Den lange sommer er forbi. Pludselig er sangfabrikkens direktør vågnet op til dåd, der er dryppet olie på alle hjul i maskineriet, og personalet er trukket i arbejdstøjet. I fremtiden vil Sørens Sangfabrik udkomme om torsdagen igen. Til at begynde med hver torsdag, for lidt er der da sket siden sidst der kan interessere vore trofaste læsere: en bryllupssang, en non-firmationssang, en sang til Haderslevs nye revy, der løber af stabelen i oktober. Billetsalget er allerede i gang – I kan komme direkte til billetsalget på dette link.
Og ikke mere om denne sag nu – alt kommer til den der venter. Denne gang kommer bloggen til at handle om en sang jeg skrev til en god kammerats 60-årsdag. Han hørte til et slæng af jurastuderende som jeg kendte i min studietid i 70’erne. Kontaktfladen var min gode ven “Jesper”, som vist klarede jurastudiet ganske glimrende, et indtryk der blev forstærket af hvor ofte kredsens mere uheldige helte bad ham om råd og vink udi de juridiske finesser. Blandt dem hørte “Baunsgaard”. Hans kærlighed til jurafaget blev sjældent gengældt med faglig succes, og egentlig havde han mere tilbøjelighed til at drive ejendomshandel. Inden for det felt havde han en iøjnefaldende kvalifikation: “Baunsgaard” var venligheden og troværdigheden selv. Han startede i det små med en lille biks i Skolegade i Århus hvor han handlede med sommerhuse. Jeg kom af og til forbi, og så kunne vi tage os en snak over en kop kaffe. Han havde altid god tid. Kunder kom der sjældent nogen af.
Det kunne ikke gå i det lange løb, og biksen i Skolegade blev kun første station i et labyrintisk karriereforløb, hvor han til sidst endte på Vejlekanten som ejendomshandler i ydmyge rammer. Undervejs lykkedes det ham efter en del år at blive udlært jurist, stadig bakket op af vores fælles ven “Jesper”. Han var gift med den ukritisk loyale “Maren”, og på den fælles turne købte og solgte de det ene hjem efter det andet – ud over andre ejendomme som “Baunsgaard” kunne købe for en slik. Det med at få dem solgt igen gik det noget mere trægt med.
Vi blev ved med at træffe “Baunsgaard” og hans dejlige kone i selskabelig sammenhæng hos “Jesper” og hans familie. Vist havde “Baunsgaard” ikke den store succes i forretningslivet, men han var et livstykke og utrolig behagelig og charmerende at være sammen med. Han fik mig til at tænke på Leonard Cohens roman “Beautiful Losers”.
Lotte og jeg blev meget glade for at blive inviteret til “Baunsgaards” 60-års fødselsdag. Det havde vi ikke ventet, for så meget havde vi heller ikke set til hinanden, men når vi sås, hyggede vi os altid gevaldigt sammen. Selvfølgelig ville jeg ikke komme uden at medbringe en gratulationssang fra den øverste skuffe. Resultatet ser I her – melodien er “Jeg har min hest, jeg har min lasso”. Yngre læsere har måske behov for at få melodien repeteret via Peter Malbergs og Poul Reichardts duet i Morten Korch-filmen Det Gamle Guld. Klik på linket!
Nu holder Baunsgaard gilde,
for han er fyldt de tres.
Nu har han nå’t den alder
hvor man må vær’ tilfreds.
Han har nu nået ald’rens fylde,
er kommet på den rette hylde.
Før var han ung og rask og livlig –
nu sænker roen sig grangiv’lig
– JUHUU!
I Baunsgaards Sturm-und-Drang-tid
beviste han sit værd.
Han passed’ garderoben
med frække pigers klæ’r.
Og mens de stripped’ på tribunen
fik slemme gæster no’n på trynen
Tit måtte Baunsgaard næven knytte
Cabanas ry for at beskytte.
– JUHUU!
I fordums dunkle tider
lå han på hospital.
Hver gang han trak i snoren
som kærlighedssignal,
stod Maren fluks ved Baunsgaards leje
så han ku’ få den rette pleje,
og når hun rystede hans pude
så blev der dug på stuens rude
– JUHUU!
De rundt på ludobrættet
har flyttet tem’lig tit
på grund af Baunsgaards næse
for boligsalgsprofit.
Når man så let får tjent en krone
kom ingen mukken fra hans kone
hun pakked’ ned menageriet
som om hun virk’li’ godt ku’ li’et!
– JUHUU!
At stimulere drømme,
den kunst kan han som få.
Han kunderne besnærer
med øjne uskyldsblå!
Og som en anden Låsby-Svendsen
bedøver han intelligensen
hos kunden, og før nogen aner
er der solgt hus i lange baner
– JUHUU!
Ja, Baunsgaard er utrolig,
tænk som han holder ud,
fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose,
ved øjet hænger knap en pose.
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler
– JUHUU!
Første og sidste vers har jeg brugt i andre sange, men ellers er der ikke meget skabelonpræg over den. Fødselaren var også glad for portrættet og takkede hjerteligt. I det hele taget blev det en fantastisk fest. Vi sad op og ned af et ungt par der havde købt hus gennem “Baunsgaard” og nu gik lidt til hånde i gensidig sympati. Typisk nok for “Baunsgaard”. På den anden side sad Lotte op ad “Baunsgaards” ungdomsven, som var blevet redaktør for et førende erhvervstidsskrift, og han sagde ikke et muk mens han snøftede foragteligt ad vores plumpe løjer. Han ydede intet til selskabet ud over sin fine tilstedeværelse, men det var selvfølgelig også noget. Og det var heller ikke noget vi lod os gå på af. Vi blev hængende indtil personalet smed os ud.
Det blev ikke til nogen 70-års fødselsdagsfest for “Baunsgaard”. Han døde efter kort tids sygdom for nogle år siden til “Marens” årelange sorg. Der var heller ikke en krone på kistebunden længere, men “Baunsgaard” nåede at berige mange menneskers liv på sin vej.
Og nu har min blog så fået den nye sæson skudt i gang. Allerede på torsdag kommer det næste trut i hornet – med en splinterny bryllupssang.