Sørens sangfabrik

Årets sidste indlæg i Sørens Sangfabrik er også skrevet til en 70-årsfest. Det er en hyldestsang til en fantastisk kvinde som gør en forskel for en masse mennesker i Haderslev i mange forskellige sammenhænge. Hun leder byens største genbrugsforretning med mindst 70 frivillige. Desuden er hun er et meget aktivt medlem af bestyrelsen i Haderslev Musikforening og nodearkivar i Haderslev Lærerkor, og jeg kender hende fra begge sammenhænge. Vi var ilde stedt hvis ikke vi havde Lone. Hun er utrolig initiativrig, arbejdsom og pålidelig – egenskaber hun må have haft fantastisk gavn af i sit virke som bibliotekar. Jeg tvivler på hun har følt den store forandring i sit liv efter hun gik på pension, for det er stadig bare fuld skrue for hende, og sådan kan hun lide det. Så selvfølgelig skulle hun have en hyldestsang hvor der blev sagt tak for alt det hun betyder for os.
Melodien kan yngre læsere høre på dette link.

Hyldest til Lone

Mel.: Vi plukker fløjlsgræs og riddersporer

Midt i de fæle coronatider
da Lone rent faktisk fyldte rundt
blev festen udskudt, men nu omsider
er vi mødt her ud’n at frygte ondt.
Ja, det er godt at vi nu kan fejre
at Lone er lidt mer’ end halvfjerds,
men hun er langtfra en gammel hejre!
Nu skal hun hyldes i et par vers.

I fart på cykel, på sine flade,
altid så vims, færdes så gesvindt,
mens bag en lidt seriøs facade
der gerne lurer en humorsplint –
såd’n ser vi Lone. Hun aldrig skuffer,
hun er pålideligheden selv,
for os et anker, spørg ikke hvorfor,
det er jo bare et svineheld.

Ja, Lone holder skam alt på sporet
som en superb bibliotekar.
Og hvordan gik det mon Lærerkoret
hvis hun ikk’ var der – den sag er klar:
De hundredvis brune konvolutter
med noder ude i fri trafik
blev hurtigt væk når glemsomme gutter
sku’ stå for det – det blev ren tragik.

Og oveni har hun andre sager:
Musikforening, genbrugsbutik.
Den ting som hun nok helst varetager
er hygge sammen med Kaj, mon ikk’?
De elsker fodbold – nu vil vi larme
som om lokalholdet scored’ mål!
Gi’ en salut af de rigtig varme!
Rejs jer nu op – råb hurra og skål!

Mine læsere er feinschmeckere som ikke behøver at få fremhævet de gode steder, men jeg kan alligevel ikke lade være med at rose mig selv for et par ting eller to.

Portrættet i andet vers rammer rigtig præcist med få streger. Alle der kender Lone ser hende for sig. Jeg er sikker på at det også rammer Lones eget selvbillede, og det er vigtigt at ros virker berettiget. Ankeret som billede er jeg også godt tilfreds med.

I tredje vers er vi så nede på jorden igen med det trælse arbejde Lone må have med at holde styr på korets noder, og hurra-og-skål-formularen i fjerde vers er også ligetil og patosfri. Lone blev glad for sangen, og jeg er sikker på at hun godt kunne undvære at skulle krølle tæer over en sang der var lidt for meget.

Læserne har måske undret sig over den ret naive glæde over afsluttet coronaepidemi i første vers. Men sangen blev skrevet lige før den anden nedlukning i september, og festen fandt sted på selve dagen hvor de stramme regler om brug af mundbind trådte i kraft. Faktisk oplevede vi at møde op til velkomstdrink, fri mingling og indledende øvelser før spisning – hvorpå vi på slaget tolv trak mundbindene op, satte os til bord og trak dem ned igen. Min borddame gav mig diskrete dessiner på mundbindets rette anvendelse. Den blå side ud, giv næsebøjlen et klem – så dugger brillerne ikke så meget.

Ja, det var dengang i den næsten sorgløse periode hvor danskerne “dansede med coronaen” og egentlig regnede med at det hele kunne være overstået i løbet af et par måneder. Nu er vi så på den igen, så jeg vil slutte med at ønske læserne et godt og smittefrit nytår.

Ikke sandt?! Det er da en titel der vil noget! Jeg har lært et og andet om clickbait der fungerer.

Der er også fuld dækning for overskriften i ugens sang, men måske ikke som nogle af læserne troede. Det drejer sig om en sang skrevet for egen regning til en af naboernes 70-års fødselsdagsfest, og som det vil fremgå, er han blevet en særdeles flittig golfspiller efter han er gået på pension som falckredder.

Alle naboer var med til festen først i september, da coronaen lige var på spring igen, og maskepåbud inden døre var en nyhed. Heldigvis kunne festen gennemføres, og vi sang endda min sang mens vi sad på vores pladser. Ja, det var tider!

Valg af melodi faldt mig let. Det skulle naturligvis være “Skamlingsbanken”, for festen blev holdt i Emmas Have, som ligger måske halvanden kilometer i luftlinje fra Skamlingsbanken, og under hele brunchen havde jeg udsigt over til banken med flag og søjle på toppen i herligt solskinsvejr. Maden var også fremragende, så jeg reklamerer med stor fornøjelse for det glimrende spisested.

