Kategori: Uncategorized

Langt om længe bliver spændingen udløst – og mens resten af nationen går til stemmeurnerne, lægger jeg en splinterny revysang ind på “Sørens Sangfabrik”. Den er fuldstændig upolitisk – sådan da. I stedet er den kynisk spekulation i hvad den nye haderslevrevys publikum kan tænkes gerne at ville høre op til pausen som lokker en ekstra fadøl ned: lidt lokalpatriotisme.

Melodi og ide har jeg lånt fra Alf Prøysens norske klassiker “Så seile vi på Mjøsa“, som igen er skrevet på melodi og ide fra svenske Ulf Peter Olrogs “Resan til Chyterae“. Klik på de to links for at høre originalerne. Det er ikke akkurat en fællessang, men her har I teksten – og så må I glæde jer til at høre hvordan den sikkert bliver flot leveret i den nye haderslevrevy til oktober:

Blandt alle verdens stæder
er Ha’sle’ en juvel!
En by med mange glæder –
i hvert fald en hel del.
Her’ kunst og kultur
og yndige fru’r.
For os er der nu kun en ting der dur:

(Refræn:)
At sejle rundt i kano ud’ på Has’le Dam.
Fra Vandrerhjemmets brygge
er det bare lykke
at glide ud på vandet der ligger som et spejl
hvor joller vugger blidt med håb om luft i deres slappe sejl.
Og kano’n glider langs det høje siv et kvarters tid
To ænder skræpper op, men ellers sker her ikk’ en skid.
Og på den anden side, bag ved Mågeø’n,
ses murstenskolossen
kæmpelegoklodsen
Ha’sle’s gamle sygehus, som nu er en ruin,
og hvis man sku’ bli’ syg så må man køre halvvejs til Berlin.

Men her på Dammen er alt
en sommerskøn idyl.
En herlig lugt af ølmalt
og plukkemoden hyld.
Der’ fred på vor jord –
på himlen er spor
fra Skrydstrups nye jagerfly. Vi tror…

(Refræn:)
…at folk der bor i Skrydstrup hurtigt vænner sig
til jetmotorers fræsen.
Hvorfor være kræsen?
Det hygger med lidt motorstøj, så vær nu ikke sart!
Og når vi sejler rundt i kano syn’s vi her er vældig rart.
Vi gi’r den gas med årerne og når frem til Bergs plads.
En kaffetår på bænken og måske et lille glas.
Så ud igen på vandet, solen bager ned.
Vi driver li’ så stille.
Ved Sofies Kilde
er luften tyk af myggedans, så vi ror hurtigt væk.
En fisker står ved bredden – ham vil vi ønske knæk og bræk.

(Slutrefræn:)
Nu ser vi i det fjerne at Ha’sles silhouet
spreder sine arme
med sin egen charme
som en Tornerose der lokker os i favn.
Og aftensolen synker. Måske skal vi snart søge havn.
For jollerne på Dammen er jo alle sejlet hjem
Og pluds’lig bli’r her søgang mens en dambåd stævner frem
med et læs pensionister der har vær’t på tur.
De skal hjem til byen – de har bestilt menuen
stegt flæsk med persillesovs – det mætter absolut!
Vi lægger til ved bryggen – og nu er denne vise slut.

Prøysens og Olrogs viser er ren nostalgisk idyl, men jeg ville gerne have lidt kant i teksten, så turistforeningen ikke planker den direkte. Det må gerne skurre med det nedlagte sygehus, som enhver haderslever savner i dag. Og omvendt må der også gerne være lidt lokalegoistisk ligegladhed med støjtrængsler i Skrydstrup – og “fred på vor jord” nævnt i sammenhæng med nye jagerfly?

Det er ikke en vise som får lang levetid – det er heller ikke meningen. Men jeg er lidt stolt af den alligevel. Forhåbentlig kommer der endnu mere af samme skuffe til vores revy i oktober – don’t miss it!

Kære læsere!

Jeg sidder og skriver på en vise om en kanotur på Haderslev Dam, men den når ikke at blive færdig før deadline i denne uge. I stedet må I stille jer tilfreds med en sang jeg skrev til en god venindes 50-års fødselsdag for tyve år siden. Nu er hun fyldt 70 og holder gilde i den anledning på næste lørdag, så jeg må oppe mig og skrive noget der holder mål med de sange jeg skrev da hun passerede de forrige to skarpe hjørner. 60-årssangen kunne I læse i “Vil I høre mine hemmeligheder?” i august sidste år.

Min veninde hedder faktisk Marie i virkelighedens verden. Det lader sig ikke skjule, for jeg valgte at skrive hendes 50-årssang på melodien til “Åh, Marie, a vil hjem til dig”, et stort hit med Four Jacks i 1960 – I kan høre den på dette link.

Mel.: Åh, Marie, a vil hjem til dig

Som 29-årig stod Marie brud,
i brudekjolen så hun ung og dejlig ud.
Og gommen var så fyrig, havde ingen ro
til trods for hendes fæle hang til kalsøsko.
Tænk, Marie runder de 50,
stadig samme tæskelækre læs.
Måske et par skrammer i lakken,
men hun holder stadig ud.

Nu er der siden gået 21 år,
der er lidt mer’ end sølvstænk i det gyldne hår.
Men hvis Marie bærer præg af tidens tand,
forstår man at det skyldes hendes børn og mand.
Tænk, Marie runder de 50,
stadig samme tæskelækre læs.
Måske et par skrammer i lakken,
men hun holder stadig ud.

Om føje år, så er det 60 Marie bli’r,
men alder er kun tal man skriver på papir.
Hun er så fuld af krudt og pep, så hvem mon ve’,
hun gafler sig endnu et par eksam’ner te’.
Tænk, Marie runder de 50,
stadig samme tæskelækre læs.
Måske et par skrammer i lakken,
men hun holder stadig ud.

