Kategori: Uncategorized

Godt nytår! Jeg lovede at min blog vendte frygtelig tilbage 3. januar, så nu er det med at rubbe nallerne – klokken nærmer sig 23. Tænk at jeg har haft hele to uger fri fra sangfabrikken, og først nu har jeg taget arbejdstøjet på igen for at give læserne det ugentlige fix. Jeg kan se at der er adskillige af de faste læsere som har været inde at kigge i løbet af dagen med uforrettet sag. Beklager! Men så må det været et plaster på såret at læse og synge en rigtig sød fødselsdagssang.

Lotte og jeg var aflastningsfamilie for en elskelig pige med Downs syndrom. Lotte havde været pædagog for pigen på et fritidshjem, og rollen som “reservemor og far” for hende begyndte ikke længe efter at Lotte og jeg blev kærester. Kort efter blev vi formelt kommunalt ansat som sådan, men “Elna” var en del af familien, også inden vores drenge blev født. Det var vi rigtig glade for alle sammen. Vi har været til hendes konfirmation, og hun og hendes mor har været med til vores fødselsdagsfester.

Da “Elna” fyldte 25, fik den ikke for lidt. Festen blev holdt på Tyrstrup Kro i stor overdådighed. Selvfølgelig måtte jeg skrive en sang til anledningen. “Elna” var meget sangglad. Det var vigtigt at sangen kom til at handle om det som “Elna” satte pris på i sin hverdag uden at være banal. Det lykkedes vist meget godt. Melodien er “En lærke letted'”.

Her sidder Elnas de bedste venner
og spiser kromad på livet løs.
Der forkes ind af de mange hænder,
der hældes vin i ned i mavens pøs.
Og vi ved alle jo godt hvorfor
Elna er fyldt 25 år
– ja, tiden går!

Vist var der en som må blive hjemme,
skønt Elna gerne så den som gæst.
Men den står hel’re på marken fremme,
den tapre Mulle, den søde hest.
Den gumler havre og græs i dag,
med halen viftende på sin bag
– fødselsdagsflag!

Hvis Elna frivilligt vælge måtte
hvem skulle med på en øde ø.
Så tror vi nok at hun valgte Lotte,
for uden Lotte var livet hø
og hakkelse helt fra først til sidst
og stedfar Søren var ble’et solist
– ja det var trist.

En voksen pige må passe formen
og vogte sig for kalor’jetal.
Men Elna kan sagtens holde normen,
hun får motion når hun må og skal.
Små hop med Lotte, spjæt, ryst og nik
Man bli’r så kvik af lidt aerobic
– er der’s taktik.

Som festens midtpunkt sig Elna soler.
Nu skal hun hyldes med højt hurra.
Og det skal runge til jordens poler
at Elna har holdt sin fødselsdag.
At hylde dig er en hjertesag,
der burde lyde kanoners brag
for dig i dag.

I dag er “Elna” et godt stykke oppe i fyrrerne. Vores rolle som “reserveforældre” sluttede for nogle år siden, men “Elna” lægger stadig vejen forbi til Lottes Krambod når hun kommer en tur ned i byen. Så får hun en god krammer af sin “reservemor”.

I næste uge kommer det til at handle om konfirmationssange igen. Jeg har stadig et par rigtig gode liggende, og det må være nu at kampagnen skal sættes ind hvis jeg skal have bestillinger på sange til forårets konfirmationer.

Så HUSK at fortælle vidt og bredt hvem der laver søde konfirmationssange! Og giv linket www.sørens-sangfabrik.dk til alle I tror kan have fornøjelse af at læse min blog.

Dette er så julenummeret af “Sørens Sangfabrik”. Der bliver hverken gran eller nisser i de ikke mindre end to sange jeg vil præsentere, men festligt må det gerne være – og hvad kan være mere festligt end sange der er skrevet til bryllupper?

Denne bryllupssang bestilte bruden selv. Så det var oplagt at ordene i den også skulle lægges bruden i munden, især da efter vi havde snakket det hele igennem. Bruden var en kæk og uforfærdet pige der havde fået det som hun ville med gommen – lige siden de første gang havde mødt hinanden på et værtshus. Så der var ingen grund til at være pyssenysset i sangen. Melodien er “Den gang jeg drog af sted”.

En mørk og stormfuld nat,
en mørk og stormfuld nat
på Shakesbeer fik jeg fat,
ja, på Shakesbeer fik jeg fat
i Mortenlamseben,
og jeg var ikke sen
til at slå kløerne i ham før han fik talt til en.
Og da vi først i dagslys hinanden fik set an
jeg indså med det samme at han sku’ vær’ min mand.
Før han fik set sig om
var han min ejendom!
Hurra, hurra, hurra!

Men længe trak det ud,
men længe trak det ud,
før jeg ku’ bli’ hans brud,
ja, før jeg ku’ bli’ hans brud.
I fire lange år
jeg tænkte på hvornår
mon han vil fri til mig, hvis han da ellers det formår!
Men en romantisk aften han måtte knæle ned
jeg vidste god besked før han munden fik på gled.
Han bad mig om et ja,
og jeg sa’e: Tag mig da!
Hurra, hurra, hurra!

En lille parentes,
en lille parentes
som måske godt kan ses,
ja, som måske godt kan ses
er vores søde børn
og vi ta’r vores tørn
med næste slægtled, og vi svarer hver en spørgejør’n
at de er prototyper til masseproduktion,
så Hammelev kan vente befolkningseksplosion.
Måske et helt geled –
vi bliver bare ved!
Hurra, hurra, hurra!

Nu er vi blevet gift,
nu er vi blevet gift,
det gi’r et ekstra pift,
ja, det gi’r et ekstra pift.
En Jensen var jeg før –
nu er jeg blevet mør,
en lyst til at bli’ Nielsen inden i mig på sig rør’!
Og Morten bli’r en anden med armen om min hals.
Det ser I selv om lidt, når vi danser brudevals.
Vi er som yin og yang,
hinandens supplement.
Hurra, hurra, hurra!