Melodien synes jeg også passer meget godt til en 70-årssang. Vi ældre var godt repræsenteret blandt gæsterne, så jeg kunne være fuldstændig sikker på at rigtig mange kendte melodien fra de mange søndag eftermiddage i Giro 413 i 60’erne. Nederst har jeg lagt originalteksten til oplysning for unge læsere. Det er en sentimental sag om tilbageblik på ungdomsminder fra fødestavnen, så det kunne ikke passe bedre til lejligheden, og samtidig er melodien også lige såpas for meget til at den lægger op til selvironiens troldsplint. I kan høre originalen på dette link.

Pers 70-års fødselsdagsfest

Mel.: Skamlingsbanken

Tænk at vi er inviteret her til gilde
fordi Per netop har rundet de 70.
Til for nylig var han blandt de unge vilde.
Det med alderen er kommet lidt på tværs.
Inden i ham ulmer stadig ungdomsflammen,
selv om han for længst er blevet pensionist.
Som os andre må han bare ta’ sig sammen –
Det er godt hvad livet gemmer på til sidst.

Nu’ det sket med al den flintren efter damer
som gi’r unge rastløshed og åndenød.
Per må nøjes med avisernes reklamer,
og hans kone Erna er jo også sød.
Som de fleste andre mandfolk her på vejen
får han afløb for de drifter som han har
gennem ukrudtsfjernelse og gadefejen.
Bilen passes også godt, den sag er klar.

Per er rigtig flittig til at svinge køllen
når han stædigt høvler sig golfbanen rundt.
Og bagefter matchen nyder han så øllen
med de andre golfere, og det er sundt.
For når banens skuffelser har rynket panden,
så kan Per få omspil på det nit’ne hul.
Og hvad det angår, der er han bare manden
som sku’ ha’ et handicap på næsten nul.

Per ku’ være blevet noget ved musikken.
Han har spillet som en gud på sin trompet.
Men i stedet blev det Falck, fordi trafikken
også kræver ofre – og så var det sket.
Men i Vojens har de et Brandværnsorkester
hvori Per har været deres hovedkraft.
Og man si’r om ham at såd’n en tonemester
har de faktisk aldrig nogensinde haft.

Det er fortid. Minder har man lov at have,
også selv om den slags tanker falder svært.
Men i dag, da ved vi godt hvad vi skal lave
fordi heldigvis er Per den gode vært.
Og her sidder vi nu, Pers de bedste venner.
På buffeten har vi sikkert snart gjort kål.
Per skal hyldes, det er sådan sangen ender.
Rejs jer op, gør klar til hip hurra og skål!

Det er en sang med både smil og vemod, nutid og fortid, ungdommens galskab og alderdommens resignation. Jeg spurgte den nabo til råds som er mest bedsteven med “Per”. Det var ham der fortalte mig hvilke utrolige mængder golf “Per” er begyndt at spille – tilsyneladende med ringe succes. Han ville i det hele taget gerne have meget mere dril med i sangen end det blev til, for heldigvis er det min egen sang og ikke skrevet på bestilling. Men han fortalte også at det var på Skamlingsbankens traktørsted at “Per” for første gang løb ind i “Erna” til et bal og det sagde bang. Det kunne godt have fortjent også at få et par ord med på vejen i sangen, men så meget desto mere passende synes jeg melodien så må være.

At “Per” spiller glimrende på trompet fik jeg anledning til at høre for snart mange år siden da parret holdt sølvbryllupsfest, og Brandværnsorkestret troppede op og gav et par numre til bedste. Det havde været lige før at “Per” kunne have gjort musikken til levevej engang, fortalte naboen – “Per” jammede til tider med tilrejsende jazzbands efter deres koncert længe efter han var begyndt hos Falck. Men det er fortid, og parret kan i løbet af et par år fejre guldbryllup. Faktisk er vores vej snart et guldbryllupskvarter, Lotte og jeg er lidt bagefter de andre på det område.

Julen står for døren, og det gør coronaen også. Jeg håber alle læsere kommer helskindede og smittefri gennem de næste hektiske uger. I næste uge kan I læse årets sidste indlæg, endnu en veldrejet 70-årssang.

—

Skamlingsbanken

Melodi: P. Würck – Tekst: Th. Berg

Hist hvor kornet gyldent bølger sig for vinden,
og hvor bøgeskoven venligt titter frem,
hvor min moder kyssed’ tårerne af kinden,
ligger nu i dag mit kære barndomshjem.
Skønt det næsten er en men’skealder siden,
jeg som attenårig purk derhjemme stod,
har min tanke dvælet ved det hele tiden,
lige fra den stund, da jeg mit hjem forlod.
Fra det fjerne, hjem til Danmark, iler tanken
med de lyse minder om hver sorgløs dag,
jeg har tumlet mig i leg på Skamlingsbanken,
Skamlingsbanken, barndomshjemmet langt herfra.

Jeg er gammel, og nu har jeg kun tilbage
søde minder fra det kære, gamle land,
minder fra de glade lyse ungdomsdage,
som jeg aldrig i mit liv forglemme kan.
Fremfor alt, af denne verdens største goder
har jeg ejet her en gang på denne jord,
en elskværdig, flittig fa’r og kærlig moder,
men nu er de borte, både fa’r og mo’r.
Fra det fjerne …

O, hvor husker jeg endnu den smukke pige,
hun, som var mit et og alt, da jeg var ung,
som forlængst er vandret til de dødes rige,
og hvis tab har gjort mig livets gang så tung.
O, hvor føler jeg mig dog forladt og ene,
til den dag, thi tiden er vist grumme nær,
jeg herovre lægge skal de trætte bene,
langt fra hjemmet, og fra den jeg havde kær.
Fra det fjerne …

Hvad stiller man op når man får en bestilling på en festsang der skal synges i et intimt selskab hvor kun nærmeste familie er til stede, mange er børn, og ingen af festdeltagerne er de store sangere med et suppe-steg-og-is-orkester til at give rygvind?

