Grænsevogterens klagesang

En revysang skal være et shownummer der giver sangeren mulighed for at give teksten noget ekstra. I sidste uges vise om Tulles og Pernilles krydsede klinger fik sangeren noget forærende med den fjollede blondineparyk, der så tages af i sidste vers. I denne uge kan I læse og synge en mere klassisk karaktervise, hvor sangeren først viser facaden, så bagsiden af sin rolle.

Visen handler om den “midlertidige” grænsekontrol som er et irritationsmoment for alle sønderjyder, uanset om de bifalder det ekstra posekiggeri ved grænsen eller ej. Politi og efterretningsvæsener er lorne ved effekten set i forhold til hvis ressourcerne var blevet brugt på anden måde, men for Dansk Folkeparti er det et synligt resultat der viser at de gule stemmer virker, om andre nok så meget kalder det symbolpolitik. Så afskaffelse af grænsekontrollen har lange udsigter, og min vise har garanteret ikke mistet sin aktualitet når vi når frem til revyens start i november.

Første gang jeg skulle tilbage over grænsen efter den “udvidede kontrol” blev indført, blev jeg inkvisitorisk spurgt ud af en tydeligvis nyuddannet hjemmeværnsmand om hvad mit ærinde havde været i udlandet. Jeg blev sur og havde mest lyst til at spørge hvad det ragede ham, men forklarede alligevel i detaljer. Jeg er mørkhåret, har brune øjne og kørte alene i en tom bil af ældre dato, ganske vist med danske plader, og mit pas kunne jeg have trukket i en automat. Hvorfor gøre det svært for sig selv?

Nu er gassen gået af ballonen hos grænsekontrollanterne. Alle bliver bare vinket videre med en træt håndbevægelse. Et “interimistisk” telt står klart hvis der skulle komme en bil der krævede nærmere undersøgelse, men mon nogen har set det i brug i praksis? Den grænsekontrol må være et godt bud på Danmarks kedeligste job. Min sang handler om hvordan en kontrollør oplever det:

Hjemmeværnsgrænsekontrollens sang

(Mel.: Her står jeg hver aften på risten)

Her står jeg og vinker ved grænsen
og det er en dejlig tjans.
Jeg kontrollerer at Jensen
som nu har vær’t udenlands
rent faktisk ser ud som os danske
hvis hår ligner lev’rpostej.
Men fri os for de udenlandske –
dem sender vi samme vej
tilbage hvorfra de er kommet.
Det er derfor at jeg står på vagt.
Måske er jeg en smule vommet,
men min pondus udstråler magt.
Jeg smiler og vinker og plirrer
med hovedet lidt på skrå,
for det’ jo en tanke der pirrer,
men der’ godt nok kun ganske få
af anden etnisk herkomst som ydmygt banker på.
Jeg står og venter. Men tid’n er gå’t i stå.

Dengang jeg kom i Hjemmeværnet,
da var det en anden sag.
Med hjelm, uniform og maskinpistol
gav vi Ivan det glatte lag.
Nu står jeg og kigger på biler
i den linde strøm af trafik.
De har bar’ vær’t ned’ for at handle
øl, Nutella og så lidt slik.
Når jeg’ar stået her tem’lig længe
kan jeg savne en god passiar.
Mine mundvig’ begynder at hænge
og jeg føler mig lidt til nar.
Jeg skutter mig lidt imod kulden,
men der er lang tid igen
til at jeg end’lig bli’r afløst.
Så hold ud nu, min fine ven.
Gid der ku’ komme en storm der har vindstyrke tolv
som blæste grænsekontrollen langt fa’n i vold.

Der må godt være alvor i en revyvise, men først og fremmest skal den være sjov på en eller anden måde. Lever min sang op til det krav? Det synes jeg jo selv. Der er noget underholdende i at tænke på hvor træls det er for vogterne at være et irritationsmoment for os andre. De to slutlinjer forskrækker mere end de morer, og jeg har været i tvivl med dem – men jeg synes godt det må skinne igennem at der er god grund, også for grænsekontrollørerne, til at ønske grænsekontrollen afskaffet. Og så giver det sangeren noget at arbejde med: i løbet af visen får han fortalt hvordan han dybest set har det med sit job.

Men der er en nem måde at skabe en afvæbnende latter på: når “grænsevogteren” slutter sangen af, kan der vises et filmklip på baggrunden af en flok vildsvin der kommer tordnende forbi. Så skulle den ged vist være barberet.

Jeg ved ikke om der er nogen læsere der funderer over valg af melodi og hvordan det forholder sig med rim og rytme.  I den originale sang, “Manden på risten” (hør en udgave af sangen på dette link), er sangeren også en udenforstående betragter af det liv andre har. Han har lav status, men markerer sin naturlige værdighed gennem sangen. I min sang er det lige omvendt: sangeren har sin “pondus”, men afslører det indholdsløse og ligegyldige i det han gør.

Så det er med vilje at jeg har lavet det sådan. Hvis nogen derimod har lagt mærke til at rimmønstret er stramt og tilknappet i første vers, mens jeg slår mig løs med rimfrie linjer i andet vers – så er det en tilfældighed, men en heldig en af slagsen. Det passer godt med at kontrollørens karakter går i opløsning på vej mod den hidsige eksplosion i slutningen.

Ja, sådan kan man være heldig! I næste uge kan I læse en anden ny revysang – om Britta Nielsen og de endnu større banditter. Kig selv på næste torsdag.

Jeg minder lige om at jeg gerne modtager kommentarer til de sange jeg har skrevet.  Hvis I ikke kan finde ind i denne sides kommentarfunktion, kan I bare sende jeres kommentar til sorenkjaer6@gmail.com – eller som SMS til 22752345.

 

 

Er du klar? Er du klar? Er du klar?

I disse uger kommer det til at handle om revytekster jeg er ved at skrive til en lokalrevy her i Haderslev. Revyen får premiere i november, så de tekster jeg skriver nu har ikke nødvendigvis tilstrækkelig langtidsholdbarhed til at komme med, men det må jeg tage som en oplevelse. For det er en tung pram at bakse med, sådan en ny revy. Aktørerne skal hyres allerede om en god uges tid, og der er så mange andre ting der skal falde på plads, men først og fremmest skal der være nogle tekster – ellers er der ingen revy. Hvis der ingen tekster er allerede nu, kan det knibe med troen på at det hele kan blive til noget, så jeg og et par stykker til må bare til tasterne uden tøven.

