Sørens sangfabrik

I aften har Haderslev Revyen premiere, og det bliver spændende hvordan mine seks numre kommer til at stå distancen. Mine trofaste læsere har set de fire af dem på forhånd, og de to sidste får I så mulighed for at læse og synge inden længe. 

Men i denne uge står den igen på lidt gammelt guld fra gemmerne. En god veninde i Norge fejrede sin 50-års fødselsdag med et stort kalas på et hyggeligt hotel i Drøbak. Den fik ikke for lidt med fremragende mad, åndfulde taler, spændende gæster, og så var der bal bagefter. Det blev sent, og hovedet var tungt dagen efter, men den pris betalte man gerne for så glimrende en eftermiddag, aften og den halve nat.

Det meste af selskabet var norsk, og på de kanter plejer man ellers ikke at synge festsange, men her kunne det nok gå an, for fødselaren sang i et lokalt kor, og mange af medlemmerne var til stede. Min kammerat “Rudolf” (kendt fra flere tidligere afsnit) var der med sin egen sang på “I Can’t Give You Anything But Love”, og så havde han og jeg også skrevet en sang i fællesskab – herom senere.

Jeg valgte at satse på det skandinaviske fællesgods. Min sang gik på “Lilla Vackra Anna”, en svensk vise som mit idol Alf Prøysen havde gjort populær i 1950erne i Norge – hør hans udgave her. Hvor “Rudolfs” sang var raffineret og flot, var min sang ganske enkel.

(Mel.: Lilla vackra Anna)

Kære, søde Irma, hør vor sang!
Nu må vi ha’ afløb for vor trang
til din dyd at prise
i en hyldestvise,
for du er en kraft af første rang!

Du er umanerlig kompetent
til dit job, det er almind’lig kendt.
Du kan din håndtering,
der er fast levering,
også selvom sagen er betændt.

Du har ligevægt og godt humør
samt gevaldigt menneskegehør.
Hvis man har lidt krise,
kan du sprede lise.
Snart så har man det så godt som før.

Synge kan du som en nattergal.
At det lyder smukt er ikke pral.
Nordbykoret klinger
som på englevinger
når du rigtig gi’ r den en pedal.

Du er gift med Erik Pedersen.
Hver har jo sit kors at bære, men
hold det ud, med tiden,
før, og ellers siden,
får du sat lidt skik på ham igen.

Nævnes skal det også her til slut:
Jeres Anders er en prægtig gut!
Han har danske gener,
som han smukt forener
med no’ helnorsk tæl og kraft og krudt.

Irma, tænk, du fylder femti år.
Det er sandt, skønt knap man det forstår.
Hurra vil vi råbe,
og man må jo håbe
at vi ses igen her om ti år!

Sangen gik det rigtig godt med – lige til vi kom til femte vers! Så gik der et sus gennem lokalet. Vi var kommet frem til verset om ægtemanden og det kors fødselaren måtte slæbe rundt på i den anledning. Jeg havde også været lidt i tvivl da jeg skrev verset. Rimet var simpelthen for fristende til at jeg kunne lade det være, så det blev som det blev, og jeg satsede på at selskabet kendte ægteparret godt nok til at vide at de to turtelduer på skrømt havde noget gammeldags kønsrollenoget kørende, hvor Erik passede de huslige pligter under protest og Irma førte det store ord på hjemmefronten. En joke som sangen blot refererede til. Men der havde jeg altså gjort regning uden den manglende norske tradition for dril og ironi i festsange.

Nåda. Men gjort gerning stod ikke til at ændre. Sammen med “Rudolf” fik jeg dog revanche da vi fremførte en sang vi havde skrevet i fællesskab som duet. Sangen var blevet til aftenen før da jeg havde hentet “Rudolf” i Århus til vores fælles færd til Norge. Vi digtede den i fællesskab på en halv time, og den er et godt eksempel på at to hoveder ofte tænker hurtigere og bedre end et. Vi var enige om at de linjer vi så hurtigt havde flikket sammen indeholdt nogle af de sjoveste brokker vi begge havde skrevet. Melodien er “Herre min gud, vad den månen lyser”, og vi leverede den med andenstemme og det hele:

Det er på tide at gratulere
Irma på denne store højtidsdag.
Derfor så rejser vi os med mere,
for dig at prise er vor hjertesag.
Vi to er gamle så vi har svært ved
at få stablet os på lakridserne,
men i din umiddelbare nærhed
bli’r man let varm i muffedisserne.

Du er vort lys og vor ledestjerne,
du er jo alle dyders hovedsum.
Alt hvad du si’r,  ja, det gør vi gerne
for når man ser på dig så bliver man stum.
Vi rydder op og vi står på pinde
selvom man sku tro at det gjorde ondt.
Det gør vi gerne for såd’n en kvinde,
særlig når det er en der fylder rundt.

Nu er vi kommet til konklusionen:
Irma, du er et tæskelækkert læs.
Det er for svært det med kammertonen
ægget af såd’n en skønhed på halvtreds.
Nu er det lige før at vi brister,
lige før at kedelen går i kog.
Nu bli’r der sprækker i fars medister
når det skal siges i et bramfrit sprog.

Der var det lig’ ved at bli’ for meget.
Irma, hvad er det nu du får os til?
Men når det hele bli’r målt og vejet
er det at hylde dig jo det vi vil.
Derfor så vil vi nu prøv å’ finde
frem til det der er sangens hovedmål:
løft nu jert glas, hver en mand og kvinde,
for det er tid at drikke Irmas skål.

