Sørens sangfabrik

Så går det løs med premiere i aften! Der er ikke nummererede pladser, men der er sørget for at alle kommer til at sidde med god afstand, og der er i det hele taget godt styr på hygiejnen. Fruen og jeg kommer i god tid, for vi vil godt sidde langt foran.

Intet skal røbes på forhånd, men jeg forbavser nok ingen ved at fortælle at løjerne starter med – et startnummer, og at jeg har haft en hel del at gøre med det. Hvis I ikke får det at se, selv om I stadig kan nå at få billetter både til i aften og de tre sidste forestillinger, lover jeg at lægge teksten frem i Sangfabrikken i næste uge. Den blev rigtig god efter mange gennemskrivninger. Men i dag må I gerne læse det oprindelige startnummer jeg skrev tilbage i februar – i den uskyldige tid hvor ingen troede at coronaen ville dukke op her så langt væk fra Kina. Og det nummer var helt anderledes end hvad det endelig blev til.

Dagens tekst går på melodien til “The Lullaby of Broadway”, som der kun på skrømt er vuggevise over – tværtimod handler det nummer om det vilde natteliv i byen der aldrig sover, i hvert fald ikke før mælkemanden klirrer med flaskerne uden for døren. Se et klip med en flot sceneopførelse på dette link.

Introsang  Haderslev Revyen ’20

Mel.: The Lullaby of Broadway

Hvor er det man får fest og sjov?
I Haderslev Revyen!
Slå jer nu løs, I har få’t lov
i Haderslev Revyen.
Her er der dans og sketch og grin
og sang i lange baner.
Vi håber aftenen bli’r fin
langt mere end I aner.

HER går alting gerne over streg’n!
Vi kan godt li’ det grove
hvor kendte ka’ få no’en på kaj’n men med et smil
Kom nu Ha’sle’
Kom nu her og se en gang
Værs’go Ha’sle’
Mor jer, nu er vi godt i gang.

HER skal I nok få den op at stå
Med jokes om jeres pølser
Vær ikke sart, vi tramper på
de nationale føl’ser.
For Genforeningsflødeskum
i sønderjyske kager
bli’r lidt for meg’t for publikum
med Dannebrog der flager.

DET bli’r vildt så vor’s vildsvinehegn
vil komme ned og ligge
Det stod bar’ og var i vej’n for vor’s revy
Kom nu, Ha’sle!
Vågn op nu af jeres døs
Kom så, Ha’sle!
Kom nu og slå jer lidt løs!
I får det I bedst kan li’ i vor’s revy.

Ja, det var dengang frygten for fremtiden mest bestod i bange anelser om genforeningsjubilæumsfestlighedernes selvfedme. Den blev vi så forskånet for. Men nummeret kunne være blevet fedt.

Det var så alt i denne uge. Vent i spænding på teksten til det rigtige startnummer til næste gang – hvis I da ikke har set det allerede i revyen.

---

The Lullaby of Broadway – original text

Come on along and listen to
The lullaby of Broadway
The hip hooray and ballyhoo
The lullaby of Broadway
The rumble of a subway train
The rattle of the taxis
The daffodils who entertain
At Angelo’s and Maxie’s

When a Broadway baby says good night
It’s early in the morning
Manhattan babies don’t sleep tight
Until the dawn

Good night, baby
Good night, milkman’s on his way
Sleep tight, baby
Sleep tight, let’s call it a day
Hey

Come on along and listen to
The lullaby of Broadway
The hi-de-hi and hoo-de-hoo
The lullaby of Broadway
The band begins to go to town
And everyone goes crazy
You rock a bye your baby round
Till everything gets hazy
“Hush a bye, I’ll buy you this and that”
You hear a daddy saying
And baby goes home to her flat
To sleep all day

Good night, baby
Good night, milkman’s on his way
Sleep tight, baby
Sleep tight, let’s call it a day

Listen to the lullaby
Of old Broadway

Kære sangfabrikvenner!

Længe har I måttet smægte efter nye indlæg siden sidst i februar, men nu er tørken endelig forbi. Jeg skylder jer nok en forklaring.

Fabrikken har ingen gamle numre på lager, alt hvad der kan tåle et eftersyn er allerede kommet frem i lyset. Jeg er modstander af genudsendelser, så derfor måtte I vente til der kom nye varer hylderne. Det blev der meget lidt af på grund af coronaen. I foråret skulle der efter planen være en syndflod af bestillinger på konfirmationssange, men de udeblev. Ej heller var der længere efterspørgsel efter fødselsdagssange og bryllupssange – alt blev udsat til faren var drevet over. Jeg har så skrevet nogle enkelte her i august og september, og dem slipper I så heller ikke for at se i senere indlæg.

Til gengæld har jeg så igen i år skrevet til Haderslev Revyen, og hvad det angår, er jeg pålagt streng tavshedspligt indtil efter revyen har haft sine fire forestillinger i næste uge fra og med torsdag. Billetsalget går strygende, men der er stadig enkelte billetter tilbage at skaffe – skynd jer at købe mens tid er – klik på billedet, og I kommer frem til billetsalget:

Men ikke alt jeg har produceret til revyen faldt i chefens smag. Der kan ikke være noget til hinder for at jeg viser jer en sang jeg selv synes kunne blive et fortræffeligt nummer, men som blev kasseret.

I skal forestille jer en nydelig ung dame i motionstights kommer på scenen med en legemsstor papfigur af Phillip Faber – manden der holdt modet oppe hos mange i forsommeren med morgensang på DR1 suppleret med fællessangsprogram hver fredag aften i en lang periode. Nærmere præsentation skulle ikke være nødvendig, for programmet blev det mest sete og slog klart TV2s fredagspåfund ud med adskillige hestelængder. Sangen har klinget i de små hjem, og alle er kommet op af stolene til opvarmningsgymnastikken.

Melodien er Fever – kendt fra Peggy Lees uforlignelige udgave, som I kan høre på dette link. Den nydelige unge dame synger mens hun smyger sig kælent omkring papfiguren – og musikken er bassolo med diskrete rytmetrommer.

Faber Feber

Vi sku’ jo ha’ haft Corona
Men nu gik vi ram forbi
Så nu er jeg blevet smittet
af noget som jeg godt ka’ li’
For jeg får feber efter Phillip
når han spiller på sit klaver
Faber – han er manden
Faber gi’r mig lyst til mer

Fællessang kan lyde rædsomt
Før sa’e det mig ikke spor
Jeg blev tændt af Phillip Faber
Så nu skal jeg synge i kor
For jeg får feber efter Phillip
når han spiller på sit klaver
Faber – han er manden
Faber gi’r mig lyst til mer

Alle elsker Phillip Faber
Trænger til lidt morgensang
Selv om baggrund’n er makaber
Sætter Phillip no’et i gang

Gud ved hvad der bli’r det næste
Bli’r det morgengymnastik?
Det er bedst med Phillip Faber
Og hans bækkenbundsmusik
For jeg får feber efter Phillip
når han spiller på sit klaver
Faber – han er manden
Faber gi’r mig lyst til mer
Faber gi’r mig lyst til mer
Faber gi’r mig lyst til mer
Faber gi’r mig lyst til mer

Billederne på den indre film fejler ikke noget, men det bliver publikum desværre snydt for at opleve i virkeligheden. Chefen mente ikke der var nogen af skuespillerne der kunne klare det svære nummer – og så handler det jo også om corona, omend fra en positiv vinkel. Ville det ikke kunne bringe publikum i dårligt humør?