I sidste uge kunne I læse min åbningssang til revyen. Den er langtidsholdbar. Der er ingen fare for at burkaforbud og håndtrykspåbud når at blive afskaffet inden revyen løber af stabelen, uanset hvor meget der er tale om symbolpolitik.

Et andet emne jeg roligt kan skrive sang om nu er Haderslevs borgmester, som hedder noget så inspirerende som Gejl. Han har fået ørerne så gebommerligt i maskinen det sidste års tid at ingen kan nå at glemme hans betiser, og han er sund og rask og glad for sit job (når han da ikke får dårlig presse), så han er der stadig til efteråret.

Men i denne uge bliver det som lovet: jeg har skrevet en sang om Tulle og Pernille. Al omtale, også den dårlige, er bedre end ingen omtale, så de to udlændingefjendske politikere stak for nylig næsen frem ved en duel på Åbenrå Folkehjem, en gammel danskhedens bastion som sikkert får endnu mere medieeksponering til næste år når det går løs med fejring af 100-årsjubilæet for genforeningen. Dansk Folkeparti bløder vælgere i Sønderjylland, og det er ikke kun til Nye Borgerlige. Så begge politikere var rørende enige om at det var på høje tid at tage på charmeoffensiv på disse kanter, og det fik de i den grad opbakning til fra de landsdækkende medier.

Min sang kan vel også siges at være med til at give dem opmærksomhed på sin egen lille måde, men jeg trøster mig med at den nok ikke kommer med i revyen til november, for da har alle sikkert glemt alt om hvad der skete i Åbenrå.

Sangen går på melodien “Hvordan får jeg ram på en mand?” fra musicalen Annie Get Your Gun. I er meget velkomne til at forsøge jer med at synge sangen, men melodien er ikke helt let. I kan høre Daimi synge den originale sang på dette link: https://www.youtube.com/watch?v=SL3dQTRIYt4

Her er min tekst:

Start med videoklip fra Tulles og Pernilles møde på Folkehjem. Pernille kommer med sit “Er du klar” – klippet fryser på Tulle mens han prøver at finde en grimasse der kan passe.

Sanger kommer ind med grotesk blondineparyk på hovedet.

– Nu har jeg også tænkt på at gå ind i politik! Ja, for det kan da ikke være så svært. Hvis Pernille kan, så kan jeg også! Jeg er en stor pige der har lært at sige nej! Fingrene væk! Hold dig i skindet, din gejle… Ja, det handler altså ikke om ham Gejl denne gang. Der er ellers nok at ta’ fat på der!

Nu skal I høre:

(Mel.: Hvordan får man ram på en mand?)

Der var et rivegilde
da Tulle og Pernille
krydsed’ klinger i Åbenrå.
De var ude på skrammer,
slog med den store hammer,
og hvorfor var jo let at forstå.
For hvor skoen klemmer,
det er de gule stemmer
som de jo håber på at få.
Begge kørt’ i samme rille,
men så var det Pernille
tramped’ på Tulles ømmeste tå:
Er du klar? Er du klar?
Tulle mumled’ nervøst: Hva’behar?
Når bidske madammer
gi’r gentlemænd en lammer
er det tit svært at find’ på svar.
Det var slut med romancen,
Pernille øjned’ chancen
til knockoutsejr før tid.
Og hun var ikke blid –
Tulle kom til at ligne en nar.

De sønderjyske stemmer
kan købes for en femmer
hvis man bare er national.
Og Pernille har luret
hun får vælgern’ ind i buret
når hun blot gi’r et danskhedssignal.
Ja, man må vær’ tyd’lig
og være mest modbyd’lig
mod hver en’ste mørklødet karl,
Gi’ de sorte en på bolden
med blondinehår på knolden
– frem for alt må man vær’ national!
National! National!
Frem for alt må man vær’ national!

(pause – tager parykken af, går frem til scenekanten)

Måske Pernille glemmer
når man skal høste stemmer
må man godt vise mer’ moral.
For de fleste vælg’re flygter
li’så snart de går og frygter
det  bli’r værre og værr’,
råber vagt i gevær –
Hendes hadpolitik – den er gal!

Jeg kan forsikre at fødderne passerne hvis nogen skulle være løbet sur i dem og melodien. Der er ikke noget der. Men, kære læser, jeg har et ønske: Har du gode ændringsforslag? Har du andre kommentarer? Jeg vil gerne høre hvad du mener. Der er en kommentarfunktion her på siden, men den er der ikke nogen der har fundet ud af at bruge endnu.

I stedet kan du sende din kommentar til sorenkjaer6@gmail.dk – eller sms til 22752345. Du kan jo også bestille en sang fra Sørens Sangfabrik, nu du er i gang.

Hurra for Ha’sle’ By

Der skal være revy i Haderslev til efteråret. Det er ganske vist. Folkene i Haderslev Forsøgsscene er i fuld gang med at sætte det hele i værk. Bedst går det med sponsorbidrag, så penge mangler der ikke. Harmoniens scene er booket til en række forestillinger til november. De glade amatørskuespillere står på nakken af hinanden for at få lov at optræde til den tid.

Det eneste der kan knibe er tekster. Jeg har meldt mig under fanerne for at levere sangtekster. Arbejdet begyndte i september, og foreløbig har jeg leveret – tre sange. Det er ikke nogen overvældende indsats, men der har været så meget andet, og det har måske også været lidt svært for mig rigtig at sætte mig op til opgaven når der heller ikke er sket alverden endnu fra de andre “forfattere”.

Derfor vil jeg give mig selv det benspænd at jeg i ugerne fremover vil lægge en ny revysang ind på bloggen. Inden der er gået et par måneder vil der så være sange nok, og måske også lidt rigeligt. Vi får se.

