Måned: november 2018

Nu er det endelig sket! Min blog har fungeret som reklame for min lille sangfabrik. Jeg har fået en bestilling på en sang af en begejstret bloglæser, og det er vel at mærke ikke en gammel kunde som alligevel ville have bestilt en sang.

Det er ikke en festsang det drejer sig om, men en kampsang som fire medlemmer af Selskabet til Bekæmpelse af Japansk Pileurt (aka Pileurtbanden) skal bruge for at komme i den rette stemning før de kaster sig ud i et større orgie af vold mod denne invasive planteart der fortrænger ærlige danske ukrudtsplanter fra grøftekanter og levende hegn. Skvalderkål og bjørneklo er for intet at regne – frø af ugræs er i sandhed føget over hegnet!

Foreløbig føres kampagnen vist kun i Helsingør Kommune. Man skal starte et sted, og fokus ligger især på Gurre Slotsruin, som nu er ved at gro fuldstændig til i japansk pileurt. Med gammeldags mekaniske hjælpemidler – økse, le, hakke, spade og greb – vil Pileurtbanden forsøge at holde i hvert fald et hjørne pileurtefrit. Roundup er bandlyst – ikke bare af religiøst økologiske årsager, men fordi giften skal bruges i så store mængder at al anden vegetation går ud først inden pileurten gi’r sig.

Nu er det ikke bare i Helsingør og omegn at den japanske pileurt florerer. Den kan findes i hele Danmark, hvis yderst velfriserede natur ligger åben for angreb fra invasive plantearter der er vant til ganske anden hårdnakket modstand hjemme hvor de kommer fra. Så Pileurtbanden søger også proselytter. Det kniber stadig lidt med det – så derfor er bandens medlemmer realistiske nok til at indse at den sang de har bestilt hos mig nok ikke kommer til at slå igennem i folkesjælen som Landsholdets “Vi er røde – vi er hvide”. Men umage har jeg gjort mig – her er den splinternye tekst netop skrevet færdig i dag. Melodien er selvfølgelig “Kasper, Jesper og Jonatan” fra “Folk og Røvere i Kardemomme By”. Skulle melodien være ukendt, kan man høre en udgave af originalen her.

På selve Gurre Slotsruin
hvor Volmer kyssed’ Tove,
hvor før der voksed’ hyld og vin
gror pileurt i skove.
Den invasive planteart
har bredt sig i en vældig fart
– en flok musketerer vil byde den trods!
Den skal udryddes og ha’ et mægtigt los!

Vi sniger os så lumsk af sted,
bevæbnet med machete.
Et hængebugsvin har vi med,
og der bli’r nok at se’ te’
før den japanske pileurt,
som længe har gjort livet surt
for Gurres ruiner, kan få sin bekomst
og gi’ plads til rent pæredansk busk og blomst.

Når vi har hærget længe nok,
og brugt op alle kræfter,
og alt er væk – så si’r vi: Fuck!
For fjorten dage efter
står pileurten højt igen –
så er det nok, min fine ven!
Her hjælper kun bulldozer og dynamit
hvis for pileurt vi skal gør’ Danmark frit.

For denne østerlandske pest
er jo en farlig fjende!
Den importered’ blev som gæst,
men som det tit kan hænde,
ta’r fanden gerne hele hånd’n,
og urten kvæler pilevånd’n –
den ægte – ja, altså den danske, I ved –
nu’ det slut med vor’s blødsødne gæstfrihed!

Vi håber inden længe vi
kan blive mange flere.
Med ufortrøden energi
vil vi nu rekruttere
til kamp mod japansk pileurt.
Men ærlig snak: hvis vi bli’r spurgt
om vi tror det kan nytte at stritte imod,
si’r vi nej, pileurten har slået rod.

Så skulle da mirakler ske
som vækked’ Holger Danske,
og mange flere ku’ indse
hvorfor mod udenlandske
gevækster man må sige stop
og luge løs i sluttet trop
og hakke og grave og fjerne hvert spor
af japansk pileurt fra den danske jord.

Don’t shoot me – I’m only the piano player! Jeg kan absolut godt se at dette til forveksling kunne ligne en kampsang fra Dansk Folkeparti og det der ligger endnu længere ude på det nationalistiske højre. Men nu handler sangen altså ikke om menneskelig migration og det multikulturelle Danmark. Den handler om et økologisk problem, omend der blandt dem også findes større sager at gå ind i kampen for.

Jeg håber at Pileurtbanden får succes med deres tilsyneladende håbløse projekt. Don Quixote havde også modgang i sine projekter, men indhøstede dog berømmelse i eftertiden.

I næste uge kan man læse om sange jeg har skrevet på udenlandsk – blot for at bevise at min horisont går længere end min egen næsetip.

