Sørens sangfabrik

Lotte og jeg har boet på Rosenvænget nu i 28 år. Det tog det første par år inden vi kom ind på livet af vores nye naboer – og inden vi ikke længere kørte forkert når vi kom hjem til labyrinten af 70’er-parcelhuse i gule sten. For en sikkerheds skyld vinkede vi til alle herude. Efter over et år kunne vi hverken sætte navn eller ansigt på alle naboerne, men de vidste garanteret godt at vi var de nye.

Men så begyndte en lang stime af kobberbryllupper og sølvbryllupper, og her er egnens tradition jo at naboerne aftenen før sætter ranke – enten hel eller halv – omkring det jubilerende pars hoveddør. Det sker under meget postyr. Først pyntes den indkøbte ranke i en nabogarage. Det er damernes opgave, mens herrerne drikker øl. Så fæstes ranken til hoveddøren. Nu er det handymændenes tur. Sådan set skal det være en overraskelse, men der bankes og hamres højlydt så ingen kan være i tvivl om hvad der er på færde. Seancen slutter selvfølgelig med at naboerne bliver inviteret ind til et overdådigt kaffebord.

Da vi skulle have kobberbryllup, var vi godt klar over hvad der krævedes. Men vi havde forregnet os med datoen – det er naturligvis aftenen før at naboinvasionen foregår. Vi sad og så Robinsonekspeditionens første sæson (ja, det er længe siden!) med vores små drenge og havde det hyggeligt, men så blev freden afbrudt af kraftig støjen. Jeg styrtede ud i bryggerset for at se om vaskemaskinen var gået amok, men så kunne jeg se flakkende lysskær udenfor. Var det indbrudsforsøg? Jeg rev døren op. Der stod alle naboerne. Jeg blev paf. Huset var slet ikke klart til offentlig beskuelse. “Det er da først i morgen – gå nu hjem,” sagde jeg. Og så lukkede jeg døren. Lotte var kommet til. Vi blev enige om at det nok ikke var populært at lade det blive ved det, og så blev der lukket op igen og budt inden for. Et par var noget mopsede over min mærkelige opførsel, men ind kom de da alle sammen og fik en forfriskning. Og heldigvis var de med på at komme igen dagen efter.

Det skyldtes måske også at jeg stadig havde goodwill på kontoen på grund af den sølvbryllupssang jeg havde skrevet til vores nærmeste naboer et par måneder forinden. På dette tidspunkt havde nabosammenholdet udviklet sig til at vi også kom med til alle hinandens runde fødselsdage osv.

Det skulle sådan set være vejens sang til sølvbrudeparret, og en nabo der altid er meget velorienteret om vejens forhold assisterede med ekstra materiale og vinkling. Vi blev enige om at sangen skulle starte med beskrivelse af sølvbrudeparrets kvaliteter: deres hjælpsomhed og perfektionisme. Et andet godt tema var deres nydelige døtre som netop var ved at komme i den alder hvor unge mænd kommer ind i billedet. Den ældste, “Birgitte”, førte mange og lange lavmælte samtaler på mobiltelefonen i den anledning. Og så kunne der endelig skrives om fremtiden – hvordan der ville blive når børnene var fløjet fra reden. En sag som langt de fleste her på vejen i dag ved adskilligt mere om end de gjorde dengang. Min meddeler oplyste at sølvbrudeparret så  nok kom til at savne den gyngestol de havde solgt.

Jeg satte mig til at skrive. Egentlig havde jeg bestemt mig for at skrive på “Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne”, for det ville være en grel kontrast til parrets meget velvedligeholdte parcelhus med årlige tilføjelser og forbedringer. Men det ville ikke rigtig glide, så jeg slog over i “Menuetten fra Elverhøj”. Den pompøse melodi er næsten en parodi på sig selv og giver mulighed for lidt selvironisk distance. En hvilken som helst tekst bliver sjov bare af at blive sunget på den melodi. Det første vers blev rigtig godt:

Vi vandrer ud til morgensang
om året mindst tre gange.
Med rankebindingsbankeklang,
med korte og med lange
hurra’er fejres sølverbrud
(og gom) – og inden længe
afblomstret ser det sikkert ud,
det gamle Rosenvænge.

Vandrer – sølverbrud – rankebindingsbankeklang (som har meget sproglig musik i sig) er ord der signalerer distance. “Sølverbrud (og gom)” er næsten P. Sørensen Fugholmsk i tonen – hvilken joke mon der ligger i parentesen? Altsammen lægger det godt op til de to overraskende slutlinjer om det snart afblomstrede gamle Rosenvænge, et tema der kan broderes på i sangens sidste vers.

De næste to vers passede også fint med planen. Jeg blev nødt til at skrive “Astrid/Erland”, for ellers havde jeg ikke fået fødderne til at passe.

I 31 bor et par,
som alle her jo kender.
For Astrid/Erland altid har
vær’t deres venners venner.
De skal besynges nu i dag
med overstadig tone.
De 25 år har bag
sig lagt som mand og kone.

Og deres hus er rigtig flot,
af Erland bli’r friseret.
Han også haven passer godt,
hans bil er blankpoleret.
Mens Astrid er den gode fe,
er aldrig spor forlegen.
Hun hjælper hvor det trænger te’
hos alle her på vejen.

Parrets rosværdige egenskaber nævnt – check! Men så begyndte det at knibe gevaldigt med at komme videre. På det tidspunkt fik jeg heldigvis besøg af musen, og det er jo noget der kan sætte gang i digteriet. Ældre læsere mindes sikkert “Mød mig på Cassiopeia”, hvor komponisten (spillet af Hans Kurt) får guddommelig inspiration fra den yndige muse Polyhymnia (spillet af Bodil Kjer).

Det skal lige fortælles at vores ellers mageligt anlagte niårige hunkat havde hang til musejagt, og så havde den det med at mjave ved enhver anledning, stor eller lille. Når den kom ind ad en dør skulle vi selvfølgelig have et hilsemjav. En lille uges tid før  jeg sad og døjede med min digterforstoppelse over naboernes sølvbryllupssang, havde katten fanget en mus og stod med den i flaben uden for vores havedør – nu ville den ind. Vi lukkede op, katten sagde hilsemjav, musen tumlede ud af kattens gab, spurtede tværs over stuegulvet og var pist væk. Nu havde vi så mus i huset, men det problem skulle en vaks kat vel nok kunne ordne. Det kunne vores ikke. Lotte så musen masser af gange inde i stuen når alt var stille og hun sad med en bog. Den stak hovedet frem bag radiatoren, bag bøgerne i bogreolen, sågar sad den spejdende midt på gulvet. Det gik der adskillige dage med. Noget måtte gøres. Meget pædagogisk havde vi indkøbt en kæmpestor colaflaskeformet gennemsigtig plastsparebøsse til vores yngste pode. Af en eller anden grund var den alligevel tom, så den bragte Lotte i anvendelse som human musefælde. Et stykke ost, musenes livret, blev anbragt i bunden af flasken, som så blev anbragt på gulvet med den brede halsåbning i bekvem musehøjde. Lotte satte sig til at vente – musestille, som hun plejede.

Det varede ikke længe før den efterhånden helt trygge mus kom frem, besigtigede opstillingen på gulvet og så uden yderligere betænkning pilede ind i flasken og gik i krig med osten. Uden at forhaste sig stillede Lotte flasken på højkant – musen var fanget. Menneskets sejr over naturen!

Lotte bar stolt den store plastflaske ind i kontoret hvor jeg sad i min digterpine. Jeg kiggede længe på musen – hvor var den yndig! Fuldstændig runde Mickey Mouse-ører, de nydeligste små poter, et nysgerrigt glimt i de små sorte øjenperler.

