Tag: konfirmationssang

Jeg har holdt læserne i spænding i to uger, men nu går den så heller ikke længere! Nu løfter jeg sløret for hvordan de to konfirmationssange kom til at falde ud som jeg skrev til mit eget afkom. Endelig får I at se hvordan jeg håndterede kravene om hensyn til sønnekes følelser uden dog at skrive en tekst der var fuldstændig blottet for substans.

Vores førstefødte blev konfirmeret i 2004, og vi holdt en intim fest for ham hjemme hos os selv med den nærmeste familie, et par kusiner med påhæng og vores gode venner fra Hjørring som også havde stået fadder til knægten – en familie som trofaste læsere allerede kender fra en sølvbryllupssang, en fødselsdagssang og tre konfirmationssange. Den intime ramme til trods lukkede jeg dog ikke mere op for godteposen med faderlige og moderlige følelser end stolthed over at have bragt et afkom så vidt at han så ud til at være på ret kurs ud på livets lange landevej. Læseren må selv gå på yderligere floskeljagt i den tekst det blev til. Til gengæld blev sangen et teknisk paradenummer skrevet på “Det var på Fred’riksberg”:

Nu er vores lille prut
ble’et en ordn’lig bengel
og for ham er det nu slut
med at være engel.
Så hvad angår kristentro,
er det sidste chance,
og der ku’ vær’ risiko
for ånd’lig restance.
Her på denne højtidsdag
noget andet driver
Martin frem, det er en sag
hvor han viser iver:
Høsten på hans gavebord,
en helligdom på jord!
I dag har Martin Kjær
konfirmation,
og folk fra fjern og nær
er i aktion.
Vi håber dagen her
bli’r helt kanon!
For nu har Martin Kjær
konfirmation.

Hvad kan vi fortælle om
vores kære pode?
Intet der ku’ tydes som
tegn på en unode.
Han er glad og veltilfreds,
han er ven med alle.
Skolen klares uden stress,
nerver, klynk og galde.
Han har modent overblik,
savner aldrig viljen.
Det er ting som ellers ikk’
ligger til famil’jen.
Så fra hvilken mor og far
mon han det arvet har?
I dag har Martin Kjær
konfirmation,
og folk fra fjern og nær
er i aktion.
Vi håber dagen her
bli’r helt kanon!
For nu har Martin Kjær
konfirmation.

Men gør ikke Martin til
nogen tørvetriller.
Med et læs computerspil
glad han tiden spilder,
og på havens trampolin
lystigt rundt han springer.
Det er sundhedsmedicin
som ham kræfter bringer.
Og med far og Rasmus går
han i Norges fjelde
– helst langt foran, I forstår,
for med tugt at melde:
Vi kan ikke følge med,
han går så rask af sted!
I dag har Martin Kjær
konfirmation,
og folk fra fjern og nær
er i aktion.
Vi håber dagen her
bli’r helt kanon!
For nu har Martin Kjær
konfirmation.

Vi må slutte denne sang
før den går i tomgang,
for den ku’ bli’ megalang
hvis vi sku’ en omgang
rundt om Martins tusindvis
andre små facetter.
Lad os nu på gammel vis
se om taget letter
når vi løfter op vort glas,
letter os fra stolen,
– se, han smiler veltilpas,
stråler li’som solen!
Råb hurra så højt I kan,
han er en guttermand!
I dag har Martin Kjær
konfirmation,
og vi tør vædde mindst
en million
på at han bli’r en pryd
for sin nation –
I dag har Martin Kjær
konfirmation.

Det er en ganske velkomponeret sang, synes jeg selv. Optakten i første vers bringer hele sagen ned på jorden. Det er næsten en antireligiøs sang – engel er drengen i hvert fald ikke mere, og interessen for åndelige sager kan ligge på et lille sted. Som konfirmand har han anderledes kontante interesser.

