Måned: marts 2019

En revysang skal være et shownummer der giver sangeren mulighed for at give teksten noget ekstra. I sidste uges vise om Tulles og Pernilles krydsede klinger fik sangeren noget forærende med den fjollede blondineparyk, der så tages af i sidste vers. I denne uge kan I læse og synge en mere klassisk karaktervise, hvor sangeren først viser facaden, så bagsiden af sin rolle.

Visen handler om den “midlertidige” grænsekontrol som er et irritationsmoment for alle sønderjyder, uanset om de bifalder det ekstra posekiggeri ved grænsen eller ej. Politi og efterretningsvæsener er lorne ved effekten set i forhold til hvis ressourcerne var blevet brugt på anden måde, men for Dansk Folkeparti er det et synligt resultat der viser at de gule stemmer virker, om andre nok så meget kalder det symbolpolitik. Så afskaffelse af grænsekontrollen har lange udsigter, og min vise har garanteret ikke mistet sin aktualitet når vi når frem til revyens start i november.

Første gang jeg skulle tilbage over grænsen efter den “udvidede kontrol” blev indført, blev jeg inkvisitorisk spurgt ud af en tydeligvis nyuddannet hjemmeværnsmand om hvad mit ærinde havde været i udlandet. Jeg blev sur og havde mest lyst til at spørge hvad det ragede ham, men forklarede alligevel i detaljer. Jeg er mørkhåret, har brune øjne og kørte alene i en tom bil af ældre dato, ganske vist med danske plader, og mit pas kunne jeg have trukket i en automat. Hvorfor gøre det svært for sig selv?

Nu er gassen gået af ballonen hos grænsekontrollanterne. Alle bliver bare vinket videre med en træt håndbevægelse. Et “interimistisk” telt står klart hvis der skulle komme en bil der krævede nærmere undersøgelse, men mon nogen har set det i brug i praksis? Den grænsekontrol må være et godt bud på Danmarks kedeligste job. Min sang handler om hvordan en kontrollør oplever det:

Hjemmeværnsgrænsekontrollens sang

(Mel.: Her står jeg hver aften på risten)

Her står jeg og vinker ved grænsen
og det er en dejlig tjans.
Jeg kontrollerer at Jensen
som nu har vær’t udenlands
rent faktisk ser ud som os danske
hvis hår ligner lev’rpostej.
Men fri os for de udenlandske –
dem sender vi samme vej
tilbage hvorfra de er kommet.
Det er derfor at jeg står på vagt.
Måske er jeg en smule vommet,
men min pondus udstråler magt.
Jeg smiler og vinker og plirrer
med hovedet lidt på skrå,
for det’ jo en tanke der pirrer,
men der’ godt nok kun ganske få
af anden etnisk herkomst som ydmygt banker på.
Jeg står og venter. Men tid’n er gå’t i stå.

Dengang jeg kom i Hjemmeværnet,
da var det en anden sag.
Med hjelm, uniform og maskinpistol
gav vi Ivan det glatte lag.
Nu står jeg og kigger på biler
i den linde strøm af trafik.
De har bar’ vær’t ned’ for at handle
øl, Nutella og så lidt slik.
Når jeg’ar stået her tem’lig længe
kan jeg savne en god passiar.
Mine mundvig’ begynder at hænge
og jeg føler mig lidt til nar.
Jeg skutter mig lidt imod kulden,
men der er lang tid igen
til at jeg end’lig bli’r afløst.
Så hold ud nu, min fine ven.
Gid der ku’ komme en storm der har vindstyrke tolv
som blæste grænsekontrollen langt fa’n i vold.

Der må godt være alvor i en revyvise, men først og fremmest skal den være sjov på en eller anden måde. Lever min sang op til det krav? Det synes jeg jo selv. Der er noget underholdende i at tænke på hvor træls det er for vogterne at være et irritationsmoment for os andre. De to slutlinjer forskrækker mere end de morer, og jeg har været i tvivl med dem – men jeg synes godt det må skinne igennem at der er god grund, også for grænsekontrollørerne, til at ønske grænsekontrollen afskaffet. Og så giver det sangeren noget at arbejde med: i løbet af visen får han fortalt hvordan han dybest set har det med sit job.

Men der er en nem måde at skabe en afvæbnende latter på: når “grænsevogteren” slutter sangen af, kan der vises et filmklip på baggrunden af en flok vildsvin der kommer tordnende forbi. Så skulle den ged vist være barberet.

