Måned: oktober 2018

I firserne var jeg en dygtig langdistanceløber. “Jes” var min rigtig gode træningskammerat, og typisk løb vi 15 km sammen for fulde gardiner to eller tre gange om ugen – ud over den træningsmængde vi selv stod for. Det var bestemt ikke en ting nogen af os blev langsommere af. Efter udstrækning bagefter stod den på kaffe og sodavand. Øl var noget jeg drak med andre kammerater om aftenen på Slotsgade 25, byens in-sted for Kløftenfolket og resten af byens lidt venstresnoede hippe ungdom. “Jes”, derimod, var arbejdsramt om aftenen og cyklede fem gange om ugen ud til sit natskift på Ferskvareterminalen i Christiansfeld, hvor han baksede rundt på lageret med alskens mejeriprodukter. Det havde ikke passet med min livsstil, men det passede godt med hans. “Jes” var bare mere seriøs med alt det sportslige og den nødvendige forsagelse.

I 1987 stillede vi begge op i Hamborg Maraton. Et lille halvprivat rejsebureau stod for bustransport og indkvartering på et hotel på selveste Reeperbahn. Aftenen inden løbet spiste vi en passende letfordøjelig middag. Jeg drak to store fadøl, til andre løberes forargelse. Vi gik så hjem ad Reeperbahn igen lidt ud på aftenen. Vi havde fuldt focus på morgendagens store opgave, men alligevel kunne vi ikke lade være med at skotte efter tilbuddene i de mange sexklubber. Pludselig river en udråber fat i armen på “Jes” og haler af med ham mens han råber: “Komm hierher du geiler Bock!” Sjældent har jeg set et menneske se så forskrækket ud som “Jes”, men vi andre var ved at dø af grin – “Jes” var den mindst oplagte kunde i sådan en butik som man kunne forestille sig.

Senere på året havde “Jes” et problem. Hans lillesøster “Jonna” skulle giftes, der skulle være stort bryllup, og det forventedes af ham at han markerede sig på passende vis som brudens storebror ved den anledning. Han var ikke meget for at holde en stor tale. Kunne jeg ikke hjælpe ham? Jo, det ville jeg da gerne. Han kunne slippe med at sige et par ord hvis han også stillede med en sang, blev vi enige om, og så satte vi os ned og begyndte digteriet. Jeg foreslog melodien til “Jeg en gård mig bygge vil”, og sådan blev det. Startverset var meget oplagt, og der blev lagt en smule humor ind med dansk udtale af Stars and Stripes, kniben af tåre og  et “lille nor” om den giftemodne søster:

Det er Jonnas bryllupsdag –
hejses skal det røde flag
desforuden stars and stripes
og en tåre skal der knibes,
giftes skal det lille nor
– sangen er fra storebror.

Og hvad så? Nu havde sangen peget på sin afsender allerede en gang i sidste linje, så vi fortsatte med “Jes'” følelser som langt fra var sentimentale:

Faktisk ønsker jeg mig bort,
jeg vil hel’re dyrke sport.
Men jeg har jo kun en søster
Det’ et faktum som mig trøster:
Dette sker ej særlig tit
– ellers blev min smoking slidt.

Det kunne være nok til en start på sangen. “Jes” fortalte mig så om de nærmere omstændigheder der var gået forud, og det var en god historie. “Jonna” var sygeplejerske og havde fået job i USA. Tilbage i Danmark sad så kæresten “Bent”. Til trods for at “Bent” havde besøgt “Jonna” i USA for at holde gryden i kog, var der alligevel sket det som let sker når unge mennesker i tyverne flyttes til nye omgivelser: de finder nyt selskab. For en dansker var det også bemærkelsesværdigt at “Jonnas” nye filejs var swimmingpoolmontør. “Kan vi skrive om det med “Bent”?” spurgte jeg. “Absolut,” svarede “Jes”. “”Bent” skal med til brylluppet, der er no hard feelings.” Vi blev enige om at fortælle hele forløbet i sangen som det var:

Jonna drog til USA.
Ensom følte hun sig da,
også selv om Bent kom flyv’ne
blev hun rastløs hver den tyv’ne.
For at blive mere cool
købte hun en swimmingpool.

Swimmingpoolen var så flot
Jonna blev straks mindre hot.
Hun ku’ li’ installatøren
– han var nemlig ud’ med snøren.
Og der lød et maveplask
da hun faldt for ham pladask.

