Romantik ved Lillebælt

Endelig er der gang i Sangfabrikken igen. I denne uge kan man læse en nyskrevet bryllupssang, som jeg skrev på bestilling til et bryllup i lørdags. Festadressen var et tidligere fort i Københavns befæstning som nu er bygget om til restaurant – det forklarer de to første linjer i første vers.

Mel.: Sneflokke kommer vrimlende

Her ku’ ha’ lydt kanoners brag,
og ude blafrer fortets flag.
Ja, dette er en glædens dag,
syn’s hver en henrykt gæst.
For Jakob med sin Laura har
afgivet et bekræft’ne svar
på giftefog’dens formular,
og nu skal vi ha’ fest.

Men først så synger vi en sang!
Og den kan godt bli’ tem’lig lang
før vi får afløb for vor trang
til hyldest med maner
af dagens søde brudepar.
Hvor er hun smuk, hvor er han rar!
Godt at de ta’et sig sammen har –
Hvad kan man ønske mer?

De mødtes på en dating-app,
og det var lige før det glap.
Den første date var hip som hap,
og såd’n ku’ det vær’ endt.
Men midt i Nettos kassekø
så Jakob Laura, vævre mø.
Et lyn slog ned, og pø om pø
blev flammen rigtig tændt.

Og i familiens sommerhus
har de haft det i sus og dus
ved Lillebæltets bølgebrus.
Vi tænkte: Hvad er sket?
For der var tegn i vest og øst
på hvod’n vor’s Jakob søgte trøst.
Og Laura var en øjenlyst
da først hun blev beset.

Det fryder os at se de to
som sammen nu har fundet ro,
og nu skal de så stifte bo,
og det helst i en fart.
Det ku’ jo vær’ i Frederikssund
hvor de får gjort et boligfund
med plads til både børn og hund
– hvor ville det vær’ rart!

En grund til deres hastværk er
vist synlig nu for alle her:
For til april da ventes der
et lille nuttet nor.
Og far og mor er helt parat,
der’s unge får en dejlig start.
Og andre glade, det er klart,
er bedstefar og –mor.

Velkommen i familiens skød,
si’r vi til Laura, du er sød
og i dig er en indre glød.
Man bli’r om hjertet øm.
Betænksomhed og overblik
og grundighed, vi ved snart ikk’
hvad der ku’ mangle – du er chik!
En svigerdatterdrøm!

Et bedre brudepar man kan
i hele Danmarks fædreland
vist ikke finde – hun og han
er kommet godt i mål.
Så lad os løfte vore glas!
For nu er tiden vist tilpas
til at vi rigtig gi’r den gas
med hurraråb og skål!

Bestillerne af sangen var gommens forældre, og noget usædvanligt insisterede de på at betale overpris for sangen. De synes jeg gør det for billigt når man tænker på hvad man får for pengene! Og det kan jeg da kun give dem ret i. Så måske er det på tide at få opjusteret prisen, men er man hurtig, vil man stadig hele resten af januar kunne bestille en sang hos mig til gammel pris.

Melodien gav sig selv, årstiden taget i betragtning. “Dit hjerte er i fare, Andresen” var også i spil, men de ønskede en melodi som alle med sikkerhed kender og kan synge med på. Jeg har også skrevet andre sange på “Sneflokke kommer vrimlende”, og trippelrimene er med til at give fut i fejemøget.

Sørens Sangfabrik vender tilbage i næste uge med et udkast til Haderslev Revyens startnummer til næste år. Der er både noget om pølser, genforening og vildsvin – så følg med om en uges tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *