Måned: juli 2018

Også denne gang er der godbidder fra mine gamle sange – det er lokkemaden der måske får jer til at bestille en sang hos mig – men en del af meningen med min blog er også at give jer mod og lyst til selv at skrive festsange – før I evt. strækker våben og sætter mig i gang i stedet. Prøv lige selv først! Ganske vist virker det tomme papir altid skræmmende, men når I først er kommet godt i gang, bliver I forhåbentlig fængslet af processen. Jeg vil ikke lyve for jer og sige at det går lige godt hver gang, og det kan være nødvendigt at begynde forfra.

Det er ekstra vigtigt at tænke sig godt om når det gælder valg af melodi som sangen skal gå på. Hvis der ellers er tid til det, kan jeg godt gå og fundere længe over hvilken melodi jeg vil skrive på. Er det en fællessang som I vil skrive, gælder det om at bruge en melodi som man kan være sikker på at alle kender. Ellers risikerer man at sangen falder til jorden fordi ingen synger med. Hvis selskabet overvejende består af grånende sønderjyder, kan man trygt skrive på “Du skønne land med dal og bakker fagre”, men alle andre gæster er udelukket på forhånd. Tænk på hvem der er med til festen – hvilke melodier de kan tænkes at nynne for sig selv mens de pusler med opvasken. Og kan man finde en melodi der i sig selv har en pointe i forhold til den festlige lejlighed (som f.eks. min sang om “Jens” på Jens Vejmand), er det et ekstra plus.

Selv har jeg en forkærlighed for de gamle populærmelodier som er spillet igen og igen på Giro 413. Jeg har skrevet på “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”, “Jeg har min hest, jeg har min lasso” (en favorit der får et senere indlæg for sig selv), “Skibet skal sejle i nat”, “Pigen og Søndenvinden”, “Tørresnoren”, “Søren Bramfris Forårssang”, “Man kan vel ikke gøre for at man har charme”, “Mellem Esbjerg og Fanø” osv. Alt sammen sager der er velkendte for folk på min alder.

Børnesange går man heller ikke galt i byen med: “Bamses Fødselsdag”, “Jeg en gård mig bygge vil”, “Vi lister os af sted på tå” (Kasper, Jesper og Jonatan i “Folk og røvere i Kardemommeby”), “I en kælder sort som kul”, “Der bor en bager”, “Lille føl, ved du hvad”. Og så er der jo Højskolesangbogen – men igen, stik lige fingeren i jorden. Er det nu så kendt en sang når det kommer til stykket? Som I kunne se i et tidligere indlæg, slap jeg helskindet fra at skrive på “På Sjølunds Fagre Sletter”, men det var faktisk i forrige århundrede, og jeg er ikke sikker på at så mange unge mennesker kender den i dag.

Da jeg begyndte med at skrive sange, valgte jeg tit at skrive på “Menuetten fra Elverhøj”. Den kender alle på min alder, i hvert fald når de har hørt de første toner af den. Den pompøse melodi lægger godt op til en ironisk distance og leg med det “poetiske” sprog fra 1800-tallets romantiske digte med omvendte ordstillinger og højstemt tone. Til min svigermors 70-årsdag skrev jeg bl.a. dette vers:

At Agnes var en lækker steg
i sine unge dage,
det ser man af det kontrafej
som stadig er tilbage.
Og Kedde havde intet valg
da først han møen skued’
– Det her bli’r vist mit syndefald!
Så tænkte han og grued’!

Det er et ret langt vers, sidder I måske og tænker. Bliver det så ikke for svært? Nej, tværtimod bliver det lettere at få plads  til det der skal siges når versene er lidt lange i det. At Jeppe Aakjær kunne skrive godt og levende i “Jeg er Havren”, skyldes kun at han var så dygtig. De hundredevis af dårlige konfirmationssange med 14 vers på “Havren” har kun bevist hvor svært det er at skrive i den enkle form. Hvis I kigger på mit vers, er det faktisk ikke så meget mere besværligt indrettet, for der er også fire linjer, men blot to gange i stedet for en, og så er der krydsrim hvor der er parrim i “Havren”.