Andet og tredje vers tegner henholdsvis dydens og lystens vej, to sider af drengens personlighed der ser ud til at være i balance. Dydernes sum opregnes og sættes i relief af forældrenes undren over hvordan de i deres ufuldkommenhed kunne have ramt så meget plet. På den anden side opregnes lysten i tredje vers – men lyst er dog ikke at regne som last, og man får billedet af en målbevidst ung mand på vej i fuld fart – både bogstaveligt når han er på fjeldtur med sin knap så mobile far og lillebror, men også metaforisk.

Så kunne det blive bedre? Mit valgsprog er ellers at skamros virker hver gang. Men vores pode våndede sig kraftigt da vi kom til ordene om at “han bli’r en pryd for sin nation” i sidste vers. Han har vist arvet lidt af sin fars foragt for bullshit. Der kan også blive for meget af det søde.

Da vores 2’er skulle konfirmeres et par år senere, var jeg blevet lidt klogere. Rasmus skulle have en konfirmationssang hvor man kunne genkende en dreng fra virkelighedens verden. Formen skulle være enkel, stilen nede på jorden. Det blev følgende sang, som går på “Præens bedste mand”:

Nu skal I høre lidt om Rasmus Kjær.
Grunden til det er jo kendt for enhver!
Fra han blev født til dagen i dag
Har han hængt i med det rette hjertelag.
Rasmus, søde Rasmus,
Dagens konfirmand.

Til hverdagsbrug er han skam ikke sart.
Hans toilette bli’r gjort i en fart.
Men sikken stil og næsen i sky –
på såd’n en dag kan man sagtens være kry.
Rasmus, flotte Rasmus,
Vores storcharmør!

Rasmus er høj og flot, som I kan se.
Hvor mon det ender hvis væksten bli’r ve’?
Ho’det på skrå når han går gennem dør’n?
Og så megastor at han skræmmer vejens børn?
Rasmus, store Rasmus,
gør sin far til pygmæ.

Rasmus er glad for alt med trommeri.
Han trommer løs li’så snart han har fri.
Måske hans skole bli’r glemt og forsømt –
Men pyt med det når blot han bli’r berømt!
Rasmus, kom så, Rasmus
Rockens superstar!

Når man skal tromme løs og lave larm
Nytter det ikke at ha’ gummiarm.
Han dyrker skydning, en magelig sport,
Men går hele vejen hjem, og den er ikke kort.
Rasmus, klø på, Rasmus!
Sikken kondition!

Den får han brug for på hver norgestur
– at gå i fjelde er noget der dur!
Også i år skal han op på en top.
Han er sej og holder ud og knokler uden stop.
Rasmus, hårde Rasmus,
går i timevis!

Vi ku’ bli’ ve’ med denne rosesang
Men hvis vi gjorde, blev den nok for lang.
Nu vil vi slutte vor sang om vor helt:
Rasmus, vi syn’s du er noget ganske specielt!
Rasmus, søde Rasmus,
Hip hurra og skål!

Ikke mange dikkedarer der, og vores dreng var fuldstændig genkendelig fra portrættet af ham i sangen. Det er han for øvrigt stadig. Han er en høj og flot charmetrold som smelter pigehjerterne på sin vej, men han er altid loyal og har et godt humør. Spådommen om rockstjernestatus er måske lige knap gået helt i opfyldelse, men prøv at søge “Impalers” på Spotify, Youtube og Facebook. Det er ikke så ringe endda.

Det må være nok for denne gang, men jeg har stadig fremragende konfirmationssange at stille frem i praleskabet om fjorten dage. Gryden skal holdes i kog – ingen må glemme at her ligger min professionelle ekspertise når vi kommer til konfirmationssangssæsonen i perioden marts til maj næste år. I kan sådan set godt bestille sangen med det samme. Det er godt at være i god tid. Jeg har en bestilling liggende på en sang i 2020, og den kan nå at ligge og modnes til den er blevet rigtig god til den tid.

