Måned: december 2020

Årets sidste indlæg i Sørens Sangfabrik er også skrevet til en 70-årsfest. Det er en hyldestsang til en fantastisk kvinde som gør en forskel for en masse mennesker i Haderslev i mange forskellige sammenhænge. Hun leder byens største genbrugsforretning med mindst 70 frivillige. Desuden er hun er et meget aktivt medlem af bestyrelsen i Haderslev Musikforening og nodearkivar i Haderslev Lærerkor, og jeg kender hende fra begge sammenhænge. Vi var ilde stedt hvis ikke vi havde Lone. Hun er utrolig initiativrig, arbejdsom og pålidelig – egenskaber hun må have haft fantastisk gavn af i sit virke som bibliotekar. Jeg tvivler på hun har følt den store forandring i sit liv efter hun gik på pension, for det er stadig bare fuld skrue for hende, og sådan kan hun lide det. Så selvfølgelig skulle hun have en hyldestsang hvor der blev sagt tak for alt det hun betyder for os.
Melodien kan yngre læsere høre på dette link.

Hyldest til Lone

Mel.: Vi plukker fløjlsgræs og riddersporer

Midt i de fæle coronatider
da Lone rent faktisk fyldte rundt
blev festen udskudt, men nu omsider
er vi mødt her ud’n at frygte ondt.
Ja, det er godt at vi nu kan fejre
at Lone er lidt mer’ end halvfjerds,
men hun er langtfra en gammel hejre!
Nu skal hun hyldes i et par vers.

I fart på cykel, på sine flade,
altid så vims, færdes så gesvindt,
mens bag en lidt seriøs facade
der gerne lurer en humorsplint –
såd’n ser vi Lone. Hun aldrig skuffer,
hun er pålideligheden selv,
for os et anker, spørg ikke hvorfor,
det er jo bare et svineheld.

Ja, Lone holder skam alt på sporet
som en superb bibliotekar.
Og hvordan gik det mon Lærerkoret
hvis hun ikk’ var der – den sag er klar:
De hundredvis brune konvolutter
med noder ude i fri trafik
blev hurtigt væk når glemsomme gutter
sku’ stå for det – det blev ren tragik.

Og oveni har hun andre sager:
Musikforening, genbrugsbutik.
Den ting som hun nok helst varetager
er hygge sammen med Kaj, mon ikk’?
De elsker fodbold – nu vil vi larme
som om lokalholdet scored’ mål!
Gi’ en salut af de rigtig varme!
Rejs jer nu op – råb hurra og skål!

Mine læsere er feinschmeckere som ikke behøver at få fremhævet de gode steder, men jeg kan alligevel ikke lade være med at rose mig selv for et par ting eller to.

Portrættet i andet vers rammer rigtig præcist med få streger. Alle der kender Lone ser hende for sig. Jeg er sikker på at det også rammer Lones eget selvbillede, og det er vigtigt at ros virker berettiget. Ankeret som billede er jeg også godt tilfreds med.

I tredje vers er vi så nede på jorden igen med det trælse arbejde Lone må have med at holde styr på korets noder, og hurra-og-skål-formularen i fjerde vers er også ligetil og patosfri. Lone blev glad for sangen, og jeg er sikker på at hun godt kunne undvære at skulle krølle tæer over en sang der var lidt for meget.

Læserne har måske undret sig over den ret naive glæde over afsluttet coronaepidemi i første vers. Men sangen blev skrevet lige før den anden nedlukning i september, og festen fandt sted på selve dagen hvor de stramme regler om brug af mundbind trådte i kraft. Faktisk oplevede vi at møde op til velkomstdrink, fri mingling og indledende øvelser før spisning – hvorpå vi på slaget tolv trak mundbindene op, satte os til bord og trak dem ned igen. Min borddame gav mig diskrete dessiner på mundbindets rette anvendelse. Den blå side ud, giv næsebøjlen et klem – så dugger brillerne ikke så meget.