Så lad være med at finde den enkleste og mest monotone melodi. Jeg har skrevet på “En sømand har sin enegang” et par gange, men gør det aldrig mere. Ud over “Jeg er havren”, så hold jer fra “Det’ hammer hammer fedt”, som også er på min meget korte hadeliste.

Ellers er der fri skydning. Dansktop, Melodi Grand Prix, rocksange, jazzballader, salmer – bare melodien er virkelig velkendt og let at synge. Gæsterne får kun en enkelt chance for at synge teksten- og i øvrigt kan de vælge helt at lade være med at synge med.

Det er selvfølgelig anderledes når man skriver en sang der skal bruges til optræden som kor, duet eller solist. Da min tidligere chef gik på pension, skrev jeg denne sang på “Alfred skal giftes nu til morgen”, og den var aldrig gået som almindelig fællessang. Det bliver for indviklet. Men melodien passede perfekt til anledningen. Sangen blev sunget af et kor af kolleger, og det er ægte følelser som kommer til udtryk: glæde på Kais vegne og vemod over at tage afsked med en meget afholdt leder, dygtig til det administrative og skolens pædagogiske alfahan. Jeg har sjældent set nogen der som han kunne nørde forelsket med et regneark på computeren, men han  havde altid tid til en øl og en snak. Altså stod vi ved hans pensioneringsparty i nogenlunde samme situation som i “My Fair Lady”, hvor Alfred Doolittle har polterabend med de andre døgenigte, bortset fra ingen kunne drømme om at kalde Kai for arbejdssky.

Kun et par timer – så er det sket med Kai
Kun et par timer – så går han pensionens vej

Kai bli’r til pensionist i morgen
enten han vil det eller ej
derfor vi døller
sorgen med øller
for vi må hjælpe Kai på vej.

Kai bli’r til pensionist i morgen
men det sker efter eget valg
han slukker skærmen
tanken er sær men
han pusler aldrig mer’ med tal

bortset fra dem som
berør’ ham selv
Og bli’r han glemsom
går’et alligevel!

For
Kai bli’r til pensionist i morgen –
får han mon stolen med sig hjem?
Smækfuld af minder
og klister der binder
– som ha’d hans krop et ekstra lem.

Kai bli’r til pensionist i morgen.
Mon han skal til at klippe hæk?
Bilen poleres
haven friseres
og pille dræbersnegle væk?

Og han ku’ sagtens
vær’ blevet ve’
Men nu kan yngre
kræfter komme te’!

Kai bli’r til pensionist i morgen
så har han skudt sit sidste skud
Helt væk med skolen
hent gyngestolen
for Kai har trukket stikket ud

Kai bli’r til pensionist i morgen
tomt bli’r der ved hans skrivebord
Ud er han havnet
– Elsket og savnet –
for sorgen den bli’r stor, den tynger os til jord
– og nu’ det slut med Kaises sørgekor!

Det var det helt rigtige valg af melodi til situationen. Kai var glad for sangen, som nok lettede på stemningen i en for ham lidt vemodig og højtidelig stund. Da jeg først havde fået ideen, tog det vist ikke meget mere end en time før sangen var skrevet.

Og så let går det bestemt ikke altid, skal jeg hilse og sige. Den ærede læser sidder muligvis og kløjes i min selvros, og jeg vil jo gerne at I bliver hængende også i næste uge til endnu et blogindlæg om sangskriveri. Derfor har jeg bestemt mig for at det næste gang skal handle om “Sørens skæverter” – de gange hvor det bare ikke har flasket sig for mig på den ene eller anden måde.

Indtil nu er der ikke nogen der har skrevet kommentar til indlæggene her på siden, men der er mange der har liket og delt og skrevet opmuntrende ord på Facebook. Bliv endelig ved med det! Min blog skal gøre opmærksom på min vilje til at påtage mig skriveopgaver, og så skal det selvfølgelig også være sjovt for mig selv at skrive den. Men det er sjovest når rigtig mange læser den.