I denne uge må det godt gå lidt stærkt, for jeg har travlt med min anden hobby: korsang. I aften er der øver i Egtved til lørdagens koncert i anledning af Tågelund Korets 40-års jubilæum. Vores koncert er på Vandel Efterskole kl. 15, og man får fornøjelse af at høre hele fire kor. Ud over os selv er det også værd at nævne at den kendte komponist og kordirigent Erik Sommer optræder med sit kor Troubadour. De kommer på genvisit hos os den lange vej fra Nørre Nissum ved Limfjordens vande, efter at vi i foråret var på visit hos dem og sang til deres jubilæumskoncert. Kom endelig hvis I har tid og mulighed – det er gratis, og det bliver en rigtig flot koncert. Adressen er Grindstedvej 37, 7184 Vandel.

I morgen aften, altså fredag, skal jeg synge til en anden koncert, kormaraton i Haderslev Domkirke. Den er også gratis, og løjerne begynder allerede kl. 18, men mit kor, Haderslev Lærerkor,  kommer først på som det næstsidste kor kl. 21. Be there or be square:)

Ikke nok med det, men nu har jeg også fået min første bestilling på en tekst som udelukkende skyldes denne blogs gennemslagskraft som reklamemedie for min lille sangfabrik. Alle andre tekster jeg har skrevet siden bloggen startede, på eget initiativ eller på bestilling, var alligevel blevet skrevet uanset om bloggen havde været der eller ikke. Så dette er et større gennembrud, og jeg har allerede lagt hovedet i blød. I næste uge får I resultatet at se – jeg tror det bliver fornøjeligt.

Men denne uges indlæg skal langt fra blot være et pausekomma. I kan læse – og synge – to sange hvor melodien var dikteret på forhånd.

Den første skrev jeg på bestilling fra personalet i den børnehave hvor min kone arbejdede som pædagog. Anledningen var at institutionens leder, “Oda”, fyldte tres og nu gik på førtidspension. Hun var en fantastisk dygtig leder der havde fokus på personalets og børnenes trivsel, og sorgen var stor over hendes beslutning. Typisk for hende nøjedes hun ikke med at holde en afskedsreception for sig selv med lidt portvin og kransekage. Nej, hele personalet med påhæng blev inviteret over til Fanø til hendes private og megastore 60-års fødselsdagsfest. Jeg blev hyret til at skrive en sang der tolkede personalets følelse i den anledning, og jeg fik meget klare dessiner om indhold. Melodien var også bestemt på forhånd: Imellem Esbjerg og Fanø. Hør originalen her.

Nu fylder Oda de snese tre, ja,
de snese tre, ja, de snese tre,
skønt det nu knap nok er til at se, ja,
når vi nu fester på Fanø.
Hun stråler som i sin ungdomsvår
i glæden gør det slet ingen skår
at bli’ så gammel når blot man får
så mange gæster på Fanø.

Her er vi mange fra Hybengår’n, ja,
fra Hybengår’n, ja, fra Hybengår’n
På vores kinder der triller tår’n, ja,
imens vi fester på Fanø.
For nu vil Oda gå på pension
så vi må savne hendes person
det bli’r en anden som står på bro’n
mens Oda hygger på Fanø.

For os var Oda en god kaptajn, ja,
en god kaptajn, ja, en god kaptajn
som altid sagtens ku’ finde vej’n, ja
– den ros får Oda på Fanø.
For hun ku’ lytte til vores brok
og når hun ha’d lyttet længe nok
fik hun problemerne lagt i dok
– nu må hun gør’ det på Fanø.

Oda er altid en charmetrold, ja,
en charmetrold, ja, en charmetrold.
Hendes humør skaber sammenhold, ja
– den sag er givet på Fanø.
Er vitsen vandet, så pyt med det,
man må alligevel bare le.
For Oda kan straks de næste tre
– der bli’r nok grinet på Fanø.

At spise sundt er jo hammerfedt, ja,
er hammerfedt, ja, er hammerfedt.
Det mener Oda, men tøv nu lidt, ja,
– nu skal det røbes på Fanø:
Når hun får fri og skal til at hjem
lister hun rittersportspakken frem
og vi kan udmærket gætte hvem
der nu skal smovse på Fanø.

Hun har en mand, og han hedder Kent, ja,
han hedder Kent, ja, han hedder Kent
og li’som Oda har han talent, ja,
for tosserier på Fanø.
Han gi’r tit Oda no’et specielt:
et lokumsbrædt, et par cirkustelt-
enorme trusser, så generelt
har de det muntert på Fanø.

De to har sejlet fra kyst til kyst, ja,
fra kyst til kyst, ja, fra kyst til kyst.
Men Kent og Oda har fået lyst, ja,
til at bli’ landfast på Fanø.
I båd har de sejlet vandet tyndt
nu har de rundet den sidste pynt
og vekslet båden til kongens mønt
– det får man brug for på Fanø.

Oda kan godt li’ en følsom sang, ja,
en følsom sang, ja, en følsom sang.
Det’ kun en fordel hvis den er lang, ja,
som mellem Esbjerg og Fanø.
Men denne sang har brændt af sit krudt
– så giv nu Oda når den er slut
et leve og en hurrasalut
– og ikk’ et ord mer om Fanø!