Til den tid synger alle her en anden sang
om hentehår og efterløn og lediggang.
Marie derimod som yngste årsvikar
må ta’ de timer som de andre ikke ta’r.
Når Marie fylder de 70
er vi andre på det sidste vers
– så mens vi stadig det orker
må vi drikke hendes skål!

En djærv sang om en kvinde der ikke lader sig slå ud af et forkert tal på dåbsattesten! Hentydningen til de mange eksamener skyldtes fødselarens manglende succes med at få ansættelse på et gymnasium i fattigfirserne med et hovedfag i historie og et bifag i lingvistik. Efter endnu et bifag i dansk tog hun så lærerseminariet som meget moden dame – og de sidste tyve år har hun undervist i dansk for udlændinge på en sprogskole. Hatten af for den karriere!

Hendes “fæle hang til kalsøsko”: Kalsøsko er der vist ingen under 50 der husker i dag. Skoene var meget populære i anden halvdel af 70’erne. De havde “minushæl”, der skulle befordre en mere naturlig gang, men først og fremmest blev de en del af det feministiske image, og de gjorde ikke meget for at tillokke herrernes interesse. Så de sko havde deres tid og så heller ikke mere.

Hendes 50-årsdag blev en minderig fest – mest for mit vedkommende fordi vi startede dagen med kanotur på Uggerby å, hvor det lykkedes mig at kæntre kanoen ikke mindre end tre gange med vandgang for mig og min medroer til følge. Dagen var startet temmelig heftigt med Gammel Dansk på morgenkvisten. Vi holdt ud hele dagen, men gassen var ved at gå af min ballon ud på aftenen.

Vi høres ved i næste uge. Og ugen efter håber jeg at kunne fremvise en rigtig god 70-årssang som har glædet min veninde og gjort sit for stemningen ved hendes fest.

Så er konfirmationerne til side i denne omgang, og jeg ved godt at læserne så håber at der kommer en ny revysang med mere generel appel her i Sørens Sangfabrik. Desværre! Det bliver ikke i denne uge. For det første har jeg nydt ikke at skulle digte den sidste uges tid, for det trækker faktisk tænder ud at skulle skrive så meget så hurtigt. Desuden har jeg haft gang i så mange andre ting, især da med de to kor jeg synger i, og som begge har koncert i denne uge.

Men så er der også den ting at emnerne til aktuelle revytekster skifter som vinden blæser for tiden. Just som man troede at det mest rabiate på højrefløjen ville være Nye Borgerlige med blondinen, stikker Stram Kurs hovedet op af dyndet. Løkke frier til Mette, får en kurv – og alt vil formentlig være glemt efter valget. Måske også Løkke. Valgløfterne svirrer i vinden – og vil være blæst væk til efteråret. Tiden er for længst løbet fra min vise om Tulle og Pernille, som jeg skrev for godt en måned siden, og heldigvis kan tiden kun vise hvor slem en sviner om Paludan jeg har behov for at skrive.

Så i stedet får I denne gang en sang skrevet på bestilling til to fjerne bekendtes dobbelte 65-års fødselsdag, som blev fejret under ydmyge men festlige former i et fiskehus i Klitmøller. Bestilleren er en meget sangglad dame, og jeg fik også meget bestemte direktiver om sangens indhold. I bund og grund skulle den selvfølgelig handle om værtsparrets fortræffeligheder, men mere præcist skulle den også også nævne værtsparrets glæde over pensionistlivets fordele, og deres nære forhold til Klitmøller, strand og vand. En anden ting de er meget fælles om, er deres kulinariske evner og store gæstfrihed (som forhåbentlig også ville blive demonstreret ved festen). Hvis børnebørn, hund og ferierejser også kunne klemmes ind, ville det være en god ting. Ikke nok med det – bestilleren repræsenterede et kollektiv af nære venner til værtsparret, og de har fejret nytår sammen i umindelige tider. Også det et must at få med!

Så det var bare at kile på, og jeg slap for at skrive på “I en kælder”. Bestilleren gik med på at jeg skrev på “Dansens magt”, en gammel skillingsvise som Trille gav en renæssance i ’70erne. Klik på dette link for at høre hvordan den lyder.

(Mel.: Dansens Magt)

Når Lene og Peter vil holde fødselsdag
så kan man godt forvente at det vil bli’ et brag.
Forventningsfulde sidder vi bænket rundt om bord’t,
og at vi os har glædet er bare ikke ord’t.

Sædvanligvis for at få festen godt i sving
har Peter skænket op, og nu er den pingeling!
Om lidt der også vanker lidt andet lækkeri
som de har kokkereret med vanlig energi.

Når Lene og Peter i køk’net sammen går
får de det til at swinge. Menuen for i år
vil sikkert snart bevise der’s fælles harmoni:
To alen af et stykke med gode kerner i.

Klitmøller er bedre kendt som et koldt Hawaii.
Her føler man sig hjemme hvis konen hun er thai.
Og for to pensionister der fylder næsten rundt,
da er Klitmøller lykken hvert eneste sekund.

Før fanden får sko på, langs stranden løber Max,
og Lene finder rav, for til den slags er hun vaks,
mens Peter mærker efter om det’ havvejr i dag.
For han skal ud at fiske hvis alting går i mag.

Til trods for pensionen har de skam energi
til rejser rundt i verden, nu de har fået fri.
Et andet stort kapitel for dem er børnebørn.
De kommer hjertens gerne og ta’r så deres tørn.

Vi er nogle stykker der har den tradition
at fejre nytår sammen, her svigter aldrig no’en.
Og efter vi har festet, så er der morgenguf
som Peter har fremtryllet. Han gør det i en ruf.

Gid Lene og Peter nu længe leve må!
De er de bedste venner man nogen gang kan få!
Så rejs jer op af stolen og løft de fyldte glas.
En skål og lidt hurraråb vil komme godt tilpas.