Har nogen problemer med melodien, så hør en udgave her. “Rudolf” og jeg sang den på samme måde – bare bedre! Der var ikke et øje tørt, og fødselaren takkede os overstrømmende.

På den måde fik jeg rettet op på mit poetiske faux pas. Fremmed fugl kan også synge smukt, indså nordmændene, hvilket damerne kvitterede med at holde “Rudolf” og mig på dansegulvet til den lyse morgen.

Og Irmas danske familie har siden brugt mig som forfatter til deres festsange. Men dem har læserne allerede haft fornøjelse af i tidligere opslag, så ikke mere om den sag i denne omgang.

I næste uge er jeg tilbage med en revysang om Mette, Trump og Grønland. Den er et stort udstyrsstykke i Haderslev Revyen, og læserne har stadig chancen for at få billet til de sidste forestillinger. Revyen spiller indtil på søndag.

Det er altid dejligt med trofaste kunder som er vildt tilfredse med fabrikkens produkter og bare bliver ved med at bestille mere og mere. Familien “Bohr” har i hvert fald efterhånden bestilt den halve snes sange, og måske kommer der snart ordre på en bryllupssang. Vi venter i spænding her på fabrikken.

En anden trofast bestiller bor i Norge, men er dansk, og hun og manden har fået et par bryllupssange leveret, og endda en sang til hendes forældres diamantbryllup. Den viser jeg frem i næste uge, men i denne uge gælder det en sang skrevet til hendes nevøs bryllup. Ja, egentlig bestilte hun sangen på vegne af sine forældre, gommens bedsteforældre, for de var kommet lidt op i årene og fik gerne børnene til at klare ærterne for sig, men de ville mægtig gerne have en bryllupssang til deres lille kæledægges bryllup med en flot læge. Det tog jeg som en udfordring.

Gommen Peter var repræsentant for et firma der solgte sikkerhedsløsninger. I sangen gjorde jeg ham til låsesmed med mere end almindelig fingerfærdighed, og bruden Sofie fik lov til at lirke med stetoskopet. I al uskyldighed. Bedsteforældrenes varme følelser for de unge mennesker kom også godt til udtryk. Melodien er “Dengang jeg drog af sted”.

Så fik vi Peter gift,
så fik vi Peter gift.
Det gi’r et ekstra pift,
ja, det gi’r et ekstra pift.
Og det med en så flot,
jo, han har gjort det godt!
Sofie har jo alt hvad der skal til af stort og småt.
Hun vinder alle hjerter, hun er fantastisk sød,
og hver en mand hun ser på, bli’r lidt om hjertet blød.
Men hendes nummer et
er Peter, slet og ret!
Hurra, hurra, hurra!

En dygtig låsesmed,
en dygtig låsesmed
er en som bare ved
hvordan at man får på gled
hver enkelt låsepal,
og det er ikke pral
at Peter får det hele til at glide som det skal.
Sofies hjertelås fik han listigt dirket op.
Nu elsker de hinanden med både sjæl og krop.
Og hun er alt for ham,
med klap og kys og kram!
Hurra, hurra, hurra!

Sofie har forstand,
Sofie har forstand
på feber i en mand,
ja, på feber i en mand.
Hvis den er rigtig slem,
må stetoskopet frem,
og så får fyren ellers knappet skjorten lidt på klem.
Og Peters diagnose blev stillet i en fart –
den kur hun ordinered’ gik ud på noget rart.
Gik feberen så ned?
Nej, den blev bare ved!
Hurra, hurra, hurra!

Når Peter farter rundt,
når Peter farter rundt,
så tæller hvert sekund,
ja, så tæller hvert sekund.
Han har en stram akkord,
og der går også sport
i det med at få kunden til at tro at hvidt er sort.
Han standser sjældent længe på virksomhedsbesøg.
En sælgers tid er penge, det er høg over høg.
Hvis han får solgt for lidt,
så er det godt nok skidt –
Uha, uha, uha!

Men kommer han forbi,
men kommer han forbi,
så holder Peter fri,
ja, så holder Peter fri.
For Bedstemor og –far
har altid kaffen klar.
Så er det tid til kage og lidt hyggepassiar.
For Peter er vor guldklump, han er vor øjesten.
Vor eneste bekymring var om der fandtes en
som målte sig med ham
– så sku’ hun vær’ namnam!
Hurra, Hurra, hurra!

Sofie dukked’ op,
Sofie dukked’ op!
Og hun er helt i top,
ja, hun er jo helt i top.
Den ting er bare klar:
hun er en god cigar –
hun er den bedste bedstesvigerdatter nogen har.
Og når hun svinger Kristen på dansegulvet rundt,
bli’r han rent ud så salig at det gør næsten ondt,
mens Nanna kigger på
og vipper med sin tå –
hurra, hurra, hurra!

De ser så søde ud,
de ser så søde ud,
den flotte gom og brud,
ja, den flotte gom og brud.
Vi håber at de får
det godt i mange år.
Vi håber også på vi når at se det, når der går
en lille purk og leger – måske en børneflok,
for går det som det plejer, er en jo sjældent nok.
Så ta’ nu jeres tørn,
lav mange oldebørn!
Hurra, hurra, hurra!

Tag fat om jeres glas,
tag fat om jeres glas.
Stå op fra jeres plads,
ja, stå op fra jeres plads
og råb så højt i kor,
hver brummer og tenor,
et gjaldende hurra, så det kan høres at I tror
at Peter og Sofie har fundet melodi’n
– sopranen lagt på bassen gi’r sammen harmoni’n.
De er som yin og yang,
hinandens supplement!
Hurra, hurra, hurra!

