Hele sidste uge og et stykke af den forrige har jeg været på skiferie i Norge. For ellevte gang siden 2008 har jeg boet på Mysuseter Fjellstue. Det er ikke noget luksuøst højfjeldshotel, snarere det modsatte, men der er hyggeligt, og så er der et meget fint terræn til langrend lige uden for døren: fladt højfjeld med udsigt til nogle af Norges mest ikoniske fjelde, fine skovløjper når vejret viser sig fra sin mindre pæne side, danskervenligt terræn såvel som det mere teknisk udfordrende. Det hjælper også på oplevelsen at så mange af de andre gæster er gengangere, og vi glæder os meget til at vi ses i uge 7.
Det sociale er i højsædet, både på dagens skiture og under aftenens udskejelser. Det er en “fællesrejse” jeg er på, dvs. gæsterne skiftes til at være på dagens madhold, og så bliver man jo nødt til at komme hinanden ved. De hyggelige gæster danser folkedans og Lancier, der bliver spillet kort og Besserwisser, og så bliver der læst bøger og strikket i lange baner. Det er det modne klientel der kommer på Mysuseter, for det handler kun om langrend, ikke alpinudskejelser for fartdjævle. Drikfældigheden sætter også sine egne grænser, for der er kun de dyre dråber vi selv har taget med.
Men den sidste aften før hjemrejsen får den en ekstra en på skallen. De sidste sjatter skal drikkes, og der kræses ekstra op i køkkenet. For at gøre det ekstra festligt leveres der underholdende indslag af dem der føler sig kaldet, og der plejer at være en del på programmet. I år holdt jeg mig lidt tilbage. Jeg nøjedes med at levere en afskedssang. Den blev til gengæld ganske vellykket. Jeg skrev på “Mandalay” i Four Jacks-udgaven:
Vi har knoklet rundt i sneen
i en salig lykkerus
Vi har aset op ad bjerge
– og kørt neda’, sikke’t sus!
Men nu lakker det mod enden,
vores tur er snart forbi.
Slut med øl, og rødvinsdunken
er der ikke mere i.
(er der ikke mere i.)
Vores tur var bare fed.
Den ku’ godt vær’ blevet ved.
Mysuseter er og bli’r den store skiløbskærlighed.
Der er hyggeligt i hytten når vi rigtig gi’r den gas.
Lidt vemodigt vi skal rejse, nu vi er så godt tilpas.
No’n fik feber, no’n fik skrammer,
andre havde mere held.
Staklerne kan få en krammer –
her er rart alligevel.
For de bli’r så groft forkælet
af vor sammenspiste flok
at det næsten er for meget,
men alli’vel aldrig nok.
(men alli’vel aldrig nok.)
Her er fest og godt humør!
Vi ved godt hvordan den kø’r.
Jo, det hjælper faktisk at så mange her har prøvet før.
Og en ting er ganske sikker – vi ved godt hvordan det går:
For vi ses alli’vel alle sammen her – til – næs – te – år.
Linjerne i parentes blev sunget solo af en gæst med fænomenalt dyb basstemme. Det lød fantastisk.
At der er fuld dækning for indholdet i virkelighedens verden vidner det lidt beklagelige faktum at jeg i denne uge allerede ville bestille værelse på Mysuseter til næste år – men fik den besked at de skam lynhurtigt var blevet udsolgt. Så nu står jeg på venteliste. Jeg lever i håbet.
Det var alt i denne uge. Kig igen på min blog om en uges tid. Så vanker der mere guf.