I sidste indlæg lovede jeg at vise ikke mindre end fire bryllupssange frem denne fredag. Nu ligger det sådan at jeg sidder på solskinsøen Læsø – dog under en for en gangs skyld let overskyet himmel med en sval brise slikkende omkring pusselankerne – og en del af arkivet ligger derhjemme. Så der er et par sange jeg mægtig gerne ville have vist frem og kommenteret, men det må blive en anden gang. Ib, Herluf, Dorte – jeg beklager! Det var jeres sange det kom til at gå ud over – sikkert til jeres lettelse:)

Det var også endt med at dette indlæg var blevet alt for langt til at nogen gad læse det til ende, hvis jeg havde skrevet alt hvad jeg havde på hjerte om de sange. I stedet har jeg valgt to andre sange, og så den sang det hele tiden var meningen skulle med, nemlig den sang jeg skrev til Lottes og mit eget bryllup.

Vorherrebevares, tænker I sikkert. Nu bli’r det nok alt for privat! Bare rolig! Faktisk var meningen med den sang det stik modsatte. Både Lotte og jeg hadede tanken om at skulle stille os op og kramme vores følelsesliv ud i de forventede taler. Efter min svigerfars fremragende tale (hvor han blandt andet gjorde sig lystig over min uvilje til at vise ham min slunkne sparekassebog) sang Lotte og jeg følgende duet der gik på “Den Gamle Gartner”:

Lotte:

Når jeg ser på smukke Søren løber tænderne i vand.
Tænk at lille jeg sku’ finde såd’n et pragtfuldt stykke mand!
Ja, min fryd er uden lige og en ung uskyldig pige
ser i ham sit livs idol mens hun stråler som en sol!
Plante smil og plante solskin, plante sang i alle sind!
Skabe hverdag om til fest og lukke lys og glæde ind.

Søren:

Lotte er min kransekage, Lotte er mit livs marengs!
Andre pi’r vil jeg forsage, Lotte gi’r mig hvad der træng’s!
Og min fryd er helt utrolig, tænk at vi skal dele bolig,
seng og børn og bil og kat – jo, hun er en lille skat!
Plante smil og plante solskin, plante sang i alle sind,
skabe hverdag om til fest og lukke lys og glæde ind.

Den sang vakte en vis moro. Det blev heller ikke ringere af at jeg sang Birte Wilkes andenstemme i falset i omkvædet. Her kan man vist ikke skrive “uden at prale”, men jeg havde bestemt også regnet med at folk ville more sig over de appetitlige metaforer med mundsavl, kransekage og marengs. Jeg grinede selv da jeg fandt på det. Og så er det også lidt sjovt med klichéen om hvor pragtfulde vi begge to er, men i den synes vi selvfølgelig også er et gran af sandhed…

På vores bryllupsrejse, som startede sammen med en flok sportsfolk på udlandstur, bad en af vores venner os om at synge den igen så de andre også kunne høre den, og vi genopførte sangen med god virkning. Ansporet af den uventede succes har vi så sunget den igen og igen ved mange anledninger. Det kommer lissom op i os hen over aftenen. Da vi havde været gift omkring de tyve år, begyndte vi at snakke om at nu havde den da vist efterhånden haft sin tid, den sang, men jeg tror sidst vi sang den ved en selskabelig anledning var for halvandet år siden. Så nu er I advaret, hvis I inviterer os til noget.

De to andre sange jeg vil vise jer er skrevet på bestilling af andre. Den første bestilte en veninde af mig på vegne af sine forældre i anledning af deres barnebarn “Eriks” bryllup med “Evita”. Den opmærksomme læser vil bemærke at jeg har stjålet begyndelses- og slutlinjer fra den vellykkede sølvbryllupssang jeg viste frem i sidste indlæg, og melodien er også den samme: “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”. Er det i orden at skrive af fra sig selv i en bestillingsopgave når kunden forventer en helt igennem original sang, kan I spørge. Det synes jeg næsten det er, når det drejer sig om noget jeg selv har fundet på, og altså ikke er klichéer fra andre “købesange”. Men lidt snyd kan man godt sige det er, selv om ingen kan se det. Jeg kommer ind på emnet “klichéer” i andre opslag – selv om jeg ikke kan lide dem, må jeg indrømme at de også gror i min have.  Bortset fra det indrømmede, håber jeg I synes det er en sød sang:

Nu er det sommer og her er gilde,
her er rabalder og ramasjang!
For chancen må ikke gå til spilde,
nej, nu må alt gå sin skæve gang!
For nu har Erik med sin Evita
få’t status som rigtigt ægtepar.
Så vi er glade – derfor må vi ta’
en ordn’lig fest – ja, den sag er klar!