Jeg var selvfølgelig ikke enig – ellers havde jeg jo ikke skrevet nummeret. Men med kom nummeret ikke, hvilket kan bevidne den høje kvalitet af resten af revyen. I næste uge kan I læse en anden ting som ikke kom med – og når revyen så har spillet færdig, vil man kunne læse de tekster som jeg faktisk fik med i revyen.

Det er ganske vist. Haderslev Revyen 2019 blev en meget større succes end nogen havde regnet med. Omkring 1300 kom forbi Harmonien og så revyen, og endnu flere kommer der når den næste revy ruller af stabelen til oktober – alle dem der så revyen sidste år og gerne vil have endnu mere, og alle dem der hørte om hvor fortræffelig revyen var – bagefter – og blev snydt for den uventet gode oplevelse.

Og hvad kommer den så til at handle om? Som tingene ser ud nu, bliver der meget med host og hark, og håndtrykballetten fra sidste år, som var en kommentar til de absurde håndtrykskrav, kommer i stedet til at handle om hvordan man på opfindsom vis undgår at trykke hinanden på næven. Selv var jeg i går til pensionisternes sangcafé på Månen i Haderslev, og der stod initiativtageren Åse Morthorst og gav hånd til samtlige gæster der kom ind ad døren. Da det blev min tur, tænkte jeg uvilkårligt at nu havde jeg delt baktusser med de over 100 pensionister der var kommet ind før mig. Som sædvanlig var jeg en af de sidstankomne – erfarne pensionister har jo ord for at være dygtige til at komme først til mølle. Den trafik er det måske slut med snart.

Før talte man om miljø, nu er det klima. Skulle feberen have lagt sig fuldstændig efter coronakrisen, kan man roligt regne med at regnskyllene er vendt tilbage efter nogle få dages tørvejr hen over sommeren, og til oktober kommer Harmoniens scene til at sejle i vand. Hvordan kommer vi af med vandet? Det bliver en sag der optager andre end ældre herrer. I revyen får vi let ved at gøre os lystige over hvor lidt det batter med regeringens klimaplan, hvis der er kommet en til den tid. Det bliver som det plejer: alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det.

Og en anden ting som publikum sikkert er godt trætte af til den tid, og derfor egner sig til satirisk behandling: genforeningen. De sentimentale tilbageblik er allerede skudt i gang og vil nå klimaks til april. Mangen en tåre vil blive knust over “den røvede Datter, dybt begrædt”, Dannebrog vil vaje tidligt og sent, Skamlingsbanken kommer til at stå på den anden ende, og omvendt bliver øjnene fugtige over venskabsbåndene mellem dansk og tysk. Samtidig med at vi ikke har hørt det sidste om vildsvinehegn, grænsekontrol og byskilte. Det bliver til at brække sig over, og derfor bliver det et rigtig godt revytema.

Set i de store sagers perspektiv er det kun en lille ting, men pølser kommer givetvis til at spille en vis rolle i næste Haderslevrevy. Pølsen står hadersleverens hjerte nær, så hvorfor ikke skilte med det? Når Århus markedsfører sig som smilets by, hvorfor så ikke bryste os over at Haderslev er pølsernes by? Ganske vist blev det nye slogan forkastet af folkedomstolen for år tilbage på grund af pølsens forskellige uheldige associationer, men i år har Haderslevs kvinder færdiggjort en fire meter lang pølse i udstoppet patchwork (og de er i fuld gang med at hækle tilbehør: grønkål, sennep og ketchup). Den bliver udstillet i Kunsthal 6100 på Gravene, og når folk er blevet færdige med at kigge på den, håber jeg vi må låne den som fast rekvisit i revyen.

Jeg har allerede skrevet en sang om kæmpepølsen (se tidligere indlæg i Sangfabrikken), men sangen i dette nummer bliver mit forslag til en introsang til efterårets Haderslevrevy.

Som I kan se, har jeg taget hul på nogle af revyens temaer. Lige som sidste år skal intronummeret være i bedste hollywoodstil med dans, glans og flotte kostumer. Melodien er “The Lullaby of Broadway”. Den kan synges og spilles på utallige måder, og der bliver både plads til solister og kor. Hør en udgave af originalen her – Youtube giver mange andre forslag.

Introsang  Haderslev Revyen ’20

Mel.: The Lullaby of Broadway

Hvor er det man får fest og sjov?
I Haderslev Revyen!
Slå jer nu løs, I har få’t lov
i Haderslev Revyen.
Her er der dans og sketch og grin
og sang i lange baner.
Vi håber aftenen bli’r fin
langt mere end I aner.

HER går alting gerne over streg’n!
Vi kan godt li’ det grove
hvor kendte ka’ få no’en på kaj’n men med et smil
Kom nu Ha’sle’
Kom nu her og se en gang
Værs’go Ha’sle’
Mor jer, nu er vi godt i gang.

HER skal I nok få den op at stå
Med jokes om jeres pølser
Vær ikke sart, vi tramper på
de nationale føl’ser.
For Genforeningsflødeskum
i sønderjyske kager
bli’r lidt for meg’t for publikum
med Dannebrog der flager.

DET bli’r vildt så vor’s vildsvinehegn
vil komme ned og ligge
Det stod bar’ og var i vej’n for vor’s revy
Kom nu, Ha’sle!
Vågn op nu af jeres døs
Kom så, Ha’sle!
Kom nu og slå jer lidt løs!

I får det I bedst kan li’ i vor’s revy.

“Hvor kendte kan få no’n på kaj’n men med et smil”? Betyder det så at der også i år kommer noget i revyen om Hans Peter Geil? Ja! Det kan man bestemt godt regne med. Forfatterteamet er fast besluttet på at han ikke kommer til at gå i fred så længe han er borgmester. VUC-skandalen er formentlig gået i glemmebogen når revyen spiller i oktober, men Geil skal nok være mand for at levere nyt stof til endnu en nidvise om ham.

Vi ses i næste nummer af Sørens Sangfabrik. Vær forberedt på at leveringen fremover bliver uregelmæssig. Som sædvanlig får I et signal om at et nyt nummer er færdigt på min facebook – hvis I er til den slags. Ellers må I bare gå ind og kigge i ny og næ. Mange af mine gamle sange tåler bestemt et gensyn – synes jeg selv da.

Endelig er der gang i Sangfabrikken igen. I denne uge kan man læse en nyskrevet bryllupssang, som jeg skrev på bestilling til et bryllup i lørdags. Festadressen var et tidligere fort i Københavns befæstning som nu er bygget om til restaurant – det forklarer de to første linjer i første vers.

Mel.: Sneflokke kommer vrimlende

Her ku’ ha’ lydt kanoners brag,
og ude blafrer fortets flag.
Ja, dette er en glædens dag,
syn’s hver en henrykt gæst.
For Jakob med sin Laura har
afgivet et bekræft’ne svar
på giftefog’dens formular,
og nu skal vi ha’ fest.

Men først så synger vi en sang!
Og den kan godt bli’ tem’lig lang
før vi får afløb for vor trang
til hyldest med maner
af dagens søde brudepar.
Hvor er hun smuk, hvor er han rar!
Godt at de ta’et sig sammen har –
Hvad kan man ønske mer?