Den anden sang I skal se skrev jeg i sidste uge til en god vens 70-årsdag. Fejringen foregik på Harmonien, danskhedens gamle bastion i Haderslev da den slags betød noget. Her gav melodien også sig selv. Ad omveje fik jeg at vide at fødselaren havde en ganske særlig kærlighed for “Socialisternes March” af P. Overby, bedre kendt under navnet “Snart dages det, Brødre!” I kan høre en udgave af originalen her. Den gamle socialistiske kampsang har stadig appel i dag, men har måske nok rigelig patos i sig til en fødselsdagssang. Jeg syntes det var sjovt at give svulstigheden frie tøjler:

Nu holder Svend-Erik et megatamtam
i danskhedens gamle palads,
hvor maden og vinen er bare namnam
med leben og festivitas.
Men først skal vi synge no’n fjollede vers,
for nu er Svend-Erik halvfjerds.

Han knokler – måske er den tanke ej fjern
at han spiser doping og speed
fordi han i ilden har masser af jern
– det må vær’ fordi han ka’ li’et.
For kunst og kultur slår han gerne et slag,
står vagt om den dannede smag.

Som frelsende engel turnerer han rundt
blandt egnens fortvivlede mø’r.
Af faste kontakter har han vist et bundt.
Jo, han ved skam godt hvo’n den kør’!
Til gengæld han høster beundring så stor,
har fans over den ganske jord.

Han samler på mærk’lige sager og ting,
og Freud ku’ nok si’ et par ord
om hvorfor Svend-Erik er gå’t i selvsving
med potter på sit spisebord.
Hvert eneste hjørne besættes med flid
– til den slags kan han godt få tid.

Svend-Erik er en rabiat læsehest.
Han pløjer sig gennem hver bog,
og når han de seneste bøger har læst,
så hopper han ind i et tog
og kører til bogmesse i København
og ta’r endnu flere i favn.

Når udklædt som Holger han vil lege skjul
kan man let ham finde igen.
For vores Svend-Erik er bare så cool,
langt mer’ end almind’lige mænd!
Så råb højt hurra for den bedste vi har!
Han er jo et pragteksemplar!!

Ja, det blev lidt fjollede vers, og måske er det også en lidt privat sang der kræver at man kender manden for at synes at den er rigtig sjov. Det er vist nødvendigt at vide på forhånd at den pensionerede bibliotekar lægger et stort arbejde i ikke mindre end to kulturelle foreninger i Haderslev, og så er han ud over sin store læselyst også passioneret samler af dyr keramik. Og det med Holger: “Svend-Erik” yndede at optræde forklædt som Holger til arrangementer på biblioteket for børn. Måske nok sager som den kløgtige læser godt selv kunne udlede af teksten, men andet vers er noget misvisende. De “fortvivlede mø’r” der kræver hans assistance er ikke smægtende unge piger, men modne damer der er afhængige i det daglige af den noble gentlemans indsats.

Nok om det i denne uge. I næste uge håber jeg at kunne vise min allernyeste sang frem. Husk at like og dele på facebook hvis I synes min blog er umagen værd for andre end jer selv at følge med i.

 

En god ven og tidligere kollega havde været inde på visit i Sangfabrikken og komplimenterede mig (tror jeg nok) for den udviste energi. Han udtrykte sin bekymring for hvad jeg så vil gøre når jeg ikke har flere sange at vise frem.

Jeg kunne berolige ham med at der stadig ligger en god slat sange af første sortering i bøtten. I sidste uge fik I et par vilde og frække rim som jeg længe har haft lyst til at vise frem. I denne uge vender jeg tilbage til bestillingsarbejder udført med sordin på strengene. Det er igen bestillinger fra familien “Bohr”. Den kæmpestore klan med børnebørn og flere på vej fejrede bessernes seneste runde fødselsdage i grandios stil, og selvfølgelig blev der også vanen tro bestilt sange i Sangfabrikken.

Familiens patriark fyldte 80 i 2011. Jeg fik meget præcise instruktioner om sangens indhold. Sangens tone måtte gerne udtrykke respektfuld kærlighed  med et humoristisk hip i ny og næ. Festens genstand var altid på farten på egnens stier og landeveje, det både til fods, på cykel og endda til hest, så det var nærliggende for mig at skrive sangen på “Den gamle skærslippers forårssang”, også kendt under sin første linje: “Nu lokker atter de lange veje…”. Jeg er jo vild med de gamle Giro 413-melodier, og det ville også være en melodi den gamle herre sagtens selv kunne brumme med på:

Nu er her leben og mægtigt gilde
for far har budt os til fødselsdag.
Den chance la’r vi ej gå til spilde –
Det er os alle en hjertesag
at vise ham hvilken pris vi sætter
på denne flinke og rare mand.
Han fylder 80 og har ingen pletter
hvorpå man fingeren sætte kan.