Her mangler ikke noget! Måske er det lige før det er “smør på flesk”, som de siger i Norge. Men de to gamle mennesker skulle i hvert fald ikke skuffes! Det var også en sangglad familie, så jeg havde fortrøstning til at det nok skulle gå.

Efter brylluppet ringede jeg til Norge for at høre hvordan det var gået. Det var gået rigtig fint, sagde bestilleren, og hendes forældre havde været glade og rørte. Men en enkelt ting i sangen havde alligevel været for meget for dem: “Lav mange oldebørn”. Det var blevet rettet til det mere tækkelige “Få mange oldebørn”. Der havde ikke været andre sange, så det var godt den var der. “Det er få som kan lide at hoppe efter Wirkola,” bemærkede bestillerens danske, men efterhånden meget fornorskede mand. Det var lidt af en ros, syntes jeg.

Og hvornår kan man så få lov til at se de sidste sange fabrikken har leveret til Haderslevrevyen, spørger de utålmodige læsere. Revyen har premiere 24. oktober, så I må vente to uger til! Men i næste uge bliver I ikke snydt – da får I en hyldestsang til et diamantbrudepar, og den får ikke for lidt.

Husk at købe billetter til revyen – klik på billedet og I kommer frem til billetsalget:

Og nu er der så kun tre uger tilbage inden Haderslev Revyen starter. Jeg håber alle mine trofaste læsere har sikret sig billetter i tide! Det kan nås endnu – klik på billedet og I kommer til billetsalget.

Inden da kan I fornøje jer med ugens sang. Jeg var en tur på fjernlageret for at finde den og undrer mig over hvorfor jeg ikke har stillet den frem i Sangfabrikkens udstillingsvindue før nu. Jeg synes selv den er lidt af en perle – og selvros kan man jo altid få. Jeg skrev den omkring 1990 som hyldestsang til Birte Harritsø, som havde 25-årsjubilæum som pædagog på Ryeshaves Fritidshjem. Der er ingen grund til at kamuflere navn og omstændigheder, for jubilaren var en sand institution i institutionen, elsket af alle og blottet for selvhøjtidelighed. Min kone Lotte og hun var og er gode veninder, så det var klart at jeg måtte rykke ud med en sang. Melodien er Menuetten fra Elverhøj, og skulle nogen være i tvivl om hvordan den går, kan I høre den på dette link.

Oh Harritsø, du gamle tøs,
nu har du jubilæum.
Du puklet har på livet løs
og havner på museum
hvis fortsat du blot gør som nu –
Det er en fryd for alle
at se de kvaliteter du
har når den får en skalle.

I 25 år du har
på Ry’shave regeret.
Du er det faste inventar
og ud’n var vi leveret.
Hver flæbefred’rik holder kæft
når du har pisken svunget,
for du har pædagogisk tæft –
derfor du bli’r besunget!

Og så er der dit maleri,
det er din store dille.
Du dyrker det med raseri,
er blandt de unge vilde.
Og du er meget til kultur.
Du gør det uden snobben,
for det er helt mod din natur,
skønt du tilhører toppen.

Vi holder af dig, Harritsø!
Ja, du er vor heltinde.
Gid aldrig du må gå i frø,
din gæve gamle kvinde!
Så lad os råbe højt i kor
så børnehaven runger
hurra for vor reservemor
for hele byens unger.

At jeg berømmede Birte for hendes lige lovlig håndfaste pædagogik kan nok undre, men alle syntes det var sjovt i situationen, for et mere kærligt og empatisk menneske end Birte skal man lede længe efter. Men ellers kunne det passe godt med hendes maleriske vildskab i næste vers. I det hele taget rammer sangen fint en pseudopompøs tone som melodien lægger op til.

Jeg har gemt min håndskrevne kladde, og det er sjovt for mig at se den i dag. Der er ikke mange rettelser, sangen er skrevet lige ud af hovedet. Ja, de unge har jo lettere ved det end os gamle – så let går det sjældent for mig nu om dage. I kan selv kigge efter (og se hvordan jeg har bokset rundt med “snottet unge”, “tud’marie” og “lorteble”).

Det var alt i denne uge, men det var heller ikke så lidt, synes jeg.

Chefen for Haderslev Revyen ville ikke have spoilers om indholdet så tæt på premieren, så derfor har jeg fjernet de sangtekster man vil kunne opleve på scenen i nær fremtid. Haderslev Revyen har premiere 24. oktober og spiller fire gange fra torsdag til søndag på Harmonien, så det er med at få skaffet billetter. Og billetter – dem kan I købe på dette link.

Det er ingen hemmelighed at jeg havde tænkt at servere et af de hotteste numre til revyen i denne udgave af Sangfabrikken, men så får I bare noget andet godt i stedet for. Jeg har kigget i gemmerne efter lidt ekstra gammelt guld, og sørme om ikke denne udmærkede sang dukkede op.

Det er en 40-års fødselsdagssang til en bekendt i vores nabolag. Det er et genrekrav at en 40-års fødselsdagssang gerne må indeholde noget dril, men det var lidt af en udfordring i dette tilfælde, for hvem kunne have noget at udsætte på “Preben”, som er en fremragende far, glimrende håndværker, hjælpsomheden selv – sparsommelig, men generøs med sin tid. Der var måske lige det faktum at “Preben” og konen delte hjem med “Prebens” svigermor, og indtil deres andet og sidste barn blev en dreng, var “Preben” i kraftigt kønsmæssigt undertal, hvilket man godt kunne forledes til at tro var noget af et pres ind imellem. En anden ting var at hjemmet kunne prale af at have egnens største brændestabel, som “Preben” flittigt holdt ved lige og udvidede, og så var det en fristende tanke at se en sammenhæng mellem de to ting.

