Står hjulene nogensinde stille i Sørens Sangfabrik? Lige nu er der forbløffende meget gang i den. Jeg har lige skrevet en engelsksproget sang færdig i dag til en venindes 70-årsdag på lørdag om eftermiddagen, og senere samme dag kommer vi med en sang til en anden venindes 60-årsdag. I forrige uge var der en sang til mine gode venners 5-års bryllupsdag – den stod at læse i mit blogindlæg i sidste uge.
Men det var nu con amore, og det giver ikke bonus i andet end goodwill. Men der kan sagtens være lange døde perioder i sangfabrikken, og personalet ville nok gå i strejke eller finde andre græsgange hvis det var noget han skulle leve af.
Så er det jo godt at sangfabrikken også har rigtig trofaste kunder. To søstre med deres mænd har bestilt et større antal sange hos mig siden den første konfirmationssang i 2002, og der har været 40- og 50-årssange til dem selv og deres søskende, en sølvbryllupssang til venner osv. Jeg skal næsten have mere end to hænder i sving for at tælle dem alle sammen. Den sidste skrev jeg i begyndelsen af september.
I denne uge viser jeg kun to af sangene frem i praleskabet. Det er de to 50-årssange som damerne bestilte til hinandens fødselsdage. Til så gode kunder går det ikke an at levere andet end topkvalitet, så jeg gav den hele armen. Den første sang er den til storesøsteren, og melodien er “Sneflokke kommer vrimlende” – et passende melodivalg på grund af årstiden, men der er ellers ikke frost at spore i sangen ud over et optøet hjerte i første vers, og tonen er kærlig, men ikke uden blik for fødselarens små særheder:
Oh kære søster, hør vor sang!
Og den kan godt bli’ megalang.
For når vi først er gå’t i gang
er der en del at si’e
om hende som er førstefødt,
om hende som en Lai har mødt
som hendes hjerte op fik tø’t .
Ja, hende kan vi li’!
En halvtredsårig konekrop –
skal den mon tunes helt i top
med bungiejump og faldskærmshop?
Nej, det bli’r lidt for stift!
Du hel’re ta’r en cykeltur.
Det passer også mer’ for fru’r.
Og fitnessdamekropskultur
gi’r så det sidste pift.
Men den stod nok på abstinens
hvis symaskinens tråd gik læns.
Du syr og syr og syr imens
det hurtigt ender i
en kludetæppefarvepragt.
For du har over stoffet magt.
Din last er nemlig – omvendt sagt –
blød stofnarkomani.
En anden last – det si’r sig selv
– det er din hang til spisestel
De første 8 har du vel
I kæld’ren stuvet ned.
På loftet og i alle rum
er postelin ad libitum.
Alt ledigt territorium
bli’r fyldt – og du bli’r ved!
Af afkom har I avlet to,
og søde unger blev det jo.
I huset er der blevet ro,
men der er håb for dig:
Når du en gang bli’r bedstemor
bli’r du den bedste Thora Bohr.
Ved barnebarnets puslebord
du hygger dig med Lai.
En myndig kvinde er du vist
Og det må siges her til sidst
at du med al din kvindelist
har få’t din vilje tit.
En storesøster er jo vant
til alt hun si’r skal være sandt.
Protest afværges elegant –
du gør det ganske blidt.
Du kære søster, gi’ den gas!
Vær bare glad og veltilpas.
Nu er her vild festivitas
for du er fyldt 50.
Skønt evigheden forestår
kan vi vist nå at ta’ en tår –
Nu er det her det foregår,
dit tæskelækre læs!
Jeg kan selv godt blive imponeret over hvor god jeg en gang imellem er til at rime (skrev han med ledt rødmende kinder). I denne sang er der meget musik i sproget. Fitnessdamekropskultur. Kludetæppefarvepragt. Postelin ad libitum – alt ledigt territorium. Det er da rigtig godt! Og så slutte sangen med “dit tæskelækre læs”, som ellers vist var en stående vending på linje med “et godt skår” – det bliver da lidt sjovt når det er en midaldrende lillesøster der siger det til sin endnu mere midaldrende storesøster.
