Der kom en bestilling på en konfirmationssang til Sankt Hans. Drengens mor, en tidligere kollega af mig, var bestilleren. Det utraditionelle tidspunkt skyldtes at det drejede sig om en non-firmation – festen for unge poder der efter moden overvejelse netop ikke ønsker at bekræfte deres kristne tro, men alligevel gerne vil fejres, og måske især også have konfirmationsgaver som deres kammerater.
“Peter” har altid været besat af dinosaurer og har en usædvanlig stor viden om emnet, og det var hans naturvidenskabelige livssyn der fik ham til at afvise religiøse sværmerier og dermed også ethvert mummespil om tro og sakramenter.
Men han er heller ikke helt almindelig på andre punkter, fortalte moderen. “Peter” har ADHD. Der er nok af besynderlige ting han har gjort på den bekostning, f.eks. døde haletudser i lommen og sammenplantning fra forhaven bragt ind som værtindegave, men det skulle sangen selvfølgelig ikke handle om. I stedet kunne jeg fremstille ham som en Emil fra Lønneberg, der er kreativ og barneklog, men ikke altid i første omgang forstås af de voksne. I øvrigt passede sammenligningen også på en prik på den måde at “Peter” godt kunne lide at sidde og fordybe sig for sig selv – og snitte.
Men selvfølgelig var han på mange måder lige som andre teenagedrenge: meget computerspil, men også sunde interesser, f.eks. lange traveture med hunden Baloo og fisketure med sin far. Efter sommerferien skulle han starte på en efterskole der passede lige til ham, og det glædede han sig til.
Sangen skulle have fokus på de mennesker der er omkring “Peter”, og hvad de betyder for ham: hans mor, søskende og papfar, hans rigtige far, hans morforældre.
Det er klart at der var nok her som skulle behandles med delikatesse i sangen. Men heldigvis var der til gengæld nok at skrive om takket være det gode oplæg jeg havde fået fra hans mor. Og hun havde også et godt forslag til hvilken melodi sangen skulle gå på: “Katinka, Katinka, luk vinduet op!”
Sådan kom sangen til at se ud:
Nu er Peter pluds’lig en rigtig lang knægt
som kunne vær’ ble’et konfirmeret.
Og bænket i Roy’l Oak ses hele hans slægt.
Han er elegant ekviperet
i flotte gevandter af udsøgt tekstil,
og han er så glad, se hans strålende smil!
Det skyldes nok tanken om hvilken indtægt
det gi’r når man bli’r nonfirmeret.
Nu gi’r vi af Peter et lille portræt
som er fuldt af rosende gloser.
For det at gi’ roser, det falder os let.
Her fås båd’ i sække og poser!
Og Peter ku’ godt minde lidt om Emil
fra Lønneberg med sin personlige stil!
På alternativ måde får han tit ret,
til trods for de voksnes protester.
I dino’er er Peter lidt en ekspert,
vist også langt mer’ end de fleste.
Han også os andre har næsten få’t lært
hvad sådan no’n dyr ku’ vær’ ble’et te’,
hvis ikke de altså så fælt døde ud.
Måske men’skeheden står også for skud
hvis ikke i tide vi har livet kært
og når at få reddet planeten.
I andre ting gør han som drenge de gør.
Computerspil er jo hans dille.
Hvis Jonna og Oliver husker at spør’,
får de også lov til at spille.
Og med sin far Neil ta’r han på fisketur,
deres quality time, det er noget der dur!
Baloo og han hver dag som sig hør og bør
har travet mindst fem kilometer.
Hos mormor og morfar han kommer ret tit.
Der’s pædagogik skader ikke,
for Peter kan li’ dem, men stejlede lidt
da han skulle lære at strikke.
For Peter er mere til liv i det fri
og elsker at kaste sig vildt ud på ski
med morfar på pister smukt pudret i hvidt.
Så er livet skønt, er det ikke?!
Hans far og hans mor er så stolte i dag.
Tænk de kunne lav’ såd’n en køn knøs!
Den skole han skal på er lige hans smag.
Og muligvis er der en skøn tøs
der får kig på Peter i Aabæk engang,
mens andre af dem får en næse så lang.
Det haster nu ikke så meg’t med den sag,
men han vil få masser af venner.
Og Dennis og mor vil nok savne der’s dreng.
Nå pyt, bare han har det dejligt.
Og mellem hver weekend er der ikke læng’,
han kommer når det er belejligt.
Men den det er værst for er sikkert Baloo,
For hvem skal mon lufte den, spørger vi nu.
Men sangen er slut, så løft blot jeres glas!
Nu er det på tide vi skåler!
Som I kan se, holdt jeg tungen lige i munden, for det synes jeg man skal i en konfirmationssang. Ikke noget dril her! Det skulle da lige være “Peters” søde bedsteforældre, som i øvrigt er Lottes og mine gode venner. De kan ta’ det! Moderen var også mægtig tilfreds med sangen.
Det er faktisk første gang jeg har skrevet en sang på “Katinka, Katinka”. Den kan anbefales. Ganske vist er der et kompliceret rimmønster (som bliver fulgt til punkt og prikke i første vers), men i de andre vers har jeg snydt lidt. Det gjorde Sigfred Pedersen også i sin oprindelige sang, og der er heller ingen grund til at det skal være stift i en sang med hyggelig og intim grundtone – bare sangen er sangbar.
Til næste uge kan I læse min seneste: en sang til en god kammerats 70-års fødselsdagsfest. Den er også ligetil og nede på jorden. See you next week!