…don’t talk at all is my advice! Dette gode råd kommer fra en gammel calypsosang, og jeg prøver at efterleve det så godt jeg kan.
Denne weekend fejrede min bror sin 70-årsdag lidt forsinket, for festen slog han sammen med kæresten, som bliver 70 en gang i foråret. Sammen havde de inviteret små tres mennesker til spisning på et af de bedste spisesteder i det naturskønne Thy, og som nær familie var vi naturligvis også med. Jeg var i vildrede med hvad jeg skulle gøre – skulle jeg skrive en sang, eller skulle jeg lade være? Til min brors sidste runde fødselsdagsfester skrev jeg ikke nogen sang, men da vidste han knap nok at det med at skrive sange var noget jeg gjorde. Men i dag er det ikke nogen hemmelighed, så han havde sådan set krav på at jeg kom med en sang – og jeg synes også at man skal gøre sit til at gøre en fest fornøjelig hvis man kan.
På den anden side var der en grund til at jeg ikke havde skrevet sang til de to andre fødselsdagsfester. Min bror kan godt være nærtagende, til trods for at han selv elsker at drille og være spydig på en rigtig morsom måde. Der skulle sikkert meget mindre til end jeg forestillede mig før han blev stødt på manchetterne.
Alligevel bestemte jeg mig for at skrive en sang, og sådan kom den til at se ud – melodien er “Sneflokke kommer vrimlende”:
Når Lone og Sebastian
vil holde fest, må alle mand
gi’ los og gøre hvad vi kan
for at vi får det sjovt.
Nu vil vi gå til vaflerne
og bælle af karaflerne
og forke løs med gaflerne.
Alt andet vil vær’ flovt.
Vi har set frem til denne dag
ret længe, men en enkelt sag
som har gi’t hjerne-smertejag:
Hvad mon de ønsker sig?
På deres gavebord man ser
ret sære ting, lidt vin med mer.
Af gavekort der er der fler’
som en lidt flad udvej.
I Lones skønne sommerhus
der lever de i sus og dus
langt væk fra Vesterhavets gus.
Jo, de har få’t det rart.
De bygger trøstigt om og ud.
Sebastian på Lones bud
gi’r byggetrangens overskud
et afløb i en fart.
Mon Lone og Sebastian
snart bærer spor af tidens tand?
Nej, det ser ud til hun og han
er stadig i vigør.
Der’ stadig liv i skankerne
skønt de er grå i mankerne –
Nu glemmer vi skavankerne
som det sig hør og bør!
For Lone og Sebastian
i hele Danmarks fædreland
har ikke deres ligemand –
de holder bare mål!
Så lad os løfte vore glas!
For nu er tiden vist tilpas
til at vi rigtig gi’r den gas
med hurraråb og skål!
Bagefter takkede min bror mig for at der næsten ingen hip var at spore i sangen – han havde frygtet det værste da sangen blev delt om. Tættest på går sangen i andet vers, hvor jeg brokker mig over at parret nægtede at give udtryk for ønsker på forhånd. Af samme årsag var vi landet på at give dem et gavekort. Tredje vers har også et vist personligt præg: Parret opholder sig faktisk meget i sommerhuset, som er under heftig ombygning, og der er min bror en drivende kraft, uddannet håndværker som han er.
Men første, fjerde og femte vers er helt neutrale og kan passe på enhver der fylder 70. Der var nu ikke andre sange til festen, så det var godt jeg kom med den. Jeg bilder mig ind at den ikke var nogen hæmsko på den gode stemning. Men ellers kan jeg godt lide at skrive sange med mere kød på.
Sangfabrikkens højsæson er lige om hjørnet. Jeg har nogle bestillinger liggende, men desuden skriver jeg også sange til en lokalrevy. I næste uge viser jeg en af dem frem, og så vil jeg gerne høre hvad I synes om den.
Vi ses næste torsdag!