Bent blev ikke holdt for nar
fik en am’rikansk vikar.
Jonna skrev et brev til manden
og han læste det med banden:
“Jeg har fundet mig en ven
og skal giftes – hej igen!”

Så den forsmåede “Bent” fik en fremtrædende rolle i sangen, og tonen i afskedsbrevet var måske lige lovlig sorgløs og Lille-Lise-Let-på-tå. Men “Jes” mente sagtens det kunne gå an, så det blev sådan. Han syntes dog også der skulle stå noget i sangen der viste at søsteren var en ordentlig pige der ikke bare var “hot” og “rastløs hver den tyv’ne”. Det blev så til disse vers om rosværdig opførsel i forbindelse med deres fars forbigående sygdom:

Far var ikke rigtig vel
skønt han holdt det for sig selv.
Men da hun fik det at vide
Jonna fløj til Farmands side.
For en stund hun Bob forlod –
straks ved sygesengen stod.

Værre var det ikke fat
Bob så snart igen sin skat.
Og nu sidder vi og fester
Jonna, Bob og mange gæster
æder suppe, steg og is
– snart vi kaste skal med ris.

Og så var der sat punktum for den sang. Nu kunne “Jes” slippe ud af sin storebrorknibe med en omgang skål og hurra.

Her er hele teksten i sammenhæng – melodien er “Jeg en gård mig bygge vil”:

Det er Jonnas bryllupsdag –
hejses skal det røde flag
desforuden stars and stripes
og en tåre skal der knibes,
giftes skal det lille nor
– sangen er fra storebror.

Faktisk ønsker jeg mig bort,
jeg vil hel’re dyrke sport.
Men jeg har jo kun en søster
Det’ et faktum som mig trøster:
Dette sker ej særlig tit
– ellers blev min smoking slidt.

Jonna drog til USA.
Ensom følte hun sig da,
også selv om Bent kom flyv’ne
blev hun rastløs hver den tyv’ne.
For at blive mere cool
købte hun en swimmingpool.

Swimmingpoolen var så flot
Jonna blev straks mindre hot.
Hun ku’ li’ installatøren
– han var nemlig ud’ med snøren.
Og der lød et maveplask
da hun faldt for ham pladask.

Bent blev ikke holdt for nar
fik en am’rikansk vikar.
Jonna skrev et brev til manden
og han læste det med banden:
“Jeg har fundet mig en ven
og skal giftes – hej igen!”

Far var ikke rigtig vel
skønt han holdt det for sig selv.
Men da hun fik det at vide
Jonna fløj til Farmands side.
For en stund hun Bob forlod –
straks ved sygesengen stod.

Værre var det ikke fat
Bob så snart igen sin skat.
Og nu sidder vi og fester
Jonna, Bob og mange gæster
æder suppe, steg og is
– snart vi kaste skal med ris.

Ugen efter var jeg mægtig spændt på at høre hvordan det var gået. “Jes” fortalte at gæsterne havde moret sig kongeligt over sangen, og “Bent” havde skam grinet højlydt med i den almindelige moro. Ja – hvad skulle han ellers have gjort?

Hvis læserne føler skuffelse over at der ingen konfirmationssange er i denne uges indlæg, beklager jeg det. Der ligger stadig et par gode konfirmationssange på lager, men  jeg foretrækker at lade dem blive liggende til efter jul – til en ny kampagne.

Kunne I lide denne uges historie og sang, så udtryk jeres sympati ved at like og dele på Facebook.

 

Står hjulene nogensinde stille i Sørens Sangfabrik? Lige nu er der forbløffende meget gang i den. Jeg har lige skrevet en engelsksproget sang færdig i dag til en venindes 70-årsdag på lørdag om eftermiddagen, og senere samme dag kommer vi med en sang til en anden venindes 60-årsdag. I forrige uge var der en sang til mine gode venners 5-års bryllupsdag – den stod at læse i mit blogindlæg i sidste uge.

Men det var nu con amore, og det giver ikke bonus i andet end goodwill. Men der kan sagtens være lange døde perioder i sangfabrikken, og personalet ville nok gå i strejke eller finde andre græsgange hvis det var noget han skulle leve af.

