Nej, jeg har aldrig skrevet sange der har haft speciel tilknytning med julen. Men derfor behøver jeg da ikke at sidde julens bud overhørig med sange af sekundaklassen i udstillingsvinduet. Så i denne uge vil jeg komme med hele to eksempler på sange med schwung til ekstra festlige anledninger.
Den første gælder min gode ven “Rudolf”, som trofaste læsere husker fra mine tidligere skriverier (“Sølvstænk i det gyldne hår…” og “Endnu et par konfirmationssange”). Som så mange andre 68’ere har han haft et noget omtumlet kærlighedsliv. Denne sang skrev jeg til hans andet bryllup midt i 90erne. Det var “Jytte” han giftede sig med, og det var ikke længe efter at hans første kone havde forladt ham. Det var en rigtig fin bryllupsfest, men nu havde vi også rutinen. Min sang handler mest om “Rudolf”, og jeg holdt mig ikke tilbage i mit portræt af en mand med stor livsappetit, “blød mand” som det stadig var moderne at være, men ikke uden bagtanker. Det morede gæsterne en del. Melodien til sangen er “Jeg en gård mig bygge vil” – meget passende til en bryllupssang der gerne skulle udtrykke optimisme for fremtiden.
Det er Rudolfs bryllupsdag
– hejses skal det røde flag!
Han af Jytte, sin veninde,
nu fik gjort en ærbar kvinde.
Det fandt sted i formiddags –
og nu holder de kalas!
Rudolf er en ungersvend,
ryggen rank og smal om lænd,
fyrigt blik og skæg om hage,
viltert hår (det der’ tilbage),
så han er skam godt tilfreds
skønt han nærmer sig halvtreds!
Rudolf er den bløde mand,
har på kvinder god forstand –
spiller plader med James Taylor,
så’r der lagt op til en sjæler!
Også Jytte fik han skudt.
Nu er den trafik vist slut!
Rudolf er før ble’et brændt af –
men han er så glad i dag!
Med sin nye kønne kone
sidder han som på en trone,
æder suppe, steg og is.
Snart vi kaste skal med ris!
Jytte sidder så koket
ved hans side nok så net.
Denne underskønne kvinde
(bedre ku’ han næppe finde!)
puster til hans hjertes bål,
mens vi ivrigt råber skål!!
“Jytte” kom så også med til sidst. Det blev bemærket at jeg var lidt reserveret i fjerde linje i sidste vers. Hvorfor “næppe”? Hvorfor ikke klart den bedste nogensinde? Det faldt mig ikke lige i pennen. Måske var “Rudolf” enig når det kom til stykket. De blev skilt et par år senere.
Skal der være gilde, så lad der være gilde! Bertel Haarder har lige udgivet sin egen bog med lejlighedssange, “Bertels Bedste” med julehandelen in mente, og jeg giver den også ekstra gas med endnu en sang fra øverste skuffe. Det drejer sig om en 50-års fødselsdagssang til en kær kollega på VUC, som dog rejste videre på sin færd i livet for mangfoldige år siden – længe inden der var optræk til den tragiske krise på vores gamle arbejdsplads.
“Jørgen” var en lystig fætter. Få år inden var han blevet gift med en kvindelig præst med to store teenagedøtre, og samlivet med dem i præsteboligen i Århus gik forbløffende og forbilledligt harmonisk. Han var ivrig amatørrockmusiker og var i det hele taget ungdommelig og hip, og jeg og en anden kollega var med i “Jørgens” lille husband på skolen sammen med skiftende kursister. Det var tit gamle Creedence Clearwater Revival-numre der var på tapetet. Så det var klart at han skulle have en sang til sin runde fødselsdag. Melodien er “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”.
Fjerde vers bliver vist først forståeligt når man ved at “Jørgen” var søn af en sønderjysk stenhugger, men hans hu stod ikke til at pudse og polere gravsten resten af livet. Dog var han involveret i et ambitiøst projekt som hans far havde vundet entreprisen på: En tyve tons tung jernmeteor var bjerget i Grønland, og nu skulle der skæres en skive ud af den tværs igennem. Så bæstet skulle skæres igennem ikke bare en, men to gange. “Jørgen” fik akkorden på at udføre arbejdet. Det var ikke gjort i en håndevending.
Man ser en vemodsfuld tåre trille
på Jørgens kind her på denne dag.
At stadig kunne alt det han ville
er ikke læng’re en vanesag.
Vist kan han stadigvæk brumme brunstigt
og vise stil i sit læderdress
– men tarzanhylet kan virke kunstigt
når det bli’r brølt af en på 50.
Men ligner Jørgen knap nok en tiger,
og hænger skindet lidt mere løst,
så har han Ina og hendes piger,
som hjælper til og som bringer trøst.
En tyrkisk pasha ku’ næppe finde
et mere praktisk arrangement.
Og Jørgen bli’r af den milde kvinde-
list sat på plads gang på gang på gang.
Når Ina længes mod varme lande,
ta’r Jørgen med ud på eventyr.
De nøjes ikke med Hvide Sande,
nej, rejsen skal være mere dyr.
Til Californ’jen, filmheltes verden,
går næste udflugt på der’s program.
At Ina ta’r Jørgen med på færden
forstår vi godt – hun har brug for ham.
Johannes V. i det himmerlandske
skar skibe dengang da han var dreng.
Men Jørgens ungdom kan uden vanske-
lighed betegnes som hård og streng.
Han saved’ løs på en meteorsten
i ugevis som en Sisysos.
Og glæden har sikkert vær’t en stor en
da han fik bugt med den tunge klods.
Og den lektion udi det absurde
har lært vor Jørgen at holde ud.
At altid gøre alt det man burde
og lyde pligtens og skolens bud.
Og Chevroletten ta’r næsten daglig
frem og tilbaws ned til VUC.
Der er han profes’jonel og faglig
– tja, den slags hører hans alder te’.
Men skolen ejer et rockorkester,
det band er jo vores pusterum.
Med Jørgen foran vi lydforpester
når vi kan finde et publikum.
Om ikke andet, det nok beviser
at der er fut i hans drifters bål.
Om ti år synger vi andre viser,
men indtil da – højt hurra og skål!
Som så ofte før for mit vedkommende er temaet den svundne ungdom, og jeg ved ikke hvor glad i grunden “Jørgen” var for sangen. Men det var vi andre i det sluttede selskab – en mandefrokost hvor præst og døtre vartede op.
Nu er det snart jul, men der kommer endnu et indlæg i næste uge – så der er ekstra meget at glæde sig til i denne tid. I næste uge får I også mindst en af “Sørens Bedste”.