Sørens sangfabrik

Alle kan rime. Prøv selv at lave alle de rimord I kan på -å: stå – tå – foregå – lå – må – nå – få – skrå – på osv. Der kan laves rigtig mange, og jeg sidder tit og laver den slags lister for at finde på en måde der kan fortsættes på, eller evt. bestemme mig for at skrive noget helt andet. Bare I ikke gør det for indviklet for jer selv, så skal I nok finde et rim der kan bruges, og somme tider kan rimet føre jer videre i en uventet retning  der gør det hele bedre.

Efter vi blev gift for de mange år siden følte jeg næsten at jeg kunne gå på vandet, også når det handlede om at skrive rim. Min kone havde en god veninde der skulle giftes senere på året, og vi blev inviteret til deres bryllup. Bruden var skolelærer i Odense og boede under meget beskedne forhold, men hun havde fået gaflen i en lovende ung sagførerspire fra Esbjerg, de var flyttet sammen i en flot strandvejsvilla, og nu skulle de så giftes med pomp og pragt. Jeg følte mig kaldet til at komme med en sang. Gommen var langt ude i familie med forfatteren H. V. Kaalund, som ud over “Fabler for Børn” (1845) også er fast inventar i Højskolesangbogen med “Paa det Jevne”. Den blev sunget meget i min skoletid i det nøjsomme Thy, og den hang mig noget ud ad halsen. Men til ære for gommens fine familieskab besluttede jeg mig for at skrive på melodien til denne ikke helt ukomplicerede sang, hvor hvert vers har 2 x 4 rim. Intet mindre kunne gøre det. Det var et arbejde der trak tænder ud, men det lykkedes mig at få skrevet denne tekst:

Sanne er en lækker skude,
Per, han er en herlig mand.
Man af rørelse ku’ tude!
Jubel over al forstand!
End’lig fandt de no’n der du’de
Andre er det rene vand.
Sjældent har man set et brude-
par der gik så godt i spand.

Nu er Sanne smal om livet –
snart hun fylder nok lidt mer’!
Sødt med bajsen pusler sivet,
Per, han vasker ungens bleer.
Ja, vi ta’r den ting for givet,
at de sikkert snart bli’r fler!
Den slags hører med til livet,
det er den slags ting der sker.

Engang havde hun et hummer,
nu har Sanne mere plads.
Det har kostet dyre summer,
deres gule strandpalads.
De trak vist et heldigt nummer –
man hos dem bli’r godt tilpas.
Rundt i haven bier brummer
mens man får et lille glas.

Per og Sanne, Per og Sanne –
vi i dem har stort behag!
Ja, det må vi bare sande,
det er jo en afgjort sag!
De er bare pot og pande –
snart sig løfter kroens tag
når vi råber, Per og Sanne,
et hurra for jer i dag.

Er det en god sang? Jeg synes det ikke helt. Men jeg fik da min lyst styret til at tumle med de mange rim. Der er et par gode steder i sangen, men rimtvangen har også ført til kedeligt fyld. Første vers har noget: lækker skude – herlig mand – tuderi af rørelse. Det er så meget for meget at det er sjovt. Men de sidste fire linjer er der ikke mange vitaminer i. Det er det samme med andet vers – der står noget i de første fire linjer, men ikke i de sidste. Tredje vers er også tyndt (bierne der brummer i haven har lige antydningen af poesi), og fjerde vers er ren kliché og gang på stedet. Så det er ikke helt uden at jeg krummer tæer over gensynet med denne sang. “Vi i dem har stort behag” – hvad er det for en slags sprog? Melodien er også ulideligt selvhøjtidelig. Teksten kunne være sunget på “Texas’ gule rose”, hvis I kender den, og det ville unægtelig have piftet lidt op på det hele.

Rimeriet kan være som at køre med trukket håndbremse, men det kan også give noget ekstra til sangen når der kommer rigtig opfindsomme rim. Det er vist også lykkedes for mig nu og da. Normalt giver jeg personer i mine sange andre navne end de rigtige her i bloggen, men i denne uges sidste sangeksempel er jeg nødt til at bruge det rigtige navn på vores elskede skolesekretær Ruth, som efter 25 år på sin pind gik på pension, og nu slog skolen meget praktisk hendes jubilæumsfejring sammen med hendes afskedsfest. Der blev sunget op til flere lejlighedssange til hendes pris. Min gode ven og kollega Knud fik mig overtalt til at skrive på melodien til Lone Kellermanns store hit “Se Venedig og dø”, med indlagte la la la’er, og umiddelbart skulle man synes det var en tvivlsom sag, men Knud havde en lydfil med karaokeagtig musikledsagelse som kunne støtte kollegernes afsyngelse af sangen – og så sprang jeg løs på opgaven. Her er teksten – prøv selv at synge den, men pas på at I ikke taber pusten i la la la’erne:

Nu er det
25 år siden at vi fik Ruth – la la la la
og den handel har vi aldrig helt fortrudt – la la la
uden hende var det hele sammenbrudt – la la la la
Det ku’ snart bli’ slut med vores institut – la la la
derfor si’r hver tøs og hver en tørstig gut: – la la la la
Kære Ruth, du har fortjent en kæmpeslutsalut!
Jubilæum – du skal snart på museum!
Det er også lidt trist!

Du var jo
altid den der hjalp os andre lidt på vej – la la la la
Du var aldrig den der gik og sagde nej – la la la
Hvis en enkelt gang man havde kvajet sig – la la la la
fik du fejlen rettet, det gik som en leg – la la la
Og hvis no’n ha’d stået skoleret for Kai – la la la la
fik du lappet skrammerne i synd’rens kontrafej!
Som en engel – har du trøstet hver bengel.
Sikken evne at ha’!

Og nu skal
du jo så i gang med at ha’ otium – la la la la
Den der med at holde fri er ikke dum – la la la
Men når husets træværk har få’t solignum – la la la la
for tredje gang og du går rundt og si’r bumbum – la la la
og rigtig savner arbejdets narkotikum – la la la la
husk så på det også lidt ku’ vær’ en trummerum.
Nyd dog livet – mens vi andre på skiw’et,
vi må på den igen.

Nu er det
blevet tid til at få sagt dig pænt farvel – la la la la
og det er klart vi ønsker dig alt muligt held – la la la
Vi kommer til at skylde dig en kæmpegæld – la la la la
nu kæmper vi med gråden, men alligevel – la la la
så skal det lyde fra hver lærer og pedel – la la la la
hver kontorkollega, flere hundred’ decibel
løfter taget, mens vi vifter med flaget
og vi råber hurra!

Det gik faktisk ret godt med at få sangen sunget – og hvis ikke lærere kunne finde ud af at synge godt, hvor var vi så henne med den danske sangtradition? Jeg er meget tilfreds med denne sang, hvis gimmick er de gentagne rim – hele seks i hvert vers – men rimene kommer aldrig til at spænde ben for sangens fremdrift, og sproget løber helt naturligt uden at give indtryk af at være blevet trykket og bøjet på plads. Rimene har tværtimod stimuleret den barokke fantasi: den arbejdsnarkomane Ruth der efter træværkets tredje solignumbehandling nu er ved at fortvivle over manglen på nyttige gøremål i sin pensionerede lediggang. Jo, det kan godt være sjovt at rime!

Jeg skriver ikke bare festsange. I næste uge viser jeg et par sange frem jeg har skrevet til revyer på VUC Syd, som min gamle arbejdsplads hedder nu. Det er også gode sager, så hæng på igen om en uge. Som altid udkommer mit indlæg om fredagen, men de rigtig ihærdige opdager sikkert at det allerede ligger der ved titiden om aftenen torsdag. Husk også at give søgeordet “Sørens Sangfabrik” videre til alle I kender!

I er inviteret til rund fødselsdag, og I vil gerne fejre fødselaren med noget mere personligt end bare endnu en flaske til flokken på gavebordet, gøre noget der løfter stemningen og glæder jeres gode ven ekstra meget. Hvad skal det være? En tale? En fornøjelig og personlig festsang? Viljen er der ofte, men mange gange bliver det til ingenting – eller en upersonlig købesang, evt. kopieret fra forrige fest.

Så kan man lige så godt synge en fra Højskolesangbogen – evt. flere gode, populære sange i et lille sangark. Men skal det være en fiks og færdig sang til lejligheden som kan passe på hvem som helst, så får I en helt gratis af mig her – den sang er den første hemmelighed jeg vil afsløre. Teksten er dog afhængig af at fødselaren bliver 50 eller 60 og er født i det tidlige forår. Melodien er “For ajle de små blomster…”

Var der lidt sne i morges? Var luften kold og rå?
Der sprøjter vintergækker op på stribe.
Snart trækker hele landet sin forårskåbe på.
Der bli’r en heftig larm fra stær og vibe.
Og selv så bli’r man opstemt og man mærker at det klør
på steder hvor man svagt kan mindes at det klø’de før.
Hver aldrende gæst
er troppet op til fest
og ter sig som en plag der just er sluppet ud på græs.
Man ved jo hvad der venter når Birgitte fylder tres.