Ja, det var dengang i den næsten sorgløse periode hvor danskerne “dansede med coronaen” og egentlig regnede med at det hele kunne være overstået i løbet af et par måneder. Nu er vi så på den igen, så jeg vil slutte med at ønske læserne et godt og smittefrit nytår.

Ikke sandt?! Det er da en titel der vil noget! Jeg har lært et og andet om clickbait der fungerer.

Der er også fuld dækning for overskriften i ugens sang, men måske ikke som nogle af læserne troede. Det drejer sig om en sang skrevet for egen regning til en af naboernes 70-års fødselsdagsfest, og som det vil fremgå, er han blevet en særdeles flittig golfspiller efter han er gået på pension som falckredder.

Alle naboer var med til festen først i september, da coronaen lige var på spring igen, og maskepåbud inden døre var en nyhed. Heldigvis kunne festen gennemføres, og vi sang endda min sang mens vi sad på vores pladser. Ja, det var tider!

Valg af melodi faldt mig let. Det skulle naturligvis være “Skamlingsbanken”, for festen blev holdt i Emmas Have, som ligger måske halvanden kilometer i luftlinje fra Skamlingsbanken, og under hele brunchen havde jeg udsigt over til banken med flag og søjle på toppen i herligt solskinsvejr. Maden var også fremragende, så jeg reklamerer med stor fornøjelse for det glimrende spisested.

Melodien synes jeg også passer meget godt til en 70-årssang. Vi ældre var godt repræsenteret blandt gæsterne, så jeg kunne være fuldstændig sikker på at rigtig mange kendte melodien fra de mange søndag eftermiddage i Giro 413 i 60’erne. Nederst har jeg lagt originalteksten til oplysning for unge læsere. Det er en sentimental sag om tilbageblik på ungdomsminder fra fødestavnen, så det kunne ikke passe bedre til lejligheden, og samtidig er melodien også lige såpas for meget til at den lægger op til selvironiens troldsplint. I kan høre originalen på dette link.

Pers 70-års fødselsdagsfest

Mel.: Skamlingsbanken

Tænk at vi er inviteret her til gilde
fordi Per netop har rundet de 70.
Til for nylig var han blandt de unge vilde.
Det med alderen er kommet lidt på tværs.
Inden i ham ulmer stadig ungdomsflammen,
selv om han for længst er blevet pensionist.
Som os andre må han bare ta’ sig sammen –
Det er godt hvad livet gemmer på til sidst.

Nu’ det sket med al den flintren efter damer
som gi’r unge rastløshed og åndenød.
Per må nøjes med avisernes reklamer,
og hans kone Erna er jo også sød.
Som de fleste andre mandfolk her på vejen
får han afløb for de drifter som han har
gennem ukrudtsfjernelse og gadefejen.
Bilen passes også godt, den sag er klar.

Per er rigtig flittig til at svinge køllen
når han stædigt høvler sig golfbanen rundt.
Og bagefter matchen nyder han så øllen
med de andre golfere, og det er sundt.
For når banens skuffelser har rynket panden,
så kan Per få omspil på det nit’ne hul.
Og hvad det angår, der er han bare manden
som sku’ ha’ et handicap på næsten nul.

Per ku’ være blevet noget ved musikken.
Han har spillet som en gud på sin trompet.
Men i stedet blev det Falck, fordi trafikken
også kræver ofre – og så var det sket.
Men i Vojens har de et Brandværnsorkester
hvori Per har været deres hovedkraft.
Og man si’r om ham at såd’n en tonemester
har de faktisk aldrig nogensinde haft.

Det er fortid. Minder har man lov at have,
også selv om den slags tanker falder svært.
Men i dag, da ved vi godt hvad vi skal lave
fordi heldigvis er Per den gode vært.
Og her sidder vi nu, Pers de bedste venner.
På buffeten har vi sikkert snart gjort kål.
Per skal hyldes, det er sådan sangen ender.
Rejs jer op, gør klar til hip hurra og skål!