Den udfordring fik jeg i denne uges bryllupssang, som blev skrevet til et lille bryllup for nylig med vielse på rådhuset og familiekomsammen bagefter. Det var helt uformelt, og næsten halvdelen af de tilstedeværende var børn og småbørn. Faktisk var brylluppet også at betragte som brudeparrets få måneder gamle barns navngivningsfest – så var den også klaret.

Brudeparret havde mødt hinanden i Århus, hvor de begge arbejdede på samme restaurant, han som kok, hun som tjener. For ikke så længe siden er de flyttet til Herning, hvor bruden stammer fra. Gommen har en datter fra et tidligere forhold, og hun er også del af den lille familie. Det var gommens far der bestilte sangen, og han syntes godt der kunne blive plads til lidt dril af den udlærte koks til tider uheldige omgang med sine knive. Bruden var selvfølgelig fredet!

Første udfordring var melodien. Familien kan godt lide at synge ved festlige anledninger – ellers var sangen selvfølgelig aldrig blevet bestilt. Men deres repertoire er begrænset, fortalte gommens far. Og børnene måtte gerne kunne genkende melodien, selv om ingen af dem kan læse endnu. Der er mange gode melodier i “De Små Synger”, også enkelte sange med linjer af en længde der gør det muligt at skrive nogenlunde mundret og forståeligt. Faktisk har jeg skrevet to gode bryllupssange på “Jeg en gård mig bygge vil”. Men denne gang valgte jeg det helt sikre – melodien alle med garanti kender:

Mel.: I en kælder sort som kul

1. Vi har bryllupsfest i dag.
Emma med sin Jørgen
har på rådhuset sagt ja!
Bag dem smækked’ døren…
Si’r man A, må man si’ B
og vi ønsker dem succes.
De må blankt erkende
singlelivets ende.

2. Men I må forstå os ret,
her er ingen fare.
For de to har jo ramt plet
og de er så rare.
Lille Helga er så sød
hun gør os om hjertet blød
Og nå ja, for resten,
I dag er navnefesten.

3. Og den lille børnetrop
ser de voksne larmer.
Vi skal se dem vokse op
og den tanke varmer.
For de tegner rigtig godt,
og for dem vi håber blot
på at klimakrisen
ikke smelter isen.

4. Jørgen er en børneven
som forstår at lege.
Og i køk’net er han den
som skal kødet stege.
Han er lidt en mesterkok
og har stadig fingre nok,
men de skarpe knive
skal nok fra han blive.

5. Også Emma har forstand
på at kokkerere.
I et køkken hun og han
lod sig kurtisere.
Hun var tjener, han var kok
og da de fik flirtet nok
flyttede de sammen
til liv i fryd og gammen.

6. Liv i Herning, den er go’!
syn’s i hvert fald Emma.
Jør’n si’r: Her kan jeg godt bo,
det’ ikk’ no’et dilemma.
Så nu søger de et hus
til et liv i sus og dus
med en stor familie
hvis de får der’s vilje.

7. Storesøster Ellen har
også plads i hjemmet,
for hun elsker jo sin far
og har nu forfremmet
Emma til sin bonusmor,
Det’ en ære som vi tror
Emma aldrig svigter.
Kærlighed forpligter.

8. Nu er vi ved sangens mål:
Brudeparrets hyldest.
Efter hurraråb og skål
andet vil ske fyldest.
Brudearm om gommens hals –
skal der danses brudevals?
Først skal vi nu spise.
Slut på denne vise!

På den måde kom det hele med. Bedsteforældreperspektivet, børnene, kærligt drillende hilsen til sønnen, rosen til svigerdatteren, den uhøjtidelige ramme.

Sproget har jeg også lagt langt fra det stive, formelle. Ikke at det nogensinde har plaget mig, men det er første gang jeg har kastet mig ud i at skrive “Liv i Herning, den er go’! / syn’s i hvert fald Emma. / Jør’n si’r: Her kan jeg godt bo, / det’ ikk’ no’et dilemma.”

Og hvordan gik det så? De fik en dejlig fest, og de var glade for sangen. I sidste vers antydes der noget om ritualerne ved et bryllup som skal “ske fyldest” – jeg tænkte på slipse- og sokkeklipning, tallerkenbankning – og først og fremmest brudevalsen. Ingen af delene fandt sted, men maden var god og selskabet godt!

Jeg håber I også har hygget jer med at være til meget lille globryllup i dette indlæg. I næste uge kan I læse – og synge – en sang i en anden hovedgenre: den runde fødselsdag. Vi ses!

Så er det hverdag igen! Her i Sangfabrikkens udstillingsskab har læserne nu set alle praletingene der blev leveret til Haderslev Revyen. Hvor alle andre butikker lægger sidste hånd på deres juleudstilling, trækker Sangfabrikkens eneste medarbejder i sin daglige grå kittel. Og dog. Selv om der var langt mellem festerne i år, har der været enkelte bestillinger på festsange. Fødselsdagssange, en enkelt konfirmationssang, og hele to bryllupssange blev det til. Når folk har sat sig i hovedet at de vil giftes, helmer de ikke før det er gjort – hvis der ellers er fut nok i følelseslivet.

