os andre har næsten få’t lært
hvad sådan no’n dyr ku’ vær’ ble’et te’,
hvis ikke de altså så fælt døde ud.
Måske men’skeheden står også for skud
hvis ikke i tide vi har livet kært
og når at få reddet planeten.

I andre ting gør han som drenge de gør.
Computerspil er jo hans dille.
Hvis Jonna og Oliver husker at spør’,
får de også lov til at spille.
Og med sin far Neil ta’r han på fisketur,
deres quality time, det er noget der dur!
Baloo og han hver dag som sig hør og bør
har travet mindst fem kilometer.

Hos mormor og morfar han kommer ret tit.
Der’s pædagogik skader ikke,
for Peter kan li’ dem, men stejlede lidt
da han skulle lære at strikke.
For Peter er mere til liv i det fri
og elsker at kaste sig vildt ud på ski
med morfar på pister smukt pudret i hvidt.
Så er livet skønt, er det ikke?!

Hans far og hans mor er så stolte i dag.
Tænk de kunne lav’ såd’n en køn knøs!
Den skole han skal på er lige hans smag.
Og muligvis er der en skøn tøs
der får kig på Peter i Aabæk engang,
mens andre af dem får en næse så lang.
Det haster nu ikke så meg’t med den sag,
men han vil få masser af venner.

Og Dennis og mor vil nok savne der’s dreng.
Nå pyt, bare han har det dejligt.
Og mellem hver weekend er der ikke læng’,
han kommer når det er belejligt.
Men den det er værst for er sikkert Baloo,
For hvem skal mon lufte den, spørger vi nu.
Men sangen er slut, så løft blot jeres glas!
Nu er det på tide vi skåler!

Som I kan se, holdt jeg tungen lige i munden, for det synes jeg man skal i en konfirmationssang. Ikke noget dril her! Det skulle da lige være “Peters” søde bedsteforældre, som i øvrigt er Lottes og mine gode venner. De kan ta’ det! Moderen var også mægtig tilfreds med sangen.

Det er faktisk første gang jeg har skrevet en sang på “Katinka, Katinka”. Den kan anbefales. Ganske vist er der et kompliceret rimmønster (som bliver fulgt til punkt og prikke i første vers), men i de andre vers har jeg snydt lidt. Det gjorde Sigfred Pedersen også i sin oprindelige sang, og der er heller ingen grund til at det skal være stift i en sang med hyggelig og intim grundtone – bare sangen er sangbar.

Til næste uge kan I læse min seneste: en sang til en god kammerats 70-års fødselsdagsfest. Den er også ligetil og nede på jorden. See you next week!