I slutningen af denne uges blogindlæg vender jeg tilbage til sangen fra i sidste uge, “Pileurtbandens Kampsang”. Der er lidt at tilføje, men først tager jeg fat på denne uges hovedemne: min allerførste sang skrevet på engelsk.
Det er ellers noget jeg har holdt mig fra. Sporene skræmmer fra populærmusikkens tvivlsomme oversættelser fra dansk til engelsk (“Fly on the wings of love” – “Boom Boom”). Jeg synes det er svært nok at skrive sangtekster på dansk uden for mange gebrækkeligheder. Det jeg bestræber mig på er at få det til at se legende let ud uden nogen tænker på hvor meget jeg eventuelt har knoklet. Uden at prale kan jeg mere engelsk end de fleste danskere, men det er stadig et fremmedsprog som jeg ikke har det samme indgående og legende kendskab til som vores modersmål.
Men i juli fik jeg så en bestilling på en bryllupssang hvor det ville være naturligt at den blev skrevet på engelsk, og så måtte jeg jo prøve. Det var brudens mor der bestilte. Bruden arbejder som forsker i medicinalindustrien i Cambridge, og noget tilsvarende gør gommen også, når han da ikke farer verden rundt og holder foredrag. Han er født og opvokset i Kenya, og deres omgangskreds er meget international. Der skulle komme 110 gæster til brylluppet på Hotel Hvide Hus i Ålborg, og af dem ville mindre end 30 være dansktalende. Bruden ønskede et under disse omstændigheder så vidt muligt traditionelt dansk bryllup, og derfor skulle der også være mindst en festsang. Det med fællessang til fester er ikke noget man er vant til i udlandet, men toastmasteren, brudens storebror, ville styre slagets gang hvad det angik.
Lidt af en opgave at finde melodier alle veluddannede mennesker i verden med garanti kender. Jeg skrev på noget Beatles. Sangen skulle deles op i to. Jeg tænkte det skulle være en meget let sang at starte med, gerne med noget fodboldstadionstemning, som gæsterne kunne komme i stødet af at synge med på. Det kunne passe med “Yellow Submarine”:
We have come from near and far
here to celebrate a big event
that has made us leap for joy
and do somersaults across the floor
: Sam and Hannah
Tie the marriage knot
Tie the marriage knot
They are really hot :
Sam and Hannah smile and laugh
And they really look so very pleased
like they’ve won the biggest prize –
In a sort of way that’s what they have
: Sam and Hannah
Tie the marriage knot
Tie the marriage knot
They are really hot :
And the party will be grand
Lovely food and lots of wine to drink
Later on we all will dance
Until very late and it’s because
: Sam and Hannah
Tie the marriage knot
Tie the marriage knot
They are really hot :
Det var ikke nogen vanskelig tekst at skrive. Bortset fra omkvædet er der ingen rim – og det er ikke snyd fra min side. Hør selv hvordan Ringo synger i originalen her.
Det var også fint nok for mig at starte i den lette ende når nu jeg for første gang skulle skrive på udenlandsk. Anden del af sangen kunne synges senere, eller hvordan toastmasteren så syntes det kunne passe. Den måtte gerne være lidt mere ambitiøs og personlig. Nu gjaldt det om at finde en Beatles-melodi der var lige så velkendt. Det blev “When I’m Sixty-Four” – den skulle man heller ikke kunne gå fejl af.
Hannah and Sam were lucky as few
when they struck a match
that ignited elements of chemistry
– bound together now they will be.
They will be just like peas in a pod
in their Cambridge flat
with room for a twosome
unless they both do some
stuff that changes that.
Then we can see them in a new home
in a year or two
expertly assembling Swedish furniture
from Ikea while the cats purr
and you can hear Sam tooting his horn
as a lullaby
to hush the new baby
(but that is a maybe!)
Here’s the reason why:
Hannah is having a night on the town,
knitting bag in hand.