Jo, alt kom med – presset ind i “kun” otte vers. Hvordan gik det så? Bestilleren var lidt svævende om den ting. Melodien havde voldt besvær, men en gæst der var ferm på guitar havde hjulpet og båret. En rigtig god ven af mig var også med til festen. Han sagde at gæsterne havde været rimelig stive allerede efter velkomstdrinken, og bedre blev det ikke siden. Så mon ikke “Ølhunden glammer” havde været et bedre melodivalg. “Fiskerpigens sang” havde også været i forslag, og i “bagklogskabens uliderligt klare lys” (citat fra Haderslevs borgmester Hans Peter Geil) skulle jeg nok have skrevet på den – med fare for at det hele kom ud og sejle før sekstende vers var slut.

Hvad der venter i næste uge? Det ved jeg ikke i skrivende stund. Måske noget gammelt guld fra gemmerne – måske noget nyskrevet. I må lade jer overraske!

Der er godt nok travlt i sangfabrikken. Eller har været, for inden for den sidste uge har jeg skrevet to konfirmationssange og en dobbelt 65-års fødselsdagssang. Og nu ligger der igen to bestillinger på konfirmationssange, hvor den store begivenhed sker 17. maj – dagen hvor ingen bliver konfirmeret i Norge. Så jeg har lige et lille pusterum nu, og derfor er der også tid i dag til at tilfredsstille læsernes hunger efter rim fra Sørens Sangfabrik.

Det havde været oplagt at vise de tre sange frem som jeg har produceret på så kort tid helt fra bunden af – ikke noget genbrug her. Men siden festerne hvor sangene skal synges ikke har fundet sted endnu, er det bedst at jeg venter med dem til senere. Der er mange der læser min blog, måske også gæster og hovedpersoner til omtalte fester. I stedet kommer det til at handle om en lille ting jeg skrev som invitation til den første store fest som min kone Lotte og jeg holdt sammen.

Lotte boede i en enorm lejlighed på hjørnet af Smedegade og Nørregade. Den var på 270 kvadratmeter, en hel etage i ejendommen. Hun delte den og huslejen på godt 2000 kr. med en veninde, og jeg var en efterhånden meget hyppig gæst efter vi var blevet kærester året før. Den gamle herskabslejlighed var labyrintisk med kamre, bagkamre og mellemgang, og så var der en stor herskabsstue med en afdeling bag dobbeltdøre, formentlig tænkt som rygesalon for herrerne. Den originale keramikkakkelovn stod der stadig, men heldigvis var der fjernvarme. Lotte og jeg har fødselsdag to dage efter hinanden, så hvad kunne være mere nærliggende end at samle hele bekendtskabskredsen til en megafest hvor vi fejrede os selv? Støj kunne ikke genere nogen. Neden under os var der kjoleforretning, ovenpå boede fru Jensen, ejendommens ejer på over halvfems og temmelig døv.

Vi lagde os i selen. Der blev lånt cafeborde og stole i Slotsgade 25 (hvor vi var hyppige gæster), der blev planlagt en menu som ikke bragte os til tiggerstaven – og så skulle der sendes indbydelser ud. På papir og med posten, for året var 1987, og ingen havde hørt om email dengang. Jeg var så småt i gang med at skrive festsange, og jeg kom så på at skrive indbydelsen som en lidt karikeret hjemmestrikket sang der gik på min hademelodi “Jeg er havren”:

Jeg er Lotte
Jeg har fødselsdag.
Rundt i byen blafrer 1000 flag.
Stuen her jeg pyntet har med flid.
Prøv at komme her hvis du har tid.

Jeg er Søren
Jeg er også med
skønt jeg endnu bor et andet sted.
Fredag er den dag da du skal komm’
Mest hvis du er en jeg synes om.

Klokken nitten slår vi gækken løs,
hver en fyr og hver en sulten tøs.
Mad på bordet lover vi der står.
Først der vanker nok en lille tår.

Slukker tåren ikke helt din tørst
for af tørster har du nok den størst’.
Tag da selv en plasticpose med.
Øl og vin så tørsten kan få fred.

Hvis til sidst at du skal ha’ et hvil.
Bare læg dig si’r vi med et smil
Hvor på gulvet du kan finde plads.
Medbring sovepose og madras.

29 – 35 år
Tænk engang som tiden bare går.
Nu besked vi håber at I gi’r
og det ender med at ja I si’r.

Det var der alligevel lidt stil over, synes jeg. Tegningen skyldes Lottes gode ven og kollega Sten. Det er Lotte der ligner bedst – jeg så aldrig så tjekket ud selv på en god dag.

Teksten var også god. Nødrimene er sjove: “Prøv at komme her hvis du har tid”, “Mest hvis du er en jeg synes om” – “poetiske” ordstillinger: “Nu besked vi håber at I gi’r / og det ender med at ja I si’r”. Der er ingen haltende fødder – den slags kan jeg ikke få mig til at skrive.

Jeg syntes det havde været sjovt med en anden version af verset om overnatningsmulighed: “Hvis til sidst at du skal ha’ et hvil / Bare læg dig, si’r vi med et smil / hvor og hvem du helst vil ligge på / må du selv om, bare den …. ” Men det syntes Lotte var for skrap kost, og det havde hun selvfølgelig ret i. Så det blev som det blev.

Gæsterne ville synge sangen til festen. Det havde vi ikke regnet med, men det var smigrende. Bortset fra det gik festen som en drøm, og jeg tror alle der var med stadig husker den fantastiske aften så mange år efter.

Mange læsere lægger vejen forbi Sørens Sangfabrik for at se om der er nye frække revysange. Måske kommer der en i næste uge, måske ikke. Det er ikke til at vide – så kig hellere efter for en sikkerheds skyld. Men det var alt i Sørens Sangfabrik i denne uge.

