For et par år siden havde jeg skrevet en sang til nogle venners kombinerede fødselsdagsfest. Den var jeg måske også kommet lidt let til. De var ivrige sejlere, så jeg havde skrevet på “Fra Engeland til Skotland”, og det blev til syv vers af typen
Den første gang de mødtes, var det ved Blåvandshuk
Og kærligheden blomstrede til Vesterhavets kluk
Åh helledusseda
Vi kommer langvejsfra
For Skipper og hans kone
Holder gilde her i dag.
Det er nok rigeligt at skulle synge det omkvæd syv gange med så lidt suppe på pølsepinden i selve verset. Og straffen faldt prompte til festen: Efter fjerde vers var der en bøvet stodder der råbte: “Skål” – signalet til afbrydelse af en ørkenvandring af en kedelig festsang.
Den slags hader jeg bare når det er mig der har skrevet teksten. Jeg håber altid at folk morer sig hele vejen hjem, og jeg er ret bevidst om at længden på en tekst er en afgørende faktor. Når jeg får bestilling på f.eks. en konfirmationssang, gør jeg opmærksom på at ikke alt kan komme med, når bestilleren har vendt sin hjernekiste for at huske enhver pusseløjerlighed og sød detalje. Men forleden gjorde jeg en undtagelse.
Martha – det er hendes rigtige navn – skulle konfirmeres, og jeg havde hendes mor i telefonen i godt en time, hvor vi snakkede om hendes søde pige. Jeg lærte Martha ganske godt at kende på den time. Hun er både helt almindelig og noget ganske særligt – som andre unge teenagere. Hidsig, sød, sjov og kærlig – optaget af sin krop, doven og hyperaktiv, skeptisk og glad for sin mor, pot og pande med sine søskende. Men aldrig kedelig. Hendes mor er dansklærer, så hun var på forhånd udmærket klar over hvordan en sang skal skæres. Jeg er normalt ikke glad for at skrive på melodier med parrim og fire linjer (som f.eks. hademelodien “Jeg er havren”). Men her var kravet at melodien skulle være en som Martha selv kunne synge med på, og det indskrænker jo repertoiret en del når det drejer sig om en trettenårig pige der godt nok har gået til kor, men kun ganske kortvarigt, og har forsøgt sig med klarinet og fagot, men også meget kortvarigt til alles lettelse.
Så vi endte på “Rapanden Rasmus”, og jeg skrev et monstrum af en sang på hele 14 vers:
Her sidder hele famil’jen igen
og holder party, for sagen er den
at søde Martha er nykonfirmer’t.
Bare syng til nu, vær ikke genert!
I denne sang er hun hovedperson.
Det kan vist slet ikke komm’ bag på no’en.
Hvor skal vi starte på hendes portræt?
Det gi’r sig selv, det har faldet os let:
Martha si’r selv at hun ELSKER sin seng.
På badevær’lset er hun ganske læng’
når hun skal pynte sin teenagerkrop,
og resultatet bli’r altid i top.
Til det med kroppen er Martha ekspert.
Der’ ikke noget prinsesse på ært!
Luftakrobat er hun på trampolin –
til gymnastik er hun også ret fin.
På trampolin går det lidt op og ned
som alt i livet, men Martha bli’r ved
som en dynamo af ren energi
når det blot gælder de ting hun kan li’.
Men dus med dyrene – vist ikke helt!
Og interessen for dem er lidt delt.
Marsvin ”Madonna” blev snart lagt for had.
Vi fik det afsat, og Martha blev glad.
Der har vær’t andre små nuttede dyr,
og med kaniner har hun haft sit hyr.
Hun gik til ridning i ganske kort tid,
til en veninde fik et hestebid.
Martha har humor når hun har behov,
men hendes mors vitser gør hende flov:
”Ja, mor, vi grinede…” – træt ironi!
Der er vist noget hun bedre kan li’.
Det ku’ jo godt være at lave mad.
Hun kan selv godt li’ at gør’ maven glad.
Mange kalorier skal der jo te’.
Hun ta’r tre gange af enhver buffet.
Martha kan godt synes verden er vrang.
Såd’n ku’ den vist også virke dengang
hun havde glemt hver en fin fingerring
i Givskud mens hun sprang trampolinspring.
Da vi kom hjem, så hun ring’ne var væk,
Hvor ku’ de være? Stor var hendes skræk.
Heldigvis havde en zoobetjent
fundet dem. Sorgen blev til glæde vendt.
Det har tit vist sig når Martha er trist,
så har det meste sig ordnet til sidst.
Og selv om hun ikke synes det selv
så har hun faktisk haft masser af held.
Agnes og Naja og Lasse er dem
hun har det sjovest med i vores hjem,
når de da er der – for når de er gå’t,
synes vi alle at der mangler no’et.
Martha kan godt vær’ lidt fast og bestemt
Men også sød og sjov, ikke forglemt.
Vi elsker hende, så løft jeres glas.
Skål og hurra’er vil komme tilpas!
Så hvad gik der af mig, spørger læseren. Sagen er den at Marthas mor ville lægge afbrydelser ind i sangen hvor hun causerede ud fra det just sungne med brug af illustrerende billeder og videoklip. Og Martha, som har masser af humor og selvironi, fik mulighed for at tage til genmæle. Martha ville more sig, forsikrede moderen mig om. Det havde været min væsentligste bekymring: Hvordan ville Martha reagere på et så nærgående portræt? Så fred med det, tænkte jeg – og skrev løs.
Da jeg først kom i gang, var det lidt af en skrivefest. “Rapanden Rasmus” er utrolig let at skrive på – nogenlunde lange linjer med plads til lidt af hvert, og parrim – det enkleste rimmønster at håndtere. Jeg havde lidt bøvl med rytmen i sjette vers, ellers ikke. Så kære amatørrimsmed: Prøv selv!
Stort set alt kom med i sangen. I mit oprindelige udkast var der kun 12 vers, bl.a.
Men af veninder der har hun en skok.
De går i byen i kaglende flok.
Der er så meget som kan lokke der.
Det er jo dejligt hun er populær.
Det skulle have været lige efter verset om hendes søskende. Men for tiden er det ikke så hot med veninderne, fortalte moderen mig – og så røg verset ud. Og verset om “dus med dyrene” skulle have endt med at Martha selv var blevet smidt af krikken og havde fået et hestebid, men desværre blev jeg korrigeret: det var kun en veninde det var sket for, men nok til at give Martha afsmag for ridekunsten.
Til gengæld digtede jeg de tre vers om de forsvundne og genfundne ringe til. Jeg synes selv de trækker op.
Hvad synes læserne? Det gad jeg godt at høre. Selv er jeg glad for sangen. Den kom sidst i en længere række konfirmationssange i denne sæson, og jeg var ved at være noget træt af at skrive om børns fortræffeligheder. Men denne sang var det en fornøjelse for mig at skrive.