Måned: august 2018

Jeg har en sikker fornemmelse af at alle læserne af denne blog udmærket kender til min fortid som ansat på VUC Syd – skandaleskolen i Haderslev. Radio 24/7 og aviserne har haft en fest med afsløringer af den tidligere ledelses overforbrug, problemer med gennemførelsesprocenter og lave karakterer, lærere uden kvalifikationerne i orden osv. Der har været nok at tage fat på – selv slap jeg akkurat ud i tide da jeg tog pensionen, men for dem der blev har det ikke været alletiders. En trøst er det så at nu kan det kun gå fremad, og måske kan skolen igen blive den skole den kunne have været hvis ikke det hele var begyndt at gå skævt for efterhånden mange år siden. For det kunne være gået anderledes. Dette indlæg i min blog handler om en personalerevy vi lavede i 2005 – en revy der blev til af rent og skært overskud af arbejdsglæde. På billedet ser I forsiden af programmet, og det giver et godt indtryk af den fornøjelse vi havde med at få revyen op at stå.

Revyen blev lavet til pædagogiske dage vi skulle holde på Rømø, hvor det vigtigste formål var at ryste personalet sammen. De fem små, men velfungerende VUC’er i Sønderjylland var slået administrativt sammen til en kæmpeinstitution nogle år før, og det kneb stadig med at få alle til at føle sig som integrerede og omstillingsparate til de nye tider. Især var vi ikke vante til topstyring, og vi var en ikke helt lille flok medarbejdere der på eget initiativ fandt på at lave revyen som underholdning til den sidste aften.

Revyen kom til at indeholde en blanding af sketches og sange om livets gang på institutionen, de mange pudsige absurditeter, men ikke noget der kunne betragtes som andet end venlig ironisk distance til ledelsens noget firkantede måde at gøre tingene på. Vi holdt prøver i en måned og skrev på livet løs.

Jeg havde to sange med i revyen. Den ene var foranlediget af indførelse af en ny rygepolitik på skolen. Indtil da havde rygerne haft husrum inden døre hvor de kunne dyrke deres tilbøjeligheder, men nu skulle det altså være slut med det – rygekantinerne blev nedlagt, og rygerne blev forvist til udendørs områder, hvor der udfoldede sig et gevaldigt leben. Jeg skrev denne sang i toget på vej hjem fra noget kursusværk i København – melodien er “Den sidste Turist i Europa”, og hvis I vil høre originalen, kan I klikke på dette link.

Jeg ka’ li’ at få en smule røg på skolen.
Der er intet bedre end en god cigar.
Når man står og får en enkelt smøg i solen,
bli’r man frisk, og tanken, den bli’r atter klar.
Andre drikker øl og sprut så hatten passer.
Hver har jo sin last, og jeg har også min.
På en måde er man en slags samfundsnasser
hvis man ikke elsker røg og nikotin!
Nu er det sket med at ryge på skolen.
Nu’ det forbi med et fedt pausehvæs.
Vi skal vær’ sunde, såd’n lyder parolen –
Bevar’s, min stemme bli’r nok mindre hæs.
Men husk, hver gang man har brudt banderolen,
så får man del i et stort fællesskab.
For vi er faktisk de fleste på skolen
som ka’ li’ at slappe af med smøg i flab!

Ude i det fri har vi få’t anvist helle
som et andet indianerreservat.
Og her står vi sammen, hver en rygefælle,
selv så ryger jeg mig helst en Advokat.
Mens vi står der, ser vi inde bag ved ruden
et par røgfri stakler sidde hist og her.
Det ser ret så trist ud, de må klar’ sig uden
os som tåler regn og frost og kolde tæ’r.
Der er så underligt tavst i kantinen
– jeg tror de savner en god passiar.
For os der ryger, vi har jo rutinen
i at hygge trods lugt af cigar.
En skole trives med snak og med grinen,
og kan det undvær’s, nej hvor vil I hen?!
Og der bli’r dejligt i rygekantinen
når den rejser sig af asken igen!

Nej, det er langt fra en fællessang. Men en kollega gav den hele armen med recitation og sang a la Lulu Ziegler. Det var dejligt at høre min gode tekst blive forløst på den måde.

Den anden sang jeg kom med, havde jeg skrevet til en tidligere lejlighed, men den passede rigtig godt ind her. En anden kollega fik hippieparyk på hovedet og gav den rigtig godt i rollen som den prototypiske unge kursist der kæmper med at få SU’en til at slå til samtidig med at det kan knibe med motivation for skolegang når der er så mange andre ting der er sjovere – alt sammen tilsat et skud selvmedlidenhed. Sangen kaldte jeg “SU Blues”, og den gik på “House of the Rising Sun”. Ifald melodien er ukendt, kan I høre en udgave her.

Jeg lever kun af SU.
Det er så synd for mig.
Jeg gumler på det tørre brød
med dåseleverpostej.

Min mor, hun går på bissen.
Min far er død i fjor.
Men jeg skal leve af SU
– det’ værre end min mor!

Jeg kommer tit på skolen.
Jeg går til otte fag.
Jeg læser lektier natten lang,
jeg pjækker den halve dag.

Hvis nu fraværsprocenten
sku’ krybe læng’re op,
så skælder studievejleder’n ud,
og forstander’n får en prop.

Når læseferien kommer
og græsset det bli’r grønt,
så er det slut med terperi,
så skal jeg ha’ det skønt.

Så er det slut med bøger,
kopier og det pjat
– så skal den ikke ha’ for lidt
nede i byen i nat.

