Måned: december 2018

Dette er så julenummeret af “Sørens Sangfabrik”. Der bliver hverken gran eller nisser i de ikke mindre end to sange jeg vil præsentere, men festligt må det gerne være – og hvad kan være mere festligt end sange der er skrevet til bryllupper?

Denne bryllupssang bestilte bruden selv. Så det var oplagt at ordene i den også skulle lægges bruden i munden, især da efter vi havde snakket det hele igennem. Bruden var en kæk og uforfærdet pige der havde fået det som hun ville med gommen – lige siden de første gang havde mødt hinanden på et værtshus. Så der var ingen grund til at være pyssenysset i sangen. Melodien er “Den gang jeg drog af sted”.

En mørk og stormfuld nat,
en mørk og stormfuld nat
på Shakesbeer fik jeg fat,
ja, på Shakesbeer fik jeg fat
i Mortenlamseben,
og jeg var ikke sen
til at slå kløerne i ham før han fik talt til en.
Og da vi først i dagslys hinanden fik set an
jeg indså med det samme at han sku’ vær’ min mand.
Før han fik set sig om
var han min ejendom!
Hurra, hurra, hurra!

Men længe trak det ud,
men længe trak det ud,
før jeg ku’ bli’ hans brud,
ja, før jeg ku’ bli’ hans brud.
I fire lange år
jeg tænkte på hvornår
mon han vil fri til mig, hvis han da ellers det formår!
Men en romantisk aften han måtte knæle ned
jeg vidste god besked før han munden fik på gled.
Han bad mig om et ja,
og jeg sa’e: Tag mig da!
Hurra, hurra, hurra!

En lille parentes,
en lille parentes
som måske godt kan ses,
ja, som måske godt kan ses
er vores søde børn
og vi ta’r vores tørn
med næste slægtled, og vi svarer hver en spørgejør’n
at de er prototyper til masseproduktion,
så Hammelev kan vente befolkningseksplosion.
Måske et helt geled –
vi bliver bare ved!
Hurra, hurra, hurra!

Nu er vi blevet gift,
nu er vi blevet gift,
det gi’r et ekstra pift,
ja, det gi’r et ekstra pift.
En Jensen var jeg før –
nu er jeg blevet mør,
en lyst til at bli’ Nielsen inden i mig på sig rør’!
Og Morten bli’r en anden med armen om min hals.
Det ser I selv om lidt, når vi danser brudevals.
Vi er som yin og yang,
hinandens supplement.
Hurra, hurra, hurra!

Det blev da en kæk og munter sang, ikke? Ægteskabet holder skam endnu, men flere børn blev det ikke til, også selv om der blev spået næsten industriel produktion. Det er lige før der er magisk realisme over den dobbelte forvandling i sidste vers. Hvem der har taget hvem kan diskuteres.

Julen er lige om hjørnet, og det var så alt for denne gang. Jeg tillader mig at tage en pause i næste uge. Der er sikkert ikke mange alligevel der har tid til og tanke for at læse mine gamle lejlighedssange. Så ikke nok med at dette var sidste blogindlæg inden jul – det er også det sidste i år. Jeg vender frygtelig tilbage 3. januar.

Glædelig jul og godt nytår!

 

Nej, jeg har aldrig skrevet sange der har haft speciel tilknytning med julen. Men derfor behøver jeg da ikke at sidde julens bud overhørig med sange af sekundaklassen i udstillingsvinduet. Så i denne uge vil jeg komme med hele to eksempler på sange med schwung til ekstra festlige anledninger.

Den første gælder min gode ven “Rudolf”, som trofaste læsere husker fra mine tidligere skriverier (“Sølvstænk i det gyldne hår…” og “Endnu et par konfirmationssange”). Som så mange andre 68’ere har han haft et noget omtumlet kærlighedsliv. Denne sang skrev jeg til hans andet bryllup midt i 90erne. Det var “Jytte” han giftede sig med, og det var ikke længe efter at hans første kone havde forladt ham. Det var en rigtig fin bryllupsfest, men nu havde vi også rutinen. Min sang handler mest om “Rudolf”, og jeg holdt mig ikke tilbage i mit portræt af en mand med stor livsappetit, “blød mand” som det stadig var moderne at være, men ikke uden bagtanker. Det morede gæsterne en del. Melodien til sangen er “Jeg en gård mig bygge vil” – meget passende til en bryllupssang der gerne skulle udtrykke optimisme for fremtiden.