Melodien er “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, og hvis nogen ikke skulle kende den, kan I se den fremført af Peter Malberg og Poul Reichardt i dette klip fra “Det gamle Guld”, den allerførste Morten Korch-film.

Nu fylder Preben fyrre,
den gæve guttermand.
Kun ganske lidt han mærker
til tidens gnavetand.
Han har nu nået ald’rens fylde,
er kommet på den rette hylde.
Før var han ung og rask og livlig –
nu sænker roen sig grangiv’lig.
JUHUU!

I Prebens Sturm-und-Drang-tid
var han en smule vild.
Hver weekend gik med øller
og jagt på lækre sild.
Men da han først fik mødt sin Helle,
så var det helt slut med at bælle.
Han nøjes med de frække damer
han ser i postkassens reklamer.
JUHUU!

På deres postadresse
er også damer nok.
Men de har endnu ikke
gjort Preben til et pjok.
Han har det som en æggeblomme
og sku’ en krise forekomme
går Preben ikke rundt og mugger –
han får det ud som brændehugger.
JUHUU!

Og når han hugger brænde
får sjælen atter ro.
Derfor er brændestablen
lang nok til vintre to.
Han passer godt på hus og have,
ved altid hvad han nu skal lave.
Med penge ikke rundt han drysser –
Han fodrer femten sparebøsser!
JUHUU!

Ja, Preben er utrolig,
tænk som han holder ud,
fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose,
ved øjet hænger ingen pose.
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler!
JUHUU!

Hint til gør-det-selv-poeter: Jeg har tidligere givet en opskrift eller to fra mig på hvordan I selv kan skrive jeres egen udmærkede festsang uden at tilkalde min assistance i den forbindelse. Mon ikke I også med held kan genbruge første og sidste vers af denne sang? Det er altid en start, selv om I unægtelig bliver nødt til selv at finde på noget i det der ligger der imellem. Det kan I godt! Bare prøv!

Og det var hvad det blev til i denne uge. Der er kun fire uger til revyen, men ventetiden kan godt føles lang – som dagene i december op til jul. Jeg skal nok finde noget andet guf til jer i næste uge. Bare vent!

Kan man slippe godt fra skrive om fødselarens lidt for buttede mave i en 70-årssang? Normalt er det en sag som jeg vil fraråde, men ikke desto mindre var det hvad jeg gjorde da en af mine gode kammerater for nylig fejrede passeringen af det skarpe hjørne med en stor fest.

“Jens” har været ivrig sportsmand hele sit liv, spillet badminton på eliteplan, været på det militære landshold i orienteringsløb og feltsport. Kroppen er så småt begyndt at vise at festen godt kan få en ende engang, men han pukler trodsigt videre trods slidgigt. Badminton er det rene ingenting nu, men desto mere tid er der så til orienteringsløb. Hans konkurrencegen er kæmpestort – han vil bare gerne vinde. Også selv om det gør lidt ondt. Han snakker gerne og længe om sine løb med mig, og det er helt i orden, for jeg har også været løber og elsker sport, selv om det mere og mere bliver i teorien.

Bortset fra det er “Jens” en hyggelig, almindelig mand der hæger om sin familie og godt kan lide god mad og en øl i ny og næ. Hvilket nok også forklarer hvorfor han ikke kan komme af med det sidste par kilo og den lille mavse der sidder og driller og giver hans profil en mindre sportslig udstråling. Det blev unægtelig omtalt i min fødselsdagssang til ham, dog uden at kalde ham for “fed” på andet end den helt gode måde. Sådan da. Melodien er “Marken er mejet”.

Nu har Jens Nielsen vist nået den alder
hvor han burde sidde i en stol og slappe af.
Men han er mest til tumult og rabalder,
så vi gi’r den gas nu på hans runde fødselsdag.
: Jens er ble’et 70.
Løjer og kommers
bli’r her sikkert meget af, men først et hyldestvers! :

Hvis man behøver hjælp og assistance
så er Jens jo manden der kan rette op på det.
Han kan li’ mad, og når han får en chance,
drikker han en dåseøl, og så måske en te’.
: Hans gemytlighed
er som alle ved
svær at holde nede, ja, for Jens er bare fed. :

Fed, altså, såd’n på den helt gode måde!
Selv om også mavsen er en lille smule rund.
Han dyrker sport, og det er os en gåde
hvorfor han dog ikke taber det par sidste pund.
: For han knokler på!
Hans kondi er rå!
Badminton og o-løb dyrker han så let på tå. :

Og så er Jens jo en glimrende caller
når der danses squaredance, for det falder ham så let.
Hver gang en dansekommando han skråler
må hver en’ste danser ellers bare makke ret.
: Jenses fyndighed
og hans myndighed
skal forhindre at de svære trin går helt i ged. :

Jens passer godt på sin kære familie.
Han og Anni hygger sig med deres børnebørn.
Haven bli’r passet så rose og lilje
får hvad de skal ha’. Desuden ta’r de deres tørn
: når der’s sønner to
skal ha’ bygget bo.
Så ta’r Jens affære så terrassen kan bli’ go’. :

Kort sagt, så er Jens jo en af vor’s egne!
Han er en af den slags mænd som bare holder mål.
Derfor så vil vi på selskabets vegne
bede alle rejse sig, så drikker vi en skål.
: Løft de fyldte glas!
Nu er det tilpas
med et gjaldende hurra fra hver sopran og bas! :

Den slags slipper man ikke godt fra i en fødselsdagssang til hvem som helst. Men med “Jens” var det i orden, han var glad for sangen. I øvrigt blev det en glimrende fest – med en times squaredance indlagt som ryste-sammen-indslag. Ikke nødvendigvis Lottes og min kop te, men vi må indrømme at vi også morede os med det.