Selv stråler fødselaren li’som et juletræ
der står med tændte lys på alle kviste
Hun spreder glad forventning
blandt både folk og fæ.
Hun byder på en del som godt kan friste.
Og her skal ingen synge den om skoven trindt om land
der falmer, nej, så længe alle både vil og kan,
skal vi holde fest!
Hver aldrende gæst
skal gøre hvad de kan for at Birgittes store dag
kan bli’ en basseralle der kan løfte kroens tag.

Jeg synes nok det er en af mine mere vellykkede tekster, og det ville være mig en fornøjelse hvis den blev sunget over det ganske land:) Beskedenheden byder mig at undlade den store dansklærergennemgang af sangen med påpegning af alle dens fortræffeligheder, inklusive nærmest postmoderne flirten med det højstemte sprog i Højskolesangbogens karske forårssange og det lille hip til “Når skoven falmer trindt om land”. Jeg skrev sangen til min gode venindes 60-årsdag, og afsyngningen af den var bestemt med til at løfte den gode stemning. En anden veninde, som måske allerede på dette tidlige tidspunkt i festen var kommet helt op i gear, kastede sig spontant over mig og gav mig et tungekys i øret der kildede længe efter. Der var vist noget om det i sangen med den søde kløe.

Det er sjældent poeter bliver så kontant belønnet for deres kunst. Om I kommer til at opleve en lige så stormende succes efter sangen er blevet sunget skal jeg ikke kunne sige, men I er velkomne til at bruge sangen når det kan passe. Jeg siger ikke noget – det bliver mellem os.

Min næste afsløring er en skabelon til en lejlighedssang som I selv kan skrive uden at skulle tilføje alverden for at give den et personligt præg. Jeg tilstår at jeg selv har brugt den ved flere anledninger når det har drejet sig om en moden dames runde fødselsdag – hun kan blive fra 30 til 90. Melodien er Bamses Fødselsdag, for ud over at være særdeles velkendt, har den også den store fordel at have et fast omkvæd. Derfor kan man nøjes med at finde på to linjer der rimer i hvert vers. Jeg har brugt to rim i hvert vers, men I kan sagtens nøjes med kun at lade sidste ord rime i hver linje – når bare I får fødderne til at passe, kan det sikkert også gå uden rim.

Her er min hemmelige opskrift:

Sangen skal have et startvers om den festlige lejlighed, den løsslupne stemning:

Nu holder Jonna fødselsdag for alle dem hun kender.
I hele byen blafrer flag hvorhen man blikket vender.
Jonna fylder tres i år.
Tænk en gang hvor tiden går.
hip hurra, slå gækken løs,
skål for den gamle tøs!

Der er godt med kapow i de sidste to linjer i omkvædet, men hvis I er for sippede til at bruge ordet “tøs”, kan I jo bruge “hip hurra, vi holder fest,/skål hver en tørstig gæst”.

Midterstykket i sangen skal give et portræt af “Jonna”, og der behøver ikke være megen forbindelse mellem de enkelte vers. I kan passende starte med

At Jonna var en lækker steg i sine unge dage
det ser man af det kontrafej der stadig er tilbage
Jonna fylder etc.

Så er fødselaren straks mere rolig – dette bliver en rosende sang uden de store pinligheder, højst lidt kærlig dril.

I kan slutte af med

Når Jonna har en mærkesag, så går hun durk i brechen,
hun gi’r hver skurk det glatte lag og skrammer i kalechen.
Jonna fylder etc.

Og har hun nu en enkelt fejl, så er den svær at finde,
så livet går for fulde sejl for denne skønne kvinde.
Jonna fylder etc.

Tilbage i vor hyldestsang er kun at gratulere –
gid hendes liv må gå sin gang i mange tiår mere.
Jonna fylder etc.

Tredjesidste vers lyder som om “Jonna” er utrolig viljestærk og principfast, men i virkeligheden kan det passe på enhver. Sådan vil alle gerne se sig selv på en god dag – “Jonna” bliver endnu gladere. I næstsidste vers har sangen et lille blink i øjet der får sangen til at glide bedre ned hos gæsterne efter så megen skamros af “Jonna”.

Så mangler I bare et vers eller to i midten med noget der virker personligt, og bingo presto har I en sang der vil glæde fødselaren og få gæsterne i endnu bedre humør. Men det må ikke gerne være mere end et par vers af hensyn til sangens længde, så I er næsten færdige.  Her nogle stykker jeg har brugt – de kommer fra forskellige sange:

Hun klarer alting med bravour, er fagligt højst kapabel.
Når hun står vagt ved sit komfur bli’r maden formidabel.

Og deres hus er vældig pænt med præg af det rustikke.
Det mixer Jonna suverænt med det Bo Bedre-chikke.

Hun holder fint sit hus i stand, hun holder alt i orden.
Hvert opløb til en nullermand bli’r taget i sin vorden.

Hun har erhvervet sig et ry for sine kreationer,
for hun er bedre til at sy end byens andre koner.

Hun er en rigtig charmetrold og kreativ tillige,
er livlig som en hoppebold, den søde gamle pige.

Og i den lidt frækkere afdeling:

I deres lille grønne hjem er Jonna slangetæmmer.
Når Oluf trækker snogen frem, hun kærligt om den klemmer.

Det skal siges at denne “Oluf” har stort terrarium med skildpadder og diverse slanger i alle størrelser. Det var alle gæster godt klar over, og der blev grinet. Det er nok ikke en I skal putte i jeres sang.

Men har I bare et enkelt selvopfundet vers I kan putte ind i formlen, kan I nu klappe jer selv på skulderen: I har skrevet jeres første festsang, og alle bliver glade for at I kommer med den til festen.

Nu er denne opskrift noget kønsspecifik, så har jeg andre hemmelige formler? Jeg har også skrevet en hel del sange på “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, første gang til min svogers 50-årsdag, og der har været genbrug af start og slut af denne original siden. Her er sangen:

Nu holder Jørgen gilde,
for han er ble’et halvtreds.
Nu har han nå’et den alder
hvor man må vær’ tilfreds.
Han har nu nået ald’rens fylde,
er kommet på den rette hylde.
Før var han ung og rask og livlig
Nu sænker roen sig grangiv’lig.

              – JUHUU!

Som rockens megastjerner
har han en pornobil,
er ofte fiks i tøjet
som businessmand med stil.
Han fører an i bookingbranchen
og han slår til når han får chancen
mobilen kimer hele dagen
at tjene penge, det er sagen

              – JUHUU!

Når aftenklokken kimer,
han skifter altid ham.
Så bli’r han rå og checket,
lidt mere ulv end lam.
Han støver rundt i byens stræder
men vinder sjældent nogen hæder
Han håber på lidt steg på krogen
som regel er der ikke nogen

              – JUHUU!

Når Bayous så skal spille,
så slutter Jørgen trop.
Og der er vild begejstring
hver gang de spiller op.
Når Jørgen rigtig svinger spaden,
bli’r der humør og larm i laden.
Han lyder næsten som Mark Knopfler
tilsat lidt dansk sovs og kartofler.

              – JUHUU!

Ja, Jørgen er utrolig,
tænk som han holder ud,
fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose
ved øjet hænger knap en pose
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler

                      – JUHUU!

En rigtig god sang, ikke, men der er kun noget i start og slut I kan låne når I nu har fået blod på tanden og fortsætter succesen efter jeres første vellykkede forsøg med en sang skrevet efter min hemmelig opskrift. Resten er for privat, men ikke så privat at udenforstående ikke kan følge med: min svoger havde et lille musikbookingbureau efter en fortid som guitarist i den århusianske musikundergrund og spillede stadig i zydeco-bandet Bayous. Og svoger – det var han sådan set ikke mere, for parret havde brudt med hinanden, og jeg havde været med ham på ungkarletur i byen et par gange, dog kun med observatørstatus. Til festen havde han dog fået ny kæreste på – et forhold der stadig kører i bedste velgående. Men jeg var ikke opdateret endnu.

Sangen må have et par år på bagen, tænker den kløgtige læser. Hvordan ser min nyeste sang så ud skrevet på “Jeg har min hest, jeg har min lasso”? Den skrev jeg på bestilling fra vores naboer sidste år. De skulle til noget sølvbryllupsgilde hos et par der drev en ejendom med opstaldede heste, og alt hos dem handlede om hest, så det skulle sangen også gøre. Her er sangen:

Nu er her mægtigt gilde,
en stor sølvbryllupsfest,
og der er vild begejstring
hos hver en indbudt gæst.
Det hører til blandt livets sejre,
en flot rekord som man må fejre,
at Jens og Mona har holdt sammen
så længe efter ja og amen.

JUHUU!

I deres unge dage
var de til ”ringeri’e”
Og Mona lod sig lokke
men det var kun fordi
at Jens, han lod sig ikke standse.
Han stødte frejdigt med sin lanse!
Han red på kærlighedens vinger,
og der kom ring på Monas finger.

