I sidste uge kunne man læse to af mine allerbedste konfirmationssange, og det er dejligt at der har været mange inde at kigge på dem. En tidligere kollega skrev til mig og spurgte om det var i orden at hun plankede den ene af sangene næste år når hun har en dreng der skal konfirmeres, og det var næsten den største kompliment. Jo, det måtte hun gerne. Men hun måtte også gerne skrive at det er mig der har skrevet den – og det gælder alle der låner mine tekster: lån bare løs, skriv om så teksten passer i jeres kram. Det kan være det der giver startskuddet til jeres egne sangskriverier. Nævn gerne at I oprindelig har hentet teksten hos mig.
I næste uge vender jeg tilbage til temaet konfirmationssange, men denne gang skal det handle om sange der er skrevet i festlig anledning til mennesker der er kommet lidt op i årene. Og hvordan håndterer man så den realitet at der med alderen hele tiden bliver mere fortid og meget mindre fremtid? Som festsangskribent kommer der et punkt hvor man bliver nødt til at gå med listesko.
Jeg har sagen tæt inde på livet i disse dage. En god ven fylder 70 og holder et stort kalas i den anledning på søndag. Vi har altid skrevet festsange til hinandens fester, så han skal også have en denne gang. Men hvordan skal den lige vinkles? Da han blev 60 for ti år siden, var sagen klar: “Rudolf” holdt stædigt fast i den ungdom som han ikke syntes var spor tabt endnu, og han havde lagt sit kønspolitisk korrekte selvbillede som blød mand bag sig. Nu stod den på motorcykelferie om sommeren, nogle uger som rejseleder på ski om vinteren, foruden vinterbadning og maratonløb. Måske var transformationen ikke så ekstrem når man kendte ham ret, men i min sang til 60-årsdagen fik den ikke for lidt. Melodien er “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, som jeg skrev på ganske ofte på den tid, og trofaste læsere vil sikkert genkende nogle af mine favoritklicheer. Sangen var forsynet med fodnoteapparat som gæsterne kunne studere nærmere i en evt. adspredt stund efter sangen var sunget. Noterne står lige efter sangteksten.
Nu holder Rudolf gilde,
for han er fyldt de tres.
Nu har han nå’t den alder
hvor man må vær’ tilfreds.
Han har nu nået ald’rens fylde,
er kommet på den rette hylde
Før var han ung og rask og livlig
Nu sænker roen sig grangiv’lig
– JUHUU!
I Rudolfs unge dage
– før han blev machomand –
da var han blid og følsom
med kvindesagsforstand.
Han havde sans for kvinders længsler
den slags kan smøre dørens hængsler.
Han håbed’ på lidt steg på krogen.
Som regel var der ikke nogen.
– JUHUU!
På sine gamle dage
har Rudolf skiftet ham.
Nu er han rå og tjekket,
lidt mere ulv end lam.
Nu har han ganske ændret stilen
sat tape på sikkerhedsventilen
på motorcyklen rundt han tumler
viagrakapslen[1] på han gumler
– JUHUU!
Og på den Permanente
i vint’rens strenge frost
han kaster sig i havet
– han tåler skam den most!
På svømmetur i bugtens bølger
ej noget tøj hans manddom dølger
Og Mona Lisa glad samtykker:
Det kolde bad er no’et der rykker[2].
– JUHUU!
Bemeldte Mona Lisa
er rigtig glad for ham.
Hun syn’s at han er herlig,
jo, han er rent namnam!
For vores Rudolf har det hele
det synspunkt kan vi alle dele
Han er naturens mesterstykke
At han er til er alles lykke[3]!!!!
– JUHUU!
Ja, Rudolf er utrolig,
tænk som han holder ud,
fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose
ved øjet hænger knap en pose
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler
– JUHUU!
[1] Dementi: Vi må præcisere at vi ikke har belæg for påstanden om Rudolfs anvendelse af dette præparat. Vi er også klar over at jo højere en fødselar kommer op i alderen, jo mere følsom en sag bliver enhver omtale af dette og tilsvarende emner. Men en gæst fra Norge – hvis navn ikke skal nævnes her – forlangte at der i det mindste én gang skulle stå ”Viagra” i sangen. Det ønske måtte selvfølgelig efterkommes.
[2] I en festsang kan der til tider blive brug for et nødrim. Det er tilfældet her. På hvilken måde det kolde bad rykker, og hvilken rolle Mona Lisa skulle spille i den forbindelse – det overlader vi til gæsternes evt. fantasier. I det hele taget har dette vers været genstand for en hel del diskussion. Skulle det med, skulle det ikke med? Men på grund af førnævnte norske gæsts stædige insisteren på at verset var meget nødvendigt for hele sammenhængen i sangen, er det så alligevel sluppet gennem nåleøjet.