Jeg lever kun af SU.
Det er så synd for mig.
: Jeg gumler på det tørre brød
med dåseleverpostej. :

Min kollegas hippieparyk afspejlede godt den stemning der var da revyen blev opført – der var masser af peace, love and understanding. Chefen sagde også at han havde moret sig. Det lå lige for at gentage succesen til det næste store pædagogiske tamtam, alle der var med havde haft en dejlig følelse af stor forløsning. Men sådan kom det ikke til at gå – næste gang vi prøvede at mobilisere skolens talenter var der pludselig alting i vejen. Intet kunne lade sig gøre. Det blev et engangsknald. Siden gik det bare ned ad bakke med skolens arbejdsklima, og det var ærgerligt, for det kunne sagtens være blevet anderledes med det hele.

I næste uge skriver jeg igen om revyer, men det bliver de revyer vi prøvede at få op at stå på det lille VUC i Haderslev inden sammenlægningen i 2000. Der er også noget guf at glæde sig til.

Alle kan rime. Prøv selv at lave alle de rimord I kan på -å: stå – tå – foregå – lå – må – nå – få – skrå – på osv. Der kan laves rigtig mange, og jeg sidder tit og laver den slags lister for at finde på en måde der kan fortsættes på, eller evt. bestemme mig for at skrive noget helt andet. Bare I ikke gør det for indviklet for jer selv, så skal I nok finde et rim der kan bruges, og somme tider kan rimet føre jer videre i en uventet retning  der gør det hele bedre.

Efter vi blev gift for de mange år siden følte jeg næsten at jeg kunne gå på vandet, også når det handlede om at skrive rim. Min kone havde en god veninde der skulle giftes senere på året, og vi blev inviteret til deres bryllup. Bruden var skolelærer i Odense og boede under meget beskedne forhold, men hun havde fået gaflen i en lovende ung sagførerspire fra Esbjerg, de var flyttet sammen i en flot strandvejsvilla, og nu skulle de så giftes med pomp og pragt. Jeg følte mig kaldet til at komme med en sang. Gommen var langt ude i familie med forfatteren H. V. Kaalund, som ud over “Fabler for Børn” (1845) også er fast inventar i Højskolesangbogen med “Paa det Jevne”. Den blev sunget meget i min skoletid i det nøjsomme Thy, og den hang mig noget ud ad halsen. Men til ære for gommens fine familieskab besluttede jeg mig for at skrive på melodien til denne ikke helt ukomplicerede sang, hvor hvert vers har 2 x 4 rim. Intet mindre kunne gøre det. Det var et arbejde der trak tænder ud, men det lykkedes mig at få skrevet denne tekst:

Sanne er en lækker skude,
Per, han er en herlig mand.
Man af rørelse ku’ tude!
Jubel over al forstand!
End’lig fandt de no’n der du’de
Andre er det rene vand.
Sjældent har man set et brude-
par der gik så godt i spand.

Nu er Sanne smal om livet –
snart hun fylder nok lidt mer’!
Sødt med bajsen pusler sivet,
Per, han vasker ungens bleer.
Ja, vi ta’r den ting for givet,
at de sikkert snart bli’r fler!
Den slags hører med til livet,
det er den slags ting der sker.

Engang havde hun et hummer,
nu har Sanne mere plads.
Det har kostet dyre summer,
deres gule strandpalads.
De trak vist et heldigt nummer –
man hos dem bli’r godt tilpas.
Rundt i haven bier brummer
mens man får et lille glas.

Per og Sanne, Per og Sanne –
vi i dem har stort behag!
Ja, det må vi bare sande,
det er jo en afgjort sag!
De er bare pot og pande –
snart sig løfter kroens tag
når vi råber, Per og Sanne,
et hurra for jer i dag.

Er det en god sang? Jeg synes det ikke helt. Men jeg fik da min lyst styret til at tumle med de mange rim. Der er et par gode steder i sangen, men rimtvangen har også ført til kedeligt fyld. Første vers har noget: lækker skude – herlig mand – tuderi af rørelse. Det er så meget for meget at det er sjovt. Men de sidste fire linjer er der ikke mange vitaminer i. Det er det samme med andet vers – der står noget i de første fire linjer, men ikke i de sidste. Tredje vers er også tyndt (bierne der brummer i haven har lige antydningen af poesi), og fjerde vers er ren kliché og gang på stedet. Så det er ikke helt uden at jeg krummer tæer over gensynet med denne sang. “Vi i dem har stort behag” – hvad er det for en slags sprog? Melodien er også ulideligt selvhøjtidelig. Teksten kunne være sunget på “Texas’ gule rose”, hvis I kender den, og det ville unægtelig have piftet lidt op på det hele.

Rimeriet kan være som at køre med trukket håndbremse, men det kan også give noget ekstra til sangen når der kommer rigtig opfindsomme rim. Det er vist også lykkedes for mig nu og da. Normalt giver jeg personer i mine sange andre navne end de rigtige her i bloggen, men i denne uges sidste sangeksempel er jeg nødt til at bruge det rigtige navn på vores elskede skolesekretær Ruth, som efter 25 år på sin pind gik på pension, og nu slog skolen meget praktisk hendes jubilæumsfejring sammen med hendes afskedsfest. Der blev sunget op til flere lejlighedssange til hendes pris. Min gode ven og kollega Knud fik mig overtalt til at skrive på melodien til Lone Kellermanns store hit “Se Venedig og dø”, med indlagte la la la’er, og umiddelbart skulle man synes det var en tvivlsom sag, men Knud havde en lydfil med karaokeagtig musikledsagelse som kunne støtte kollegernes afsyngelse af sangen – og så sprang jeg løs på opgaven. Her er teksten – prøv selv at synge den, men pas på at I ikke taber pusten i la la la’erne:

Nu er det
25 år siden at vi fik Ruth – la la la la
og den handel har vi aldrig helt fortrudt – la la la
uden hende var det hele sammenbrudt – la la la la
Det ku’ snart bli’ slut med vores institut – la la la
derfor si’r hver tøs og hver en tørstig gut: – la la la la
Kære Ruth, du har fortjent en kæmpeslutsalut!
Jubilæum – du skal snart på museum!
Det er også lidt trist!