Så er det jo godt at sangfabrikken også har rigtig trofaste kunder. To søstre med deres mænd har bestilt et større antal sange hos mig siden den første konfirmationssang i 2002, og der har været 40- og 50-årssange til dem selv og deres søskende, en sølvbryllupssang til venner osv. Jeg skal næsten have mere end to hænder i sving for at tælle dem alle sammen. Den sidste skrev jeg i begyndelsen af september.

I denne uge viser jeg kun to af sangene frem i praleskabet. Det er de to 50-årssange som damerne bestilte til hinandens fødselsdage. Til så gode kunder går det ikke an at levere andet end topkvalitet, så jeg gav den hele armen. Den første sang er den til storesøsteren, og melodien er “Sneflokke kommer vrimlende” – et passende melodivalg på grund af årstiden, men der er ellers ikke frost at spore i sangen ud over et optøet hjerte i første vers, og tonen er kærlig, men ikke uden blik for fødselarens små særheder:

Oh kære søster, hør vor sang!
Og den kan godt bli’ megalang.
For når vi først er gå’t i gang
er der en del at si’e
om hende som er førstefødt,
om hende som en Lai har mødt
som hendes hjerte op fik tø’t .
Ja, hende kan vi li’!

En halvtredsårig konekrop –
skal den mon tunes helt i top
med bungiejump og faldskærmshop?
Nej, det bli’r lidt for stift!
Du hel’re ta’r en cykeltur.
Det passer også mer’ for fru’r.
Og fitnessdamekropskultur
gi’r så det sidste pift.

Men den stod nok på abstinens
hvis symaskinens tråd gik læns.
Du syr og syr og syr imens
det hurtigt ender i
en kludetæppefarvepragt.
For du har over stoffet magt.
Din last er nemlig – omvendt sagt –
blød stofnarkomani.

En anden last – det si’r sig selv
– det er din hang til spisestel
De første 8 har du vel
I kæld’ren stuvet ned.
På loftet og i alle rum
er postelin ad libitum.
Alt ledigt territorium
bli’r fyldt – og du bli’r ved!

Af afkom har I avlet to,
og søde unger blev det jo.
I huset er der blevet ro,
men der er håb for dig:
Når du en gang bli’r bedstemor
bli’r du den bedste Thora Bohr.
Ved barnebarnets puslebord
du hygger dig med Lai.

En myndig kvinde er du vist
Og det må siges her til sidst
at du med al din kvindelist
har få’t din vilje tit.
En storesøster er jo vant
til alt hun si’r skal være sandt.
Protest afværges elegant –
du gør det ganske blidt.

Du kære søster, gi’ den gas!
Vær bare glad og veltilpas.
Nu er her vild festivitas
for du er fyldt 50.
Skønt evigheden forestår
kan vi vist nå at ta’ en tår –
Nu er det her det foregår,
dit tæskelækre læs!

Jeg kan selv godt blive imponeret over hvor god jeg en gang imellem er til at rime (skrev han med ledt rødmende kinder). I denne sang er der meget musik i sproget. Fitnessdamekropskultur. Kludetæppefarvepragt. Postelin ad libitum – alt ledigt territorium. Det er da rigtig godt! Og så slutte sangen med “dit tæskelækre læs”, som ellers vist var en stående vending på linje med “et godt skår” – det bliver da lidt sjovt når det er en midaldrende lillesøster der siger det til sin endnu mere midaldrende storesøster.

Sangen blev som bestilleren ville have den. Jeg kendte godt “Thora Bohr” og hendes mand “Lai” i forvejen, men det var lillesøsteren der gav mig stoffet til et troværdigt portræt af en moden, feminin dame der dyrkede de hjemlige sysler med lidenskab – og motion med mådehold. Jeg var ikke helt med på at verset om “Thoras” godt kamouflerede arrogance og manipulation skulle med, men det syntes Lillesøster det skulle, og jeg synes ikke det gør noget. En skønhedsplet kan godt fuldkommengøre helhedsindtrykket, ikke sandt?

Nogle år senere var  det så “Thoras” tur til at gøre gengæld. Nu var  det lillesøsteren “Merete” der fyldte rundt. Så det var naturligt at sangen skulle være et ekko af den første sang, men ellers er det kontrasten mellem de to søstre der dominerer når man sammenligner sangene. Lillesøster er i fuld fart fremad! Inden I læser og synger sangen skal det lige oplyses at Ferrari er “Meretes” hest, som hun har opstaldet i nabolaget og som hun rider på flere gange om ugen. Melodien er “Lille føl – ved du hvad”, en sang som også handler om ungdommelig sprælskhed:

Søsterlil!
Hør vor sang!
Her er mad og bægerklang.
Nu er her et mægtigt gilde
for her fejrer vi den lille
som for længst er blevet stor –
det er jo Merete Bohr.