Det er en sang med både smil og vemod, nutid og fortid, ungdommens galskab og alderdommens resignation. Jeg spurgte den nabo til råds som er mest bedsteven med “Per”. Det var ham der fortalte mig hvilke utrolige mængder golf “Per” er begyndt at spille – tilsyneladende med ringe succes. Han ville i det hele taget gerne have meget mere dril med i sangen end det blev til, for heldigvis er det min egen sang og ikke skrevet på bestilling. Men han fortalte også at det var på Skamlingsbankens traktørsted at “Per” for første gang løb ind i “Erna” til et bal og det sagde bang. Det kunne godt have fortjent også at få et par ord med på vejen i sangen, men så meget desto mere passende synes jeg melodien så må være.

At “Per” spiller glimrende på trompet fik jeg anledning til at høre for snart mange år siden da parret holdt sølvbryllupsfest, og Brandværnsorkestret troppede op og gav et par numre til bedste. Det havde været lige før at “Per” kunne have gjort musikken til levevej engang, fortalte naboen – “Per” jammede til tider med tilrejsende jazzbands efter deres koncert længe efter han var begyndt hos Falck. Men det er fortid, og parret kan i løbet af et par år fejre guldbryllup. Faktisk er vores vej snart et guldbryllupskvarter, Lotte og jeg er lidt bagefter de andre på det område.

Julen står for døren, og det gør coronaen også. Jeg håber alle læsere kommer helskindede og smittefri gennem de næste hektiske uger. I næste uge kan I læse årets sidste indlæg, endnu en veldrejet 70-årssang.

—

Skamlingsbanken

Melodi: P. Würck – Tekst: Th. Berg

Hist hvor kornet gyldent bølger sig for vinden,
og hvor bøgeskoven venligt titter frem,
hvor min moder kyssed’ tårerne af kinden,
ligger nu i dag mit kære barndomshjem.
Skønt det næsten er en men’skealder siden,
jeg som attenårig purk derhjemme stod,
har min tanke dvælet ved det hele tiden,
lige fra den stund, da jeg mit hjem forlod.
Fra det fjerne, hjem til Danmark, iler tanken
med de lyse minder om hver sorgløs dag,
jeg har tumlet mig i leg på Skamlingsbanken,
Skamlingsbanken, barndomshjemmet langt herfra.

Jeg er gammel, og nu har jeg kun tilbage
søde minder fra det kære, gamle land,
minder fra de glade lyse ungdomsdage,
som jeg aldrig i mit liv forglemme kan.
Fremfor alt, af denne verdens største goder
har jeg ejet her en gang på denne jord,
en elskværdig, flittig fa’r og kærlig moder,
men nu er de borte, både fa’r og mo’r.
Fra det fjerne …

O, hvor husker jeg endnu den smukke pige,
hun, som var mit et og alt, da jeg var ung,
som forlængst er vandret til de dødes rige,
og hvis tab har gjort mig livets gang så tung.
O, hvor føler jeg mig dog forladt og ene,
til den dag, thi tiden er vist grumme nær,
jeg herovre lægge skal de trætte bene,
langt fra hjemmet, og fra den jeg havde kær.
Fra det fjerne …

Hvad stiller man op når man får en bestilling på en festsang der skal synges i et intimt selskab hvor kun nærmeste familie er til stede, mange er børn, og ingen af festdeltagerne er de store sangere med et suppe-steg-og-is-orkester til at give rygvind?

Den udfordring fik jeg i denne uges bryllupssang, som blev skrevet til et lille bryllup for nylig med vielse på rådhuset og familiekomsammen bagefter. Det var helt uformelt, og næsten halvdelen af de tilstedeværende var børn og småbørn. Faktisk var brylluppet også at betragte som brudeparrets få måneder gamle barns navngivningsfest – så var den også klaret.