Det blev da en kæk og munter sang, ikke? Ægteskabet holder skam endnu, men flere børn blev det ikke til, også selv om der blev spået næsten industriel produktion. Det er lige før der er magisk realisme over den dobbelte forvandling i sidste vers. Hvem der har taget hvem kan diskuteres.

Julen er lige om hjørnet, og det var så alt for denne gang. Jeg tillader mig at tage en pause i næste uge. Der er sikkert ikke mange alligevel der har tid til og tanke for at læse mine gamle lejlighedssange. Så ikke nok med at dette var sidste blogindlæg inden jul – det er også det sidste i år. Jeg vender frygtelig tilbage 3. januar.

Glædelig jul og godt nytår!

Nej, jeg har aldrig skrevet sange der har haft speciel tilknytning med julen. Men derfor behøver jeg da ikke at sidde julens bud overhørig med sange af sekundaklassen i udstillingsvinduet. Så i denne uge vil jeg komme med hele to eksempler på sange med schwung til ekstra festlige anledninger.

Den første gælder min gode ven “Rudolf”, som trofaste læsere husker fra mine tidligere skriverier (“Sølvstænk i det gyldne hår…” og “Endnu et par konfirmationssange”). Som så mange andre 68’ere har han haft et noget omtumlet kærlighedsliv. Denne sang skrev jeg til hans andet bryllup midt i 90erne. Det var “Jytte” han giftede sig med, og det var ikke længe efter at hans første kone havde forladt ham. Det var en rigtig fin bryllupsfest, men nu havde vi også rutinen. Min sang handler mest om “Rudolf”, og jeg holdt mig ikke tilbage i mit portræt af en mand med stor livsappetit, “blød mand” som det stadig var moderne at være, men ikke uden bagtanker. Det morede gæsterne en del. Melodien til sangen er “Jeg en gård mig bygge vil” – meget passende til en bryllupssang der gerne skulle udtrykke optimisme for fremtiden.

Det er Rudolfs bryllupsdag
– hejses skal det røde flag!
Han af Jytte, sin veninde,
nu fik gjort en ærbar kvinde.
Det fandt sted i formiddags –
og nu holder de kalas!

Rudolf er en ungersvend,
ryggen rank og smal om lænd,
fyrigt blik og skæg om hage,
viltert hår (det der’ tilbage),
så han er skam godt tilfreds
skønt han nærmer sig halvtreds!

Rudolf er den bløde mand,
har på kvinder god forstand – 
spiller plader med James Taylor,
så’r der lagt op til en sjæler!
Også Jytte fik han skudt.
Nu er den trafik vist slut!

Rudolf er før ble’et brændt af –
men han er så glad i dag!
Med sin nye kønne kone
sidder han som på en trone,
æder suppe, steg og is.
Snart vi kaste skal med ris!

Jytte sidder så koket
ved hans side nok så net.
Denne underskønne kvinde
(bedre ku’ han næppe finde!)
puster til hans hjertes bål,
mens vi ivrigt råber skål!!

“Jytte” kom så også med til sidst. Det blev bemærket at jeg var lidt reserveret i fjerde linje i sidste vers. Hvorfor “næppe”? Hvorfor ikke klart den bedste nogensinde? Det faldt mig ikke lige i pennen. Måske var “Rudolf” enig når det kom til stykket. De blev skilt et par år senere.

Skal der være gilde, så lad der være gilde! Bertel Haarder har lige udgivet sin egen bog med lejlighedssange, “Bertels Bedste” med julehandelen in mente, og jeg giver den også ekstra gas med endnu en sang fra øverste skuffe. Det drejer sig om en 50-års fødselsdagssang til en kær kollega på VUC, som dog rejste videre på sin færd i livet for mangfoldige år siden – længe inden der var optræk til den tragiske krise på vores gamle arbejdsplads.

“Jørgen” var en lystig fætter. Få år inden var han blevet gift med en kvindelig præst med to store teenagedøtre, og samlivet med dem i præsteboligen i Århus gik forbløffende og forbilledligt harmonisk. Han var ivrig amatørrockmusiker og var i det hele taget ungdommelig og hip, og jeg og en anden kollega var med i “Jørgens” lille husband på skolen sammen med skiftende kursister. Det var tit gamle Creedence Clearwater Revival-numre der var på tapetet. Så det var klart at han skulle have en sang til sin runde fødselsdag. Melodien er “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer”.

Fjerde vers bliver vist først forståeligt når man ved at “Jørgen” var søn af en sønderjysk stenhugger, men hans hu stod ikke til at pudse og polere gravsten resten af livet. Dog var han involveret i et ambitiøst projekt som hans far havde vundet entreprisen på: En tyve tons tung jernmeteor var bjerget i Grønland, og nu skulle der skæres en skive ud af den tværs igennem. Så bæstet skulle skæres igennem ikke bare en, men to gange. “Jørgen” fik akkorden på at udføre arbejdet. Det var ikke gjort i en håndevending.

Man ser en vemodsfuld tåre trille
på Jørgens kind her på denne dag.
At stadig kunne alt det han ville
er ikke læng’re en vanesag.
Vist kan han stadigvæk brumme brunstigt
og vise stil i sit læderdress
– men tarzanhylet kan virke kunstigt
når det bli’r brølt af en på 50.

Men ligner Jørgen knap nok en tiger,
og hænger skindet lidt mere løst,
så har han Ina og hendes piger,
som hjælper til og som bringer trøst.
En tyrkisk pasha ku’ næppe finde
et mere praktisk arrangement.
Og Jørgen bli’r af den milde kvinde-
list sat på plads gang på gang på gang.

Når Ina længes mod varme lande,
ta’r Jørgen med ud på eventyr.
De nøjes ikke med Hvide Sande,
nej, rejsen skal være mere dyr.
Til Californ’jen, filmheltes verden,
går næste udflugt på der’s program.
At Ina ta’r Jørgen med på færden
forstår vi godt – hun har brug for ham.

Johannes V. i det himmerlandske
skar skibe dengang da han var dreng.
Men Jørgens ungdom kan uden vanske-
lighed betegnes som hård og streng.
Han saved’ løs på en meteorsten
i ugevis som en Sisysos.
Og glæden har sikkert vær’t en stor en
da han fik bugt med den tunge klods.