Vi ses i næste uge!

Alice og Uffe er Lottes og mine gode venner, og det har de været længe. I en fjern fortid blev Lotte ansat som pædagog i en ny børnehave, og hun kom så til at dele stue med Alice.  De var begge fremragende pædagoger på hver sin måde,  supplerede hinanden godt og blev hurtigt veninder. Et par år senere brændte Alice varm på Uffe, en lun typograf med kunstneriske tilbøjeligheder og samlermani. De blev lynhurtigt etableret som par og flyttede sammen. Det var en stor kamel for Alice at sluge at Uffe holdt slanger i stor stil og havde et megasize terrarium til sine skildpadder. Men det har hun levet med lige siden uden at kny – sådan da. Uffe havde også en musefarm, for noget skulle slangerne have at leve af, men den blev nu hurtigt afskaffet, og foderet blev i stedet indkøbt aflivet og nedfrosset. Uffes slanger trives i bedste velgående den dag i dag, og det lykkes kun sjældent for en snog at snige sig ud på springtur.

Uffe har trykt millioner af Jyllands-Poster og Ekstrablade, men håndværker er han ikke. Eller rettere sagt: det er han blevet efter de købte et lille gammelt tre-etagers byhus. Uffe gør aldrig noget halvt, så han har sat sig ind i håndværkernes hemmeligheder og har pudset hele herligheden op med gedigne og kreative løsninger overalt – til Alices store begejstring og beundring. De er fælles om interessen for kunst, og det afspejler sig også i husets indretning. Desuden elsker de at være på rejse, gerne aktivferie med løb osv., og de har også været på farten med os en del gange.

Hvorfor så mange ord om de fortræffelige mennesker? Fordi de pludselig efter snart tyve års samliv besluttede sig for at blive gift.  Hvem vil ikke gerne til et godt bryllup, og vi har også givet dem opfordringer i den retning. Men så meget større var vores glæde over at det nu endelig blev til noget. Selvfølgelig skrev jeg en sang til deres bryllup nu for godt fjorten dage siden.  Melodien er årstidsbestemt: Marken er mejet.

Tænk, langt om længe fik Alice og Uffe
tag’t sig sammen til at gifte sig, så den er fin.
Og Harmoniens menu skal vi guffe
i os med god appetit og store mængder vin.
: Det skal bli’ en fest
hvor hver tørstig gæst
gi’r den gas og hygger, det er det som vi gør bedst. :

I hvert et paradis er der en slange
som så gerne vil forstyrre hjemmets harmoni.
Hjemme hos Alice og Uffe er mange,
men alli’vel går det godt, og det er jo fordi
: Alice har forstå’t
Uffe må ha no’et
dyrisk stimulans der vækker manden op til dåd :

Der’s grønne hus bli’r jo passet og plejet.
Der er blevet bygget med utrolig energi.
Indeni er der af kunst såre meget,
man kan også finde kitsch og snurrepiberi.
: Uffe samler alt,
Tintin, kar til salt.
Når han først har få’t en raptus, gøres intet halvt. :

De ta’r ret tit på eksotiske rejser,
gerne aktiv ferie med løb og den slags ting.
Derfor må der tjenes masser af skejser,
og arbejdets hamsterhjul bli’r altid holdt i sving.
: Først og fremmest må
deres søde små
børnebørn forkæles, bedre kan man ikke få! :

Tiden vil vise hvor længe det holder,
men nu tælles Alice altså blandt de ægte fru’r.
Hvis hen ad vejen romancen blev kolder’,
kan vi ordinere dem en kur der sikkert dur:
: Hold endnu en fest!
Brug en rigtig præst!
Husk at invitere alle os her med som gæst. :

Endelig kom vi frem til konklusionen:
Uffe og hans kone Alice er no’n guttermænd!
Nu’ det for svært, det der med kammertonen,
aldrig har vi set et par der gik så godt i spænd.
: Løft de fyldte glas!
Nu er det tilpas
med et gjaldende hurra fra hver sopran og bas. :

Det er en meget privat og personlig sangtekst – derfor også de mange forhåndsoplysninger. Læseren undrer sig sikkert over hvorfor et vers havde kærlighedens begrænsede holdbarhed som emne. Det kan man da ikke til et bryllup! Men i dette tilfælde jo, synes jeg, for brud og gom har allerede holdt meget længere ud med hinanden end mange andre ægtefolk med guldrandet vielsesattest. Og så var det en detalje ved brylluppet at parret blev borgerligt viet af trompetist Henrik Rønnow, socialdemokraternes borgmesterkandidat og stemmesluger ved sidste byrådsvalg. Det var første gang han prøvede at være giftefoged, sagde han, men han var blevet behørigt beskikket af borgmester Geil. Som om det skulle borge for kvaliteten, tænkte mange bryllupsgæster.