I denne uge gør jeg det let for mig selv ved at præsentere det der skal være revyens introsang. Her skal man forestille sig alle skuespillerne på scenen og synge nummeret mens de laver koreograferet fis og ballade. Nu bliver dette ikke en revy hvor der er råd til at hyre en komponist til at skrive nye originale melodier, så i stedet har jeg skrevet på den mest prangende, selvironiske og nostalgiske melodi jeg kender: “Hooray for Hollywood”. Man mærker nok man er ved at blive en ældre herre når ingen andre i forfattergruppen kender melodien, end sige har hørt den før. Den er ellers velkendt, synes jeg da. Skulle der være en enkelt læser der også mangler at få melodien genopfrisket, kan man høre den på disse to Youtube-klip: https://www.youtube.com/watch?v=KpkLVUaBcB8 – med musikken fra musicalen “Hollywood Hotel” (1937), og https://www.youtube.com/watch?v=Vy1sewL89MY – en udgave med Nancy Sinatra, meget mere cool.

Her er min tekst:

Hurra for Ha’sle by
Domkirken ligger lunt i lindes ly.
Man går en aftentur ved Inderdammen

i fryd og gammen mens solen synker i vest.
Til alle sider ses gæs som skider
og det er ikke alle der syn’s det’ en fest.

Hurra for Ha’sle by
Man hører hornmusik i vilden sky
når fredag middag man ser vagtparaden
gå hen ad gaden – ja, livet passerer revy
Og torvevrimmel gør dig lidt svimmel
Hurra for Ha’sle by!

Hurra for Ha’sle by
hvor politiet nu skal sige fy
hvis de ser damer gå omkring formummet
i gaderummet som de gør det udenlands.
Mon det er målet med fut i bålet
som hvis man brændte ægte hekse til Sankt Hans?

Vi kan li’ Ha’sle by
for når man nu skal lave en revy
så kan man sagtens lave grin med masser
der ikke passer her i vor’s lille by
så byens rødder får kolde fødder –
Velkommen til vor’s revy!

Så er revyen skudt i gang. Her er der så en blanding af det provinsielle med en smule kant uden det dog går til yderligheder. Men jeg kan love at der kommer hip til alle sider, også til de gule stemmer der nu er på vild flugt til højre og venstre – og de siddende kommunalrødder med Gejl i spidsen. Jeg skal skrive en Gejl-sang, og den stående vending i den bliver nok: “Stem ikke på Gejl – han er en fejl”.

I næste uge viser jeg en sang jeg er ved at skrive nu om Tulle og Pernille – lovet nu, og så bliver det sikkert til noget.

Vi ses igen på torsdag!

If you can’t say something nice…

…don’t talk at all is my advice! Dette gode råd kommer fra en gammel calypsosang, og jeg prøver at efterleve det så godt jeg kan.

Denne weekend fejrede min bror sin 70-årsdag lidt forsinket, for festen slog han sammen med kæresten, som bliver 70 en gang i foråret. Sammen havde de inviteret små tres mennesker til spisning på et af de bedste spisesteder i det naturskønne Thy, og som nær familie var vi naturligvis også med. Jeg var i vildrede med hvad jeg skulle gøre – skulle jeg skrive en sang, eller skulle jeg lade være? Til min brors sidste runde fødselsdagsfester skrev jeg ikke nogen sang, men da vidste han knap nok at det med at skrive sange var noget jeg gjorde. Men i dag er det ikke nogen hemmelighed, så han havde sådan set krav på at jeg kom med en sang – og jeg synes også at man skal gøre sit til at gøre en fest fornøjelig hvis man kan.

På den anden side var der en grund til at jeg ikke havde skrevet sang til de to andre fødselsdagsfester. Min bror kan godt være nærtagende, til trods for at han selv elsker at drille og være spydig på en rigtig morsom måde. Der skulle sikkert meget mindre til end jeg forestillede mig før han blev stødt på manchetterne.

Alligevel bestemte jeg mig for at skrive en sang, og sådan kom den til at se ud – melodien er “Sneflokke kommer vrimlende”:

Når Lone og Sebastian
vil holde fest, må alle mand
gi’ los og gøre hvad vi kan
for at vi får det sjovt.
Nu vil vi gå til vaflerne
og bælle af karaflerne
og forke løs med gaflerne.
Alt andet vil vær’ flovt.

Vi har set frem til denne dag
ret længe, men en enkelt sag
som har gi’t hjerne-smertejag:
Hvad mon de ønsker sig?
På deres gavebord man ser
ret sære ting, lidt vin med mer.
Af gavekort der er der fler’
som en lidt flad udvej.

I Lones skønne sommerhus
der lever de i sus og dus
langt væk fra Vesterhavets gus.
Jo, de har få’t det rart.
De bygger trøstigt om og ud.
Sebastian på Lones bud
gi’r byggetrangens overskud
et afløb i en fart.

Mon Lone og Sebastian
snart bærer spor af tidens tand?
Nej, det ser ud til hun og han
er stadig i vigør.
Der’ stadig liv i skankerne
skønt de er grå i mankerne –
Nu glemmer vi skavankerne
som det sig hør og bør!

For Lone og Sebastian
i hele Danmarks fædreland
har ikke deres ligemand –
de holder bare mål!
Så lad os løfte vore glas!
For nu er tiden vist tilpas
til at vi rigtig gi’r den gas
med hurraråb og skål!

Bagefter takkede min bror mig for at der næsten ingen hip var at spore i sangen – han havde frygtet det værste da sangen blev delt om. Tættest på går sangen i andet vers, hvor jeg brokker mig over at parret nægtede at give udtryk for ønsker på forhånd. Af samme årsag var vi landet på at give dem et gavekort. Tredje vers har også et vist personligt præg: Parret opholder sig faktisk meget i sommerhuset, som er under heftig ombygning, og der er min bror en drivende kraft, uddannet håndværker som han er.

Men første, fjerde og femte vers er helt neutrale og kan passe på enhver der fylder 70. Der var nu ikke andre sange til festen, så det var godt jeg kom med den. Jeg bilder mig ind at den ikke var nogen hæmsko på den gode stemning. Men ellers kan jeg godt lide at skrive sange med mere kød på.

Sangfabrikkens højsæson er lige om hjørnet. Jeg har nogle bestillinger liggende, men desuden skriver jeg også sange til en lokalrevy. I næste uge viser jeg en af dem frem, og så vil jeg gerne høre hvad I synes om den.

Vi ses næste torsdag!

 

Et brag af en fest

Kan jeg virkelig blive ved med at vise den ene pragtfulde sang frem efter den anden i en uendelighed her på bloggen? Det begynder også at tynde ud i bunken, men nogle uger kan jeg holde den gående endnu inden jeg udelukkende kan vise mine nye sange frem. Jeg har en del bestillinger.