JUHUU!

Og det tog ikke lang tid
før de fik søde børn.
Hvad næste slægtled angår,
har de ta’t deres tørn.
Og børn er søde, men det bedste
for dem, det er alli’vel heste.
Så de har fulgt naturens kalden
med hestetramp og vrinsk i stalden.

JUHUU!

Der’s heste sætter pris på
det luksusliv de har
som rene kæledægger
hos ”hestemor og far”.
Når Slejpner får en gang med kosten
er kærligheden ikke rusten,
mens Prøjsen laver sine løjer
før den sig ind i boksen føjer.!

JUHUU!

Tro ikke Jens og Mona
kun har forstand på hest.
De gør så meget andet,
(men husk at hest er bedst!)
I aften hestene i stalden
går rundt og savner sukkerknalden
imens vi andre her os mæsker
og drikker vin og andre væsker.

JUHUU!

Og vi må ikke glemme
hvad vi er kommet for.
Det er jo for at fejre
de 25 år
som nu er gået. Jens og Mona
har sikkert altid brugt Rexona.
For se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for dem skåler.

JUHUU!

Bestillerne af sangen var mægtig tilfredse og fortalte efter festen at gæsterne havde moret sig gevaldigt. Der er også kun gemytligt dril i sangen – selv om det med de frejdige lansestød måske er lige på kanten – og naboen var især begejstret over Rexona som rim på Mona, som sølvbruden også hedder i virkeligheden. Jeg havde faktisk kun brugt Rexona som nødrim. Det var først bagefter at jeg indså hvor godt det passede ind i hestetemaet. Sæben må have skummet tidligt og sent i det lille hjem for at holde fluer og lugt på afstand.

På næste fredag kommer mit nye indlæg også til at handle om rim. Rim er sangens spændetrøje, men det er også dem der sætter kulør på en sang. I slipper ikke for at læse nogle af mine bedste – der bliver noget at glæde sig til.

Som sædvanlig varsler jeg på facebook at det nye indlæg er kommet – husk at like og dele. Og benyt gerne enhver anledning til at fortælle andre om min spøjse blog.

Måske var det for fedtet kun at give jer en enkelt original sang i sin helhed i sidste uges indlæg. Til gengæld får I så hele tre  denne gang. Skæverter – der er nok at tage af! 

I sidste indlæg kunne I læse at jeg aldrig mere skriver på “En sømand har sin enegang”. Det skyldes to sange jeg skrev på melodien til Johs. V. Jensens glimrende og gribende sentimentale sang på det tidspunkt for mange år siden hvor jeg også var begyndt at skrive festsange for andre end nære venner. I dag forstår jeg ikke hvordan jeg kunne hitte på at gøre det. Sjældent har man kendt magen til monoton melodi. Seks vers med den, og gæsterne er faldet i hypnotisk trance. Det kan kun være på grund af den fabelagtigt gode tekst og fordi Mogens Wieth gør det så mageløst godt på plade at sangen har overlevet. Der er faktisk mange der skriver festsange på den, men så er de også selv ude om det.

Men så er der også det at jeg kvajede mig i forbindelse med begge sange. De var ellers udmærkede begge to, personlige og med et stille smil på læben,  mundret sprog, rimene sad i skabet og fødderne passede perfekt. Så hvis det ikke havde været for melodien, ville alt såmænd have været godt. Men…  I den ene sang havde jeg trods indgående interview af konen til den 60-årige fødselar fået en ting helt galt i halsen. Fødselaren var international handelsrejsende som importerede og eksporterede dette og hint, og jeg havde forstået det sådan at han formidlede import af “ispinde fra langtbortistan”, men det var altså lige omvendt – han solgte danske ispindepinde i det fjerne østen, og det er noget meget sværere og mere imponerende. Det er jo en lille fejl at lave, synes I nok, men det ærgrede mig – især da at der ikke var tid til at lave om på noget da jeg afleverede sangen. Men det kunne så lære mig at være i bedre tid, ikke? Det skulle man synes, men jeg har også været i tidnød andre gange.

Den anden sang jeg skrev på den ensomme sømand med moderbindingen fejlede nu ikke noget – fra min side. Og dog. For da min kones kollega der bestilte sangen spurgte mig hvad jeg så skulle have til gengæld for mine anstrengelser, nøjedes jeg med at sige at hun kunne give mig rødvin. Min kone vendte hjem fra arbejdet med en billig flaske plonk til højst 30 kr som belønning for den færdige sang, og det blev jeg noget muggen over. Siden den tid har jeg konsekvent omtalt nævnte kollega som “Jonna” Kedelig. Hun hedder ikke Jonna i virkeligheden, men jeg håber hun forstår hentydningen hvis hun læser min blog – og det gør hun jo nok på det tidspunkt hvor den har vundet videre udbredelse. Og jeg lærte at det er en god ide at melde en pris ud i kroner og ører når jeg ikke skriver for folk som en vennetjeneste.

Men nu til sagen: de tre sange bragt i deres helhed. Fine nok på deres måde, men alligevel er der noget galt. De er skæverter.

Den første vi skal se på blev bestilt af en 60-årig nabo som skulle bruge en sang til sin bedste vens runde fødselsdag. Sangen skulle gerne tolke følelserne i det dybe venskab mellem dem på munter måde med tableauer fra deres fælles barndom frem til den overmodne voksenalder. Som jeg belærte læseren om i sidste uges indlæg, er det vigtigt at finde den helt rigtige melodi til fællessangen. Jeg var ikke i tvivl – sangen skulle gå på “Jim og jeg var venner alle dage”. Melodivalget var også nærliggende fordi fødselarens fornavn var et enstavelsesord med “i” i midten, men i denne udgave af sangen har jeg kaldt ham “Keld”:

Keld og jeg var venner alle dage
li’ fra vi på livet fik begyndt.
Og som krage altid søger mage,
holdt vi sammen gennem tykt og tyndt.
Go’e gamle Keld!
Nu er du fyldt de tres!
Go’e gamle Keld!
Er mæt og veltilfreds.

Som vi tumled’ rundt på vores cykler!
Mor ha’d malet dem med flot kulør.
Det var sjovt, og man sku’ vær’ en hykler
hvis man ikke blev i godt humør
når den lille Keld
som villavejens skræk
slingred’ ud og ind
og endte i en hæk.

Siden kom vi så i samme skole,
og vi udholdt skolens terperi,
men når det var slut med Ole Bole,
var der ting som vi ku’ bedre li’:
Spas i FDF
– det skete tit vi fik
når vi var på træf
et stjålent pigekig.

Og hos Agnes var den faste base.
Hun ku’ gør’ et drengehjerte glad.
Når man er i pubertetens fase
er man faktisk helt besat af – mad.
Suppe! det var godt!
Den smagte som en drøm.
Lugted’ vi den blot,
var vi der som et søm.

Da som ung og fyrig caballero
Keld tog med mig ned til Spaniens sol,
var der tryk på under hver sombrero
– vi ku’ dårligt sidde på en stol.
Drinks og drinks og fler’ –
jo, vi tog hele tur’n.
Hvad der skete mer’
er strøget af censur’n!

Men alli’vel gik det som det plejer:
vi tog form fra drengerøv til mand.
Det ku’ godt betragtes som en sejr
at vi trods alt fik lidt mer’ forstand.
Blev man mere sat?
Blev mindre sat på spil?
Nød vi også at
vi satte mindre til?

Keld og jeg, vi holder stadig sammen
som i vores barndoms spejdertrop.
vores liv er endt i fryd og gammen –
syvkabalen, den er gået op.
Gamle kammesjuk!
Den har vi klaret godt!
Ingen grund til suk!
Det hele kører flot!

For når man nu sidder her med fruen,
friværdi og udsigt til pension,
syn’s man der er godt og trygt i stuen –
gu’ vil vi da aldrig bytt’ med no’n!
Når man fylder tres
ka’ man vær’ godt tilfreds!
Ingen grund til stress
fordi man fylder tres.

Prøv at lempe rumpen op af stolen,
for nu er det lige før det sker.
Det er som en morgensang i skolen:
Når man står, så lyder det af mer’.
Råb så højt I kan
et gladende hurra
Finn skal mærke han
er dagens fødselar

Det var alvor for bestilleren, det her, og jeg gav alt hvad jeg havde i mig. Ikke noget med at skrive på en skabelon jeg havde lavet på forhånd! Jeg satte også sangen pænt op og kopierede den i det krævede antal eksemplarer.

Det er en sang med en hel masse godt i. Den med “pubertetens fase” sidder lige i skabet, og bestilleren var meget begejstret for verset om de to knøses udskejelser under sydens sol. Og så er der gods i de tre vers der handler om tilværelsens ulidelige lethed som 60-årig, den tabte vildskab, den satte tryghed. “Ingen grund til suk,” står der, men sukket bliver der nu alligevel. Afslutningsversets hurra-opfordringer serveres også ret elegant med henvisning til gæsternes egne barndomsoplevelser med morgensang.