 

I løbet af den sidste uge har der været 100 der har læst min blog. Det er langt over daglig vande, og jeg kan kun sige: Tak, borgmester Geil! Uden din støtte var det ikke kommet så vidt! For en hel del i min bekendtskabskreds (og blandt nuværende og især fyrede ansatte på VUC Syd) har nævnelsen af Geils navn samme virkning som en rød klud efter sigende skal have på en tyr. Og min sketch + sangtekst i sidste uge om hans uheldige rolle i VUC Syd-sagen var lige guf for mine læsere.

Det går på de høje nagler i sangfabrikken for tiden. Jeg har lige afleveret en konfirmationssang og har to mere i bestilling til maj, og så har jeg også en festsang der skal laves til en dobbelt 65-årsdag 4. maj. Det skal jeg nok klare altsammen, men læserne tilgiver sikkert at der ikke bliver nogen spritny revytekst i denne uge. Betalingsarbejde går forud for det brødløse.

Men gryden skal holdes i kog i min blog, så i stedet kan læserne muntre sig med en festsang jeg skrev på bestilling til en dobbelt 80- og 90-årsfødselsdagsfest for små tre uger siden. Nok en gang kom bestillingen fra familien “Bohr”. Jeg er ved at løbe tør for fingre når jeg prøver at tælle hvor mange sange de har bestilt hos mig i tidens løb. Denne gang altså om en slægtsfødselsdagsfest for de to matriarker Petra og Gudrun, som betalte gildet, men ellers kunne nøjes med at nyde den dejlige fest som yngre kræfter arrangerede for dem. Og nu skulle de så også have en festsang til hyldest. Jeg så for mig et monster af en sang på måske femogtyve vers der vendte hver en sten i de to lange livsforløb. Men sådan en sang skulle det ikke være, sagde bestillleren. Hun forestillede sig en sang der handlede om hele forløbet omkring festen – fra de gamle fik ideen til den, forberedelserne, fornøjelserne inden det gik løs med festmiddagen, festivitas, tømmermænd og hjemkørsel dagen efter. Lidt a la “I skoven skulle være gilde”. Det blev nu ikke melodien som jeg skrev på.

I stedet går sangen på “I en kælder sort som kul”:

”Petra, nu vi fylder rundt –
– tænk vi er så gamle!
Tror du ikke det var sundt
hvis vi kunne samle
slægten til en mægtig fest?
De bor jo i øst og vest.
Der bli’r fryd og gammen
når vi kommer sammen.”

”Gudrun, tror du at vi kan?
Jeg kan dårligt magte
noget læng’re, så hvordan
får i bånd vi lagt det
hele som man skal ha’ gjort?”
”Petra, det vil gå som smurt!
Vi betaler festen,
Vores børn gør resten!”

Og et udvalg sendte bud
rundt til ung og gammel
om ”værs’go’ at rykke ud,
for på samme hammel
hver må trække løs så vi
får en fest som vi kan li’.”
Alle gerne ville
til de gamles gilde.

Der blev booket vandrerhjem
ikke langt fra Faxe.
Gladelig vi mødte frem.
Vi er altid vakse
på en fest med faldera
– og især når vi skal ha’
hygge med famil’jen,
savnes aldrig viljen.

Der var lagt et hårdt program.
Alt var arrangeret:
Hans – for cykling er jo ham –
havde promoveret
en gevaldig cykeltur,
men de fleste modne fru’r
foretrak at bile
og bentøjet hvile.

Dagen gik i ro og mag,
men nu skal vi feste.
Nu er det en æressag!
Hver må gør’ sit bedste
for at festen bli’r kanon!
Hver en hyperglad person
gi’r den hele armen.
Vi må tåle larmen!

Maden her er vældig god
og de våde varer,
så der’ ingen risiko
for vi ikke klarer
at gi’ besserne salut,
og når festen den er slut
går vi ind og sover
til det driver over.

Søndag morgen – vi står op,
starter li’så stille.
Vor’s humør er helt i top!
Snart vil biler trille
hjem til hvor vi kommer fra.
Men vi håber snart vi ka’
synge en reprise
af den samme vise.

Petra! Gudrun! Tusind tak
for det fine gilde!
Alting er vist gå’t i hak.
Det var godt I ville
la’ jer fejre nok en gang!
Og nu føler vi en trang
til for dem at skåle
og et hurra skråle!!!

Bestilleren gav mig rigeligt med dessiner til indhold, men jeg holdt længden nede på ni vers. Bestilleren var vældig glad for sangen og syntes ikke den var for lang. Det er en sangglad familie, så det er nok gået uden for megen rastløshed under afsyngningen, men jeg vil råde til at holde længden på sådan en sang nede på max. seks vers.

Om der kommer en ny revytekst i sangfabrikken i næste uge? Det vil tiden vise. Hvis jeg får en god ide, kaster jeg hvad jeg har i hænderne og skriver. Men der er ikke langt til deadline på de næste bestillinger, så de kommer først.

Nu er det påske og tid for hygge med familien, men jeg håber at den ærede læser også har tid til et par minutter i selskab med den kommende haderslevrevys prügelknabe nummer et. Revyens instruktør har bestilt en sang om Haderslevs borgmester Hans Peter Geil, som især har gjort sig uheldigt bemærket på det sidste ved at være bestyrelsesformand for VUC Syd, den sønderjyske skandaleskole som den daværende direktør Hans Jørgen Hansen førte lukt ud over kanten til en mediemæssig og økonomisk afgrund – uden at Geil og resten af den siddende bestyrelse forstod andet end at VUC Syd var en rasende succes.

VUC i Haderslev var min arbejdsplads i 38 år, men heldigvis nåede jeg at gå på pension akkurat på det tidspunkt hvor ulykkerne stod i kø for at indtræffe. Venstremanden Geil mener selv det hele er en storm i et glas vand, men det er der ikke andre der synes. Han fik halveret sit personlige stemmetal ved sidste kommunalvalg i samme anledning, og efter katastoferne er fortsat, er hans vælgertække dalet yderligere. Her hjælper hans joviale sønderjyske charme ikke meget. Som revyoffer er han derfor gefundenes fressen.