Efter dette møde med musen var der ingen problemer med digteriet:

Og nys var der konfirmation.
Vi andre kender rumlen:
Birgitte snakker telefon!
Vi ved at hendes mumlen
nok dækker over lidt af hvert,
og før end nogen aner
en bumset ungersvend genert
vil hende lumske planer.

Snart er de væk, de døtre to,
og der bli’r alt for stille.
Man kan godt få for meget ro,
for lidt ha’ at bestille.
Man rokker på terrassen ud
og mimrer op mod solen.
Man tørrer støv af med en klud,
ta’r lur i gyngestolen.

Men der er stadig længe til,
så mens vi stadig magter
at holde fest med larm og spil,
vi ikke det foragter.
Nu vil vi råbe højt hurra,
for det er os på sinde
at de en festsalut skal ha’,
den gæve mand og kvinde.

Det blev til rigtig gode vers, synes jeg! Det er ikke så ringe endda med det underspillede “en bumset ungersvend genert / vil hende skumle planer”, men rigtig godt bliver det i verset om pensionistens fremtidsscenarie hvor der er alt for stille. Det var nok det værste vores naboer kunne forestille sig på det tidspunkt. Nu mangler de syv år før de når frem til guldbrylluppet, men al frygt må siges at være gjort til skamme. Konen har stadig arbejde, mens manden i den grad får afløb for sin virketrang hjemme på matriklen. 

Men hvad med musen? Det kunne ikke komme på tale at slå den ihjel. Lotte bar den fangne mus næsten helt hen til Rosenbakken, som ligger på tværs af Rosenvænget, men ellers er endnu mere af det samme. Der blev musen sluppet fri, og Lotte travede glad hjem – problem solved! Da hun kom ind i stuen, sad musen midt på gulvet. Den var kommet hjem først.

Problemfri sameksistens lod sig ikke gøre i det lange løb. Da musen gnavede telefonledningen over, blev der krig, og en uges tid senere forsvandt den mellem kæberne på en hankat fra nabolaget der havde smidt slæberne ind hos os og levede i harmoni med vores måske lidt for fredsommelige hunkat. Men jeg er stadig musen taknemmelig for at den ville indfinde sig så jeg kunne skrive en ordentlig sølvbryllupssang.

Nu har læserne sikkert behov for at læse og synge sangen i dens helhed, så den kommer her. Melodien er, hvis nogen skulle have glemt det, Menuetten fra Elverhøj, og hvis man ikke kender den, kan den høres her.

Vi vandrer ud til morgensang
om året mindst tre gange.
Med rankebindingsbankeklang,
med korte og med lange
hurra’er fejres sølverbrud
(og gom) – og inden længe
afblomstret ser det sikkert ud,
det gamle Rosenvænge.

I 31 bor et par,
som alle her jo kender.
For Astrid/Erland altid har
vær’t deres venners venner.
De skal besynges nu i dag
med overstadig tone.
De 25 år har bag
sig lagt som mand og kone.

Og deres hus er rigtig flot,
af Erland bli’r friseret.
Han også haven passer godt,
hans bil er blankpoleret.
Mens Astrid er den gode fe,
er aldrig spor forlegen.
Hun hjælper hvor det trænger te’
hos alle her på vejen.

Og nys var der konfirmation.
Vi andre kender rumlen:
Birgitte snakker telefon!
Vi ved at hendes mumlen
nok dækker over lidt af hvert,
og før end nogen aner
en bumset ungersvend genert
vil hende lumske planer.

Snart er de væk, de døtre to,
og der bli’r alt for stille.
Man kan godt få for meget ro,
for lidt ha’ at bestille.
Man rokker på terrassen ud
og mimrer op mod solen.
Man tørrer støv af med en klud,
ta’r lur i gyngestolen.

Men der er stadig længe til,
så mens vi stadig magter
at holde fest med larm og spil,
vi ikke det foragter.
Nu vil vi råbe højt hurra,
for det er os på sinde
at de en festsalut skal ha’,
den gæve mand og kvinde.

Det var alt i denne uge – husk at like og dele på Facebook hvis I synes jeres kontakter kunne have fornøjelse af at læse min blog.

I firserne var jeg en dygtig langdistanceløber. “Jes” var min rigtig gode træningskammerat, og typisk løb vi 15 km sammen for fulde gardiner to eller tre gange om ugen – ud over den træningsmængde vi selv stod for. Det var bestemt ikke en ting nogen af os blev langsommere af. Efter udstrækning bagefter stod den på kaffe og sodavand. Øl var noget jeg drak med andre kammerater om aftenen på Slotsgade 25, byens in-sted for Kløftenfolket og resten af byens lidt venstresnoede hippe ungdom. “Jes”, derimod, var arbejdsramt om aftenen og cyklede fem gange om ugen ud til sit natskift på Ferskvareterminalen i Christiansfeld, hvor han baksede rundt på lageret med alskens mejeriprodukter. Det havde ikke passet med min livsstil, men det passede godt med hans. “Jes” var bare mere seriøs med alt det sportslige og den nødvendige forsagelse.

I 1987 stillede vi begge op i Hamborg Maraton. Et lille halvprivat rejsebureau stod for bustransport og indkvartering på et hotel på selveste Reeperbahn. Aftenen inden løbet spiste vi en passende letfordøjelig middag. Jeg drak to store fadøl, til andre løberes forargelse. Vi gik så hjem ad Reeperbahn igen lidt ud på aftenen. Vi havde fuldt focus på morgendagens store opgave, men alligevel kunne vi ikke lade være med at skotte efter tilbuddene i de mange sexklubber. Pludselig river en udråber fat i armen på “Jes” og haler af med ham mens han råber: “Komm hierher du geiler Bock!” Sjældent har jeg set et menneske se så forskrækket ud som “Jes”, men vi andre var ved at dø af grin – “Jes” var den mindst oplagte kunde i sådan en butik som man kunne forestille sig.

Senere på året havde “Jes” et problem. Hans lillesøster “Jonna” skulle giftes, der skulle være stort bryllup, og det forventedes af ham at han markerede sig på passende vis som brudens storebror ved den anledning. Han var ikke meget for at holde en stor tale. Kunne jeg ikke hjælpe ham? Jo, det ville jeg da gerne. Han kunne slippe med at sige et par ord hvis han også stillede med en sang, blev vi enige om, og så satte vi os ned og begyndte digteriet. Jeg foreslog melodien til “Jeg en gård mig bygge vil”, og sådan blev det. Startverset var meget oplagt, og der blev lagt en smule humor ind med dansk udtale af Stars and Stripes, kniben af tåre og  et “lille nor” om den giftemodne søster:

Det er Jonnas bryllupsdag –
hejses skal det røde flag
desforuden stars and stripes
og en tåre skal der knibes,
giftes skal det lille nor
– sangen er fra storebror.

Og hvad så? Nu havde sangen peget på sin afsender allerede en gang i sidste linje, så vi fortsatte med “Jes'” følelser som langt fra var sentimentale:

Faktisk ønsker jeg mig bort,
jeg vil hel’re dyrke sport.
Men jeg har jo kun en søster
Det’ et faktum som mig trøster:
Dette sker ej særlig tit
– ellers blev min smoking slidt.

Det kunne være nok til en start på sangen. “Jes” fortalte mig så om de nærmere omstændigheder der var gået forud, og det var en god historie. “Jonna” var sygeplejerske og havde fået job i USA. Tilbage i Danmark sad så kæresten “Bent”. Til trods for at “Bent” havde besøgt “Jonna” i USA for at holde gryden i kog, var der alligevel sket det som let sker når unge mennesker i tyverne flyttes til nye omgivelser: de finder nyt selskab. For en dansker var det også bemærkelsesværdigt at “Jonnas” nye filejs var swimmingpoolmontør. “Kan vi skrive om det med “Bent”?” spurgte jeg. “Absolut,” svarede “Jes”. “”Bent” skal med til brylluppet, der er no hard feelings.” Vi blev enige om at fortælle hele forløbet i sangen som det var:

Jonna drog til USA.
Ensom følte hun sig da,
også selv om Bent kom flyv’ne
blev hun rastløs hver den tyv’ne.
For at blive mere cool
købte hun en swimmingpool.