Men helt tilfreds er jeg ikke. Sangen er – lidt – en skævert. For det første er der sangvalget: “Jim og jeg var venner” er en revyvise der fremstiller hule følelser. I virkeligheden har de aldrig været venner, og de eneste rigtige følelser er jalousi og undertrykt hævnlyst, som får udløsning i sidste vers hvor sangeren betror os at “Jimses enke er nu gift med mig”, og igen udleveres til publikums spot når han til sidst synger “Lykkelige Jim…” – som igen trak det længste strå.

Yngre læsere kan se den oprindelige tekst her:

Jim og jeg var venner alle dage,
li’e fra dengang vi i vuggen lå.
Jim han havde aldrig grund til klage
altid heldig, altid ovenpå.
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim, hvor jeg misunder. dig.

Jim og jeg var skudt i samme pige,
Jim fik pigens ja, og jeg fik nej.
Jim var smuk: behøver jeg at sige,
at det skønne aldrig trykked mig.
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim, hvor jeg misunder dig.

Jim blev syg, og Jim gik hen og døde,
kun en enke efterlod han sig.
Jim nu hviler under roser røde.
Jimses enke er nu gift med mig.
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim, hvor jeg misunder dig.

Melodien er perfekt til den oprindelige tekst, slæbende og selvsmagende. Men det synes jeg også kommer til at smitte lidt af på min sang, og derfor bliver den simpelthen for lang. Mon ikke der er blevet råbt “SKÅL” midt i sangen? Så i min iver for at gøre det så godt som muligt er der simpelthen for meget flødeskum. Det sker let når man skriver for andre: så er det da til at se at der er valuta for pengene. En bestiller af en konfirmationssang sagde engang til mig: “Du skal også svede for pengene”. Han fik så et par vers til, men om hans sang blev bedre af den grund skal jeg lade usagt.

Det er lidt samme problem der er med den næste sang. Igen handler det om en 60-års fødselsdag. Bestilleren var en af mine bedste kunder – pigen som først havde bestilt sang til sit eget bryllup, så ugen efter til sin søsters (en fræk sang hvor hun råder søsteren til at forebygge gommens evt. fremtidige utroskab på følgende måde: “Sørg for at hans krudt/ hjemme af bli’r skudt/Eller ku’ det være ægteskabet snart tog slut”) – og nu gjaldt det så svigermors forestående runde fødselsdag, og det var jo lidt en anden sag. Den sang jeg skrev på hendes vegne kan I se en anden god gang – den er rigtig god, hvis jeg selv må sige det – men nu handler det om skæverten.

Hun bestilte nemlig også en sang på vegne af sin svigerfar. Den skulle gerne give et portræt af et velfungerende og kærligt ægteskab med vægt på parrets ivrige rejse- og campingliv i ferierne – og så skulle der også en lille anekdote med om en tur de for nylig havde været på til Thailand hvor de havde redet på elefantryg gennem junglen. Der havde “Jette Merete” sat sine bare fødder på elefantens ryg og så sagt til manden: “Det mærker lige som når jeg varmer tæer på dine lår”. Sådan en historie er det svært at yde retfærdighed i bare et par bisætninger, og desuden gjorde den det oplagt hvilken melodi sangen skulle skrives på: Elefantens vuggevise.

At Jette Merete nu fylder de 60,
det trodser jo næsten forstanden.
Med hende er jeg helt utrolig tilfreds.
I hendes liv, der er jeg manden
der opfylder hendes diverse behov
– hun er tit en krævende kvinde.
Når bare jeg også til tider får lov,
så står jeg så gerne på pinde.

Vi mødtes i Skovshoved Roklub, vi to,
da 60erne var på det værste.
Hun kom for at ro, jeg kom lidt for at glo
efter mulige emner til kær’ste.
Hun var frisk og sporty og kælen og slank,
mit mundvand begyndte at rinde.
Hun virkede også ret oplagt til pjank,
så jeg faldt helt enkelt for hende.

Og så blev vi gift, det’ forresten i dag
at vi fejrer bryllupsdag. Tiden
derefter er gået i ro og i mag.
Vi har haft det så rart lige siden.
Vi passed’ vort hjem og vi passed’ vort job,
ku’ enes helt fint om det meste.
Vi så på at drengene voksede op.
Det’ sådan det går for de fleste.

Og rejser til udlandet gav kolorit
til hverdagens små grå skærmydsler.
Om letsind i syden vi drømte så tit
mens vi passed’ de hjemlige sysler.
Vi started’ med ture til Norge og Mors
og andre mer’ udenbys steder.
Og nu vi er kommet en smule til års,
vi nyder eksotiske glæder:

I Thailand, i regnskovens myldrende dyb
blandt slanger og tigre og fluer,
blandt firben og tæger og anden slags kryb
som ville ha’ skræmt andre fruer,
der sidder min kone så trygt højt til vejrs
på ryggen af hanelefanten,
og skulle der komme en tiger på tværs,
så gav ’fanten nok en på vanten.

Hun sætter sin fod på den bølgende ryg
og mærker dens muskler pulsere.
Det virker bekendt nok, men sådan et styk
elefanthud kan godt fascinere.
Det knager og brager i buskene, men
vi sidder i tavshed på dyret.
Så hører jeg denne replik fra min ven
som lige fra hoften bli’r fyret:

”Hør, Jens, nu ved jeg hvad det minder mig om
med foden på tykhudens flanke.
Det er som når jeg varmer tæ’r på din vom.”
Det er jo en spændende tanke –
selv tier jeg stille med ophøjet ro,
er vant til min vivs pjat og ganten.
Jeg ved at for hende er jeg li’så god
som riddere af elefanten.

Fra Thailand til Farum er der en bid vej,
men springet er hurtigt i tanken.
Jeg ved at for Jette Merete og mig
er det sikkert som penge i banken
at vi holder ud og at vi holder af
hinanden til den bitre ende.
Så rejs jer nu op og råb hende hurra,
der findes jo ingen som hende.

Som I kan se, fik den gode “Jens” fuld valuta for pengene. Jeg sendte ham sangen i en mail og sang den også for ham i telefonen. Men jeg kunne høre på ham at det ikke lige var sådan han havde ønsket sig sangen skulle være. “Jeg blev først våd i øjenkrogene i sidste vers,” sagde han. Det var pænt af ham ikke at sige mere. Jeg forstod straks at jeg var gået i en lidt forkert gade – ikke nogen kølig distance i de første vers, ikke noget “krævende kvinde” og “ku’ enes helt fint om det meste”. Af skade bli’r man klog, men skaden var sket, og sangen blev som den blev. Jeg havde haft en fest med at skrive om junglen, og svigerdatteren der havde bestilt sangen syntes også det var helt fint. Det var jo som aftalt. Men manden der havde brug for en sang som kunne vise hans kone hvor godt han kunne lide hende – den fik han ikke rigtig. Så sangen er en af mine skæverter, og det er ikke fordi den er rigelig lang og rigelig svær at synge, selv om det også er sandt nok. Af det kunne jeg lære at komme tæt på, finde ud af hvilken slags sang bestilleren gerne vil have og komme ordentlig til bunds i hvad der skal stå, og hvad der ikke skal stå. Jeg spørger også mig selv hvem der egentlig gerne vil have en sang hvori der står at konen varmer tæer på ens “vom”, uanset hvor stor denne kropsdel må være. Men nu var det altså bare så meget et bedre rim end noget med lår…

Den sidste skævert jeg vil fortælle om er en sang jeg skrev i februar i år til en hollandsk veninde hvis danskfødte datter skulle giftes. Brylluppet skulle være et meget blandet selskab med mange unge danske venner og en hel del hollandsk familie. Min veninde kunne sagtens selv finde ud af at skrive en sang på hollandsk (på “Love Me Tender”), men den kunne alle de unge danskere jo ikke finde ud af at synge med på, og så tilbød jeg at skrive en sang om det vordende ægtepar på hendes vegne. Den måtte godt have humor, sagde hun, for alt det med de store følelser stod der en masse om i den hollandske sang. Det var heller ikke svært for mig at finde noget at trække på smilebåndet over. Parret havde truffet hinanden på Tinder, besluttede sig straks for at flytte sammen og nu skulle pagten så besegles med bryllup og huskøb til hele 8 millioner – alt sammen i løbet af ganske få måneder. At parret begge er IT high fliers med formentlig særdeles høje indtægter (der godt kan betale de høje terminer) hører også med til billedet af en livsform der virker meget eksotisk for de fleste. Så der kom fokus til at ligge i min sang. Melodien er “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, som er en af mine favoritter – især da når det som i dette tilfælde gerne måtte gå lidt tjept. Her er sangen:

Nu er her mægtigt gilde,
en herlig bryllupsfest,
og der er vild begejstring
hos hver en indbudt gæst.
Og når man selv er mor til bruden
så vil man nødig vær’ foruden
at se sin datter så fornøjet
med nybagt mand og pæn i tøjet.

– JUHUU!