De mødtes på en dating-app,
og det var lige før det glap.
Den første date var hip som hap,
og såd’n ku’ det vær’ endt.
Men midt i Nettos kassekø
så Jakob Laura, vævre mø.
Et lyn slog ned, og pø om pø
blev flammen rigtig tændt.

Og i familiens sommerhus
har de haft det i sus og dus
ved Lillebæltets bølgebrus.
Vi tænkte: Hvad er sket?
For der var tegn i vest og øst
på hvod’n vor’s Jakob søgte trøst.
Og Laura var en øjenlyst
da først hun blev beset.

Det fryder os at se de to
som sammen nu har fundet ro,
og nu skal de så stifte bo,
og det helst i en fart.
Det ku’ jo vær’ i Frederikssund
hvor de får gjort et boligfund
med plads til både børn og hund
– hvor ville det vær’ rart!

En grund til deres hastværk er
vist synlig nu for alle her:
For til april da ventes der
et lille nuttet nor.
Og far og mor er helt parat,
der’s unge får en dejlig start.
Og andre glade, det er klart,
er bedstefar og –mor.

Velkommen i familiens skød,
si’r vi til Laura, du er sød
og i dig er en indre glød.
Man bli’r om hjertet øm.
Betænksomhed og overblik
og grundighed, vi ved snart ikk’
hvad der ku’ mangle – du er chik!
En svigerdatterdrøm!

Et bedre brudepar man kan
i hele Danmarks fædreland
vist ikke finde – hun og han
er kommet godt i mål.
Så lad os løfte vore glas!
For nu er tiden vist tilpas
til at vi rigtig gi’r den gas
med hurraråb og skål!

Bestillerne af sangen var gommens forældre, og noget usædvanligt insisterede de på at betale overpris for sangen. De synes jeg gør det for billigt når man tænker på hvad man får for pengene! Og det kan jeg da kun give dem ret i. Så måske er det på tide at få opjusteret prisen, men er man hurtig, vil man stadig hele resten af januar kunne bestille en sang hos mig til gammel pris.

Melodien gav sig selv, årstiden taget i betragtning. “Dit hjerte er i fare, Andresen” var også i spil, men de ønskede en melodi som alle med sikkerhed kender og kan synge med på. Jeg har også skrevet andre sange på “Sneflokke kommer vrimlende”, og trippelrimene er med til at give fut i fejemøget.

Sørens Sangfabrik vender tilbage i næste uge med et udkast til Haderslev Revyens startnummer til næste år. Der er både noget om pølser, genforening og vildsvin – så følg med om en uges tid.

Kære læsere – skuffen var alligevel ikke helt tom. Det bliver langt fra en skuffelse for jer at læse og synge ugens sang, som jeg skrev i anledning af noget så sjældent som et diamantbryllup.

Bestilleren havde i forvejen fået et par flotte sange til sine nevøers bryllupper, men nu gjaldt det altså forældrenes 60-års bryllupsdag, og det måtte kalde på en ekstraordinær indsats. Hun og jeg blev enige om at det mest festlige ville være at sangen ikke blev en fællessang, men en fælles optræden af bestilleren og hendes to søstre klædt ud som bakkesangerinder. De sang glimrende alle tre, og fysikken svarede også godt til rollen. På den måde kunne sangen også blive deres egen personlige hyldest til de jubilerende forældre. Melodien skulle selvfølgelig være “Vi drømmer os tilbage til den gamle pavillon” (yngre læsere kan høre originalen her).

Nanna og Kristens diamantbryllup

(Mel.: Vi drømmer os tilbage til den gamle pavillon)

Her står vi, tre ganske modne kvinder –
en tåre rinder
på vore kinder.
For vi husker rigtig langt tilbage
til gamle dage
da vi var børn.
Tre små søde pus,
tre skovprinsessefrø.
Vi blev større pø om pø.
Vi drømmer os tilbage til dengang da vi var små,
til de søde barneår
da far og mor var unge, og vi prøved’ at forstå
hvem vi var, og hvad og hvor.
Først lærte vi at ta’ det som det falder
og sætte pris på verden som den er.
Og vi fik lært at rubbe vores naller
– vi ku’ nærmest ikk’ la’ vær’.

Æblet falder ikke langt fra stammen,
vi alle sammen
passer i rammen.
Vi har arvet vores små talenter
med rentes renter
fra far og mor.
Inga kan som far
og Connie det med tal.
Irma regner når hun skal.
Men li’som mor så elsker hun når venner kigger ind,
hun kan li’ selskab’lighed.
Det kan vi andre også, og det rager os en pind
om de bli’r fem dage med.
Og børn kan bringe os i ren ekstase!
Som skrukhøns dikker vi hvert lille nor.
Desværre har kun Inga nå’t den fase
hvor man bli’r til bedstemor.

Nu har far og mor vær’t gift i 60 år
et ordn’ligt læs år,
og uden stress, for
det der før var deres vante gænge
i vang og vænge
er længst forbi.
Pensionister må
godt holde sig i ro –
livet uden risiko.
De pusler rundt i haven, de forkæler vores børn,
de kan li’ at holde fri,
og det er velfortjent for de har taget deres tørn
med de ting som de ku’ li’.
Og vi tre pi’r er kommet godt i vej nu.
Det skyldes vor bagage hjemmefra.
Så kære gæster, vis den rette ildhu!
De skal ha’ et højt hurra!

De gamle kneb vist mere end en enkelt tåre da “pigerne” leverede den hyldest. Der var sandelig noget for øjet, men teksten er nu heller ikke helt ueffen.

Så denne uges opslag i Sangfabrikken blev ingen skuffelse, vel? I næste uge regner jeg med at vende tilbage til nutiden med en spydig kommentar til klimalov, vildsvinehegn, fiflerier i forsvaret, håndboldpiger… Mulighederne er mange.

Jeg skal love for at Sangfabrikkens popularitet har fået et løft efter jeg begyndte i sidste uge med at lægge dagsaktuelle rimerier ind. Tak til alle der har været forbi min blog og forhåbentlig syntes det var umagen værd. I virkeligheden skriver jeg den mest for min egen fornøjelses skyld, men der er også den bagtanke at nogen så kunne få lyst til at bestille mig til at skrive en tekst. Ordrebogen er tom for tiden – så kom bare!

I denne uge handler sangen om Søren Espersens trængsler efter han havde beskyldt Faktabutikkerne for at have afskaffet julen i et anfald af misforstået politisk korrekthed. Han havde set “vintermedister” i køledisken, men måtte stikke piben ind da det viste sig at Fakta også har “julemedister” med endnu mere af det gode. Andet vers handler også om pølser, men med mere lokalt perspektiv. I den nye Kunsthal 6100 i Haderslev sidder damer for tiden og syr patchworklapper der skal samles til en naturtro kæmpepølse, og der ligger vist megen lokal underfundighed i det projekt. Igen er melodien valgt under indtryk af den tilstundende højtid.

Pølsesnak

Mel.: Søren Banjomus

I Danmark har agurkerne om som’ren sin sæson
Ved vintertid, da strutter pølsers falliske facon.
Og nu hvor julen nærmer sig, så er der mere tryk
på tarme spilet ud med fars – skyl efter med lidt gløgg!
Nu går det ikke læng’re godt for Dansk Folkeparti.
Før var de populære, nu kan ingen mer’ dem li’,
for Venstre og SD stjal det der gav dem stor succes.
Men så fik man en god ide:
Muslimer stjæler julen – skal vi finde os i det?
Medisterpølsen er i fare, hvad med julesne?
Muslimer stjæler julen – man må ikke nævne jul!
I køledisken finder man nu kun lidt vintersul!
Men heldigvis så var det hele kun en juleand,
og i december da får julen nok en ekstra tand.
Muslimer stjæler julen – goddag, farvel og tak!
Nu endte det som pølsesnak!