I denne uge kan I læse og synge en sang jeg skrev til en meget god vens 60-års fødselsdag. I forvejen havde jeg skrevet sange til hans og fruens sølvbryllup og samtlige deres tre børns konfirmationer – foruden til fruens 50-års og 60-årsdag. Alle sange hvor jeg gav den hele armen, og I kan finde dem i tidligere indlæg. Denne sang måtte bare ikke være ringere end de andre – og det blev den heller ikke. Men den blev privat i indholdet, så det kan være nyttigt med et par oplysninger:

Jeg har været venner med fødselaren siden først i 70’erne, hvor vi mødte hinanden på Lier Sykehus, et psykiatrisk hospital tæt ved Drammen i Norge. Der arbejdede han og jeg i rigtig mange af vores ferier som vikarer for de faste plejere. Det var et gammeldags sindssygehus med masser af kroniske patienter, og forbløffende mange af dem blev lagt i bælte om natten. “Jespers” og min indsats inden for psykiatrien var kun den der kunne udøves uden uddannelse: rengøring, madservering, få patienterne op om morgenen og i seng om aftenen osv. Vi var ganske unge mennesker dengang, og de barokke oplevelser kunne godt være hård kost. Jeg syntes absolut det var værd at nævne i sangen at vi havde en fortid sammen i psykiatrien, men der var ingen grund til at overdramatisere. Omvendt tror jeg nu ikke “Jesper” ligefrem har bragt nogen patient i “glædesrus”. Det var ganske andre kemikalier patienterne blev omtågede af.

(Mel.: Sneflokke kommer vrimlende)

Oh kære Jesper, hør vor sang!
Og den ku’ godt bli’ megalang.
For når vi først er gå’t i gang
er der en del at si’
om mod, om initiativ,
om hund og børn og ægteviv
og lediggang og arbejdsliv
– for dig kan vi jo li’!

Hvor skal vi starte vort portræt?
Det valg er faktisk ganske let,
for Jespers liv tog sig afsæt
på Lier Sykehus.
Han viste sit naturtalent:
Hver psykiatrisk patient
om de så var i bælte spændt
blev bragt i glædesrus.

Og så blev han til snu jurist.
Han altid vandt hver tvivlsom tvist.
Med snusfornuft og thybolist
har han sig klaret tit.
Er sagen svær, klienten klam –
så pyt, den klarer vi for ham!
I jura er det ingen skam
at gøre sort til hvidt.

Rent biologisk har han gjort
hvad der skal til af småt og stort
Merete lod han passe ror’t,
men dog med vetoret.
Og deres kønne, kloge børn
beviser han har ta’t sin tørn.
Til haven er han ingen ørn
– al skønhed har en plet.

Mod fjeld og fugle står hans hu.
Og Trofast, som de har endnu,
gør sjældent det han si’r den sku’,
men han er glad for den.
Og meget andet ku’ man si’
om det han gør når han har fri.
Men først og fremmest mærker vi
han er en rigtig ven.

Er Jesper vores kammerat?
Det syn’s vi nok, og vi må snart
få løftet glasset i en fart
og gi’ ham en salut!
Så lad os hylde Søndergaard!
Nu er det tid at ta’ en tår,
for evigheden forestår,
men denne sang er slut.

Det er da en sang der har sine gode sider! “Og Trofast, som de har endnu, / gør sjældent det han si’r den sku’, / men han er glad for den” – det er vel ikke umiddelbart grinagtigt, men alle i selskabet kendte familiens tåbelige og ejegode hund. Hele familien elskede den hund, mens alle gæster i huset syntes den var enormt plagsom. Portrættet af “Jespers” virke som jurist og hans rolle som pater familias ligger heller ikke langt fra den faktuelle virkelighed.

Den gode sang var blot et enkelt godt indslag i det der blev en uforglemmelig fest. De pæne jurister holdt fantastiske taler og gik mere og mere i opløsning sidenhen. At en af gæsterne fik en tallerkenfuld aspargessuppe hældt ned over sig var ikke udelukkende hans egen skyld, og han bar det spolerede festantræk med værdighed resten af festen. På plussiden kan nævnes at ingen ægteskaber gik op i limningen på grund af usømmelig adfærd ved den anledning. Alle, både unge og gamle, morede sig fantastisk, og de gamle blev som unge igen.

Vi ses i næste uge!

Vådt farvel

Hele sidste uge og et stykke af den forrige har jeg været på skiferie i Norge. For ellevte gang siden 2008 har jeg boet på Mysuseter Fjellstue. Det er ikke noget luksuøst højfjeldshotel, snarere det modsatte, men der er hyggeligt, og så er der et meget fint terræn til langrend lige uden for døren: fladt højfjeld med udsigt til nogle af Norges mest ikoniske fjelde, fine skovløjper når vejret viser sig fra sin mindre pæne side, danskervenligt terræn såvel som det mere teknisk udfordrende. Det hjælper også på oplevelsen at så mange af de andre gæster er gengangere, og vi glæder os meget til at vi ses i uge 7.

Det sociale er i højsædet, både på dagens skiture og under aftenens udskejelser. Det er en “fællesrejse” jeg er på, dvs. gæsterne skiftes til at være på dagens madhold, og så bliver man jo nødt til at komme hinanden ved.  De hyggelige gæster danser folkedans og Lancier, der bliver spillet kort og Besserwisser, og så bliver der læst bøger og strikket i lange baner. Det er det modne klientel der kommer på Mysuseter, for det handler kun om langrend, ikke alpinudskejelser for fartdjævle. Drikfældigheden sætter også sine egne grænser, for der er kun de dyre dråber vi selv har taget med.

Men den sidste aften før hjemrejsen får den en ekstra en på skallen. De sidste sjatter skal drikkes, og der kræses ekstra op i køkkenet. For at gøre det ekstra festligt leveres der underholdende indslag af dem der føler sig kaldet, og der plejer at være en del på programmet. I år holdt jeg mig lidt tilbage. Jeg nøjedes med at levere en afskedssang. Den blev til gengæld ganske vellykket. Jeg skrev på “Mandalay” i Four Jacks-udgaven:

Vi har knoklet rundt i sneen
i en salig lykkerus
Vi har aset op ad bjerge
– og kørt neda’, sikke’t sus!
Men nu lakker det mod enden,
vores tur er snart forbi.
Slut med øl, og rødvinsdunken
er der ikke mere i.
(er der ikke mere i.)
Vores tur var bare fed.
Den ku’ godt vær’ blevet ved.
Mysuseter er og bli’r den store skiløbskærlighed.
Der er hyggeligt i hytten når vi rigtig gi’r den gas.
Lidt vemodigt vi skal rejse, nu vi er så godt tilpas.