Du var jo
altid den der hjalp os andre lidt på vej – la la la la
Du var aldrig den der gik og sagde nej – la la la
Hvis en enkelt gang man havde kvajet sig – la la la la
fik du fejlen rettet, det gik som en leg – la la la
Og hvis no’n ha’d stået skoleret for Kai – la la la la
fik du lappet skrammerne i synd’rens kontrafej!
Som en engel – har du trøstet hver bengel.
Sikken evne at ha’!

Og nu skal
du jo så i gang med at ha’ otium – la la la la
Den der med at holde fri er ikke dum – la la la
Men når husets træværk har få’t solignum – la la la la
for tredje gang og du går rundt og si’r bumbum – la la la
og rigtig savner arbejdets narkotikum – la la la la
husk så på det også lidt ku’ vær’ en trummerum.
Nyd dog livet – mens vi andre på skiw’et,
vi må på den igen.

Nu er det
blevet tid til at få sagt dig pænt farvel – la la la la
og det er klart vi ønsker dig alt muligt held – la la la
Vi kommer til at skylde dig en kæmpegæld – la la la la
nu kæmper vi med gråden, men alligevel – la la la
så skal det lyde fra hver lærer og pedel – la la la la
hver kontorkollega, flere hundred’ decibel
løfter taget, mens vi vifter med flaget
og vi råber hurra!

Det gik faktisk ret godt med at få sangen sunget – og hvis ikke lærere kunne finde ud af at synge godt, hvor var vi så henne med den danske sangtradition? Jeg er meget tilfreds med denne sang, hvis gimmick er de gentagne rim – hele seks i hvert vers – men rimene kommer aldrig til at spænde ben for sangens fremdrift, og sproget løber helt naturligt uden at give indtryk af at være blevet trykket og bøjet på plads. Rimene har tværtimod stimuleret den barokke fantasi: den arbejdsnarkomane Ruth der efter træværkets tredje solignumbehandling nu er ved at fortvivle over manglen på nyttige gøremål i sin pensionerede lediggang. Jo, det kan godt være sjovt at rime!

Jeg skriver ikke bare festsange. I næste uge viser jeg et par sange frem jeg har skrevet til revyer på VUC Syd, som min gamle arbejdsplads hedder nu. Det er også gode sager, så hæng på igen om en uge. Som altid udkommer mit indlæg om fredagen, men de rigtig ihærdige opdager sikkert at det allerede ligger der ved titiden om aftenen torsdag. Husk også at give søgeordet “Sørens Sangfabrik” videre til alle I kender!

I er inviteret til rund fødselsdag, og I vil gerne fejre fødselaren med noget mere personligt end bare endnu en flaske til flokken på gavebordet, gøre noget der løfter stemningen og glæder jeres gode ven ekstra meget. Hvad skal det være? En tale? En fornøjelig og personlig festsang? Viljen er der ofte, men mange gange bliver det til ingenting – eller en upersonlig købesang, evt. kopieret fra forrige fest.

Så kan man lige så godt synge en fra Højskolesangbogen – evt. flere gode, populære sange i et lille sangark. Men skal det være en fiks og færdig sang til lejligheden som kan passe på hvem som helst, så får I en helt gratis af mig her – den sang er den første hemmelighed jeg vil afsløre. Teksten er dog afhængig af at fødselaren bliver 50 eller 60 og er født i det tidlige forår. Melodien er “For ajle de små blomster…”

Var der lidt sne i morges? Var luften kold og rå?
Der sprøjter vintergækker op på stribe.
Snart trækker hele landet sin forårskåbe på.
Der bli’r en heftig larm fra stær og vibe.
Og selv så bli’r man opstemt og man mærker at det klør
på steder hvor man svagt kan mindes at det klø’de før.
Hver aldrende gæst
er troppet op til fest
og ter sig som en plag der just er sluppet ud på græs.
Man ved jo hvad der venter når Birgitte fylder tres.

Selv stråler fødselaren li’som et juletræ
der står med tændte lys på alle kviste
Hun spreder glad forventning
blandt både folk og fæ.
Hun byder på en del som godt kan friste.
Og her skal ingen synge den om skoven trindt om land
der falmer, nej, så længe alle både vil og kan,
skal vi holde fest!
Hver aldrende gæst
skal gøre hvad de kan for at Birgittes store dag
kan bli’ en basseralle der kan løfte kroens tag.

Jeg synes nok det er en af mine mere vellykkede tekster, og det ville være mig en fornøjelse hvis den blev sunget over det ganske land:) Beskedenheden byder mig at undlade den store dansklærergennemgang af sangen med påpegning af alle dens fortræffeligheder, inklusive nærmest postmoderne flirten med det højstemte sprog i Højskolesangbogens karske forårssange og det lille hip til “Når skoven falmer trindt om land”. Jeg skrev sangen til min gode venindes 60-årsdag, og afsyngningen af den var bestemt med til at løfte den gode stemning. En anden veninde, som måske allerede på dette tidlige tidspunkt i festen var kommet helt op i gear, kastede sig spontant over mig og gav mig et tungekys i øret der kildede længe efter. Der var vist noget om det i sangen med den søde kløe.

Det er sjældent poeter bliver så kontant belønnet for deres kunst. Om I kommer til at opleve en lige så stormende succes efter sangen er blevet sunget skal jeg ikke kunne sige, men I er velkomne til at bruge sangen når det kan passe. Jeg siger ikke noget – det bliver mellem os.