I Haderslev er der en hel del gammel tradition,
og det med pølser ved man jo langt mere om end nogen.
Lampe, Vollstedt, Helmuth, Skare og så Bunkenborg
har kunnet det med pølser, og der havde været sorg
i hele byen hvis medisterpølsen var ble’et væk.
Vor’s tårer fik nok Møllestrømmen til at lign’ en bæk.
Men ting kan stadig ske til gavn for os i pølsens by
så Ha’sle’ kan få verdensry:
I Kunsthal Enogtres Nul Nul syr vakse damer løs
på en gigantisk pølse. Man bli’r næsten helt nervøs.
Vist er den bare stoppet fuld af vat og ikke fars,
men andre pølser blegner som en vinterbleg asparges.
Når kvindehænder fermt får pølsen til at vokse frem
kan man bli’ lidt misund’lig – mænd kan også brug’ et klem.
Der’s indsats er prisværdig, vi må bare sige tak
– og ikke mere pølsesnak!

For den rene er alting rent. Hvis nogen synes det er lidt for meget, kunne de have sprunget andet vers over – de var advaret (sådan da!) Selv havde jeg det sjovest da jeg fandt på at rime fars med asparges. Så faldt der noget på plads.

Jeg kan ikke garantere at jeg igen i næste uge kan levere dagsaktuelle vers – den næste er altid den sværeste – men jeg lover at prøve. Så kig igen om en uges tid. Jeg varsler på facebook at ugens indlæg er på plads. Hvis I får lyst til at læse mere, så hold det ikke for jer selv. Giv navnet på min blog videre til vennerne.

I min barndom i Thy holdt vi kun Thisted Amts Tidende, en partitro venstreavis. I den lettere ende af indholdet var der hver uge en sang skrevet af “Per Nilen”, hvor den politiske situation blev udlagt i skæmtsom form med venstrebriller. Hovedfjenden var Socialdemokraterne. Ikke alle sange var lige velskabte, og der kunne  halte et rim her og en versefod der. Men sådan må det være når der skal leveres på kommando. Jeg får det på samme måde som “Per Nilen”, nu jeg har vist alt frem hvad Sangfabrikken har liggende på lager som tåler dagens lys. Så i denne uge har jeg skrevet en sang i “Per Nilen”-stil. Her er en sang som handler om aktuelle forhold, og Socialdemokraterne bliver ikke kun rost for landets ledelse. Melodien er valgt under indtryk af den tilstundende højtid.

Mel.: På loftet sidder nissen…

Hvad pokker er der sket med Mette Fred’riksen?
Ja, hende – statsministeren!
Som har udnævnt sig selv til ægte børneven.
Det’ svært for os at ku’ få øj’ på den.
For ud’ i Sjælsølejren sidder mange
børn der er rigtig bange.
Såd’n føles det når man er ta’t til fange
og bor med bisser tæt i ring.

I stedet er hun nu ble’et rent besat af skræk
for folk der går og laver bræk
og sprænger biler med trotyl og dynamit.
Og den slags er jo også noget skidt.
Så nu bekæmper man den svenske fare!
Og vi troed’ de var rare…
Så streng kontrol, det manglede da bare!
som man før gjord’ i DDR.

Men det er ikke bare over Øresund
at man nu tjekker folk fra Lund.
For Storebælt bli’r lukket snart hver anden dag
så det er næsten ble’et en vanesag.
Og nu vil Mette ha’ os overvåget.
Hendes grund er lidt tåget.
Måske er det en smule gak i låget,
men sådan føler hun sig tryg!

Og har du tænkt du vil gå ad forbryd’lsens vej
så vid at man har kig på dig.
Et kamera genkender snart dit kontrafej!
Det nytter ikke at du siger nej,
for alle dine data er ble’et høstet.
Falder det dig for brystet
så kan det vær’ du føler dig lidt trøstet
for alle er i samme båd.

Ja, hvad pokker er der sket med Mette Fred’riksen?
Mon Pia Kjærsgaard går igen?
For Mette er nu kun en skygge af sig selv,
og det er jo trods alt et held
at hele højrefløjen går og skranter
når sydsvenske bander
kan skabe vild panik på disse kanter
i Mettes danske jordbærbed.

Og så var den ikke længere. Kunne jeg godt have ønsket at jeg havde skrevet en mere helstøbt vise til jer? Jovist. Den med jordbærbeddet virker kun for folk med god hukommelse: Mette Frederiksens nostalgiske minder i sin åbningstale i Folketinget om forne tiders vejsalg af frugt og grøntsager med selvbetjening i en papkasse, hvor ingen kunne drømme om at snyde. Og er der i det hele taget fokus nok på emnet? Jaja. Værst er det selvfølgelig med den dagsaktuelle gode nyhed at politikerne endelig har besluttet at slippe børnefamilierne ud af Sjælsølejren – det trækker unægtelig tæppet lidt væk under første vers.

Jeg håber læserne får nok fornøjelse af mine rimerier til at bære over med mangler og skavanker. På engelsk har man ordet “doggerel”. Det dækker over pjattede vers hvor skønheden og regelmæssigheden viger for spontaniteten – “dårlige” vers. Det passer vist meget godt her. Om det bliver kønnere i næste uge? Det må tiden vise.

Vi ses om en uges tid i Sangfabrikken.

I denne uge bliver alle læsere stillet lige – såvel gamle trofaste fans som førstegangsbesøgende. I ugens opslag kan I læse – og synge – samtlige sange jeg skrev til Haderslev Revyen i år. De står i samme orden som de blev brugt i revyen.

Introsangen – Hurra for Ha’sle By

Melodien er “Hooray for Hollywood”, og I kan høre originaludgaven her.

Hurra for Ha’sle by
Domkirken ligger lunt i lindes ly.
Man går en aftentur ved Inderdammen
i fryd og gammen mens solen synker i vest.
Til alle sider ses gæs som skider
og det er ikke alle der syn’s det’ en fest.

Hurra for Ha’sle by
Man hører hornmusik i vilden sky
når fredag middag man ser vagtparaden
gå hen ad gaden – ja, livet passerer revy
Og torvevrimmel gør dig lidt svimmel
Hurra for Ha’sle by!

Hurra for Ha’sle by
hvor politiet nu skal sige fy
hvis de ser damer gå omkring formummet
i gaderummet som de gør det udenlands.
Mon det er målet med fut i bålet
som hvis man brændte ægte hekse til Sankt Hans?

Vi kan li’ Ha’sle by
for når man nu skal lave en revy
så kan man sagtens lave grin med masser
der ikke passer her i vor’s lille by
så byens rødder får kolde fødder –
Velkommen til vor’s revy!

Geil ta’r aldrig fejl!