Det nybagte ægtepar i denne uges sang havde ellers taget sig rigtig god tid før det endelig kom så vidt at de skulle have papir på forholdet. De blev kærester i 2011 og fik hurtigt datteren Mille, men bortset fra det var der ingen særlig anledning til at ægteskabet skulle indgås netop nu, fortalte gommens mor, som bestilte sangen. Måske ud over at nu var de klar – alt var som det skulle være, og så kunne det jo passe med en bryllupsfest som kronen på værket. Der skulle være alt hvad der bimler og bamler, inkl. bal til levende musik. Og selvfølgelig skulle der også være en velskrevet bryllupssang.

Alle ritualer blev overholdt til brylluppet med brudevals, overklippede sokker og slips, hamren i tallerkener osv., men brylluppet markerede altså egentlig ikke en begyndelse, men en færdiggørelse af et projekt, og gommens mor havde heller ikke noget behov for at udtrykke rørelse og håb om et godt forhold til svigerdatteren, for det var altsammen i den bedste gænge allerede. Det vigtigste krav til sangen var at den skulle være livlig og munter – og siden det faktisk var to perfektionister der blev fejret, måtte sangen gerne rose dem for hvor langt de var nået.

Heldigvis fik jeg også nok at arbejde med. Parret havde vist mødt hinanden til jagtkursus, og de har stadig jagttegn begge to – så var der da en måske lidt klichépræget metafor i hus. Gommen havde allerede som ungdommelig ungkarl købt sig et beskedent hus i Fole med plads til en fremtidig kæreste, og det havde han pudset op og udvidet løbende siden i en sådan grad at man skulle bruge en veludviklet fantasi for at kunne foreslå nye forbedringer. Hans mor pointerede at det var meget vigtigt at bruge udtrykket “fra skrot til slot”. Men længe inden det var kommet så vidt, var bruden altså allerede gået i fælden.

Så brudeparret var to meget normale mennesker. Der bor i Fole. Det er ikke verdens centrum, og jeg spurgte så gommens mor hvad man kunne få tiden til at gå med på sådan et sted. Det var ikke alverden, indrømmede hun gerne – og hun måtte vide det, for hun er selv fra Fole. Brudeparret gik meget op i deres pragtfulde hus – og de var glade for dyr. Han trænede sin jagthund Stanley, og hun red på sin ridehest Mr. Sunshine. Og så kørte de på veteranknallerter! Se, det var da noget – det viser sig at der er en hel knallertkult i Fole, og der holdes årligt knallerttræf i landsbyen med deltagelse fra nær og fjern. Det fik jeg et helt brugbart vers ud af – døm selv! Her er den færdige sang:

Jonna og Jørgens bryllup

Mel.: Marken er mejet

1. Nu er det sommer og vi holder gilde.
Jørgen er ble’et gift med Jonna – det’ en dejlig ting.
Nu har de fået det helt som de ville,
Jonna skotter hele tiden til sin nye ring.
: Jørgen er så glad,
og den gode mad
glider hurtigt ned med en slurk vin og øl fra fad. :

2. Det ligger hen i historiens tåger
hvordan de først mødtes og det rigtig sagde bang.
Men hvis I gerne vil blive lidt kloger’,
så er den historie nu ikke særlig lang.
: Det var no’et med jagt
Så er alting sagt
De fik begge to ramt plet så byttet blev nedlagt. :

3. Vil man ha’ fangst, må man først sætte fælden,
så i Fole købte Jørgen sig et gammelt hus.
Ting lykkes bedst når man griber om nælden,
derfor bygged’ Jørgen om som i en feberrus.
: Hvis pi’n sku’ vær’ flot
vidste Jørgen godt
at så måtte skuret trylles om fra skrot til slot. :

4. Men længe inden at slottet stod færdigt,
så var Jonna flyttet ind og den ting var på plads.
Jørgen har dog bygget vid’re ihærdigt,
og nu ligner slottet simpelthen et rent palads.
: Milles barndomshjem
ku’ godt vises frem
i et luksusboligshow på Kanal TV Fem. :

5. Hvad gør man så når man har fundet lykken
i et lækkert hus i Fole – sker der aldrig no’et?
Man kan jo altid få lavet nyt køkken…
Jørgen og hans kone Jonna gi’r et bedre råd:
: Kør en knallerttur!
Det er no’et der dur!
Knallerttræf i Fole kan godt slå et nyt komfur. :

6. Huset er vigtigt, men vigtigst er Mille!
Deres søde datter kan vi alle bare li’!
Og deres dyr gi’r dem nok at bestille,
Jørgen træner Stanley med utrolig energi.
: Og i øst og vest,
bedst er Jonnas hest!
For på Mister Sunshine syn’s hun livet er en fest. :

7. Jørgen og Jonna har vi jo bemærket
kender formlen der gi’r fuldendt ægteskabssucces.
Og dette bryllup er kronen på værket!
Det er godt at de omsider fik attest på det.
: Så hold glasset klar
Råb et højt hurra
for det helt utroligt populære brudepar. :

Sjette vers kom faktisk med på efterbevilling efter jeg havde præsenteret resten for gommens mor. Hun var mere end godt tilfreds, men hun og jeg var enige om at barnebarnet Mille skulle have en større plads i sangen. Hvordan ville hun ellers føle sig tilpas med en sang der godt nok hyldede forældrene, men kun nævnte hendes eksistens i en enkelt sætning? Og så kunne der altså også blive plads til dyrene, som også betyder meget for brudeparret. Mon ikke de har været klar til næsten at knibe en tåre i begejstring over deres lykke inden afsyngelsen af det obligate slutvers.