I min sang havde jeg tænkt mig at slå to fluer med et smæk. I sin trængselstid er Geil blevet bonkammerat med byrådets frække dreng, Benny Bonde, som har en lang række dårlige sager bag sig med gylleforurening, ulovlig dræning af vådområder, brud på dyreværnsloven og museumsloven – og en betinget dom for at tæve en 12-årig dreng. Bonde blev Haderslevs viceborgmester ved sidste valg som led i en studehandel der gjorde det muligt for Geil at fortsætte som borgmester efter det skuffende kommunalvalg. Til trods for at Bonde er formand for Plan og Miljø, er han i fuld gang med at bygge en ny bydel (som han selv har godkendt) der er til stor gene for de omkringboende, og der er optræk til en langvarig og saftig retssag.

De to uheldige helte skulle have været sammen i et nummer hvor “Geil” sang en vise om sig selv stående ved siden af en fotostat med et billede af Benny Bonde, og melodien havde jeg klar: “Mig og Maggiduddi”. Men nu har Benny Bonde for nylig fået op til flere dramatiske hjerneblødninger og er sygemeldt indtil jul, hvis han ellers kommer tilbage igen i lokalpolitik. Og så er han udelukket som revyoffer.

I stedet skrev jeg i går en vise der udelukkende handler om Geil og hans meritter på VUC Syd. Melodien er “Ih, hvor er det kommunalt” – en revyklassiker der gør sig lystig over kommunalt smøl og småkorruption. I kan høre originaludgaven her på dette link. Nummeret begynder med at “Geil” kommer på scenen i sit typiske kostume, lapset casual blazer, åbentstående skjorte, tætsiddende bukser med livrem. Karakteren præsenterer sig selv på sønderjysk, og jeg beklager at mit forsøg på at ramme den lokale dialekt sikkert også farves kraftigt af min egen nordvestjyske dialektbaggrund:

“Mojn, mojn ålle I søte menske. A e Geil.

Ja, det er mæ der e borchmeste hee i Ha’sle. A e så grow te å snakk synnejysk – a ka snå itt snak det dee rigsdansk – i hver fald it når det er nauen a mi velgere der høre o e. Og a æ SÅ SJOV. A tøjs det e så glant å forteel nu vitse o synnejysk. Kinne I den dee me æ pich dæ skuld te bal i Tovtlund? Hon kjøe fejl i e rundkørsel i Gabøl og kom te å kjør te Vojens. Det blew hun så kjew a te hon kjøe hjem igen.

Ja, hon wa fra Gram. Det er a osse. Det er en dejle ste. Der er så manne fortidslevninge. Men no ska wi itt dvele ved fortiden – det tøjs a itt. Vi ska se frema.

Å så må vi slå en strech øwe de hele. Det tøjs a. Læ wos glemm åll de slemm – ja, det er mi nye motto. Det rime!

Det lye pennere end ”Stem ikke på Geil – han er en fejl”. En ka nok høe te det e itt naue en echte synnejye ku ha søi.

Det er itt så manne mie dæ snakke mæ mæ henn o e råjhus. Og nie o e havn – o VUC – dæe mo a helle itt komm mie.

A sidde så tit o mi borgmesterkontor og synger for mæsjel om hwoen det ku go så gal:

(Mel.: Ih, hvor er det kommunalt)

Når man er borgmester i en by som Haderslev
dirigerer man et stort orkester.
Og hvis nogen spiller falsk så må man ta’ de tæv
der må komme. Og jeg er en mester
i at ta’ imod de øretæver som det gi’r.
Alting glider af på mig som søm på en fakir.
Det gik galt på VUC
Min succesrate ku’ ikke blive ve’
Jeg blev fedtet ind i et bestyr’lsesansvar.
Først lidt småting af den slags jeg sagtens kan klar’.
Men da vupti millioner mangled’ rundt i øst og vest
sluttede min ansvarsfrie fest.

Som borgmester får man adgang til de gode ben.
VUC var fra den bedste hylde.
Til at kapre formandsposten var jeg ikke sen
og jeg glæded’ mig til at udfylde
rollen som en køn agtværdig kransekag’figur
i bestyr’lsen mens jeg sad og fik en lille lur.
Det var noget jeg ku’ li.
Direktøren var så fuld af energi.
Skolen kørte bare på den store klinge!
Skønt at høre kasseapparatet ringe!
Det var næsten som at vær’ med til at vind’ i matador
når jeg sad på direktør’ns kontor.

Men så blev det li’som da Titanic den gik ned:
Alt var helt OK på første klasse.
Ingen aned’ uråd før det hele gik i skred
– pludselig så skete der en masse.
Pist væk borte var den geniale direktør.
Mens vi andre sprælled’ desperat i pressens klør.
Og nu er der no’n der sir
at det også lidt er min fejl – arh hvad gi’r
I for sådden en gang snak. Og inden længe
har man glemt hvorfor det kosted’ mange penge.
Det’ en storm i et glas vand så sandt som at jeg hedder Geil.
Og om den slags ta’r jeg aldrig fejl!

Å no mo I ha mæ undskyldt. A ska hen og sij på mit borchmestekontor igjen.”

Ja, så er der næsten ikke mere i bloggen i denne uge. Tilbage står der at afsløre resultatet af den læserkonkurrence jeg udskrev i sidste uge. Læserne kunne stemme om hvilken de syntes var den bedste blandt fem udvalgte sange som jeg har skrevet. Ingen har kunnet træffe den afgørelse, men min kone har loyalt givet sin stemme på den af mine sange som hun synes er allerbedst. Det er selvfølgelig den duet vi sang til vores bryllup på melodien til “Den gamle gartner”:

Lotte:

Når jeg ser på smukke Søren løber tænderne i vand.
Tænk at lille jeg sku’ finde såd’n et pragtfuldt stykke mand!
Ja, min fryd er uden lige og en ung uskyldig pige
ser i ham sit livs idol mens hun stråler som en sol!
Plante smil og plante solskin, plante sang i alle sind!
Skabe hverdag om til fest og lukke lys og glæde ind.