Hun er vims
som en mår.
Helt utroligt hvad hun når.
Hun har mange jern i ilden.
Man kan spørge hvad er kilden
til den store energi?
Holder hun da aldrig fri?

Hestetramp
gnister slår.
Rask det hen ad vejen går.
Og Ferraris hestekræfter
gør det svært at følge efter
når Merete gi’r den gas,
højt til hest og godt tilpas.

Deres hus
er så flot
for det bli’r jo passet godt.
Og Meretes mange planer
for hvordan i andre baner
alting om nu lægges kan
bli’r udført af hendes mand

Egen briks.
Hekseri.
Coaching, zoneterapi!
Hvad må Bernhard ikke tåle
stukket af Meretes nåle?
Bli’r han brugt som prøveklud
og som mål for hekseskud?

Løvemor!
Hendes børn
ta’r hun gerne for en tørn!
Og hvis no’n sku’ være slemme
mod dem, får de no’t i klemme
hos Merete – det gør øv!
Så lad hel’re vær’ at prøv’!

Alle os
kan hun li’.
Det er heldigt nok fordi
vi syn’s alle hun er dejlig!
Hun er svær at finde fejl i.
Nu har sangen nå’t sit mål.
Rejs jer op – hurra og skål!

Man bliver næsten åndeløs af al den foretagsomhed. Det er dog vistnok løgn med påstanden om hekseri – det har jeg digtet til. Men hun har en privat healingbiks med zoneterapi og coaching. Resten står også til troende, og såvel den galopperende hest som den vimse mår rammer lige på kornet i portrættet. “Bernhard” er ikke under tøffelen i virkeligheden, men jeg kunne ikke nære mig for at give det hele et ekstra twist. Slutverset sætter tingene på plads, hvis nogen skulle være i tvivl om “Meretes” kvaliteter.

Når nogen bestiller en sang hos mig, bruger jeg god tid på at få alt at vide om festens genstand og om hvilken slags sang man kunne tænke sig. Jeg kan ikke vide på forhånd hvad jeg kommer til at bruge. Somme tider kører jeg forkert, og så er det om igen. “Merete” er en meget kompetent sygeplejerske på det lokale hospice, og det med dødstemaet fik mig på gale veje da jeg begyndte at skrive. Jeg har gemt et par kasserede vers fra min kladde:

Fyldt 50
Ung endnu
Op for os i al sin gru
Går det at det får en ende
Hospice, død – men tøv en kende
Når Merete spiller klovn
Er der sjovt på dødens vogn

Hendes job
kan vær’ trist –
Men hun er skam optimist!
Når en rustvogn har parkeret
og sin last får indleveret
får Merete tidligt fri.
Det’ en ting hun godt kan li’.

Højt til hest,
højt humør
med Merete som domptør.
På Ferraris ryg Merete
galopperer – man må be’ te’
at hun ikke falder af.
Hvor får vi en anden fra?

Det var vist snarere mig der faldt bardus af min flyvske pegasus. Men hesten fik lov at blive i den færdige sang, for den var vigtig.

Det var så alt i denne uge, men det var heller ikke så ringe. Husk at gøre reklame for min blog – giv linket videre til alle I tror der kunne have fornøjelse af at læse om mine spøjse sange.

I sidste uge kunne man læse to af mine allerbedste konfirmationssange, og det er dejligt at der har været mange inde at kigge på dem. En tidligere kollega skrev til mig og spurgte om det var i orden at hun plankede den ene af sangene næste år når hun har en dreng der skal konfirmeres, og det var næsten den største kompliment. Jo, det måtte hun gerne. Men hun måtte også gerne skrive at det er mig der har skrevet den – og det gælder alle der låner mine tekster: lån bare løs, skriv om så teksten passer i jeres kram. Det kan være det der giver startskuddet til jeres egne sangskriverier. Nævn gerne at I oprindelig har hentet teksten hos mig.

I næste uge vender jeg tilbage til temaet konfirmationssange, men denne gang skal det handle om sange der er skrevet i festlig anledning til mennesker der er kommet lidt op i årene. Og hvordan håndterer man så den realitet at der med alderen hele tiden bliver mere fortid og meget mindre fremtid? Som festsangskribent kommer der et punkt hvor man bliver nødt til at gå med listesko.