Vi har få’t lov til at vente længe
før det omsider ku’ bli’ til no’et.
For det ta’r tid før vådt krudt kan fænge
så helten kan vågne op til dåd.
Men nu’ det faktisk små ti år siden
Evita Erik på gaflen fik,
skønt alle forudså hele tiden
at det nok ville gå som det gik.

Nu er de slet ikke dvaske dronter
der savner kræfter og energi.
De knokler stædigt på alle fronter
såvel på job som når de har fri.
Evita dulmer hver dårlig nerve
hos folk der lider af OCD,
mens Erik mestrer det med at hverve
kunder på nettet med stor succes.

Familien først! Det er deres motto.
Er ude godt, så er hjemme bedst.
Og hvis de vandt en gevinst i lotto,
blev den nok brugt på famil’jefest.
Med slægtens fætre de sig forlyster.
Evita vinder hver gang i spil.
Med Anders har Erik løbedyster,
men det går sjældent helt som han vil.

I deres Panda de ofte kører
til Ejstrupholm for at hilse på.
Vi gamle glædes hver gang vi hører
hjulknas i gruset og døren gå.
Af Bedste bli’r de så vildt feteret,
der kræses op og hun hænger i.
Hver ”klump” i maden bli’r bortsorteret,
for klumper kan Erik ikke li’.

Vi håber Erik vil med Evita
få held i livets roulettespil.
Måske et fremtidshåb kunne vi ha’
om at der kom et par småfolk til.
Så rejs jer alle, hvis det jer lyster,
og røm nu stemmen, hold glasset klar.
Råb nu hurra li’ til taget ryster
– skål for det dejlige brudepar!

På mange måder er det en typisk bestillingssang. Den er meget privat, og det fungerer godt i situationen hvor alle kender alle, og f.eks. synes det er morsomt at den lidt ærekære “Erik” ikke kan løbe fra sin fætter Anders, og i øvrigt også bliver dukket af “Evita”, som er hurtigst i hovedet i spil. Det er lige før sangen er for lang, men der er meget som bestilleren gerne vil have med, og det skal der selvfølgelig tages hensyn til. Der ligger jo også det i situationen at bestilleren gerne vil have valuta for pengene! Når jeg alligevel viser sangen frem for jer, er det fordi den har godt fokus på familiefølelse som tema efter først at have været en omgang omkring “Eriks” manglende lyst til at fri så der kunne komme en ordentlig bryllupsfest ud af det. Og så er der et rørende vers om besøget hos bedsteforældrene. “Vi gamle glædes hver gang vi hører/hjulknas i gruset og døren gå” – det er ret godt, ikke?:)

Hvor den stille glæde dominerer i den forrige sang, er der meget mere knald på følelsespaletten i den sidste sang jeg vil vise frem i denne omgang. Den er skrevet på bestilling af bruden, og den skulle først og fremmest fortælle om hvor glad hun var for sin mand. Det var også helt i orden at fortælle detaljeret om hvordan de straks var fløjet i favnen på hinanden første gang de mødtes – og der kan også lukkes op for følelserne omkring adskillelsen da “Kaj” blev sendt ud som soldat til Iraq.

Mel.: Hist hvor vejen slår en bugt

: Her på vores bryllupsdag
sidder vi i festligt lag. :
Hotel Nordens bedste mad
spises let når man er glad.
Og man får den indre glød,
med en mand der er så sød
som min Kaj – det’ ham I kender!
Gæt selv hvordan sangen ender.

: Kaj er nu min ægtemand,
jubel over al forstand! :
Det er dejligt at bli’ gift,
og man får et ekstra pift.
Singlelivet var så trist,
jeg vil ikke vær’ solist.
Tosomhed jeg foretrækker
med en mand der er så lækker.

: Kære Kaj, min nullerfnas,
jeg ved hvordan du skal ta’s. :
Fra den allerførste stund
kyssede jeg på din mund,
Der gik knap nok et kvarter
før du bad om endnu mer’.
Du sa’: “Vil du vær’ min kone?”
Du var rap, det står til tro’ne.

