Så er konfirmationerne til side i denne omgang, og jeg ved godt at læserne så håber at der kommer en ny revysang med mere generel appel her i Sørens Sangfabrik. Desværre! Det bliver ikke i denne uge. For det første har jeg nydt ikke at skulle digte den sidste uges tid, for det trækker faktisk tænder ud at skulle skrive så meget så hurtigt. Desuden har jeg haft gang i så mange andre ting, især da med de to kor jeg synger i, og som begge har koncert i denne uge.
Men så er der også den ting at emnerne til aktuelle revytekster skifter som vinden blæser for tiden. Just som man troede at det mest rabiate på højrefløjen ville være Nye Borgerlige med blondinen, stikker Stram Kurs hovedet op af dyndet. Løkke frier til Mette, får en kurv – og alt vil formentlig være glemt efter valget. Måske også Løkke. Valgløfterne svirrer i vinden – og vil være blæst væk til efteråret. Tiden er for længst løbet fra min vise om Tulle og Pernille, som jeg skrev for godt en måned siden, og heldigvis kan tiden kun vise hvor slem en sviner om Paludan jeg har behov for at skrive.
Så i stedet får I denne gang en sang skrevet på bestilling til to fjerne bekendtes dobbelte 65-års fødselsdag, som blev fejret under ydmyge men festlige former i et fiskehus i Klitmøller. Bestilleren er en meget sangglad dame, og jeg fik også meget bestemte direktiver om sangens indhold. I bund og grund skulle den selvfølgelig handle om værtsparrets fortræffeligheder, men mere præcist skulle den også også nævne værtsparrets glæde over pensionistlivets fordele, og deres nære forhold til Klitmøller, strand og vand. En anden ting de er meget fælles om, er deres kulinariske evner og store gæstfrihed (som forhåbentlig også ville blive demonstreret ved festen). Hvis børnebørn, hund og ferierejser også kunne klemmes ind, ville det være en god ting. Ikke nok med det – bestilleren repræsenterede et kollektiv af nære venner til værtsparret, og de har fejret nytår sammen i umindelige tider. Også det et must at få med!
Så det var bare at kile på, og jeg slap for at skrive på “I en kælder”. Bestilleren gik med på at jeg skrev på “Dansens magt”, en gammel skillingsvise som Trille gav en renæssance i ’70erne. Klik på dette link for at høre hvordan den lyder.
(Mel.: Dansens Magt)
Når Lene og Peter vil holde fødselsdag
så kan man godt forvente at det vil bli’ et brag.
Forventningsfulde sidder vi bænket rundt om bord’t,
og at vi os har glædet er bare ikke ord’t.
Sædvanligvis for at få festen godt i sving
har Peter skænket op, og nu er den pingeling!
Om lidt der også vanker lidt andet lækkeri
som de har kokkereret med vanlig energi.
Når Lene og Peter i køk’net sammen går
får de det til at swinge. Menuen for i år
vil sikkert snart bevise der’s fælles harmoni:
To alen af et stykke med gode kerner i.
Klitmøller er bedre kendt som et koldt Hawaii.
Her føler man sig hjemme hvis konen hun er thai.
Og for to pensionister der fylder næsten rundt,
da er Klitmøller lykken hvert eneste sekund.
Før fanden får sko på, langs stranden løber Max,
og Lene finder rav, for til den slags er hun vaks,
mens Peter mærker efter om det’ havvejr i dag.
For han skal ud at fiske hvis alting går i mag.
Til trods for pensionen har de skam energi
til rejser rundt i verden, nu de har fået fri.
Et andet stort kapitel for dem er børnebørn.
De kommer hjertens gerne og ta’r så deres tørn.
Vi er nogle stykker der har den tradition
at fejre nytår sammen, her svigter aldrig no’en.
Og efter vi har festet, så er der morgenguf
som Peter har fremtryllet. Han gør det i en ruf.
Gid Lene og Peter nu længe leve må!
De er de bedste venner man nogen gang kan få!
Så rejs jer op af stolen og løft de fyldte glas.
En skål og lidt hurraråb vil komme godt tilpas.
Jo, alt kom med – presset ind i “kun” otte vers. Hvordan gik det så? Bestilleren var lidt svævende om den ting. Melodien havde voldt besvær, men en gæst der var ferm på guitar havde hjulpet og båret. En rigtig god ven af mig var også med til festen. Han sagde at gæsterne havde været rimelig stive allerede efter velkomstdrinken, og bedre blev det ikke siden. Så mon ikke “Ølhunden glammer” havde været et bedre melodivalg. “Fiskerpigens sang” havde også været i forslag, og i “bagklogskabens uliderligt klare lys” (citat fra Haderslevs borgmester Hans Peter Geil) skulle jeg nok have skrevet på den – med fare for at det hele kom ud og sejle før sekstende vers var slut.
Hvad der venter i næste uge? Det ved jeg ikke i skrivende stund. Måske noget gammelt guld fra gemmerne – måske noget nyskrevet. I må lade jer overraske!