Til et bryllup er det vigtigste at brudeparret er i godt humør, men gommens mor var også glad for at sangen ramte den rigtige tone. Det passede hende godt at begejstringen ikke svang sig højere op end “det’ en dejlig ting” og “det er godt at de omsider fik attest på det”. Den milde distance til det maniske byggeri og den lystige knallertkørsel forhindrer ikke at familie og venner faktisk kan stå inde for at det er “det helt utroligt populære brudepar” man nu skal råbe hurra for.

I næste uge kan læserne glæde sig til en bryllupssang jeg skrev for nylig til et intimt bryllup nu midt i coronatiden. Stay tuned!

Jeg skrev ganske vist i sidste uge at nu skulle der ikke stå mere om Haderslev Revyen i denne omgang, men jeg fortrød.

Jeg skrev nemlig et nummer som bare var et nummer for skrapt, selv for den ikke særlig nærtagende revychef. Og jeg er også i tvivl om at det er passende at sætte det på tryk her i Sangfabrikken, men nu går jeg det altså alligevel. Sarte sjæle er hermed advaret – det handler om store pølser.

For et års tid siden skrev jeg en sang om pølser i anledning af at Dansk Folkeparti troede at en supermarkedskæde i et knæfald for islamismen ikke længere ville sælge julemedister. Jul er jo en kristen højtid, så fyfy! Denne overdrevne politiske korrekthed havde selvfølgelig intet på sig, hvilket jeg gjorde mig lystig over i sangens første vers – mens andet vers handlede om den kæmpemedister som flittige damer fremstillede som håndarbejde i Kunsthal 6100 under en vidtløftig københavnsk kunstners ledelse. På ovenstående billede ses det færdig produkt, to meter lang med skind lavet i patchwork, mens sennep og grønlangkål ligger ved siden af i hæklet udgave.

På grund af coronaen blev det færdige produkt først præsenteret hen på sommeren efter første smittebølge havde lagt sig, så jeg mente emnet stadig var aktuelt nok til en nummer i revyen som en slags kvittering for damernes store indsats.

Jeg havde tænkt at genbruge mit allerede skrevne vers, som gik på melodien til “Søren Banjomus”, men der blev nedlagt veto mod en julemelodi til et revynummer i oktober, og i stedet fik jeg besked på at skrive på melodien til Svend Asmussens og Ulrik Neumanns uforlignelige nummer “En pølse skal serveres med føl’se” fra filmen “Ballade på Bullerborg” (1959). Se det på dette link.

Jeg syntes godt nok det var store sko at skulle fylde ud – især når min tekst også skulle handle om pølser. Hvordan skulle jeg kunne skrive noget der ikke faldt igennem? I min desperation besluttede jeg mig så for at skrive en virkelig plat tekst med masser af mandehørm:

Haderslev – pølsernes by

To herrer synger, iklædt grillforklæde med pølsemotiver, gerne med ”Haderslev – pølsernes by” som tekst. Måske har de et pølseskørt med dinglende pølser om livet a la Josephine Bakers bananskørt. Superpølsen fra Kunsthal 6100 står under et kysk lagen.

Mel.: En pølse skal serveres med føl’se

Intro
I Haderslev er der en hel del gammel tradition
og især er vi berømt for vores pølser.
At pølsen den er vigtig kan vist ikke undre no’en
for den vækker jo de helt vitale føl’ser.

A
En pølse – skal håndteres med føl’se
Børnetallets forøg’lse
er afhængig af den
(um-um)
Så herlig – pølsen er uundværlig
det syn’s vist alle mænd

(lalalalalalalalalalala)

A
Hos kvinder – vækker pølserne minder
det gi’r glød på der’s kinder
og de får appetit
(åh – åh)
på mere – eller sku’ vi si’ flere
det er slet ikke skidt.

(lalalalalalalalalalala)

B (svinger lang medister som sjippetov)
Medister svulmer vældigt
og langtfra tilfældigt
og så er det jo heldigt
at når den kommer frem på bordet er der nok til to.
Og flere – har få’t smag for lidt mere
når de er gå’t til ro.

(Afdækker superpølsen)

Intro igen
I Kunsthal enogtres nul nul har damer syet løs
På lapper til en helt gigantisk pølse
Som menig pølsehaderslever ku’ man bli’ nervøs
for hvad det gør ved mændenes selvføl’se

A
For fa-ars – er kun en bleg asparges
Nej, vorherre bevares
Kan vi nøjes med den?
(Nej – nej)
Pi’r si’r nej – gå du blot hjem og læg dig
gamle grå pebersvend

(lalalalalalalalalalala)

B
Ja se hvor pølsen strutter
Vi andre starutter,
vi savner attributter
så drabelige at de blot ku’ minde lidt om den

A
Så piger! Hør nu på hvad vi siger
Spred de melankolier
der har ramt jeres mænd.
(åh åh)

Coda
I kender – til hvad flittige hænder
kan få frem her igen –
Haderslevs berømte pølser, de fortjener det
simpelthen.

—

Nej, den tekst blev strøget af censuren. Jeg tilbød at skrive “pølsevognens besøg’lse” i stedet for “børnetallets forøg’lse”, men der var ingen kære mor. Så I, kære læsere, er de eneste der læser disse linjer – og I har måske allerede fortrudt det. Sig ikke at I ikke var advaret!

Selv har jeg ikke fortrudt det fjerneste.

Nej, vi er ikke sluppet helt af med Trump endnu, men nu kan det da næsten ikke fejle længere. Haderslev Revyen slipper så også for at skulle bruge ham som gennemgående figur. Det var allerede rigeligt at vi brugte figuren igen i år, og JVs anmelder af årets revy advarer mod forudsigelighed i den retning.