Med vores mor – underskønne kone!
har han vær’t gift siden hedenold.
De holder sammen, det står til tro’ne
– der’s kærlighed er i god behold.
For ganske vist elsker mor at vinde
og har det bedst med at føre an,
mens far tålmodigt gi’r plads til hende.
At tabe han sagtens tåle kan.

Forhen som bonde var han helt med på
at roerne fik et ekstra pift,
mens andre planter lod sig ihjelslå
fordi de sprøjtede var med gift.
Som parcellist er han blevet omvendt:
Nu skal natur’n holdes i vigør.
Det er det modsatte standpunkt omtrent
af det han ellers gik ind for før.

Men alskens nymodens tingeltangel
som folk går rundt og får hittet på
– det syn’s vor far er no’t værre skrammel,
så hvorfor prøve det at forstå?
Til sidst han måtte dog strække våben
da bilens futter fik vinterdæk.
“En mærkbar forskel,” sa’ han med måben.
Al fordums modstand var nu pist væk.

Til hest, på cykel, på sine fødder
vor far i egnen turnerer rundt.
Når man er 80, må man godt slå rødder,
men det syn’s far ikke er spor sundt.
Hans energi er vist uden ende,
og han ku’ ligne en yngre mand.
Vi andre må bare blankt erkende
at han ej gnaves af tidens tand.

Så lad os afslutte denne vise
til hyldest for vores fødselar.
Det er en ringe sag at bevise
at der er ingen som vores far.
Så tag jer sammen og lad det gjalde!
På maden har vi jo snart gjort kål.
Fat nu om glasset og rejs jer alle
og råb et højt hip hurra og SKÅL!!

Det er ellers ikke tit jeg begiver mig ud i noget med “ej”, “hedenold”, “vor”, og “poetiske ordstillinger” som f.eks. “hvorpå man fingeren sætte kan”, men det passer meget godt med melodiens altmodische tone – og fødselarens alder. Bestillerne var meget tilfredse, men en af dem påstod hun ikke kunne melodien. Der er også et stykke vej fra Johannes Meyers spritterhæse røst i originaludgaven (kan høres her) til en moden damealtstemme. Jeg fortalte dem så at sangen også kan synges på “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer” – og det var vist det de gjorde til festen, for den kendte de bedre.

Tre år senere var den gal igen. Nu var det slægtens kvindelige overhoved der fyldte 75. Bestillerne ville gerne have mere af det samme. Der måtte godt være lidt kærlig skæmtsomhed, og det gjorde heller ikke noget at nævne fødselarens med moderne øjne usædvanlige ungdommelighed da parret blev gift. Et andet tema der var et must: Den ældre dames lyst til at altid at vinde i enhver sammenhæng over for mandens tålmodige given plads til sin noget yngre hustru – en ting som også var nævnt i 80-årssangen til bestillernes far. Det var altid vigtigt for hende at komme først – her nævnt i al uskyldighed. Så melodi til sangen gav sig selv: “Vente på far” fra “De små synger”.

Her skal der holdes gevaldig fest.
Glade og spændte er hver en gæst,
for vi skal fejre mors fødselsdag,
spise og drikke med velbehag.
Femoghalvfjerds, femoghalvfjerds –
så nu bli’r hun emnet
for et par vers.

Da hun blev gift, var hun 19 år,
og fars begejstring man let forstår.
Purungt og yndigt kuvøseguf –
den sag fik han ordnet i en ruf!
Den ordned’ far, den ordned’ far
så vi kunne få et
forældrepar.

De har holdt ud i en masse år,
har børn og børnebørn, tiden går.
Det er så dejligt at være to
som pensionister i mag og ro –
syn’s mor og far, syn’s mor og far.
Sikke mange glæder
de sammen har.

Mor slapper af med sit kniplebræt
og med en lydbog går tiden let.
Aftensol skinner på hendes hår
– er det snart tid til en kaffetår?
Den laver far, den laver far –
deres aftenhygge
er altid rar.

Mor står og venter på bakkens top.
Cykling er sundt for en konekrop.
Sejrssikkert spejder hun efter far
– med strøm på cyklen er sagen klar.
Snart kommer far, snart kommer far
Rugbrødsmotortramp ta’r
den tid det ta’r.

Mor er til genbrug, det ved enhver,
handler med glas og med gamle klæ’r.
Med hendes Kenwood er det forbi,
så vi gi’r hende en tro kopi.
Nyt er no’et bras, nyt er no’et bras,
Kenwood er jo bedst når
der hakkes fars.

Nu vil vi slutte vor lille sang.
Såd’n en kan også godt bli’ for lang.
Rejs jer fra stolen, hold glasset klar
– jubelen nok ingen ende ta’r.
Råb højt hurra, råb højt hurra!
Gid hun længe leve,
vor fødselar.

