Dette indlæg skrives højt oppe i Norges fjelde. Et forbløffende varmt sted, årstiden taget i betragtning. Efter Kyndelmisse lige har slået sin knude, og jeg kørte nordpå i elleve frostgrader, er der nu tøvejr her på Mysusæter, og Sangfabrikkens eneste og meget betroede medarbejder ser frem til at lirke bilen ned ad en meget iset fjeldvej tilbage til civilisationen på lørdag. Men bloggens læsere skal selvfølgelig ikke snydes for denne uges indlæg.
I denne uge kan man fornøje sig med at læse og synge henholdsvis en 50-års og en 60-års fødselsdagssang jeg har skrevet til en meget skattet kollegas pris. “Bjarne” blev ansat på VUC Syd midt i firserne, og da var han sidst i tyverne. Det betyder så at han faktisk stadig er ansat på VUC Syd og selv har oplevet alle de sidste genvordigheder, mens jeg lige akkurat slap ud i tide forrige år. Han er af samme årsag begyndt at se frem til pensionen. I de mange, mange år vi har været kolleger har vi været sammen om mange sider af skolens sociale liv. “Bjarne” avancerede hurtigt til ølkassebestyrer, et vigtigt hverv som altid blev besat efter beslutning i lærerrådet. “Bjarne” kom også til at spille klaver til fællessang på skolen, og da en anden lærer startede et amatørrockband på skolen, blev “Bjarne” fast mand på keyboard. I en del år var han inkarneret ungkarl, aldrig ude med snøren, men en kvindelig kursist fik set sig varm på ham. Efter flere års intensiv jagt fik hun det med ham som hun ville, og de blev gift. Da “Bjarne” fyldte 50, havde de lige købt et flot hollænderhus ganske tæt på Haderslev Fjord.
Selvfølgelig skulle “Bjarne” have en sang til sin 50-års fødselsdag. På det tidspunkt skrev jeg tit på “Jeg har min hest, jeg har min lasso”. Flittige læsere genkender start og slutning fra andre sange jeg har begået.
Nu holder Bjarne gilde,
for han er ble’et halvtreds.
Nu har han nå’t den alder
hvor man må vær’ tilfreds.
Han har nu nået ald’rens fylde
er kommet på den rette hylde
Før var han ung og rask og livlig
Nu sænker roen sig grangiv’lig
– JUHUU!
For mange år tilbage
som skolens yngstemand
kom Bjarne her til byen
så folk ku’ få forstand
på bøjning af de tyske gloser.
Og gør det noget at vi roser
ham for hans andre små talenter:
han spiller på alle tangenter
– JUHUU!
Som ølkassebestyrer
og skolemusikant
har Bjarne vist sin vilje
til alt med fjas og tant
Han lærte bajerne at køle
og blev ekspert i synd og søle
På keybord i vort rockorkester
var Bjarne slet og ret en mester.
– JUHUU!
En uberygtet ungkarl
går rundt på uvis frist.
Før eller siden fældes
han af en kvindes list.
Til sidst fik Jonna ram på knøsen
hev ham med vold ud af kuvøsen
Og Bjarne måtte blankt erkende
at singlelivet ha’d’ få’t ende.
– JUHUU!
De købte et parcelhus
og Bjarne blomstred’ op,
fik lært at nyde livet,
– blev mindre slank af krop!
Og nu er tiden atter inde
Forandring fryder ham og hende
Lyt bare til beundringsbruset
når vi beser hollænderhuset!
– JUHUU!
Ja, Bjarne er utrolig!
Tænk som han holder ud!
Fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose
ved øjet hænger knap en pose
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler
– JUHUU!!!
“Bjarne” er pålideligheden selv – også en god egenskab for en ølkassebestyrer. Derfor var det en smule sjovt at beskrive ham som “ekspert i synd og søle”, men rigtigt er det at han altid har været med på, måske ikke den værste, men så alt med mulighed for hygge for kursister og kolleger. Han er en ægte guttermand, ofte med en meget diskret ræv bag øret, men altid elskværdig. “Jonna” var allerede en moden dame da de blev gift og har stadig førertrøjen på i forholdet.
Da “Bjarne” så fyldte 60 og holdt stor fest i den anledning i maj sidste år, syntes jeg at sangen skulle have lidt mere schwung. Derfor valgte jeg at skrive på “Grøn er Vaarens Hæk”, som Poul Martin Møller skrev i 1819. Det er en sang hvor erotikken spiller en stor rolle – den ungdommelige digter kan føle hjertet banke for de unge piger, men kommer desværre ikke i nærkontakt med dem. I min sang til “Bjarne” er det den forløste kærlighed der prises. Desuden syntes jeg det var sjovt for en gangs skyld at vælte mig i “poetiske” formuleringer som man møder dem hos de gamle romantiske digtere.
Her er sangen – melodien er “Grøn er Vaarens Hæk”:
Bjarne fylder tres –
er ret godt tilfreds
med at han har nået ald’rens fylde.
Alderdomsbesvær
mærkes ikke her
hvor han af venner la’r sig begejstret hylde.
Jonna, skønne mø
(også gå’t i frø)
sidder så forlibt ved Bjarnes side.
Dette kønne par
sammen bygget har
rede hvor fjorden skvulper med bølger blide.
Deres sommerhus,
hvor i sus og dus
de stort set hver weekend sig fornøjer,
er et paradis,
intet bedre gi’s –
mens katten Arly sindigt går rundt i tøjr.
Og på VUC
bliver Bjarne ve’,
også trods et stormvejr af skandaler.
Apple dér er gud,
og han holder ud,
helst klædt i sommershorts og i strandsandaler.
Men kan Bjarne li’
ny teknologi,
så sku’ det da vistnok vær’ i biler.
Han som glad chauffør
ved hvordan den kør’ –
Der er fuld gas på motorens topventiler.
Ung og rank og køn,
en naturens søn,
var han vist i sine ungdomsdage.
Stadig kernesund –
noget mere rund
bli’r man jo let hvis man kan li’ mad og kage.
Når man fylder 60,
skal man så i pres
som et vissent blad i gamle bøger?
Bjarne glad og rund
kysser Jonnas mund:
Det at bli’ gammel kun min begejstring øger!
Denne rare mand –
Her i dette land
knap nok tror vi at han har sin lige.
Råb nu højt i kor
med begejstring stor
hurra med genlyd ud over Danmarks rige!
Jeg morede mig godt over at skrive “sammen bygget har/rede hvor fjorden skvulper med bølger blide”. Der er “begejstring” både i første og de to sidste vers. Det kan godt være at læseren synes det er en fejl, men jeg skrev det altså med vilje – der måtte godt alligevel være lidt ironisk distance i sangen. Katten Arly er parrets et og alt, og det er rigtigt at den går i tøjr når de har den med i sommerhuset. Hvis nogen skulle se noget symbolik i det, er det noget de selv digter til. Derimod er der noget ægte alvor i fremtidsudsigten: på et tidspunkt forsvinder vi ud af historien og dukker kun tilfældigt op igen når den fremtidige læser åbner bogen. Godt at “Bjarne” har modstandskraft til ikke at fordybe sig i det perspektiv, men kysser “Jonnas” mund i trods!
Tak fordi du læste hele ugens indlæg til ende, kære læser! I næste uge er jeg igen tilbage på min pind i Haderslev, og så kan man i bloggen læse min farvelsang til Mysusæter og alle søde gæster jeg har muntret mig med i vinterferien.