Her kunne mit blogindlæg for denne uge godt have stoppet, hvis ikke det havde været fordi jeg i sidste uge lovede læserne at vise mit seneste projekt frem: en festsang til  min gode vens 70-års fødselsdag, som blev fejret ved et gilde i søndags. Mit problem var at han er blevet syg, og så er det lige pludselig ikke spor sjovt at skrive om hans særheder. Det skulle være en sang helt uden dril, men det skulle også være en sang der ikke svælgede i de sorger der kunne være nu og i fremtiden. Så hvad var der tilbage at skrive om? Heldigvis gjaldt invitationen til festen ikke bare en rund fødselsdag, men også “Rudolfs” 5-års bryllupsdag med “Henriette” (som hun er omdøbt til at hedde denne gang), og den rekord syntes de også det var værd at fejre. Hvilket man godt forstår i betragtning af at de begge nu er gift for tredje gang.

Så jeg skrev i stedet om dem som par med lidt ekstra fokus på “Henriette”, som fik et vers for sig selv, og så kom der vers om deres tilbøjelighed til vinterbadning og deres optagethed af slægtens børnebørn. Melodien er “Gå med i lunden”, som alle voksne over en vis alder kender.

Vi er til gilde –
Vi er ellevilde!
For Rudolf og Henriette holder fest.
De har holdt sammen
i fryd og i gammen
i hele fem år og hver en tørstig gæst
syn’s det er dygtigt gjort,
gå’t som smurt!
Som de bare kan!
Og Rudolf fødselar!
Hva’beha’r!!
– det nyder han.
Vi er til gilde –
Vi er ellevilde
og vi ved hvordan man mor’ sig allerbedst.

Og Henriette,
som man kunne gætte,
ser ud som en drøm i hendes store skrud.
Til såd’n en godte
må man gerne skotte.
Hun er li’så smuk som dengang hun stod brud.
Desuden er hun klog.
Mangen bog
læser hun hvert år.
Hun er utæmmelig
fremmelig
hvad det angår.
Så Henriette –
hun er jo den rette
for Rudolf med sølvstænk i det mørke hår.

De vinterbader.
Vi andre jo hader
at udsætte os for vandets kolde gys.
Men vores værter
får fut i der’s hjerter
med vedhæng til andet end et kraftigt nys.
Hvis de tog den med ro,
risiko
var der vist for rust
i deres understel.
Sikket held
det’ kun august
en gang om året!
Nu griner vi fåret…
Mon ikke de to har ret alligevel?

Her er der mange
der kan synge sange
om Rudolf og Henriettes bløde punkt.
De ferierer
og interesserer
sig for en hel del, men en ting vejer tungt:
Der’s børnebørneflok.
Snart en skok
unger myldrer frem.
Og der bli’r fler’ af dem.
Vi ved hvem
der så må hjem
og passe bajsen
når mor og filejsen
skal ud – så må besserne godt stille op!

Vi si’r tillykke
og blæser et stykke
på at denne dag vist snart er gå’t på hæld.
Så vi bli’r hæng’ne
og håber at peng’ne
til ferierejsen dækker jeres gæld.
Nu håber vi I får
mange år
til jer’s otium.
Den med at slappe af
koble fra
er ikke dum.
Så løft pokalen
Nu kommer finalen
For Rudolf og Henriette si’r vi skål!

Det er en sang mange komplimenterede mig for bagefter, og det er også rigtigt at alt det håndværksmæssige er i orden. Men den er næsten for let i det, er den ikke? I situationen gjorde det nu ikke noget, for familien holdt mange taler hvor de gik til stålet omkring fortidens knuder, men det er en anden snak.

I næste uge vender jeg frygtelig tilbage med et par sange skrevet på bestilling til runde fødselsdage. Det var alt for nu.

Vælter skeletterne ud af skabet når den 14-årige konfirmand Harald røber alt om sin families mest private hemmeligheder? Mon dog! For i virkeligheden drejer det sig om en sang jeg skrev da mine gode venner fik deres afkom nr. 2 konfirmeret, og han skulle i hvert fald ikke have en sang der var ringere end den jeg havde skrevet da Edith, deres førstefødte, blev konfirmeret – en glimrende sang som stod at læse i min blog for to uger siden (indlægget hedder “Den gode konfirmationssang”).