Søren:

Lotte er min kransekage, Lotte er mit livs marengs!
Andre pi’r vil jeg forsage, Lotte gi’r mig hvad der træng’s!
Og min fryd er helt utrolig, tænk at vi skal dele bolig,
seng og børn og bil og kat – jo, hun er en lille skat!
Plante smil og plante solskin, plante sang i alle sind,
skabe hverdag om til fest og lukke lys og glæde ind.

Min kone har ganske ret – smukkere kan det ikke blive.  Så nu sidder vi og gnasker de udlovede kattetunger i os selv mens vi sidder hver aften og ser gamle afsnit af “Game of Thrones”. Det er hyggeligt og en fin ting at lave i påsken. Vi ses på den anden side af højtiden!

Ja, hvad kan jeg sige? Jeg tog munden for fuld da jeg lovede at have endnu en splinterny revysang fiks og færdig til præsentation i denne uge. Sagen er den at jeg blev indkaldt som hjælpetrop til et sangprojekt med Esbjerg Koncertkor, og vi har koncert i aften torsdag 11. april kl. 19.30 i Grundtvigskirken i Esbjerg. Hvis interesserede læser ikke har tid eller mulighed i aften, så genopfører vi koncerten i Sønderbrokirken i Horsens på søndag 14. april kl. 16, og der er billetprisen kun den halve. Vi skal opføre Händels tre kroningshymner og hele Vivaldis Gloria med orkester og to kvindelige solister. De kommer nu ikke så meget til fadet – ellers er det kor og orkester hele vejen igennem.  Jeg har kun haft noderne i knap tre uger, så der har været rigtig meget at lære, og i dag er det vigtigste for mig at blive helt koncertklar.

Det er Haderslevs borgmester H. P. Geil jeg skal skrive et revynummer om, og han er viklet ind i op til flere møgsager, så der bliver nok at skrive om. I må vente og se – det skal nok blive godt.

For at holde gryden i kog i denne uge udskriver jeg i stedet en konkurrence om hvilken sang der skal kåres som den bedste der er bragt i Sørens Sangfabrik siden min blog startede først i juli måned. Jeg har mine egne favoritter, og her er der fem som jeg selv synes er helt i top. Send forslag til den bedste til sorenkjaer6@gmail.com – blandt indkomne forslag trækkes der lod om en æske kattetunger, og læsernes favorit kåres så på næste torsdag – samtidig med at I kan se min nye revysang.

Her er mine fem favoritter – I kan godt stemme på andre, men så må I selv finde dem i gamle blogindlæg:

1. Sølvbryllupssang til Astrid og Erland

(Melodi: Menuetten til Elverhøj)

Vi vandrer ud til morgensang
om året mindst tre gange.
Med rankebindingsbankeklang,
med korte og med lange
hurra’er fejres sølverbrud
(og gom) – og inden længe
afblomstret ser det sikkert ud,
det gamle Rosenvænge.

I 31 bor et par,
som alle her jo kender.
For Astrid/Erland altid har
vær’t deres venners venner.
De skal besynges nu i dag
med overstadig tone.
De 25 år har bag
sig lagt som mand og kone.

Og deres hus er rigtig flot,
af Erland bli’r friseret.
Han også haven passer godt,
hans bil er blankpoleret.
Mens Astrid er den gode fe,
er aldrig spor forlegen.
Hun hjælper hvor det trænger te’
hos alle her på vejen.

Og nys var der konfirmation.
Vi andre kender rumlen:
Birgitte snakker telefon!
Vi ved at hendes mumlen
nok dækker over lidt af hvert,
og før end nogen aner
en bumset ungersvend genert
vil hende lumske planer.

Snart er de væk, de døtre to,
og der bli’r alt for stille.
Man kan godt få for meget ro,
for lidt ha’ at bestille.
Man rokker på terrassen ud
og mimrer op mod solen.
Man tørrer støv af med en klud,
ta’r lur i gyngestolen.

Men der er stadig længe til,
så mens vi stadig magter
at holde fest med larm og spil,
vi ikke det foragter.
Nu vil vi råbe højt hurra,
for det er os på sinde
at de en festsalut skal ha’,
den gæve mand og kvinde.

2. 50-års fødselsdagssang til Jørgen

(Melodi: Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer)

Man ser en vemodsfuld tåre trille
på Jørgens kind her på denne dag.
At stadig kunne alt det han ville
er ikke læng’re en vanesag.
Vist kan han stadigvæk brumme brunstigt
og vise stil i sit læderdress
– men tarzanhylet kan virke kunstigt
når det bli’r brølt af en på 50.

Men ligner Jørgen knap nok en tiger,
og hænger skindet lidt mere løst,
så har han Ina og hendes piger,
som hjælper til og som bringer trøst.
En tyrkisk pasha ku’ næppe finde
et mere praktisk arrangement.
Og Jørgen bli’r af den milde kvinde-
list sat på plads gang på gang på gang.

Når Ina længes mod varme lande,
ta’r Jørgen med ud på eventyr.
De nøjes ikke med Hvide Sande,
nej, rejsen skal være mere dyr.
Til Californ’jen, filmheltes verden,
går næste udflugt på der’s program.
At Ina ta’r Jørgen med på færden
forstår vi godt – hun har brug for ham.

Johannes V. i det himmerlandske
skar skibe dengang da han var dreng.
Men Jørgens ungdom kan uden vanske-
lighed betegnes som hård og streng.
Han saved’ løs på en meteorsten
i ugevis som en Sisysos.
Og glæden har sikkert vær’t en stor en
da han fik bugt med den tunge klods.