Swimmingpoolen var så flot
Jonna blev straks mindre hot.
Hun ku’ li’ installatøren
– han var nemlig ud’ med snøren.
Og der lød et maveplask
da hun faldt for ham pladask.

Bent blev ikke holdt for nar
fik en am’rikansk vikar.
Jonna skrev et brev til manden
og han læste det med banden:
“Jeg har fundet mig en ven
og skal giftes – hej igen!”

Så den forsmåede “Bent” fik en fremtrædende rolle i sangen, og tonen i afskedsbrevet var måske lige lovlig sorgløs og Lille-Lise-Let-på-tå. Men “Jes” mente sagtens det kunne gå an, så det blev sådan. Han syntes dog også der skulle stå noget i sangen der viste at søsteren var en ordentlig pige der ikke bare var “hot” og “rastløs hver den tyv’ne”. Det blev så til disse vers om rosværdig opførsel i forbindelse med deres fars forbigående sygdom:

Far var ikke rigtig vel
skønt han holdt det for sig selv.
Men da hun fik det at vide
Jonna fløj til Farmands side.
For en stund hun Bob forlod –
straks ved sygesengen stod.

Værre var det ikke fat
Bob så snart igen sin skat.
Og nu sidder vi og fester
Jonna, Bob og mange gæster
æder suppe, steg og is
– snart vi kaste skal med ris.

Og så var der sat punktum for den sang. Nu kunne “Jes” slippe ud af sin storebrorknibe med en omgang skål og hurra.

Her er hele teksten i sammenhæng – melodien er “Jeg en gård mig bygge vil”:

Det er Jonnas bryllupsdag –
hejses skal det røde flag
desforuden stars and stripes
og en tåre skal der knibes,
giftes skal det lille nor
– sangen er fra storebror.

Faktisk ønsker jeg mig bort,
jeg vil hel’re dyrke sport.
Men jeg har jo kun en søster
Det’ et faktum som mig trøster:
Dette sker ej særlig tit
– ellers blev min smoking slidt.

Jonna drog til USA.
Ensom følte hun sig da,
også selv om Bent kom flyv’ne
blev hun rastløs hver den tyv’ne.
For at blive mere cool
købte hun en swimmingpool.

Swimmingpoolen var så flot
Jonna blev straks mindre hot.
Hun ku’ li’ installatøren
– han var nemlig ud’ med snøren.
Og der lød et maveplask
da hun faldt for ham pladask.

Bent blev ikke holdt for nar
fik en am’rikansk vikar.
Jonna skrev et brev til manden
og han læste det med banden:
“Jeg har fundet mig en ven
og skal giftes – hej igen!”

Far var ikke rigtig vel
skønt han holdt det for sig selv.
Men da hun fik det at vide
Jonna fløj til Farmands side.
For en stund hun Bob forlod –
straks ved sygesengen stod.

Værre var det ikke fat
Bob så snart igen sin skat.
Og nu sidder vi og fester
Jonna, Bob og mange gæster
æder suppe, steg og is
– snart vi kaste skal med ris.

Ugen efter var jeg mægtig spændt på at høre hvordan det var gået. “Jes” fortalte at gæsterne havde moret sig kongeligt over sangen, og “Bent” havde skam grinet højlydt med i den almindelige moro. Ja – hvad skulle han ellers have gjort?

Hvis læserne føler skuffelse over at der ingen konfirmationssange er i denne uges indlæg, beklager jeg det. Der ligger stadig et par gode konfirmationssange på lager, men  jeg foretrækker at lade dem blive liggende til efter jul – til en ny kampagne.

Kunne I lide denne uges historie og sang, så udtryk jeres sympati ved at like og dele på Facebook.

Står hjulene nogensinde stille i Sørens Sangfabrik? Lige nu er der forbløffende meget gang i den. Jeg har lige skrevet en engelsksproget sang færdig i dag til en venindes 70-årsdag på lørdag om eftermiddagen, og senere samme dag kommer vi med en sang til en anden venindes 60-årsdag. I forrige uge var der en sang til mine gode venners 5-års bryllupsdag – den stod at læse i mit blogindlæg i sidste uge.

Men det var nu con amore, og det giver ikke bonus i andet end goodwill. Men der kan sagtens være lange døde perioder i sangfabrikken, og personalet ville nok gå i strejke eller finde andre græsgange hvis det var noget han skulle leve af.

Så er det jo godt at sangfabrikken også har rigtig trofaste kunder. To søstre med deres mænd har bestilt et større antal sange hos mig siden den første konfirmationssang i 2002, og der har været 40- og 50-årssange til dem selv og deres søskende, en sølvbryllupssang til venner osv. Jeg skal næsten have mere end to hænder i sving for at tælle dem alle sammen. Den sidste skrev jeg i begyndelsen af september.

I denne uge viser jeg kun to af sangene frem i praleskabet. Det er de to 50-årssange som damerne bestilte til hinandens fødselsdage. Til så gode kunder går det ikke an at levere andet end topkvalitet, så jeg gav den hele armen. Den første sang er den til storesøsteren, og melodien er “Sneflokke kommer vrimlende” – et passende melodivalg på grund af årstiden, men der er ellers ikke frost at spore i sangen ud over et optøet hjerte i første vers, og tonen er kærlig, men ikke uden blik for fødselarens små særheder:

Oh kære søster, hør vor sang!
Og den kan godt bli’ megalang.
For når vi først er gå’t i gang
er der en del at si’e
om hende som er førstefødt,
om hende som en Lai har mødt
som hendes hjerte op fik tø’t .
Ja, hende kan vi li’!

En halvtredsårig konekrop –
skal den mon tunes helt i top
med bungiejump og faldskærmshop?
Nej, det bli’r lidt for stift!
Du hel’re ta’r en cykeltur.
Det passer også mer’ for fru’r.
Og fitnessdamekropskultur
gi’r så det sidste pift.

Men den stod nok på abstinens
hvis symaskinens tråd gik læns.
Du syr og syr og syr imens
det hurtigt ender i
en kludetæppefarvepragt.
For du har over stoffet magt.
Din last er nemlig – omvendt sagt –
blød stofnarkomani.

En anden last – det si’r sig selv
– det er din hang til spisestel
De første 8 har du vel
I kæld’ren stuvet ned.
På loftet og i alle rum
er postelin ad libitum.
Alt ledigt territorium
bli’r fyldt – og du bli’r ved!

Af afkom har I avlet to,
og søde unger blev det jo.
I huset er der blevet ro,
men der er håb for dig:
Når du en gang bli’r bedstemor
bli’r du den bedste Thora Bohr.
Ved barnebarnets puslebord
du hygger dig med Lai.

En myndig kvinde er du vist
Og det må siges her til sidst
at du med al din kvindelist
har få’t din vilje tit.
En storesøster er jo vant
til alt hun si’r skal være sandt.
Protest afværges elegant –
du gør det ganske blidt.

Du kære søster, gi’ den gas!
Vær bare glad og veltilpas.
Nu er her vild festivitas
for du er fyldt 50.
Skønt evigheden forestår
kan vi vist nå at ta’ en tår –
Nu er det her det foregår,
dit tæskelækre læs!