Brudeparret havde mødt hinanden i Århus, hvor de begge arbejdede på samme restaurant, han som kok, hun som tjener. For ikke så længe siden er de flyttet til Herning, hvor bruden stammer fra. Gommen har en datter fra et tidligere forhold, og hun er også del af den lille familie. Det var gommens far der bestilte sangen, og han syntes godt der kunne blive plads til lidt dril af den udlærte koks til tider uheldige omgang med sine knive. Bruden var selvfølgelig fredet!

Første udfordring var melodien. Familien kan godt lide at synge ved festlige anledninger – ellers var sangen selvfølgelig aldrig blevet bestilt. Men deres repertoire er begrænset, fortalte gommens far. Og børnene måtte gerne kunne genkende melodien, selv om ingen af dem kan læse endnu. Der er mange gode melodier i “De Små Synger”, også enkelte sange med linjer af en længde der gør det muligt at skrive nogenlunde mundret og forståeligt. Faktisk har jeg skrevet to gode bryllupssange på “Jeg en gård mig bygge vil”. Men denne gang valgte jeg det helt sikre – melodien alle med garanti kender:

Mel.: I en kælder sort som kul

1. Vi har bryllupsfest i dag.
Emma med sin Jørgen
har på rådhuset sagt ja!
Bag dem smækked’ døren…
Si’r man A, må man si’ B
og vi ønsker dem succes.
De må blankt erkende
singlelivets ende.

2. Men I må forstå os ret,
her er ingen fare.
For de to har jo ramt plet
og de er så rare.
Lille Helga er så sød
hun gør os om hjertet blød
Og nå ja, for resten,
I dag er navnefesten.

3. Og den lille børnetrop
ser de voksne larmer.
Vi skal se dem vokse op
og den tanke varmer.
For de tegner rigtig godt,
og for dem vi håber blot
på at klimakrisen
ikke smelter isen.

4. Jørgen er en børneven
som forstår at lege.
Og i køk’net er han den
som skal kødet stege.
Han er lidt en mesterkok
og har stadig fingre nok,
men de skarpe knive
skal nok fra han blive.

5. Også Emma har forstand
på at kokkerere.
I et køkken hun og han
lod sig kurtisere.
Hun var tjener, han var kok
og da de fik flirtet nok
flyttede de sammen
til liv i fryd og gammen.

6. Liv i Herning, den er go’!
syn’s i hvert fald Emma.
Jør’n si’r: Her kan jeg godt bo,
det’ ikk’ no’et dilemma.
Så nu søger de et hus
til et liv i sus og dus
med en stor familie
hvis de får der’s vilje.

7. Storesøster Ellen har
også plads i hjemmet,
for hun elsker jo sin far
og har nu forfremmet
Emma til sin bonusmor,
Det’ en ære som vi tror
Emma aldrig svigter.
Kærlighed forpligter.

8. Nu er vi ved sangens mål:
Brudeparrets hyldest.
Efter hurraråb og skål
andet vil ske fyldest.
Brudearm om gommens hals –
skal der danses brudevals?
Først skal vi nu spise.
Slut på denne vise!

På den måde kom det hele med. Bedsteforældreperspektivet, børnene, kærligt drillende hilsen til sønnen, rosen til svigerdatteren, den uhøjtidelige ramme.

Sproget har jeg også lagt langt fra det stive, formelle. Ikke at det nogensinde har plaget mig, men det er første gang jeg har kastet mig ud i at skrive “Liv i Herning, den er go’! / syn’s i hvert fald Emma. / Jør’n si’r: Her kan jeg godt bo, / det’ ikk’ no’et dilemma.”

Og hvordan gik det så? De fik en dejlig fest, og de var glade for sangen. I sidste vers antydes der noget om ritualerne ved et bryllup som skal “ske fyldest” – jeg tænkte på slipse- og sokkeklipning, tallerkenbankning – og først og fremmest brudevalsen. Ingen af delene fandt sted, men maden var god og selskabet godt!

Jeg håber I også har hygget jer med at være til meget lille globryllup i dette indlæg. I næste uge kan I læse – og synge – en sang i en anden hovedgenre: den runde fødselsdag. Vi ses!