: Siden lærte du mit navn
og blev så min mand af gavn – :
Vi har nydt det hvert sekund,
deler alt på godt og ondt.
Men jeg tilstår det var hårdt
at du sku’ så længe bort.
Militæroperationer
skaber triste krigerkoner.

: Der er mere grin og smil
når du færdes i civil. :
På højskolens studietur
så vi østerlandsk kultur.
Du var ivrig, og til sidst
tro’de jeg du blev buddhist
i et thailandsk munkekloster!
Den var tæt på! Milde moster!

: En og anden spørgejør’n
rører lidt ved emnet børn. :
Når jeg først er pædagog
med diplom som børneklog,
er jeg med på den galej,
op til flere, svarer jeg.
Også selv om Kaj helst ville
at vi hurtigt fik en lille.

: Rigtigt gættet! Sangens mål
er at drikke vores skål. :
Natten er jo ung endnu,
snart så venter festens clou,
en romantisk brudevals
med Kajs arm omkring min hals.
Tag og råb os nu et stykke
med hurra og et tillykke!

På denne måde fik bruden sagt alt det hun ville til sin Kaj, også selv om der skulle rigelig mange vers til at få det gjort. Selv synes jeg at en god sang gerne må slutte hurtigt, men bagefter sagde bruden at sangen var gået fint. Længden var også lidt min egen skyld. Andet vers sker der ikke alverden i.

Det var alt for denne gang. På næste fredag kommer det til at handle om hvor vigtigt det er at skrive på en god melodi der passer til indholdet – og hvilke melodier jeg bare hader at skrive på.

Igen inviterer jeg til  kommentarer – det kræver at I åbner indlægget for sig selv ved at klikke på titlen i spalten ude til højre. På den nye side der åbner sig med indlægget på, scroller I ned i bunden. Der finder I så en boks I kan skrive kommentar i, og så skal I også opgive navn og emailadr.

Nej, jeg skriver ikke altid småsarkastiske festsange der lige er på kanten af hvad festens genstand egentlig synes er sjovt. Tonen kan også sagtens være katteblid og på kanten af det skamrosende. Især da hvis det er en sang jeg laver for andre, og det er det de vil have. Men til bryllupper, sølvbryllupper og konfirmationer holder jeg mig i skindet, også når det er sange jeg skriver for egen regning. Så er udfordringen at gøre sangen vedkommende og fængslende på andre måder – med levende og mundret sprog, originale indfald osv.

Det synes jeg selv lykkedes for mig i en sang jeg skrev til mine gode venners sølvbryllup. Nogle år forinden havde jeg skrevet sang til sølvbrudens 50-årsdag, og den havde hun syntes var lidt for meget, så det ville jeg ikke risikere igen. Her skulle der kun stå rosende ord, også selv om der bestemt var mangt og meget i deres lange ægteskab som man kunne gøre sig lystig over. I stedet ville jeg tegne et portræt af et vellykket samliv der parrets modne år til trods også havde fremtiden for sig. Det kunne let blive banalt. Så jeg måtte lægge mig i selen for både at være underfundig og ligefrem, poetisk og nede på jorden. Det lykkedes ret godt, synes jeg selv, men så blev jeg også hjulpet godt på vej af den melodi jeg havde valgt, “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”, der både er raffineret og iørefaldende, og så har den erindringens lange sug i sig fra de mange gange man har hørt den spillet med Lørdagspigerne i Giro 413. Desuden var jeg også helt sikker på at de fleste i selskabet udmærket kendte melodien i forvejen.

Til Jespers og Maries sølvbryllup

Nu er det sommer og her er gilde,
her er rabalder og ramasjang,
for chancen må ikke gå til spilde,
nej, nu må alt gå sin skæve gang!
I femogtyve år har vi ventet
på tidens tandhjul ku’ gå i hak
– kalenderlyset er end’lig brændt ned
til da’n i dag – det er stærk tobak.

Ja, tænk at Jesper har med Marie
holdt troligt ud femogtyve år.
At kravle op ad så lang en stige
må kræve mere end man forstår.
Det sker så let at man bli’r lidt svimmel
og ønsker at man ku’ kravle ned.
I dag er de i den syv’ne himmel.
De kravler vid’re og de bli’r ved.