Det var mig der åbnede ballet med et meget vellykket Trump-nummer i revyen sidste år. Da var aktualiteten Trumps kiksede forsøg på at købe Grønland, så det lå lige til højrebenet. I år skulle vi så også have et nummer med i anledning af det præsidentvalg der lå lige om hjørnet. Jeg ønskede at vente med at skrive til så sent som muligt på grund af valgkampens uforudsigelighed, men det rakte chefens nerver ikke til, så jeg skrev dette udkast en lille måneds tid inden revyen:

Trumps mareridt

Trump går ud af flyet – som i sketchen sidste år står der beundrende damer i uniformer og gør honnør. Trump labber det hele i sig med triumferende attitude.

Sang på “I’m the great pretender” (hør originalnummeret på dette link) – pigerne kaster sig tilbedende omkring Trumps fødder:

Oh-oh ja, jeg’ en rigtig vinder
En enormt populær præsident
Jeg er genial
Og slet ikke gal
Min lige har slet ingen kendt

Oh-oh ja, jeg’ en rigtig vinder
I mit land går det fantastisk godt
Der’ lidt racehad
Men jeg er glad
Mit hvide hus er bare flot

Og kvinder befamler jeg hist og pist
Alligevel stemmer de på mig til sidst

Ja, jeg’ en rigtig vinder
Der går aldrig over et døgn
før løgn og latin gi’r mig det sidste grin
jeg kan altid godt stikke en løgn
ja, for jeg har sgu skudt papegøjen

Lyset går ud – en skarp spot på Trump, der i befippelse taber bukserne, står i sin ble fra sidste år.

Guddommelig røst: Donald Trump – du er en synder. Du har ledt dit land i fordærv. Du er bare ude på at mele din egen kage. Du lyver ved enhver anledning.

Alt det kan jeg tilgive dig – men ikke det med damerne.

Trump: Det med damerne! Er der ingen nåde?

Nu lys på damerne igen – denne gang i vampirellakostume. De står i truende halvkreds omkring ham.

Sang på Dolly Partons “Working 9 to 5” (hør originalnummer på dette link)

Vi har fået nok af dine gale streger
Det er ikke såd’n vi leger
Du tror du kan slippe godt fra alt
Tænk, sidste gang fik du kvinders stemmer
Men du kan tro vi ikke glemmer
Vent og se når stemmerne bli’r talt

Du skal – gå din vej, for vi kan ikke li’ dig
Ja, nu – bli’r du bleg, for vi får kniven i dig
Det bli’r – nat med dig, så hop du kun på bussen
Fortryder du nu at du sagde det med kussen
Du skal – gå din vej, vi’ træt af dine løgne
Kvinder – int’resser’ dig kun hvis de er nøgne
Så vi – dropper dig en tur i skraldespanden
Den en’ste der vil snakke med dig er nok fanden.

Du har virk’lig kikset det med corona
Tror du virk’lig at der findes no’n af
vælgerne der tror du’ uden skyld
Du har bare gjort Amerika værre
Og nu er sandheden desværre:
Landet er en bristefærdig byld

Du skal – gå din vej, for vi kan ikke li’ dig
Ja, nu – bli’r du bleg, for vi får kniven i dig
Det bli’r – nat med dig, så hop du kun på bussen
Fortryder du nu at du sagde det med kussen
Du skal – gå din vej, vi’ træt af dine løgne
Kvinder – int’resser’ dig kun hvis de er nøgne
Så vi – dropper dig en tur i skraldespanden
Den en’ste der vil snakke med dig er nok fanden.

Pigerne skubber Trump omkuld og går ud mens de nynner videre på omkvædet. Trump ligger rystende tilbage på scenen. Der lyder en diabolsk latter – der går over i et vækkeurs kimen. Pludselig er der fuldt lys på scenen. Trump vågner forvirret op.

Trump: Åh, så var det altså bare et mareridt. Jeg troede det var sket med mig. (Rejser sig og trækker bukserne op)

Men de har ret: Jeg MANGLER en vindersag. Og nu ved jeg lige hvad det er. (Griber telefonen)

Operator – get me Denmark on the line.

Stemme: Ja, det er Mette Frederiksen.

Trump: Hej Metteskat – det er mig, Trump. Jeg har et rigtig godt tilbud til dig. Kan jeg stadig nå at købe Grønland?

Det var chefens indspark til nummeret at der skulle være en guddommelig indgriben, og det var også hende der fandt på at vi skulle bruge melodien fra “Working 9 to 5”. Resten er min opfindelse, og meget af det blev også brugt – på nær genbrug af tur ud af flyet og afsløring af voksenbleen. Min ide med det var at vi lige så godt kunne gøre en dyd af nødvendigheden når der var en klar forbindelse til sketchen med Trump sidste år – understreget af sketchens punchline: et nyt forsøg på at købe Grønland, nu hvor Trump virkelig kunne trænge til en vindersag.

I stedet blev det så til at Trump sang den første sang som en valgtale, og bukserne blev også på deres plads. Vampirellapigerne blev til rengøringsdamer der fejer Trump ud af klappen. Så ingen punchline, men det blev jo rigtig godt alligevel. Stor triumf for orkestret og Marc Hurkmans, som spillede Trump som om han aldrig havde bestilt andet!