Jeg kan selv godt blive imponeret over hvor god jeg en gang imellem er til at rime (skrev han med ledt rødmende kinder). I denne sang er der meget musik i sproget. Fitnessdamekropskultur. Kludetæppefarvepragt. Postelin ad libitum – alt ledigt territorium. Det er da rigtig godt! Og så slutte sangen med “dit tæskelækre læs”, som ellers vist var en stående vending på linje med “et godt skår” – det bliver da lidt sjovt når det er en midaldrende lillesøster der siger det til sin endnu mere midaldrende storesøster.

Sangen blev som bestilleren ville have den. Jeg kendte godt “Thora Bohr” og hendes mand “Lai” i forvejen, men det var lillesøsteren der gav mig stoffet til et troværdigt portræt af en moden, feminin dame der dyrkede de hjemlige sysler med lidenskab – og motion med mådehold. Jeg var ikke helt med på at verset om “Thoras” godt kamouflerede arrogance og manipulation skulle med, men det syntes Lillesøster det skulle, og jeg synes ikke det gør noget. En skønhedsplet kan godt fuldkommengøre helhedsindtrykket, ikke sandt?

Nogle år senere var  det så “Thoras” tur til at gøre gengæld. Nu var  det lillesøsteren “Merete” der fyldte rundt. Så det var naturligt at sangen skulle være et ekko af den første sang, men ellers er det kontrasten mellem de to søstre der dominerer når man sammenligner sangene. Lillesøster er i fuld fart fremad! Inden I læser og synger sangen skal det lige oplyses at Ferrari er “Meretes” hest, som hun har opstaldet i nabolaget og som hun rider på flere gange om ugen. Melodien er “Lille føl – ved du hvad”, en sang som også handler om ungdommelig sprælskhed:

Søsterlil!
Hør vor sang!
Her er mad og bægerklang.
Nu er her et mægtigt gilde
for her fejrer vi den lille
som for længst er blevet stor –
det er jo Merete Bohr.

Hun er vims
som en mår.
Helt utroligt hvad hun når.
Hun har mange jern i ilden.
Man kan spørge hvad er kilden
til den store energi?
Holder hun da aldrig fri?

Hestetramp
gnister slår.
Rask det hen ad vejen går.
Og Ferraris hestekræfter
gør det svært at følge efter
når Merete gi’r den gas,
højt til hest og godt tilpas.

Deres hus
er så flot
for det bli’r jo passet godt.
Og Meretes mange planer
for hvordan i andre baner
alting om nu lægges kan
bli’r udført af hendes mand

Egen briks.
Hekseri.
Coaching, zoneterapi!
Hvad må Bernhard ikke tåle
stukket af Meretes nåle?
Bli’r han brugt som prøveklud
og som mål for hekseskud?

Løvemor!
Hendes børn
ta’r hun gerne for en tørn!
Og hvis no’n sku’ være slemme
mod dem, får de no’t i klemme
hos Merete – det gør øv!
Så lad hel’re vær’ at prøv’!

Alle os
kan hun li’.
Det er heldigt nok fordi
vi syn’s alle hun er dejlig!
Hun er svær at finde fejl i.
Nu har sangen nå’t sit mål.
Rejs jer op – hurra og skål!

Man bliver næsten åndeløs af al den foretagsomhed. Det er dog vistnok løgn med påstanden om hekseri – det har jeg digtet til. Men hun har en privat healingbiks med zoneterapi og coaching. Resten står også til troende, og såvel den galopperende hest som den vimse mår rammer lige på kornet i portrættet. “Bernhard” er ikke under tøffelen i virkeligheden, men jeg kunne ikke nære mig for at give det hele et ekstra twist. Slutverset sætter tingene på plads, hvis nogen skulle være i tvivl om “Meretes” kvaliteter.

Når nogen bestiller en sang hos mig, bruger jeg god tid på at få alt at vide om festens genstand og om hvilken slags sang man kunne tænke sig. Jeg kan ikke vide på forhånd hvad jeg kommer til at bruge. Somme tider kører jeg forkert, og så er det om igen. “Merete” er en meget kompetent sygeplejerske på det lokale hospice, og det med dødstemaet fik mig på gale veje da jeg begyndte at skrive. Jeg har gemt et par kasserede vers fra min kladde:

Fyldt 50
Ung endnu
Op for os i al sin gru
Går det at det får en ende
Hospice, død – men tøv en kende
Når Merete spiller klovn
Er der sjovt på dødens vogn

Hendes job
kan vær’ trist –
Men hun er skam optimist!
Når en rustvogn har parkeret
og sin last får indleveret
får Merete tidligt fri.
Det’ en ting hun godt kan li’.

Højt til hest,
højt humør
med Merete som domptør.
På Ferraris ryg Merete
galopperer – man må be’ te’
at hun ikke falder af.
Hvor får vi en anden fra?

Det var vist snarere mig der faldt bardus af min flyvske pegasus. Men hesten fik lov at blive i den færdige sang, for den var vigtig.

Det var så alt i denne uge, men det var heller ikke så ringe. Husk at gøre reklame for min blog – giv linket videre til alle I tror der kunne have fornøjelse af at læse om mine spøjse sange.

I sidste uge kunne man læse to af mine allerbedste konfirmationssange, og det er dejligt at der har været mange inde at kigge på dem. En tidligere kollega skrev til mig og spurgte om det var i orden at hun plankede den ene af sangene næste år når hun har en dreng der skal konfirmeres, og det var næsten den største kompliment. Jo, det måtte hun gerne. Men hun måtte også gerne skrive at det er mig der har skrevet den – og det gælder alle der låner mine tekster: lån bare løs, skriv om så teksten passer i jeres kram. Det kan være det der giver startskuddet til jeres egne sangskriverier. Nævn gerne at I oprindelig har hentet teksten hos mig.

I næste uge vender jeg tilbage til temaet konfirmationssange, men denne gang skal det handle om sange der er skrevet i festlig anledning til mennesker der er kommet lidt op i årene. Og hvordan håndterer man så den realitet at der med alderen hele tiden bliver mere fortid og meget mindre fremtid? Som festsangskribent kommer der et punkt hvor man bliver nødt til at gå med listesko.

Jeg har sagen tæt inde på livet i disse dage. En god ven fylder 70 og holder et stort kalas i den anledning på søndag. Vi har altid skrevet festsange til hinandens fester, så han skal også have en denne gang. Men hvordan skal den lige vinkles? Da han blev 60 for ti år siden, var sagen klar: “Rudolf” holdt stædigt fast i den ungdom som han ikke syntes var spor tabt endnu, og han havde lagt sit kønspolitisk korrekte selvbillede som blød mand bag sig. Nu stod den på motorcykelferie om sommeren, nogle uger som rejseleder på ski om vinteren, foruden vinterbadning og maratonløb. Måske var transformationen ikke så ekstrem når man kendte ham ret, men i min sang til 60-årsdagen fik den ikke for lidt. Melodien er “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, som jeg skrev på ganske ofte på den tid, og trofaste læsere vil sikkert genkende nogle af mine favoritklicheer. Sangen var forsynet med fodnoteapparat som gæsterne kunne studere nærmere i en evt. adspredt stund efter sangen var sunget. Noterne står lige efter sangteksten.

Nu holder Rudolf gilde,
for han er fyldt de tres.
Nu har han nå’t den alder
hvor man må vær’ tilfreds.
Han har nu nået ald’rens fylde,
er kommet på den rette hylde
Før var han ung og rask og livlig
Nu sænker roen sig grangiv’lig
              – JUHUU!

I Rudolfs unge dage
– før han blev machomand –
da var han blid og følsom
med kvindesagsforstand.
Han havde sans for kvinders længsler
den slags kan smøre dørens hængsler.
Han håbed’ på lidt steg på krogen.
Som regel var der ikke nogen.
              – JUHUU!

