Det bliver ikke lettere at skrive fødselsdagssange til folk der er blevet ældre – det går først over når de er blevet gamle. I sidste uge skrev jeg en 70-års fødselsdagssang til en god veninde, og hende har jeg skrevet både en 50- og en 60-årssang til før. Dette måtte blive den svære 3’er.
Jeg kunne have valgt at springe selve alderen over som tema. Jeg kunne have skrevet om venindens mange kvaliteter – og der er mange. Men så fandt jeg altså i stedet på at skrive om den høje alder som et bevis på hvor godt det er gået. Og det endda uden katastrofer der er gået ud over de nærmeste.
Ud fra den tankegang er vi selvfølgelig en hel flok Fætter Højben’er når vi nærmer os 70, men når man tænker efter, så er det egentlig et fantastisk held der har bragt os så vidt. At det så ikke kan fortsætte på den måde er alle vist klar over, men hvorfor ikke bare en rum tid endnu? Man har altid lov at håbe, og i mange tilfælde rammes man ikke af nemesis foreløbig.
Det kedelige perspektiv er jeg måske lige akkurat inde omkring og vende i sidste vers, men ellers er sangen en fejring af hvor godt livet har flasket sig for fødselaren og hendes omgivelser.
Til Maries pris
(Mel.: Pigen og søndenvinden – hør en version her)
Nu er Marie fyldt 70.
Så er livet ikke gå’t helt på tværs,
for når man først er nå’t så vidt
ud’n større fadæser, så tænker man tit:
Det ku’ ha’ gået værre, du!
Der ku’ nemt vær’ sket noget drastisk.
Jeg’ glad for jeg er her endnu.
Mit liv er jo gået fantastisk.
Marie har haft kæmpeheld,
har skudt papegøjen som William Tell.
For hun blev født i Hinnerup,
og man må nok sige at det var et kup
med opvækst i et landbohjem
som en af de tre små prinsesser.
Syg’plej’rsker blev de to af dem,
Men hun havde andre int’resser.
Og det var jo et svineheld
hun ikke blev gift med en som hed Keld.
I stedet blev det Søndergaard,
og det var ret heldigt, som alle forstår:
De fik en pragtfuld børneflok!
Tænk hvis de var ble’et nogen andre!
Tænk hvis der’s far had’ vær’t et pjok!
Hendes smag i mænd kan ingen klandre.
Maries kæmpestore held
på rundturen i sit livs karrusel
bli’r vist kun overtrumfet af
det held hendes venner kan siges at ha’:
Marie er vort ideal,
Marie er helt uden lige.
Og det er ikke bare pral!
Tænk vi kender såd’n en sød pige!
Så kom vi frem til sangens mål:
Hurra’er og leve og så en skål.
Marie har fortjent honnør
for hvad hun er nu og for hvad hun var før.
Vi håber det må gå dig vel –
mindst tyve år til sku’ nok passe.
For godt nok må det kræve held,
men af held har du en farlig masse.
Selvfølgelig har min veninde ikke bare haft medvind i livet. Det lå i pennen efter at jeg havde skrevet andet vers, men så lod jeg være. Her er der kun fest og farver til slægt og venner, mand og børn. Det havde ingen noget imod.
I næste uge kommer mit sidste blogindlæg inden jeg holder en lille sommerpause. Sangen jeg viser frem var en noget mere tung og alvorlig sag, men havde også sine kvaliteter.
Vi ses!