De er no’en rigtige arbejdsheste,
Marie passer sin skoledont.
Til gæster byder hun kun det bedste,
hun sørger for deres hjemmefront.
Mens Jesper bryder sin juralanse
i retten (også iblandt med held).
Selv når han taber, så må man anse
ham for kapabel alligevel.

En børneflok blev med stork leveret,
opslidt blev årenes hverdagstøj
med ungers støjen i pipkvarteret
– nu er de flyttet på Aldershøj.
Måske er huset en ældre bygning
med visse mangler, men vi si’r pyt,
nu står det med æresportudsmykning
og indeni er det også nyt.

Det passer godt til to jubilarer
som gemmer krudt bag facadens skjul.
Selv om de ikke just er vårharer
kører det for dem som volvohjul.
Så rejs jer alle, hvis det jer lyster,
og røm nu stemmen, hold glasset klar,
råb nu hurra li’ til taget ryster
– skål for det unge sølvbrudepar!

Det er også en af mine bedre sange, og jeg er ret stolt af den. Den får ikke for lidt med billedsproget – det vrimler med tandhjul, kalenderlys, stiger, lanser, storke, harer, langtidsholdbare volvoer og symbolske huse. Samtidig er sproget ligefremt og ud ad landevejen, næsten prosa. Hvert vers har to halvdele der svarer til skiftet mellem mol og dur i melodien. Og så fik jeg også en paradoksal pointe med i slutningen, hvor genren kræver at der skal opfordres til skåler og hurraråb. Hvis der er noget jeg synes der er lidt svagt, så skulle det være tredje vers med ros til ham og hende, men da sangen blev sunget til festen, kunne jeg se på dem at de var glade for at det blev nævnt, også “Jesper”, hvis juridiske gerning bliver sat i et humoristisk lys.

Vi bliver jo alle ældre og rundere med alderen. Så i min sølvbryllupssang står der ikke noget der kan støde på manchetterne. Derimod skal I se en bryllupssang skrevet af mig på bestilling fra brudens søster, og den blev som hun gerne ville have den. Her er sproget anderledes ramsaltet, men i det ungdommelige selskab var det også de færreste der havde stødbare manchetter i det hele taget.  Det hører så også med til billedet at brud og gom begge har været gift før op til flere gange, og i øvrigt nu er skilt igen, så de bange anelser sangen udtrykker kom desværre til at gå i opfyldelse.

(Mel.: Marken er mejet)

Li’ som man tro’de at ikke ti vilde
heste ku’ få Poul til at gå ned i knæ og fri
er vi til bryllup igen – ih, du milde!
Man må jo beundre parrets store energi.
: De har prøvet før,
ved hvordan den kør’,
men de syn’s vel vielser gi’r livet mer kulør.:

Præsten i kirken gav dem en formaning
om at ta’ sig sammen og vær’ go’e ved hinand’n.
Det sku’ vær’ slut med al udenomsglaning,
nu må konen nøjes med at kigge mildt til mand’n.
: Han gav klar besked,
langtidsholdbarhed
kommer kun af monogamitet – så vidt man ved…:

Jytte, min søster, lyt til min erfaring
(nu er det en uge siden at jeg selv stod brud):
Hvis nu at Poul skulle ønske forklaring
på hvor du var henne sidste gang da du gik ud –
: Bare slå det hen,
nus ham kærligt, men
hold det for dig selv hvis du har pjanket lidt igen.:

Poul er vel også bekendt med den tanke
at hvad præsten præker skal man ta’ med et gran salt.
Men med hans pjank må du ha’ hånd i hanke
for der lurer hormonale farer overalt.
: Sørg for at hans krudt
hjemme af bli’r skudt
ellers ku’ det være ægteskabet snart tog slut… :

Bestilleren har i øvrigt været storforbruger af mine sange. Jeg har skrevet til hendes eget bryllup (ugen inden, som det fremgår af sangteksten), to sange til svigermoderens 60-årsdag og en konfirmationssang til deres yngste datter. Hun var vældig tilfreds og sagde at sangen havde moret selskabet helt gevaldigt, inklusive brudeparret. Jeg havde ellers skrevet et par vers til på andre melodier i mere forsonligt tonefald, men dem havde de vist slet ikke sunget.