Det er en sang der godt kan gå an – jeg er rimelig tilfreds med versene om kuvøseguf og stille pensionisthygge i aftensol. Hvis nogen fra “Bohr”-familien læser med, vil jeg understrege at det ikke var bestillerne der syntes det var så sjovt med verset om bedstefars lyst til unge piger – det var mig. På det aktuelle tidspunkt har han selv været 27, så der er ikke noget at komme efter.

Resten blev som bestilt. Man bemærke sig parrets splittede holdning til teknologisk fornyelse – nymodens elcykel og vinterdæk over for den go’e gamle Kenwood-maskines fantastiske kødhakkeegenskaber. Men lad os nu ikke Bohr’e mere i det, for at fortsætte i samme mikrohumoristiske spor. Rigtig sjovt bliver det nok kun for medlemmer af familien.

Den ellers sangglade familie havde forbavsende lidt styr på den danske sangskat – det kneb også bestillerne med melodien til “Vente på far”. Så jeg indsang en lydfil til dem med sangen på. Jeg skal forskåne læserne fra at høre den udgave, men hvis de heller ikke rigtig kender melodien, kan de høre den originale sang her, smukt fremført af Katy Bødtger.

Ikke mere i denne uge. I næste uge kommer der måske en fødselsdagssang eller to mere, lige til at planke for amatørdigteren.

I denne uge handler min blog om rimerier til fødselsdagsgaver. Hvorfor ikke gøre lidt mere ud af situationen end et almindeligt vedhæftet tillykkekort? Og hvis et tillykke-vers er raffineret nok, og hvis det bliver læst højt til festen, kan det godt konkurrere med adskillige rørstrømske taler.

Første gang jeg kom på den ide var til to bekendtes 30-års fødselsdagsfest. De deltes om festen og havde lejet et forsamlingshus med plads til ALLE deres venner og venners venner. Det blev et drøn af en fest. Vi var flere der slog os sammen til fælles gaver, men det blev lidt svært at opfylde fødselarernes hedeste ønsker.

Den ene, en pige jeg boede i kollektiv med på det tidspunkt, havde et eneste meget hedt ønske som hun havde skrevet på deres fælles ønskeseddel: Hun var kæresteløs og havde været i den beklagelige tilstand et stykke tid, så hendes ønske var en frisk og fyrig sømand hun kunne muntre sig med.

Selv om 30 godt kan opfattes som en høj alder for en pige der endnu ikke har fundet den eneste ene, var det måske alligevel en overdrivelse at kalde hende en “underlig gråsprængt mø” der “sejled’ i sin egen sø”, men sådan kom det altså til at falde mig i pennen da jeg skulle skrive gaveverset – litterært mindede læsere ser sikkert med det samme at jeg har taget mig visse friheder med første vers af Henrik Ibsens episke digt “Terje Vigen” (se forlægget nederst i dette indlæg):

Der boede en underligt gråsprængt mø
på den yderste nøgne ø.
Hun sejled’ vel mest i sin egen sø
og tænkte: Går jeg mon i frø?
– Nej, så vil jeg sandelig hellere dø!
skreg den underligt gråsprængte mø.
Mod mangen en sømand stod stejlt hendes hu,
det mest mod uroligt vejr.
Mens andre betragtede hende med gru,
fik enkelte lyst og begær.
Dem slugte hun råt
på slottets skafot,
hun ku’ simpelthen ikke la’ vær’!
Moralen af denne historie er helt sand:
Man kan godt ha’ det rart med mer’ end én sømand.

Det blev et rigtig sjovt rim, som voksede vildt frem fra det oprindelige udgangspunkt blot fordi det rimede. Da jeg var kommet frem til “slottets skafot” og “hun ku’ simpelthen ikke la’ vær’!”, syntes jeg alligevel det var for brat en slutning, og derfor klistrede jeg den belærende morale på til sidst: hvorfor nøjes med en enkelt?

Men var fødselaren nu helt tilfreds? Pudsigt nok ikke. Nu havde hun jo selv lagt op til koketteri med sin alder på ønskesedlen.  Men at andre skulle fortsætte tankegangen ud ad tangenten var lidt for meget for hende. Så havde jeg mere held med det rim der ledsagede gaven til “Jørgen”, som havde ønsket sig en oppustelig lolitadukke, en kaffemaskine og en Puch Maxi (meget populært knallertmærke i 1980’erne):

Ved nabolagets kaffebar står Jørgens ny Puch Maxi.
Lolita sammen med sin mor ankommer i en taxi.
I kaffebarens vamle dunst får Jørgen afløb for sin brunst.
Han har det dejligt med Melitta
og Lolita
på sin fridag.
Og Lolita får det rart
når hun hopper på hans kickstart.

Ikke så kunstfærdigt et rim, men spot on i forhold til hvad “Jørgen” ønskede sig, for her var jo hele pakken med kaffe, Lolita og knallert. Yngre læsere skal måske have forklaret at Melitta var et meget populært mærke i kaffetilberedningsudstyr. Hun er så også Lolitas mor, kan man forstå. Så det er  en joke i “Bim bam busse – nu skal vi ha’ kaffe.”-klassen. Knallerten er ikke glemt i rimet – den dukker op igen i sidste linje.