På sine gamle dage
har Rudolf skiftet ham.
Nu er han rå og tjekket,
lidt mere ulv end lam.
Nu har han ganske ændret stilen
sat tape på sikkerhedsventilen
på motorcyklen rundt han tumler
viagrakapslen[1] på han gumler
              – JUHUU!

Og på den Permanente
i vint’rens strenge frost
han kaster sig i havet
– han tåler skam den most!
På svømmetur i bugtens bølger
ej noget tøj hans manddom dølger
Og Mona Lisa glad samtykker:
Det kolde bad er no’et der rykker[2].
              – JUHUU!

Bemeldte Mona Lisa
er rigtig glad for ham.
Hun syn’s at han er herlig,
jo, han er rent namnam!
For vores Rudolf har det hele
det synspunkt kan vi alle dele
Han er naturens mesterstykke
At han er til er alles lykke[3]!!!!
              – JUHUU!

Ja, Rudolf er utrolig,
tænk som han holder ud,
fysikken er i orden,
og tem’lig glat hans hud.
Han er så dugfrisk som en rose
ved øjet hænger knap en pose
Og se hvordan humøret stråler
mens vi nu ivrigt for ham skåler
              – JUHUU!

[1] Dementi: Vi må præcisere at vi ikke har belæg for påstanden om Rudolfs anvendelse af dette præparat. Vi er også klar over at jo højere en fødselar kommer op i alderen, jo mere følsom en sag bliver enhver omtale af dette og tilsvarende emner. Men en gæst fra Norge – hvis navn ikke skal nævnes her – forlangte at der i det mindste én gang skulle stå ”Viagra” i sangen. Det ønske måtte selvfølgelig efterkommes.

[2] I en festsang kan der til tider blive brug for et nødrim. Det er tilfældet her. På hvilken måde det kolde bad rykker, og hvilken rolle Mona Lisa skulle spille i den forbindelse – det overlader vi til gæsternes evt. fantasier. I det hele taget har dette vers været genstand for en hel del diskussion. Skulle det med, skulle det ikke med? Men på grund af førnævnte norske gæsts stædige insisteren på at verset var meget nødvendigt for hele sammenhængen i sangen, er det så alligevel sluppet gennem nåleøjet.

 [3] Er det lidt for meget? Måske nok. Men vi vil nødig at Rudolf bliver ked af det til sin store fest!

Ja, sådan syntes jeg godt det kunne gå at skrive for ti år siden. Men nu er sagen lidt en anden i dag. “Rudolfs” helbred er begyndt at skrante noget, og selv kan jeg også så småt begynde at mærke alderdommen nappe mig i haserne. Så tonen i min sang på søndag bliver sikkert en helt anden. Emnet Viagra vil i hvert fald ikke blive berørt, for nu er det jo alvor med den sag! Hvordan min sang falder ud kan I få at se i næste uge.

Faktisk kan jeg ikke huske at jeg har skrevet andre 70-årssange, i hvert fald ikke på stående fod. Derimod har jeg skrevet striber af 60-årssange, og så har jeg også skrevet en håndfuld sange til dem der var rigtig gamle. Bortset fra en sang til min svigerfars 80-årsdag har det været på bestilling af de voksne børn. Det siger sig selv at når man skriver om rigtig gamle mennesker, så er der mere at kigge tilbage på end at se frem til. Tempoet i sangen bliver også “i ro og mag”, som et elsket program for de ældre hed i radioen omkring 1960 – og det faktum at jeg kan huske den slags viser vel tydeligt hvilken vej det også går med mig selv.

Jeg fik en bestilling på en sang til en 90-års fødselar! Det er ikke tit  det sker, og det sker nok heller ikke igen. Det er klart at så er der meget fortid at skrive om. Jeg fik et ordentligt læs oplysninger om den elskelige gamle dame, og jeg advarede på forhånd om at ikke alt nødvendigvis ville komme med i sangen. Det gjorde det stort set alligevel. Jeg skrev ikke mindre end 11 vers på “Der bor en bager”:

Vi holder fest for at fejre Grethe
som bli’r 90, skønt man knap kan se det.
Nu skal hun hyldes med ramasjang!
Om hende handler vor lille sang.

Hun har en fortid – blev født i Døstrup.
Men det blev ikke no’n gå-i-frø-strup
Hun flytted’ snart fra sin fødestavn
og kasted’ sig i storbyens favn.

Men kan en jyde bli’ københavner?
Der vil nok altid vær’ no’et man savner.
Retur gik rejsen til Jyllands jord
da hun blev udlært som jordemor.

Men Grethe fandt nok først rigtig gnisten
da hun blev gift med ham mejeristen.
De sammen avled’ en børneflok.
Som jordmormand var han intet pjok!

I årevis, altid uden varsel,
har NSU’en kørt vor mor til barsel.
Men dygtighed har hun fulgt sit kald
så byen holdt sit befolkningstal.

I deres fritid, den ting er givet,
holdt far og mor mest af campinglivet.
For den som ta’r ud på campingtrip
ser længere end sin næsetip.

Af Harald Lauesen og Günther Hansen
fik Grethe lært kunstnerpenslens dansen.
Og hendes evner – hun er en ørn!
bli’r delt af børn og af børnebørn.

Hun havde før en stor flok veninder.
Men nu af flokken det stadig svinder.
En ting som faktisk er tem’lig trist:
Hun er næstældste Soroptimist.

Men Grethe holder selv stadig skansen.
Hun er så langt fra gå’t bag af dansen.
Hun fører an i sin læseklub
for læsning sætter i hjernen skub.

Hun har det godt i sin andelsbolig.
Og børneflokken, den møder trolig
op på adressen og siger hej
– for det’ et sted hvor man hygger sig!

Til slut er der kun en ting at sige:
Vor Grethe er bare uden lige!
Og nu har sangen vist nå’t sig mål.
Så det er tid til hurra og skål!

Nogen “lille sang” blev det vist ikke. Men nu skulle den heller ikke bruges til et gilde hvor det gjaldt om at komme hurtigt videre – det måtte tage den tid det tog. Bestillerne var vældig glade, og – allervigtigst – den  gamle dame var det også. Sangen havde været en stor succes blandt den forsamlede slægt som var kommet for at hylde matriarken, og de dvælede gerne ved hendes lange livshistorie. Nutiden ridses også lige op. Derimod er der ingen grund til at nævne fremtiden, i hvert fald ikke direkte.

Selv synes jeg at en god sang ikke er længere end nødvendigt. Men når man bestiller en sang hos mig, så skal det være den sang som kunden beder om. Jeg synes også der er lyspunkter undervejs: ikke dårligt at rime Døstrup med gå-i-frø-strup. Og den med at jordmormænd skulle være mindre maskuline end andre er ganske vist en gammel kliche, men måske var der stadig nogen til stede der ikke havde hørt den endnu.

Og så har jeg også brugt min taletid denne gang. I næste uge vender jeg tilbage med løst og fast om konfirmationssange. I får også et kig på min sang til “Rudolf”. Husk at like og dele på Facebook!

I denne uge skal min blog handle om et par afskedskvad til kolleger der lige som mig er gået pensionens vej – på VUC, som efterhånden også skranter mere og mere. Ganske vist er min blog lidt en prale- og reklameside der skal lokke trængende sjæle til at bestille en sang hos mig, men mine tidligere kolleger kan også læse ugens indlæg som en hilsen til dem i den svære situation de sidder i på en skole som næsten er gået ned for fuld tælling. Derfor er der heller ikke lavet om på navnene i de følgende sangtekster.