Her handlede det om “den svære toer”. Heldigvis fandt jeg på noget der var langt væk fra det traditionelle. Jeg skrev sangen i jeg-form som talt ud af konfirmandens mund. Og Harald har altid været en charmetrold, så melodivalget var meget nærliggende: “Man kan vel ikke gøre for at man har charme”:

Det var i formiddags at jeg blev konfirmeret
– nu gafler vi os mætte i den gode mad!
Jeg bli’r af alle vore gæster vildt feteret,
og det er ingen løgn at jeg er kisteglad.
I dag er håret på mig særlig velfriseret,
mit tøj er nyt og smart og meget elegant.
For man må være moderigtigt ekviperet
når man er dagens populære konfirmand.

Jeg lytter høfligt til de pæne hyldesttaler.
Man kan vist li’ mig, og i al beskedenhed,
så har de evigt ret, tro ikke kun jeg praler,
for jeg er meget bedre end de fleste ved.
At gi’ eksempler på det volder ingen kvaler:
som fodboldspiller har jeg haft kanonsucces.
Diverse spejdertricks er andre specialer,
desuden ved jeg også alt om edb.

Man si’r der gemmer sig en ræv bag ved mit øre
Det stille vand har som bekendt den dybe grund.
Jeg laver pluds’lig fede jokes som vækker røre,
og sjove brokker ryger tit ud af min mund.
Ved denne lejlighed kan jeg vist godt afsløre
at jeg tit griner li’så stille for mig selv.
For jeg har tit få’t min familie op at køre
– de kan jo ikke gøre for det, kan de vel?

Her er et lille indblik i famil’jens vaner:
i vores hus er mor jo chefen slet og ret.
Og ve den stakkel som vil krydse hendes planer,
jeg si’r på forhånd at han får det ikke let.
Mor køber glad og gerne ind i lange baner,
og når hun laver rigtig avanceret mad,
ser far fornøjet ud, måske fordi han aner
at han i nat får gjort lidt mer end maven glad.

For mine søstre er jeg alletiders broder!
Om dem ku’ jeg dog sagtens si’ no’et mindre kønt.
Men hvis jeg remser op af alle der’s unoder,
så får jeg vel igen af dem med samme mønt.
Kun sjældent ønsker jeg dem væk til andre kloder
– nu sender Edith mig et amazonesmil!
Jeg syn’s i grunden hun er sød, og jeg formoder
at man ka’ si’ om Dagmar no’et i samme stil.

Vi slutter inden sangen kører helt af sporet.
Nu må jeg hel’re vise lidt selvdisciplin,
selv om de fleste gerne synger med i koret,
når bare ikke det’ dem selv der bli’r til grin.
En rastløs stemning breder sig nu rundt om bordet.
På maden har vi vistnok også snart gjort kål.
Med jeres penge er min lomme blevet foret,
så råb nu også et hurra for mig, og skål!

Som jeg har skrevet før, smitter der altid noget af fra originalen når man skriver en sang på en kendt melodi. Her blev det så den kæphøje selvglæde som Ove Sprogøe gav udtryk for da han sang om egen uimodståelighed i Erik Ballings filmudgave af “Sommer i Tyrol” – se klippet her. Det blev ekstra sjovt i denne sammenhæng netop fordi Harald aldrig kunne finde på at gøre sig til på den måde – selv om alt der står i sangen skam var i god overensstemmelse med virkeligheden. 

Det gjaldt også portrættet af familiens samliv. Gik jeg for tæt på i de sidste to linjer af fjerde vers: “..ser far fornøjet ud, måske fordi han aner at han i nat får gjort lidt mer end maven glad.”? Det var der vist ikke nogen der syntes. Den stolte fader rystede godt nok en knytnæve i luften mens selskabet fik grinet færdigt, men konfirmanden kikkede glad forbløffet over på mig. Det var det hele værd.

Det er en fin og helstøbt sang. Sproget løber hele vejen igennem fuldstændig naturligt, og jeg tør vædde med at ingen har skænket det en tanke hvor kompliceret et rimmønster der er i sangen: hvert vers har et firdobbelt rim og to dobbeltrim. Det er ikke til at se at det på nogen måde har gjort knuder, og det er lige sådan det skal være.