Det er Rudolfs bryllupsdag
– hejses skal det røde flag!
Han af Jytte, sin veninde,
nu fik gjort en ærbar kvinde.
Det fandt sted i formiddags –
og nu holder de kalas!

Rudolf er en ungersvend,
ryggen rank og smal om lænd,
fyrigt blik og skæg om hage,
viltert hår (det der’ tilbage),
så han er skam godt tilfreds
skønt han nærmer sig halvtreds!

Rudolf er den bløde mand,
har på kvinder god forstand – 
spiller plader med James Taylor,
så’r der lagt op til en sjæler!
Også Jytte fik han skudt.
Nu er den trafik vist slut!

Rudolf er før ble’et brændt af –
men han er så glad i dag!
Med sin nye kønne kone
sidder han som på en trone,
æder suppe, steg og is.
Snart vi kaste skal med ris!

Jytte sidder så koket
ved hans side nok så net.
Denne underskønne kvinde
(bedre ku’ han næppe finde!)
puster til hans hjertes bål,
mens vi ivrigt råber skål!!

“Jytte” kom så også med til sidst. Det blev bemærket at jeg var lidt reserveret i fjerde linje i sidste vers. Hvorfor “næppe”? Hvorfor ikke klart den bedste nogensinde? Det faldt mig ikke lige i pennen. Måske var “Rudolf” enig når det kom til stykket. De blev skilt et par år senere.

Skal der være gilde, så lad der være gilde! Bertel Haarder har lige udgivet sin egen bog med lejlighedssange, “Bertels Bedste” med julehandelen in mente, og jeg giver den også ekstra gas med endnu en sang fra øverste skuffe. Det drejer sig om en 50-års fødselsdagssang til en kær kollega på VUC, som dog rejste videre på sin færd i livet for mangfoldige år siden – længe inden der var optræk til den tragiske krise på vores gamle arbejdsplads.

“Jørgen” var en lystig fætter. Få år inden var han blevet gift med en kvindelig præst med to store teenagedøtre, og samlivet med dem i præsteboligen i Århus gik forbløffende og forbilledligt harmonisk. Han var ivrig amatørrockmusiker og var i det hele taget ungdommelig og hip, og jeg og en anden kollega var med i “Jørgens” lille husband på skolen sammen med skiftende kursister. Det var tit gamle Creedence Clearwater Revival-numre der var på tapetet. Så det var klart at han skulle have en sang til sin runde fødselsdag. Melodien er “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”.

Fjerde vers bliver vist først forståeligt når man ved at “Jørgen” var søn af en sønderjysk stenhugger, men hans hu stod ikke til at pudse og polere gravsten resten af livet. Dog var han involveret i et ambitiøst projekt som hans far havde vundet entreprisen på: En tyve tons tung jernmeteor var bjerget i Grønland, og nu skulle der skæres en skive ud af den tværs igennem. Så bæstet skulle skæres igennem ikke bare en, men to gange. “Jørgen” fik akkorden på at udføre arbejdet. Det var ikke gjort i en håndevending.

Man ser en vemodsfuld tåre trille
på Jørgens kind her på denne dag.
At stadig kunne alt det han ville
er ikke læng’re en vanesag.
Vist kan han stadigvæk brumme brunstigt
og vise stil i sit læderdress
– men tarzanhylet kan virke kunstigt
når det bli’r brølt af en på 50.

Men ligner Jørgen knap nok en tiger,
og hænger skindet lidt mere løst,
så har han Ina og hendes piger,
som hjælper til og som bringer trøst.
En tyrkisk pasha ku’ næppe finde
et mere praktisk arrangement.
Og Jørgen bli’r af den milde kvinde-
list sat på plads gang på gang på gang.

Når Ina længes mod varme lande,
ta’r Jørgen med ud på eventyr.
De nøjes ikke med Hvide Sande,
nej, rejsen skal være mere dyr.
Til Californ’jen, filmheltes verden,
går næste udflugt på der’s program.
At Ina ta’r Jørgen med på færden
forstår vi godt – hun har brug for ham.

Johannes V. i det himmerlandske
skar skibe dengang da han var dreng.
Men Jørgens ungdom kan uden vanske-
lighed betegnes som hård og streng.
Han saved’ løs på en meteorsten
i ugevis som en Sisysos.
Og glæden har sikkert vær’t en stor en
da han fik bugt med den tunge klods.