Og den lektion udi det absurde
har lært vor Jørgen at holde ud.
At altid gøre alt det man burde
og lyde pligtens og skolens bud.
Og Chevroletten ta’r næsten daglig
frem og tilbaws ned til VUC.
Der er han profes’jonel og faglig
– tja, den slags hører hans alder te’.

Men skolen ejer et rockorkester,
det band er jo vores pusterum.
Med Jørgen foran vi lydforpester
når vi kan finde et publikum.
Om ikke andet, det nok beviser
at der er fut i hans drifters bål.
Om ti år synger vi andre viser,
men indtil da – højt hurra og skål!

Som så ofte før for mit vedkommende er temaet den svundne ungdom, og jeg ved ikke hvor glad i grunden “Jørgen” var for sangen. Men det var vi andre i det sluttede selskab – en mandefrokost hvor præst og døtre vartede op.

Nu er det snart jul, men der kommer endnu et indlæg i næste uge – så der er ekstra meget at glæde sig til i denne tid. I næste uge får I også mindst en af “Sørens Bedste”.

I slutningen af denne uges blogindlæg vender jeg tilbage til sangen fra i sidste uge, “Pileurtbandens Kampsang”. Der er lidt at tilføje, men først tager jeg fat på denne uges hovedemne: min allerførste sang skrevet på engelsk.

Det er ellers noget jeg har holdt mig fra. Sporene skræmmer fra populærmusikkens tvivlsomme oversættelser fra dansk til engelsk (“Fly on the wings of love” – “Boom Boom”). Jeg synes det er svært nok at skrive sangtekster på dansk uden for mange gebrækkeligheder. Det jeg bestræber mig på er at få det til at se legende let ud uden nogen tænker på hvor meget jeg eventuelt har knoklet. Uden at prale kan jeg mere engelsk end de fleste danskere, men det er stadig et fremmedsprog som jeg ikke har det samme indgående og legende kendskab til som vores modersmål.

Men i juli fik jeg så en bestilling på en bryllupssang hvor det ville være naturligt at den blev skrevet på engelsk, og så måtte jeg jo prøve. Det var brudens mor der bestilte. Bruden arbejder som forsker i medicinalindustrien i Cambridge, og noget tilsvarende gør gommen også, når han da ikke farer verden rundt og holder foredrag. Han er født og opvokset i Kenya, og deres omgangskreds er meget international. Der skulle komme 110 gæster til brylluppet på Hotel Hvide Hus i Ålborg, og af dem ville mindre end 30 være dansktalende. Bruden ønskede et under disse omstændigheder så vidt muligt traditionelt dansk bryllup, og derfor skulle der også være mindst en festsang. Det med fællessang til fester er ikke noget man er vant til i udlandet, men toastmasteren, brudens storebror, ville styre slagets gang hvad det angik.

Lidt af en opgave at finde melodier alle veluddannede mennesker i verden med garanti kender. Jeg skrev på noget Beatles. Sangen skulle deles op i to. Jeg tænkte det skulle være en meget let sang at starte med, gerne med noget fodboldstadionstemning, som gæsterne kunne komme i stødet af at synge med på. Det kunne passe med “Yellow Submarine”:

We have come from near and far
here to celebrate a big event
that has made us leap for joy
and do somersaults across the floor
: Sam and Hannah
Tie the marriage knot
Tie the marriage knot
They are really hot :

Sam and Hannah smile and laugh
And they really look so very pleased
like they’ve won the biggest prize –
In a sort of way that’s what they have
: Sam and Hannah
Tie the marriage knot
Tie the marriage knot
They are really hot :

And the party will be grand
Lovely food and lots of wine to drink
Later on we all will dance
Until very late and it’s because
: Sam and Hannah
Tie the marriage knot
Tie the marriage knot
They are really hot :

Det var ikke nogen vanskelig tekst at skrive. Bortset fra omkvædet er der ingen rim – og det er ikke snyd fra min side. Hør selv hvordan Ringo synger i originalen her.

Det var også fint nok for mig at starte i den lette ende når nu jeg for første gang skulle skrive på udenlandsk. Anden del af sangen kunne synges senere, eller hvordan toastmasteren så syntes det kunne passe. Den måtte gerne være lidt mere ambitiøs og personlig. Nu gjaldt det om at finde en Beatles-melodi der var lige så velkendt. Det blev “When I’m Sixty-Four” – den skulle man heller ikke kunne gå fejl af.

Hannah and Sam were lucky as few
when they struck a match
that ignited elements of chemistry
– bound together now they will be.
They will be just like peas in a pod
in their Cambridge flat
with room for a twosome
unless they both do some
stuff that changes that.

Then we can see them in a new home
in a year or two
expertly assembling Swedish furniture
from Ikea while the cats purr
and you can hear Sam tooting his horn
as a lullaby
to hush the new baby
(but that is a maybe!)
Here’s the reason why:

Hannah is having a night on the town,
knitting bag in hand.
You can hear the rattle of the knitting pins,
ladies downing tonic and gins.
When she comes home a quarter to three,
has Sam locked the door?
No, his adoration
has no limitation
– who could ask for more?

If our predictions all should come true
we can safely guess
that our wedding couple will have lots of joy,
everything a girl and a boy
could ever want for when they’re in love!
Things will go their way!
Come raise your glasses
all lads and lasses
– toast and shout hooray!

Den tilsyneladende mærkeligt profetiske fortælling om den nærmeste fremtid byggede på at bruden havde arbejdet hos Ikea, er glad for katte og deltager i udskejelserne i “The Cambridge Drunken Knitwits”, en gruppe der mødes på værtshuse og strikker mens de drikker og snakker. I kan finde dem på Facebook. Og gommen er en meget dygtig amatørjazzmusiker.

