Alle kan rime. Prøv selv at lave alle de rimord I kan på -å: stå – tå – foregå – lå – må – nå – få – skrå – på osv. Der kan laves rigtig mange, og jeg sidder tit og laver den slags lister for at finde på en måde der kan fortsættes på, eller evt. bestemme mig for at skrive noget helt andet. Bare I ikke gør det for indviklet for jer selv, så skal I nok finde et rim der kan bruges, og somme tider kan rimet føre jer videre i en uventet retning der gør det hele bedre.
Efter vi blev gift for de mange år siden følte jeg næsten at jeg kunne gå på vandet, også når det handlede om at skrive rim. Min kone havde en god veninde der skulle giftes senere på året, og vi blev inviteret til deres bryllup. Bruden var skolelærer i Odense og boede under meget beskedne forhold, men hun havde fået gaflen i en lovende ung sagførerspire fra Esbjerg, de var flyttet sammen i en flot strandvejsvilla, og nu skulle de så giftes med pomp og pragt. Jeg følte mig kaldet til at komme med en sang. Gommen var langt ude i familie med forfatteren H. V. Kaalund, som ud over “Fabler for Børn” (1845) også er fast inventar i Højskolesangbogen med “Paa det Jevne”. Den blev sunget meget i min skoletid i det nøjsomme Thy, og den hang mig noget ud ad halsen. Men til ære for gommens fine familieskab besluttede jeg mig for at skrive på melodien til denne ikke helt ukomplicerede sang, hvor hvert vers har 2 x 4 rim. Intet mindre kunne gøre det. Det var et arbejde der trak tænder ud, men det lykkedes mig at få skrevet denne tekst:
Sanne er en lækker skude,
Per, han er en herlig mand.
Man af rørelse ku’ tude!
Jubel over al forstand!
End’lig fandt de no’n der du’de
Andre er det rene vand.
Sjældent har man set et brude-
par der gik så godt i spand.
Nu er Sanne smal om livet –
snart hun fylder nok lidt mer’!
Sødt med bajsen pusler sivet,
Per, han vasker ungens bleer.
Ja, vi ta’r den ting for givet,
at de sikkert snart bli’r fler!
Den slags hører med til livet,
det er den slags ting der sker.
Engang havde hun et hummer,
nu har Sanne mere plads.
Det har kostet dyre summer,
deres gule strandpalads.
De trak vist et heldigt nummer –
man hos dem bli’r godt tilpas.
Rundt i haven bier brummer
mens man får et lille glas.
Per og Sanne, Per og Sanne –
vi i dem har stort behag!
Ja, det må vi bare sande,
det er jo en afgjort sag!
De er bare pot og pande –
snart sig løfter kroens tag
når vi råber, Per og Sanne,
et hurra for jer i dag.
Er det en god sang? Jeg synes det ikke helt. Men jeg fik da min lyst styret til at tumle med de mange rim. Der er et par gode steder i sangen, men rimtvangen har også ført til kedeligt fyld. Første vers har noget: lækker skude – herlig mand – tuderi af rørelse. Det er så meget for meget at det er sjovt. Men de sidste fire linjer er der ikke mange vitaminer i. Det er det samme med andet vers – der står noget i de første fire linjer, men ikke i de sidste. Tredje vers er også tyndt (bierne der brummer i haven har lige antydningen af poesi), og fjerde vers er ren kliché og gang på stedet. Så det er ikke helt uden at jeg krummer tæer over gensynet med denne sang. “Vi i dem har stort behag” – hvad er det for en slags sprog? Melodien er også ulideligt selvhøjtidelig. Teksten kunne være sunget på “Texas’ gule rose”, hvis I kender den, og det ville unægtelig have piftet lidt op på det hele.
Rimeriet kan være som at køre med trukket håndbremse, men det kan også give noget ekstra til sangen når der kommer rigtig opfindsomme rim. Det er vist også lykkedes for mig nu og da. Normalt giver jeg personer i mine sange andre navne end de rigtige her i bloggen, men i denne uges sidste sangeksempel er jeg nødt til at bruge det rigtige navn på vores elskede skolesekretær Ruth, som efter 25 år på sin pind gik på pension, og nu slog skolen meget praktisk hendes jubilæumsfejring sammen med hendes afskedsfest. Der blev sunget op til flere lejlighedssange til hendes pris. Min gode ven og kollega Knud fik mig overtalt til at skrive på melodien til Lone Kellermanns store hit “Se Venedig og dø”, med indlagte la la la’er, og umiddelbart skulle man synes det var en tvivlsom sag, men Knud havde en lydfil med karaokeagtig musikledsagelse som kunne støtte kollegernes afsyngelse af sangen – og så sprang jeg løs på opgaven. Her er teksten – prøv selv at synge den, men pas på at I ikke taber pusten i la la la’erne:
Nu er det
25 år siden at vi fik Ruth – la la la la
og den handel har vi aldrig helt fortrudt – la la la
uden hende var det hele sammenbrudt – la la la la
Det ku’ snart bli’ slut med vores institut – la la la
derfor si’r hver tøs og hver en tørstig gut: – la la la la
Kære Ruth, du har fortjent en kæmpeslutsalut!
Jubilæum – du skal snart på museum!
Det er også lidt trist!
Du var jo
altid den der hjalp os andre lidt på vej – la la la la
Du var aldrig den der gik og sagde nej – la la la
Hvis en enkelt gang man havde kvajet sig – la la la la
fik du fejlen rettet, det gik som en leg – la la la
Og hvis no’n ha’d stået skoleret for Kai – la la la la
fik du lappet skrammerne i synd’rens kontrafej!
Som en engel – har du trøstet hver bengel.
Sikken evne at ha’!
Og nu skal
du jo så i gang med at ha’ otium – la la la la
Den der med at holde fri er ikke dum – la la la
Men når husets træværk har få’t solignum – la la la la
for tredje gang og du går rundt og si’r bumbum – la la la
og rigtig savner arbejdets narkotikum – la la la la
husk så på det også lidt ku’ vær’ en trummerum.
Nyd dog livet – mens vi andre på skiw’et,
vi må på den igen.
Nu er det
blevet tid til at få sagt dig pænt farvel – la la la la
og det er klart vi ønsker dig alt muligt held – la la la
Vi kommer til at skylde dig en kæmpegæld – la la la la
nu kæmper vi med gråden, men alligevel – la la la
så skal det lyde fra hver lærer og pedel – la la la la
hver kontorkollega, flere hundred’ decibel
løfter taget, mens vi vifter med flaget
og vi råber hurra!
Det gik faktisk ret godt med at få sangen sunget – og hvis ikke lærere kunne finde ud af at synge godt, hvor var vi så henne med den danske sangtradition? Jeg er meget tilfreds med denne sang, hvis gimmick er de gentagne rim – hele seks i hvert vers – men rimene kommer aldrig til at spænde ben for sangens fremdrift, og sproget løber helt naturligt uden at give indtryk af at være blevet trykket og bøjet på plads. Rimene har tværtimod stimuleret den barokke fantasi: den arbejdsnarkomane Ruth der efter træværkets tredje solignumbehandling nu er ved at fortvivle over manglen på nyttige gøremål i sin pensionerede lediggang. Jo, det kan godt være sjovt at rime!
Jeg skriver ikke bare festsange. I næste uge viser jeg et par sange frem jeg har skrevet til revyer på VUC Syd, som min gamle arbejdsplads hedder nu. Det er også gode sager, så hæng på igen om en uge. Som altid udkommer mit indlæg om fredagen, men de rigtig ihærdige opdager sikkert at det allerede ligger der ved titiden om aftenen torsdag. Husk også at give søgeordet “Sørens Sangfabrik” videre til alle I kender!