I denne uge har Sangfabrikken fokus på slutsangen til Haderslev Revyen. Det var hele tiden meningen at slutsangen skulle være et ekko af åbningsnummeret, som jeg skrev med let hånd allerede i september for et år siden. Det blev til et glimrende nummer, og skuespillerne var rigtig glade for teksten. Jeg skrev så de andre ting til revyen i mellemtiden, men da der var gået snart et års tid, måtte jeg i gang med slutnummeret. Jeg havde hele tiden sagt til mig selv og andre at det nok skulle skrive sig selv, men sådan kom det ikke til at gå.
Udgangspunktet var åbningsnummeret – melodien er “Hooray for Hollywood” (hør den her.):
Hurra for Ha’sle by
Domkirken ligger lunt i lindes ly.
Man går en aftentur ved Inderdammen
i fryd og gammen mens solen synker i vest.
Til alle sider ses gæs som skider
og det er ikke alle der syn’s det’ en fest.
Hurra for Ha’sle by
Man hører hornmusik i vilden sky
når fredag middag man ser vagtparaden
gå hen ad gaden – ja, livet passerer revy
Og torvevrimmel gør dig lidt svimmel
Hurra for Ha’sle by!
Hurra for Ha’sle by
hvor politiet nu skal sige fy
hvis de ser damer gå omkring formummet
i gaderummet som de gør det udenlands.
Mon det er målet med fut i bålet
som hvis man brændte ægte hekse til Sankt Hans?
Vi kan li’ Ha’sle by
for når man nu skal lave en revy
så kan man sagtens lave grin med masser
der ikke passer her i vor’s lille by
så byens rødder får kolde fødder –
Velkommen til vor’s revy!
Skriveriet af slutsangen på samme melodi gik anderledes trægt. Det tog mig dage, men endelig havde jeg flikket en tekst sammen:
Det var så vor’s revy
Nu har vi sagt det sidste kykliky
Nu har vi givet kendte no’en på frakken
og hak i lakken – det syn’s I sikkert var sjovt.
Stafet for fede – føj for den lede.
I grinede så højt det næsten var lidt flovt.
Vi fik gjort kål på Geil
som alle har forstået er en fejl.
Men han er faktisk rigtig sød, den gamle,
Og hvem kan hamle op med den sære snegl
der vogter grænsen. Intelligensen
ku’ man ha’ lagt på en negl.
I kom på kanotur
på Ha’sle’ Dam med et par turteldu’r
for såd’n et småromantisk hyggestykke
kan godt gør’ lykke – det kan ingen syn’s er for tamt
bortset fra børster der går og tørster
efter no’n skal føle sig modbyd’ligt ramt
Det var så vor’s revy
Og hvis en sketch måske var tung som bly
så har I hurtigt glemt det, for i aften
har I følt kraften med sang i vilden sky.
Så gå nu ud og nyd by’n – – langt langt bedre end fjernsyn
– – – hurra – for – Ha’ – sle – by !
Jeg skrev ud fra mit indtryk af revyen som den var på det tidspunkt. Og det var at “Stafet for fede” i hvert fald ville være sjovt. Desuden syntes jeg ubeskedent at et par af mine sange i revyen kunne fremhæves.
Men chefen var nu ikke umiddelbart begejstret. Hun syntes Geil havde fået nok på frakken allerede i løbet af revyen, så det var lige lovlig skrapt direkte at kalde ham en fejl en gang til. Rosen til “Stafet for fede” var på kanten af fatshaming. Desuden var hun heller ikke vild med at sangen mindede om sketcher der var tunge som bly. Og om det så var “Nu har vi sagt det sidste kykliky” – så var det også lidt for meget.
Efter en sej fødsel er mor altid glad for sit barn uanset udseendet, så jeg var ikke tilfreds med den melding, men kunden har jo altid ret. Så jeg lavede en ny udgave med lidt moderation, men stort set den samme sang. Kun sidste vers var helt nyt:
Det var så vor’s revy
Med højt humør og sang i vilden sky
Mon ikke I ku’ li’ hvad I har fået –
Når’t år er gået, så laver vi en ny.
Til næste sommer bli’r der en ommer!
Hurra for Ha’sle’ by!
Bedre, sagde chefen. Men hun var stadig ikke tilfreds, kunne jeg høre. Den gik jeg så og tyggede på et par uger, så gik jeg i gang igen. Det var klart hvor jeg skulle hen: Geil skulle ud af sangen. Hvis han kom og så revyen, ville det ikke være sjovt for ham at få et ekstra hak på vejen ud ad døren. Så mine tanker gik i mere generel retning. Jeg sad og puslede med f.eks.
Mon en og anden fik sved på panden
og vred og vendte sig som når man steger ål?
og
Sku’ vor’s revy ha’ været mere from?
Men hvis man skulle stryge alt det grove
Så dør det sjove, som cola uden rom
Godt nok, men det kørte ikke rigtig for mig. Så gik det op for mig at jeg var ved at falde i den samme fælde igen. Slutsangen er ikke tiden og stedet for egocentrisk tekstanalyse. I stedet skulle slutsangen minde publikum om en overstået fornøjelse og love endnu vildere løjer til næste år. Kun to vers – for der er ingen grund til at være lang i spyttet når alles tanker handler om at nu er det snart forbi.
Dette var hvad det blev til:
Hurra for Ha’sle by!
Nu er det altså slut på vor’s revy.
Hvis I fik moret jer i et par timer
med grin i stimer, så gik det li’ som det sku’.
Men tid’n er gået og I har fået
hvad det ku bli’ til denne gang så vi si’r nu:
Hvis I får lyst til mer!
Så er det næste efterår det sker!
Vi disker gerne op med nye løjer
som jer fornøjer, vi har nok af ideer.
Lidt af det grove, lidt af det sjove.
Glæd jer – HER BLI’R MEGET MER’!
Og nu var chefen glad! Faktisk blev hun gladere og gladere og var helt begejstret for slutsangen efter den stod sin prøve på scenen. Jeg er tilsvarende glad fordi jeg fik konstruktivt modspil, for det blev da til et par søde vers.
Ja, det var så en lille rundtur i selve værkstedet i Sørens Sangfabrik. Der bliver skrevet, og der bliver visket ud. Jo mere der viskes ud, jo finere bliver det – poleringen er vigtig. Hvor meget knofedt der bliver lagt i det – det er ikke noget man skal kunne se bagefter.
Sangfabrikken kommer igen i næste uge – der er ikke længe til! I kan glæde jer til at læse hele sangbogen fra Haderslev Revyen på en gang, og så får I et par tekster oveni som ikke kom med i revyen.