Den opmærksomme læser bemærker at sangen nævner tre søskende. Hvad med den sidste, Dagmar? Har hun ikke også fået en konfirmationssang? Joda! I den vendte jeg tilbage til samme format som jeg havde brugt i sangen til Edith, men jeg valgte at sangen skulle synges på en anden melodi: Nyboders Pris.

Vi om Dagmar synge vil en vise,
for det hø’r sig til på såd’n en dag!
Hun er sød, ja, lige til at spise,
som et æble med filippasmag.
Og det er en fryd at se på hende
i en dragt så udsøgt elegant.
Man har sikkert aldrig nogensinde
set så nydelig en konfirmand.

Dagmar fødtes jo som ganske lille
(det kan måske lyde lidt banalt).
Sikke hun er vokset – ih du milde!
Og det ændrer billedet totalt.
Snart hun tænder brand i drengehjerter
– der bli’r nok at se til for papa.
Se det for jer: flere snese er der,
men de fleste bli’r jo nok brændt af.

Husets hund var måske nok lidt pjanket,
nu er den stort set en dydsdragon.
At man sådan op i den fik hanket,
skyldes Dagmars myndige person.
Hun fik lært den hundens takt og tone.
At det gik – med lidt besværlighed –
skyldes kun én ting, det står til tro’ne:
Zeus er Dagmars store kærlighed.

Dagmar har en prægtig bror og søster.
Hvis man ser dem som et prøvetryk,
er det klart hvorfor i vest og øster
man har aldrig før set såd’n et styk
dejlig Dagmar – hvad der end må hænde,
kan man roligt være optimist.
Som rosinen i en pølseende
kommer alt det bedste jo til sidst.

Det er tredje gang at vi er sammen
til en søndergårdsk konfirmation.
Her er leben, her er fryd og gammen
– det er næsten ble’et en tradition.
Festens midtpunkt, Dagmar, har det hele!
De er stolte, hendes mor og far,
og den glæde kan vi sagtens dele.
Råb for Dagmar nu et højt hurra!

Det er sjældent det sker, men gæsterne forlangte at synge min sang en gang til – efter jeg havde fortalt dem at den også kunne synge på “Amanda fra Kerteminde”. Men “Nyboders Pris” er også et rigtig godt melodivalg med masser af tjimdada. Hvis jeg selv må sige det, så synes jeg også at det er en sang der lever op til det vigtigste krav: at konfirmanden bliver glad. Den med prøvetrykkene før der endelig var fuld tilfredshed med Dagmar – det var en god kompliment når man tager i betragtning af hvor godt hendes to store søskende også var faldet ud. For udenforstående kan man undre sig over at et helt vers var tilegnet familiens hund, men den fyldte meget i Dagmars og hele familiens liv.

Hvis der er nogen af mine konfirmationssange som måske kan bruges som skabelon af andre, så er der måske lidt at hente her. I lægger mærke til at der igen-igen står noget om konfirmandens kønne udseende i første vers. Det er en rigtig god ide at nævne! Når jeg skriver om en pige, nævner jeg også altid hendes fremtidige tiltrækningskraft over for drengene – også behageligt for en pige at tænke på. For drenge i konfirmationsalderen er det derimod et farligt emne at komme ind på.  Forældre og søskende skal også nævnes. Derimod er der ikke noget med at gøre sig morsom på pigens bekostning – det ville være en dødssynd.

Så skulle der være nogen blandt læserne af min blog der har en konfirmationsfærdig datter eller søn her til foråret – så ved man hvad der er at vente hvis man bestiller mig til at skrive sangen. I bliver ikke skuffede!

Gentagelse er et vigtigt princip inden for reklame. Dette er anden gang jeg lægger et par af mine bedste konfirmationssange frem. Jeg fortsætter temaet om fjorten dage, og da bliver det mine egne sønner det kommer til at handle om. Ja, hvad kan man skrive om sine egne børn? Der gælder i hvert fald ikke samme frisprog som hvis man blot er en god ven af familien. I må vente fjorten dage før I ser hvordan jeg klarede den udfordring.