Og den lektion udi det absurde
har lært vor Jørgen at holde ud.
At altid gøre alt det man burde
og lyde pligtens og skolens bud.
Og Chevroletten ta’r næsten daglig
frem og tilbaws ned til VUC.
Der er han profes’jonel og faglig
– tja, den slags hører hans alder te’.

Men skolen ejer et rockorkester,
det band er jo vores pusterum.
Med Jørgen foran vi lydforpester
når vi kan finde et publikum.
Om ikke andet, det nok beviser
at der er fut i hans drifters bål.
Om ti år synger vi andre viser,
men indtil da – højt hurra og skål!

3. Konfirmationssang til Harald

(Melodi: Man kan vel ikke gøre for at man har charme)

Det var i formiddags at jeg blev konfirmeret
– nu gafler vi os mætte i den gode mad!
Jeg bli’r af alle vore gæster vildt feteret,
og det er ingen løgn at jeg er kisteglad.
I dag er håret på mig særlig velfriseret,
mit tøj er nyt og smart og meget elegant.
For man må være moderigtigt ekviperet
når man er dagens populære konfirmand.

Jeg lytter høfligt til de pæne hyldesttaler.
Man kan vist li’ mig, og i al beskedenhed,
så har de evigt ret, tro ikke kun jeg praler,
for jeg er meget bedre end de fleste ved.
At gi’ eksempler på det volder ingen kvaler:
som fodboldspiller har jeg haft kanonsucces.
Diverse spejdertricks er andre specialer,
desuden ved jeg også alt om edb.

Man si’r der gemmer sig en ræv bag ved mit øre
Det stille vand har som bekendt den dybe grund.
Jeg laver pluds’lig fede jokes som vækker røre,
og sjove brokker ryger tit ud af min mund.
Ved denne lejlighed kan jeg vist godt afsløre
at jeg tit griner li’så stille for mig selv.
For jeg har tit få’t min familie op at køre
– de kan jo ikke gøre for det, kan de vel?

Her er et lille indblik i famil’jens vaner:
i vores hus er mor jo chefen slet og ret.
Og ve den stakkel som vil krydse hendes planer,
jeg si’r på forhånd at han får det ikke let.
Mor køber glad og gerne ind i lange baner,
og når hun laver rigtig avanceret mad,
ser far fornøjet ud, måske fordi han aner
at han i nat får gjort lidt mer end maven glad.

For mine søstre er jeg alletiders broder!
Om dem ku’ jeg dog sagtens si’ no’et mindre kønt.
Men hvis jeg remser op af alle der’s unoder,
så får jeg vel igen af dem med samme mønt.
Kun sjældent ønsker jeg dem væk til andre kloder
– nu sender Edith mig et amazonesmil!
Jeg syn’s i grunden hun er sød, og jeg formoder
at man ka’ si’ om Dagmar no’et i samme stil.

Vi slutter inden sangen kører helt af sporet.
Nu må jeg hel’re vise lidt selvdisciplin,
selv om de fleste gerne synger med i koret,
når bare ikke det’ dem selv der bli’r til grin.
En rastløs stemning breder sig nu rundt om bordet.
På maden har vi vistnok også snart gjort kål.
Med jeres penge er min lomme blevet foret,
så råb nu også et hurra for mig, og skål!

4. Tågelund Korets reklamesang

(Melodi: Mandalay i Four Jacks-udgaven)

Vi har øvet os hver torsdag
med utrolig disciplin.
Vi har også øvet hjemme
– kampmoralen, den er fin.
Vi kan synge hvert et stykke
dirigenten har bestemt.
Rep’toiret ku’ gør’ lykke,
men en enkelt ting er glemt:
(men en enkelt ting er glemt:)
Har vi no’n at synge for?
Vi vil gerne – sig blot hvor!
Er der ik’ en kirke gemt et sted der ønsker sig lidt kor?
Vi leverer altid varen når vi rigtig gi’r den gas.
Folk bli’r ellevilde, kirken fyldes op til sidste plads.

Vi kan synge Palestrina
smukt så man får gåsehud.
Vi kan også sagtens synge
Rudolf med den Røde Tud.
Vor’s sopraners sprøde stemmer
klinger rent som bjergkrystal.
Vores basser brummer malmfuldt
li’som Dovregubbens Hal.
(li’som Dovregubbens Hal.)
Hver en alt og hver tenor
synger som et englekor.
Dirigenten får det bedste frem som inden i os bor.
Det er klart vi altid rammer hvert et kryds og hvert et b,
og når pi’rne ta’r sig sammen klarer de det høje c.

Vi behersker alle genrer,
li’ fra Bach-koral til jazz,
Negro Spirituals, Mozart –
Vi kan gør’ enhver tilpas.
Vi har sunget mange steder
li’ fra Baldersbæk til Rom.
Vores publikum har altid
få’t li’ det de synes om.
(få’t li’ det de synes om.)
Hotte rytmer, soul og swing
crooner vi som ingenting.
Bly ballader, Christmas Carols, Dvorak, Nielsen, Laub og Ring.
Sku’ det være lidt Messias, er vi også med på den.
Kort sagt: kontakt snarest dirigenten Eb-be Ja-kob-sen!

5. Til Jespers og Maries sølvbryllup

(Melodi: Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer)

Nu er det sommer og her er gilde,
her er rabalder og ramasjang,
for chancen må ikke gå til spilde,
nej, nu må alt gå sin skæve gang!
I femogtyve år har vi ventet
på tidens tandhjul ku’ gå i hak
– kalenderlyset er end’lig brændt ned
til da’n i dag – det er stærk tobak.

Ja, tænk at Jesper har med Marie
holdt troligt ud femogtyve år.
At kravle op ad så lang en stige
må kræve mere end man forstår.
Det sker så let at man bli’r lidt svimmel
og ønsker at man ku’ kravle ned.
I dag er de i den syv’ne himmel.
De kravler vid’re og de bli’r ved.