Jeg skrev nummeret med en indledende monolog, så den får I også med. Men min forfatterkollega Karen Skøtt overtrumfede mig med en sketch hvor Geil bliver interviewet af JyskeVestkystens udsendte medarbejder. Jeg var noget forbitret over at se min måske bedste, i hvert fald mest ondt satiriske tekst gå i vasken, men Steffen Benkjer, som spillede Geil i revyen, reddede sangen på målstregen. Han sang den som rosinen i pølseenden på Karens sketch – dog med det midterste vers skåret ud. Indholdet af verset var der allerede gjort grundigt rede for i den ret så lange sketch.

“Mojn, mojn ålle I søde menske. A e Geil.

Ja, det er mig der e bormeste hee i Ha’sle. A e så goi te å snakk synnejysk – a ka snart ett snak det dee rigsdansk – i hver fald et no det er nauen a min velgere der hør å et. Og a æ SÅ SJOV. A tøjs det e så glant å forteel nauen vitse å synnejysk. Kinne I den dee me æ pich dæ skuld te bal i Tovtlund? Hon køe fejl i e rundkørsel i Gabøl å kom te å kør te Vojens. Det bløw hun så kjew a at hon køe hjem igen.

Ja, hon va fra Gram. Det er a osse. Det er et dejle sted. Der er så manne fortidslevninge. Men no ska wi itt dvele ved æ fortid – det tøjs a itt. Vi ska se fremae.

Å så må vi slå en strech øwe de hele. Det tøjs a. Læ wos glemm åll de slemm – ja, det er mi nye motto. Det rime!

Det lye kønnere end ”Stem ikke på Geil – han er en fejl”. En ka nok høe te det e itt naue en echte synnejye ku ha søi.

Det er itt så manne mee dæ snakke mæ mig henn å e råjhus. Og nee å e havn – å VUC – dee mo a helle itt komm mee.

A sitte så tit å mit bormesterkontor og synge for mig sjel om hwoen det ku gå så galt:

(Mel.: Ih, hvor er det kommunalt – hør originalen her)

Når man er borgmester i en by som Haderslev
dirigerer man et stort orkester.
Og hvis nogen spiller falsk så må man ta’ de tæv
der må komme. Og jeg er en mester
i at ta’ imod de øretæver som det gi’r.
Alting glider af på mig som søm på en fakir.
Det gik galt på VUC
Min succesrate ku’ ikke blive ve’
Jeg blev fedtet ind i et bestyr’lsesansvar.
Først lidt småting af den slags jeg sagtens kan klar’.
Men da vupti millioner mangled’ rundt i øst og vest
sluttede min ansvarsfrie fest.

Som borgmester får man adgang til de gode ben.
VUC var fra den bedste hylde.
Til at kapre formandsposten var jeg ikke sen
og jeg glæded’ mig til at udfylde
rollen som en køn agtværdig kransekag’figur
i bestyr’lsen mens jeg sad og fik en lille lur.
Det var noget jeg ku’ li.
Direktøren var så fuld af energi.
Skolen kørte bare på den store klinge!
Skønt at høre kasseapparatet ringe!
Det var næsten som at vær’ med til at vind’ i matador
når jeg sad på direktør’ns kontor.

Men så blev det li’som da Titanic den gik ned:
Alt var helt OK på første klasse.
Ingen aned’ uråd før det hele gik i skred
– pludselig så skete der en masse.
Pist væk borte var den geniale direktør.
Mens vi andre sprælled’ desperat i pressens klør.
Og nu er der no’n der sir
at det også lidt er min fejl – arh hvad gi’r
I for sådden en gang snak. Og inden længe
har man glemt hvorfor det kosted’ mange penge.
Det’ en storm i et glas vand så sandt som at jeg hedder Geil.
Og om den slags ta’r jeg aldrig fejl!

Å no mo I ha mæ undskyldt. A ska hen og sij på mit borchmestekontor igjen.”

Klip fra JyskeVestkysten:

Hjemmeværnsgrænsekontrollens sang

Jeg undrede mig lidt over at sangen i revyen bliver sunget af to grænsevogtere med et fantastisk humør og fællesskab, når den i grunden handler om en enkelt grænsevogters ensomhed og kedsomhed. Men humøret smittede gevaldigt af på publikum, og jeg måtte også bare overgive mig. Det blev flot!

(Mel.: Manden på risten – hør melodien i originaludgaven her)

Her står jeg og vinker ved grænsen
og det er en dejlig tjans.
Jeg kontrollerer at Jensen
som nu har vær’t udenlands
rent faktisk ser ud som os danske
hvis hår ligner lev’rpostej.
Men fri os for de udenlandske –
dem sender vi samme vej
tilbage hvorfra de er kommet.
Det er derfor at jeg står på vagt.
Måske er jeg en smule vommet,
men min pondus udstråler magt.
Jeg smiler og vinker og plirrer
med hovedet lidt på skrå,
for det’ jo en tanke der pirrer,
men der’ godt nok kun ganske få
af anden etnisk herkomst som ydmygt banker på.
Jeg står og venter. Men tid’n er gå’t i stå.

Dengang jeg kom i Hjemmeværnet,
da var det en anden sag.
Med hjelm, uniform og maskinpistol
gav vi Ivan det glatte lag.
Nu står jeg og kigger på biler
i den linde strøm af trafik.
De har bar’ vær’t ned’ for at handle
øl, Nutella og så lidt slik.
Når jeg’ar stået her tem’lig længe
kan jeg savne en god passiar.
Mine mundvig’ begynder at hænge
og jeg føler mig lidt til nar.
Jeg skutter mig lidt imod kulden,
men der er lang tid igen
til at jeg end’lig bli’r afløst.
Så hold ud nu, min fine ven.
Gid der ku’ komme en storm der har vindstyrke tolv
som blæste grænsekontrollen langt fa’n i vold.

Kanotur på Ha’sle’ Dam

Jeg er en stor fan af den norske viseforfatter og -sanger Alf Prøysen, og jeg kunne ikke stå for fristelsen til at skrive en dansk version af hans klassiker “Så seile vi på Mjøsa” (hør Prøysens egen version her). Det er ikke den mest enkle sag, men Pia Lindblad leverede en sprød og smuk version i revyen. Desværre fik jeg besked på at skære et vers ud, og det gik så ud over verset om motorstøj i Skrydstrup. Pia ville nu hjertensgerne have sunget alle de mange ord.

Blandt alle verdens stæder
er Ha’sle’ en juvel!
En by med mange glæder –
i hvert fald en hel del.
Her’ kunst og kultur
og yndige fru’r.
For os er der nu kun en ting der dur:

(Refræn:)
At sejle rundt i kano ud’ på Has’le Dam.
Fra Vandrerhjemmets brygge
er det bare lykke
at glide ud på vandet der ligger som et spejl
hvor joller vugger blidt med håb om luft i deres slappe sejl.
Og kano’n glider langs det høje siv et kvarters tid
To ænder skræpper op, men ellers sker her ikk’ en skid.
Og på den anden side, bag ved Mågeø’n,
ses murstenskolossen
kæmpelegoklodsen
Ha’sle’s gamle sygehus, som nu er en ruin,
og hvis man sku’ bli’ syg så må man køre halvvejs til Berlin.