Min næste afsløring er en skabelon til en lejlighedssang som I selv kan skrive uden at skulle tilføje alverden for at give den et personligt præg. Jeg tilstår at jeg selv har brugt den ved flere anledninger når det har drejet sig om en moden dames runde fødselsdag – hun kan blive fra 30 til 90. Melodien er Bamses Fødselsdag, for ud over at være særdeles velkendt, har den også den store fordel at have et fast omkvæd. Derfor kan man nøjes med at finde på to linjer der rimer i hvert vers. Jeg har brugt to rim i hvert vers, men I kan sagtens nøjes med kun at lade sidste ord rime i hver linje – når bare I får fødderne til at passe, kan det sikkert også gå uden rim.

Her er min hemmelige opskrift:

Sangen skal have et startvers om den festlige lejlighed, den løsslupne stemning:

Nu holder Jonna fødselsdag for alle dem hun kender.
I hele byen blafrer flag hvorhen man blikket vender.
Jonna fylder tres i år.
Tænk en gang hvor tiden går.
hip hurra, slå gækken løs,
skål for den gamle tøs!

Der er godt med kapow i de sidste to linjer i omkvædet, men hvis I er for sippede til at bruge ordet “tøs”, kan I jo bruge “hip hurra, vi holder fest,/skål hver en tørstig gæst”.

Midterstykket i sangen skal give et portræt af “Jonna”, og der behøver ikke være megen forbindelse mellem de enkelte vers. I kan passende starte med

At Jonna var en lækker steg i sine unge dage
det ser man af det kontrafej der stadig er tilbage
Jonna fylder etc.

Så er fødselaren straks mere rolig – dette bliver en rosende sang uden de store pinligheder, højst lidt kærlig dril.

I kan slutte af med

Når Jonna har en mærkesag, så går hun durk i brechen,
hun gi’r hver skurk det glatte lag og skrammer i kalechen.
Jonna fylder etc.

Og har hun nu en enkelt fejl, så er den svær at finde,
så livet går for fulde sejl for denne skønne kvinde.
Jonna fylder etc.

Tilbage i vor hyldestsang er kun at gratulere –
gid hendes liv må gå sin gang i mange tiår mere.
Jonna fylder etc.

Tredjesidste vers lyder som om “Jonna” er utrolig viljestærk og principfast, men i virkeligheden kan det passe på enhver. Sådan vil alle gerne se sig selv på en god dag – “Jonna” bliver endnu gladere. I næstsidste vers har sangen et lille blink i øjet der får sangen til at glide bedre ned hos gæsterne efter så megen skamros af “Jonna”.

Så mangler I bare et vers eller to i midten med noget der virker personligt, og bingo presto har I en sang der vil glæde fødselaren og få gæsterne i endnu bedre humør. Men det må ikke gerne være mere end et par vers af hensyn til sangens længde, så I er næsten færdige.  Her nogle stykker jeg har brugt – de kommer fra forskellige sange:

Hun klarer alting med bravour, er fagligt højst kapabel.
Når hun står vagt ved sit komfur bli’r maden formidabel.

Og deres hus er vældig pænt med præg af det rustikke.
Det mixer Jonna suverænt med det Bo Bedre-chikke.

Hun holder fint sit hus i stand, hun holder alt i orden.
Hvert opløb til en nullermand bli’r taget i sin vorden.

Hun har erhvervet sig et ry for sine kreationer,
for hun er bedre til at sy end byens andre koner.

Hun er en rigtig charmetrold og kreativ tillige,
er livlig som en hoppebold, den søde gamle pige.

Og i den lidt frækkere afdeling:

I deres lille grønne hjem er Jonna slangetæmmer.
Når Oluf trækker snogen frem, hun kærligt om den klemmer.

Det skal siges at denne “Oluf” har stort terrarium med skildpadder og diverse slanger i alle størrelser. Det var alle gæster godt klar over, og der blev grinet. Det er nok ikke en I skal putte i jeres sang.

Men har I bare et enkelt selvopfundet vers I kan putte ind i formlen, kan I nu klappe jer selv på skulderen: I har skrevet jeres første festsang, og alle bliver glade for at I kommer med den til festen.

Nu er denne opskrift noget kønsspecifik, så har jeg andre hemmelige formler? Jeg har også skrevet en hel del sange på “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, første gang til min svogers 50-årsdag, og der har været genbrug af start og slut af denne original siden. Her er sangen:

Nu holder Jørgen gilde,
for han er ble’et halvtreds.
Nu har han nå’et den alder
hvor man må vær’ tilfreds.
Han har nu nået ald’rens fylde,
er kommet på den rette hylde.
Før var han ung og rask og livlig
Nu sænker roen sig grangiv’lig.

              – JUHUU!

Som rockens megastjerner
har han en pornobil,
er ofte fiks i tøjet
som businessmand med stil.
Han fører an i bookingbranchen
og han slår til når han får chancen
mobilen kimer hele dagen
at tjene penge, det er sagen

              – JUHUU!

Når aftenklokken kimer,
han skifter altid ham.
Så bli’r han rå og checket,
lidt mere ulv end lam.
Han støver rundt i byens stræder
men vinder sjældent nogen hæder
Han håber på lidt steg på krogen
som regel er der ikke nogen

              – JUHUU!

Når Bayous så skal spille,
så slutter Jørgen trop.
Og der er vild begejstring
hver gang de spiller op.
Når Jørgen rigtig svinger spaden,
bli’r der humør og larm i laden.
Han lyder næsten som Mark Knopfler
tilsat lidt dansk sovs og kartofler.

              – JUHUU!

