Dette er det første rigtige indlæg i min blog, så derfor får I hele to af mine mest vellykkede sange at forlyste jer med. Men emnet er egentlig hvor grænsen går i en festsang – hvor meget man kan gøre grin med festens genstand uden at være stødende. De to fødselsdagssange vi skal se på skrev jeg sidst i 1980erne, da jeg selv var en yngre mand og optaget af en af livets store skilleveje: når man siger farvel til ungdommen. Det er en tærskel man godt kan gå over flere gange, både når man bliver 30, 40 og 50 – men jeg råder jer fra at pjanke for meget med kroppens forfald og livets korthed i jeres sange når fødselaren er ældre end det. Så er det nemlig alvor:)
Den første sang skrev jeg til en kammerats 30 års fødselsdag. Han var en lystig fætter, og sangens nærgående beskrivelse af hans livsstil var ganske præcis. Derfor har jeg sat et andet navn ind i denne udgave:
Til Jens’ 30-års fødselsdag
Mel.: Jens Vejmand
Hvem sidder foran skærmen
med prøjserpils i hånd,
en slatten smøg i kæften
og glor på vid’jobånd?
Det gør såmænd Jens Nielsen,
han er en værre en.
Nej se, hvad laver manden?
Han ta’r på pigens ben.
Og ager du en aften
når solen synker ned
en tur på den lokale
og tror du skal ha’ fred,
så møder du Jens Nielsen
– han kommer altid først
og sidder sidst tilbage
og kæmper med sin tørst.
Der var jovist de dage
hvor han så bedre ud
med mere hår på ho’det
og knap så svampet tud.
Nu er han blevet tredive,
men klog’re er han ej.
De skønne ungdomsdaw – åh ja
den tid går snart sin vej.
Der er et håb forude
for den fortabte søn:
Om tredive år der venter
en tid på efterløn.
Men skal du nå den alder,
så må du drosle ned.
Spar hel’re på fysikken
– din alder kræver fred.
Rigtig gættet – han hedder også Jens til fornavn i virkeligheden, og derfor var det oplagt at skrive et modstykke til Jeppe Aakjærs nøjsomme vejmand. Samme Jens beklagede sig under festen over at teksten nu havde været lige skrap nok kost, når hans far og mor sad og hørte på. Men selv om den gik lige til kanten, synes jeg stadig ikke sangen var for slem. Senere var jeg på skiferie med samme Jens og en flok ligeledes pjankede næsten unge mennesker. Pigerne skrålede sangen ustandseligt på busturen både op og ned, både på den originale Carl Nielsen-melodi og på en anden de havde fundet ud af passede. Den sang gav et godt boost til Jens’ “street cred”, og det blev vist til mere end håndspålæggelse ved flere lejligheder.
Den flygtige ungdom er et endnu stærkere tema i den næste sang, og igen er der et ekko af teksten i den oprindelige sang med dens vemodige dvælen ved en glorværdig fortid i kontrast til den prosaiske nutid.
Sang til Svend på hans 40-års fødselsdag
Mel.: På Sjølunds fagre sletter
Nu fylder Svend de fyrre
Oh ak, oh ve, oh gru!
Han har sit på det tørre
og klarer sig endnu.
Vist er det ingen alder
at fylde fyrre år.
Men alt hvad står, det falder
og visner og forgår.
I fordums svundne tider
som fyrig bondesøn
var Svend en stræbsom slider
og smægtede i løn
mod egnens fagre friller
– det med en lyst så stor!
Comput’ren nu han kilder
og piller næsebor.
Snart vil hans tinding gråne,
hans mave synke ned.
Snart breder sig en måne
hvor før var hårets bed.
Snart vil han gå og længes
imod en fremtid grøn
hvor færre kræfter trænges:
pension og efterløn.
Men lad os bare feste
imens endnu er tid.
Man bli’r nok selv den næste
som mister mod og vid.
Vi er jo også flere
som er på den galej!
Så meget desto mere,
Svend, skåler vi for dig!
Nej, fødselaren hed ikke Svend, men jeg kunne godt have brugt hans rigtige navn her, for han var ret begejstret for sangen. Næsepilning kunne måske opleves som krænkende, men enhver kan jo se at det er et godt billede på driftslivets generelle hensygnen med alderen. Og som det fremgår af sidste vers, kommer sangen til den modne erkendelse at det også bliver vores tur, og det gælder alle.
Så hvad kan man lære af det? Drillesyge er en fin motor når man skal skrive en festsang, og jeg sad og morede mig godt da jeg skrev de to sange. Men det gælder om at holde tungen lige i munden. En tekst må ikke blive for grov – er du i tvivl, så test din sang på en anden inden den skal bruges. Eller endnu bedre: kassér det stødende, også selv om du har siddet længe og grublet og endelig har fundet på noget der (næsten) er sjovt.
I næste uge vender jeg tilbage med mere om sprog og stil i den gode lejlighedssang. Vi skal se på en saftig og fræk bryllupssang og en nydelig sølvbryllupssang som også har sine underfundigheder. I kan godt begynde at glæde jer til næste opslag.
Husk: I er meget velkomne til at kommentere!