You can hear the rattle of the knitting pins,
ladies downing tonic and gins.
When she comes home a quarter to three,
has Sam locked the door?
No, his adoration
has no limitation
– who could ask for more?
If our predictions all should come true
we can safely guess
that our wedding couple will have lots of joy,
everything a girl and a boy
could ever want for when they’re in love!
Things will go their way!
Come raise your glasses
all lads and lasses
– toast and shout hooray!
Den tilsyneladende mærkeligt profetiske fortælling om den nærmeste fremtid byggede på at bruden havde arbejdet hos Ikea, er glad for katte og deltager i udskejelserne i “The Cambridge Drunken Knitwits”, en gruppe der mødes på værtshuse og strikker mens de drikker og snakker. I kan finde dem på Facebook. Og gommen er en meget dygtig amatørjazzmusiker.
Jeg var spændt på hvordan sangprojektet så spændte af i virkelighedens verden. Jo, det havde været en fantastisk fest, fik jeg fortalt. Mange var på dinglestadiet allerede under forretten, bedre blev det ikke med den sag senere, og der blev danset energisk og længe. Men syngeriet var det så som så med. Måske var de unge udenlandske gæster kun almindeligt stive, men ikke så stive i Beatles som man skulle tro, og måske er fællessang noget vi gør i Danmark, men ikke så mange andre steder. I England har de ældre ganske vist singalongs på pubber, men der var ingen ældre ædru etniske englændere til stede.
Men som eksperiment var jeg alligevel tilfreds med at have prøvet at skrive på engelsk. Det var i virkeligheden ikke meget værre end når jeg skriver på dansk. Så kære fremtidige kunder: Hvis det er en sang på engelsk I gerne vil have leveret – så kan I bestille den hos mig!
En lille efterskrift om sangen i sidste uge: Pileurtbandens Kampsang. Bestilleren havde opdaget at jeg havde placeret lidt realistisk pessimisme i to af versene:
Vi håber inden længe vi
kan blive mange flere.
Med ufortrøden energi
vil vi nu rekruttere
til kamp mod japansk pileurt.
Men ærlig snak: hvis vi bli’r spurgt
om vi tror det kan nytte at stritte imod,
si’r vi nej, pileurten har slået rod.
Så skulle da mirakler ske
som vækked’ Holger Danske,
og mange flere ku’ indse
hvorfor mod udenlandske
gevækster man må sige stop
og luge løs i sluttet trop
og hakke og grave og fjerne hvert spor
af japansk pileurt fra den danske jord.
Det kunne jo ikke gå i en kampsang – i sådan en skal man ikke spørge om det i det hele taget kan nytte. Så jeg rettede til, og nu udtrykker deres sang den korrekte tro på bekæmpelsesprojektet:
Vi håber inden længe vi
kan blive mange flere.
Med ufortrøden energi
vil vi nu rekruttere
til kamp mod japansk pileurt.
Vi svarer ja, hvis vi bli’r spurgt:
Det kan skam godt nytte at stritte imod,
når det’ før pileurten har slået rod.
Så gid miraklet nu vil ske
der vækker Holger Danske,
og mange flere kan indse
hvorfor mod udenlandske
gevækster man må sige stop
og luge løs i sluttet trop
og hakke og grave og fjerne hvert spor
af japansk pileurt fra den danske jord.
Den rettelse har bestilleren udtrykt sin tilfredshed med. Ganske vist tager sangen stilling til tvivlsspørgsmålet, men det er ikke ukendt i danske kampsange. I “Dengang jeg drog af sted” (se teksten her) må den djærve landsoldat også forklare pigen og sin far og mor hvorfor det nu er nødvendigt. Hvert vers giver sin forklaring og slutter med et “Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat”. Til sammenligning vil jeg bare nævne at der f.eks. ikke er plads til tvivl i nazisternes Horst Wessel-sang.
På genlæs/gensang i næste uge!