De er no’en rigtige arbejdsheste,
Marie passer sin skoledont.
Til gæster byder hun kun det bedste,
hun sørger for deres hjemmefront.
Mens Jesper bryder sin juralanse
i retten (også iblandt med held).
Selv når han taber, så må man anse
ham for kapabel alligevel.

En børneflok blev med stork leveret,
opslidt blev årenes hverdagstøj
med ungers støjen i pipkvarteret
– nu er de flyttet på Aldershøj.
Måske er huset en ældre bygning
med visse mangler, men vi si’r pyt,
nu står det med æresportudsmykning
og indeni er det også nyt.

Det passer godt til to jubilarer
som gemmer krudt bag facadens skjul.
Selv om de ikke just er vårharer
kører det for dem som volvohjul.
Så rejs jer alle, hvis det jer lyster,
og røm nu stemmen, hold glasset klar,
råb nu hurra li’ til taget ryster
– skål for det unge sølvbrudepar!

Ja, kære læsere – nu må I træffe afgørelsen: hvilken er den allerbedste sang der har været bragt i Sørens Sangfabrik? Giv jeres bud senest onsdag i næste uge på sorenkjaer6@gmail.com. Jeg er glad for at det ikke er mig der skal afgøre det. Jeg havde virkelig lyst til at sætte mange flere af sangene til afstemning.

 

Jeg har en tæller installeret der viser hvor mange gange min side bliver besøgt, og jeg kan se at interessen er steget betragteligt efter jeg er begyndt at lægge mine nye revysange ud. Det siger også sig selv at det er mere interessant at læse en tekst med almen interesse end en helt privat lejlighedssang. Revysangene er også sjovere at skrive end f.eks. en konfirmationssang, som jeg selvfølgelig også skal skrive nogle stykker af i år. Der er andre genrekrav, men også friere hænder. Et af kravene er selvfølgelig “Make’em laugh!”, men grinet behøver ikke at være lavkomisk. Det svedne smil kan også være tilstrækkeligt. “De gode græd og de onde lo,” skrev Grundtvig engang, men mon ikke de også var klar over at moralen var lige på kanten midt i glæden?

Der er ikke så meget at grine af i nedenstående sketch med indlagt sang. Emnet er parkering og parkeringsvagter. Hvorfor er parkeringsvagter nødvendige? Det er de fordi vi ikke bare respekterer aftalte regler til fælles bedste når vi skal stille skrummelet fra os, og det regner vi heller ikke med at de andre gør. Så gælder jungleloven – som den også gør det i de store anonyme penges verden. Meget passende er melodien “Mackie Messer” fra Brechts “Laser og Pjalter” (hør originaludgave fra 1920erne her, hvis I ikke hellere vil høre den med Hildegard Knef her). Mackie Messer var en brutal røver og morder i stykket, men kun helgener har ikke en rem af samme hud.

“Hun parkerer i en handicapplads, en parkeringsvagt springer frem bag en bil med et:

”AHA – nu vanker der en bøde! Skammer De dem ikke, lille De?”

”Uhadada, det er da noget værre noget! Mon ikke den søde parkeringsvagt har kigget forkert?!”

”Selvfølgelig har jeg ikke det!”

”Det er nu ikke altid tingene er som de ser ud til! Det får jeg pludselig lyst til at synge en sang om!”

Britta Nielsen og Thomas Borgen – Melodi: Mackie Messer

Britta Nielsen
gik i garnet
langt om længe
Det var hårdt
120
millioner
fik hun brugt op
en rekord

Det er småting
når man tænker
på hvor meget
Danske Bank
tjente før de
blev forstyrret
af en ækel
sladderhank

Hundredvis af
milliarder
på et estisk
vaskeri
tryllet rene
med lidt bonus
gennem bankens
talmagi

Direktørens
rene hænder
dufter kun af
renseri
Man si’r penge
lugter ikke.
Det kan der vær’
sandhed i.

Thomas Borgen
Britta Nielsen
Ham Stein Bagger
Amdi P
Alle har de
Inspireret
Til hvordan man
Får succes

Og min bil står
Fint parkeret
Ros mit ini-
tiativ
Først til mølle
får først malet
– Pyt med andres
sølle liv…

”Så nu kan De da vist godt se, hr. Parkeringsvagt, at den bøde – den er da helt ude i hampen!”

”Nå ja, det kan jeg da godt se. Man må følge med tiden! Tak for de kloge ord! Det gav sørme noget at tænke over!” (går)

(Hun blinker til publikum, hvisker) ”Går’en, så går’en!”

Jeg har selv snakket mig ud af en parkeringsbøde engang. Det var i Ålborg. Vi skulle ud at spise, men restauranten lå langt væk fra hvor vi holdt parkeret. Ridderligheden selv som jeg er, gik jeg tilbage til bilen for at flytte den tættere på. Der står der en parkeringsvagt og er i fuld gang med skriveriet. “Hov, hov,” sagde jeg, “Bilen har stået her et kvarter, klokken er syv, og på skiltet står der at der er fri parkering efter klokken seks.” Men jeg havde ikke stillet p-skiven, og det skulle jeg skam, sagde vagten. Jeg kunne nu ikke se behovet for det, men regler var regler, sagde han. “Det vidste vi ikke – vi er lige kommet fra Haderslev,” sagde jeg så. Og tænk, så annullerede vagten sin bøde. Gæster i byen skulle da nødigt få et dårligt indtryk af Ålborg.

Det var flinkt af ham. Eller måske anede han ballade i luften over sit krybskytteri. Jeg hælder mest til det sidste.

I næste uge får I endnu en splinterny revysang. Den kommer til at handle om Haderslevs borgmester Gejl og hans viceborgmester Benny Bonde – to levebrødspolitikere. Den har jeg fået bestilling på til Haderslevrevyen til november, og så må jeg levere. Jeg er bange for at sangens morale kommer til at pege i samme retning som denne uges sang.