Men her på Dammen er alt
en sommerskøn idyl.
En herlig lugt af ølmalt
og plukkemoden hyld.
Der’ fred på vor jord –
på himlen er spor
fra Skrydstrups nye jagerfly. Vi tror…

(Refræn:)
…at folk der bor i Skrydstrup hurtigt vænner sig
til jetmotorers fræsen.
Hvorfor være kræsen?
Det hygger med lidt motorstøj, så vær nu ikke sart!
Og når vi sejler rundt i kano syn’s vi her er vældig rart.
Vi gi’r den gas med årerne og når frem til Bergs plads.
En kaffetår på bænken og måske et lille glas.
Så ud igen på vandet, solen bager ned.
Vi driver li’ så stille.
Ved Sofies Kilde
er luften tyk af myggedans, så vi ror hurtigt væk.
En fisker står ved bredden – ham vil vi ønske knæk og bræk.

(Slutrefræn:)
Nu ser vi i det fjerne at Ha’sles silhouet
spreder sine arme
med sin egen charme
som en Tornerose der lokker os i favn.
Og aftensolen synker. Måske skal vi snart søge havn.
For jollerne på Dammen er jo alle sejlet hjem
Og pluds’lig bli’r her søgang mens en dambåd stævner frem
med et læs pensionister der har vær’t på tur.
De skal hjem til byen – de har bestilt menuen
stegt flæsk med persillesovs – det mætter absolut!
Vi lægger til ved bryggen – og nu er denne vise slut.

Trump og Mette

Revyens store udstyrsnummer – juhupiger, flotte kostumer, orkestret i højeste gear. Jeg leverede så ordene.

Mel: Pretty Woman (hør originalen her)

Åh Mette, lille snuskegris
Jeg har sådden fået lyst til is
Åh Mette – jeg vil købe Grønland af dig
Du må ikke sige nej (Pussy!)                          Mette river sig løs, korslagte                                                                                                           arme: Nej!
Nasty woman, tænk du sa’e nej
Nu har du jo rigtig kvajet dig
Nasty woman, fra det lille småslatne land
Jeg skal vise dig hvad jeg kan
Og nu vil jeg blive væk
Tænk at du ku’ vær’ så fræk
For til mig da si’r man aldrig nej
Jeg’ så vidunderlig
Kvinder vil så gerne gi’
deres trusser og det der’ indeni
Jeg’ den bedste
hver eskimo
vil bare elske
min blepopo                Trump falder på enden, spræller med benene.

Lyd: ritsch fra grammofonnål, Mette hiver ham på højkant, forspil fra musikken

Mel: Oh Carol (hør originalen her)

Åh Trump!
Kan vi råde bod?
Du blev så såret
da du blev sagt imod.
Jeg sagde
At det var absurd
Li’som du tro’de
Det nok gik som smurt.

Tænk så synd det er for vores dronning.
Hendes majestæt
Ville jo gerne
Ha’ lagt dig over knæ’t
Så du ku’ ha’ lært no’et levemåde
Om hvad der’ til salg
Du kan godt glemme
Alt om dit genvalg.

Trump er kommet på højkant, men kaster sig bejlende på sine buttede knæ – talesynger nyt Oh Carol-vers:

Åh Mette – du er wonderful
En rigtig godte – du’ det pure guld
Så glem nu de slemme ækle ting jeg sa’
Men husk – jeg kan ta’ hvad jeg vil ha’!

Mette ta’r ham i øret og slæber af med ham, synger videre

Hvad skal vi nu gør’, for såd’n en baby
Er langt fra stueren
Nej, hvor her stinker
Vi må ud og skifte bleen
Det er godt at han er am’rikaner
Pi’r, gi’ mig en hånd
Han returneres expres med Airforce One.    

Korpiger hjælper med at slæbeTrump ud – Musik spiller outro: Hit the road, Trump!

Finalesang: Hurra for Ha’sle’ by!

Mel.: Hooray for Hollywood

Hurra for Ha’sle by!
Nu er det altså slut på vor’s revy.
Hvis I fik moret jer i et par timer
med grin i stimer, så gik det li’ som det sku’.
Men tid’n er gået og I har fået
hvad det ku bli’ til denne gang så vi si’r nu:

Hvis I får lyst til mer!
Så er det næste efterår det sker!
Vi disker gerne op med nye løjer
som jer fornøjer, vi har nok af ideer.
Lidt af det grove, lidt af det sjove.
Glæd jer – HER BLI’R MEGET MER’!

---

Og så de apokryffe – dem der ikke kom med i revyen.

Britta Nielsen og Thomas Borgen

Mit bud på en Britta Nielsen-sang var nok bare ikke sjov nok. Jeg skrev den i bedste Brecht-stil på Mackie Messer-sangen fra “Dreigroschenoper” (hør originaludgaven her). Jeg placerede sangen i en minisketch som også var rigelig svær at lave sceneteknisk:

“Hun parkerer i en handicapplads, en parkeringsvagt springer frem bag en bil med et:

”AHA – nu vanker der en bøde! Skammer De dem ikke, lille De?”

”Uhadada, det er da noget værre noget! Mon ikke den søde parkeringsvagt har kigget forkert?!”

”Selvfølgelig har jeg ikke det!”

”Det er nu ikke altid tingene er som de ser ud til! Det får jeg pludselig lyst til at synge en sang om!”

Britta Nielsen og Thomas Borgen – Melodi: Mackie Messer

Britta Nielsen
gik i garnet
langt om længe
Det var hårdt
120
millioner
fik hun brugt op
en rekord

Det er småting
når man tænker
på hvor meget
Danske Bank
tjente før de
blev forstyrret
af en ækel
sladderhank

Hundredvis af
milliarder
på et estisk
vaskeri
tryllet rene
med lidt bonus
gennem bankens
talmagi

Direktørens
rene hænder
dufter kun af
renseri
Man si’r penge
lugter ikke.
Det kan der vær’
sandhed i.

Thomas Borgen
Britta Nielsen
Ham Stein Bagger
Amdi P
Alle har de
Inspireret
Til hvordan man
Får succes

Og min bil står
Fint parkeret
Ros mit ini-
tiativ
Først til mølle
får først malet
– Pyt med andres
sølle liv…

”Så nu kan De da vist godt se, hr. Parkeringsvagt, at den bøde – den er da helt ude i hampen!”

”Nå ja, det kan jeg da godt se. Man må følge med tiden! Tak for de kloge ord! Det gav sørme noget at tænke over!” (går)

(Hun blinker til publikum, hvisker) ”Går’en, så går’en!”

Tulle og Pernille

Sangen handler om Tulles og Pernilles forsøg på stemmefiskeri i det sønderjyske i marts, da de under stor pressebevågenhed holdt et offentligt møde på Folkehjem i Åbenrå. Så meget presse havde de ikke fået i dag, og de to højrenationale politikere er også knap så meget revyguf.  Det er ellers en fin sang, men med meget begrænset aktualitet. Jeg vidste godt at den ikke var til revyen, men havde bare lyst til at skrive den. Melodien er “Hvordan får jeg ram på en mand?” fra musicalen Annie Get Your Gun. I kan høre Daimi synge den originale sang her.

Start med videoklip fra Tulles og Pernilles møde på Folkehjem. Pernille kommer med sit “Er du klar” – klippet fryser på Tulle mens han prøver at finde en grimasse der kan passe.

Sanger kommer ind med grotesk blondineparyk på hovedet.

– Nu har jeg også tænkt på at gå ind i politik! Ja, for det kan da ikke være så svært. Hvis Pernille kan, så kan jeg også! Jeg er en stor pige der har lært at sige nej! Fingrene væk! Hold dig i skindet, din gejle… Ja, det handler altså ikke om ham Gejl denne gang. Der er ellers nok at ta’ fat på der!

