I denne uge handler min blog om rimerier til fødselsdagsgaver. Hvorfor ikke gøre lidt mere ud af situationen end et almindeligt vedhæftet tillykkekort? Og hvis et tillykke-vers er raffineret nok, og hvis det bliver læst højt til festen, kan det godt konkurrere med adskillige rørstrømske taler.
Første gang jeg kom på den ide var til to bekendtes 30-års fødselsdagsfest. De deltes om festen og havde lejet et forsamlingshus med plads til ALLE deres venner og venners venner. Det blev et drøn af en fest. Vi var flere der slog os sammen til fælles gaver, men det blev lidt svært at opfylde fødselarernes hedeste ønsker.
Den ene, en pige jeg boede i kollektiv med på det tidspunkt, havde et eneste meget hedt ønske som hun havde skrevet på deres fælles ønskeseddel: Hun var kæresteløs og havde været i den beklagelige tilstand et stykke tid, så hendes ønske var en frisk og fyrig sømand hun kunne muntre sig med.
Selv om 30 godt kan opfattes som en høj alder for en pige der endnu ikke har fundet den eneste ene, var det måske alligevel en overdrivelse at kalde hende en “underlig gråsprængt mø” der “sejled’ i sin egen sø”, men sådan kom det altså til at falde mig i pennen da jeg skulle skrive gaveverset – litterært mindede læsere ser sikkert med det samme at jeg har taget mig visse friheder med første vers af Henrik Ibsens episke digt “Terje Vigen” (se forlægget nederst i dette indlæg):
Der boede en underligt gråsprængt mø
på den yderste nøgne ø.
Hun sejled’ vel mest i sin egen sø
og tænkte: Går jeg mon i frø?
– Nej, så vil jeg sandelig hellere dø!
skreg den underligt gråsprængte mø.
Mod mangen en sømand stod stejlt hendes hu,
det mest mod uroligt vejr.
Mens andre betragtede hende med gru,
fik enkelte lyst og begær.
Dem slugte hun råt
på slottets skafot,
hun ku’ simpelthen ikke la’ vær’!
Moralen af denne historie er helt sand:
Man kan godt ha’ det rart med mer’ end én sømand.
Det blev et rigtig sjovt rim, som voksede vildt frem fra det oprindelige udgangspunkt blot fordi det rimede. Da jeg var kommet frem til “slottets skafot” og “hun ku’ simpelthen ikke la’ vær’!”, syntes jeg alligevel det var for brat en slutning, og derfor klistrede jeg den belærende morale på til sidst: hvorfor nøjes med en enkelt?
Men var fødselaren nu helt tilfreds? Pudsigt nok ikke. Nu havde hun jo selv lagt op til koketteri med sin alder på ønskesedlen. Men at andre skulle fortsætte tankegangen ud ad tangenten var lidt for meget for hende. Så havde jeg mere held med det rim der ledsagede gaven til “Jørgen”, som havde ønsket sig en oppustelig lolitadukke, en kaffemaskine og en Puch Maxi (meget populært knallertmærke i 1980’erne):
Ved nabolagets kaffebar står Jørgens ny Puch Maxi.
Lolita sammen med sin mor ankommer i en taxi.
I kaffebarens vamle dunst får Jørgen afløb for sin brunst.
Han har det dejligt med Melitta
og Lolita
på sin fridag.
Og Lolita får det rart
når hun hopper på hans kickstart.
Ikke så kunstfærdigt et rim, men spot on i forhold til hvad “Jørgen” ønskede sig, for her var jo hele pakken med kaffe, Lolita og knallert. Yngre læsere skal måske have forklaret at Melitta var et meget populært mærke i kaffetilberedningsudstyr. Hun er så også Lolitas mor, kan man forstå. Så det er en joke i “Bim bam busse – nu skal vi ha’ kaffe.”-klassen. Knallerten er ikke glemt i rimet – den dukker op igen i sidste linje.
Det var så to frække, rå rim jeg skrev da jeg stadig havde ungdommens gåpåmod. Når jeg skriver gavevers i dag, går det anderledes roligt for sig. En af mine gode venner fyldte 60 sidste år, og da blev gaven ledsaget at dette rim:
Kære Søren, gamle ven!
Tænk, du fylder rundt igen!
Du blev 50 med stort rabalder
Og den gør ondt, den voksne alder.
Men nu er det jo meget værre:
Nu er du ble’et en moden herre.
Nu hulker din grådkvalte røst
Så hør på disse ord til trøst:
Dit værkstedsskilt si’r ”Glasmontør”
Der ku’ ha’ stået ”Storcharmør”!
Og selv om du er blevet ældre
– dine børn er ble’et forældre –
så kør’ det godt alligevel
for dig i livets karrusel.
Som plaster på det dybe sår
Det er at fylde mange år
Så har vi samlet ind en sjat
Med penge der kan gå til pjat
Og hvad du ellers syn’s er rart.
Men brug dem hel’re i en fart.
Hvis du la’r dem i lommen brænde
Og knap nok synes du kan nænne
At ødsle væk så stor en sum
Som lyspunkt i din trummerum
Så husk – den tanke er lidt vammel –
At snart, så bli’r man nok for gammel.
Min gamle ven hedder faktisk Søren, og han har en glarmesterforretning i Haderslev der hedder “Glasmontøren”. Her er ingen grund til at kamuflere hvem sangen handler om – Søren bliver glad for den ekstra omtale.
Men ellers er det bemærkelsesværdigt hvor meget fokus har skubbet sig siden jeg skrev de første to rim for tredive år siden. Nu handler det ikke længere om hvad damer og mænd kan gøre ved hinanden af behagelige ting – nu er det livets flygtighed der er på tapetet. Det kunne jeg selvfølgelig også hitte på at nævne i 30-, 40- og 50-års fødselsdagssange før i tiden, men da var det mest for sjov. Nu er det ramme alvor. Det er rigtig nok: Snart, så bli’r man nok for gammel.
Dette indlæg er skrevet i begyndelsen af november, og det er jo en tid på året hvor naturen viser os det håndgribelige forfald som en del af tingenes orden. I næste uge bliver jeg i sporet. Jeg vender tilbage med endnu et par sange bestilt af familien “Bohr”, som trofaste læsere allerede har stiftet bekendtskab med. Det bliver et par 80-årssange.
Sådan ser begyndelsen på Ibsens fantastiske versfortælling Terje Vigen ud:
Der bode en underlig gråsprængt en
på den yderste nøgne ø; –
han gjorde visst intet menneske mén
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, –
helst mod uroligt vejr, –
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frykt
kom Terje Vigen nær.