Næste uge vender jeg i stedet tilbage til temaet “modne menneskers runde fødselsdag”.  Jo ældre fødselaren bliver, jo mere må man gå på listesko omkring aldringens uundgåelige konsekvenser. Men det behøver ikke at blive kedeligt af den grund.

Stay tuned!

Det har handlet knap så meget om mine sange som om VUC Syd i min blog de sidste to uger. Hvad hjertet er fuldt af, løber pennen over med, og det er lidt skrap kost for mine gamle kolleger hvad der foregår. Der er allerede fyret over 20 hf-lærere, og efter at den siddende bestyrelse nu er blevet sat på porten af staten, er der sikkert endnu værre ting i vente.

Ja, nostalgien flyder stadig over hos mig. I forrige uge skrev jeg om Dogmerevyen, den første og eneste fælles personalerevy på VUC. Skabt i et lykkeligt samarbejde, men klimaet blev hurtigt et andet på skolen. Jeg er kommet i tanke om at jeg også havde en sang mere med i Dogmerevyen end de to jeg viste læserne for to uger siden, og det var ikke den ringeste. Den blev sunget på en melodi der er almindeligt kendt som Gluntarne, og unge læsere kan høre en udgave her. Originalen er en duet, men vi var fire der sang, to på hver stemme:

Tænk at vi alle ku’ stimle sammen,
hver en’ste ansat her på VUC.
Nu skal vi ha’ det i fryd og gammen
– når morgendagen kommer, må vi se
om hvad vi lærte er no’et der dutter,
om det ikke bare var øregas.
Når en ekspert i trompeten trutter,
er et gran salt jo ofte på sin plads.

Men pyt med det, for nu er her gilde,
og vi skal styrke vores sammenhold.
Sikke det lykkes, vi er helt vilde
– faktisk er vi i vore drifters vold.
Vi der er gamle kan ha’ besvær med
at få stablet os på lakridserne.
Men såd’n en aften har ingen svært ved
at bli’ lidt varm i muffedisserne.

Nu er vi kommet til konklusionen:
Der er sgu’ korpsånd her på VUC.
Det er for svært, det med kammertonen,
når man beruses af så meg’n succes.
Nu er det lige før at vi brister,
lige før at kedelen går i kog.
Nu bli’r der sprækker i fars medister,
når det skal siges i et bramfrit sprog.

Der var det lig’ ved at bli’ for meget,
stemningen kæntrer i vort rosekor.
Men når det hele bli’r målt og vejet,
gør lidt begejstring heller ikke spor.
Derfor så vil vi nu prøv’ å’ finde
frem til det der er sangens hovedmål:
Løft nu jert glas, hver en mand og kvinde,
for det er tid at drikke skolens skål!

Da jeg skrev teksten, var det med de kommende to pædagogiske dages ørkenvandring i tankerne, men da vi stod der og sang, var det altså lige før vi mente det hele i ramme alvor!

Dette var lige en hilsen til mine hårdt prøvede tidligere kolleger. Alle andre kan nok også påskønne den gode tekst med dens eksperttrompettrut, kogende kedler og eksploderende medisterpølser. Men nu skal vi over til ugens hovedemne: Den gode konfirmationssang.

Der bliver skrevet lejlighedssange til bryllupper, fødselsdage, jubilæer – men ikke til begravelser. Men de fleste lejlighedssange bliver skrevet til konfirmationer, og det er ved den anledning at flest har forsøgt sig som lejlighedsdigtere – og det er også ved den anledning at der er blevet skrevet – og sunget – flest rædselsfulde sange. Sange der er skrevet af fra andre afskrifter, sange med rædsomt haltende fødder og tvivlsomme rim – som f.eks.

Kirsten nu er du jo konfirmert
derfor i din hvide kjole ser.
Alle gode ønsker følger dig,
ud på livets lange landevej.