No’n fik feber, no’n fik skrammer,
andre havde mere held.
Staklerne kan få en krammer –
her er rart alligevel.
For de bli’r så groft forkælet
af vor sammenspiste flok
at det næsten er for meget,
men alli’vel aldrig nok.
(men alli’vel aldrig nok.)
Her er fest og godt humør!
Vi ved godt hvordan den kø’r.
Jo, det hjælper faktisk at så mange her har prøvet før.
Og en ting er ganske sikker – vi ved godt hvordan det går:
For vi ses alli’vel alle sammen her – til – næs – te – år.

Linjerne i parentes blev sunget solo af en gæst med fænomenalt dyb basstemme. Det lød fantastisk.

At der er fuld dækning for indholdet i virkelighedens verden vidner det lidt beklagelige faktum at jeg i denne uge allerede ville bestille værelse på Mysuseter til næste år – men fik den besked at de skam lynhurtigt var blevet udsolgt. Så nu står jeg på venteliste. Jeg lever i håbet.

Det var alt i denne uge. Kig igen på min blog om en uges tid. Så vanker der mere guf.

Hip hurra…

Dette indlæg skrives højt oppe i Norges fjelde. Et forbløffende varmt sted, årstiden taget i betragtning. Efter Kyndelmisse lige har slået sin knude, og jeg kørte nordpå i elleve frostgrader, er der nu tøvejr her på Mysusæter, og Sangfabrikkens eneste og meget betroede medarbejder ser frem til at lirke bilen ned ad en meget iset fjeldvej tilbage til civilisationen på lørdag. Men bloggens læsere skal selvfølgelig ikke snydes for denne uges indlæg.

I denne uge kan man fornøje sig med at læse og synge henholdsvis en 50-års og en 60-års fødselsdagssang jeg har skrevet til en meget skattet kollegas pris. “Bjarne” blev ansat på VUC Syd midt i firserne, og da var han sidst i tyverne. Det betyder så at han faktisk stadig er ansat på VUC Syd og selv har oplevet alle de sidste genvordigheder, mens jeg lige akkurat slap ud i tide forrige år. Han er af samme årsag begyndt at se frem til pensionen. I de mange, mange år vi har været kolleger har vi været sammen om mange sider af skolens sociale liv. “Bjarne” avancerede hurtigt til ølkassebestyrer, et vigtigt hverv som altid blev besat efter beslutning i lærerrådet. “Bjarne” kom også til at spille klaver til fællessang på skolen, og da en anden lærer startede et amatørrockband på skolen, blev “Bjarne” fast mand på keyboard. I en del år var han inkarneret ungkarl, aldrig ude med snøren, men en kvindelig kursist fik set sig varm på ham. Efter flere års intensiv jagt fik hun det med ham som hun ville, og de blev gift. Da “Bjarne” fyldte 50, havde de lige købt et flot hollænderhus ganske tæt på Haderslev Fjord.

Selvfølgelig skulle “Bjarne” have en sang til sin 50-års fødselsdag. På det tidspunkt skrev jeg tit på “Jeg har min hest,  jeg har min lasso”. Flittige læsere genkender start og slutning fra andre sange jeg har begået.

Nu holder Bjarne gilde,
for han er ble’et halvtreds.
Nu har han nå’t den alder
hvor man må vær’ tilfreds.
Han har nu nået ald’rens fylde
er kommet på den rette hylde
Før var han ung og rask og livlig
Nu sænker roen sig grangiv’lig
– JUHUU!

For mange år tilbage
som skolens yngstemand
kom Bjarne her til byen
så folk ku’ få forstand

på bøjning af de tyske gloser.
Og gør det noget at vi roser
ham for hans andre små talenter:
han spiller på alle tangenter
– JUHUU!

Som ølkassebestyrer
og skolemusikant
har Bjarne vist sin vilje
til alt med fjas og tant
Han lærte bajerne at køle
og blev ekspert i synd og søle
På keybord i vort rockorkester
var Bjarne slet og ret en mester.
– JUHUU!

En uberygtet ungkarl
går rundt på uvis frist.
Før eller siden fældes
han af en kvindes list.
Til sidst fik Jonna ram på knøsen
hev ham med vold ud af kuvøsen
Og Bjarne måtte blankt erkende
at singlelivet ha’d’ få’t ende.
– JUHUU!

De købte et parcelhus
og Bjarne blomstred’ op,
fik lært at nyde livet,
– blev mindre slank af krop!
Og nu er tiden atter inde
Forandring fryder ham og hende
Lyt bare til beundringsbruset
når vi beser hollænderhuset!
– JUHUU!

Ja, Bjarne er utrolig!
Tænk som han holder ud!
Fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose
ved øjet hænger knap en pose
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler
– JUHUU!!!

“Bjarne” er pålideligheden selv – også en god egenskab for en ølkassebestyrer. Derfor var det en smule sjovt at beskrive ham som “ekspert i  synd og søle”, men rigtigt er det at han altid har været med på, måske ikke den værste, men så alt med mulighed for hygge for kursister og kolleger. Han er en ægte guttermand, ofte med en meget diskret ræv bag øret, men altid elskværdig. “Jonna” var allerede en moden dame da de blev gift og har stadig førertrøjen på i forholdet.

Da “Bjarne” så fyldte 60 og holdt stor fest i den anledning i maj sidste år, syntes jeg at sangen skulle have lidt mere schwung. Derfor valgte jeg at skrive på “Grøn er Vaarens Hæk”, som Poul Martin Møller skrev i 1819. Det er en sang hvor erotikken spiller en stor rolle – den ungdommelige digter kan føle hjertet banke for de unge piger, men kommer desværre ikke i nærkontakt med dem. I min sang til “Bjarne” er det den forløste kærlighed der prises. Desuden syntes jeg det var sjovt for en gangs skyld at vælte mig i “poetiske” formuleringer som man møder dem hos de gamle romantiske digtere.