Og det var jo på tide
at Ute ku’ bli’ gift.
Sig nærmed’ sidste salgsdag –
der var slet ingen rift
om Ute, og hun lå på hylden.
Men end’lig kom der hul på bylden!
Snart glemt blev alle bitre minder
da hun fik kæreste hos Tinder.

– JUHUU!

For det var nemlig Erling,
en stjerneprogrammør.
Men der var også andet
han havde prøvet før.
Og det sa’ pang li’ med det samme,
af Amors pil lod de sig ramme.
Så hvorfor sku’ de spilde tiden?
Det har vær’t deres motto siden.

– JUHUU!

De tog en rask beslutning
i kærlighedens rus,
Og der blev ikke pruttet
da de så købte hus
som kosted’ otte millioner
med plads til flere mænd og koner.
Men det må bare bli’ ved tanken
for de svor troskabsed i banken.

– JUHUU!

Den villa vil bli’ ramme
om deres fremtidsliv
hvor de kan gå og hygge
med hver sit tidsfordriv:
Mens Erling henter spil i skabet
og sidst på aft’nen kvæler gabet,
slår Ute masker op med garnet
der skal bli’ sokker af til barnet.

– JUHUU!

At de er pot og pande,
det søde ægtepar
– og sikkert snart bli’r flere –
den sag er soleklar.
Som midtpunkt har de jo det hele
Der’s glæde kan vi sagtens dele
Og se hvordan humøret stråler
Mens vi nu ivrigt for dem skåler!

– JUHUU!

Det er jo en glimrende sang, når jeg selv skal sige det. Så hvorfor regner jeg sangen blandt mine skæverter? Da jeg mødte min veninde første gang efter det overdådigt store bryllup, spurgte jeg hvordan det så var gået med sangen. – Ikke særligt godt, sagde hun. Der var ikke ret mange der sang med, og hun havde ikke indtryk af at den var noget man snakkede om. Det er lidt af et mysterium hvad der kan være gået galt, men en sang er jo en skævert når ingen gider synge den. Melodien troede jeg var kendt af hvert barn i Danmark, men tiden er selvfølgelig også løbet fra Morten Korch og Poul Reichardt, så en del af forklaringen kan godt ligge der. Valget af melodi er vigtigt! Men jeg tror snarere det kan ligge i at de unge yuppier ikke synes det er spor sjovt når nogen gør sig lystig over deres dyre livsstil og hastværk. Var sangen for nærgående over for Ute? Den var godkendt af hendes egen mor, som syntes sangen var vældig sjov.

Eller også er traditionen med festsange bare på retur i det hele taget. Det vil være ærgerligt for os der kan lide at skrive dem. Jeg fortsætter ufortrødent mine egne skriverier – både af festsange og denne blog. Og det kan så være de sidste ord denne gang, men jeg vender frygtelig tilbage i næste uge med et indlæg der hedder “Hvad skal vi have at spise?”

Også denne gang er der godbidder fra mine gamle sange – det er lokkemaden der måske får jer til at bestille en sang hos mig – men en del af meningen med min blog er også at give jer mod og lyst til selv at skrive festsange – før I evt. strækker våben og sætter mig i gang i stedet. Prøv lige selv først! Ganske vist virker det tomme papir altid skræmmende, men når I først er kommet godt i gang, bliver I forhåbentlig fængslet af processen. Jeg vil ikke lyve for jer og sige at det går lige godt hver gang, og det kan være nødvendigt at begynde forfra.

Det er ekstra vigtigt at tænke sig godt om når det gælder valg af melodi som sangen skal gå på. Hvis der ellers er tid til det, kan jeg godt gå og fundere længe over hvilken melodi jeg vil skrive på. Er det en fællessang som I vil skrive, gælder det om at bruge en melodi som man kan være sikker på at alle kender. Ellers risikerer man at sangen falder til jorden fordi ingen synger med. Hvis selskabet overvejende består af grånende sønderjyder, kan man trygt skrive på “Du skønne land med dal og bakker fagre”, men alle andre gæster er udelukket på forhånd. Tænk på hvem der er med til festen – hvilke melodier de kan tænkes at nynne for sig selv mens de pusler med opvasken. Og kan man finde en melodi der i sig selv har en pointe i forhold til den festlige lejlighed (som f.eks. min sang om “Jens” på Jens Vejmand), er det et ekstra plus.

Selv har jeg en forkærlighed for de gamle populærmelodier som er spillet igen og igen på Giro 413. Jeg har skrevet på “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”, “Jeg har min hest, jeg har min lasso” (en favorit der får et senere indlæg for sig selv), “Skibet skal sejle i nat”, “Pigen og Søndenvinden”, “Tørresnoren”, “Søren Bramfris Forårssang”, “Man kan vel ikke gøre for at man har charme”, “Mellem Esbjerg og Fanø” osv. Alt sammen sager der er velkendte for folk på min alder.

Børnesange går man heller ikke galt i byen med: “Bamses Fødselsdag”, “Jeg en gård mig bygge vil”, “Vi lister os af sted på tå” (Kasper, Jesper og Jonatan i “Folk og røvere i Kardemommeby”), “I en kælder sort som kul”, “Der bor en bager”, “Lille føl, ved du hvad”. Og så er der jo Højskolesangbogen – men igen, stik lige fingeren i jorden. Er det nu så kendt en sang når det kommer til stykket? Som I kunne se i et tidligere indlæg, slap jeg helskindet fra at skrive på “På Sjølunds Fagre Sletter”, men det var faktisk i forrige århundrede, og jeg er ikke sikker på at så mange unge mennesker kender den i dag.

Da jeg begyndte med at skrive sange, valgte jeg tit at skrive på “Menuetten fra Elverhøj”. Den kender alle på min alder, i hvert fald når de har hørt de første toner af den. Den pompøse melodi lægger godt op til en ironisk distance og leg med det “poetiske” sprog fra 1800-tallets romantiske digte med omvendte ordstillinger og højstemt tone. Til min svigermors 70-årsdag skrev jeg bl.a. dette vers:

At Agnes var en lækker steg
i sine unge dage,
det ser man af det kontrafej
som stadig er tilbage.
Og Kedde havde intet valg
da først han møen skued’
– Det her bli’r vist mit syndefald!
Så tænkte han og grued’!

Det er et ret langt vers, sidder I måske og tænker. Bliver det så ikke for svært? Nej, tværtimod bliver det lettere at få plads  til det der skal siges når versene er lidt lange i det. At Jeppe Aakjær kunne skrive godt og levende i “Jeg er Havren”, skyldes kun at han var så dygtig. De hundredevis af dårlige konfirmationssange med 14 vers på “Havren” har kun bevist hvor svært det er at skrive i den enkle form. Hvis I kigger på mit vers, er det faktisk ikke så meget mere besværligt indrettet, for der er også fire linjer, men blot to gange i stedet for en, og så er der krydsrim hvor der er parrim i “Havren”.

Så lad være med at finde den enkleste og mest monotone melodi. Jeg har skrevet på “En sømand har sin enegang” et par gange, men gør det aldrig mere. Ud over “Jeg er havren”, så hold jer fra “Det’ hammer hammer fedt”, som også er på min meget korte hadeliste.

Ellers er der fri skydning. Dansktop, Melodi Grand Prix, rocksange, jazzballader, salmer – bare melodien er virkelig velkendt og let at synge. Gæsterne får kun en enkelt chance for at synge teksten- og i øvrigt kan de vælge helt at lade være med at synge med.

Det er selvfølgelig anderledes når man skriver en sang der skal bruges til optræden som kor, duet eller solist. Da min tidligere chef gik på pension, skrev jeg denne sang på “Alfred skal giftes nu til morgen”, og den var aldrig gået som almindelig fællessang. Det bliver for indviklet. Men melodien passede perfekt til anledningen. Sangen blev sunget af et kor af kolleger, og det er ægte følelser som kommer til udtryk: glæde på Kais vegne og vemod over at tage afsked med en meget afholdt leder, dygtig til det administrative og skolens pædagogiske alfahan. Jeg har sjældent set nogen der som han kunne nørde forelsket med et regneark på computeren, men han  havde altid tid til en øl og en snak. Altså stod vi ved hans pensioneringsparty i nogenlunde samme situation som i “My Fair Lady”, hvor Alfred Doolittle har polterabend med de andre døgenigte, bortset fra ingen kunne drømme om at kalde Kai for arbejdssky.

Kun et par timer – så er det sket med Kai
Kun et par timer – så går han pensionens vej

Kai bli’r til pensionist i morgen
enten han vil det eller ej
derfor vi døller
sorgen med øller
for vi må hjælpe Kai på vej.

Kai bli’r til pensionist i morgen
men det sker efter eget valg
han slukker skærmen
tanken er sær men
han pusler aldrig mer’ med tal

bortset fra dem som
berør’ ham selv
Og bli’r han glemsom
går’et alligevel!

For
Kai bli’r til pensionist i morgen –
får han mon stolen med sig hjem?
Smækfuld af minder
og klister der binder
– som ha’d hans krop et ekstra lem.