Læseren er måske studset over at jeg brugte K-ordet i “Working 9 to 5”-sangen. Hvordan ville det fungere med et stærkt midaldrende publikum i Haderslev? Nu var det altså Trump selv der havde sagt “Grab’em by the pussy” i et berømt lækket lydklip skaffet via en mikrofon man havde glemt at slukke for (hør det på dette link). Så sådan set passede det godt at lige netop den udtalelse skulle være symptomatisk for hans syndige adfærd. Men min egentlige hensigt var at teste om chefen ville bede mig om at skrive om – eller hun bare ville skrive noget andet uden at spørge mig. Hun valgte det sidste. De to linjer blev skiftet ud med: “Ja, men – hør nu her, job I har og hvorfor ynke, (Trump) / sving nu ba-re ko-sten, stop nu med at klynke.” Jeg vil påstå at jeg kunne have fundet på noget bedre – hvis de havde spurgt.

Det blev alt om Haderslev Revyens 2020-udgave – ikke flere syrlige bemærkninger fra min side. Stort set har jeg været meget glad og stolt af at jeg har fået lov til at deltage i projektet. I næste uge vender Sangfabrikken tilbage med det jeg leverer mest af: nye festsange.

Mit absolut bedste bidrag til Haderslev Revyen i år var finalenummeret. Jeg bad så mindeligt om at få lov til at skrive på en anden melodi end Hooray for Hollywood. Den havde jeg haft rigelig med trængsler med i intronummeret, og desuden syntes jeg at vi allerede var gået tilstrækkeligt i de musikalske fodspor fra sidste års revy. Så jeg fik lov til at skrive tekst på Abbas “Thank You For The Music” – det var kapelmester Cindy Martin der foreslog melodien. I kan høre originalen på dette link.

Det gik lettere end forudset. Jeg tog udgangspunkt i ensemblets følelse af triumf blandet med vemod over at den store fest efter så mange måneders forberedelser nu pludselig var forbi.

Finalesang

Mel.: Thank you for the music

Vi er lidt triste for nu er det hele forbi
Vi håber jo rigtignok at I fik det I ku’ li
Men vi bare elsker når vi slår os løs
Så vær ganske rolig, vær ikke nervøs
Vi ses til næste år
I ved godt hvor det så foregår
Nu si’r vi
Tak fordi I så Haderslev Revyen
Det’ den bedste her i byen
Tror I man ku’ klare den uden latter og smil
Helt dårlig stil
Uden et grin bli’r man da helt senil
Så her i Haderslev Revyen
får alvoren et hvil.

I år har vi så lavet vores revy nummer to
Den sidste var pragtfuld, mon denne blev lige så god?
Vi håber I syn’s det, det synes vi selv,
Med masser af evner og masser af held
går det altid godt,
vi har gudskelov klaret det flot
Og vi si’r
Tak fordi I så Haderslev Revyen
Det’ den bedste her i byen
Tror I man ku’ klare den uden latter og smil
helt dårlig stil
Uden et grin bli’r man da helt senil
Så her i Haderslev Revyen
får alvoren et hvil.

Det er så dejligt
Hver forestilling er en fest
Nu vil vi takke alle dem der hjalp til,
Vi si’r tak til hver publikumsgæst!

Nu si’r vi
Tak fordi I så Haderslev Revyen
Det’ den bedste her i byen
Tror I man ku’ klare den uden latter og smil
helt dårlig stil
Uden et grin bli’r man da helt senil
Så her i Haderslev Revyen
får alvoren et hvil.

Det blev leveret helt suverænt af aktører og musik med masser af koreografi og opfindsom blanding af solo og flerstemmig sang. Hvis publikum ikke var i godt humør før, så blev de det i hvert fald nu – inden det stående bifald og efterfølgende positive tanker om hele revyen.

Selv havde jeg ikke regnet min tekst for noget særligt. Jeg havde været lidt bekymret for hvad chefen ville sige til “I år har vi så lavet vores revy nummer to / Den sidste var pragtfuld, mon denne blev lige så god?” Kunne det gå overhovedet at give publikum ideen til at gøre den slags sammenligninger? Og hvad med “Uden et grin bli’r man da helt senil” – ville det ikke få halvdelen af det alderstegne publikum til at føle sig krænket?

Men for første gang i denne omgang var der kun (for mig forbavsende) overstrømmende roser til den sukkersøde tekst – aktørerne var også begejstrede. Jeg synes stadig ikke der står noget særligt i den.

Nå, der er heller ikke mange vitaminer i marengs uden at det betyder noget for smagen.

I næste uge kan I læse om mit bidrag til revyens Trump-sketch.

Haderslev Revyen 2020 har spillet sine fire forestillinger, og hvor blev det dog fantastisk godt! Skuespillerne har oppet sig væsentligt siden den første revy sidste år, og så er der kommet ekstra kræfter til der også giver et gebommerligt løft til det hele. Jacob Norup er en komisk urkraft, om han så laver døvetolketegnsprog til et coronapressemøde eller danser “Vild med svans”. Hanne Holst var en uforglemmelig Yvonne i olsenbandesketchen der indledte anden afdeling. Og så kan hun synge! Både hun og Merete Berg-Juul kunne have sunget Faber Feber-sangen (se “Faber Feber”, indlæg 14. oktober i Sangfabrikken) så ikke et øje var tørt. Ingen grund til at skrive mere om den ting end blot at bemærke at sangen ville have umiddelbar aktualitet, nu hvor Phillip Faber igen er ankermand i DRs coronatrøsteunderholdning fredag aften.