Jeg ved ikke om der er nogen læsere der funderer over valg af melodi og hvordan det forholder sig med rim og rytme.  I den originale sang, “Manden på risten” (hør en udgave af sangen på dette link), er sangeren også en udenforstående betragter af det liv andre har. Han har lav status, men markerer sin naturlige værdighed gennem sangen. I min sang er det lige omvendt: sangeren har sin “pondus”, men afslører det indholdsløse og ligegyldige i det han gør.

Så det er med vilje at jeg har lavet det sådan. Hvis nogen derimod har lagt mærke til at rimmønstret er stramt og tilknappet i første vers, mens jeg slår mig løs med rimfrie linjer i andet vers – så er det en tilfældighed, men en heldig en af slagsen. Det passer godt med at kontrollørens karakter går i opløsning på vej mod den hidsige eksplosion i slutningen.

Ja, sådan kan man være heldig! I næste uge kan I læse en anden ny revysang – om Britta Nielsen og de endnu større banditter. Kig selv på næste torsdag.

Jeg minder lige om at jeg gerne modtager kommentarer til de sange jeg har skrevet.  Hvis I ikke kan finde ind i denne sides kommentarfunktion, kan I bare sende jeres kommentar til sorenkjaer6@gmail.com – eller som SMS til 22752345.

 

 

I disse uger kommer det til at handle om revytekster jeg er ved at skrive til en lokalrevy her i Haderslev. Revyen får premiere i november, så de tekster jeg skriver nu har ikke nødvendigvis tilstrækkelig langtidsholdbarhed til at komme med, men det må jeg tage som en oplevelse. For det er en tung pram at bakse med, sådan en ny revy. Aktørerne skal hyres allerede om en god uges tid, og der er så mange andre ting der skal falde på plads, men først og fremmest skal der være nogle tekster – ellers er der ingen revy. Hvis der ingen tekster er allerede nu, kan det knibe med troen på at det hele kan blive til noget, så jeg og et par stykker til må bare til tasterne uden tøven.

I sidste uge kunne I læse min åbningssang til revyen. Den er langtidsholdbar. Der er ingen fare for at burkaforbud og håndtrykspåbud når at blive afskaffet inden revyen løber af stabelen, uanset hvor meget der er tale om symbolpolitik.

Et andet emne jeg roligt kan skrive sang om nu er Haderslevs borgmester, som hedder noget så inspirerende som Gejl. Han har fået ørerne så gebommerligt i maskinen det sidste års tid at ingen kan nå at glemme hans betiser, og han er sund og rask og glad for sit job (når han da ikke får dårlig presse), så han er der stadig til efteråret.

Men i denne uge bliver det som lovet: jeg har skrevet en sang om Tulle og Pernille. Al omtale, også den dårlige, er bedre end ingen omtale, så de to udlændingefjendske politikere stak for nylig næsen frem ved en duel på Åbenrå Folkehjem, en gammel danskhedens bastion som sikkert får endnu mere medieeksponering til næste år når det går løs med fejring af 100-årsjubilæet for genforeningen. Dansk Folkeparti bløder vælgere i Sønderjylland, og det er ikke kun til Nye Borgerlige. Så begge politikere var rørende enige om at det var på høje tid at tage på charmeoffensiv på disse kanter, og det fik de i den grad opbakning til fra de landsdækkende medier.

Min sang kan vel også siges at være med til at give dem opmærksomhed på sin egen lille måde, men jeg trøster mig med at den nok ikke kommer med i revyen til november, for da har alle sikkert glemt alt om hvad der skete i Åbenrå.

Sangen går på melodien “Hvordan får jeg ram på en mand?” fra musicalen Annie Get Your Gun. I er meget velkomne til at forsøge jer med at synge sangen, men melodien er ikke helt let. I kan høre Daimi synge den originale sang på dette link: https://www.youtube.com/watch?v=SL3dQTRIYt4

Her er min tekst:

Start med videoklip fra Tulles og Pernilles møde på Folkehjem. Pernille kommer med sit “Er du klar” – klippet fryser på Tulle mens han prøver at finde en grimasse der kan passe.

Sanger kommer ind med grotesk blondineparyk på hovedet.

– Nu har jeg også tænkt på at gå ind i politik! Ja, for det kan da ikke være så svært. Hvis Pernille kan, så kan jeg også! Jeg er en stor pige der har lært at sige nej! Fingrene væk! Hold dig i skindet, din gejle… Ja, det handler altså ikke om ham Gejl denne gang. Der er ellers nok at ta’ fat på der!

Nu skal I høre:

(Mel.: Hvordan får man ram på en mand?)

