Nej, kære læser – jeg har ikke glemt at Sørens Sangfabrik godt kan trænge til et par nye indlæg. Der er ikke sket noget i min blog i et års tid, men nu føler jeg det er min pligt at lægge et par konfirmationssange ud som jeg skrev sidste år. For konfirmationstiden nærmer sig med raske skridt – tiden går jo, som man siger – og så sidder der sikkert bedsteforældre, tanter og onkler rundt omkring som føler sig kaldet til at medbringe en velskrevet lejlighedssang der skamroser konfirmanden. Men hvad skal man så stille op? Der er mange for tiden som tager et smut forbi Sørens Sangfabrik – i den sidste uge hele 86, hvilket ikke er så lidt når det gælder en blog som længe har ligget stille. Jeg er sikker på trafikken skyldes søgende sjæle i bekneb for en konfirmationssang de kan planke, og det skal de bare være velkomne til. Det vil glæde mig hvis der sidder 20 konfirmander på Danmarks allersidste store bededag og vrider sig på stolen af generthed over en kraftigt rosende sang om dem som jeg har forfattet det meste af. Husk lige at skifte konfirmandens navn ud inden I trykker!
Jeg skrev min første konfirmationssang i 1997, og jeg har ikke tal på hvor mange det er blevet til siden. Sidste år skrev jeg tre, og nu sidder jeg og venter på årets bestillinger. Den sang I kan læse og synge i dette nummer af sangfabrikken synes jeg selv er den bedste.
Jeg blev bestilt til at skrive en sang til konfirmandens storebror for et par år siden, og den blev også god. Nu gjaldt det så pigen i midten af en børneflok på tre, og hende kunne bestilleren heldigvis fortælle en del om – hun er en spændende pige der tegner og maler på livet løs (vandt endda tegnekonkurrencen “DM i tegning”), syr egne modeller på en symaskine i sin “krea-kælder”, spiller nydeligt på cello (trods et hørehandicap) mens hun beundres af husets to katte, bager læssevis af lækre kager – og så er hun utrolig glad for sin familie og sin hjemby. Der var nok at tage af for en gammel rimsmed.
En konfirmationssang skal gerne synges på en melodi som konfirmanden selv kan synge med på, så melodien blev “Når en peberkagebager bager peberbagekager”:
1. Tænk en gang, nu er Christine
konfirmer’t, og i sin fine
kjole sidder hun så her som
festens midtpunkt på sin stol.
Se hvor gavebordet strutter
af de fede konvolutter!
Det er ikke sært Christine
stråler som en lille sol.
2. Om Christine kan man sige
at hun er en herlig pige,
og hun imponerer ofte
med sin kreativitet.
Men hvem havde mon gjort regning
på hun vandt DM i tegning?
Ja, hun har en hittepåsomhed
som aldrig før er set.
3. Når Christine går og bager,
bli’r det lutter lækre kager.
Hendes evner som konditor
ligger bare helt i top.
Man sku’ tro at hun ku’ trylle
når hun sprøjter med sin tylle,
og hver slikmund sørger for at
alting nok skal bli’ spist op.
4. Hendes allerbedste venner
er to katte, og det hænder
næsten aldrig at de savnes
hvor hun sætter sine ben.
De om hende tæt sig smyger
mens på celloen hun stryger,
og især er Katalina
bare hendes øjesten.
5. Hvad mon fremtiden kan gemme
for Christine? Vi vil stemme
på hun får et hus på landet
med en kat og måske to.
Og fra hendes krea-kælder
symaskinen hidsigt smælder
mens den udspyr kreationer
der får verden til at glo.
6. Men hvis verden går og venter
på at se hendes talenter,
kan den godt tro om igen,
Christine bli’r her hvor hun er.
Tistrup er jo midt i verden,
Vores by er bedst, det er den,
alting trives mens det suser
friskt af vestjysk blæsevejr.
7. Det syn’s vi, det syn’s Christine,
så må andre gå og grine,
men i dag da har vi fest og
her er faktisk rigtig rart.
Så fyld bare lidt i glasset
– nå, det bli’r vist flittigt passet!
For nu kommer sidste vers, så
der skal skåles ganske snart!
8. Vi kan alle li’ Christine
hver en fætter, hver kusine,
hendes bror og søster, far og mor,
og ganske specielt
hendes mormor, hendes morfar.
Rejs jer op, hold jeres glas klar!
Gid at hun må længe leve,
skål for hende, vores helt!
Al skønhed har en plet. Bestilleren, som bestemt ikke er tabt bag af en vogn og har god smag, var lidt kritisk over for syvende og ottende vers, og jeg er enig i at der ikke sker alverden i syvende vers. Folk kan godt gå død i en alenlang sang uden krudt i versene. Men jeg fik lov til at lade pointeringen blive stående af den rørende lokalpatriotisme mens sangen landede tilbage i her og nu. En anden ting jeg selv godt synes om i sangen er den hidsigt smældende symaskine. En ting der vist passer meget godt på teenagepigetemperament.
Så nu er det bevist at der stadig er liv i Sørens Sangfabrik. Hvis der skulle være læsere derude som ikke finder noget herinde på hylderne de selv kan gafle til deres egen sang, så må de bare henvende sig til mig, og jeg skal nok få en sang færdig til tiden. Jeg er ikke billigst, men I er sikre på at få en sang der fungerer.