Jeg skrev tekst til intro- og slutnumrene. Dette indlæg kommer til at handle om den nye intro jeg skrev i stedet for det nummer I kunne læse (og synge) her i Sangfabrikken i sidste uge. Nummeret blev afvist fordi chefen og kapelmesteren syntes den valgte melodi var for tam. Nåda! Melodien var ellers The Lullaby of Broadway – en af de helt store evergreens (I kan høre en udgave af originalen på dette link). I stedet blev jeg bedt om at skrive på sidste års signaturmelodi, Hooray for Hollywood, og så måtte jeg godt lave lidt flere vers. For ideen var at starte med en enkelt aktør eller to på scenen og så skulle flere komme syngende til mens de dukkede op fra deres plads nede i publikum.

Jeg skrev løs, men det var lidt op ad bakke. Det blev nok til fire eller fem udkast før chefen blev helt tilfreds. Der skulle tones lidt ned for galden, og to vers om corona og sammenhold skulle ud. Det ene af versene handlede om Phillip Faber som hele Danmarks guttermand (der var han igen!). I stedet kom der et nyt andet og et nyt fjerde vers ind.

Sådan kom min færdige og meget forbedrede tekst til at se ud – melodien er “Hooray for Hollywood” – I kan høre en udgave af originalen ved at klikke på dette link.

Velkommen hver en gæst
I vor’s revy skal I få grin og fest
Nu kom vi godt forbi Coronapesten,
i hvert fald næsten, så lav I kun hurlumhej!
Det’ godt I larmer, det altid varmer
når folk skal sidde sammen sådan hver for sig.

Kan I li’ wienerbrød
Og kan I li’ at male byen rød
Så er I kommet i de rette hænder
Fordi vi kender til alle jeres behov
Så grin I bare løs – vær ikke spor nervøs
Her må man godt ha’ lidt sjov.

Vor’s genforeningsfest
med næsten ægte konge højt til hest
der rider over grænsen blev en fuser.
Så giv en knuser til småpi’r i hvidt og i rødt.
Det nationale blev lagt i dvale
For med en lukket grænse virker det lidt dødt.

Vi fik en fodboldfest
Fordi de sønderjyske sparker bedst.
Vi fejred’ alle byens brave sønner
med øl i tønder og masser af tjimdada.
Blandt dem der var så go’e var der en eller to
som kom fra Haderslev af.

Og her i vor’s revy
Kan I få meget mere slem fyfy
For både Trump og Gejl vil få en omgang
Snak ikk’ om tomgang, om dem er der altid nyt
når op de kræser med ny fadæser.
Og tror I det bli’r frækt så bli’r I ikke snydt.

Her er der godt humør
Og nu’ det faktisk næsten lige før
For hele salen vil nok koge over
Kan det bli’ sjover’? En rullepølse med sky
at sætte tænder i – I får hvad I kan li’
Velkommen til vor’s revy.

Ikke nogen helt dårlig tekst, hvis jeg må sige det selv. Publikum bliver trukket ind med det samme, løfte om at revyen smager som wienerbrød og rullepølse, festlig som både den fest der ikke blev til noget og den fodboldfest der til gengæld overraskede – og løfte om lidt gentagelse med yndlingsofrene Trump og Gejl. Det hele hænger sammen.

Men planerne blev ændret, og det forstår jeg godt. Holdet mangler tilstrækkeligt mange gode sangere til at så mange vers kan synges solo. I stedet blev sangen skåret ned til fire vers – som sidste år – og der blev sunget enstemmigt i kor:

HURRA FOR HASLE – INTROSANG

Velkommen hver en gæst
I vor’s revy skal I få grin og fest
Nu kom vi godt forbi Coronapesten, 
i hvert fald næsten, så lav I kun hurlumhej!
Det’ godt I larmer, det altid varmer
når folk skal sidde sammen sådan hver for sig.

Vi fik en fodboldfest
Fordi de sønderjyske sparker bedst.
Vi fejred’ alle byens brave sønner 
med øl i tønder og masser af tra la la.
Blandt dem der var så go’e var der en eller to
som kom fra Haderslev af.

Vor’s genforeningsfest
med næsten ægte konge højt til hest
der rider over grænsen blev en fuser.
Så giv en knuser til småpi’r i hvidt og i rødt.
Det nationale blev lagt i dvale
For med en lukket grænse virker det lidt dødt.

Her er der godt humør
Og nu’ det faktisk næsten lige før
For hele salen vil nok koge over
Kan det bli’ sjover’? Her i vores lille by
på vores melodi – vi stemmer alle i,
Velkommen til vor’s revy.

Jeg blev ikke taget med på råd – andre har lavet tilretningen. Når jeg er lidt knotten over det, skyldes det den manglende respekt for mit ejerskab af teksten. Mine ord er der stadig, men sammenhængen i teksten er svagere. Det er selvfølgelig en gratis omgang nu at påstå at jeg kunne have gjort det bedre hvis man havde tænkt på at spørge mig. I hvert fald kunne jeg have fundet på noget bedre end “på vores melodi – vi stemmer alle i”.

Nå, om alle omstændigheder kom det ikke til at spille nogen rolle. Det var sikkert de færreste der kunne høre meget af ordene i den grødede fællessang. Det skulle have været lavet anderledes.

Men det er også den eneste kritik jeg har at komme med over for det ellers så fantastiske resultat. Vi forfattere var ikke inviteret med til at overvære prøver, så min oplevelse af premieren var så spontan som hos resten af publikum: spontane latterbrøl, nydelse af den flotte musik og det eminente skuespil, beundring af begavet koreografi og scenografi – alt sammen med et flow der gjorde at garanteret ingen nogensinde kikkede på klokken. Stort tillykke til hele holdet.

I næste uge kan I læse og synge min tekst til afslutningsnummeret, som blev helt utroligt flot. Glæd jer!