Jeg var spændt på hvordan sangprojektet så spændte af i virkelighedens verden. Jo, det havde været en fantastisk fest, fik jeg fortalt. Mange var på dinglestadiet allerede under forretten, bedre blev det ikke med den sag senere, og der blev danset energisk og længe. Men syngeriet var det så som så med. Måske var de unge udenlandske gæster kun almindeligt stive, men ikke så stive i Beatles som man skulle tro, og måske er fællessang noget vi gør i Danmark, men ikke så mange andre steder. I England har de ældre ganske vist singalongs på pubber, men der var ingen ældre ædru etniske englændere til stede.

Men som eksperiment var jeg alligevel tilfreds med at have prøvet at skrive på engelsk. Det var i virkeligheden ikke meget værre end når jeg skriver på dansk. Så kære fremtidige kunder: Hvis det er en sang på engelsk I gerne vil have leveret – så kan I bestille den hos mig!

En lille efterskrift om sangen i sidste uge: Pileurtbandens Kampsang. Bestilleren havde opdaget at jeg havde placeret lidt realistisk pessimisme i to af versene:

Vi håber inden længe vi
kan blive mange flere.
Med ufortrøden energi
vil vi nu rekruttere
til kamp mod japansk pileurt.
Men ærlig snak: hvis vi bli’r spurgt
om vi tror det kan nytte at stritte imod,
si’r vi nej, pileurten har slået rod.

Så skulle da mirakler ske
som vækked’ Holger Danske,
og mange flere ku’ indse
hvorfor mod udenlandske
gevækster man må sige stop
og luge løs i sluttet trop
og hakke og grave og fjerne hvert spor
af japansk pileurt fra den danske jord.

Det kunne jo ikke gå i en kampsang – i sådan en skal man ikke spørge om det i det hele taget kan nytte. Så jeg rettede til, og nu udtrykker deres sang den korrekte tro på bekæmpelsesprojektet:

Vi håber inden længe vi
kan blive mange flere.
Med ufortrøden energi
vil vi nu rekruttere
til kamp mod japansk pileurt.
Vi svarer ja, hvis vi bli’r spurgt:
Det kan skam godt nytte at stritte imod,
når det’ før pileurten har slået rod.

Så gid miraklet nu vil ske
der vækker Holger Danske,
og mange flere kan indse
hvorfor mod udenlandske
gevækster man må sige stop
og luge løs i sluttet trop
og hakke og grave og fjerne hvert spor
af japansk pileurt fra den danske jord.

Den rettelse har bestilleren udtrykt sin tilfredshed med. Ganske vist tager sangen stilling til tvivlsspørgsmålet, men det er ikke ukendt i danske kampsange. I “Dengang jeg drog af sted” (se teksten her) må den djærve landsoldat også forklare pigen og sin far og mor hvorfor det nu er nødvendigt. Hvert vers giver sin forklaring og slutter med et “Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat”. Til sammenligning vil jeg bare nævne at der f.eks. ikke er plads til tvivl i nazisternes Horst Wessel-sang.

På genlæs/gensang i næste uge!

Nu er det endelig sket! Min blog har fungeret som reklame for min lille sangfabrik. Jeg har fået en bestilling på en sang af en begejstret bloglæser, og det er vel at mærke ikke en gammel kunde som alligevel ville have bestilt en sang.

Det er ikke en festsang det drejer sig om, men en kampsang som fire medlemmer af Selskabet til Bekæmpelse af Japansk Pileurt (aka Pileurtbanden) skal bruge for at komme i den rette stemning før de kaster sig ud i et større orgie af vold mod denne invasive planteart der fortrænger ærlige danske ukrudtsplanter fra grøftekanter og levende hegn. Skvalderkål og bjørneklo er for intet at regne – frø af ugræs er i sandhed føget over hegnet!

Foreløbig føres kampagnen vist kun i Helsingør Kommune. Man skal starte et sted, og fokus ligger især på Gurre Slotsruin, som nu er ved at gro fuldstændig til i japansk pileurt. Med gammeldags mekaniske hjælpemidler – økse, le, hakke, spade og greb – vil Pileurtbanden forsøge at holde i hvert fald et hjørne pileurtefrit. Roundup er bandlyst – ikke bare af religiøst økologiske årsager, men fordi giften skal bruges i så store mængder at al anden vegetation går ud først inden pileurten gi’r sig.

Nu er det ikke bare i Helsingør og omegn at den japanske pileurt florerer. Den kan findes i hele Danmark, hvis yderst velfriserede natur ligger åben for angreb fra invasive plantearter der er vant til ganske anden hårdnakket modstand hjemme hvor de kommer fra. Så Pileurtbanden søger også proselytter. Det kniber stadig lidt med det – så derfor er bandens medlemmer realistiske nok til at indse at den sang de har bestilt hos mig nok ikke kommer til at slå igennem i folkesjælen som Landsholdets “Vi er røde – vi er hvide”. Men umage har jeg gjort mig – her er den splinternye tekst netop skrevet færdig i dag. Melodien er selvfølgelig “Kasper, Jesper og Jonatan” fra “Folk og Røvere i Kardemomme By”. Skulle melodien være ukendt, kan man høre en udgave af originalen her.

På selve Gurre Slotsruin
hvor Volmer kyssed’ Tove,
hvor før der voksed’ hyld og vin
gror pileurt i skove.
Den invasive planteart
har bredt sig i en vældig fart
– en flok musketerer vil byde den trods!
Den skal udryddes og ha’ et mægtigt los!

Vi sniger os så lumsk af sted,
bevæbnet med machete.
Et hængebugsvin har vi med,
og der bli’r nok at se’ te’
før den japanske pileurt,
som længe har gjort livet surt
for Gurres ruiner, kan få sin bekomst
og gi’ plads til rent pæredansk busk og blomst.

Når vi har hærget længe nok,
og brugt op alle kræfter,
og alt er væk – så si’r vi: Fuck!
For fjorten dage efter
står pileurten højt igen –
så er det nok, min fine ven!
Her hjælper kun bulldozer og dynamit
hvis for pileurt vi skal gør’ Danmark frit.