Jeg har sagen tæt inde på livet i disse dage. En god ven fylder 70 og holder et stort kalas i den anledning på søndag. Vi har altid skrevet festsange til hinandens fester, så han skal også have en denne gang. Men hvordan skal den lige vinkles? Da han blev 60 for ti år siden, var sagen klar: “Rudolf” holdt stædigt fast i den ungdom som han ikke syntes var spor tabt endnu, og han havde lagt sit kønspolitisk korrekte selvbillede som blød mand bag sig. Nu stod den på motorcykelferie om sommeren, nogle uger som rejseleder på ski om vinteren, foruden vinterbadning og maratonløb. Måske var transformationen ikke så ekstrem når man kendte ham ret, men i min sang til 60-årsdagen fik den ikke for lidt. Melodien er “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, som jeg skrev på ganske ofte på den tid, og trofaste læsere vil sikkert genkende nogle af mine favoritklicheer. Sangen var forsynet med fodnoteapparat som gæsterne kunne studere nærmere i en evt. adspredt stund efter sangen var sunget. Noterne står lige efter sangteksten.

Nu holder Rudolf gilde,
for han er fyldt de tres.
Nu har han nå’t den alder
hvor man må vær’ tilfreds.
Han har nu nået ald’rens fylde,
er kommet på den rette hylde
Før var han ung og rask og livlig
Nu sænker roen sig grangiv’lig
              – JUHUU!

I Rudolfs unge dage
– før han blev machomand –
da var han blid og følsom
med kvindesagsforstand.
Han havde sans for kvinders længsler
den slags kan smøre dørens hængsler.
Han håbed’ på lidt steg på krogen.
Som regel var der ikke nogen.
              – JUHUU!

På sine gamle dage
har Rudolf skiftet ham.
Nu er han rå og tjekket,
lidt mere ulv end lam.
Nu har han ganske ændret stilen
sat tape på sikkerhedsventilen
på motorcyklen rundt han tumler
viagrakapslen[1] på han gumler
              – JUHUU!

Og på den Permanente
i vint’rens strenge frost
han kaster sig i havet
– han tåler skam den most!
På svømmetur i bugtens bølger
ej noget tøj hans manddom dølger
Og Mona Lisa glad samtykker:
Det kolde bad er no’et der rykker[2].
              – JUHUU!

Bemeldte Mona Lisa
er rigtig glad for ham.
Hun syn’s at han er herlig,
jo, han er rent namnam!
For vores Rudolf har det hele
det synspunkt kan vi alle dele
Han er naturens mesterstykke
At han er til er alles lykke[3]!!!!
              – JUHUU!

Ja, Rudolf er utrolig,
tænk som han holder ud,
fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose
ved øjet hænger knap en pose
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler
              – JUHUU!

[1] Dementi: Vi må præcisere at vi ikke har belæg for påstanden om Rudolfs anvendelse af dette præparat. Vi er også klar over at jo højere en fødselar kommer op i alderen, jo mere følsom en sag bliver enhver omtale af dette og tilsvarende emner. Men en gæst fra Norge – hvis navn ikke skal nævnes her – forlangte at der i det mindste én gang skulle stå ”Viagra” i sangen. Det ønske måtte selvfølgelig efterkommes.

[2] I en festsang kan der til tider blive brug for et nødrim. Det er tilfældet her. På hvilken måde det kolde bad rykker, og hvilken rolle Mona Lisa skulle spille i den forbindelse – det overlader vi til gæsternes evt. fantasier. I det hele taget har dette vers været genstand for en hel del diskussion. Skulle det med, skulle det ikke med? Men på grund af førnævnte norske gæsts stædige insisteren på at verset var meget nødvendigt for hele sammenhængen i sangen, er det så alligevel sluppet gennem nåleøjet.

 [3] Er det lidt for meget? Måske nok. Men vi vil nødig at Rudolf bliver ked af det til sin store fest!

Ja, sådan syntes jeg godt det kunne gå at skrive for ti år siden. Men nu er sagen lidt en anden i dag. “Rudolfs” helbred er begyndt at skrante noget, og selv kan jeg også så småt begynde at mærke alderdommen nappe mig i haserne. Så tonen i min sang på søndag bliver sikkert en helt anden. Emnet Viagra vil i hvert fald ikke blive berørt, for nu er det jo alvor med den sag! Hvordan min sang falder ud kan I få at se i næste uge.