Her er sangen – melodien er “Grøn er Vaarens Hæk”:

Bjarne fylder tres –
er ret godt tilfreds
med at han har nået ald’rens fylde.
Alderdomsbesvær
mærkes ikke her
hvor han af venner la’r sig begejstret hylde.

Jonna, skønne mø
(også gå’t i frø)
sidder så forlibt ved Bjarnes side.
Dette kønne par
sammen bygget har
rede hvor fjorden skvulper med bølger blide.

Deres sommerhus,
hvor i sus og dus
de stort set hver weekend sig fornøjer,
er et paradis,
intet bedre gi’s –
mens katten Arly sindigt går rundt i tøjr.

Og på VUC
bliver Bjarne ve’,
også trods et stormvejr af skandaler.
Apple dér er gud,
og han holder ud,
helst klædt i sommershorts og i strandsandaler.

Men kan Bjarne li’
ny teknologi,
så sku’ det da vistnok vær’ i biler.
Han som glad chauffør
ved hvordan den kør’ –
Der er fuld gas på motorens topventiler.

Ung og rank og køn,
en naturens søn,
var han vist i sine ungdomsdage.
Stadig kernesund –
noget mere rund
bli’r man jo let hvis man kan li’ mad og kage.

Når man fylder 60,
skal man så i pres
som et vissent blad i gamle bøger?
Bjarne glad og rund
kysser Jonnas mund:
Det at bli’ gammel kun min begejstring øger!

Denne rare mand –
Her i dette land
knap nok tror vi at han har sin lige.
Råb nu højt i kor
med begejstring stor
hurra med genlyd ud over Danmarks rige!

Jeg morede mig godt over at skrive “sammen bygget har/rede hvor fjorden skvulper med bølger blide”. Der er “begejstring” både i første og de to sidste vers. Det kan godt være at læseren synes det er en fejl, men jeg skrev det altså med vilje – der måtte godt alligevel være lidt ironisk distance i sangen. Katten Arly er parrets et og alt, og det er rigtigt at den går i tøjr når de har den med i sommerhuset. Hvis nogen skulle se noget symbolik i det, er det noget de selv digter til. Derimod er der noget ægte alvor i fremtidsudsigten: på et tidspunkt forsvinder vi ud af historien og dukker kun tilfældigt op igen når den fremtidige læser åbner bogen. Godt at “Bjarne” har modstandskraft til ikke at fordybe sig i det perspektiv, men kysser “Jonnas” mund i trods!

Tak fordi du læste hele ugens indlæg til ende, kære læser! I næste uge er jeg igen tilbage på min pind i Haderslev, og så kan man i bloggen læse min farvelsang til Mysusæter og alle søde gæster jeg har muntret mig med i vinterferien.

Yesterday

I denne uge turnerer jeg rundt i Norges land, og hele næste uge sidder jeg på en fjeldtop. Men mine trofaste læsere skal ikke snydes for deres ugentlige fix, især da når jeg i sidste uge lokkede med at det nu var slut med konfirmationssangene for denne gang.

I stedet vender jeg tilbage til min favoritgenre: fødselsdagssange jeg har skrevet til mine jævnaldrende venner. Det har altid været en sjov udfordring for mig at give dem en kærlig gang røg med på vejen, men med årene er tonen blevet mildere.

Jeg vil gerne vise jer et par sange jeg har skrevet på “Yesterday”.  Popsange har som regel et a- og et b-stykke, så umiddelbart skulle det ikke være let at synge som fællessang. Men “Yesterday” er så velkendt at det aldrig volder problemer.

Den første af sangene skrev jeg til “Rudolfs” 50-års fødselsdag. “Rudolf” optræder i andre opslag – se også “Sangfabrikken pynter til jul”, “Endnu et par konfirmationssange” og “Sølvstænk i det gyldne hår…”.  Min kone Lotte og jeg sang også en længere sang til “Rudolfs” pris som duet, men det blev altså også til denne lille bagatel som fællessang (og melodien er “Yesterday”):

Kun 50.
Er der grund til at vær’ utilfreds?
Ældre mænd må føle mindre pres,
så det er godt at bli’e 50.

Stadig slank.
Ryggen holder Rudolf stadig rank.
Helt fyldt op er hans reservetank,

men skægget er en sladderhank.

Lidt vemodigt er
det at sidde her
i dag.
Pensionist to be,
det må bli’e
i ro og ma-a-a-ag!

Nat med ham.
Tig’ren inden i ham er ble’et tam
– men alli’vel syn’s vi godt om ham.
Ja, Rudolf er jo helt namnam.
Rudolf, han er helt namnam.

Tigeren er blevet tam, og det er kun reservetanken der er fyldt op. Pensionsalderen er i sigte. Den slags betragtninger kan godt kalde på smilet til en 50-års fødselsdag.

Det er noget andet når fødselaren fylder 70. Det skete for en kær korkollega, og hun holdt en kæmpe fest her i sommer hvor mit kor var inviteret med på lige fod med familie og venner. “Mary” er indvandrer. Hun flyttede til Danmark fra Holland for mange år siden da manden og hun købte en dansk gård, og senere har hun arbejdet som havearkitekt. Nogle børn er dansksprogede, resten af familien er det ikke, så hvis hun skulle have en sang, måtte det blive på engelsk. Igen valgte jeg at skrive på “Yesterday”. Min sang var mild i tonen:

Seventy
Mary’s actually turned seventy
It’s a fact though it is hard to see
that Mary’s really seventy

Seventy –
Things aren’t really what they used to be
Time to laze about and drink some tea
– the quiet joys at seventy

Born in ’48
in the post-war baby boom,
straight in stem and blade
like a tulip in full bloom.

That was then
Later Mary was a mother hen
All her chicks have flown the coop again
but gave her many grandchildren.

And her garden skills
kept her busy through the years.
She faced goods and ills
but without too many tears.

This is now.
So far Mary’s muddled through somehow.
No more sweat will moisten Mary’s brow –
She just enjoys the precious now.

Yesterday
She was in her sixties yesterday
It’s a downhill battle, one might say,
But getting old is quite okay
– getting old is quite okay!

Det blev en meget vellykket sang, synes jeg – og festens genstand fik en blid og kærlig behandling. Man er jo ikke nogen årsunge selv.  Det med den høje alder – den lærer man at komme overens med.  Getting old is quite okay!