Og hvad kan man så lære af det? Jo, man kan slippe godt fra en sang der er for skrap hvis bare det bliver gjort med stil, og hvis der er god gang i sproget. “Udenomsglaning” er et godt rim på “formaning”. Og som alle der har prøvet det godt ved: til et bryllup kommer drifter og løssluppenhed til overfladen lige så snart brudens far og gommen har holdt deres taler, og så er der ingen smalle steder. “Marken er mejet” er også en frisk melodi som man er sikker på at alle kender og kan tralle med på. Men det med hvilken melodi man skal skrive på til hvilken anledning – det kommer jeg ind på i et senere opslag, hvor der også kommer gode eksempler.

I næste uge kommer opslaget også til at handle om bryllupssange. Der bliver hele fire, og de er meget forskellige. En del af tanken med denne blog er at inspirere jer til at skrive gode lejlighedssange, men glem ikke at I også kan få mig til at skrive for jer. Jeg er ikke den billigste, men jeg gør det godt:)

I er meget velkomne til at kommentere. I får mulighed for at skrive kommentar når I klikker på opslagets titel ude i højre spalte og så scroller ned i bunden af den side der har åbnet sig.

Glem ikke at sige det til jeres venner hvis I synes det har været sjovt at læse om mine sange. Giv dem linket, del det på Facebook og hvor I ellers færdes på de sociale medier.

 

Dette er det første rigtige indlæg i min blog, så derfor får I hele to af mine mest vellykkede sange at forlyste jer med. Men emnet er egentlig hvor grænsen går i en festsang – hvor meget man kan gøre grin med festens genstand uden at være stødende. De to fødselsdagssange vi skal se på skrev jeg sidst i 1980erne, da jeg selv var en yngre mand og optaget af en af livets store skilleveje: når man siger farvel til ungdommen. Det er en tærskel man godt kan gå over flere gange, både når man bliver 30, 40 og 50 – men jeg råder jer fra at pjanke for meget med kroppens forfald og livets korthed i jeres sange når fødselaren er ældre end det. Så er det nemlig alvor:)

Den første sang skrev jeg til en kammerats 30 års fødselsdag. Han var en lystig fætter, og sangens nærgående beskrivelse af hans livsstil var ganske præcis. Derfor har jeg sat et andet navn ind i denne udgave:

Til Jens’ 30-års fødselsdag

Mel.: Jens Vejmand

Hvem sidder foran skærmen
med prøjserpils i hånd,
en slatten smøg i kæften
og glor på vid’jobånd?
Det gør såmænd Jens Nielsen,
han er en værre en.
Nej se, hvad laver manden?
Han ta’r på pigens ben.

Og ager du en aften
når solen synker ned
en tur på den lokale
og tror du skal ha’ fred,
så møder du Jens Nielsen
– han kommer altid først
og sidder sidst tilbage
og kæmper med sin tørst.

Der var jovist de dage
hvor han så bedre ud
med mere hår på ho’det
og knap så svampet tud.
Nu er han blevet tredive,
men klog’re er han ej.
De skønne ungdomsdaw – åh ja
den tid går snart sin vej.

Der er et håb forude
for den fortabte søn:
Om tredive år der venter
en tid på efterløn.
Men skal du nå den alder,
så må du drosle ned.
Spar hel’re på fysikken
– din alder kræver fred.

Rigtig gættet – han hedder også Jens til fornavn i virkeligheden, og derfor var det oplagt at skrive et modstykke til Jeppe Aakjærs nøjsomme vejmand. Samme Jens beklagede sig under festen over at teksten nu havde været lige skrap nok kost, når hans far og mor sad og hørte på. Men selv om den gik lige til kanten, synes jeg stadig  ikke sangen var for slem. Senere var jeg på skiferie med samme Jens og en flok ligeledes pjankede næsten unge mennesker. Pigerne skrålede sangen ustandseligt på busturen både op og ned, både på den originale Carl Nielsen-melodi og på en anden de havde fundet ud af passede. Den sang gav et godt boost til Jens’ “street cred”, og det blev vist til mere end håndspålæggelse ved flere lejligheder.

Den flygtige ungdom er et endnu stærkere tema i den næste sang, og igen er der et ekko af teksten i den oprindelige sang med dens vemodige dvælen ved en glorværdig fortid i kontrast til den prosaiske nutid.