Nu skal I høre:

(Mel.: Hvordan får man ram på en mand?)

Der var et rivegilde
da Tulle og Pernille
krydsed’ klinger i Åbenrå.
De var ude på skrammer,
slog med den store hammer,
og hvorfor var jo let at forstå.
For hvor skoen klemmer,
det er de gule stemmer
som de jo håber på at få.
Begge kørt’ i samme rille,
men så var det Pernille
tramped’ på Tulles ømmeste tå:
Er du klar? Er du klar?
Tulle mumled’ nervøst: Hva’behar?
Når bidske madammer
gi’r gentlemænd en lammer
er det tit svært at find’ på svar.
Det var slut med romancen,
Pernille øjned’ chancen
til knockoutsejr før tid.
Og hun var ikke blid –
Tulle kom til at ligne en nar.

De sønderjyske stemmer
kan købes for en femmer
hvis man bare er national.
Og Pernille har luret
hun får vælgern’ ind i buret
når hun blot gi’r et danskhedssignal.
Ja, man må vær’ tyd’lig
og være mest modbyd’lig
mod hver en’ste mørklødet karl,
Gi’ de sorte en på bolden
med blondinehår på knolden
– frem for alt må man vær’ national!
National! National!
Frem for alt må man vær’ national!

(pause – tager parykken af, går frem til scenekanten)

Måske Pernille glemmer
når man skal høste stemmer
må man godt vise mer’ moral.
For de fleste vælg’re flygter
li’så snart de går og frygter
det  bli’r værre og værr’,
råber vagt i gevær –
Hendes hadpolitik – den er gal!

Ja, det var næsten profetisk! Og det er så alt i denne omgang. Hvad jeg disker op med i Sangfabrikken i næste uge er jeg ikke klar over i skrivende stund. Hver en stump på lageret er vist brugt op, og Sangfabrikken har ingen bestillinger på nye viser. Men fortvivl ikke – jeg skal nok finde på nogen rimerier i næste uge der kan dulme de værste abstinenser.

I denne uge har Sangfabrikken fokus på slutsangen til Haderslev Revyen. Det var hele tiden meningen at slutsangen skulle være et ekko af åbningsnummeret, som jeg skrev med let hånd allerede i september for et år siden. Det blev til et glimrende nummer, og skuespillerne var rigtig glade for teksten. Jeg skrev så de andre ting til revyen i mellemtiden, men da der var gået snart et års tid, måtte jeg i gang med slutnummeret. Jeg havde hele tiden sagt til mig selv og andre at det nok skulle skrive sig selv, men sådan kom det ikke til at gå.

Udgangspunktet var åbningsnummeret – melodien er “Hooray for Hollywood” (hør den her.):

Hurra for Ha’sle by
Domkirken ligger lunt i lindes ly.
Man går en aftentur ved Inderdammen
i fryd og gammen mens solen synker i vest.
Til alle sider ses gæs som skider
og det er ikke alle der syn’s det’ en fest.

Hurra for Ha’sle by
Man hører hornmusik i vilden sky
når fredag middag man ser vagtparaden
gå hen ad gaden – ja, livet passerer revy
Og torvevrimmel gør dig lidt svimmel
Hurra for Ha’sle by!

Hurra for Ha’sle by
hvor politiet nu skal sige fy
hvis de ser damer gå omkring formummet
i gaderummet som de gør det udenlands.
Mon det er målet med fut i bålet
som hvis man brændte ægte hekse til Sankt Hans?

Vi kan li’ Ha’sle by
for når man nu skal lave en revy
så kan man sagtens lave grin med masser
der ikke passer her i vor’s lille by
så byens rødder får kolde fødder –
Velkommen til vor’s revy!

Skriveriet af slutsangen på samme melodi gik anderledes trægt. Det tog mig dage, men endelig havde jeg flikket en tekst sammen:

Det var så vor’s revy
Nu har vi sagt det sidste kykliky
Nu har vi givet kendte no’en på frakken
og hak i lakken – det syn’s I sikkert var sjovt.
Stafet for fede – føj for den lede.
I grinede så højt det næsten var lidt flovt.

Vi fik gjort kål på Geil
som alle har forstået er en fejl.
Men han er faktisk rigtig sød, den gamle,
Og hvem kan hamle op med den sære snegl
der vogter grænsen. Intelligensen
ku’ man ha’ lagt på en negl.

I kom på kanotur
på Ha’sle’ Dam med et par turteldu’r
for såd’n et småromantisk hyggestykke
kan godt gør’ lykke – det kan ingen syn’s er for tamt
bortset fra børster der går og tørster
efter no’n skal føle sig modbyd’ligt ramt

Det var så vor’s revy
Og hvis en sketch måske var tung som bly
så har I hurtigt glemt det, for i aften
har I følt kraften med sang i vilden sky.
Så gå nu ud og nyd by’n – – langt langt bedre end fjernsyn
– – – hurra – for – Ha’ – sle – by !

Jeg skrev ud fra mit indtryk af revyen som den var på det tidspunkt. Og det var at “Stafet for fede” i hvert fald ville være sjovt. Desuden syntes jeg ubeskedent at et par af mine sange i revyen kunne fremhæves.

Men chefen var nu ikke umiddelbart begejstret.  Hun syntes Geil havde fået nok på frakken allerede i løbet af revyen, så det var lige lovlig skrapt direkte at kalde ham en fejl en gang til. Rosen til “Stafet for fede” var på kanten af fatshaming. Desuden var hun heller ikke vild med at sangen mindede om sketcher der var tunge som bly. Og om det så var “Nu har vi sagt det sidste kykliky” – så var det også lidt for meget.

Efter en sej fødsel er mor altid glad for sit barn uanset udseendet, så jeg var ikke  tilfreds med den melding, men kunden har jo altid ret. Så jeg lavede en ny udgave med lidt moderation, men stort set den samme sang. Kun sidste vers var helt nyt:

Det var så vor’s revy
Med højt humør og sang i vilden sky
Mon ikke I ku’ li’ hvad I har fået –
Når’t år er gået, så laver vi en ny.
Til næste sommer bli’r der en ommer!
Hurra for Ha’sle’ by!

Bedre, sagde chefen. Men hun var stadig ikke tilfreds, kunne jeg høre. Den gik jeg så og tyggede på et par uger, så gik jeg i gang igen. Det var klart hvor jeg skulle hen: Geil skulle ud af sangen. Hvis han kom og så revyen, ville det ikke være sjovt for ham at få et ekstra hak på vejen ud ad døren. Så mine tanker gik i mere generel retning. Jeg sad og puslede med f.eks.

Mon en og anden fik sved på panden
og vred og vendte sig som når man steger ål?

og

Sku’ vor’s revy ha’ været mere from?
Men hvis man skulle stryge alt det grove
Så dør det sjove, som cola uden rom

Godt nok, men det kørte ikke rigtig for mig. Så gik det op for mig at jeg var ved at falde i den samme fælde igen. Slutsangen er ikke tiden og stedet for egocentrisk tekstanalyse. I stedet skulle slutsangen minde publikum om en overstået fornøjelse og love endnu vildere løjer til næste år. Kun to vers – for der er ingen grund til at være lang i spyttet når alles tanker handler om at nu er det snart forbi.