Kai bli’r til pensionist i morgen.
Mon han skal til at klippe hæk?
Bilen poleres
haven friseres
og pille dræbersnegle væk?

Og han ku’ sagtens
vær’ blevet ve’
Men nu kan yngre
kræfter komme te’!

Kai bli’r til pensionist i morgen
så har han skudt sit sidste skud
Helt væk med skolen
hent gyngestolen
for Kai har trukket stikket ud

Kai bli’r til pensionist i morgen
tomt bli’r der ved hans skrivebord
Ud er han havnet
– Elsket og savnet –
for sorgen den bli’r stor, den tynger os til jord
– og nu’ det slut med Kaises sørgekor!

Det var det helt rigtige valg af melodi til situationen. Kai var glad for sangen, som nok lettede på stemningen i en for ham lidt vemodig og højtidelig stund. Da jeg først havde fået ideen, tog det vist ikke meget mere end en time før sangen var skrevet.

Og så let går det bestemt ikke altid, skal jeg hilse og sige. Den ærede læser sidder muligvis og kløjes i min selvros, og jeg vil jo gerne at I bliver hængende også i næste uge til endnu et blogindlæg om sangskriveri. Derfor har jeg bestemt mig for at det næste gang skal handle om “Sørens skæverter” – de gange hvor det bare ikke har flasket sig for mig på den ene eller anden måde.

Indtil nu er der ikke nogen der har skrevet kommentar til indlæggene her på siden, men der er mange der har liket og delt og skrevet opmuntrende ord på Facebook. Bliv endelig ved med det! Min blog skal gøre opmærksom på min vilje til at påtage mig skriveopgaver, og så skal det selvfølgelig også være sjovt for mig selv at skrive den. Men det er sjovest når rigtig mange læser den.

I sidste indlæg lovede jeg at vise ikke mindre end fire bryllupssange frem denne fredag. Nu ligger det sådan at jeg sidder på solskinsøen Læsø – dog under en for en gangs skyld let overskyet himmel med en sval brise slikkende omkring pusselankerne – og en del af arkivet ligger derhjemme. Så der er et par sange jeg mægtig gerne ville have vist frem og kommenteret, men det må blive en anden gang. Ib, Herluf, Dorte – jeg beklager! Det var jeres sange det kom til at gå ud over – sikkert til jeres lettelse:)

Det var også endt med at dette indlæg var blevet alt for langt til at nogen gad læse det til ende, hvis jeg havde skrevet alt hvad jeg havde på hjerte om de sange. I stedet har jeg valgt to andre sange, og så den sang det hele tiden var meningen skulle med, nemlig den sang jeg skrev til Lottes og mit eget bryllup.

Vorherrebevares, tænker I sikkert. Nu bli’r det nok alt for privat! Bare rolig! Faktisk var meningen med den sang det stik modsatte. Både Lotte og jeg hadede tanken om at skulle stille os op og kramme vores følelsesliv ud i de forventede taler. Efter min svigerfars fremragende tale (hvor han blandt andet gjorde sig lystig over min uvilje til at vise ham min slunkne sparekassebog) sang Lotte og jeg følgende duet der gik på “Den Gamle Gartner”:

Lotte:

Når jeg ser på smukke Søren løber tænderne i vand.
Tænk at lille jeg sku’ finde såd’n et pragtfuldt stykke mand!
Ja, min fryd er uden lige og en ung uskyldig pige
ser i ham sit livs idol mens hun stråler som en sol!
Plante smil og plante solskin, plante sang i alle sind!
Skabe hverdag om til fest og lukke lys og glæde ind.

Søren:

Lotte er min kransekage, Lotte er mit livs marengs!
Andre pi’r vil jeg forsage, Lotte gi’r mig hvad der træng’s!
Og min fryd er helt utrolig, tænk at vi skal dele bolig,
seng og børn og bil og kat – jo, hun er en lille skat!
Plante smil og plante solskin, plante sang i alle sind,
skabe hverdag om til fest og lukke lys og glæde ind.

Den sang vakte en vis moro. Det blev heller ikke ringere af at jeg sang Birte Wilkes andenstemme i falset i omkvædet. Her kan man vist ikke skrive “uden at prale”, men jeg havde bestemt også regnet med at folk ville more sig over de appetitlige metaforer med mundsavl, kransekage og marengs. Jeg grinede selv da jeg fandt på det. Og så er det også lidt sjovt med klichéen om hvor pragtfulde vi begge to er, men i den synes vi selvfølgelig også er et gran af sandhed…

På vores bryllupsrejse, som startede sammen med en flok sportsfolk på udlandstur, bad en af vores venner os om at synge den igen så de andre også kunne høre den, og vi genopførte sangen med god virkning. Ansporet af den uventede succes har vi så sunget den igen og igen ved mange anledninger. Det kommer lissom op i os hen over aftenen. Da vi havde været gift omkring de tyve år, begyndte vi at snakke om at nu havde den da vist efterhånden haft sin tid, den sang, men jeg tror sidst vi sang den ved en selskabelig anledning var for halvandet år siden. Så nu er I advaret, hvis I inviterer os til noget.

De to andre sange jeg vil vise jer er skrevet på bestilling af andre. Den første bestilte en veninde af mig på vegne af sine forældre i anledning af deres barnebarn “Eriks” bryllup med “Evita”. Den opmærksomme læser vil bemærke at jeg har stjålet begyndelses- og slutlinjer fra den vellykkede sølvbryllupssang jeg viste frem i sidste indlæg, og melodien er også den samme: “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”. Er det i orden at skrive af fra sig selv i en bestillingsopgave når kunden forventer en helt igennem original sang, kan I spørge. Det synes jeg næsten det er, når det drejer sig om noget jeg selv har fundet på, og altså ikke er klichéer fra andre “købesange”. Men lidt snyd kan man godt sige det er, selv om ingen kan se det. Jeg kommer ind på emnet “klichéer” i andre opslag – selv om jeg ikke kan lide dem, må jeg indrømme at de også gror i min have.  Bortset fra det indrømmede, håber jeg I synes det er en sød sang:

Nu er det sommer og her er gilde,
her er rabalder og ramasjang!
For chancen må ikke gå til spilde,
nej, nu må alt gå sin skæve gang!
For nu har Erik med sin Evita
få’t status som rigtigt ægtepar.
Så vi er glade – derfor må vi ta’
en ordn’lig fest – ja, den sag er klar!

Vi har få’t lov til at vente længe
før det omsider ku’ bli’ til no’et.
For det ta’r tid før vådt krudt kan fænge
så helten kan vågne op til dåd.
Men nu’ det faktisk små ti år siden
Evita Erik på gaflen fik,
skønt alle forudså hele tiden
at det nok ville gå som det gik.

Nu er de slet ikke dvaske dronter
der savner kræfter og energi.
De knokler stædigt på alle fronter
såvel på job som når de har fri.
Evita dulmer hver dårlig nerve
hos folk der lider af OCD,
mens Erik mestrer det med at hverve
kunder på nettet med stor succes.

Familien først! Det er deres motto.
Er ude godt, så er hjemme bedst.
Og hvis de vandt en gevinst i lotto,
blev den nok brugt på famil’jefest.
Med slægtens fætre de sig forlyster.
Evita vinder hver gang i spil.
Med Anders har Erik løbedyster,
men det går sjældent helt som han vil.

I deres Panda de ofte kører
til Ejstrupholm for at hilse på.
Vi gamle glædes hver gang vi hører
hjulknas i gruset og døren gå.
Af Bedste bli’r de så vildt feteret,
der kræses op og hun hænger i.
Hver ”klump” i maden bli’r bortsorteret,
for klumper kan Erik ikke li’.

Vi håber Erik vil med Evita
få held i livets roulettespil.
Måske et fremtidshåb kunne vi ha’
om at der kom et par småfolk til.
Så rejs jer alle, hvis det jer lyster,
og røm nu stemmen, hold glasset klar.
Råb nu hurra li’ til taget ryster
– skål for det dejlige brudepar!

På mange måder er det en typisk bestillingssang. Den er meget privat, og det fungerer godt i situationen hvor alle kender alle, og f.eks. synes det er morsomt at den lidt ærekære “Erik” ikke kan løbe fra sin fætter Anders, og i øvrigt også bliver dukket af “Evita”, som er hurtigst i hovedet i spil. Det er lige før sangen er for lang, men der er meget som bestilleren gerne vil have med, og det skal der selvfølgelig tages hensyn til. Der ligger jo også det i situationen at bestilleren gerne vil have valuta for pengene! Når jeg alligevel viser sangen frem for jer, er det fordi den har godt fokus på familiefølelse som tema efter først at have været en omgang omkring “Eriks” manglende lyst til at fri så der kunne komme en ordentlig bryllupsfest ud af det. Og så er der et rørende vers om besøget hos bedsteforældrene. “Vi gamle glædes hver gang vi hører/hjulknas i gruset og døren gå” – det er ret godt, ikke?:)

Hvor den stille glæde dominerer i den forrige sang, er der meget mere knald på følelsespaletten i den sidste sang jeg vil vise frem i denne omgang. Den er skrevet på bestilling af bruden, og den skulle først og fremmest fortælle om hvor glad hun var for sin mand. Det var også helt i orden at fortælle detaljeret om hvordan de straks var fløjet i favnen på hinanden første gang de mødtes – og der kan også lukkes op for følelserne omkring adskillelsen da “Kaj” blev sendt ud som soldat til Iraq.