Det er ellers min privatlivspolitik ikke at røbe rigtige navne. Mine sange er skrevet til privat brug, og de navne der nævnes er som regel ændret af hensyn til de rigtige mennesker sangene handler om. Enkelte gange er navnet rigtigt nok, men så er det fordi det alligevel ville være let at finde ud af hvem vedkommende er. Indtil videre har jeg ingen klager fået, og hvis nogen alligevel føler sig gået for nær, beder jeg ydmygt om undskyldning. På Facebook har jeg dog fået en klage der gik den modsatte vej: en af konfirmanderne i sidste uges sange havde ikke syntes godt om at blive kaldt “Jonna”, som jeg ellers synes er et nydeligt navn. Hun ville gerne fremstå ved eget navn i så udmærket en sang. Undskyld, Edith!

Men tilbage til emnet afskedskvaler. Den første sang er fra de allersidste dage inden skolen holdt afslutning og dimission i år. Anledningen er Eskils og Jørgens pensioneringsreception. Focus ligger på kollegernes afskedskvaler, mens Eskils og Jørgens sorg, hvis den i det hele taget antydes, i hvert fald ligger på et lille sted. Melodien er “Gluntarne”, samme melodi som blev brugt til en sangtekst i sidste uges indlæg, men I kan også høre en flot svensk fortolkning af den originale sang her. Jeg sang teksten som duet sammen med min noget yngre kollega Arne, som ikke har tænkt sig selv at gå på pension før der er gået et par år – hvis der ellers på det tidspunkt stadig er et VUC at gå på pension fra.

Tænk. Nu la’r Eskil sig pensionere
Hvad skal der bli’ af ham, det arme skind
Han får det rart med at feriere
Men tårer rinder nu på vores kind
Han ta’r til Fyn så nu må vi miste
vores guru i trivialkultur.
Så det er klart at vi er ret triste
– hvad gør vi uden vores frontfigur?

Det var som om der gik hul på bylden
efter at Eskil søgte om pension.
Jørgen vil også en tur på hylden
og det kan knibe at bevare ro’n.
For hvem skal nu tolke verdens tilstand?
Hvem forklarer Giddens og ham Bourdieu?
Bli’r hele skolen snart bragt til stilstand
når alle lærerne er gå’t i frø?

Jørgen skal pusle om sine heste,
Eskil skal nærstudere sin Tin Tin.
Jo, de kan sagtens stå her og feste
for deres otium bli’r rent win-win.
Her står kolleger med øjne blanke
og for dem er det jo en anden sag.
De må forlige sig med den tanke
at Jørn og Eskil holder op i dag.

Ja, det er en ret privat tekst, men læserne kan sikkert godt fornemme at det drejer sig om et par kloge hoveder der især er blevet påskønnet for deres forstand på spændende ting, ikke for deres omstillingsparathed eller næsegruse beundring for skolens undervisningstekniske dogmer. At de er væk har gjort det kedeligere i kantinen, men kollegerne glædes over at Jørgen og Eskil er sluppet ud med blød landing. “For dem er det jo en anden sag.” Eneste sted i sangen med direkte hentydning til skolens krise. Selv om det er trist at skilles, fejres alligevel en glædelig begivenhed.

Anderledes forholder det sig med et andet afskedskvad da min gode ven Per gik på pension for syv år siden. Han blev ansat på skolen over et år før jeg blev det, og sammen med et par andre stykker der også havde været med hele vejen siden skolens spæde start var vi i den grad groet sammen. For mig var Per næsten familie. Per var en dygtig og meget vidende lærer, men han havde også fænomenale evner som administrator, og det blev så hans skæbne  at blive trukket ind i mellemlederkredsen omkring den direktør der om nogen bærer skylden for at det går så skidt med skolen i dag. Til sidst blev det så for meget for Per at skulle være yesman uden selv at have noget at skulle have sagt, og da det også begyndte at knibe med fysikken, valgte han at trække stikket ud. Det skulle fejres med maner, og til hans afskedsreception stillede vi tre-fire mand høj op og afsang følgende kvad, der gik på “Skibet skal sejle i nat”, hvilket nok må siges at være en passende melodi til lejligheden. Vi sang flerstemmigt, der var ingen smalle steder!

Vi si’r farvel nu til Per.
Det’ faktisk nu at det sker.
Per vil i dok.
Nu har han fået nok.
Han takker af – det sker uden brok.
Nu jamrer den modløse flok:
Farvel kære Per
og pas på dig selv
Vi vedgår at vi står i helt bundløs gæld
til al din talgymnastik
og skemateknik
men nu er du jo pensionist.
Hvordan mon det går
for os uden dig?
Bli’r alt mon til kaos?
Kan vi finde vej?
Det bli’r besværligt, men vi
må finde os i
at nu er du jo pensionist.
Et utal af år på din tørn.
Tilbage står Arne og Sør’n
de sidste på skansen fra gamle SV
der husker hvordan det gik te’
da du var en slank og fyrig adjunkt
med bølgende manke,
og blikket var ungt
med masser af energi –
den tid er forbi,
for nu er du jo pensionist.

Hvad skal du nu finde på?
Gå ikke bare i stå!
Der er jo krudt
i den gamle kanut,
masser af kræfter og masser af fut.
For dig er det slet ikke slut.
Skal du klippe hæk
og udrydde mos
i plænen mens hele dit jordiske gods
forøger sin friværdi?
Du finder dig i
at nu er du jo pensionist?
Nej, gu’ gør du ej,
din rastløse flid
skal nok finde afløb
nu du har få’t tid
til mange spændende ting
der ligger på spring
og venter på en pensionist.
Og her ved dit afskedskalas
må vi sige: Skål, gamle jas!
Du har gjort det godt, men der’ mere endnu,
hvor meget bestemmer kun du.
Vi håber og tror den fremtid du får
med masser af indhold
i masser af år
vil bli’ til lykken for dig
og gå som en leg –
for nu er du jo pensionist.
– men uden dig bli’r her nu trist!

Det kom ikke til at gå som vi spåede for Pers fremtid. Det gik tilbage med helbredet, og han døde ved juletid forrige år. Det blev trist uden Per.

Der er ikke mere at sige i denne uge. I næste uge lægger jeg endnu et par konfirmationssange ud. Det bliver et par stykker jeg har skrevet for egen regning, så I kan godt være forberedt på at de er lidt ud over det sædvanlige.

I dag koger JyskeVestkysten igen over med VUC Syd-hetz – denne gang en ikke-nyhed om at politiet ikke kan sige noget om hvordan det går med efterforskningen på baggrund af en politianmeldelse mod skolens tidligere chefer. Som Prügelknabe er skolen selvfølgelig også uhyre velegnet. Før skandalen brød ud, førte skolen sig frem i prangende stil med ikke blot et, men hele to paladser på havnefronten, og når man stikker næsen frem er der også god chance for at blive kanøflet. Især da når offentlige penge bruges på unge mennesker der ikke hører blandt de mest ressourcestærke. Til min forbløffelse blev jeg for et par år siden overfuset af en lærer på Haderslev Katedralskole på grund af hendes forargelse over VUCs ødsle skolebyggeri, der kostede penge som hun syntes havde været meget bedre anvendt på de priviligerede unge mennesker hun underviste. Ja, misundelse er en grim ting.

Da jeg startede som lærer på VUC for mange år siden, hang pengene ikke på træerne. Vi havde til huse i det nedlagte gamle rådhus i Lavgade, og pladsen var trang og pengene små. Til gengæld var der masser af entusiastiske lærere og kursister. Ansættelsen i Haderslev var mit første lærerjob, og jeg havde ikke regnet med at det skulle være andet end et afsæt til et job på et storbygymnasium, men jeg faldt pladask for det inspirerende og inkluderende miljø. Min gode ven og kollega Knud blev ansat året før mig, og han havde startet som en hvirvelvind med at sætte aktiviteter i gang der kunne skabe et kulturelt rum på skolen der havde alle de ting som fine gymnasier kunne prale af. Han startede et skoleblad (som hed “Aulaen” fordi der ikke var nogen rigtig aula), et amatørorkester – og sidst på skoleåret satte han en dilettantkomedie op til skoleafslutningen hvor de medvirkende var stort set alle skolens hf-kursister. Han havde selv skrevet manuskriptet, og det må have været et kæmpearbejde han lagde i det.