Ja, Jørgen er utrolig,
tænk som han holder ud,
fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose
ved øjet hænger knap en pose
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler

                      – JUHUU!

En rigtig god sang, ikke, men der er kun noget i start og slut I kan låne når I nu har fået blod på tanden og fortsætter succesen efter jeres første vellykkede forsøg med en sang skrevet efter min hemmelig opskrift. Resten er for privat, men ikke så privat at udenforstående ikke kan følge med: min svoger havde et lille musikbookingbureau efter en fortid som guitarist i den århusianske musikundergrund og spillede stadig i zydeco-bandet Bayous. Og svoger – det var han sådan set ikke mere, for parret havde brudt med hinanden, og jeg havde været med ham på ungkarletur i byen et par gange, dog kun med observatørstatus. Til festen havde han dog fået ny kæreste på – et forhold der stadig kører i bedste velgående. Men jeg var ikke opdateret endnu.

Sangen må have et par år på bagen, tænker den kløgtige læser. Hvordan ser min nyeste sang så ud skrevet på “Jeg har min hest, jeg har min lasso”? Den skrev jeg på bestilling fra vores naboer sidste år. De skulle til noget sølvbryllupsgilde hos et par der drev en ejendom med opstaldede heste, og alt hos dem handlede om hest, så det skulle sangen også gøre. Her er sangen:

Nu er her mægtigt gilde,
en stor sølvbryllupsfest,
og der er vild begejstring
hos hver en indbudt gæst.
Det hører til blandt livets sejre,
en flot rekord som man må fejre,
at Jens og Mona har holdt sammen
så længe efter ja og amen.

JUHUU!

I deres unge dage
var de til ”ringeri’e”
Og Mona lod sig lokke
men det var kun fordi
at Jens, han lod sig ikke standse.
Han stødte frejdigt med sin lanse!
Han red på kærlighedens vinger,
og der kom ring på Monas finger.

JUHUU!

Og det tog ikke lang tid
før de fik søde børn.
Hvad næste slægtled angår,
har de ta’t deres tørn.
Og børn er søde, men det bedste
for dem, det er alli’vel heste.
Så de har fulgt naturens kalden
med hestetramp og vrinsk i stalden.

JUHUU!

Der’s heste sætter pris på
det luksusliv de har
som rene kæledægger
hos ”hestemor og far”.
Når Slejpner får en gang med kosten
er kærligheden ikke rusten,
mens Prøjsen laver sine løjer
før den sig ind i boksen føjer.!

JUHUU!

Tro ikke Jens og Mona
kun har forstand på hest.
De gør så meget andet,
(men husk at hest er bedst!)
I aften hestene i stalden
går rundt og savner sukkerknalden
imens vi andre her os mæsker
og drikker vin og andre væsker.

JUHUU!

Og vi må ikke glemme
hvad vi er kommet for.
Det er jo for at fejre
de 25 år
som nu er gået. Jens og Mona
har sikkert altid brugt Rexona.
For se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for dem skåler.

JUHUU!

Bestillerne af sangen var mægtig tilfredse og fortalte efter festen at gæsterne havde moret sig gevaldigt. Der er også kun gemytligt dril i sangen – selv om det med de frejdige lansestød måske er lige på kanten – og naboen var især begejstret over Rexona som rim på Mona, som sølvbruden også hedder i virkeligheden. Jeg havde faktisk kun brugt Rexona som nødrim. Det var først bagefter at jeg indså hvor godt det passede ind i hestetemaet. Sæben må have skummet tidligt og sent i det lille hjem for at holde fluer og lugt på afstand.

På næste fredag kommer mit nye indlæg også til at handle om rim. Rim er sangens spændetrøje, men det er også dem der sætter kulør på en sang. I slipper ikke for at læse nogle af mine bedste – der bliver noget at glæde sig til.

Som sædvanlig varsler jeg på facebook at det nye indlæg er kommet – husk at like og dele. Og benyt gerne enhver anledning til at fortælle andre om min spøjse blog.

Måske var det for fedtet kun at give jer en enkelt original sang i sin helhed i sidste uges indlæg. Til gengæld får I så hele tre  denne gang. Skæverter – der er nok at tage af! 

I sidste indlæg kunne I læse at jeg aldrig mere skriver på “En sømand har sin enegang”. Det skyldes to sange jeg skrev på melodien til Johs. V. Jensens glimrende og gribende sentimentale sang på det tidspunkt for mange år siden hvor jeg også var begyndt at skrive festsange for andre end nære venner. I dag forstår jeg ikke hvordan jeg kunne hitte på at gøre det. Sjældent har man kendt magen til monoton melodi. Seks vers med den, og gæsterne er faldet i hypnotisk trance. Det kan kun være på grund af den fabelagtigt gode tekst og fordi Mogens Wieth gør det så mageløst godt på plade at sangen har overlevet. Der er faktisk mange der skriver festsange på den, men så er de også selv ude om det.

Men så er der også det at jeg kvajede mig i forbindelse med begge sange. De var ellers udmærkede begge to, personlige og med et stille smil på læben,  mundret sprog, rimene sad i skabet og fødderne passede perfekt. Så hvis det ikke havde været for melodien, ville alt såmænd have været godt. Men…  I den ene sang havde jeg trods indgående interview af konen til den 60-årige fødselar fået en ting helt galt i halsen. Fødselaren var international handelsrejsende som importerede og eksporterede dette og hint, og jeg havde forstået det sådan at han formidlede import af “ispinde fra langtbortistan”, men det var altså lige omvendt – han solgte danske ispindepinde i det fjerne østen, og det er noget meget sværere og mere imponerende. Det er jo en lille fejl at lave, synes I nok, men det ærgrede mig – især da at der ikke var tid til at lave om på noget da jeg afleverede sangen. Men det kunne så lære mig at være i bedre tid, ikke? Det skulle man synes, men jeg har også været i tidnød andre gange.

