Jeg har en sikker fornemmelse af at alle læserne af denne blog udmærket kender til min fortid som ansat på VUC Syd – skandaleskolen i Haderslev. Radio 24/7 og aviserne har haft en fest med afsløringer af den tidligere ledelses overforbrug, problemer med gennemførelsesprocenter og lave karakterer, lærere uden kvalifikationerne i orden osv. Der har været nok at tage fat på – selv slap jeg akkurat ud i tide da jeg tog pensionen, men for dem der blev har det ikke været alletiders. En trøst er det så at nu kan det kun gå fremad, og måske kan skolen igen blive den skole den kunne have været hvis ikke det hele var begyndt at gå skævt for efterhånden mange år siden. For det kunne være gået anderledes. Dette indlæg i min blog handler om en personalerevy vi lavede i 2005 – en revy der blev til af rent og skært overskud af arbejdsglæde. På billedet ser I forsiden af programmet, og det giver et godt indtryk af den fornøjelse vi havde med at få revyen op at stå.
Revyen blev lavet til pædagogiske dage vi skulle holde på Rømø, hvor det vigtigste formål var at ryste personalet sammen. De fem små, men velfungerende VUC’er i Sønderjylland var slået administrativt sammen til en kæmpeinstitution nogle år før, og det kneb stadig med at få alle til at føle sig som integrerede og omstillingsparate til de nye tider. Især var vi ikke vante til topstyring, og vi var en ikke helt lille flok medarbejdere der på eget initiativ fandt på at lave revyen som underholdning til den sidste aften.
Revyen kom til at indeholde en blanding af sketches og sange om livets gang på institutionen, de mange pudsige absurditeter, men ikke noget der kunne betragtes som andet end venlig ironisk distance til ledelsens noget firkantede måde at gøre tingene på. Vi holdt prøver i en måned og skrev på livet løs.
Jeg havde to sange med i revyen. Den ene var foranlediget af indførelse af en ny rygepolitik på skolen. Indtil da havde rygerne haft husrum inden døre hvor de kunne dyrke deres tilbøjeligheder, men nu skulle det altså være slut med det – rygekantinerne blev nedlagt, og rygerne blev forvist til udendørs områder, hvor der udfoldede sig et gevaldigt leben. Jeg skrev denne sang i toget på vej hjem fra noget kursusværk i København – melodien er “Den sidste Turist i Europa”, og hvis I vil høre originalen, kan I klikke på dette link.
Jeg ka’ li’ at få en smule røg på skolen.
Der er intet bedre end en god cigar.
Når man står og får en enkelt smøg i solen,
bli’r man frisk, og tanken, den bli’r atter klar.
Andre drikker øl og sprut så hatten passer.
Hver har jo sin last, og jeg har også min.
På en måde er man en slags samfundsnasser
hvis man ikke elsker røg og nikotin!
Nu er det sket med at ryge på skolen.
Nu’ det forbi med et fedt pausehvæs.
Vi skal vær’ sunde, såd’n lyder parolen –
Bevar’s, min stemme bli’r nok mindre hæs.
Men husk, hver gang man har brudt banderolen,
så får man del i et stort fællesskab.
For vi er faktisk de fleste på skolen
som ka’ li’ at slappe af med smøg i flab!
Ude i det fri har vi få’t anvist helle
som et andet indianerreservat.
Og her står vi sammen, hver en rygefælle,
selv så ryger jeg mig helst en Advokat.
Mens vi står der, ser vi inde bag ved ruden
et par røgfri stakler sidde hist og her.
Det ser ret så trist ud, de må klar’ sig uden
os som tåler regn og frost og kolde tæ’r.
Der er så underligt tavst i kantinen
– jeg tror de savner en god passiar.
For os der ryger, vi har jo rutinen
i at hygge trods lugt af cigar.
En skole trives med snak og med grinen,
og kan det undvær’s, nej hvor vil I hen?!
Og der bli’r dejligt i rygekantinen
når den rejser sig af asken igen!
Nej, det er langt fra en fællessang. Men en kollega gav den hele armen med recitation og sang a la Lulu Ziegler. Det var dejligt at høre min gode tekst blive forløst på den måde.
Den anden sang jeg kom med, havde jeg skrevet til en tidligere lejlighed, men den passede rigtig godt ind her. En anden kollega fik hippieparyk på hovedet og gav den rigtig godt i rollen som den prototypiske unge kursist der kæmper med at få SU’en til at slå til samtidig med at det kan knibe med motivation for skolegang når der er så mange andre ting der er sjovere – alt sammen tilsat et skud selvmedlidenhed. Sangen kaldte jeg “SU Blues”, og den gik på “House of the Rising Sun”. Ifald melodien er ukendt, kan I høre en udgave her.
Jeg lever kun af SU.
Det er så synd for mig.
Jeg gumler på det tørre brød
med dåseleverpostej.
Min mor, hun går på bissen.
Min far er død i fjor.
Men jeg skal leve af SU
– det’ værre end min mor!
Jeg kommer tit på skolen.
Jeg går til otte fag.
Jeg læser lektier natten lang,
jeg pjækker den halve dag.
Hvis nu fraværsprocenten
sku’ krybe læng’re op,
så skælder studievejleder’n ud,
og forstander’n får en prop.
Når læseferien kommer
og græsset det bli’r grønt,
så er det slut med terperi,
så skal jeg ha’ det skønt.
Så er det slut med bøger,
kopier og det pjat
– så skal den ikke ha’ for lidt
nede i byen i nat.
Jeg lever kun af SU.
Det er så synd for mig.
: Jeg gumler på det tørre brød
med dåseleverpostej. :
Min kollegas hippieparyk afspejlede godt den stemning der var da revyen blev opført – der var masser af peace, love and understanding. Chefen sagde også at han havde moret sig. Det lå lige for at gentage succesen til det næste store pædagogiske tamtam, alle der var med havde haft en dejlig følelse af stor forløsning. Men sådan kom det ikke til at gå – næste gang vi prøvede at mobilisere skolens talenter var der pludselig alting i vejen. Intet kunne lade sig gøre. Det blev et engangsknald. Siden gik det bare ned ad bakke med skolens arbejdsklima, og det var ærgerligt, for det kunne sagtens være blevet anderledes med det hele.
I næste uge skriver jeg igen om revyer, men det bliver de revyer vi prøvede at få op at stå på det lille VUC i Haderslev inden sammenlægningen i 2000. Der er også noget guf at glæde sig til.