For denne østerlandske pest
er jo en farlig fjende!
Den importered’ blev som gæst,
men som det tit kan hænde,
ta’r fanden gerne hele hånd’n,
og urten kvæler pilevånd’n –
den ægte – ja, altså den danske, I ved –
nu’ det slut med vor’s blødsødne gæstfrihed!

Vi håber inden længe vi
kan blive mange flere.
Med ufortrøden energi
vil vi nu rekruttere
til kamp mod japansk pileurt.
Men ærlig snak: hvis vi bli’r spurgt
om vi tror det kan nytte at stritte imod,
si’r vi nej, pileurten har slået rod.

Så skulle da mirakler ske
som vækked’ Holger Danske,
og mange flere ku’ indse
hvorfor mod udenlandske
gevækster man må sige stop
og luge løs i sluttet trop
og hakke og grave og fjerne hvert spor
af japansk pileurt fra den danske jord.

Don’t shoot me – I’m only the piano player! Jeg kan absolut godt se at dette til forveksling kunne ligne en kampsang fra Dansk Folkeparti og det der ligger endnu længere ude på det nationalistiske højre. Men nu handler sangen altså ikke om menneskelig migration og det multikulturelle Danmark. Den handler om et økologisk problem, omend der blandt dem også findes større sager at gå ind i kampen for.

Jeg håber at Pileurtbanden får succes med deres tilsyneladende håbløse projekt. Don Quixote havde også modgang i sine projekter, men indhøstede dog berømmelse i eftertiden.

I næste uge kan man læse om sange jeg har skrevet på udenlandsk – blot for at bevise at min horisont går længere end min egen næsetip.

I denne uge må det godt gå lidt stærkt, for jeg har travlt med min anden hobby: korsang. I aften er der øver i Egtved til lørdagens koncert i anledning af Tågelund Korets 40-års jubilæum. Vores koncert er på Vandel Efterskole kl. 15, og man får fornøjelse af at høre hele fire kor. Ud over os selv er det også værd at nævne at den kendte komponist og kordirigent Erik Sommer optræder med sit kor Troubadour. De kommer på genvisit hos os den lange vej fra Nørre Nissum ved Limfjordens vande, efter at vi i foråret var på visit hos dem og sang til deres jubilæumskoncert. Kom endelig hvis I har tid og mulighed – det er gratis, og det bliver en rigtig flot koncert. Adressen er Grindstedvej 37, 7184 Vandel.

I morgen aften, altså fredag, skal jeg synge til en anden koncert, kormaraton i Haderslev Domkirke. Den er også gratis, og løjerne begynder allerede kl. 18, men mit kor, Haderslev Lærerkor,  kommer først på som det næstsidste kor kl. 21. Be there or be square:)

Ikke nok med det, men nu har jeg også fået min første bestilling på en tekst som udelukkende skyldes denne blogs gennemslagskraft som reklamemedie for min lille sangfabrik. Alle andre tekster jeg har skrevet siden bloggen startede, på eget initiativ eller på bestilling, var alligevel blevet skrevet uanset om bloggen havde været der eller ikke. Så dette er et større gennembrud, og jeg har allerede lagt hovedet i blød. I næste uge får I resultatet at se – jeg tror det bliver fornøjeligt.

Men denne uges indlæg skal langt fra blot være et pausekomma. I kan læse – og synge – to sange hvor melodien var dikteret på forhånd.

Den første skrev jeg på bestilling fra personalet i den børnehave hvor min kone arbejdede som pædagog. Anledningen var at institutionens leder, “Oda”, fyldte tres og nu gik på førtidspension. Hun var en fantastisk dygtig leder der havde fokus på personalets og børnenes trivsel, og sorgen var stor over hendes beslutning. Typisk for hende nøjedes hun ikke med at holde en afskedsreception for sig selv med lidt portvin og kransekage. Nej, hele personalet med påhæng blev inviteret over til Fanø til hendes private og megastore 60-års fødselsdagsfest. Jeg blev hyret til at skrive en sang der tolkede personalets følelse i den anledning, og jeg fik meget klare dessiner om indhold. Melodien var også bestemt på forhånd: Imellem Esbjerg og Fanø. Hør originalen her.

Nu fylder Oda de snese tre, ja,
de snese tre, ja, de snese tre,
skønt det nu knap nok er til at se, ja,
når vi nu fester på Fanø.
Hun stråler som i sin ungdomsvår
i glæden gør det slet ingen skår
at bli’ så gammel når blot man får
så mange gæster på Fanø.

Her er vi mange fra Hybengår’n, ja,
fra Hybengår’n, ja, fra Hybengår’n
På vores kinder der triller tår’n, ja,
imens vi fester på Fanø.
For nu vil Oda gå på pension
så vi må savne hendes person
det bli’r en anden som står på bro’n
mens Oda hygger på Fanø.

For os var Oda en god kaptajn, ja,
en god kaptajn, ja, en god kaptajn
som altid sagtens ku’ finde vej’n, ja
– den ros får Oda på Fanø.
For hun ku’ lytte til vores brok
og når hun ha’d lyttet længe nok
fik hun problemerne lagt i dok
– nu må hun gør’ det på Fanø.

Oda er altid en charmetrold, ja,
en charmetrold, ja, en charmetrold.
Hendes humør skaber sammenhold, ja
– den sag er givet på Fanø.
Er vitsen vandet, så pyt med det,
man må alligevel bare le.
For Oda kan straks de næste tre
– der bli’r nok grinet på Fanø.

At spise sundt er jo hammerfedt, ja,
er hammerfedt, ja, er hammerfedt.
Det mener Oda, men tøv nu lidt, ja,
– nu skal det røbes på Fanø:
Når hun får fri og skal til at hjem
lister hun rittersportspakken frem
og vi kan udmærket gætte hvem
der nu skal smovse på Fanø.

Hun har en mand, og han hedder Kent, ja,
han hedder Kent, ja, han hedder Kent
og li’som Oda har han talent, ja,
for tosserier på Fanø.
Han gi’r tit Oda no’et specielt:
et lokumsbrædt, et par cirkustelt-
enorme trusser, så generelt
har de det muntert på Fanø.

