I aften har Haderslev Revyen premiere, og det bliver spændende hvordan mine seks numre kommer til at stå distancen. Mine trofaste læsere har set de fire af dem på forhånd, og de to sidste får I så mulighed for at læse og synge inden længe.
Men i denne uge står den igen på lidt gammelt guld fra gemmerne. En god veninde i Norge fejrede sin 50-års fødselsdag med et stort kalas på et hyggeligt hotel i Drøbak. Den fik ikke for lidt med fremragende mad, åndfulde taler, spændende gæster, og så var der bal bagefter. Det blev sent, og hovedet var tungt dagen efter, men den pris betalte man gerne for så glimrende en eftermiddag, aften og den halve nat.
Det meste af selskabet var norsk, og på de kanter plejer man ellers ikke at synge festsange, men her kunne det nok gå an, for fødselaren sang i et lokalt kor, og mange af medlemmerne var til stede. Min kammerat “Rudolf” (kendt fra flere tidligere afsnit) var der med sin egen sang på “I Can’t Give You Anything But Love”, og så havde han og jeg også skrevet en sang i fællesskab – herom senere.
Jeg valgte at satse på det skandinaviske fællesgods. Min sang gik på “Lilla Vackra Anna”, en svensk vise som mit idol Alf Prøysen havde gjort populær i 1950erne i Norge – hør hans udgave her. Hvor “Rudolfs” sang var raffineret og flot, var min sang ganske enkel.
(Mel.: Lilla vackra Anna)
Kære, søde Irma, hør vor sang!
Nu må vi ha’ afløb for vor trang
til din dyd at prise
i en hyldestvise,
for du er en kraft af første rang!
Du er umanerlig kompetent
til dit job, det er almind’lig kendt.
Du kan din håndtering,
der er fast levering,
også selvom sagen er betændt.
Du har ligevægt og godt humør
samt gevaldigt menneskegehør.
Hvis man har lidt krise,
kan du sprede lise.
Snart så har man det så godt som før.
Synge kan du som en nattergal.
At det lyder smukt er ikke pral.
Nordbykoret klinger
som på englevinger
når du rigtig gi’ r den en pedal.
Du er gift med Erik Pedersen.
Hver har jo sit kors at bære, men
hold det ud, med tiden,
før, og ellers siden,
får du sat lidt skik på ham igen.
Nævnes skal det også her til slut:
Jeres Anders er en prægtig gut!
Han har danske gener,
som han smukt forener
med no’ helnorsk tæl og kraft og krudt.
Irma, tænk, du fylder femti år.
Det er sandt, skønt knap man det forstår.
Hurra vil vi råbe,
og man må jo håbe
at vi ses igen her om ti år!
Sangen gik det rigtig godt med – lige til vi kom til femte vers! Så gik der et sus gennem lokalet. Vi var kommet frem til verset om ægtemanden og det kors fødselaren måtte slæbe rundt på i den anledning. Jeg havde også været lidt i tvivl da jeg skrev verset. Rimet var simpelthen for fristende til at jeg kunne lade det være, så det blev som det blev, og jeg satsede på at selskabet kendte ægteparret godt nok til at vide at de to turtelduer på skrømt havde noget gammeldags kønsrollenoget kørende, hvor Erik passede de huslige pligter under protest og Irma førte det store ord på hjemmefronten. En joke som sangen blot refererede til. Men der havde jeg altså gjort regning uden den manglende norske tradition for dril og ironi i festsange.
Nåda. Men gjort gerning stod ikke til at ændre. Sammen med “Rudolf” fik jeg dog revanche da vi fremførte en sang vi havde skrevet i fællesskab som duet. Sangen var blevet til aftenen før da jeg havde hentet “Rudolf” i Århus til vores fælles færd til Norge. Vi digtede den i fællesskab på en halv time, og den er et godt eksempel på at to hoveder ofte tænker hurtigere og bedre end et. Vi var enige om at de linjer vi så hurtigt havde flikket sammen indeholdt nogle af de sjoveste brokker vi begge havde skrevet. Melodien er “Herre min gud, vad den månen lyser”, og vi leverede den med andenstemme og det hele:
Det er på tide at gratulere
Irma på denne store højtidsdag.
Derfor så rejser vi os med mere,
for dig at prise er vor hjertesag.
Vi to er gamle så vi har svært ved
at få stablet os på lakridserne,
men i din umiddelbare nærhed
bli’r man let varm i muffedisserne.
Du er vort lys og vor ledestjerne,
du er jo alle dyders hovedsum.
Alt hvad du si’r, ja, det gør vi gerne
for når man ser på dig så bliver man stum.
Vi rydder op og vi står på pinde
selvom man sku tro at det gjorde ondt.
Det gør vi gerne for såd’n en kvinde,
særlig når det er en der fylder rundt.
Nu er vi kommet til konklusionen:
Irma, du er et tæskelækkert læs.
Det er for svært det med kammertonen
ægget af såd’n en skønhed på halvtreds.
Nu er det lige før at vi brister,
lige før at kedelen går i kog.
Nu bli’r der sprækker i fars medister
når det skal siges i et bramfrit sprog.
Der var det lig’ ved at bli’ for meget.
Irma, hvad er det nu du får os til?
Men når det hele bli’r målt og vejet
er det at hylde dig jo det vi vil.
Derfor så vil vi nu prøv å’ finde
frem til det der er sangens hovedmål:
løft nu jert glas, hver en mand og kvinde,
for det er tid at drikke Irmas skål.
Har nogen problemer med melodien, så hør en udgave her. “Rudolf” og jeg sang den på samme måde – bare bedre! Der var ikke et øje tørt, og fødselaren takkede os overstrømmende.
På den måde fik jeg rettet op på mit poetiske faux pas. Fremmed fugl kan også synge smukt, indså nordmændene, hvilket damerne kvitterede med at holde “Rudolf” og mig på dansegulvet til den lyse morgen.
Og Irmas danske familie har siden brugt mig som forfatter til deres festsange. Men dem har læserne allerede haft fornøjelse af i tidligere opslag, så ikke mere om den sag i denne omgang.
I næste uge er jeg tilbage med en revysang om Mette, Trump og Grønland. Den er et stort udstyrsstykke i Haderslev Revyen, og læserne har stadig chancen for at få billet til de sidste forestillinger. Revyen spiller indtil på søndag.