Mel.: Hist hvor vejen slår en bugt

: Her på vores bryllupsdag
sidder vi i festligt lag. :
Hotel Nordens bedste mad
spises let når man er glad.
Og man får den indre glød,
med en mand der er så sød
som min Kaj – det’ ham I kender!
Gæt selv hvordan sangen ender.

: Kaj er nu min ægtemand,
jubel over al forstand! :
Det er dejligt at bli’ gift,
og man får et ekstra pift.
Singlelivet var så trist,
jeg vil ikke vær’ solist.
Tosomhed jeg foretrækker
med en mand der er så lækker.

: Kære Kaj, min nullerfnas,
jeg ved hvordan du skal ta’s. :
Fra den allerførste stund
kyssede jeg på din mund,
Der gik knap nok et kvarter
før du bad om endnu mer’.
Du sa’: “Vil du vær’ min kone?”
Du var rap, det står til tro’ne.

: Siden lærte du mit navn
og blev så min mand af gavn – :
Vi har nydt det hvert sekund,
deler alt på godt og ondt.
Men jeg tilstår det var hårdt
at du sku’ så længe bort.
Militæroperationer
skaber triste krigerkoner.

: Der er mere grin og smil
når du færdes i civil. :
På højskolens studietur
så vi østerlandsk kultur.
Du var ivrig, og til sidst
tro’de jeg du blev buddhist
i et thailandsk munkekloster!
Den var tæt på! Milde moster!

: En og anden spørgejør’n
rører lidt ved emnet børn. :
Når jeg først er pædagog
med diplom som børneklog,
er jeg med på den galej,
op til flere, svarer jeg.
Også selv om Kaj helst ville
at vi hurtigt fik en lille.

: Rigtigt gættet! Sangens mål
er at drikke vores skål. :
Natten er jo ung endnu,
snart så venter festens clou,
en romantisk brudevals
med Kajs arm omkring min hals.
Tag og råb os nu et stykke
med hurra og et tillykke!

På denne måde fik bruden sagt alt det hun ville til sin Kaj, også selv om der skulle rigelig mange vers til at få det gjort. Selv synes jeg at en god sang gerne må slutte hurtigt, men bagefter sagde bruden at sangen var gået fint. Længden var også lidt min egen skyld. Andet vers sker der ikke alverden i.

Det var alt for denne gang. På næste fredag kommer det til at handle om hvor vigtigt det er at skrive på en god melodi der passer til indholdet – og hvilke melodier jeg bare hader at skrive på.

Igen inviterer jeg til  kommentarer – det kræver at I åbner indlægget for sig selv ved at klikke på titlen i spalten ude til højre. På den nye side der åbner sig med indlægget på, scroller I ned i bunden. Der finder I så en boks I kan skrive kommentar i, og så skal I også opgive navn og emailadr.

Nej, jeg skriver ikke altid småsarkastiske festsange der lige er på kanten af hvad festens genstand egentlig synes er sjovt. Tonen kan også sagtens være katteblid og på kanten af det skamrosende. Især da hvis det er en sang jeg laver for andre, og det er det de vil have. Men til bryllupper, sølvbryllupper og konfirmationer holder jeg mig i skindet, også når det er sange jeg skriver for egen regning. Så er udfordringen at gøre sangen vedkommende og fængslende på andre måder – med levende og mundret sprog, originale indfald osv.

Det synes jeg selv lykkedes for mig i en sang jeg skrev til mine gode venners sølvbryllup. Nogle år forinden havde jeg skrevet sang til sølvbrudens 50-årsdag, og den havde hun syntes var lidt for meget, så det ville jeg ikke risikere igen. Her skulle der kun stå rosende ord, også selv om der bestemt var mangt og meget i deres lange ægteskab som man kunne gøre sig lystig over. I stedet ville jeg tegne et portræt af et vellykket samliv der parrets modne år til trods også havde fremtiden for sig. Det kunne let blive banalt. Så jeg måtte lægge mig i selen for både at være underfundig og ligefrem, poetisk og nede på jorden. Det lykkedes ret godt, synes jeg selv, men så blev jeg også hjulpet godt på vej af den melodi jeg havde valgt, “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”, der både er raffineret og iørefaldende, og så har den erindringens lange sug i sig fra de mange gange man har hørt den spillet med Lørdagspigerne i Giro 413. Desuden var jeg også helt sikker på at de fleste i selskabet udmærket kendte melodien i forvejen.

Til Jespers og Maries sølvbryllup

Nu er det sommer og her er gilde,
her er rabalder og ramasjang,
for chancen må ikke gå til spilde,
nej, nu må alt gå sin skæve gang!
I femogtyve år har vi ventet
på tidens tandhjul ku’ gå i hak
– kalenderlyset er end’lig brændt ned
til da’n i dag – det er stærk tobak.

Ja, tænk at Jesper har med Marie
holdt troligt ud femogtyve år.
At kravle op ad så lang en stige
må kræve mere end man forstår.
Det sker så let at man bli’r lidt svimmel
og ønsker at man ku’ kravle ned.
I dag er de i den syv’ne himmel.
De kravler vid’re og de bli’r ved.

De er no’en rigtige arbejdsheste,
Marie passer sin skoledont.
Til gæster byder hun kun det bedste,
hun sørger for deres hjemmefront.
Mens Jesper bryder sin juralanse
i retten (også iblandt med held).
Selv når han taber, så må man anse
ham for kapabel alligevel.

En børneflok blev med stork leveret,
opslidt blev årenes hverdagstøj
med ungers støjen i pipkvarteret
– nu er de flyttet på Aldershøj.
Måske er huset en ældre bygning
med visse mangler, men vi si’r pyt,
nu står det med æresportudsmykning
og indeni er det også nyt.

Det passer godt til to jubilarer
som gemmer krudt bag facadens skjul.
Selv om de ikke just er vårharer
kører det for dem som volvohjul.
Så rejs jer alle, hvis det jer lyster,
og røm nu stemmen, hold glasset klar,
råb nu hurra li’ til taget ryster
– skål for det unge sølvbrudepar!

Det er også en af mine bedre sange, og jeg er ret stolt af den. Den får ikke for lidt med billedsproget – det vrimler med tandhjul, kalenderlys, stiger, lanser, storke, harer, langtidsholdbare volvoer og symbolske huse. Samtidig er sproget ligefremt og ud ad landevejen, næsten prosa. Hvert vers har to halvdele der svarer til skiftet mellem mol og dur i melodien. Og så fik jeg også en paradoksal pointe med i slutningen, hvor genren kræver at der skal opfordres til skåler og hurraråb. Hvis der er noget jeg synes der er lidt svagt, så skulle det være tredje vers med ros til ham og hende, men da sangen blev sunget til festen, kunne jeg se på dem at de var glade for at det blev nævnt, også “Jesper”, hvis juridiske gerning bliver sat i et humoristisk lys.

Vi bliver jo alle ældre og rundere med alderen. Så i min sølvbryllupssang står der ikke noget der kan støde på manchetterne. Derimod skal I se en bryllupssang skrevet af mig på bestilling fra brudens søster, og den blev som hun gerne ville have den. Her er sproget anderledes ramsaltet, men i det ungdommelige selskab var det også de færreste der havde stødbare manchetter i det hele taget.  Det hører så også med til billedet at brud og gom begge har været gift før op til flere gange, og i øvrigt nu er skilt igen, så de bange anelser sangen udtrykker kom desværre til at gå i opfyldelse.

(Mel.: Marken er mejet)

Li’ som man tro’de at ikke ti vilde
heste ku’ få Poul til at gå ned i knæ og fri
er vi til bryllup igen – ih, du milde!
Man må jo beundre parrets store energi.
: De har prøvet før,
ved hvordan den kør’,
men de syn’s vel vielser gi’r livet mer kulør.:

Præsten i kirken gav dem en formaning
om at ta’ sig sammen og vær’ go’e ved hinand’n.
Det sku’ vær’ slut med al udenomsglaning,
nu må konen nøjes med at kigge mildt til mand’n.
: Han gav klar besked,
langtidsholdbarhed
kommer kun af monogamitet – så vidt man ved…:

Jytte, min søster, lyt til min erfaring
(nu er det en uge siden at jeg selv stod brud):
Hvis nu at Poul skulle ønske forklaring
på hvor du var henne sidste gang da du gik ud –
: Bare slå det hen,
nus ham kærligt, men
hold det for dig selv hvis du har pjanket lidt igen.:

Poul er vel også bekendt med den tanke
at hvad præsten præker skal man ta’ med et gran salt.
Men med hans pjank må du ha’ hånd i hanke
for der lurer hormonale farer overalt.
: Sørg for at hans krudt
hjemme af bli’r skudt
ellers ku’ det være ægteskabet snart tog slut… :

Bestilleren har i øvrigt været storforbruger af mine sange. Jeg har skrevet til hendes eget bryllup (ugen inden, som det fremgår af sangteksten), to sange til svigermoderens 60-årsdag og en konfirmationssang til deres yngste datter. Hun var vældig tilfreds og sagde at sangen havde moret selskabet helt gevaldigt, inklusive brudeparret. Jeg havde ellers skrevet et par vers til på andre melodier i mere forsonligt tonefald, men dem havde de vist slet ikke sunget.

