Ikke sandt?! Det er da en titel der vil noget! Jeg har lært et og andet om clickbait der fungerer.
Der er også fuld dækning for overskriften i ugens sang, men måske ikke som nogle af læserne troede. Det drejer sig om en sang skrevet for egen regning til en af naboernes 70-års fødselsdagsfest, og som det vil fremgå, er han blevet en særdeles flittig golfspiller efter han er gået på pension som falckredder.
Alle naboer var med til festen først i september, da coronaen lige var på spring igen, og maskepåbud inden døre var en nyhed. Heldigvis kunne festen gennemføres, og vi sang endda min sang mens vi sad på vores pladser. Ja, det var tider!
Valg af melodi faldt mig let. Det skulle naturligvis være “Skamlingsbanken”, for festen blev holdt i Emmas Have, som ligger måske halvanden kilometer i luftlinje fra Skamlingsbanken, og under hele brunchen havde jeg udsigt over til banken med flag og søjle på toppen i herligt solskinsvejr. Maden var også fremragende, så jeg reklamerer med stor fornøjelse for det glimrende spisested.
Melodien synes jeg også passer meget godt til en 70-årssang. Vi ældre var godt repræsenteret blandt gæsterne, så jeg kunne være fuldstændig sikker på at rigtig mange kendte melodien fra de mange søndag eftermiddage i Giro 413 i 60’erne. Nederst har jeg lagt originalteksten til oplysning for unge læsere. Det er en sentimental sag om tilbageblik på ungdomsminder fra fødestavnen, så det kunne ikke passe bedre til lejligheden, og samtidig er melodien også lige såpas for meget til at den lægger op til selvironiens troldsplint. I kan høre originalen på dette link.
Pers 70-års fødselsdagsfest
Mel.: Skamlingsbanken
Tænk at vi er inviteret her til gilde
fordi Per netop har rundet de 70.
Til for nylig var han blandt de unge vilde.
Det med alderen er kommet lidt på tværs.
Inden i ham ulmer stadig ungdomsflammen,
selv om han for længst er blevet pensionist.
Som os andre må han bare ta’ sig sammen –
Det er godt hvad livet gemmer på til sidst.
Nu’ det sket med al den flintren efter damer
som gi’r unge rastløshed og åndenød.
Per må nøjes med avisernes reklamer,
og hans kone Erna er jo også sød.
Som de fleste andre mandfolk her på vejen
får han afløb for de drifter som han har
gennem ukrudtsfjernelse og gadefejen.
Bilen passes også godt, den sag er klar.
Per er rigtig flittig til at svinge køllen
når han stædigt høvler sig golfbanen rundt.
Og bagefter matchen nyder han så øllen
med de andre golfere, og det er sundt.
For når banens skuffelser har rynket panden,
så kan Per få omspil på det nit’ne hul.
Og hvad det angår, der er han bare manden
som sku’ ha’ et handicap på næsten nul.
Per ku’ være blevet noget ved musikken.
Han har spillet som en gud på sin trompet.
Men i stedet blev det Falck, fordi trafikken
også kræver ofre – og så var det sket.
Men i Vojens har de et Brandværnsorkester
hvori Per har været deres hovedkraft.
Og man si’r om ham at såd’n en tonemester
har de faktisk aldrig nogensinde haft.
Det er fortid. Minder har man lov at have,
også selv om den slags tanker falder svært.
Men i dag, da ved vi godt hvad vi skal lave
fordi heldigvis er Per den gode vært.
Og her sidder vi nu, Pers de bedste venner.
På buffeten har vi sikkert snart gjort kål.
Per skal hyldes, det er sådan sangen ender.
Rejs jer op, gør klar til hip hurra og skål!
Det er en sang med både smil og vemod, nutid og fortid, ungdommens galskab og alderdommens resignation. Jeg spurgte den nabo til råds som er mest bedsteven med “Per”. Det var ham der fortalte mig hvilke utrolige mængder golf “Per” er begyndt at spille – tilsyneladende med ringe succes. Han ville i det hele taget gerne have meget mere dril med i sangen end det blev til, for heldigvis er det min egen sang og ikke skrevet på bestilling. Men han fortalte også at det var på Skamlingsbankens traktørsted at “Per” for første gang løb ind i “Erna” til et bal og det sagde bang. Det kunne godt have fortjent også at få et par ord med på vejen i sangen, men så meget desto mere passende synes jeg melodien så må være.
At “Per” spiller glimrende på trompet fik jeg anledning til at høre for snart mange år siden da parret holdt sølvbryllupsfest, og Brandværnsorkestret troppede op og gav et par numre til bedste. Det havde været lige før at “Per” kunne have gjort musikken til levevej engang, fortalte naboen – “Per” jammede til tider med tilrejsende jazzbands efter deres koncert længe efter han var begyndt hos Falck. Men det er fortid, og parret kan i løbet af et par år fejre guldbryllup. Faktisk er vores vej snart et guldbryllupskvarter, Lotte og jeg er lidt bagefter de andre på det område.
Julen står for døren, og det gør coronaen også. Jeg håber alle læsere kommer helskindede og smittefri gennem de næste hektiske uger. I næste uge kan I læse årets sidste indlæg, endnu en veldrejet 70-årssang.
—
Skamlingsbanken
Melodi: P. Würck – Tekst: Th. Berg
Hist hvor kornet gyldent bølger sig for vinden,
og hvor bøgeskoven venligt titter frem,
hvor min moder kyssed’ tårerne af kinden,
ligger nu i dag mit kære barndomshjem.
Skønt det næsten er en men’skealder siden,
jeg som attenårig purk derhjemme stod,
har min tanke dvælet ved det hele tiden,
lige fra den stund, da jeg mit hjem forlod.
Fra det fjerne, hjem til Danmark, iler tanken
med de lyse minder om hver sorgløs dag,
jeg har tumlet mig i leg på Skamlingsbanken,
Skamlingsbanken, barndomshjemmet langt herfra.
Jeg er gammel, og nu har jeg kun tilbage
søde minder fra det kære, gamle land,
minder fra de glade lyse ungdomsdage,
som jeg aldrig i mit liv forglemme kan.
Fremfor alt, af denne verdens største goder
har jeg ejet her en gang på denne jord,
en elskværdig, flittig fa’r og kærlig moder,
men nu er de borte, både fa’r og mo’r.
Fra det fjerne …
O, hvor husker jeg endnu den smukke pige,
hun, som var mit et og alt, da jeg var ung,
som forlængst er vandret til de dødes rige,
og hvis tab har gjort mig livets gang så tung.
O, hvor føler jeg mig dog forladt og ene,
til den dag, thi tiden er vist grumme nær,
jeg herovre lægge skal de trætte bene,
langt fra hjemmet, og fra den jeg havde kær.
Fra det fjerne …