Kan jeg virkelig blive ved med at vise den ene pragtfulde sang frem efter den anden i en uendelighed her på bloggen? Det begynder også at tynde ud i bunken, men nogle uger kan jeg holde den gående endnu inden jeg udelukkende kan vise mine nye sange frem. Jeg har en del bestillinger.
I denne uge kan I læse og synge en sang jeg skrev til en meget god vens 60-års fødselsdag. I forvejen havde jeg skrevet sange til hans og fruens sølvbryllup og samtlige deres tre børns konfirmationer – foruden til fruens 50-års og 60-årsdag. Alle sange hvor jeg gav den hele armen, og I kan finde dem i tidligere indlæg. Denne sang måtte bare ikke være ringere end de andre – og det blev den heller ikke. Men den blev privat i indholdet, så det kan være nyttigt med et par oplysninger:
Jeg har været venner med fødselaren siden først i 70’erne, hvor vi mødte hinanden på Lier Sykehus, et psykiatrisk hospital tæt ved Drammen i Norge. Der arbejdede han og jeg i rigtig mange af vores ferier som vikarer for de faste plejere. Det var et gammeldags sindssygehus med masser af kroniske patienter, og forbløffende mange af dem blev lagt i bælte om natten. “Jespers” og min indsats inden for psykiatrien var kun den der kunne udøves uden uddannelse: rengøring, madservering, få patienterne op om morgenen og i seng om aftenen osv. Vi var ganske unge mennesker dengang, og de barokke oplevelser kunne godt være hård kost. Jeg syntes absolut det var værd at nævne i sangen at vi havde en fortid sammen i psykiatrien, men der var ingen grund til at overdramatisere. Omvendt tror jeg nu ikke “Jesper” ligefrem har bragt nogen patient i “glædesrus”. Det var ganske andre kemikalier patienterne blev omtågede af.
(Mel.: Sneflokke kommer vrimlende)
Oh kære Jesper, hør vor sang!
Og den ku’ godt bli’ megalang.
For når vi først er gå’t i gang
er der en del at si’
om mod, om initiativ,
om hund og børn og ægteviv
og lediggang og arbejdsliv
– for dig kan vi jo li’!
Hvor skal vi starte vort portræt?
Det valg er faktisk ganske let,
for Jespers liv tog sig afsæt
på Lier Sykehus.
Han viste sit naturtalent:
Hver psykiatrisk patient
om de så var i bælte spændt
blev bragt i glædesrus.
Og så blev han til snu jurist.
Han altid vandt hver tvivlsom tvist.
Med snusfornuft og thybolist
har han sig klaret tit.
Er sagen svær, klienten klam –
så pyt, den klarer vi for ham!
I jura er det ingen skam
at gøre sort til hvidt.
Rent biologisk har han gjort
hvad der skal til af småt og stort
Merete lod han passe ror’t,
men dog med vetoret.
Og deres kønne, kloge børn
beviser han har ta’t sin tørn.
Til haven er han ingen ørn
– al skønhed har en plet.
Mod fjeld og fugle står hans hu.
Og Trofast, som de har endnu,
gør sjældent det han si’r den sku’,
men han er glad for den.
Og meget andet ku’ man si’
om det han gør når han har fri.
Men først og fremmest mærker vi
han er en rigtig ven.
Er Jesper vores kammerat?
Det syn’s vi nok, og vi må snart
få løftet glasset i en fart
og gi’ ham en salut!
Så lad os hylde Søndergaard!
Nu er det tid at ta’ en tår,
for evigheden forestår,
men denne sang er slut.
Det er da en sang der har sine gode sider! “Og Trofast, som de har endnu, / gør sjældent det han si’r den sku’, / men han er glad for den” – det er vel ikke umiddelbart grinagtigt, men alle i selskabet kendte familiens tåbelige og ejegode hund. Hele familien elskede den hund, mens alle gæster i huset syntes den var enormt plagsom. Portrættet af “Jespers” virke som jurist og hans rolle som pater familias ligger heller ikke langt fra den faktuelle virkelighed.
Den gode sang var blot et enkelt godt indslag i det der blev en uforglemmelig fest. De pæne jurister holdt fantastiske taler og gik mere og mere i opløsning sidenhen. At en af gæsterne fik en tallerkenfuld aspargessuppe hældt ned over sig var ikke udelukkende hans egen skyld, og han bar det spolerede festantræk med værdighed resten af festen. På plussiden kan nævnes at ingen ægteskaber gik op i limningen på grund af usømmelig adfærd ved den anledning. Alle, både unge og gamle, morede sig fantastisk, og de gamle blev som unge igen.
Vi ses i næste uge!