Sang til Svend på hans 40-års fødselsdag

Mel.: På Sjølunds fagre sletter

Nu fylder Svend de fyrre
Oh ak, oh ve, oh gru!
Han har sit på det tørre
og klarer sig endnu.
Vist er det ingen alder
at fylde fyrre år.
Men alt hvad står, det falder
og visner og forgår.

I fordums svundne tider
som fyrig bondesøn
var Svend en stræbsom slider
og smægtede i løn
mod egnens fagre friller
– det med en lyst så stor!
Comput’ren nu han kilder
og piller næsebor.

Snart vil hans tinding gråne,
hans mave synke ned.
Snart breder sig en måne
hvor før var hårets bed.
Snart vil han gå og længes
imod en fremtid grøn
hvor færre kræfter trænges:
pension og efterløn.

Men lad os bare feste
imens endnu er tid.
Man bli’r nok selv den næste
som mister mod og vid.
Vi er jo også flere
som er på den galej!
Så meget desto mere,
Svend, skåler vi for dig!

Nej, fødselaren hed ikke Svend, men jeg kunne godt have brugt hans rigtige navn her, for han var ret begejstret for sangen. Næsepilning kunne måske opleves som krænkende, men enhver kan jo se at det er et godt billede på driftslivets generelle hensygnen med alderen. Og som det fremgår af sidste vers, kommer sangen til den modne erkendelse at det også bliver vores tur, og det gælder alle.

Så hvad kan man lære af det? Drillesyge er en fin motor når man skal skrive en festsang, og jeg sad og morede mig godt da jeg skrev de to sange. Men det gælder om at holde tungen lige i munden. En tekst må ikke blive for grov – er du i tvivl, så test din sang på en anden inden den skal bruges. Eller endnu bedre: kassér det stødende, også selv om du har siddet længe og grublet og endelig har fundet på noget der (næsten) er sjovt.

I næste uge vender jeg tilbage med mere om sprog og stil i den gode lejlighedssang. Vi skal se på en saftig og fræk bryllupssang og en nydelig sølvbryllupssang som også har sine underfundigheder. I kan godt begynde at glæde jer til næste opslag.

Husk: I er meget velkomne til at kommentere!

Tak fordi I er kommet på visit i min nye blog! Hver uge kommer der et nyt indlæg fra mig med mindst en eller flere af mine sange, og så kommer der også en kommentar til hvorfor sangen blev skrevet, og hvad jeg selv synes om den. Som regel er det selvros, for som regel synes jeg mine sange er rigtig fine – men det kan hænde at jeg også peger på ting jeg kunne have ønsket jeg havde gjort anderledes.

Jeg vil også komme med gode råd til jer der har mod på selv at skrive lejlighedssange til festlige anledninger. Vi har en fin tradition i Danmark for selvproducerede festsange, og selv om en sang også kan være FOR ringe, så er den alligevel et indslag som festens genstand vil sætte stor pris på og gæsterne også vil glæde sig over, selv om der måske halter et par fødder og et par tvivlsomme rim her og der. Jeg vil ikke sige at det bliver let at skrive sange med rutinen, for det kræver arbejde at skrive i en stram form – men det kan sagtens være sjovt, og så bliver man også selv stolt og glad når man har gjort det. 

Da jeg var dansklærer, kunne mine kursister aldrig undgå at få et kursus i sangskriveri. En af deres første skriftlige opgaver var at skrive en sang – så de opdagede at de faktisk godt kunne. Eller – måske – i det mindste fik en anelse om det gode håndværk der ligger i ordene når de er skrevet af nogen der KAN, selv om de ikke selv fik knækket koden.

Måske, kære læser, hører du til i den sidste kategori. Hvis du kommer i den situation at du gerne vil komme med en sang til en fest, og den må gerne være rigtig god – så kan du komme til mig, og så skriver jeg en for dig. Jeg tager mig betalt for det, og du kan sikkert finde andre rimsmede der vil gøre det for mindre. Men det skal ingen hemmelighed være at min nye blog også er en reklame for min sangfabrik. Forhåbentlig overbeviser den dig om at du hellere må bestille en sang hos mig!