De to har sejlet fra kyst til kyst, ja,
fra kyst til kyst, ja, fra kyst til kyst.
Men Kent og Oda har fået lyst, ja,
til at bli’ landfast på Fanø.
I båd har de sejlet vandet tyndt
nu har de rundet den sidste pynt
og vekslet båden til kongens mønt
– det får man brug for på Fanø.

Oda kan godt li’ en følsom sang, ja,
en følsom sang, ja, en følsom sang.
Det’ kun en fordel hvis den er lang, ja,
som mellem Esbjerg og Fanø.
Men denne sang har brændt af sit krudt
– så giv nu Oda når den er slut
et leve og en hurrasalut
– og ikk’ et ord mer om Fanø!

Den anden sang I skal se skrev jeg i sidste uge til en god vens 70-årsdag. Fejringen foregik på Harmonien, danskhedens gamle bastion i Haderslev da den slags betød noget. Her gav melodien også sig selv. Ad omveje fik jeg at vide at fødselaren havde en ganske særlig kærlighed for “Socialisternes March” af P. Overby, bedre kendt under navnet “Snart dages det, Brødre!” I kan høre en udgave af originalen her. Den gamle socialistiske kampsang har stadig appel i dag, men har måske nok rigelig patos i sig til en fødselsdagssang. Jeg syntes det var sjovt at give svulstigheden frie tøjler:

Nu holder Svend-Erik et megatamtam
i danskhedens gamle palads,
hvor maden og vinen er bare namnam
med leben og festivitas.
Men først skal vi synge no’n fjollede vers,
for nu er Svend-Erik halvfjerds.

Han knokler – måske er den tanke ej fjern
at han spiser doping og speed
fordi han i ilden har masser af jern
– det må vær’ fordi han ka’ li’et.
For kunst og kultur slår han gerne et slag,
står vagt om den dannede smag.

Som frelsende engel turnerer han rundt
blandt egnens fortvivlede mø’r.
Af faste kontakter har han vist et bundt.
Jo, han ved skam godt hvo’n den kør’!
Til gengæld han høster beundring så stor,
har fans over den ganske jord.

Han samler på mærk’lige sager og ting,
og Freud ku’ nok si’ et par ord
om hvorfor Svend-Erik er gå’t i selvsving
med potter på sit spisebord.
Hvert eneste hjørne besættes med flid
– til den slags kan han godt få tid.

Svend-Erik er en rabiat læsehest.
Han pløjer sig gennem hver bog,
og når han de seneste bøger har læst,
så hopper han ind i et tog
og kører til bogmesse i København
og ta’r endnu flere i favn.

Når udklædt som Holger han vil lege skjul
kan man let ham finde igen.
For vores Svend-Erik er bare så cool,
langt mer’ end almind’lige mænd!
Så råb højt hurra for den bedste vi har!
Han er jo et pragteksemplar!!

Ja, det blev lidt fjollede vers, og måske er det også en lidt privat sang der kræver at man kender manden for at synes at den er rigtig sjov. Det er vist nødvendigt at vide på forhånd at den pensionerede bibliotekar lægger et stort arbejde i ikke mindre end to kulturelle foreninger i Haderslev, og så er han ud over sin store læselyst også passioneret samler af dyr keramik. Og det med Holger: “Svend-Erik” yndede at optræde forklædt som Holger til arrangementer på biblioteket for børn. Måske nok sager som den kløgtige læser godt selv kunne udlede af teksten, men andet vers er noget misvisende. De “fortvivlede mø’r” der kræver hans assistance er ikke smægtende unge piger, men modne damer der er afhængige i det daglige af den noble gentlemans indsats.

Nok om det i denne uge. I næste uge håber jeg at kunne vise min allernyeste sang frem. Husk at like og dele på facebook hvis I synes min blog er umagen værd for andre end jer selv at følge med i.

En god ven og tidligere kollega havde været inde på visit i Sangfabrikken og komplimenterede mig (tror jeg nok) for den udviste energi. Han udtrykte sin bekymring for hvad jeg så vil gøre når jeg ikke har flere sange at vise frem.

Jeg kunne berolige ham med at der stadig ligger en god slat sange af første sortering i bøtten. I sidste uge fik I et par vilde og frække rim som jeg længe har haft lyst til at vise frem. I denne uge vender jeg tilbage til bestillingsarbejder udført med sordin på strengene. Det er igen bestillinger fra familien “Bohr”. Den kæmpestore klan med børnebørn og flere på vej fejrede bessernes seneste runde fødselsdage i grandios stil, og selvfølgelig blev der også vanen tro bestilt sange i Sangfabrikken.

Familiens patriark fyldte 80 i 2011. Jeg fik meget præcise instruktioner om sangens indhold. Sangens tone måtte gerne udtrykke respektfuld kærlighed  med et humoristisk hip i ny og næ. Festens genstand var altid på farten på egnens stier og landeveje, det både til fods, på cykel og endda til hest, så det var nærliggende for mig at skrive sangen på “Den gamle skærslippers forårssang”, også kendt under sin første linje: “Nu lokker atter de lange veje…”. Jeg er jo vild med de gamle Giro 413-melodier, og det ville også være en melodi den gamle herre sagtens selv kunne brumme med på:

Nu er her leben og mægtigt gilde
for far har budt os til fødselsdag.
Den chance la’r vi ej gå til spilde –
Det er os alle en hjertesag
at vise ham hvilken pris vi sætter
på denne flinke og rare mand.
Han fylder 80 og har ingen pletter
hvorpå man fingeren sætte kan.

Med vores mor – underskønne kone!
har han vær’t gift siden hedenold.
De holder sammen, det står til tro’ne
– der’s kærlighed er i god behold.
For ganske vist elsker mor at vinde
og har det bedst med at føre an,
mens far tålmodigt gi’r plads til hende.
At tabe han sagtens tåle kan.

Forhen som bonde var han helt med på
at roerne fik et ekstra pift,
mens andre planter lod sig ihjelslå
fordi de sprøjtede var med gift.
Som parcellist er han blevet omvendt:
Nu skal natur’n holdes i vigør.
Det er det modsatte standpunkt omtrent
af det han ellers gik ind for før.

