Langt om længe bliver spændingen udløst – og mens resten af nationen går til stemmeurnerne, lægger jeg en splinterny revysang ind på “Sørens Sangfabrik”. Den er fuldstændig upolitisk – sådan da. I stedet er den kynisk spekulation i hvad den nye haderslevrevys publikum kan tænkes gerne at ville høre op til pausen som lokker en ekstra fadøl ned: lidt lokalpatriotisme.
Melodi og ide har jeg lånt fra Alf Prøysens norske klassiker “Så seile vi på Mjøsa“, som igen er skrevet på melodi og ide fra svenske Ulf Peter Olrogs “Resan til Chyterae“. Klik på de to links for at høre originalerne. Det er ikke akkurat en fællessang, men her har I teksten – og så må I glæde jer til at høre hvordan den sikkert bliver flot leveret i den nye haderslevrevy til oktober:
Blandt alle verdens stæder
er Ha’sle’ en juvel!
En by med mange glæder –
i hvert fald en hel del.
Her’ kunst og kultur
og yndige fru’r.
For os er der nu kun en ting der dur:
(Refræn:)
At sejle rundt i kano ud’ på Has’le Dam.
Fra Vandrerhjemmets brygge
er det bare lykke
at glide ud på vandet der ligger som et spejl
hvor joller vugger blidt med håb om luft i deres slappe sejl.
Og kano’n glider langs det høje siv et kvarters tid
To ænder skræpper op, men ellers sker her ikk’ en skid.
Og på den anden side, bag ved Mågeø’n,
ses murstenskolossen
kæmpelegoklodsen
Ha’sle’s gamle sygehus, som nu er en ruin,
og hvis man sku’ bli’ syg så må man køre halvvejs til Berlin.
Men her på Dammen er alt
en sommerskøn idyl.
En herlig lugt af ølmalt
og plukkemoden hyld.
Der’ fred på vor jord –
på himlen er spor
fra Skrydstrups nye jagerfly. Vi tror…
(Refræn:)
…at folk der bor i Skrydstrup hurtigt vænner sig
til jetmotorers fræsen.
Hvorfor være kræsen?
Det hygger med lidt motorstøj, så vær nu ikke sart!
Og når vi sejler rundt i kano syn’s vi her er vældig rart.
Vi gi’r den gas med årerne og når frem til Bergs plads.
En kaffetår på bænken og måske et lille glas.
Så ud igen på vandet, solen bager ned.
Vi driver li’ så stille.
Ved Sofies Kilde
er luften tyk af myggedans, så vi ror hurtigt væk.
En fisker står ved bredden – ham vil vi ønske knæk og bræk.
(Slutrefræn:)
Nu ser vi i det fjerne at Ha’sles silhouet
spreder sine arme
med sin egen charme
som en Tornerose der lokker os i favn.
Og aftensolen synker. Måske skal vi snart søge havn.
For jollerne på Dammen er jo alle sejlet hjem
Og pluds’lig bli’r her søgang mens en dambåd stævner frem
med et læs pensionister der har vær’t på tur.
De skal hjem til byen – de har bestilt menuen
stegt flæsk med persillesovs – det mætter absolut!
Vi lægger til ved bryggen – og nu er denne vise slut.
Prøysens og Olrogs viser er ren nostalgisk idyl, men jeg ville gerne have lidt kant i teksten, så turistforeningen ikke planker den direkte. Det må gerne skurre med det nedlagte sygehus, som enhver haderslever savner i dag. Og omvendt må der også gerne være lidt lokalegoistisk ligegladhed med støjtrængsler i Skrydstrup – og “fred på vor jord” nævnt i sammenhæng med nye jagerfly?
Det er ikke en vise som får lang levetid – det er heller ikke meningen. Men jeg er lidt stolt af den alligevel. Forhåbentlig kommer der endnu mere af samme skuffe til vores revy i oktober – don’t miss it!