Og hvad kan man så lære af det? Jo, man kan slippe godt fra en sang der er for skrap hvis bare det bliver gjort med stil, og hvis der er god gang i sproget. “Udenomsglaning” er et godt rim på “formaning”. Og som alle der har prøvet det godt ved: til et bryllup kommer drifter og løssluppenhed til overfladen lige så snart brudens far og gommen har holdt deres taler, og så er der ingen smalle steder. “Marken er mejet” er også en frisk melodi som man er sikker på at alle kender og kan tralle med på. Men det med hvilken melodi man skal skrive på til hvilken anledning – det kommer jeg ind på i et senere opslag, hvor der også kommer gode eksempler.

I næste uge kommer opslaget også til at handle om bryllupssange. Der bliver hele fire, og de er meget forskellige. En del af tanken med denne blog er at inspirere jer til at skrive gode lejlighedssange, men glem ikke at I også kan få mig til at skrive for jer. Jeg er ikke den billigste, men jeg gør det godt:)

I er meget velkomne til at kommentere. I får mulighed for at skrive kommentar når I klikker på opslagets titel ude i højre spalte og så scroller ned i bunden af den side der har åbnet sig.

Glem ikke at sige det til jeres venner hvis I synes det har været sjovt at læse om mine sange. Giv dem linket, del det på Facebook og hvor I ellers færdes på de sociale medier.

 

Dette er det første rigtige indlæg i min blog, så derfor får I hele to af mine mest vellykkede sange at forlyste jer med. Men emnet er egentlig hvor grænsen går i en festsang – hvor meget man kan gøre grin med festens genstand uden at være stødende. De to fødselsdagssange vi skal se på skrev jeg sidst i 1980erne, da jeg selv var en yngre mand og optaget af en af livets store skilleveje: når man siger farvel til ungdommen. Det er en tærskel man godt kan gå over flere gange, både når man bliver 30, 40 og 50 – men jeg råder jer fra at pjanke for meget med kroppens forfald og livets korthed i jeres sange når fødselaren er ældre end det. Så er det nemlig alvor:)

Den første sang skrev jeg til en kammerats 30 års fødselsdag. Han var en lystig fætter, og sangens nærgående beskrivelse af hans livsstil var ganske præcis. Derfor har jeg sat et andet navn ind i denne udgave:

Til Jens’ 30-års fødselsdag

Mel.: Jens Vejmand

Hvem sidder foran skærmen
med prøjserpils i hånd,
en slatten smøg i kæften
og glor på vid’jobånd?
Det gør såmænd Jens Nielsen,
han er en værre en.
Nej se, hvad laver manden?
Han ta’r på pigens ben.

Og ager du en aften
når solen synker ned
en tur på den lokale
og tror du skal ha’ fred,
så møder du Jens Nielsen
– han kommer altid først
og sidder sidst tilbage
og kæmper med sin tørst.

Der var jovist de dage
hvor han så bedre ud
med mere hår på ho’det
og knap så svampet tud.
Nu er han blevet tredive,
men klog’re er han ej.
De skønne ungdomsdaw – åh ja
den tid går snart sin vej.

Der er et håb forude
for den fortabte søn:
Om tredive år der venter
en tid på efterløn.
Men skal du nå den alder,
så må du drosle ned.
Spar hel’re på fysikken
– din alder kræver fred.

Rigtig gættet – han hedder også Jens til fornavn i virkeligheden, og derfor var det oplagt at skrive et modstykke til Jeppe Aakjærs nøjsomme vejmand. Samme Jens beklagede sig under festen over at teksten nu havde været lige skrap nok kost, når hans far og mor sad og hørte på. Men selv om den gik lige til kanten, synes jeg stadig  ikke sangen var for slem. Senere var jeg på skiferie med samme Jens og en flok ligeledes pjankede næsten unge mennesker. Pigerne skrålede sangen ustandseligt på busturen både op og ned, både på den originale Carl Nielsen-melodi og på en anden de havde fundet ud af passede. Den sang gav et godt boost til Jens’ “street cred”, og det blev vist til mere end håndspålæggelse ved flere lejligheder.

Den flygtige ungdom er et endnu stærkere tema i den næste sang, og igen er der et ekko af teksten i den oprindelige sang med dens vemodige dvælen ved en glorværdig fortid i kontrast til den prosaiske nutid.

Sang til Svend på hans 40-års fødselsdag

Mel.: På Sjølunds fagre sletter

Nu fylder Svend de fyrre
Oh ak, oh ve, oh gru!
Han har sit på det tørre
og klarer sig endnu.
Vist er det ingen alder
at fylde fyrre år.
Men alt hvad står, det falder
og visner og forgår.

I fordums svundne tider
som fyrig bondesøn
var Svend en stræbsom slider
og smægtede i løn
mod egnens fagre friller
– det med en lyst så stor!
Comput’ren nu han kilder
og piller næsebor.

Snart vil hans tinding gråne,
hans mave synke ned.
Snart breder sig en måne
hvor før var hårets bed.
Snart vil han gå og længes
imod en fremtid grøn
hvor færre kræfter trænges:
pension og efterløn.

Men lad os bare feste
imens endnu er tid.
Man bli’r nok selv den næste
som mister mod og vid.
Vi er jo også flere
som er på den galej!
Så meget desto mere,
Svend, skåler vi for dig!

Nej, fødselaren hed ikke Svend, men jeg kunne godt have brugt hans rigtige navn her, for han var ret begejstret for sangen. Næsepilning kunne måske opleves som krænkende, men enhver kan jo se at det er et godt billede på driftslivets generelle hensygnen med alderen. Og som det fremgår af sidste vers, kommer sangen til den modne erkendelse at det også bliver vores tur, og det gælder alle.

Så hvad kan man lære af det? Drillesyge er en fin motor når man skal skrive en festsang, og jeg sad og morede mig godt da jeg skrev de to sange. Men det gælder om at holde tungen lige i munden. En tekst må ikke blive for grov – er du i tvivl, så test din sang på en anden inden den skal bruges. Eller endnu bedre: kassér det stødende, også selv om du har siddet længe og grublet og endelig har fundet på noget der (næsten) er sjovt.

I næste uge vender jeg tilbage med mere om sprog og stil i den gode lejlighedssang. Vi skal se på en saftig og fræk bryllupssang og en nydelig sølvbryllupssang som også har sine underfundigheder. I kan godt begynde at glæde jer til næste opslag.

Husk: I er meget velkomne til at kommentere!

Tak fordi I er kommet på visit i min nye blog! Hver uge kommer der et nyt indlæg fra mig med mindst en eller flere af mine sange, og så kommer der også en kommentar til hvorfor sangen blev skrevet, og hvad jeg selv synes om den. Som regel er det selvros, for som regel synes jeg mine sange er rigtig fine – men det kan hænde at jeg også peger på ting jeg kunne have ønsket jeg havde gjort anderledes.

Jeg vil også komme med gode råd til jer der har mod på selv at skrive lejlighedssange til festlige anledninger. Vi har en fin tradition i Danmark for selvproducerede festsange, og selv om en sang også kan være FOR ringe, så er den alligevel et indslag som festens genstand vil sætte stor pris på og gæsterne også vil glæde sig over, selv om der måske halter et par fødder og et par tvivlsomme rim her og der. Jeg vil ikke sige at det bliver let at skrive sange med rutinen, for det kræver arbejde at skrive i en stram form – men det kan sagtens være sjovt, og så bliver man også selv stolt og glad når man har gjort det. 

Da jeg var dansklærer, kunne mine kursister aldrig undgå at få et kursus i sangskriveri. En af deres første skriftlige opgaver var at skrive en sang – så de opdagede at de faktisk godt kunne. Eller – måske – i det mindste fik en anelse om det gode håndværk der ligger i ordene når de er skrevet af nogen der KAN, selv om de ikke selv fik knækket koden.

Måske, kære læser, hører du til i den sidste kategori. Hvis du kommer i den situation at du gerne vil komme med en sang til en fest, og den må gerne være rigtig god – så kan du komme til mig, og så skriver jeg en for dig. Jeg tager mig betalt for det, og du kan sikkert finde andre rimsmede der vil gøre det for mindre. Men det skal ingen hemmelighed være at min nye blog også er en reklame for min sangfabrik. Forhåbentlig overbeviser den dig om at du hellere må bestille en sang hos mig!