Men alskens nymodens tingeltangel
som folk går rundt og får hittet på
– det syn’s vor far er no’t værre skrammel,
så hvorfor prøve det at forstå?
Til sidst han måtte dog strække våben
da bilens futter fik vinterdæk.
“En mærkbar forskel,” sa’ han med måben.
Al fordums modstand var nu pist væk.

Til hest, på cykel, på sine fødder
vor far i egnen turnerer rundt.
Når man er 80, må man godt slå rødder,
men det syn’s far ikke er spor sundt.
Hans energi er vist uden ende,
og han ku’ ligne en yngre mand.
Vi andre må bare blankt erkende
at han ej gnaves af tidens tand.

Så lad os afslutte denne vise
til hyldest for vores fødselar.
Det er en ringe sag at bevise
at der er ingen som vores far.
Så tag jer sammen og lad det gjalde!
På maden har vi jo snart gjort kål.
Fat nu om glasset og rejs jer alle
og råb et højt hip hurra og SKÅL!!

Det er ellers ikke tit jeg begiver mig ud i noget med “ej”, “hedenold”, “vor”, og “poetiske ordstillinger” som f.eks. “hvorpå man fingeren sætte kan”, men det passer meget godt med melodiens altmodische tone – og fødselarens alder. Bestillerne var meget tilfredse, men en af dem påstod hun ikke kunne melodien. Der er også et stykke vej fra Johannes Meyers spritterhæse røst i originaludgaven (kan høres her) til en moden damealtstemme. Jeg fortalte dem så at sangen også kan synges på “Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer” – og det var vist det de gjorde til festen, for den kendte de bedre.

Tre år senere var den gal igen. Nu var det slægtens kvindelige overhoved der fyldte 75. Bestillerne ville gerne have mere af det samme. Der måtte godt være lidt kærlig skæmtsomhed, og det gjorde heller ikke noget at nævne fødselarens med moderne øjne usædvanlige ungdommelighed da parret blev gift. Et andet tema der var et must: Den ældre dames lyst til at altid at vinde i enhver sammenhæng over for mandens tålmodige given plads til sin noget yngre hustru – en ting som også var nævnt i 80-årssangen til bestillernes far. Det var altid vigtigt for hende at komme først – her nævnt i al uskyldighed. Så melodi til sangen gav sig selv: “Vente på far” fra “De små synger”.

Her skal der holdes gevaldig fest.
Glade og spændte er hver en gæst,
for vi skal fejre mors fødselsdag,
spise og drikke med velbehag.
Femoghalvfjerds, femoghalvfjerds –
så nu bli’r hun emnet
for et par vers.

Da hun blev gift, var hun 19 år,
og fars begejstring man let forstår.
Purungt og yndigt kuvøseguf –
den sag fik han ordnet i en ruf!
Den ordned’ far, den ordned’ far
så vi kunne få et
forældrepar.

De har holdt ud i en masse år,
har børn og børnebørn, tiden går.
Det er så dejligt at være to
som pensionister i mag og ro –
syn’s mor og far, syn’s mor og far.
Sikke mange glæder
de sammen har.

Mor slapper af med sit kniplebræt
og med en lydbog går tiden let.
Aftensol skinner på hendes hår
– er det snart tid til en kaffetår?
Den laver far, den laver far –
deres aftenhygge
er altid rar.

Mor står og venter på bakkens top.
Cykling er sundt for en konekrop.
Sejrssikkert spejder hun efter far
– med strøm på cyklen er sagen klar.
Snart kommer far, snart kommer far
Rugbrødsmotortramp ta’r
den tid det ta’r.

Mor er til genbrug, det ved enhver,
handler med glas og med gamle klæ’r.
Med hendes Kenwood er det forbi,
så vi gi’r hende en tro kopi.
Nyt er no’et bras, nyt er no’et bras,
Kenwood er jo bedst når
der hakkes fars.

Nu vil vi slutte vor lille sang.
Såd’n en kan også godt bli’ for lang.
Rejs jer fra stolen, hold glasset klar
– jubelen nok ingen ende ta’r.
Råb højt hurra, råb højt hurra!
Gid hun længe leve,
vor fødselar.

Det er en sang der godt kan gå an – jeg er rimelig tilfreds med versene om kuvøseguf og stille pensionisthygge i aftensol. Hvis nogen fra “Bohr”-familien læser med, vil jeg understrege at det ikke var bestillerne der syntes det var så sjovt med verset om bedstefars lyst til unge piger – det var mig. På det aktuelle tidspunkt har han selv været 27, så der er ikke noget at komme efter.

Resten blev som bestilt. Man bemærke sig parrets splittede holdning til teknologisk fornyelse – nymodens elcykel og vinterdæk over for den go’e gamle Kenwood-maskines fantastiske kødhakkeegenskaber. Men lad os nu ikke Bohr’e mere i det, for at fortsætte i samme mikrohumoristiske spor. Rigtig sjovt bliver det nok kun for medlemmer af familien.

Den ellers sangglade familie havde forbavsende lidt styr på den danske sangskat – det kneb også bestillerne med melodien til “Vente på far”. Så jeg indsang en lydfil til dem med sangen på. Jeg skal forskåne læserne fra at høre den udgave, men hvis de heller ikke rigtig kender melodien, kan de høre den originale sang her, smukt fremført af Katy Bødtger.

Ikke mere i denne uge. I næste uge kommer der måske en fødselsdagssang eller to mere, lige til at planke for amatørdigteren.

I denne uge handler min blog om rimerier til fødselsdagsgaver. Hvorfor ikke gøre lidt mere ud af situationen end et almindeligt vedhæftet tillykkekort? Og hvis et tillykke-vers er raffineret nok, og hvis det bliver læst højt til festen, kan det godt konkurrere med adskillige rørstrømske taler.

Første gang jeg kom på den ide var til to bekendtes 30-års fødselsdagsfest. De deltes om festen og havde lejet et forsamlingshus med plads til ALLE deres venner og venners venner. Det blev et drøn af en fest. Vi var flere der slog os sammen til fælles gaver, men det blev lidt svært at opfylde fødselarernes hedeste ønsker.