Dette var hvad det blev til:

Hurra for Ha’sle by!
Nu er det altså slut på vor’s revy.
Hvis I fik moret jer i et par timer
med grin i stimer, så gik det li’ som det sku’.
Men tid’n er gået og I har fået
hvad det ku bli’ til denne gang så vi si’r nu:

Hvis I får lyst til mer!
Så er det næste efterår det sker!
Vi disker gerne op med nye løjer
som jer fornøjer, vi har nok af ideer.
Lidt af det grove, lidt af det sjove.
Glæd jer – HER BLI’R MEGET MER’!

Og nu var chefen glad! Faktisk blev hun gladere og gladere og var helt begejstret for slutsangen efter den stod sin prøve på scenen. Jeg er tilsvarende glad fordi jeg fik konstruktivt modspil, for det blev da til et par søde vers.

Ja, det var så en lille rundtur i selve værkstedet i Sørens Sangfabrik. Der bliver skrevet, og der bliver visket ud. Jo mere der viskes ud, jo finere bliver det – poleringen er vigtig. Hvor meget knofedt der bliver lagt i det – det er ikke noget man skal kunne se bagefter.

Sangfabrikken kommer igen i næste uge – der er ikke længe til! I kan glæde jer til at læse hele sangbogen fra Haderslev Revyen på en gang, og så får I et par tekster oveni som ikke kom med i revyen.

Det føles lidt mærkeligt at spændingen nu er udløst. Haderslev Revyen spillede fire gange fra torsdag til søndag, og så var det bal forbi. Alle bange anelser blev gjort til skamme, for revyen blev en bragende succes. Næsten 1300 købte billetter til forestillingerne, så hvis man lige ganger op med 150 kr., får man indtryk af at revyen også har skæppet godt i Forsøgsscenens kasse. JyskeVestkystens anmelder gav revyen fem stjerner og skrev en meget venlig omtale (kan læses i bunden af dette opslag), men det synes jeg også var helt berettiget ros, og jeg er stolt af at have leveret min del af råstoffet til den store succes – jeg har skrevet tekst til seks af de i alt 22 numre.

I sidste uge lovede jeg læserne at de kunne få teksten til revyens store udstyrsstykke “Trump og Mette”. Alex Bødiker havde rådet mig til at skrive noget mere oppe i tempo end de tre sange jeg havde skrevet på gamle revymelodier (Ih hvor er det kommunalt, Manden på risten, Alf Prøysens Så seile vi på Mjøsa), gerne noget tyggegummipop fra 50erne, og så måtte det gerne være en duet, for det giver også lidt mere liv i kludene. Kapelmesteren ville gerne have “Oh Carol”, men hvad skulle det så handle om? Men det gav sig selv da Trump først meldte sin ankomst på statsbesøg i Danmark, så røbede sin egentlige hensigt med den store ære for vores lille land: nemlig at købe Grønland. Hvorpå Mette Frederiksen tog alle stikkene hjem ved at fortælle sin ærlige mening om den ting. Kvindelig helt, mandling skurk med lurvet rygte – fantastisk oplæg! Jeg fandt på at den bærende melodi skulle være “Pretty Woman” (hør den her), for den er vammel på samme måde som Trump. Men læs og syng selv – Trump lægger ud, og Mette svarer med skift til “Oh Carol” (hør den her):

Trump nøgen i oversize voksenble, alenlangt rødt slips og karakteristisk paryk, Mette i spadseredragt og knold i nakken. Trump kommer slæbende med Mette ind på scenen, mens musikken laver forspil.

Mel: Pretty Woman

Åh Mette, lille snuskegris
Jeg har sådden fået lyst til is
Åh Mette – jeg vil købe Grønland af dig
Du må ikke sige nej (Pussy!)                          Mette river sig løs, korslagte                                                                                                           arme: Nej!
Nasty woman, tænk du sa’e nej
Nu har du jo rigtig kvajet dig
Nasty woman, fra det lille småslatne land
Jeg skal vise dig hvad jeg kan
Og nu vil jeg blive væk
Tænk at du ku’ vær’ så fræk
For til mig da si’r man aldrig nej
Jeg’ så vidunderlig
Kvinder vil så gerne gi’
deres trusser og det der’ indeni
Jeg’ den bedste
hver eskimo
vil bare elske
min blepopo                Trump falder på enden, spræller med benene.

Lyd: ritsch fra grammofonnål, Mette hiver ham på højkant, forspil fra musikken

Mel: Oh Carol

Åh Trump!
Kan vi råde bod?
Du blev så såret
da du blev sagt imod.
Jeg sagde
At det var absurd
Li’som du tro’de
Det nok gik som smurt.

Tænk så synd det er for vores dronning.
Hendes majestæt
Ville jo gerne
Ha’ lagt dig over knæ’t
Så du ku’ ha’ lært no’et levemåde
Om hvad der’ til salg
Du kan godt glemme
Alt om dit genvalg.

Trump er kommet på højkant, men kaster sig bejlende på sine buttede knæ – talesynger nyt Oh Carol-vers:

Åh Mette – du er wonderful
En rigtig godte – du’ det pure guld
Så glem nu de slemme ækle ting jeg sa’
Men husk – jeg kan ta’ hvad jeg vil ha’!

Mette ta’r ham i øret og slæber af med ham, synger videre

Hvad skal vi nu gør’, for såd’n en baby
Er langt fra stueren
Nej, hvor her stinker
Vi må ud og skifte bleen
Det er godt at han er am’rikaner
Pi’r, gi’ mig en hånd
Han returneres expres med Airforce One.    Korpiger hjælper med at slæbeTrump ud – Musik spiller outro

Helt som skitseret kom det nu ikke til at gå for sig på scenen – det blev meget bedre. Ganske vist synes jeg stadig at mit forslag til Trump-kostyme er det bedste, og jeg synes også “Trump” kunne opføre sig lidt mere vovet over for “Mette” end det lille generte tjat i numsen det blev til – men i en dilettant har en førsteelsker altid pligt til ikke at gå længere over stregen end at der ikke bliver noget forklaringsproblem på hjemmefronten. Til gengæld blev det et overdådigt udstyrsstykke. Trump i fornemt præsidentskrud kom ned ad en landingstrappe flankeret af flotte piger, og på det springende punkt i sangen fik han bukserne trukket ned så man kunne se den godt brugte voksenble. 

Allerbedst var det at kapelmester Cindy Martin havde fundet den perfekte outromusik til det der efterhånden var blevet et musikalsk medley: Hit the road, Jack! som blev ændret til Hit the road, Trump! Pigerne sang entusiastisk, og Marc Hurkmans, som spillede Trump, viste forbløffende evner som soulsanger mens han sang: Oh woman, oh woman, don’t treat me so mean
You’re the meanest old woman that I’ve ever have seen
I guess if you say so
I’ll have to pack my things and go

Det var bare så flot! Min tekst er såmænd også meget god, men det er nok dette slutkor at publikum vil huske bagefter.

Trofaste læsere vil vide at jeg for længst har vist mine andre sange til revyen frem i tidligere opslag i Sangfabrikken. På opfordring fra instruktøren pillede jeg dem af indtil efter revyen, men nu er de lagt ind igen. Jeg har en kraftig formodning om at en del nye læsere vil være interesserede i at se sangene uden at skulle blade en masse gamle opslag igennem, så i de kommende uger bliver der mulighed for at se dem igen i nye opslag.

Vi ses i næste uge.

---

Teksten fra JyskeVestkystens anmeldelse: