I dag koger JyskeVestkysten igen over med VUC Syd-hetz – denne gang en ikke-nyhed om at politiet ikke kan sige noget om hvordan det går med efterforskningen på baggrund af en politianmeldelse mod skolens tidligere chefer. Som Prügelknabe er skolen selvfølgelig også uhyre velegnet. Før skandalen brød ud, førte skolen sig frem i prangende stil med ikke blot et, men hele to paladser på havnefronten, og når man stikker næsen frem er der også god chance for at blive kanøflet. Især da når offentlige penge bruges på unge mennesker der ikke hører blandt de mest ressourcestærke. Til min forbløffelse blev jeg for et par år siden overfuset af en lærer på Haderslev Katedralskole på grund af hendes forargelse over VUCs ødsle skolebyggeri, der kostede penge som hun syntes havde været meget bedre anvendt på de priviligerede unge mennesker hun underviste. Ja, misundelse er en grim ting.
Da jeg startede som lærer på VUC for mange år siden, hang pengene ikke på træerne. Vi havde til huse i det nedlagte gamle rådhus i Lavgade, og pladsen var trang og pengene små. Til gengæld var der masser af entusiastiske lærere og kursister. Ansættelsen i Haderslev var mit første lærerjob, og jeg havde ikke regnet med at det skulle være andet end et afsæt til et job på et storbygymnasium, men jeg faldt pladask for det inspirerende og inkluderende miljø. Min gode ven og kollega Knud blev ansat året før mig, og han havde startet som en hvirvelvind med at sætte aktiviteter i gang der kunne skabe et kulturelt rum på skolen der havde alle de ting som fine gymnasier kunne prale af. Han startede et skoleblad (som hed “Aulaen” fordi der ikke var nogen rigtig aula), et amatørorkester – og sidst på skoleåret satte han en dilettantkomedie op til skoleafslutningen hvor de medvirkende var stort set alle skolens hf-kursister. Han havde selv skrevet manuskriptet, og det må have været et kæmpearbejde han lagde i det.
Året efter var jeg assistent og lærling, og vi satte sammen en kabaret op hvor engagerede kursister tog sig tid mellem deres eksamener til at holde prøver sammen med os, og det havde vi en fest med. Hovednummeret var en sketch med et par indlagte sangnumre om et ungt menneske der var blevet puffet omkring mellem arbejdsformidling og socialkontor før hun så lyset: hun blev kursist på VUC. En af teksterne gik vist sådan her (på melodien til Kong Kristian stod…):
Socialforvaltningen er god
i Dannevang
Jeg hedder frøken Marcussen og jeg har fod
på alt hvad der går dig imod.
En taber er du stadig men
kom kun igen.
Vor bistandslov er mægtig flot
: og hvo som vil kan få det godt :
Citeret efter hukommelsen, og der var vist et vers mere, men antyder godt tonen: lidt venstresnoet systemkritisk. Knuds og mit samarbejde fortsatte i mange år fremad med tre arrangementer om året hvor vi stod for løjerne: Velkomst, jul og afslutning. Ikke hver gang, men som regel. Og heller ikke altid med lige stor succes. Vores projekter kunne have en tendens til at blive for vildtvoksende. Knud var god til at få ideer, men kunne også være svær at få fra dem igen – han var lidt Don Quixote og jeg var lidt Sancho Panza der loyalt men skeptisk red bagefter ham ind i nederlagene. De entusiastiske kursister blev også færre og færre. Vi måtte sande at der var god mening i at bruge grammatikkens bøjningsformer: vi uddanner intelligensreserven – vi har uddannet intelligensreserven – vi uddannede intelligensreserven.
Vi lånte Harmoniens gamle sal og scene til at begynde med, men flyttede afslutningsfesten hjem til Lavgade efter et par år, især fordi vores kursister skulle betale Harmoniens priser for mad og drikkevarer. Juleafslutning startede i Hertug Hans Kirken med lidt musik og sang, og så var der løjer på skolen bagefter. Til afslutningsfesten lånte vi Møllens teatersal. Ingen af delene kostede skolen noget – vi klarede os med hvad vi havde.
Midt i 90erne fik VUC endelig en helt ny bygning der passede til en lille skoles behov, men teatermæssigt var det lige knap så godt. Der var ikke nogen sal der kunne mørklægges, så alt foregik i dagslys, men sådan var det jo også i Shakespeares oprindelige teater i London. Så vi gjorde en dyd af nødvendigheden og lavede vores sketches som totalteater – publikum sad på Torvet, det åbne område midt i bygningen, og så kunne der være optræden fra flere sider og oppe på de omgivende svalegange. Vi var meget mediebevidste. Skolen fik indkøbt et videokamera og et primitivt redigeringsapparat, og vi lavede videoindslag der kunne bruges som del af underholdningen, først på almindelige tv-skærme, så på storskærm da vi fik en videokanon. Kvaliteten var langtfra altid lige god. Publikum tog det med godt humør.
Den ærede læser har sikkert længe siddet og undret sig over hvilken forbindelse den pensionerede lektors erindringer har med hovedemnet for hans blog: Sørens sange. Det kommer nu:
Et år sidst i 90’erne var temaet for afslutningsfestens revy det mirakuløse – tidens fascination af åndernes verden. Profeter for mange forskellige af tidens strømninger holdt brandtaler fra svalegangene, og på et tidspunkt kom en flok engle flagrende ind ad brandudgangen i den store vinduesendevæg. Det så rigtig flot ud. Et andet højdepunkt som skulle være en rigtig showstopper var en kærlighedssang jeg havde skrevet på melodien til “Dream A Little Dream of Me”, en sang Mama Cass fra Mamas and Papas udødeliggjorde i 1960’erne. Den er kendt af alle på min alder, men yngre læsere vil få sig ordentlig en på opleveren ved at lytte til den på dette link. Her kan I læse min danske tekst:
Mirakler sker på VUC
Jeg kom for sent i skole –
i røgkantinen mødte jeg Ole.
Jeg vidste pluds’lig han var den der sku’ te’.
Mirakler sker på VUC.
Men det er mig en gåde
hvorfor han fik det på den helt samme måde.
Måske alli’vel at det hjælper at be’?
Mirakler sker på VUC.
På torvet kom han mig i møde
og gav mig et kys.
Det kys ku’ ha’ vækket de døde.
Rent stjernedrys.
Nu følges vi i skole.
Han er min lille Ole Bole.
Han tryller mine knæ til gele.
Mirakler sker på VUC.
I vinters var jeg i balance.
Nu ku’ det vær’ nok
med at gi’ de fyre en chance –
de er jo pjok.
Men Ole gør mig svimmel.
Jeg flyver i den syvende himmel
som engel på erotisk turne.
Mirakler sker på VUC.
Det er en tekst jeg er stolt af at have skrevet. Den forener det prosaiske med det spirituelle, den alt for almindelige VUC-kursist (der både ryger og kommer for sent) møder kærligheden som det store under med kosmiske dimensioner, og hun rykkes væk og flyver bort som en engel. Lige da Knud så teksten syntes han vist den var banal. Men nu havde jeg faktisk skrevet den med henblik på en af mine kursister der sang virkelig fremragende, så hun kunne synge den så godt at det på ingen måde ville være pinligt. Vi hørte hende gøre det utrolig flot til prøverne. Uheldigvis var pigen også skrøbelig og alkoholiseret, så det var egentlig forventeligt at hun ikke dukkede op på selve den store dag. Vi fik hende opsporet på et lokalt værtshus, men da var det allerede for sent. Nummeret måtte udgå til vores skuffelse. Der dukkede en meget velsyngende kursist op året efter, og hun sang “Mirakler sker på VUC” som slutnummer til afslutningsfestens underholdning i flere år. Det var jo en trøst.
Alt får en ende, og de selvproducerede shows med kursister i rollerne holdt op det år hvor jeg ikke kunne finde kursister der var villige til at ofre tid mellem deres eksamener til den slags pjat og ballade. Jeg var på det tidspunkt lige begyndt at synge i Haderslev Lærerkor, og mine nye venner gav mig en hjælp i min kattepine: de stillede gladelig op til vores afslutning og gav fem numre til bedste uden anden belønning end en øl eller to. Så hvis der blandt læserne af min blog skulle gemme sig nogen fra Lærerkoret, vil jeg gerne sige endnu en dybfølt tak for hjælpen – det var stort!
Her kunne denne uges indlæg godt slutte, men jeg synes nok det er lidt fedtet at I kun får lov til at læse en enkelt original sang, så her kommer en til. Det er en vise om studieteknik som jeg skrev til et velkomstarrangement på skolen. Per, Kim og Knud (som også holdt får) var studievejledere, og de skulle stå for undervisning i studieteknik. Visen opsummerer udmærket hvad det gik ud på. Hvis I forsøgte jer med selv at synge “Mirakler sker på VUC”, vil I nok finde det lettere at synge denne tekst, som går på “Kasper, Jesper og Jonathan”:
Studieteknikvise
Vi lister os af sted på tå
når vi skal lære fra os
og viser jer den bedste må-
de på at undgå kaos
i det papir I dagligt får
på skolen samt hvordan I når
at læse de bøger som vi har delt ud,
det si’r Per og Kim og Hyrdeknud.
Det første I må gøre – stol
på os – er meget vigtigt:
Køb jer en dejlig arbejdsstol
så I kan sidde rigtigt.
Hiv stikket ud – giv ingen lov
til at få lokket jer på sjov,
men spis blot så mange gajoler I kan,
det si’r Knud og Per og Kimsemand.
Skriv altid noter og se til
at margenen bli’r lige.
Streg under hvad I huske vil,
hver dreng og lille pige.
Hvis stregen den bli’r rigtigt sat,
så bli’r I klogere på mat-
ematik og hvad ellers I syn’s der er svært,
for med studieteknik er det hurtigt lært!
Det var alt i denne omgang. Husk I er velkomne til at kommentere mine indlæg. Klik på navnet på indlægget (f.eks. “Man må klare sig med hvad man har”) ude til højre når I lige har åbnet siden. Så åbner en side sig med kun det ene indlæg på, og i bunden er der en boks hvor I kan skrive kommentar.
I næste uge tror jeg at jeg viser jer et par konfirmationssange jeg har skrevet. Ganske vist skriver jeg min blog mest for min egen skyld, men der er også en bagtanke med den: jeg skriver gerne sange på bestilling, og konfirmationssange er stadig et must. På gensyn i næste uge!