Sangen blev som bestilleren ville have den. Jeg kendte godt “Thora Bohr” og hendes mand “Lai” i forvejen, men det var lillesøsteren der gav mig stoffet til et troværdigt portræt af en moden, feminin dame der dyrkede de hjemlige sysler med lidenskab – og motion med mådehold. Jeg var ikke helt med på at verset om “Thoras” godt kamouflerede arrogance og manipulation skulle med, men det syntes Lillesøster det skulle, og jeg synes ikke det gør noget. En skønhedsplet kan godt fuldkommengøre helhedsindtrykket, ikke sandt?
Nogle år senere var det så “Thoras” tur til at gøre gengæld. Nu var det lillesøsteren “Merete” der fyldte rundt. Så det var naturligt at sangen skulle være et ekko af den første sang, men ellers er det kontrasten mellem de to søstre der dominerer når man sammenligner sangene. Lillesøster er i fuld fart fremad! Inden I læser og synger sangen skal det lige oplyses at Ferrari er “Meretes” hest, som hun har opstaldet i nabolaget og som hun rider på flere gange om ugen. Melodien er “Lille føl – ved du hvad”, en sang som også handler om ungdommelig sprælskhed:
Søsterlil!
Hør vor sang!
Her er mad og bægerklang.
Nu er her et mægtigt gilde
for her fejrer vi den lille
som for længst er blevet stor –
det er jo Merete Bohr.
Hun er vims
som en mår.
Helt utroligt hvad hun når.
Hun har mange jern i ilden.
Man kan spørge hvad er kilden
til den store energi?
Holder hun da aldrig fri?
Hestetramp
gnister slår.
Rask det hen ad vejen går.
Og Ferraris hestekræfter
gør det svært at følge efter
når Merete gi’r den gas,
højt til hest og godt tilpas.
Deres hus
er så flot
for det bli’r jo passet godt.
Og Meretes mange planer
for hvordan i andre baner
alting om nu lægges kan
bli’r udført af hendes mand
Egen briks.
Hekseri.
Coaching, zoneterapi!
Hvad må Bernhard ikke tåle
stukket af Meretes nåle?
Bli’r han brugt som prøveklud
og som mål for hekseskud?
Løvemor!
Hendes børn
ta’r hun gerne for en tørn!
Og hvis no’n sku’ være slemme
mod dem, får de no’t i klemme
hos Merete – det gør øv!
Så lad hel’re vær’ at prøv’!
Alle os
kan hun li’.
Det er heldigt nok fordi
vi syn’s alle hun er dejlig!
Hun er svær at finde fejl i.
Nu har sangen nå’t sit mål.
Rejs jer op – hurra og skål!
Man bliver næsten åndeløs af al den foretagsomhed. Det er dog vistnok løgn med påstanden om hekseri – det har jeg digtet til. Men hun har en privat healingbiks med zoneterapi og coaching. Resten står også til troende, og såvel den galopperende hest som den vimse mår rammer lige på kornet i portrættet. “Bernhard” er ikke under tøffelen i virkeligheden, men jeg kunne ikke nære mig for at give det hele et ekstra twist. Slutverset sætter tingene på plads, hvis nogen skulle være i tvivl om “Meretes” kvaliteter.
Når nogen bestiller en sang hos mig, bruger jeg god tid på at få alt at vide om festens genstand og om hvilken slags sang man kunne tænke sig. Jeg kan ikke vide på forhånd hvad jeg kommer til at bruge. Somme tider kører jeg forkert, og så er det om igen. “Merete” er en meget kompetent sygeplejerske på det lokale hospice, og det med dødstemaet fik mig på gale veje da jeg begyndte at skrive. Jeg har gemt et par kasserede vers fra min kladde:
Fyldt 50
Ung endnu
Op for os i al sin gru
Går det at det får en ende
Hospice, død – men tøv en kende
Når Merete spiller klovn
Er der sjovt på dødens vogn
Hendes job
kan vær’ trist –
Men hun er skam optimist!
Når en rustvogn har parkeret
og sin last får indleveret
får Merete tidligt fri.
Det’ en ting hun godt kan li’.
Højt til hest,
højt humør
med Merete som domptør.
På Ferraris ryg Merete
galopperer – man må be’ te’
at hun ikke falder af.
Hvor får vi en anden fra?
Det var vist snarere mig der faldt bardus af min flyvske pegasus. Men hesten fik lov at blive i den færdige sang, for den var vigtig.
Det var så alt i denne uge, men det var heller ikke så ringe. Husk at gøre reklame for min blog – giv linket videre til alle I tror der kunne have fornøjelse af at læse om mine spøjse sange.