Den anden sang jeg skrev på den ensomme sømand med moderbindingen fejlede nu ikke noget – fra min side. Og dog. For da min kones kollega der bestilte sangen spurgte mig hvad jeg så skulle have til gengæld for mine anstrengelser, nøjedes jeg med at sige at hun kunne give mig rødvin. Min kone vendte hjem fra arbejdet med en billig flaske plonk til højst 30 kr som belønning for den færdige sang, og det blev jeg noget muggen over. Siden den tid har jeg konsekvent omtalt nævnte kollega som “Jonna” Kedelig. Hun hedder ikke Jonna i virkeligheden, men jeg håber hun forstår hentydningen hvis hun læser min blog – og det gør hun jo nok på det tidspunkt hvor den har vundet videre udbredelse. Og jeg lærte at det er en god ide at melde en pris ud i kroner og ører når jeg ikke skriver for folk som en vennetjeneste.

Men nu til sagen: de tre sange bragt i deres helhed. Fine nok på deres måde, men alligevel er der noget galt. De er skæverter.

Den første vi skal se på blev bestilt af en 60-årig nabo som skulle bruge en sang til sin bedste vens runde fødselsdag. Sangen skulle gerne tolke følelserne i det dybe venskab mellem dem på munter måde med tableauer fra deres fælles barndom frem til den overmodne voksenalder. Som jeg belærte læseren om i sidste uges indlæg, er det vigtigt at finde den helt rigtige melodi til fællessangen. Jeg var ikke i tvivl – sangen skulle gå på “Jim og jeg var venner alle dage”. Melodivalget var også nærliggende fordi fødselarens fornavn var et enstavelsesord med “i” i midten, men i denne udgave af sangen har jeg kaldt ham “Keld”:

Keld og jeg var venner alle dage
li’ fra vi på livet fik begyndt.
Og som krage altid søger mage,
holdt vi sammen gennem tykt og tyndt.
Go’e gamle Keld!
Nu er du fyldt de tres!
Go’e gamle Keld!
Er mæt og veltilfreds.

Som vi tumled’ rundt på vores cykler!
Mor ha’d malet dem med flot kulør.
Det var sjovt, og man sku’ vær’ en hykler
hvis man ikke blev i godt humør
når den lille Keld
som villavejens skræk
slingred’ ud og ind
og endte i en hæk.

Siden kom vi så i samme skole,
og vi udholdt skolens terperi,
men når det var slut med Ole Bole,
var der ting som vi ku’ bedre li’:
Spas i FDF
– det skete tit vi fik
når vi var på træf
et stjålent pigekig.

Og hos Agnes var den faste base.
Hun ku’ gør’ et drengehjerte glad.
Når man er i pubertetens fase
er man faktisk helt besat af – mad.
Suppe! det var godt!
Den smagte som en drøm.
Lugted’ vi den blot,
var vi der som et søm.

Da som ung og fyrig caballero
Keld tog med mig ned til Spaniens sol,
var der tryk på under hver sombrero
– vi ku’ dårligt sidde på en stol.
Drinks og drinks og fler’ –
jo, vi tog hele tur’n.
Hvad der skete mer’
er strøget af censur’n!

Men alli’vel gik det som det plejer:
vi tog form fra drengerøv til mand.
Det ku’ godt betragtes som en sejr
at vi trods alt fik lidt mer’ forstand.
Blev man mere sat?
Blev mindre sat på spil?
Nød vi også at
vi satte mindre til?

Keld og jeg, vi holder stadig sammen
som i vores barndoms spejdertrop.
vores liv er endt i fryd og gammen –
syvkabalen, den er gået op.
Gamle kammesjuk!
Den har vi klaret godt!
Ingen grund til suk!
Det hele kører flot!

For når man nu sidder her med fruen,
friværdi og udsigt til pension,
syn’s man der er godt og trygt i stuen –
gu’ vil vi da aldrig bytt’ med no’n!
Når man fylder tres
ka’ man vær’ godt tilfreds!
Ingen grund til stress
fordi man fylder tres.

Prøv at lempe rumpen op af stolen,
for nu er det lige før det sker.
Det er som en morgensang i skolen:
Når man står, så lyder det af mer’.
Råb så højt I kan
et gladende hurra
Finn skal mærke han
er dagens fødselar

Det var alvor for bestilleren, det her, og jeg gav alt hvad jeg havde i mig. Ikke noget med at skrive på en skabelon jeg havde lavet på forhånd! Jeg satte også sangen pænt op og kopierede den i det krævede antal eksemplarer.

Det er en sang med en hel masse godt i. Den med “pubertetens fase” sidder lige i skabet, og bestilleren var meget begejstret for verset om de to knøses udskejelser under sydens sol. Og så er der gods i de tre vers der handler om tilværelsens ulidelige lethed som 60-årig, den tabte vildskab, den satte tryghed. “Ingen grund til suk,” står der, men sukket bliver der nu alligevel. Afslutningsversets hurra-opfordringer serveres også ret elegant med henvisning til gæsternes egne barndomsoplevelser med morgensang.

Men helt tilfreds er jeg ikke. Sangen er – lidt – en skævert. For det første er der sangvalget: “Jim og jeg var venner” er en revyvise der fremstiller hule følelser. I virkeligheden har de aldrig været venner, og de eneste rigtige følelser er jalousi og undertrykt hævnlyst, som får udløsning i sidste vers hvor sangeren betror os at “Jimses enke er nu gift med mig”, og igen udleveres til publikums spot når han til sidst synger “Lykkelige Jim…” – som igen trak det længste strå.

Yngre læsere kan se den oprindelige tekst her:

Jim og jeg var venner alle dage,
li’e fra dengang vi i vuggen lå.
Jim han havde aldrig grund til klage
altid heldig, altid ovenpå.
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim, hvor jeg misunder. dig.

Jim og jeg var skudt i samme pige,
Jim fik pigens ja, og jeg fik nej.
Jim var smuk: behøver jeg at sige,
at det skønne aldrig trykked mig.
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim, hvor jeg misunder dig.

Jim blev syg, og Jim gik hen og døde,
kun en enke efterlod han sig.
Jim nu hviler under roser røde.
Jimses enke er nu gift med mig.
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim, hvor jeg misunder dig.

Melodien er perfekt til den oprindelige tekst, slæbende og selvsmagende. Men det synes jeg også kommer til at smitte lidt af på min sang, og derfor bliver den simpelthen for lang. Mon ikke der er blevet råbt “SKÅL” midt i sangen? Så i min iver for at gøre det så godt som muligt er der simpelthen for meget flødeskum. Det sker let når man skriver for andre: så er det da til at se at der er valuta for pengene. En bestiller af en konfirmationssang sagde engang til mig: “Du skal også svede for pengene”. Han fik så et par vers til, men om hans sang blev bedre af den grund skal jeg lade usagt.

Det er lidt samme problem der er med den næste sang. Igen handler det om en 60-års fødselsdag. Bestilleren var en af mine bedste kunder – pigen som først havde bestilt sang til sit eget bryllup, så ugen efter til sin søsters (en fræk sang hvor hun råder søsteren til at forebygge gommens evt. fremtidige utroskab på følgende måde: “Sørg for at hans krudt/ hjemme af bli’r skudt/Eller ku’ det være ægteskabet snart tog slut”) – og nu gjaldt det så svigermors forestående runde fødselsdag, og det var jo lidt en anden sag. Den sang jeg skrev på hendes vegne kan I se en anden god gang – den er rigtig god, hvis jeg selv må sige det – men nu handler det om skæverten.

Hun bestilte nemlig også en sang på vegne af sin svigerfar. Den skulle gerne give et portræt af et velfungerende og kærligt ægteskab med vægt på parrets ivrige rejse- og campingliv i ferierne – og så skulle der også en lille anekdote med om en tur de for nylig havde været på til Thailand hvor de havde redet på elefantryg gennem junglen. Der havde “Jette Merete” sat sine bare fødder på elefantens ryg og så sagt til manden: “Det mærker lige som når jeg varmer tæer på dine lår”. Sådan en historie er det svært at yde retfærdighed i bare et par bisætninger, og desuden gjorde den det oplagt hvilken melodi sangen skulle skrives på: Elefantens vuggevise.

At Jette Merete nu fylder de 60,
det trodser jo næsten forstanden.
Med hende er jeg helt utrolig tilfreds.
I hendes liv, der er jeg manden
der opfylder hendes diverse behov
– hun er tit en krævende kvinde.
Når bare jeg også til tider får lov,
så står jeg så gerne på pinde.

Vi mødtes i Skovshoved Roklub, vi to,
da 60erne var på det værste.
Hun kom for at ro, jeg kom lidt for at glo
efter mulige emner til kær’ste.
Hun var frisk og sporty og kælen og slank,
mit mundvand begyndte at rinde.
Hun virkede også ret oplagt til pjank,
så jeg faldt helt enkelt for hende.

Og så blev vi gift, det’ forresten i dag
at vi fejrer bryllupsdag. Tiden
derefter er gået i ro og i mag.
Vi har haft det så rart lige siden.
Vi passed’ vort hjem og vi passed’ vort job,
ku’ enes helt fint om det meste.
Vi så på at drengene voksede op.
Det’ sådan det går for de fleste.

Og rejser til udlandet gav kolorit
til hverdagens små grå skærmydsler.
Om letsind i syden vi drømte så tit
mens vi passed’ de hjemlige sysler.
Vi started’ med ture til Norge og Mors
og andre mer’ udenbys steder.
Og nu vi er kommet en smule til års,
vi nyder eksotiske glæder:

I Thailand, i regnskovens myldrende dyb
blandt slanger og tigre og fluer,
blandt firben og tæger og anden slags kryb
som ville ha’ skræmt andre fruer,
der sidder min kone så trygt højt til vejrs
på ryggen af hanelefanten,
og skulle der komme en tiger på tværs,
så gav ’fanten nok en på vanten.

Hun sætter sin fod på den bølgende ryg
og mærker dens muskler pulsere.
Det virker bekendt nok, men sådan et styk
elefanthud kan godt fascinere.
Det knager og brager i buskene, men
vi sidder i tavshed på dyret.
Så hører jeg denne replik fra min ven
som lige fra hoften bli’r fyret:

”Hør, Jens, nu ved jeg hvad det minder mig om
med foden på tykhudens flanke.
Det er som når jeg varmer tæ’r på din vom.”
Det er jo en spændende tanke –
selv tier jeg stille med ophøjet ro,
er vant til min vivs pjat og ganten.
Jeg ved at for hende er jeg li’så god
som riddere af elefanten.

Fra Thailand til Farum er der en bid vej,
men springet er hurtigt i tanken.
Jeg ved at for Jette Merete og mig
er det sikkert som penge i banken
at vi holder ud og at vi holder af
hinanden til den bitre ende.
Så rejs jer nu op og råb hende hurra,
der findes jo ingen som hende.