Det var så andet og sidste blogindlæg i denne uge. Vi ses igen næste torsdag, hvor I kan læse min første non-firmationssang.

Den lange sommer er forbi. Pludselig er sangfabrikkens direktør vågnet op til dåd, der er dryppet olie på alle hjul i maskineriet, og personalet er trukket i arbejdstøjet. I fremtiden vil Sørens Sangfabrik udkomme om torsdagen igen. Til at begynde med hver torsdag, for lidt er der da sket siden sidst der kan interessere vore trofaste læsere: en bryllupssang, en non-firmationssang, en sang til Haderslevs nye revy, der løber af stabelen i oktober. Billetsalget er allerede i gang – I kan komme direkte til billetsalget på dette link.

Og ikke mere om denne sag nu – alt kommer til den der venter. Denne gang kommer bloggen til at handle om en sang jeg skrev til en god kammerats 60-årsdag. Han hørte til et slæng af jurastuderende som jeg kendte i min studietid i 70’erne. Kontaktfladen var min gode ven “Jesper”, som vist klarede jurastudiet ganske glimrende, et indtryk der blev forstærket af hvor ofte kredsens mere uheldige helte bad ham om råd og vink udi de juridiske finesser. Blandt dem hørte “Baunsgaard”. Hans kærlighed til jurafaget blev sjældent gengældt med faglig succes, og egentlig havde han mere tilbøjelighed til at drive ejendomshandel. Inden for det felt havde han en iøjnefaldende kvalifikation: “Baunsgaard” var venligheden og troværdigheden selv. Han startede i det små med en lille biks i Skolegade i Århus hvor han handlede med sommerhuse. Jeg kom af og til forbi, og så kunne vi tage os en snak over en kop kaffe. Han havde altid god tid. Kunder kom der sjældent nogen af.

Det kunne ikke gå i det lange løb, og biksen i Skolegade blev kun første station i et labyrintisk karriereforløb, hvor han til sidst endte på Vejlekanten som ejendomshandler i ydmyge rammer. Undervejs lykkedes det ham efter en del år at blive udlært jurist, stadig bakket op af vores fælles ven “Jesper”. Han var gift med den ukritisk loyale “Maren”, og på den fælles turne købte og solgte de det ene hjem efter det andet – ud over andre ejendomme som “Baunsgaard” kunne købe for en slik. Det med at få dem solgt igen gik det noget mere trægt med.

Vi blev ved med at træffe “Baunsgaard” og hans dejlige kone i selskabelig sammenhæng hos “Jesper” og hans familie. Vist havde “Baunsgaard” ikke den store succes i forretningslivet, men han var et livstykke og utrolig behagelig og charmerende at være sammen med. Han fik mig til at tænke på Leonard Cohens roman “Beautiful Losers”.

Lotte og jeg blev meget glade for at blive inviteret til “Baunsgaards” 60-års fødselsdag. Det havde vi ikke ventet, for så meget havde vi heller ikke set til hinanden, men når vi sås, hyggede vi os altid gevaldigt sammen. Selvfølgelig ville jeg ikke komme uden at medbringe en gratulationssang fra den øverste skuffe. Resultatet ser I her – melodien er “Jeg har min hest, jeg har min lasso”. Yngre læsere har måske behov for at få melodien repeteret via Peter Malbergs og Poul Reichardts duet i Morten Korch-filmen Det Gamle Guld. Klik på linket!

Nu holder Baunsgaard gilde,
for han er fyldt de tres.
Nu har han nå’t den alder
hvor man må vær’ tilfreds.
Han har nu nået ald’rens fylde,
er kommet på den rette hylde.
Før var han ung og rask og livlig –
nu sænker roen sig grangiv’lig
– JUHUU!

I Baunsgaards Sturm-und-Drang-tid
beviste han sit værd.
Han passed’ garderoben
med frække pigers klæ’r.
Og mens de stripped’ på tribunen
fik slemme gæster no’n på trynen
Tit måtte Baunsgaard næven knytte
Cabanas ry for at beskytte.
– JUHUU!

I fordums dunkle tider
lå han på hospital.
Hver gang han trak i snoren
som kærlighedssignal,
stod Maren fluks ved Baunsgaards leje
så han ku’ få den rette pleje,
og når hun rystede hans pude
så blev der dug på stuens rude
– JUHUU!

De rundt på ludobrættet
har flyttet tem’lig tit
på grund af Baunsgaards næse
for boligsalgsprofit.
Når man så let får tjent en krone
kom ingen mukken fra hans kone
hun pakked’ ned menageriet
som om hun virk’li’ godt ku’ li’et!
– JUHUU!

At stimulere drømme,
den kunst kan han som få.
Han kunderne besnærer
med øjne uskyldsblå!
Og som en anden Låsby-Svendsen
bedøver han intelligensen
hos kunden, og før nogen aner
er der solgt hus i lange baner
– JUHUU!

Ja, Baunsgaard er utrolig,
tænk som han holder ud,
fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose,
ved øjet hænger knap en pose.
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler
– JUHUU!

Første og sidste vers har jeg brugt i andre sange, men ellers er der ikke meget skabelonpræg over den. Fødselaren var også glad for portrættet og takkede hjerteligt. I det hele taget blev det en fantastisk fest. Vi sad op og ned af et ungt par der havde købt hus gennem “Baunsgaard” og nu gik lidt til hånde i gensidig sympati. Typisk nok for “Baunsgaard”. På den anden side sad Lotte op ad “Baunsgaards” ungdomsven, som var blevet redaktør for et førende erhvervstidsskrift, og han sagde ikke et muk mens han snøftede foragteligt ad vores plumpe løjer. Han ydede intet til selskabet ud over sin fine tilstedeværelse, men det var selvfølgelig også noget. Og det var heller ikke noget vi lod os gå på af. Vi blev hængende indtil personalet smed os ud.