Og den lektion udi det absurde
har lært vor Jørgen at holde ud.
At altid gøre alt det man burde
og lyde pligtens og skolens bud.
Og Chevroletten ta’r næsten daglig
frem og tilbaws ned til VUC.
Der er han profes’jonel og faglig
– tja, den slags hører hans alder te’.

Men skolen ejer et rockorkester,
det band er jo vores pusterum.
Med Jørgen foran vi lydforpester
når vi kan finde et publikum.
Om ikke andet, det nok beviser
at der er fut i hans drifters bål.
Om ti år synger vi andre viser,
men indtil da – højt hurra og skål!

Som så ofte før for mit vedkommende er temaet den svundne ungdom, og jeg ved ikke hvor glad i grunden “Jørgen” var for sangen. Men det var vi andre i det sluttede selskab – en mandefrokost hvor præst og døtre vartede op.

Nu er det snart jul, men der kommer endnu et indlæg i næste uge – så der er ekstra meget at glæde sig til i denne tid. I næste uge får I også mindst en af “Sørens Bedste”.

 

I slutningen af denne uges blogindlæg vender jeg tilbage til sangen fra i sidste uge, “Pileurtbandens Kampsang”. Der er lidt at tilføje, men først tager jeg fat på denne uges hovedemne: min allerførste sang skrevet på engelsk.

Det er ellers noget jeg har holdt mig fra. Sporene skræmmer fra populærmusikkens tvivlsomme oversættelser fra dansk til engelsk (“Fly on the wings of love” – “Boom Boom”). Jeg synes det er svært nok at skrive sangtekster på dansk uden for mange gebrækkeligheder. Det jeg bestræber mig på er at få det til at se legende let ud uden nogen tænker på hvor meget jeg eventuelt har knoklet. Uden at prale kan jeg mere engelsk end de fleste danskere, men det er stadig et fremmedsprog som jeg ikke har det samme indgående og legende kendskab til som vores modersmål.

Men i juli fik jeg så en bestilling på en bryllupssang hvor det ville være naturligt at den blev skrevet på engelsk, og så måtte jeg jo prøve. Det var brudens mor der bestilte. Bruden arbejder som forsker i medicinalindustrien i Cambridge, og noget tilsvarende gør gommen også, når han da ikke farer verden rundt og holder foredrag. Han er født og opvokset i Kenya, og deres omgangskreds er meget international. Der skulle komme 110 gæster til brylluppet på Hotel Hvide Hus i Ålborg, og af dem ville mindre end 30 være dansktalende. Bruden ønskede et under disse omstændigheder så vidt muligt traditionelt dansk bryllup, og derfor skulle der også være mindst en festsang. Det med fællessang til fester er ikke noget man er vant til i udlandet, men toastmasteren, brudens storebror, ville styre slagets gang hvad det angik.

Lidt af en opgave at finde melodier alle veluddannede mennesker i verden med garanti kender. Jeg skrev på noget Beatles. Sangen skulle deles op i to. Jeg tænkte det skulle være en meget let sang at starte med, gerne med noget fodboldstadionstemning, som gæsterne kunne komme i stødet af at synge med på. Det kunne passe med “Yellow Submarine”:

We have come from near and far
here to celebrate a big event
that has made us leap for joy
and do somersaults across the floor
: Sam and Hannah
Tie the marriage knot
Tie the marriage knot
They are really hot :

Sam and Hannah smile and laugh
And they really look so very pleased
like they’ve won the biggest prize –
In a sort of way that’s what they have
: Sam and Hannah
Tie the marriage knot
Tie the marriage knot
They are really hot :

And the party will be grand
Lovely food and lots of wine to drink
Later on we all will dance
Until very late and it’s because
: Sam and Hannah
Tie the marriage knot
Tie the marriage knot
They are really hot :

Det var ikke nogen vanskelig tekst at skrive. Bortset fra omkvædet er der ingen rim – og det er ikke snyd fra min side. Hør selv hvordan Ringo synger i originalen her.

Det var også fint nok for mig at starte i den lette ende når nu jeg for første gang skulle skrive på udenlandsk. Anden del af sangen kunne synges senere, eller hvordan toastmasteren så syntes det kunne passe. Den måtte gerne være lidt mere ambitiøs og personlig. Nu gjaldt det om at finde en Beatles-melodi der var lige så velkendt. Det blev “When I’m Sixty-Four” – den skulle man heller ikke kunne gå fejl af.