Faktisk kan jeg ikke huske at jeg har skrevet andre 70-årssange, i hvert fald ikke på stående fod. Derimod har jeg skrevet striber af 60-årssange, og så har jeg også skrevet en håndfuld sange til dem der var rigtig gamle. Bortset fra en sang til min svigerfars 80-årsdag har det været på bestilling af de voksne børn. Det siger sig selv at når man skriver om rigtig gamle mennesker, så er der mere at kigge tilbage på end at se frem til. Tempoet i sangen bliver også “i ro og mag”, som et elsket program for de ældre hed i radioen omkring 1960 – og det faktum at jeg kan huske den slags viser vel tydeligt hvilken vej det også går med mig selv.

Jeg fik en bestilling på en sang til en 90-års fødselar! Det er ikke tit  det sker, og det sker nok heller ikke igen. Det er klart at så er der meget fortid at skrive om. Jeg fik et ordentligt læs oplysninger om den elskelige gamle dame, og jeg advarede på forhånd om at ikke alt nødvendigvis ville komme med i sangen. Det gjorde det stort set alligevel. Jeg skrev ikke mindre end 11 vers på “Der bor en bager”:

Vi holder fest for at fejre Grethe
som bli’r 90, skønt man knap kan se det.
Nu skal hun hyldes med ramasjang!
Om hende handler vor lille sang.

Hun har en fortid – blev født i Døstrup.
Men det blev ikke no’n gå-i-frø-strup
Hun flytted’ snart fra sin fødestavn
og kasted’ sig i storbyens favn.

Men kan en jyde bli’ københavner?
Der vil nok altid vær’ no’et man savner.
Retur gik rejsen til Jyllands jord
da hun blev udlært som jordemor.

Men Grethe fandt nok først rigtig gnisten
da hun blev gift med ham mejeristen.
De sammen avled’ en børneflok.
Som jordmormand var han intet pjok!

I årevis, altid uden varsel,
har NSU’en kørt vor mor til barsel.
Men dygtighed har hun fulgt sit kald
så byen holdt sit befolkningstal.

I deres fritid, den ting er givet,
holdt far og mor mest af campinglivet.
For den som ta’r ud på campingtrip
ser længere end sin næsetip.

Af Harald Lauesen og Günther Hansen
fik Grethe lært kunstnerpenslens dansen.
Og hendes evner – hun er en ørn!
bli’r delt af børn og af børnebørn.

Hun havde før en stor flok veninder.
Men nu af flokken det stadig svinder.
En ting som faktisk er tem’lig trist:
Hun er næstældste Soroptimist.

Men Grethe holder selv stadig skansen.
Hun er så langt fra gå’t bag af dansen.
Hun fører an i sin læseklub
for læsning sætter i hjernen skub.

Hun har det godt i sin andelsbolig.
Og børneflokken, den møder trolig
op på adressen og siger hej
– for det’ et sted hvor man hygger sig!

Til slut er der kun en ting at sige:
Vor Grethe er bare uden lige!
Og nu har sangen vist nå’t sig mål.
Så det er tid til hurra og skål!

Nogen “lille sang” blev det vist ikke. Men nu skulle den heller ikke bruges til et gilde hvor det gjaldt om at komme hurtigt videre – det måtte tage den tid det tog. Bestillerne var vældig glade, og – allervigtigst – den  gamle dame var det også. Sangen havde været en stor succes blandt den forsamlede slægt som var kommet for at hylde matriarken, og de dvælede gerne ved hendes lange livshistorie. Nutiden ridses også lige op. Derimod er der ingen grund til at nævne fremtiden, i hvert fald ikke direkte.

Selv synes jeg at en god sang ikke er længere end nødvendigt. Men når man bestiller en sang hos mig, så skal det være den sang som kunden beder om. Jeg synes også der er lyspunkter undervejs: ikke dårligt at rime Døstrup med gå-i-frø-strup. Og den med at jordmormænd skulle være mindre maskuline end andre er ganske vist en gammel kliche, men måske var der stadig nogen til stede der ikke havde hørt den endnu.

Og så har jeg også brugt min taletid denne gang. I næste uge vender jeg tilbage med løst og fast om konfirmationssange. I får også et kig på min sang til “Rudolf”. Husk at like og dele på Facebook!