De sidste konfirmationssange i denne omgang

I weekenden fik jeg årets første bestilling på en konfirmationssang, så min heftige PR-indsats er begyndt at bære frugt. Endda til to tvillinger – meget praktisk for bestilleren. Så bliver det kun halv pris pr. konfirmand.

Det var også på tide at den bestilling kom – der har været meget stille længe hvad det angår, selv om der er mange der læser min blog. Min kone Lotte, som jo er forretningskvinde og driver Lottes Krambod i Storegade 49, siger at måske holder kunderne sig tilbage fordi de tror de ikke har råd til at få mig til at skrive en sang. De tror måske det er lige som med Rolls Royce: hvis man har brug for at kende prisen på forhånd inden købet, har man ikke råd. Men så dyr er jeg altså ikke. Jeg tager 600 kr. for at skrive en sang. Det er dobbelt så meget som en nytårsraket som fuser ud på femten sekunder.

Til gengæld leverer jeg så en velskrevet og personlig tekst der lever op til alt hvad kunden ønsker. I dag slutter jeg vinterens konfirmationssangstema af med to sange der viser det er sandt.

Den første blev skrevet til en af mine mest trofaste kunder. Hun har fået mig til at skrive sang til hendes eget bryllup, til hendes søsters bryllup ugen efter, tre sange til svigermoderens 60-årsdag. Og nu skulle der så også skrives en sang til deres yngste datters konfirmation, så selvfølgelig lagde jeg mig rigtig i selen. Melodien er “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”, som er kendt af alle modne mennesker der er vokset op med lyden af Giro 413 i ørerne hver søndag. Jeg er vild med den melodi, men i fremtiden tror jeg ikke jeg vil bruge den til konfirmationssange mere. Tiden er ved at løbe fra den. Unge læsere kan høre den på dette link.

Nu er det forår og her er gilde,
her er rabalder og ramasjang.

I dag er alle helt ellevilde –
Ja, nu må alt gå sin skæve gang:
For nu er Anne ble’et konfirmeret!
I hele Hammelev blafrer flag,
og det er klart hun bli’r vildt feteret.
Det mangled’ bare på såd’n en dag.

Hun er en pige med krudt og fut i,
har holdt sig til, aldrig været spag.
Og hendes fødsel kom bag på mutti,
det skete ikke i ro og mag.
Næ, det var nærmest i fuld raketfart
at Anne gjorde sit livs entré.
Det er en fordel at få en kickstart,
og mor hjalp til med en presseve.

Så kan det undre at Anne bare
er et atletisk pragteksemplar?
En del rekorder står snart i fare
med de talenter som Anne har.
Hun står på ski og hun sejler jolle,
hun kravler op som en edderkop.
Om det er hårdt spiller ingen rolle –
det er kun rart at få brugt sin krop.

Men tro nu ikke at vores Anne
er Schwarzenegger i svøb, næ nej!
Hun klarer sagtens at sammenblande
det at vær’ piget og være sej.
Og det går slet ikke an at glemme
alt muligt andet som Anne kan:
Det kreative, det fingernemme.
Har hun sin lige i dette land?

Som pseudotvilling har hun Helene,
en bedre søster kan ingen få.
En storesøster ku’ ellers mene
at lillesøstre skal være små.
De hygger sig så gevaldigt sammen
og deler pænt både stort og småt.
Så i vort hjem er alt fryd og gammen
– at vi er heldige, ved vi godt.

Hurra for Anne! Hun har det hele!
Hun har fortjent hvert et hyldestord.
Den  mening vil nok de fleste dele
som sidder bænket ved dette bord.
Hvem ved hvordan det skal gå for hende?
Hun når nu nok sine fremtidsmål.
I hvert fald bli’r hun en pragtfuld kvinde!
Så rejs jer nu og drik hendes skål!

Jeg synes selv det er en af mine bedre sange. Den blev som bestilleren gerne ville have den, men alligevel tåler den at blive læst at udenforstående. Den med fødslen i raketfart er et godt anslag efter startverset, og så lægger det fint op til tredje og fjerde vers med miniportrættet af konfirmanden.

Den sidste konfirmationssang i denne omgang er endnu en sang bestilt af et medlem af “Bohr”-klanen. Man er velkommen til at lede efter andre familien “Bohr”-sange i tidligere indlæg i min blog – der er en hel del af dem. Denne gang var anledningen at Kasper skulle konfirmeres. Bestilleren så den konfirmationssang jeg havde skrevet på “Kong Kristian stod ved højen mast” (se indlægget “Nu er det lige før med konfirmationssangene” for tre uger siden) og syntes det var en passende pompøs melodi til en uhøjtidelig konfirmationssang – så jeg skrev igen på “Kong Kristian stod…”:

Nu skal vi synge højt i kor
en hyldestsang
for Kasper, der jo nu er blevet tem’lig stor
– den knægt, han bare gror og gror!
Syng endelig til, I kan hvis I vil,
der er frit spil!
Det skylder man en guttermand
Som Kasper, og især når han,
især når han er blevet
konfirmer’t!

Den dreng er fuld af energi
og fantasi!
Han knokler bare på, selv når han holder fri
med mange ting som han kan li’.
Med gutterne dribler han fodbolden rundt,
det er jo sundt!
I jagten på den runde bold
bli’r de lært op til sammenhold,
og det gi’r omløb i
en drengeknold!

Og han er sine venners ven,
som alle ved.
Især da hvis man hedder Bohr Jørgensen,
gi’r Kasper sig i kampen hen!
For Lea og mor, som søn og som bror
står han på vagt.
Med far er han et makkerpar,
på mange ture ud de ta’r
– de sætter pris på hvad
de sammen har.

I skolen gør han hvad han skal,
og mer’ end det.
For karakter’ne skal helst vise pæne tal
– det levner ingen plads til lal.
Men sig hvad I vil, han er allerbedst til
computerspil.
Til den slags er han lidt en ørn,
i timevis ta’r han sin tørn
– så han er helt som
andre drengebørn.

Nu skal vi råbe højt i kor
for Kasper Bohr
et hurraråb, fordi vi alle sammen tror

at inden i ham kimen bor
til fremtidens mand, en pryd for vort land
som alting kan!
Gid han må nå sit fremtidsmål,
så drik for Kasper nu en skål,
så dri-i-ik for Kasper
nu en skål!