Det blev ikke til nogen 70-års fødselsdagsfest for “Baunsgaard”. Han døde efter kort tids sygdom for nogle år siden til “Marens” årelange sorg. Der var heller ikke en krone på kistebunden længere, men “Baunsgaard” nåede at berige mange menneskers liv på sin vej.

Og nu har min blog så fået den nye sæson skudt i gang. Allerede på torsdag kommer det næste trut i hornet – med en splinterny bryllupssang.

Som bebudet i sidste uge tager Sørens Sangfabrik på sommerferie – i hvert fald i en måneds tid. Fruen og jeg har mange planer om rejseaktivitet, og vores drenge med deres påhæng fisker også efter en biltur sponsoreret af den gamle op gennem Norge med diverse stop undervejs.

Forventningens glæde er den største, skrev Søren Kierkegaard til sin forlovede, Regine Olsen, da han aflyste et længe imødeset, ømt stævnemøde. De ord fik jeg også at høre i tidernes morgen fra min daværende kæreste da jeg på grund af tvingende omstændigheder ikke dukkede op til noget tilsvarende i Århus fra mit sommereksil i Norge. Hun hoppede forståeligt nok hurtigt af krogen igen. 

Læserne af Sørens Sangfabrik skal nødigt gøre ligeså. Derfor har jeg gemt en af mine mere spændende tekster til denne afskedens stund, så ventetiden kan blive til sødt kildrende pinsel. Hvornår får vi mere af det samme?

Sangen skrev jeg til min gode ven og kollega Pers 50-års fødselsdagsfest. Den skulle ikke have for lidt, så der gik mange overvejelser forud. Sangen skulle selvfølgelig være kærligt drillende, men ikke for meget. For selv om Per (som desværre døde alt for tidligt for et par år siden) selv var lynende rap i replikken, var han også engageret og i sine følelsers vold. Han brændte for sin arbejdsplads, VUC Syd – det gjorde vi jo alle sammen dengang – og han gik i brechen med lidenskab når noget på skolen ikke gik den vej han syntes tingene skulle gå. Ordgejl havde han kun foragt til overs for, men med årene fik han kanterne slebet af, og han var altid konstruktiv og hjælpsom.

Det lykkedes vist meget godt at få det hele med i sangen. Melodivalget slap jeg også godt fra. Per var et forårsbarn, så hvad kunne være mere passende end Skjoldborgs “Med min hakke, min skovl og min spade” (aka Husmandssangen)? Så blev det også muligt at bruge ordspillet på “at kalde en spade en spade” – unge læsere der ikke er ordentlig hjemme i Højskolesangbogen kan læse Skjoldborgs originaltekst nederst for bedre forståelse af sammenhængen.

Sang til Per i anledning af de 50…

(Mel.: Med min hakke, min skovl og min spade)

50 år det tog Per at komme så vidt
men nu har han nået det stade
hvor flest har for meget og får det for tit
– det skyldes vel alderens livsappetit
hvis man kalder en spade en spade.

For tyve år siden var han åleslank,
hans mave var en af de flade.
Han var frisk og fyrig og oplagt til pjank
– nu prydes han kun af en isse så blank
hvis man kalder en spade en spade.

Han er rund af krop, og han er rund af sind
og det er skam mer’ end facade.
Tålmodigt han lytter hvor andre går i spin
– til trods for han før ku’ gå over gevind
hvis man kalder en spade en spade.

Af unødigt bureaukrati får han fnat,
og det er en god ting at hade.
Så pakker han ikke sin mening ind i vat
han skærer igennem alt vrøvl og alt pjat
og han kalder en spade en spade.

Nu sidder vi her ved det dækkede bord
og ta’r af de bugnende fade.
Vi skåler for Per, vor begejstring er stor,
og her skal kun lyde rent rosende ord
skønt man kalder en spade en spade.

Temmelig perfekt, hvis jeg må sige det selv. Men der var også to andre glimrende lejlighedssange til Pers fødselsdag, sådan går det let når der er mange degne sammen. Undtagelsesvis tager jeg den ene af dem med i sin helhed, selv om min blog ellers kun handler om de sange jeg selv har skrevet.

Den blev skrevet af Kai, vores chef, og Vice-Lise, hans second-in-command. De var travle folk som ikke havde givet sig stunder til at skrive sang før de i bilen på vej hjem fra forstandermøde i Nyborg besluttede at gøre et forsøg. De var godt klar over at her var der gode muligheder for at tabe ansigt over for andre der havde været mere flittige på den front, så de flikkede nogle vers sammen på “Jeg er havren”. Den ene kørte, den anden skrev, begge kom med det ene fjollede rim efter det andet – det gik strygende:

Kære Per, tillykke med i dag
uden for der hejset er et flag.
Vi er samlet her i lystigt lag.
fordi at det er din fødselsdag,

Du har rundet årene 50.
Du kan være glad og veltilfreds.
Du har indset sport er ikke sundt,
så nu er dit image mere rundt.

Du er Lektor, det gir værdighed
mangen pædagogisk færdighed
har du dyrket, du er ganske bred.
Du har dybde og alsidighed.

Du kan lede folk på rette vej.
Hver en SU-kursist kender dig
Med problemer hjælper du enhver
piger under 30 dog især.