Det var så to frække, rå rim jeg skrev da jeg stadig havde ungdommens gåpåmod. Når jeg skriver gavevers i dag, går det anderledes roligt for sig. En af mine gode venner fyldte 60 sidste år, og da blev gaven ledsaget at dette rim:

Kære Søren, gamle ven!

Tænk, du fylder rundt igen!
Du blev 50 med stort rabalder
Og den gør ondt, den voksne alder.
Men nu er det jo meget værre:
Nu er du ble’et en moden herre.
Nu hulker din grådkvalte røst
Så hør på disse ord til trøst:
Dit værkstedsskilt si’r ”Glasmontør”
Der ku’ ha’ stået ”Storcharmør”!
Og selv om du er blevet ældre
– dine børn er ble’et forældre –
så kør’ det godt alligevel
for dig i livets karrusel.

Som plaster på det dybe sår
Det er at fylde mange år
Så har vi samlet ind en sjat
Med penge der kan gå til pjat
Og hvad du ellers syn’s er rart.
Men brug dem hel’re i en fart.
Hvis du la’r dem i lommen brænde
Og knap nok synes du kan nænne
At ødsle væk så stor en sum
Som lyspunkt i din trummerum
Så husk – den tanke er lidt vammel –

At snart, så bli’r man nok for gammel.

Min gamle ven hedder faktisk Søren, og han har en glarmesterforretning i Haderslev der hedder “Glasmontøren”. Her er ingen grund til at kamuflere hvem sangen handler om – Søren bliver glad for den ekstra omtale.

Men ellers er det bemærkelsesværdigt hvor meget fokus har skubbet sig siden jeg skrev de første to rim for tredive år siden. Nu handler det ikke længere om hvad damer og mænd kan gøre ved hinanden af behagelige ting – nu er det livets flygtighed der er på tapetet. Det kunne jeg selvfølgelig også hitte på at nævne i 30-, 40- og 50-års fødselsdagssange før i tiden, men da var det mest for sjov. Nu er det ramme alvor. Det er rigtig nok: Snart, så bli’r man nok for gammel.

Dette indlæg er skrevet i begyndelsen af november, og det er jo en tid på året hvor naturen viser os det håndgribelige forfald som en del af tingenes orden. I næste uge bliver jeg i sporet. Jeg vender tilbage med endnu et par sange bestilt af familien “Bohr”, som trofaste læsere allerede har stiftet bekendtskab med. Det bliver et par 80-årssange.

---

Sådan ser begyndelsen på Ibsens fantastiske versfortælling Terje Vigen ud:

Der bode en underlig gråsprængt en
på den yderste nøgne ø; –
han gjorde visst intet menneske mén
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, –
helst mod uroligt vejr, –
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frykt
kom Terje Vigen nær. 

Lotte og jeg har boet på Rosenvænget nu i 28 år. Det tog det første par år inden vi kom ind på livet af vores nye naboer – og inden vi ikke længere kørte forkert når vi kom hjem til labyrinten af 70’er-parcelhuse i gule sten. For en sikkerheds skyld vinkede vi til alle herude. Efter over et år kunne vi hverken sætte navn eller ansigt på alle naboerne, men de vidste garanteret godt at vi var de nye.

Men så begyndte en lang stime af kobberbryllupper og sølvbryllupper, og her er egnens tradition jo at naboerne aftenen før sætter ranke – enten hel eller halv – omkring det jubilerende pars hoveddør. Det sker under meget postyr. Først pyntes den indkøbte ranke i en nabogarage. Det er damernes opgave, mens herrerne drikker øl. Så fæstes ranken til hoveddøren. Nu er det handymændenes tur. Sådan set skal det være en overraskelse, men der bankes og hamres højlydt så ingen kan være i tvivl om hvad der er på færde. Seancen slutter selvfølgelig med at naboerne bliver inviteret ind til et overdådigt kaffebord.

Da vi skulle have kobberbryllup, var vi godt klar over hvad der krævedes. Men vi havde forregnet os med datoen – det er naturligvis aftenen før at naboinvasionen foregår. Vi sad og så Robinsonekspeditionens første sæson (ja, det er længe siden!) med vores små drenge og havde det hyggeligt, men så blev freden afbrudt af kraftig støjen. Jeg styrtede ud i bryggerset for at se om vaskemaskinen var gået amok, men så kunne jeg se flakkende lysskær udenfor. Var det indbrudsforsøg? Jeg rev døren op. Der stod alle naboerne. Jeg blev paf. Huset var slet ikke klart til offentlig beskuelse. “Det er da først i morgen – gå nu hjem,” sagde jeg. Og så lukkede jeg døren. Lotte var kommet til. Vi blev enige om at det nok ikke var populært at lade det blive ved det, og så blev der lukket op igen og budt inden for. Et par var noget mopsede over min mærkelige opførsel, men ind kom de da alle sammen og fik en forfriskning. Og heldigvis var de med på at komme igen dagen efter.