Og så ikke mere om konfirmationssange i denne omgang. Det er en genre med faste uskrevne regler, og måske skulle jeg udskrive en konkurrence blandt læserne om hvem der kan finde flest klichéer i de sidste ugers eksempler på konfirmationssange. Forventningens glæde er den største, skrev Kierkegaard til sin skuffede kæreste der alligevel ikke fik besøg af bejleren. Sikkert sandt, men genkendelsens glæde er også stor.

I næste uge kommer der andre boller på suppen! Der er sikkert en del af læserne der længe har sukket efter andet end onkelforundring over lille Viggos vokseværk.

Kort og godt!

Skal konfirmationssange nødvendigvis være lange? Ja, synes de fleste af dem der bestiller mig til at skrive en sang. For de har meget på hjerte, og så har de også brudt deres hoveder med at finde på en masse oplysninger om konfirmandens fortid, og det arbejde skal i hvert fald ikke være gjort forgæves – samtidig med at en lang sang også vidner om arbejdsom indsats fra skribentens side. Chuck for the buck!

I denne uges første konfirmationssang er der kun fire vers, men det kan sagtens være nok. Denne sang havde jeg frie hænder til, for den blev lavet til gode venners datters konfirmation. Hun hedder også Camilla i virkeligheden, og jeg kan på stående fod ikke komme på andre pigenavne der rimer på “chinchilla”. Melodien til sangen er “Marken er mejet”.

Nu skal vi synge en sang for Camilla
for det hør’ sig til den dag hvor man bli’r konfirmer’t
Hun er så sød som en nuttet chinchilla
hendes hår er flot sat op og vældig velfriser’t
: Hendes selskabsskrud
ser fantastisk ud
– som når det bli’r forår efter vinterrusk og slud. :

Hun har forstand på en hel masse sager.
Hvad Camilla rør’ ved får et heldigt resultat.
Hun laver mad, isdesserter og kager,
hun kan slå badutspring som en anden akrobat.
: Med et fingerknips
blev af gamle slips
sy’t en kjole der ku’ pynte på et lille ribs. :

Mest er Camilla ekspert i at hygge
– freda’n går med kort og yatzy, chips og sodavand.
Hun bli’r af Shiva fulgt rundt som en skygge,
der er ingen grænser for de kunster som de kan.
: Og hver bedstemor,
hvor de ellers bor,
synger smukt duet i vor Camillas rosekor. :

Hvad mon det bli’r til med vores Camilla?
Vi må håbe at hun får et liv i sus og dus.
Får hun en fremtid med mand, hund og villa?
Eller bli’r hun chefdesigner i et modehus?
: Det er svært at spå!
Vi vil foreslå
at vi råber hende et hurra – så op og stå! :

Det synes jeg er en meget passende konfirmationssang – nede på jorden i et hverdagssprog som konfirmanden selv kan føle sig hjemme i.

I kan sammenligne med en konfirmationssang jeg leverede på bestilling forrige år. Melodien er “Det var på Fred’riksberg”:

Til enhver konfirmation
skal der synges sange.
Og Mathilde har om no’n
inspireret mange
til at synge hendes pris!
Vi er fyr og flamme:
Hun er sød som jordbæris,
og man sku’ sig skamme
hvis man ikke syn’s at hun
simpelthen er lækker.
Findes der no’n bedre mon?
Findes ord der dækker?
Og vi si’r det uden pral:
Hun er vort ideal!
Og vor’s Mathilde har
konfirmation
så hendes mor og far
er i aktion.
Vi håber dagen bar’
bli’r helt kanon
fordi Mathilde har
konfirmation.

Hvad kan vi fortælle om
vores søde pige?
Det er bare lovord som
vi syn’s vi kan sige.
Hun er glad og veltilfreds,
hun er ven med alle.
Skolen klares uden stress,
nerver, klynk og galde.
Og på hjemmefronten er
hun vor hyggespreder:
pandekager bages der,
scones og varme hveder.
Jo, hun er en charmetrold
der skaber sammenhold!
Og vor’s Mathilde har
konfirmation
så hendes mor og far
er i aktion.
Vi håber dagen bar’

bli’r helt kanon
fordi Mathilde har
konfirmation.

Når Mathilde rejser rundt
om i fjerne lande
nyder hun det hvert sekund.
Hun er pot og pande
med sin søster, og de har
fælles rejseglæder.
Men til hverdag er det bar’
på sydjyske steder
at Mathilde færdes – hun
er en drengepige,
spiller gerne fodbold – mon
drenge snart vil hige
efter hende? Nok vi tror
at i dem lysten bor!
Men vor’s Mathilde har
konfirmation
så hendes mor og far
er i aktion.
Vi håber dagen bar’
bli’r helt kanon
fordi Mathilde har
konfirmation.

Vi må slutte denne sang
før den går i tomgang,
for den ku’ bli’ megalang
hvis vi sku’ en omgang
om Mathildes hundredvis
andre små facetter.
Lad os nu på gammel vis
se om taget letter
når vi løfter op vort glas,
letter os fra stolen
– se, hun smiler veltilpas,
stråler li’som solen!
Råb hurra så højt I kan,
Stem i nu, alle mand!
For vor’s Mathilde har
konfirmation,
og vi tør vædde mindst
en million
på at hun bli’r en pryd
for sin nation –
Vi ved Mathilde er
en sød person.

Trofaste læsere genkender nok nogle stumper fra den konfirmationssang jeg skrev til min ældste søn, for den stod at læse i min blog først i oktober i fjor. Det var ikke noget jeg skjulte for bestilleren. Jeg viste hende den oprindelige sang, og hun var begejstret og ville gerne have noget der lignede. Denne sang skal være et sprogligt paradenummer, og gæsterne syntes det var sjovt at synge den, så alle var glade, vist også konfirmanden. Men det behøver altså ikke at være så avanceret – en enkel sang kan godt være mere på sin plads end sådan et effektjagende overflødighedshorn.

Konfirmationssange kan let få skabelonpræg når man skriver mange af dem. Nu har I også læst nogle håndfulde af dem jeg har begået, og I genkender sikkert mange af fiduserne. Så klø bare på – skriv selv når poden skal konfirmeres.

Men hvis I alligevel synes det er for svært med alt det rimeri – så er I velkomne til at henvende jer til Sørens Sangfabrik.