Her du sidder i dit bedste tøj,
mens vi uden om dig laver støj.
Glade lyde fylde salen skal,
når vi midtvejs tømmer vor pokal.

SKÅL!

Hvert år skal du skifte bilmodel,
så man tror du tjener på det selv.
Men om dagen kører Mariann,
så om aftnen kun du køre kan.

Du kan vær’ en lille hidsig-Per,
så de sarte sjæle krøller tæer.
Men du blir som regel god igen,
når en times tid er gået hen.

Du har været i Kina og Skotland.
Du er skolens vidtberejste mand.
Lysbilleder viser du dog ej,
det gør nu da ingenting for mig.

Du er kattefar med hud og hår.
Kattens psyke du så godt forstår.
Den er fri og går sin egen vej,
sådan er det osse jo med dig.

Nu vi slutter denne lille sang,
ellers bliver den bare alt for lang.
Vi vil råbe alle højt hurra.
Søde Per, tillykke med idag.

HURRA!!!!!

Det blev en rigtig charmerende sang, ikke? Her er alle de unoder jeg vil advare en sangskriver imod: Alt for lang, alt skal med, løs sammenhæng, omvendte ordstillinger – og så på dræbermelodien “Jeg er havren”. Men det er jo hele ideen. Fødderne sidder også som de skal (bortset fra et tydeligt villet sted: “Lysbilleder viser du dog ej,”). Og så er der adskillige perler: “Med problemer hjælper du enhver / piger under 30 dog især” og “Du kan vær’ en lille hidsig-Per, / så de sarte sjæle krøller tæer.” Der blev gået til stålet!

Jeg roste Kai for sangen og sagde at jeg ville ønske at jeg også havde taget det nede-på-jorden stillag. “Men din sang er smuk,” sagde Kai. Det var store ord, men jeg synes egentlig også han havde ret.

Og nu starter så den lange sommertørke i Sangfabrikken. Fortvivl ikke – jeg vender frygtelig tilbage med nye sange.

Her er Johan Skjoldborgs “Husmandssangen” (1915):

Det bliver ikke lettere at skrive fødselsdagssange til folk der er blevet ældre – det går først over når de er blevet gamle. I sidste uge skrev jeg en 70-års fødselsdagssang til en god veninde, og hende har jeg skrevet både en 50- og en 60-årssang til før.  Dette måtte blive den svære 3’er.

Jeg kunne have valgt at springe selve alderen over som tema. Jeg kunne have skrevet om venindens mange kvaliteter – og der er mange. Men så fandt jeg altså i stedet på at skrive om den høje alder som et bevis på hvor godt det er gået. Og det endda uden katastrofer der er gået ud over de nærmeste.

Ud fra den tankegang er vi selvfølgelig en hel flok Fætter Højben’er når vi nærmer os 70, men når man tænker efter, så er det egentlig et fantastisk held der har bragt os så vidt. At det så ikke kan fortsætte på den måde er alle vist klar over, men hvorfor ikke bare en rum tid endnu? Man har altid lov at håbe, og i mange tilfælde rammes man ikke af nemesis foreløbig.

Det kedelige perspektiv er jeg måske lige akkurat inde omkring og vende i sidste vers, men ellers er sangen en fejring af hvor godt livet har flasket sig for fødselaren og hendes omgivelser.

Til Maries pris

(Mel.: Pigen og søndenvinden – hør en version her)

Nu er Marie fyldt 70.
Så er livet ikke gå’t helt på tværs,
for når man først er nå’t så vidt
ud’n større fadæser, så tænker man tit:
Det ku’ ha’ gået værre, du!
Der ku’ nemt vær’ sket noget drastisk.
Jeg’ glad for jeg er her endnu.
Mit liv er jo gået fantastisk.

Marie har haft kæmpeheld,
har skudt papegøjen som William Tell.
For hun blev født i Hinnerup,
og man må nok sige at det var et kup
med opvækst i et landbohjem
som en af de tre små prinsesser.
Syg’plej’rsker blev de to af dem,
Men hun havde andre int’resser.

Og det var jo et svineheld
hun ikke blev gift med en som hed Keld.
I stedet blev det Søndergaard,
og det var ret heldigt, som alle forstår:
De fik en pragtfuld børneflok!
Tænk hvis de var ble’et nogen andre!
Tænk hvis der’s far had’ vær’t et pjok!
Hendes smag i mænd kan ingen klandre.

Maries kæmpestore held
på rundturen i sit livs karrusel
bli’r vist kun overtrumfet af
det held hendes venner kan siges at ha’:
Marie er vort ideal,
Marie er helt uden lige.
Og det er ikke bare pral!
Tænk vi kender såd’n en sød pige!

Så kom vi frem til sangens mål:
Hurra’er og leve og så en skål.
Marie har fortjent honnør
for hvad hun er nu og for hvad hun var før.
Vi håber det må gå dig vel –
mindst tyve år til sku’ nok passe.
For godt nok må det kræve held,
men af held har du en farlig masse.

Selvfølgelig har min veninde ikke bare haft medvind i livet. Det lå i pennen efter at jeg havde skrevet andet vers, men så lod jeg være. Her er der kun fest og farver til slægt og venner, mand og børn. Det havde ingen noget imod.

I næste uge kommer mit sidste blogindlæg inden jeg holder en lille  sommerpause. Sangen jeg viser frem var en noget mere tung og alvorlig sag, men havde også sine kvaliteter.

Vi ses!