Det skyldtes måske også at jeg stadig havde goodwill på kontoen på grund af den sølvbryllupssang jeg havde skrevet til vores nærmeste naboer et par måneder forinden. På dette tidspunkt havde nabosammenholdet udviklet sig til at vi også kom med til alle hinandens runde fødselsdage osv.

Det skulle sådan set være vejens sang til sølvbrudeparret, og en nabo der altid er meget velorienteret om vejens forhold assisterede med ekstra materiale og vinkling. Vi blev enige om at sangen skulle starte med beskrivelse af sølvbrudeparrets kvaliteter: deres hjælpsomhed og perfektionisme. Et andet godt tema var deres nydelige døtre som netop var ved at komme i den alder hvor unge mænd kommer ind i billedet. Den ældste, “Birgitte”, førte mange og lange lavmælte samtaler på mobiltelefonen i den anledning. Og så kunne der endelig skrives om fremtiden – hvordan der ville blive når børnene var fløjet fra reden. En sag som langt de fleste her på vejen i dag ved adskilligt mere om end de gjorde dengang. Min meddeler oplyste at sølvbrudeparret så  nok kom til at savne den gyngestol de havde solgt.

Jeg satte mig til at skrive. Egentlig havde jeg bestemt mig for at skrive på “Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne”, for det ville være en grel kontrast til parrets meget velvedligeholdte parcelhus med årlige tilføjelser og forbedringer. Men det ville ikke rigtig glide, så jeg slog over i “Menuetten fra Elverhøj”. Den pompøse melodi er næsten en parodi på sig selv og giver mulighed for lidt selvironisk distance. En hvilken som helst tekst bliver sjov bare af at blive sunget på den melodi. Det første vers blev rigtig godt:

Vi vandrer ud til morgensang
om året mindst tre gange.
Med rankebindingsbankeklang,
med korte og med lange
hurra’er fejres sølverbrud
(og gom) – og inden længe
afblomstret ser det sikkert ud,
det gamle Rosenvænge.

Vandrer – sølverbrud – rankebindingsbankeklang (som har meget sproglig musik i sig) er ord der signalerer distance. “Sølverbrud (og gom)” er næsten P. Sørensen Fugholmsk i tonen – hvilken joke mon der ligger i parentesen? Altsammen lægger det godt op til de to overraskende slutlinjer om det snart afblomstrede gamle Rosenvænge, et tema der kan broderes på i sangens sidste vers.

De næste to vers passede også fint med planen. Jeg blev nødt til at skrive “Astrid/Erland”, for ellers havde jeg ikke fået fødderne til at passe.

I 31 bor et par,
som alle her jo kender.
For Astrid/Erland altid har
vær’t deres venners venner.
De skal besynges nu i dag
med overstadig tone.
De 25 år har bag
sig lagt som mand og kone.

Og deres hus er rigtig flot,
af Erland bli’r friseret.
Han også haven passer godt,
hans bil er blankpoleret.
Mens Astrid er den gode fe,
er aldrig spor forlegen.
Hun hjælper hvor det trænger te’
hos alle her på vejen.

Parrets rosværdige egenskaber nævnt – check! Men så begyndte det at knibe gevaldigt med at komme videre. På det tidspunkt fik jeg heldigvis besøg af musen, og det er jo noget der kan sætte gang i digteriet. Ældre læsere mindes sikkert “Mød mig på Cassiopeia”, hvor komponisten (spillet af Hans Kurt) får guddommelig inspiration fra den yndige muse Polyhymnia (spillet af Bodil Kjer).

Det skal lige fortælles at vores ellers mageligt anlagte niårige hunkat havde hang til musejagt, og så havde den det med at mjave ved enhver anledning, stor eller lille. Når den kom ind ad en dør skulle vi selvfølgelig have et hilsemjav. En lille uges tid før  jeg sad og døjede med min digterforstoppelse over naboernes sølvbryllupssang, havde katten fanget en mus og stod med den i flaben uden for vores havedør – nu ville den ind. Vi lukkede op, katten sagde hilsemjav, musen tumlede ud af kattens gab, spurtede tværs over stuegulvet og var pist væk. Nu havde vi så mus i huset, men det problem skulle en vaks kat vel nok kunne ordne. Det kunne vores ikke. Lotte så musen masser af gange inde i stuen når alt var stille og hun sad med en bog. Den stak hovedet frem bag radiatoren, bag bøgerne i bogreolen, sågar sad den spejdende midt på gulvet. Det gik der adskillige dage med. Noget måtte gøres. Meget pædagogisk havde vi indkøbt en kæmpestor colaflaskeformet gennemsigtig plastsparebøsse til vores yngste pode. Af en eller anden grund var den alligevel tom, så den bragte Lotte i anvendelse som human musefælde. Et stykke ost, musenes livret, blev anbragt i bunden af flasken, som så blev anbragt på gulvet med den brede halsåbning i bekvem musehøjde. Lotte satte sig til at vente – musestille, som hun plejede.