Året efter var jeg assistent og lærling, og vi satte sammen en kabaret op hvor engagerede kursister tog sig tid mellem deres eksamener til at holde prøver sammen med os, og det havde vi en fest med. Hovednummeret var en sketch med et par indlagte sangnumre om et ungt menneske der var blevet puffet omkring mellem arbejdsformidling og socialkontor før hun så lyset: hun blev kursist på VUC. En af teksterne gik vist sådan her (på melodien til Kong Kristian stod…):

Socialforvaltningen er god
i Dannevang
Jeg hedder frøken Marcussen og jeg har fod
på alt hvad der går dig imod.
En taber er du stadig men
kom kun igen.
Vor bistandslov er mægtig flot
: og hvo som vil kan få det godt :

Citeret efter hukommelsen, og der var vist et vers mere, men antyder godt tonen: lidt venstresnoet systemkritisk. Knuds og mit samarbejde fortsatte i mange år fremad med tre arrangementer om året hvor vi stod for løjerne: Velkomst, jul og afslutning. Ikke hver gang, men som regel. Og heller ikke altid med lige stor succes. Vores projekter kunne have en tendens til at blive for vildtvoksende. Knud var god til at få ideer, men kunne også være svær at få fra dem igen – han var lidt Don Quixote og jeg var lidt Sancho Panza der loyalt men skeptisk red bagefter ham ind i nederlagene. De entusiastiske kursister blev også færre og færre. Vi måtte sande at der var god mening i at bruge grammatikkens bøjningsformer: vi uddanner intelligensreserven – vi har uddannet intelligensreserven – vi uddannede intelligensreserven.

Vi lånte Harmoniens gamle sal og scene til at begynde med, men flyttede afslutningsfesten hjem til Lavgade efter et par år, især fordi vores kursister skulle betale Harmoniens priser for mad og drikkevarer. Juleafslutning startede i Hertug Hans Kirken med lidt musik og sang, og så var der løjer på skolen bagefter. Til afslutningsfesten lånte vi Møllens teatersal. Ingen af delene kostede skolen noget – vi klarede os med hvad vi havde.

Midt i 90erne fik VUC endelig en helt ny bygning der passede til en lille skoles behov, men teatermæssigt var det lige knap så godt. Der var ikke nogen sal der kunne mørklægges, så alt foregik i dagslys, men sådan var det jo også i Shakespeares oprindelige teater i London. Så vi gjorde en dyd af nødvendigheden og lavede vores sketches som totalteater – publikum sad på Torvet, det åbne område midt i bygningen, og så kunne der være optræden fra flere sider og oppe på de omgivende svalegange. Vi var meget mediebevidste. Skolen fik indkøbt et videokamera og et primitivt redigeringsapparat, og vi lavede videoindslag der kunne bruges som del af underholdningen, først på almindelige tv-skærme, så på storskærm da vi fik en videokanon. Kvaliteten var langtfra altid lige god.  Publikum tog det med godt humør.

Den ærede læser har sikkert længe siddet og undret sig over hvilken forbindelse den pensionerede lektors erindringer har med hovedemnet for hans blog: Sørens sange. Det kommer nu:

Et år sidst i 90’erne var temaet for afslutningsfestens revy det mirakuløse – tidens fascination af åndernes verden. Profeter for mange forskellige af tidens strømninger holdt brandtaler fra svalegangene, og på et tidspunkt kom en flok engle flagrende ind ad brandudgangen i den store vinduesendevæg. Det så rigtig flot ud. Et andet højdepunkt som skulle være en rigtig showstopper var en kærlighedssang jeg havde skrevet på melodien til “Dream A Little Dream of Me”, en sang Mama Cass fra Mamas and Papas udødeliggjorde i 1960’erne. Den er kendt af alle på min alder, men yngre læsere vil få sig ordentlig en på opleveren ved at lytte til den på dette link. Her kan I læse min danske tekst:

Mirakler sker på VUC

Jeg kom for sent i skole –
i røgkantinen mødte jeg Ole.
Jeg vidste pluds’lig han var den der sku’ te’.
Mirakler sker på VUC.

Men det er mig en gåde
hvorfor han fik det på den helt samme måde.
Måske alli’vel at det hjælper at be’?
Mirakler sker på VUC.

På torvet kom han mig i møde
og gav mig et kys.
Det kys ku’ ha’ vækket de døde.
Rent stjernedrys.

Nu følges vi i skole.
Han er min lille Ole Bole.
Han tryller mine knæ til gele.
Mirakler sker på VUC.

I vinters var jeg i balance.
Nu ku’ det vær’ nok
med at gi’ de fyre en chance –
de er jo pjok.

Men Ole gør mig svimmel.
Jeg flyver i den syvende himmel
som engel på erotisk turne.
Mirakler sker på VUC.

Det er en tekst jeg er stolt af at have skrevet. Den forener det prosaiske med det spirituelle, den alt for almindelige VUC-kursist (der både ryger og kommer for sent) møder kærligheden som det store under med kosmiske dimensioner, og hun rykkes væk og flyver bort som en engel. Lige da Knud så teksten syntes han vist den var banal. Men nu havde jeg faktisk skrevet den med henblik på en af mine kursister der sang virkelig fremragende, så hun kunne synge den så godt at det på ingen måde ville være pinligt. Vi hørte hende gøre det utrolig flot til prøverne. Uheldigvis var pigen også skrøbelig og alkoholiseret, så det var egentlig forventeligt at hun ikke dukkede op på selve den store dag. Vi fik hende opsporet på et lokalt værtshus, men da var det allerede for sent. Nummeret måtte udgå til vores skuffelse. Der dukkede en meget velsyngende kursist op året efter, og hun sang “Mirakler sker på VUC” som slutnummer til afslutningsfestens underholdning i flere år. Det var jo en trøst.

Alt får en ende, og de selvproducerede shows med kursister i rollerne holdt op det år hvor jeg ikke kunne finde kursister der var villige til at ofre tid mellem deres eksamener til den slags pjat og ballade. Jeg var på det tidspunkt lige begyndt at synge i Haderslev Lærerkor, og mine nye venner gav mig en hjælp i min kattepine: de stillede gladelig op til vores afslutning og gav fem numre til bedste uden anden belønning end en øl eller to. Så hvis der blandt læserne af min blog skulle gemme sig nogen fra Lærerkoret, vil jeg gerne sige endnu en dybfølt tak for hjælpen – det var stort!

Her kunne denne uges indlæg godt slutte, men jeg synes nok det er lidt fedtet at I kun får lov til at læse en enkelt original sang, så her kommer en til. Det er en vise om studieteknik som jeg skrev til et velkomstarrangement på skolen. Per, Kim og Knud (som også holdt får) var studievejledere, og de skulle stå for undervisning i studieteknik. Visen opsummerer udmærket hvad det gik ud på. Hvis I forsøgte jer med selv at synge “Mirakler sker på VUC”, vil I nok finde det lettere at synge denne tekst, som går på “Kasper, Jesper og Jonathan”:

Studieteknikvise

Vi lister os af sted på tå
når vi skal lære fra os
og viser jer den bedste må-
de på at undgå kaos
i det papir I dagligt får
på skolen samt hvordan I når
at læse de bøger som vi har delt ud,
det si’r Per og Kim og Hyrdeknud.