Du badminton går så ofte til,
fodbold også gerne helst du vil.
Det er dog bedre at ridning nå.
Søren skal passe vældig på.

Og i skolen klarer du dig fint,
blir i matematik lidt til grin.
Bare du vil verden smile til,
tror vi at det går som du det vil.

Jeg er ikke sikker på at det drejer sig om en autentisk sang. Jeg har fundet den i en bog et sted. Det er formodentlig en parodi. Men vi har alle set noget der ligner. Derfor er konfirmationstiden højsæson for dem der skriver lejlighedssange for penge. Det skæpper i kassen mens der drives rovdrift på deres Pegasus.

Den største fejl ved sangeksemplet er i tredje vers, anden linje: “blir i matematik lidt til grin”. Det er en dødssynd at nævne noget konfirmanden synes er pinligt at få stukket i næsen på en dag hvor man skal være ekstra artig, sidde længe til bords og måske også lytte til tåkrummende taler. I andre festsange må man gerne gøre hovedpersonen lidt til grin, men konfirmander er fredede i klasse A. Ikke desto mindre bliver der skrevet mange sange der opremser fortidens skarnsstreger og fiaskoer. Af samme grund bliver sangene også tit for lange og kedelige, når alt skal med.

En af de første konfirmationssange jeg skrev på bestilling lider lidt af samme syge, men døm selv. Jeg fik grundige dessiner af konfirmandens far – jeg interviewer i øvrigt altid bestilleren grundigt inden jeg skriver sangen så jeg kan få en klar fornemmelse af hvad det er for en slags sang der ønskes. Der var meget der skulle med:

Til Bea på hendes konfirmationsdag
(mel: Tørresnoren – eller: Jorden drejer om sin akse med en masse men’sker på)

Prøv at se på vores Bea! Hun er yndig, hun er sød,
og som far og mor til hende bli’r man lidt om hjertet blød.
Det var da for ganske nylig hun af storken blev lever’t,
og nu sidder hun minsandten der og er nykonfirmer’t.

Men når vi nu ser tilbage, er der gået en del år
fra hun fik den første tand og tog sin første mælketår.
Vores store pige har fortjent en rigtig rosesang.
Allerførst gi’r vi af hende dette her signalement:

Bea har sit eget tempo, det må ta’ den tid det ta’r,
men alli’vel når hun målet – hun er klar når hun er klar.
Sådan var det for eksempel dengang hun blev til cyklist.
Efter ugers trælse hersen lærte hun det selv til sidst.

Udejakke, gummistøvler, det er hendes yndlingsdress.
Friluftsliv og FDF får vores Bea i sit es.
Hun kan også været piget, feminin og let på tå.
men hun gør det helt diskret – endnu da, må man jo forstå.

Bea er et venligt væsen, god ved mennesker og dyr.
Om det så er Jesper, har han med sin søster intet hyr.
Endeløse diskussioner føres i samdrægtighed.
Emnet, det er ikke vigtigt. De bli’r lystigt ved og ved.

Alle kender Beas charme, hendes lune og humør,
hendes kreative evner, hendes menneskegehør.
Og med sproget kan hun også mere end sit fadervor:
hun kan sige ”Wøps!” og ”blopse”, ord kun Bea helt forstår.

Kære Bea, søde Bea, du kan klare lidt af hvert.
Fra os begge har du arvet mere end en lille snert.
Måske nok en tvivlsom fordel, men alli’vel tør vi spå
at du vil få held med livet – vi tror nok at det skal gå.

Kære gæster, nu er tiden inde til at sige skål.
Det har faktisk hele tiden være sangens hovedmål.
Rejs jer op og tag jer sammen, råb så højt som I formår
et hurra for vores Bea, hun er konfirmand i år!