Det varede ikke længe før den efterhånden helt trygge mus kom frem, besigtigede opstillingen på gulvet og så uden yderligere betænkning pilede ind i flasken og gik i krig med osten. Uden at forhaste sig stillede Lotte flasken på højkant – musen var fanget. Menneskets sejr over naturen!

Lotte bar stolt den store plastflaske ind i kontoret hvor jeg sad i min digterpine. Jeg kiggede længe på musen – hvor var den yndig! Fuldstændig runde Mickey Mouse-ører, de nydeligste små poter, et nysgerrigt glimt i de små sorte øjenperler.

Efter dette møde med musen var der ingen problemer med digteriet:

Og nys var der konfirmation.
Vi andre kender rumlen:
Birgitte snakker telefon!
Vi ved at hendes mumlen
nok dækker over lidt af hvert,
og før end nogen aner
en bumset ungersvend genert
vil hende lumske planer.

Snart er de væk, de døtre to,
og der bli’r alt for stille.
Man kan godt få for meget ro,
for lidt ha’ at bestille.
Man rokker på terrassen ud
og mimrer op mod solen.
Man tørrer støv af med en klud,
ta’r lur i gyngestolen.

Men der er stadig længe til,
så mens vi stadig magter
at holde fest med larm og spil,
vi ikke det foragter.
Nu vil vi råbe højt hurra,
for det er os på sinde
at de en festsalut skal ha’,
den gæve mand og kvinde.

Det blev til rigtig gode vers, synes jeg! Det er ikke så ringe endda med det underspillede “en bumset ungersvend genert / vil hende skumle planer”, men rigtig godt bliver det i verset om pensionistens fremtidsscenarie hvor der er alt for stille. Det var nok det værste vores naboer kunne forestille sig på det tidspunkt. Nu mangler de syv år før de når frem til guldbrylluppet, men al frygt må siges at være gjort til skamme. Konen har stadig arbejde, mens manden i den grad får afløb for sin virketrang hjemme på matriklen. 

Men hvad med musen? Det kunne ikke komme på tale at slå den ihjel. Lotte bar den fangne mus næsten helt hen til Rosenbakken, som ligger på tværs af Rosenvænget, men ellers er endnu mere af det samme. Der blev musen sluppet fri, og Lotte travede glad hjem – problem solved! Da hun kom ind i stuen, sad musen midt på gulvet. Den var kommet hjem først.

Problemfri sameksistens lod sig ikke gøre i det lange løb. Da musen gnavede telefonledningen over, blev der krig, og en uges tid senere forsvandt den mellem kæberne på en hankat fra nabolaget der havde smidt slæberne ind hos os og levede i harmoni med vores måske lidt for fredsommelige hunkat. Men jeg er stadig musen taknemmelig for at den ville indfinde sig så jeg kunne skrive en ordentlig sølvbryllupssang.

Nu har læserne sikkert behov for at læse og synge sangen i dens helhed, så den kommer her. Melodien er, hvis nogen skulle have glemt det, Menuetten fra Elverhøj, og hvis man ikke kender den, kan den høres her.

Vi vandrer ud til morgensang
om året mindst tre gange.
Med rankebindingsbankeklang,
med korte og med lange
hurra’er fejres sølverbrud
(og gom) – og inden længe
afblomstret ser det sikkert ud,
det gamle Rosenvænge.

I 31 bor et par,
som alle her jo kender.
For Astrid/Erland altid har
vær’t deres venners venner.
De skal besynges nu i dag
med overstadig tone.
De 25 år har bag
sig lagt som mand og kone.

Og deres hus er rigtig flot,
af Erland bli’r friseret.
Han også haven passer godt,
hans bil er blankpoleret.
Mens Astrid er den gode fe,
er aldrig spor forlegen.
Hun hjælper hvor det trænger te’
hos alle her på vejen.

Og nys var der konfirmation.
Vi andre kender rumlen:
Birgitte snakker telefon!
Vi ved at hendes mumlen
nok dækker over lidt af hvert,
og før end nogen aner
en bumset ungersvend genert
vil hende lumske planer.

Snart er de væk, de døtre to,
og der bli’r alt for stille.
Man kan godt få for meget ro,
for lidt ha’ at bestille.
Man rokker på terrassen ud
og mimrer op mod solen.
Man tørrer støv af med en klud,
ta’r lur i gyngestolen.

Men der er stadig længe til,
så mens vi stadig magter
at holde fest med larm og spil,
vi ikke det foragter.
Nu vil vi råbe højt hurra,
for det er os på sinde
at de en festsalut skal ha’,
den gæve mand og kvinde.

Det var alt i denne uge – husk at like og dele på Facebook hvis I synes jeres kontakter kunne have fornøjelse af at læse min blog.