Der var et rivegilde
da Tulle og Pernille
krydsed’ klinger i Åbenrå.
De var ude på skrammer,
slog med den store hammer,
og hvorfor var jo let at forstå.
For hvor skoen klemmer,
det er de gule stemmer
som de jo håber på at få.
Begge kørt’ i samme rille,
men så var det Pernille
tramped’ på Tulles ømmeste tå:
Er du klar? Er du klar?
Tulle mumled’ nervøst: Hva’behar?
Når bidske madammer
gi’r gentlemænd en lammer
er det tit svært at find’ på svar.
Det var slut med romancen,
Pernille øjned’ chancen
til knockoutsejr før tid.
Og hun var ikke blid –
Tulle kom til at ligne en nar.

De sønderjyske stemmer
kan købes for en femmer
hvis man bare er national.
Og Pernille har luret
hun får vælgern’ ind i buret
når hun blot gi’r et danskhedssignal.
Ja, man må vær’ tyd’lig
og være mest modbyd’lig
mod hver en’ste mørklødet karl,
Gi’ de sorte en på bolden
med blondinehår på knolden
– frem for alt må man vær’ national!
National! National!
Frem for alt må man vær’ national!

(pause – tager parykken af, går frem til scenekanten)

Måske Pernille glemmer
når man skal høste stemmer
må man godt vise mer’ moral.
For de fleste vælg’re flygter
li’så snart de går og frygter
det  bli’r værre og værr’,
råber vagt i gevær –
Hendes hadpolitik – den er gal!

Jeg kan forsikre at fødderne passerne hvis nogen skulle være løbet sur i dem og melodien. Der er ikke noget der. Men, kære læser, jeg har et ønske: Har du gode ændringsforslag? Har du andre kommentarer? Jeg vil gerne høre hvad du mener. Der er en kommentarfunktion her på siden, men den er der ikke nogen der har fundet ud af at bruge endnu.

I stedet kan du sende din kommentar til sorenkjaer6@gmail.dk – eller sms til 22752345. Du kan jo også bestille en sang fra Sørens Sangfabrik, nu du er i gang.

Der skal være revy i Haderslev til efteråret. Det er ganske vist. Folkene i Haderslev Forsøgsscene er i fuld gang med at sætte det hele i værk. Bedst går det med sponsorbidrag, så penge mangler der ikke. Harmoniens scene er booket til en række forestillinger til november. De glade amatørskuespillere står på nakken af hinanden for at få lov at optræde til den tid.

Det eneste der kan knibe er tekster. Jeg har meldt mig under fanerne for at levere sangtekster. Arbejdet begyndte i september, og foreløbig har jeg leveret – tre sange. Det er ikke nogen overvældende indsats, men der har været så meget andet, og det har måske også været lidt svært for mig rigtig at sætte mig op til opgaven når der heller ikke er sket alverden endnu fra de andre “forfattere”.

Derfor vil jeg give mig selv det benspænd at jeg i ugerne fremover vil lægge en ny revysang ind på bloggen. Inden der er gået et par måneder vil der så være sange nok, og måske også lidt rigeligt. Vi får se.

I denne uge gør jeg det let for mig selv ved at præsentere det der skal være revyens introsang. Her skal man forestille sig alle skuespillerne på scenen og synge nummeret mens de laver koreograferet fis og ballade. Nu bliver dette ikke en revy hvor der er råd til at hyre en komponist til at skrive nye originale melodier, så i stedet har jeg skrevet på den mest prangende, selvironiske og nostalgiske melodi jeg kender: “Hooray for Hollywood”. Man mærker nok man er ved at blive en ældre herre når ingen andre i forfattergruppen kender melodien, end sige har hørt den før. Den er ellers velkendt, synes jeg da. Skulle der være en enkelt læser der også mangler at få melodien genopfrisket, kan man høre den på disse to Youtube-klip: https://www.youtube.com/watch?v=KpkLVUaBcB8 – med musikken fra musicalen “Hollywood Hotel” (1937), og https://www.youtube.com/watch?v=Vy1sewL89MY – en udgave med Nancy Sinatra, meget mere cool.

Her er min tekst:

Hurra for Ha’sle by
Domkirken ligger lunt i lindes ly.
Man går en aftentur ved Inderdammen
i fryd og gammen mens solen synker i vest.
Til alle sider ses gæs som skider
og det er ikke alle der syn’s det’ en fest.

Hurra for Ha’sle by
Man hører hornmusik i vilden sky
når fredag middag man ser vagtparaden
gå hen ad gaden – ja, livet passerer revy
Og torvevrimmel gør dig lidt svimmel
Hurra for Ha’sle by!

Hurra for Ha’sle by
hvor politiet nu skal sige fy
hvis de ser damer gå omkring formummet
i gaderummet som de gør det udenlands.
Mon det er målet med fut i bålet
som hvis man brændte ægte hekse til Sankt Hans?