Den ene, en pige jeg boede i kollektiv med på det tidspunkt, havde et eneste meget hedt ønske som hun havde skrevet på deres fælles ønskeseddel: Hun var kæresteløs og havde været i den beklagelige tilstand et stykke tid, så hendes ønske var en frisk og fyrig sømand hun kunne muntre sig med.

Selv om 30 godt kan opfattes som en høj alder for en pige der endnu ikke har fundet den eneste ene, var det måske alligevel en overdrivelse at kalde hende en “underlig gråsprængt mø” der “sejled’ i sin egen sø”, men sådan kom det altså til at falde mig i pennen da jeg skulle skrive gaveverset – litterært mindede læsere ser sikkert med det samme at jeg har taget mig visse friheder med første vers af Henrik Ibsens episke digt “Terje Vigen” (se forlægget nederst i dette indlæg):

Der boede en underligt gråsprængt mø
på den yderste nøgne ø.
Hun sejled’ vel mest i sin egen sø
og tænkte: Går jeg mon i frø?
– Nej, så vil jeg sandelig hellere dø!
skreg den underligt gråsprængte mø.
Mod mangen en sømand stod stejlt hendes hu,
det mest mod uroligt vejr.
Mens andre betragtede hende med gru,
fik enkelte lyst og begær.
Dem slugte hun råt
på slottets skafot,
hun ku’ simpelthen ikke la’ vær’!
Moralen af denne historie er helt sand:
Man kan godt ha’ det rart med mer’ end én sømand.

Det blev et rigtig sjovt rim, som voksede vildt frem fra det oprindelige udgangspunkt blot fordi det rimede. Da jeg var kommet frem til “slottets skafot” og “hun ku’ simpelthen ikke la’ vær’!”, syntes jeg alligevel det var for brat en slutning, og derfor klistrede jeg den belærende morale på til sidst: hvorfor nøjes med en enkelt?

Men var fødselaren nu helt tilfreds? Pudsigt nok ikke. Nu havde hun jo selv lagt op til koketteri med sin alder på ønskesedlen.  Men at andre skulle fortsætte tankegangen ud ad tangenten var lidt for meget for hende. Så havde jeg mere held med det rim der ledsagede gaven til “Jørgen”, som havde ønsket sig en oppustelig lolitadukke, en kaffemaskine og en Puch Maxi (meget populært knallertmærke i 1980’erne):

Ved nabolagets kaffebar står Jørgens ny Puch Maxi.
Lolita sammen med sin mor ankommer i en taxi.
I kaffebarens vamle dunst får Jørgen afløb for sin brunst.
Han har det dejligt med Melitta
og Lolita
på sin fridag.
Og Lolita får det rart
når hun hopper på hans kickstart.

Ikke så kunstfærdigt et rim, men spot on i forhold til hvad “Jørgen” ønskede sig, for her var jo hele pakken med kaffe, Lolita og knallert. Yngre læsere skal måske have forklaret at Melitta var et meget populært mærke i kaffetilberedningsudstyr. Hun er så også Lolitas mor, kan man forstå. Så det er  en joke i “Bim bam busse – nu skal vi ha’ kaffe.”-klassen. Knallerten er ikke glemt i rimet – den dukker op igen i sidste linje.

Det var så to frække, rå rim jeg skrev da jeg stadig havde ungdommens gåpåmod. Når jeg skriver gavevers i dag, går det anderledes roligt for sig. En af mine gode venner fyldte 60 sidste år, og da blev gaven ledsaget at dette rim:

Kære Søren, gamle ven!

Tænk, du fylder rundt igen!
Du blev 50 med stort rabalder
Og den gør ondt, den voksne alder.
Men nu er det jo meget værre:
Nu er du ble’et en moden herre.
Nu hulker din grådkvalte røst
Så hør på disse ord til trøst:
Dit værkstedsskilt si’r ”Glasmontør”
Der ku’ ha’ stået ”Storcharmør”!
Og selv om du er blevet ældre
– dine børn er ble’et forældre –
så kør’ det godt alligevel
for dig i livets karrusel.

Som plaster på det dybe sår
Det er at fylde mange år
Så har vi samlet ind en sjat
Med penge der kan gå til pjat
Og hvad du ellers syn’s er rart.
Men brug dem hel’re i en fart.
Hvis du la’r dem i lommen brænde
Og knap nok synes du kan nænne
At ødsle væk så stor en sum
Som lyspunkt i din trummerum
Så husk – den tanke er lidt vammel –

At snart, så bli’r man nok for gammel.

Min gamle ven hedder faktisk Søren, og han har en glarmesterforretning i Haderslev der hedder “Glasmontøren”. Her er ingen grund til at kamuflere hvem sangen handler om – Søren bliver glad for den ekstra omtale.

Men ellers er det bemærkelsesværdigt hvor meget fokus har skubbet sig siden jeg skrev de første to rim for tredive år siden. Nu handler det ikke længere om hvad damer og mænd kan gøre ved hinanden af behagelige ting – nu er det livets flygtighed der er på tapetet. Det kunne jeg selvfølgelig også hitte på at nævne i 30-, 40- og 50-års fødselsdagssange før i tiden, men da var det mest for sjov. Nu er det ramme alvor. Det er rigtig nok: Snart, så bli’r man nok for gammel.

Dette indlæg er skrevet i begyndelsen af november, og det er jo en tid på året hvor naturen viser os det håndgribelige forfald som en del af tingenes orden. I næste uge bliver jeg i sporet. Jeg vender tilbage med endnu et par sange bestilt af familien “Bohr”, som trofaste læsere allerede har stiftet bekendtskab med. Det bliver et par 80-årssange.

Sådan ser begyndelsen på Ibsens fantastiske versfortælling Terje Vigen ud:

Der bode en underlig gråsprængt en
på den yderste nøgne ø; –
han gjorde visst intet menneske mén
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, –
helst mod uroligt vejr, –
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frykt
kom Terje Vigen nær.