Jo, det var en lidt halvlang sang, men der kan også siges meget godt om den. Den giver et portræt, ikke et generalieblad. Jeg tvivler på at “Bea” syntes det var så sjovt at blive mindet om sine tidlige cykelproblemer, men med skulle det. Jeg tror derimod at hun blev glad for alle roserne som alligevel et eller andet sted havde forbindelse med virkelighedens verden, og alle tilstedeværende har været fuldstændig enige i de følelser der blev udtrykt. Jeg er sikker på at den gik rent ind hos “Bea” i fjerde vers: “Hun kan også været piget, feminin og let på tå. / men hun gør det helt diskret – endnu da, må man jo forstå.” Der er temmelig mange fjortenårige piger der har det som hemmeligt selvbillede.

Det var så mit bud på en traditionel, men vellykket konfirmationssang. Husk på den til foråret når konfirmanderne springer ud, og bestil så en sang af mig der er lige så pæn:)

Når jeg skriver konfirmationssang for egen regning, kan det godt komme til at gå anderledes for sig. Den første gang jeg skulle skrive en konfirmationssang var i 1997, og det var til mine gode venners store pige. Den skulle i hvert fald ikke have for lidt, og jeg gjorde mig virkelig umage. Sangen går på “Min Amanda var fra Kerteminde”:

Jonna Smedegaard blev konfirmeret
her i formiddags lidt efter ti.
Hendes hår er voksent onduleret,
hendes dress en skrædderfantasi.
Og hun fører sig med elegance,
se, hun er så yndefuld og smuk!
: Lad os bare bruge denne chance
til at prise hendes nye look. :

I august i ’83 Sofie
ligned’ mest af alt en luftballon.
Da hun så fik født en lille pige,
fik hun noget mer’ normal facon.
Tænk, at siden dette under skete
er der gået næsten fjorten år.
: Men vi kan jo også sagtens se det:
Jonna er skam ikke født i går! :

I en sky af røg den stolte fader
smiler bag en falmet pandelok.
Der er en ting som han bare hader:
Det er ikk’ at ha’ cerutter nok.
Han i dag det klarer uden nerver,
for den sag er ganske soleklar:
: Der er rigelig med røgreserver
når hans datter er en god cigar! :

Klanens andre børn ser til med måben
mens af Jonna gøres ekstra stads.
De har ikke siden barnedåben
været genstand for så stort kalas.
Men i dag er Jonna den det gælder,
gid, at hun må nå sit fremtidsmål!
: Ned i ganen nu vi rødvin hælder 
mens vi rejser os og råber skål! :

Sange tager farve efter den oprindelige sang hvis melodi de skal synges på. Her kan man godt fornemme afsmitning fra “Min Amanda” med dens sproglige underfundighed og lidt gammeldags tone. Unge læsere kan studere teksten her, og man kan høre sangen her. Jeg er ellers ikke meget til “poetiske” ordstillinger som “Han i dag det klarer uden nerver”, men det fungerer godt som oplæg til den lidt tvivlsomme punchline: “Der er rigelig med røgreserver / når hans datter er en god cigar”. Den skal man vist ikke tænke for længe over. Konfirmanden syntes det var sjovt, og jeg kunne se på hende at hun var lykkelig over beskrivelsen i første vers. Der skulle også grines under sangen, og det var de voksne det gik ud over – et andet plus for konfirmanden. Der bliver ikke meget plads til de traditionelle ønsker og formaninger til konfirmanden – “gid, at hun må nå sit fremtidsmål!” – før sangen igen er nede på jorden og vender tilbage til det væsentlige: “Ned i ganen nu vi rødvin hælder”. Det med fremtidsmålet går det helt fint med: nu er “Jonna” narkoselæge på et sygehus på Sjælland med mand og to børn.

“Jonnas” forældre har avlet yderligere to pragtfulde børn, og dem har jeg også skrevet rigtig gode konfirmationssange til, men de to sange må man vente med at læse til om fjorten dage. Jeg har tænkt at komme med konfirmationssangsdryp hen ad vejen i min blog så læserne bedre kan huske hvem det er der er fagmanden når de skal have bestilt konfirmationssang til foråret. 

I næste uge kommer der tekster skrevet for egen regning: et par pensioneringssange. Det er ikke nødvendigvis så trist igen – stay tuned! Også i næste uge kan man læse nogle af mine allerbedste tekster.