Vi kan li’ Ha’sle by
for når man nu skal lave en revy
så kan man sagtens lave grin med masser
der ikke passer her i vor’s lille by
så byens rødder får kolde fødder –
Velkommen til vor’s revy!

Så er revyen skudt i gang. Her er der så en blanding af det provinsielle med en smule kant uden det dog går til yderligheder. Men jeg kan love at der kommer hip til alle sider, også til de gule stemmer der nu er på vild flugt til højre og venstre – og de siddende kommunalrødder med Gejl i spidsen. Jeg skal skrive en Gejl-sang, og den stående vending i den bliver nok: “Stem ikke på Gejl – han er en fejl”.

I næste uge viser jeg en sang jeg er ved at skrive nu om Tulle og Pernille – lovet nu, og så bliver det sikkert til noget.

Vi ses igen på torsdag!

…don’t talk at all is my advice! Dette gode råd kommer fra en gammel calypsosang, og jeg prøver at efterleve det så godt jeg kan.

Denne weekend fejrede min bror sin 70-årsdag lidt forsinket, for festen slog han sammen med kæresten, som bliver 70 en gang i foråret. Sammen havde de inviteret små tres mennesker til spisning på et af de bedste spisesteder i det naturskønne Thy, og som nær familie var vi naturligvis også med. Jeg var i vildrede med hvad jeg skulle gøre – skulle jeg skrive en sang, eller skulle jeg lade være? Til min brors sidste runde fødselsdagsfester skrev jeg ikke nogen sang, men da vidste han knap nok at det med at skrive sange var noget jeg gjorde. Men i dag er det ikke nogen hemmelighed, så han havde sådan set krav på at jeg kom med en sang – og jeg synes også at man skal gøre sit til at gøre en fest fornøjelig hvis man kan.

På den anden side var der en grund til at jeg ikke havde skrevet sang til de to andre fødselsdagsfester. Min bror kan godt være nærtagende, til trods for at han selv elsker at drille og være spydig på en rigtig morsom måde. Der skulle sikkert meget mindre til end jeg forestillede mig før han blev stødt på manchetterne.

Alligevel bestemte jeg mig for at skrive en sang, og sådan kom den til at se ud – melodien er “Sneflokke kommer vrimlende”:

Når Lone og Sebastian
vil holde fest, må alle mand
gi’ los og gøre hvad vi kan
for at vi får det sjovt.
Nu vil vi gå til vaflerne
og bælle af karaflerne
og forke løs med gaflerne.
Alt andet vil vær’ flovt.

Vi har set frem til denne dag
ret længe, men en enkelt sag
som har gi’t hjerne-smertejag:
Hvad mon de ønsker sig?
På deres gavebord man ser
ret sære ting, lidt vin med mer.
Af gavekort der er der fler’
som en lidt flad udvej.

I Lones skønne sommerhus
der lever de i sus og dus
langt væk fra Vesterhavets gus.
Jo, de har få’t det rart.
De bygger trøstigt om og ud.
Sebastian på Lones bud
gi’r byggetrangens overskud
et afløb i en fart.

Mon Lone og Sebastian
snart bærer spor af tidens tand?
Nej, det ser ud til hun og han
er stadig i vigør.
Der’ stadig liv i skankerne
skønt de er grå i mankerne –
Nu glemmer vi skavankerne
som det sig hør og bør!

For Lone og Sebastian
i hele Danmarks fædreland
har ikke deres ligemand –
de holder bare mål!
Så lad os løfte vore glas!
For nu er tiden vist tilpas
til at vi rigtig gi’r den gas
med hurraråb og skål!

Bagefter takkede min bror mig for at der næsten ingen hip var at spore i sangen – han havde frygtet det værste da sangen blev delt om. Tættest på går sangen i andet vers, hvor jeg brokker mig over at parret nægtede at give udtryk for ønsker på forhånd. Af samme årsag var vi landet på at give dem et gavekort. Tredje vers har også et vist personligt præg: Parret opholder sig faktisk meget i sommerhuset, som er under heftig ombygning, og der er min bror en drivende kraft, uddannet håndværker som han er.

Men første, fjerde og femte vers er helt neutrale og kan passe på enhver der fylder 70. Der var nu ikke andre sange til festen, så det var godt jeg kom med den. Jeg bilder mig ind at den ikke var nogen hæmsko på den gode stemning. Men ellers kan jeg godt lide at skrive sange med mere kød på.

Sangfabrikkens højsæson er lige om hjørnet. Jeg har nogle bestillinger liggende, men desuden skriver jeg også sange til en lokalrevy. I næste uge viser jeg en af dem frem, og så vil jeg gerne høre hvad I synes om den.

Vi ses næste torsdag!