Hannah and Sam were lucky as few
when they struck a match
that ignited elements of chemistry
– bound together now they will be.
They will be just like peas in a pod
in their Cambridge flat
with room for a twosome
unless they both do some
stuff that changes that.

Then we can see them in a new home
in a year or two
expertly assembling Swedish furniture
from Ikea while the cats purr
and you can hear Sam tooting his horn
as a lullaby
to hush the new baby
(but that is a maybe!)
Here’s the reason why:

Hannah is having a night on the town,
knitting bag in hand.
You can hear the rattle of the knitting pins,
ladies downing tonic and gins.
When she comes home a quarter to three,
has Sam locked the door?
No, his adoration
has no limitation
– who could ask for more?

If our predictions all should come true
we can safely guess
that our wedding couple will have lots of joy,
everything a girl and a boy
could ever want for when they’re in love!
Things will go their way!
Come raise your glasses
all lads and lasses
– toast and shout hooray!

Den tilsyneladende mærkeligt profetiske fortælling om den nærmeste fremtid byggede på at bruden havde arbejdet hos Ikea, er glad for katte og deltager i udskejelserne i “The Cambridge Drunken Knitwits”, en gruppe der mødes på værtshuse og strikker mens de drikker og snakker. I kan finde dem på Facebook. Og gommen er en meget dygtig amatørjazzmusiker.

Jeg var spændt på hvordan sangprojektet så spændte af i virkelighedens verden. Jo, det havde været en fantastisk fest, fik jeg fortalt. Mange var på dinglestadiet allerede under forretten, bedre blev det ikke med den sag senere, og der blev danset energisk og længe. Men syngeriet var det så som så med. Måske var de unge udenlandske gæster kun almindeligt stive, men ikke så stive i Beatles som man skulle tro, og måske er fællessang noget vi gør i Danmark, men ikke så mange andre steder. I England har de ældre ganske vist singalongs på pubber, men der var ingen ældre ædru etniske englændere til stede.

Men som eksperiment var jeg alligevel tilfreds med at have prøvet at skrive på engelsk. Det var i virkeligheden ikke meget værre end når jeg skriver på dansk. Så kære fremtidige kunder: Hvis det er en sang på engelsk I gerne vil have leveret – så kan I bestille den hos mig!

---

En lille efterskrift om sangen i sidste uge: Pileurtbandens Kampsang. Bestilleren havde opdaget at jeg havde placeret lidt realistisk pessimisme i to af versene:

Vi håber inden længe vi
kan blive mange flere.
Med ufortrøden energi
vil vi nu rekruttere
til kamp mod japansk pileurt.
Men ærlig snak: hvis vi bli’r spurgt
om vi tror det kan nytte at stritte imod,
si’r vi nej, pileurten har slået rod.

Så skulle da mirakler ske
som vækked’ Holger Danske,
og mange flere ku’ indse
hvorfor mod udenlandske
gevækster man må sige stop
og luge løs i sluttet trop
og hakke og grave og fjerne hvert spor
af japansk pileurt fra den danske jord.

Det kunne jo ikke gå i en kampsang – i sådan en skal man ikke spørge om det i det hele taget kan nytte. Så jeg rettede til, og nu udtrykker deres sang den korrekte tro på bekæmpelsesprojektet:

Vi håber inden længe vi
kan blive mange flere.
Med ufortrøden energi
vil vi nu rekruttere
til kamp mod japansk pileurt.
Vi svarer ja, hvis vi bli’r spurgt:
Det kan skam godt nytte at stritte imod,
når det’ før pileurten har slået rod.

Så gid miraklet nu vil ske
der vækker Holger Danske,
og mange flere kan indse
hvorfor mod udenlandske
gevækster man må sige stop
og luge løs i sluttet trop
og hakke og grave og fjerne hvert spor
af japansk pileurt fra den danske jord.

Den rettelse har bestilleren udtrykt sin tilfredshed med. Ganske vist tager sangen stilling til tvivlsspørgsmålet, men det er ikke ukendt i danske kampsange. I “Dengang jeg drog af sted” (se teksten her) må den djærve landsoldat også forklare pigen og sin far og mor hvorfor det nu er nødvendigt. Hvert vers giver sin forklaring og slutter med et “Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat”. Til sammenligning vil jeg bare nævne at der f.eks. ikke er plads til tvivl i nazisternes Horst Wessel-sang.

På genlæs/gensang i næste uge!