[3] Er det lidt for meget? Måske nok. Men vi vil nødig at Rudolf bliver ked af det til sin store fest!
Ja, sådan syntes jeg godt det kunne gå at skrive for ti år siden. Men nu er sagen lidt en anden i dag. “Rudolfs” helbred er begyndt at skrante noget, og selv kan jeg også så småt begynde at mærke alderdommen nappe mig i haserne. Så tonen i min sang på søndag bliver sikkert en helt anden. Emnet Viagra vil i hvert fald ikke blive berørt, for nu er det jo alvor med den sag! Hvordan min sang falder ud kan I få at se i næste uge.
Faktisk kan jeg ikke huske at jeg har skrevet andre 70-årssange, i hvert fald ikke på stående fod. Derimod har jeg skrevet striber af 60-årssange, og så har jeg også skrevet en håndfuld sange til dem der var rigtig gamle. Bortset fra en sang til min svigerfars 80-årsdag har det været på bestilling af de voksne børn. Det siger sig selv at når man skriver om rigtig gamle mennesker, så er der mere at kigge tilbage på end at se frem til. Tempoet i sangen bliver også “i ro og mag”, som et elsket program for de ældre hed i radioen omkring 1960 – og det faktum at jeg kan huske den slags viser vel tydeligt hvilken vej det også går med mig selv.
Jeg fik en bestilling på en sang til en 90-års fødselar! Det er ikke tit det sker, og det sker nok heller ikke igen. Det er klart at så er der meget fortid at skrive om. Jeg fik et ordentligt læs oplysninger om den elskelige gamle dame, og jeg advarede på forhånd om at ikke alt nødvendigvis ville komme med i sangen. Det gjorde det stort set alligevel. Jeg skrev ikke mindre end 11 vers på “Der bor en bager”:
Vi holder fest for at fejre Grethe
som bli’r 90, skønt man knap kan se det.
Nu skal hun hyldes med ramasjang!
Om hende handler vor lille sang.
Hun har en fortid – blev født i Døstrup.
Men det blev ikke no’n gå-i-frø-strup
Hun flytted’ snart fra sin fødestavn
og kasted’ sig i storbyens favn.
Men kan en jyde bli’ københavner?
Der vil nok altid vær’ no’et man savner.
Retur gik rejsen til Jyllands jord
da hun blev udlært som jordemor.
Men Grethe fandt nok først rigtig gnisten
da hun blev gift med ham mejeristen.
De sammen avled’ en børneflok.
Som jordmormand var han intet pjok!
I årevis, altid uden varsel,
har NSU’en kørt vor mor til barsel.
Men dygtighed har hun fulgt sit kald
så byen holdt sit befolkningstal.
I deres fritid, den ting er givet,
holdt far og mor mest af campinglivet.
For den som ta’r ud på campingtrip
ser længere end sin næsetip.
Af Harald Lauesen og Günther Hansen
fik Grethe lært kunstnerpenslens dansen.
Og hendes evner – hun er en ørn!
bli’r delt af børn og af børnebørn.
Hun havde før en stor flok veninder.
Men nu af flokken det stadig svinder.
En ting som faktisk er tem’lig trist:
Hun er næstældste Soroptimist.
Men Grethe holder selv stadig skansen.
Hun er så langt fra gå’t bag af dansen.
Hun fører an i sin læseklub
for læsning sætter i hjernen skub.
Hun har det godt i sin andelsbolig.
Og børneflokken, den møder trolig
op på adressen og siger hej
– for det’ et sted hvor man hygger sig!
Til slut er der kun en ting at sige:
Vor Grethe er bare uden lige!
Og nu har sangen vist nå’t sig mål.
Så det er tid til hurra og skål!
Nogen “lille sang” blev det vist ikke. Men nu skulle den heller ikke bruges til et gilde hvor det gjaldt om at komme hurtigt videre – det måtte tage den tid det tog. Bestillerne var vældig glade, og – allervigtigst – den gamle dame var det også. Sangen havde været en stor succes blandt den forsamlede slægt som var kommet for at hylde matriarken, og de dvælede gerne ved hendes lange livshistorie. Nutiden ridses også lige op. Derimod er der ingen grund til at nævne fremtiden, i hvert fald ikke direkte.
Selv synes jeg at en god sang ikke er længere end nødvendigt. Men når man bestiller en sang hos mig, så skal det være den sang som kunden beder om. Jeg synes også der er lyspunkter undervejs: ikke dårligt at rime Døstrup med gå-i-frø-strup. Og den med at jordmormænd skulle være mindre maskuline end andre er ganske vist en gammel kliche, men måske var der stadig nogen til stede der ikke havde hørt den endnu.
Og så har jeg også brugt min taletid denne gang. I næste uge vender jeg tilbage med løst og fast om konfirmationssange. I får også et kig på min sang til “Rudolf”. Husk at like og dele på Facebook!