Som I kan se, fik den gode “Jens” fuld valuta for pengene. Jeg sendte ham sangen i en mail og sang den også for ham i telefonen. Men jeg kunne høre på ham at det ikke lige var sådan han havde ønsket sig sangen skulle være. “Jeg blev først våd i øjenkrogene i sidste vers,” sagde han. Det var pænt af ham ikke at sige mere. Jeg forstod straks at jeg var gået i en lidt forkert gade – ikke nogen kølig distance i de første vers, ikke noget “krævende kvinde” og “ku’ enes helt fint om det meste”. Af skade bli’r man klog, men skaden var sket, og sangen blev som den blev. Jeg havde haft en fest med at skrive om junglen, og svigerdatteren der havde bestilt sangen syntes også det var helt fint. Det var jo som aftalt. Men manden der havde brug for en sang som kunne vise hans kone hvor godt han kunne lide hende – den fik han ikke rigtig. Så sangen er en af mine skæverter, og det er ikke fordi den er rigelig lang og rigelig svær at synge, selv om det også er sandt nok. Af det kunne jeg lære at komme tæt på, finde ud af hvilken slags sang bestilleren gerne vil have og komme ordentlig til bunds i hvad der skal stå, og hvad der ikke skal stå. Jeg spørger også mig selv hvem der egentlig gerne vil have en sang hvori der står at konen varmer tæer på ens “vom”, uanset hvor stor denne kropsdel må være. Men nu var det altså bare så meget et bedre rim end noget med lår…

Den sidste skævert jeg vil fortælle om er en sang jeg skrev i februar i år til en hollandsk veninde hvis danskfødte datter skulle giftes. Brylluppet skulle være et meget blandet selskab med mange unge danske venner og en hel del hollandsk familie. Min veninde kunne sagtens selv finde ud af at skrive en sang på hollandsk (på “Love Me Tender”), men den kunne alle de unge danskere jo ikke finde ud af at synge med på, og så tilbød jeg at skrive en sang om det vordende ægtepar på hendes vegne. Den måtte godt have humor, sagde hun, for alt det med de store følelser stod der en masse om i den hollandske sang. Det var heller ikke svært for mig at finde noget at trække på smilebåndet over. Parret havde truffet hinanden på Tinder, besluttede sig straks for at flytte sammen og nu skulle pagten så besegles med bryllup og huskøb til hele 8 millioner – alt sammen i løbet af ganske få måneder. At parret begge er IT high fliers med formentlig særdeles høje indtægter (der godt kan betale de høje terminer) hører også med til billedet af en livsform der virker meget eksotisk for de fleste. Så der kom fokus til at ligge i min sang. Melodien er “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, som er en af mine favoritter – især da når det som i dette tilfælde gerne måtte gå lidt tjept. Her er sangen:

Nu er her mægtigt gilde,
en herlig bryllupsfest,
og der er vild begejstring
hos hver en indbudt gæst.
Og når man selv er mor til bruden
så vil man nødig vær’ foruden
at se sin datter så fornøjet
med nybagt mand og pæn i tøjet.

– JUHUU!

Og det var jo på tide
at Ute ku’ bli’ gift.
Sig nærmed’ sidste salgsdag –
der var slet ingen rift
om Ute, og hun lå på hylden.
Men end’lig kom der hul på bylden!
Snart glemt blev alle bitre minder
da hun fik kæreste hos Tinder.

– JUHUU!

For det var nemlig Erling,
en stjerneprogrammør.
Men der var også andet
han havde prøvet før.
Og det sa’ pang li’ med det samme,
af Amors pil lod de sig ramme.
Så hvorfor sku’ de spilde tiden?
Det har vær’t deres motto siden.

– JUHUU!

De tog en rask beslutning
i kærlighedens rus,
Og der blev ikke pruttet
da de så købte hus
som kosted’ otte millioner
med plads til flere mænd og koner.
Men det må bare bli’ ved tanken
for de svor troskabsed i banken.

– JUHUU!

Den villa vil bli’ ramme
om deres fremtidsliv
hvor de kan gå og hygge
med hver sit tidsfordriv:
Mens Erling henter spil i skabet
og sidst på aft’nen kvæler gabet,
slår Ute masker op med garnet
der skal bli’ sokker af til barnet.

– JUHUU!

At de er pot og pande,
det søde ægtepar
– og sikkert snart bli’r flere –
den sag er soleklar.
Som midtpunkt har de jo det hele
Der’s glæde kan vi sagtens dele
Og se hvordan humøret stråler
Mens vi nu ivrigt for dem skåler!

– JUHUU!

Det er jo en glimrende sang, når jeg selv skal sige det. Så hvorfor regner jeg sangen blandt mine skæverter? Da jeg mødte min veninde første gang efter det overdådigt store bryllup, spurgte jeg hvordan det så var gået med sangen. – Ikke særligt godt, sagde hun. Der var ikke ret mange der sang med, og hun havde ikke indtryk af at den var noget man snakkede om. Det er lidt af et mysterium hvad der kan være gået galt, men en sang er jo en skævert når ingen gider synge den. Melodien troede jeg var kendt af hvert barn i Danmark, men tiden er selvfølgelig også løbet fra Morten Korch og Poul Reichardt, så en del af forklaringen kan godt ligge der. Valget af melodi er vigtigt! Men jeg tror snarere det kan ligge i at de unge yuppier ikke synes det er spor sjovt når nogen gør sig lystig over deres dyre livsstil og hastværk. Var sangen for nærgående over for Ute? Den var godkendt af hendes egen mor, som syntes sangen var vældig sjov.

Eller også er traditionen med festsange bare på retur i det hele taget. Det vil være ærgerligt for os der kan lide at skrive dem. Jeg fortsætter ufortrødent mine egne skriverier – både af festsange og denne blog. Og det kan så være de sidste ord denne gang, men jeg vender frygtelig tilbage i næste uge med et indlæg der hedder “Hvad skal vi have at spise?”