Det første I må gøre – stol
på os – er meget vigtigt:
Køb jer en dejlig arbejdsstol
så I kan sidde rigtigt.
Hiv stikket ud – giv ingen lov
til at få lokket jer på sjov,
men spis blot så mange gajoler I kan,
det si’r Knud og Per og Kimsemand.

Skriv altid noter og se til
at margenen bli’r lige.
Streg under hvad I huske vil,
hver dreng og lille pige.
Hvis stregen den bli’r rigtigt sat,
så bli’r I klogere på mat-
ematik og hvad ellers I syn’s der er svært,
for med studieteknik er det hurtigt lært!

Det var alt i denne omgang. Husk I er velkomne til at kommentere mine indlæg. Klik på navnet på indlægget (f.eks. “Man må klare sig med hvad man har”) ude til højre når I lige har åbnet siden. Så åbner en side sig med kun det ene indlæg på, og i bunden er der en boks hvor I kan skrive kommentar.

I næste uge tror jeg at jeg viser jer et par konfirmationssange jeg har skrevet. Ganske vist skriver jeg min blog mest for min egen skyld, men der er også en bagtanke med den: jeg skriver gerne sange på bestilling, og konfirmationssange er stadig et must. På gensyn i næste uge!

Jeg har en sikker fornemmelse af at alle læserne af denne blog udmærket kender til min fortid som ansat på VUC Syd – skandaleskolen i Haderslev. Radio 24/7 og aviserne har haft en fest med afsløringer af den tidligere ledelses overforbrug, problemer med gennemførelsesprocenter og lave karakterer, lærere uden kvalifikationerne i orden osv. Der har været nok at tage fat på – selv slap jeg akkurat ud i tide da jeg tog pensionen, men for dem der blev har det ikke været alletiders. En trøst er det så at nu kan det kun gå fremad, og måske kan skolen igen blive den skole den kunne have været hvis ikke det hele var begyndt at gå skævt for efterhånden mange år siden. For det kunne være gået anderledes. Dette indlæg i min blog handler om en personalerevy vi lavede i 2005 – en revy der blev til af rent og skært overskud af arbejdsglæde. På billedet ser I forsiden af programmet, og det giver et godt indtryk af den fornøjelse vi havde med at få revyen op at stå.

Revyen blev lavet til pædagogiske dage vi skulle holde på Rømø, hvor det vigtigste formål var at ryste personalet sammen. De fem små, men velfungerende VUC’er i Sønderjylland var slået administrativt sammen til en kæmpeinstitution nogle år før, og det kneb stadig med at få alle til at føle sig som integrerede og omstillingsparate til de nye tider. Især var vi ikke vante til topstyring, og vi var en ikke helt lille flok medarbejdere der på eget initiativ fandt på at lave revyen som underholdning til den sidste aften.

Revyen kom til at indeholde en blanding af sketches og sange om livets gang på institutionen, de mange pudsige absurditeter, men ikke noget der kunne betragtes som andet end venlig ironisk distance til ledelsens noget firkantede måde at gøre tingene på. Vi holdt prøver i en måned og skrev på livet løs.

Jeg havde to sange med i revyen. Den ene var foranlediget af indførelse af en ny rygepolitik på skolen. Indtil da havde rygerne haft husrum inden døre hvor de kunne dyrke deres tilbøjeligheder, men nu skulle det altså være slut med det – rygekantinerne blev nedlagt, og rygerne blev forvist til udendørs områder, hvor der udfoldede sig et gevaldigt leben. Jeg skrev denne sang i toget på vej hjem fra noget kursusværk i København – melodien er “Den sidste Turist i Europa”, og hvis I vil høre originalen, kan I klikke på dette link.

Jeg ka’ li’ at få en smule røg på skolen.
Der er intet bedre end en god cigar.
Når man står og får en enkelt smøg i solen,
bli’r man frisk, og tanken, den bli’r atter klar.
Andre drikker øl og sprut så hatten passer.
Hver har jo sin last, og jeg har også min.
På en måde er man en slags samfundsnasser
hvis man ikke elsker røg og nikotin!
Nu er det sket med at ryge på skolen.
Nu’ det forbi med et fedt pausehvæs.
Vi skal vær’ sunde, såd’n lyder parolen –
Bevar’s, min stemme bli’r nok mindre hæs.
Men husk, hver gang man har brudt banderolen,
så får man del i et stort fællesskab.
For vi er faktisk de fleste på skolen
som ka’ li’ at slappe af med smøg i flab!

Ude i det fri har vi få’t anvist helle
som et andet indianerreservat.
Og her står vi sammen, hver en rygefælle,
selv så ryger jeg mig helst en Advokat.
Mens vi står der, ser vi inde bag ved ruden
et par røgfri stakler sidde hist og her.
Det ser ret så trist ud, de må klar’ sig uden
os som tåler regn og frost og kolde tæ’r.
Der er så underligt tavst i kantinen
– jeg tror de savner en god passiar.
For os der ryger, vi har jo rutinen
i at hygge trods lugt af cigar.
En skole trives med snak og med grinen,
og kan det undvær’s, nej hvor vil I hen?!
Og der bli’r dejligt i rygekantinen
når den rejser sig af asken igen!

Nej, det er langt fra en fællessang. Men en kollega gav den hele armen med recitation og sang a la Lulu Ziegler. Det var dejligt at høre min gode tekst blive forløst på den måde.

Den anden sang jeg kom med, havde jeg skrevet til en tidligere lejlighed, men den passede rigtig godt ind her. En anden kollega fik hippieparyk på hovedet og gav den rigtig godt i rollen som den prototypiske unge kursist der kæmper med at få SU’en til at slå til samtidig med at det kan knibe med motivation for skolegang når der er så mange andre ting der er sjovere – alt sammen tilsat et skud selvmedlidenhed. Sangen kaldte jeg “SU Blues”, og den gik på “House of the Rising Sun”. Ifald melodien er ukendt, kan I høre en udgave her.

Jeg lever kun af SU.
Det er så synd for mig.
Jeg gumler på det tørre brød
med dåseleverpostej.

Min mor, hun går på bissen.
Min far er død i fjor.
Men jeg skal leve af SU
– det’ værre end min mor!

Jeg kommer tit på skolen.
Jeg går til otte fag.
Jeg læser lektier natten lang,
jeg pjækker den halve dag.

Hvis nu fraværsprocenten
sku’ krybe læng’re op,
så skælder studievejleder’n ud,
og forstander’n får en prop.

Når læseferien kommer
og græsset det bli’r grønt,
så er det slut med terperi,
så skal jeg ha’ det skønt.

Så er det slut med bøger,
kopier og det pjat
– så skal den ikke ha’ for lidt
nede i byen i nat.

Jeg lever kun af SU.
Det er så synd for mig.
: Jeg gumler på det tørre brød
med dåseleverpostej. :

Min kollegas hippieparyk afspejlede godt den stemning der var da revyen blev opført – der var masser af peace, love and understanding. Chefen sagde også at han havde moret sig. Det lå lige for at gentage succesen til det næste store pædagogiske tamtam, alle der var med havde haft en dejlig følelse af stor forløsning. Men sådan kom det ikke til at gå – næste gang vi prøvede at mobilisere skolens talenter var der pludselig alting i vejen. Intet kunne lade sig gøre. Det blev et engangsknald. Siden gik det bare ned ad bakke med skolens arbejdsklima, og det var ærgerligt, for det kunne sagtens være blevet anderledes med det hele.

I næste uge skriver jeg igen om revyer, men det bliver de revyer vi prøvede at få op at stå på det lille VUC i Haderslev inden sammenlægningen i 2000. Der er også noget guf at glæde sig til.